Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Hvad blev der af Norge?

Norges fravær i de »danske« reformationsfejringer 1617-1817
F. 1955. Lic.theol. Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

Kan man afgrænse Norge i det dansk-norske dobbeltmonarkis reformationsfejringer før 1817? Da der var tale om en fælleskultur og en fælles lovgivning og konfession, må man slå sig til tåls med, at festerne tilsyneladende er blevet afholdt med mindre opmærksomhed fra myndighederne i Norge end i Danmark. På det symbolske plan spillede Norge som udtryk for det yderste Norden en afgørende rolle for dobbeltmonarkiets selvforståelse. Norge er ikke fraværende i dobbeltmonarkiets fejringer, men inkluderet i den dynamik, der bestod mellem de to lande.

Nøgleord: reformationsfejringer, Norge, Danmark

Is it possible to define Norway’s part of the Reformation commemoration in the double monarchy of Denmark-Norway before 1817? The two countries shared a common culture, legislation, and confession, so it may be sufficient to admit that the reformation festivities in Norway were followed less attentively by the authorities than in Denmark. On a symbolic level, Norway played an important role as an expression of the extreme North in the self-image of the double monarchy. Norway was not absent in the commemorations of the double monarchy, it was included in the dynamics between the two countries.

Keywords: Reformation jubilees, Norway, Denmark

1 Indledning

Jubilæer, fejringer, erindringssteder peger på og rendyrker den arv, som alle i en gruppe på et givet sted og i en given tid helst skulle vedgå sig. Europas Forenede Stater er ikke blevet en realitet. Vi har i stedet fået nationernes EU. Nationalstaterne er ikke døde. Snarest tværtimod. De nationale historier dyrkes og plejes stadig. Derfor er også flertallet af de værker, der er fremkommet i Danmark i anledning af reformationens 500-års jubilæum, centreret om reformationens betydning i det specifikke nationale område, der kaldes Danmark. Man anerkender naturligvis reformationens tyske udspring, men fokuserer dog i høj grad på dens virkninger Danmark.1

Moderne historikere og andre forfattere har en tendens til at benytte de nuværende nationale grænser. At Danmark-Norge ved det første reformationsjubilæum i 1617 omfattede de to lande inklusive Skånelandene, de nordatlantiske øer samt Gotland, Øsel foruden Rygen som kirkeprovins tillige med hele Holsten og Slesvig, ses der næsten konsekvent bort fra. Interessen samler sig i fremstillingerne om det nuværende Danmark med den nuværende grænse til Tyskland mellem Flensborg og Tønder og til Sverige ned gennem Øresund.

I bogen Fra jubelfest til kulturår har jeg, for så vidt kildematerialet har tilladt det, søgt at forfølge reformationsfejringerne overalt i den oldenborgske konglomeratstat.2 Billedet bliver imidlertid ujævnt, fordi det hurtigt står klart, at centrum for alle festligheder ligger ét sted, i København.

Her vil jeg forsøge at skelne mellem Danmark og Norge, sådan som norske nationalistiske historikere har haft og endnu har tendens til at gøre. Ser man således på Norges placering i forhold til rigets reformationsfester, må man sige, at Norge virker udgrænset – hvis ikke det er sådan, at Norge blot hører til den udifferentierede provins uden for København. Heller ikke fra Jylland og end ikke fra de store danske øer har vi beretninger om fejringer i 1617. Flere beretninger om reformationsjubelfesten – også i Norge – findes dog fra 1717, skønt opgaven her ikke er at beskrive dem, da det på fremragende vis er gjort.3

At Norge ikke figurerer specifikt i de såkaldt danske reformationsfejringer, kan skyldes, at de samme bestemmelser for festens afholdelse gjorde sig gældende i hele riget. Det kan imidlertid være, at Norges »fravær« skyldes et samspil af tilfældigheder. 1617-festen var stærkt bundet til Københavns Universitet og således nærmest at opfatte som en lokal fest. Det var universitetsby over for eller ved siden af universitetsby: København responderede på festprogrammet fra Wittenberg. I 1717 rasede endnu Store Nordiske Krig. Frederik IV havde al opmærksomhed rettet mod Slesvig-Holsten og Nordtyskland. Norge tiltrak sig i denne optik ikke nogen særlig opmærksomhed. I 1817 var Norge blevet selvstændigt – og dermed gledet ud af fællesfejringen.

I Danmark fejrede man først i 1736 indførelsen af den danske reformation. I Sverige højtideligholdt man 100-året for Uppsala möte 1593. Disse begivenheder kom sådan set aldrig til at omfatte Norge. Lad os dog alligevel undersøge, om Norge ikke i nogen grad er inkluderet i de »danske« fejringer.

2 Norge set fra Danmark

Det var kirkehistorikeren Bjørn Kornerup, der i 1936 behandlede den første reformationsjubelfest, som helt og aldeles var biskop og universitetsrektor Hans Povlsen Resens værk.4 Den var skabt som en dansk fest med forbillede i det, han vidste ville ske i Sachsen i oktober-november 1617. En ugelang fest, der skulle være en takkefest, en takkegudstjeneste, en jubelgudstjeneste for udfrielsen af Ægypten, altså fra pavedømmet og dets mørke. Festen måtte have en liturgisk ramme, for den bestod jo i en henvendelse til den Gud, der havde frelst sit ejendomsfolk. Desuden skulle festen bestå i taler og orationer, der hyldede den frihed, reformationen bragte, men nok så vigtigt var det, at festen ikke blev tilbageskuende, men tjente til at fremme den fortsatte reformation. Den skulle være fremadrettet. Reformation er således ikke at opfatte som noget, der skete engang, men noget, der fortsat skal have gyldighed for den kristne – helt til verdens ende, eller i et andet perspektiv: indtil reformationen generelt og universelt er gennemført; når den gamle kirke, det babyloniske Rom, er faldet.

Resen udstedte den 23. september 1617 et hyrdebrev, der var rettet til samtlige biskopper i Danmark, Norge, Island, provsterne på Gulland (Gotland) og Færøerne samt til de ærværdige brødre i hertugdømmet Slesvig og Holsten. Med de nødvendige ændringer er dette hyrdebrev udgået til de forskellige modtagere. Der er dog ikke bevaret nogen original af brevet, som kun kendes i afskrifter.

Hyrdebrevet er det officielle aktstykke om reformationsfestens afholdelse. Det er holdt i knudret latin og rummer begrundelsen for festen. Måske har det været fulgt af et hæfte med salmer og bønner. Formodentlig er et sådant blevet uddelt på efterårslandemodet i Roskilde i 1617. Da Resen også var universitetsrektor, udgav han i denne egenskab et universitetsprogram om de kommende festligheder. Det blev siden udgivet under titlen Jubilæus christianus. Det minder meget om hyrdebrevet, men særegent for det er, at han heri fremdrager det, der kaldes »Luthers spådom om Norden«, profetien om kirken, der i Norden skulle vedblive med at eksistere indtil verdens ende. Resen misforstod givetvis Luther, der i en af sine Bordtaler havde fremsat denne mærkelige profeti.5 Han mente, at Luther havde sagt, at når den sande kristendom uddøde i Tyskland, da ville den fortsætte i Norden – altså i Danmark og Norge. Luther havde dog sikkert tænkt på de nordlige egne, herunder også Nordtyskland. Denne spådom vil der blive vendt tilbage til.

Hyrdebrevets skæbne og virkninger kender vi kun lidt til. Fra Trondheim har vi biskop i Oslo-Hamar Niels Simonsen Glostrups skrivelse til præsterne i Trondheims Stift. Det handler om det samme som Resens hyrdebrev, men den norske biskop har skrevet det om i en mere letløbende latinsk stil. Det var et brev, der skulle cirkulere mellem præsterne.6 Det hedder nemlig:

Att denn første Prest vdi Sticktedt byder Breffuedt, Och Sennder thet till sin neste Naboe, rectâ till Troiendhiem, vderskriffuendis enn Copia, och denn omsender till the omliggende Pastores.

Dette er sket, for sognepræst Erik Lauritsen i Opdal skriver: »Er skied som foreskreffuit star«. Niels Pedersen Balg, sognepræst i Støren, skriver ved afsendelsen: »Then 24. Octobris er dette fuldkommit, som befalet er, och breffuet strax send til Provisten Hr. Christoffer Paaske paa Medelhuss«. Denne skriver så allerede samme dag: »Anno 1617. 24 Octobr. om afftenen er dette breff lest oc paaskreffuit paa Melhus. Christopher Paaske. Egen Handt«.

Vi kan ikke følge brevet længere. Vi kan ud fra denne kilde slå fast, at festen har været forkyndt og befalet iagttaget i Norge – i det mindste i Trondheims Stift. Vor viden om, hvordan festen så de facto er blevet holdt, er endnu meget svag. Hovedfesten i København ved vi derimod noget mere om.

3 Festens rammer

Som følge af det uklare billede af festens afholdelse uden for København må vi indskrænke os til de generelle bestemmelser, der lå til grund for fejringen: Der var forordnet særlige tekster til jubelgudstjenesterne. Som slutning på prædikenen skulle den af Resen forfattede evangeliske jubelbøn for første gang oplæses i alle kirker i det dansk-norske kongerige og det samtidig. Desuden ved vi, at blandt andet salmen »Lover Gud, I fromme Kristne« blev sunget ved gudstjenesterne i København. Der er sandsynlighed for, at det også er sket ved festerne uden for hovedstaden.

Disse elementer er nogle af dem, der instituerede den fortsatte reformationsfejring. Resens idé var nemlig, at han ville indføre en årlig fest for reformationen. Reformationens ihukommelse og takken for den skulle altså hos os være en årlig begivenhed. Det var første gang i lutherdommens historie, at det anordnedes. Først 50 år senere indførtes denne skik i Kursachsen. Det besværlige ved den slags ordninger er, at de skal indføres i kirkeårets cyklus gennem alterbogen og salmebogen. Det kunne man ikke så let, før enevælden omkring 70 år senere indførte de nye liturgiske bøger. Ved kongelig befaling indførtes både den årlige jubelbøn for reformationen i 1618 og siden 1629 også bønnen for Freden i Lübeck, der sås som det lutherske Danmarks redning efter nederlaget i 1626.

Reformationsbønnen lyder i Pontoppidans salmebog:

O! almægtige og barmhiertige Gud og Fader, vi dine arme børn takke dig af inderste hierte, at du os saa naadelig haver opholdet til denne dag med dine mangfoldige velgierninger, og besynderligen, at du haver givet os din Søn, vor eneste Midlere, som stedse haver samlet sig ved den Hellig Aand en hellig kirke og menighed, i hvilken dit allerhelligste navn retteligen kunde kiendes og dyrkes udi den sande troe til salighed. Hvortil du saa underligen haver hiulpet alle dem, som dig retteligen ville kiende, og ey modvilligen forskyde saadan din faderlige naade og barmhiertighed. Hvilket du og synderligen haver ladet paakiende, der du, nu for mere end to hundrede aar siden, udfriede din christen kirke af det papistiske fængsel, og lodst saa mildeligen igien optændes dit sande evengelii lys ved din tro tiener Doct. Morten Luther, og andre, som hannem retsindeligen have efterfuldt i dit og salige ord, saa vel i disse riger og lande, som andensteds viit og bredt her omkring …

Der siges specifikt »disse riger og lande«, så Norge er klart inkluderet.

I den af Resen i 1629 indføjede takkebøn for Freden i Lübeck i rækken af bods- og bededage udfoldede forfatteren som nævnt Luthers spådom om kirken i Norden:

O! Gud du gode, milde og barmhiertige Fader, dig skee lof, priis og tak, for du saa vel haver bevaret din christen kirke hos os, som din øyesteen, og under dine vingers skygge, og var selv dens klippe og slot, ja, skiold og værn, beskyttelse og salighed; saa den vel maa fortælle dine underlige ting, som din høyre haand haver giort med egen kraft og magt alene, som er saa skrækkelig, naar du vilt vise den iblandt Kongerne paa jorden. Hvilket er skeet, ligesom du dermed vilde forsikre os om, hvis den gode Luther spaaet haver, at din sande menighed saaledes skulle blive i disse Nordiske lande, og opholdes der indtil verdens ende, saa fremt nogle ikke selv heel modvilligen forkaste saadan din godheds dyrebare skat, hvilken du selv bevare os fra med din Hellig Aand, for Jesu Chisti vor Herres skyld …

Denne takkebøn skulle oplæses hvert år på Alle Engles Dag, altså Sankt Mikkels Dag. Den gjorde det ud for en dækkende og relevant bøn for fremtiden, altså en bøn for den evangeliske kirkes fremtid. Festen for den danske reformations gennemførelse blev ikke afholdt i 1636. Men takken for den og den evangeliske kirkes beståen lød med tydelighed i freds- og takkebønnen. Luthers profeti synes tydeligvis at have opfyldt sig selv.

Da der var fælles liturgi for Danmark og Norge, blev begge bønner selvsagt oplæst hvert år i alle dansk-norske kirker, således at der hvert år i en gudstjenstlig sammenhæng lød en tak for reformationen og for den evangeliske kirkes frelse.7

Bestemte salmer kom til at knytte sig til reformationsdagen. Det var på Resens tid svært at placere nye salmer med tak for reformationen på henholdsvis Mikkelsdag og Allehelgensdag. Hans Thomissøns Den danske Salmebog var endnu den officielle dansk-norske salmebog, men den var ikke en pro tempore-salmebog med anordnede salmer til hver af kirkeårets søn- og festdage. Den rummede dog allerede en række salmer i afsnittet om »Guds Ord« med stærk antipapistisk tendens, herunder Arvid Pedersens »Loffuer Gud i fromme Christne«, der af Hans Thomissøn dateres til 1530 (anført som M.D.xxx). Den udmærker sig ved sin meget negative tegning af den romerske kirkes misbrug – og ved at nævne Luther uden navn: »Gud haver af sin Naade Opvakt en christen Mand, Guds Ord monne han fremdrage«. Denne mand har nu vist os, at vi har været vildfarne. Salmen placeredes i Kingos salmebog under almindelige salmer på søndagene, men dog specifikt som allehelgensdagssalme, altså til at kunne synges på reformationssøndagen. Den forblev stående i Pontoppidans salmebog fra 1740, der dog ikke var en pro tempore-salmebog.8

En anden salme, der i den senere tradition skulle blive til en specifik reformationsfestsalme, »Den Christelig kirckis skøne naffn«, stod hos Hans Thomissøn i afsnittet om »Den kristelige Kirke«. Den er en originalsalme af Thomissøn fra 1569, mens de tre andre salmer i afsnittet er bearbejdelser af Davidssalmer. Salmen begynder med en klar definition af, hvem der kan siges at bære kristennavnet:

Den Christelig Kirckis skøne naffn

vil huer paa Jorden bære.

Guds Folck sig kalde oc giøre aff saffn/

dog de det ey monne være.

Papister/oc den grumme Tyrck/Rydser/Jøder met Lærdom mørck/

Guds Kircke sig falskelig kalde.

Videre handler den om, at kirken er en almindelig kirke, hvortil Kristus kalder hele verden bort fra djævelens garn og syndens spil, for at alle mennesker dér kan høre evangeliet. Derpå gennemgås denne kirkes kendetegn: Guds ord, dåben, nadveren, bønnen og korset. Der er dog som bekendt klinte i hveden. Guds hellige skal ud fra den augustinske tanke skilles fra de lastefulde på dommens dag og samles i himmerig. Salmen slutter med følgende strofe:

Thi tacke wi dig O Jesu Christ/

At paa disse tegn og flere

Din hellige Kircke kand foruist

Beuisis bland oss at være.

Din Lærdom/som ved Luther igen

Til Luisit kom/lad bliffue reen

Altid i disse Lande.

Den rene lære er kommet for dagen med Luther. At det må forblive sådan, og at den hellige kirke må bestå, udgør salmens endelige bøn. Markant er det her, at Luther så klart og entydigt nævnes som Guds udvalgte redskab. Luthers vej ind i frelseshistorien er allerede påbegyndt.9

Denne salme gled fra Thomissøns salmebog over i Kingos Vinterpart, hvor den placeredes på Femte søndag efter Helligtrekonger. Salmen flyttes med udgivelsen af den officielle kommissionsredigerede salmebog fra 1699, »Kingos salmebog«, til Allehelgensdag, der reelt var blevet reformationssøndag, på hvilken reformationsbønnen skulle oplæses fra prædikestolen. Bønnen måtte selvsagt kunne følges af en passende salme. Her fik salmen så en let ændret form, men dog tættere på Thomissøn end versionen i Kingos Vinterpart, således at den nu atter sluttede med en bøn for reformationens fremgang i disse riger og lande, et udtryk for alle den oldenborgske konges lande. I den officielle salmebog har enevældens og ortodoksiens mænd således indsat salmen i en meget konkret politisk kontekst, som den egentlig ikke havde i Kingos egen tidligere version.

I den nye version fra 1699 gik salmen videre til Pontoppidans salmebog i afsnittet om »Kirkens Trængsel og Trøst«, nr. 463. Her fik sidste strofe yderligere emfase ved at afsluttes med et udråbstegn. Efter Pontoppidan gled den ud. Blandt andet fordi den næste salmebog, Høegh-Guldbergs, kun lod reformationsdagen markere med oplæsningen af Resens bøn – ikke med bestemte salmer. Pontoppidans salmebog indeholdt endnu Resens bøn på Mikkelsdag for Freden i Lübeck 1629. Den gled nu ud hos Guldberg. Resens reformationsbøn fra 1617 fandtes således endnu hos Guldberg som en årlig kirkebøn, der hørte til på reformationsfesten ved Allehelgensdag. Også i efterfølgeren, Evangelisk-christelig Psalmebog fra 1798, blev reformationsbønnen anført som årlig kirkebøn.

Dette vil sige, at den årlige fejring af reformationen, ihukommelsen, erindringen, fastholdtes både i Danmark og Norge. I Danmark helt frem til 1901. Evangelisk-Christelig Psalmebog blev aldrig ret populær i Norge. Vi ved, at en meget stor del af de norske menigheder fortsatte med at synge efter Kingos og Guldbergs salmebøger helt op til slutningen af 1800-tallet. Landstads salmebog kom i 1869. Således har menighederne længe sunget de danske salmer til pris af Guds store værker i historien på Allehelgensdag og Sankt Mikkels Dag: udfrielsen af det katolske mørke. Resens reformationsbøn fra 1617 blev fjernet som årlig kirkebøn i Norge i 1887. Norge fik sin egen alterbog så sent som i 1889, da der kom en ny kollekt- og tekstbog for den norske kirke. Så længe man brugte de to af Resens reformationsbønner, må man regne med, at forbønnen for kongehuset i praksis af præsterne er blevet skiftet ud, som det allerede skete i 1820’erne, da det i Norge bestemtes, at man skulle bede for det svenske kongehus i kirkebønnen. Hovedsagen er, at der i salmer og liturgi er et evangelisk fællesskab mellem de to nordiske lande, der kan føres tilbage til den lutherske forståelse af frelseshistorien – og specifikt Luthers profeti: at Gud råder for Norden.

4 Jubilæet i 1717 – en krigerisk fest

I 1717 var Danmark-Norge på krigsfod i spørgsmålet om herredømmet i Norden. Danmark var i jubilæumsåret allerede et krigstræt land. Den danske konges største interesse rettedes mod Østersøen og hertugdømmerne. En engelsk-russisk-dansk flådestyrke besatte Rygen og Forpommern i 1716. Her skulle der nu med kongelig vold og magt holdes reformationsfester i Stralsunds kirker og på universitetet i Greifswald. I Kiel i Holsten for man hårdt frem som følge af den gottorpske hertugs svig, hans alliance med Sverige mod sin egen fyrste. Tiden var kommet for det endelige opgør med gottorperne. En stor del af indsatsen gik fra dansk side ud på at skaffe sig kontrol med universitetet i Kiel. Også her blev der på det bestemteste påbudt en enevældig dansk reformationsfejring.

Svenskerne var i den danske fejring tydeligvis den fjende, der nu kunne – og gerne skulle – øjnes bag polemikken mod pavedømmet. Svenskerne var ikke frænder, hvilket ofte blev gentaget ud fra det argument, at den svenske nation ikke deltog i de øvrige evangeliske nationers fejring af reformationen i 1717, men havde afholdt sin egen reformationfest i 1693. I det hele taget var der en stærkt krigerisk tone i fejringen i 1717.

Til enevældens offentlige repræsentation tjente de store medaljer, der blev slået. En for Den Augsburgske Bekendelse, en for jubelåret og en for Luther og Bugenhagen som henholdsvis tyskernes og danskernes apostel. Alle tre bar kongens brystbillede, og alle benævnte de Frederik IV som Danmarks og Norges konge af Guds nåde.10

Peter Bergs medalje for Augsburgbekendelsen er interessant ved at vise en åben bog, Biblen, på et alter inde i et tempel (fig. 1). Teksten lyder, at for folkene i Arktis (altså i det yderste nord) har den (bogen) allerede ligget åben igennem 200 år. Her tales ikke om Danmark, men om de meget nordligt levende folkeslag, hvortil Norge så afgjort hører.

Peter Berg: Medalje slået ved reformationsjubilæet 1717 til minde om Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. Efter Hilaria evangelica 1719

Også dette år kulminerede festen i København – på universitetet og i kirken. Det nye var dog de meget store mængder af hyldestdigte, som præster, lærere og blot amatørdigtere tilegnede kongen. Det var i den nye samfundsorden nødvendigt at gøre opmærksom på sig selv for at få del i den kongelige gunst. Kampen om opmærksomhed betød, at digterne med deres barokke svulst smurte tykt på – også til tider for tykt.

Et af de mere interessante digte er ifølge et blyantsnotat på Det Kongelige Biblioteks eksemplar forfattet af Skien-præsten Iver Hesselberg, der døde i 1738. Det hedder JOBEL eller Frydens Basune. Intoneret med Jubel-Tak og Jubel-Ønske. Det ene til Himlens og Jordens Regentere, det andet til det Gandske Høy-Kongelige Huus. Hesselberg viser sig i begyndelsen af sit digt interesseret i det astronomiske fænomen, at Norden formørkes, når solen nærmer sig Ækvator. Det ser han som den formørkelse, der herskede frem til Luthers reformation. Det drejer sig om Norden, altså om det evangeliske fællesskab i Nord:

De begge Rigers Folk/Iisfrosne Islands Mund/

Ja alle som med os har Ords og Aands Samfund.

Herpå opmaler Hesselberg et slående krigsbillede, hvor Luther kæmper med ordet, som var det kanonkugler, der skydes mod antikristens mure. Ja, simpelt hen papirkugler, der flyver fjenden om ørerne.11

Siden fortæller han, hvordan reformationen indførtes uden krigsbulder og uden kætteriets onde eksempel i Norden. Evangeliet fik hus- og hjerterum i disse riger. Han afslutter med en meditation over syvtallet. Man gik ved denne fest meget op i det med tallet 1717, altså to gange 17, nærmest en hellig talkonstellation. Det handler her om religionens fremgang under de syv kronede danske konger siden reformationen:

Fra Reformatzens Tid et Croned 7 Tal findes

Af Danske Croned Mænd; Én er/de andre mindes

Syv-Stiernen lyser lit om verdens Nordre Poel

For dette 7-tal; hvor hver stjerne er en soel;

Og dér slutter digtet. Mere er ikke bevaret i danske biblioteker. Så meget kan vi dog konstatere, at Hesselberg her bevæger sig lige ind i en meget vigtig billeddannelse, der springer ud af magtkampen i Europa. Frankrigs konge, Ludvig XIV, kaldte sig Solkongen. Han var som solen, der badede verden med sit lys.12 Denne billeddannelse førtes meget vidt. På Versailles så man konkret i springvandet Apollon trække solen op af havet hver morgen.

De svenske konger, der ønskede at konkurrere med Ludvig XIV og dennes symbolske magtkrav, havde siden 1681 opstillet et andet billede, Nordstjernen, der som et fikspunkt står på den nordlige himmel, og som til forskel fra solen aldrig går ned.13

Under Store Nordiske Krig udfoldedes det meget stærkt, at det egentlig var den dansk-norske konge, der med rette kunne fortjene navnet Nordstjernen. Man henviste netop til, at Danmark-Norge og de nordatlantiske områder strakte sig helt til Nordpolen, hvilket Sverige ikke gjorde.

Det fandt ikke et konkret billedligt udtryk ved reformationsjubilæet, men derimod godt 30 år senere ved det oldenborgske kongehus’ 300-års fest i oktober 1749, hvortil medaljøren Peter Christian Winsløw skabte en medalje (fig. 2). Winsløv var uddannet i England og Frankrig. Her efterfulgte han Mikkel Røg som »graveur des médailles de sa Majesté«, og han fik bolig ved sit værksted på Louvre. Christian VI var meget ivrig for at skaffe ham tilbage til Danmark. Han vendte da også tilbage, men gik fallit og endte med at flytte til Rusland, hvor han døde. Han, der havde arbejdet for Ludvig XIV, kendte om nogen den franske konges sindbilleder. Han valgte derfor på sin dansk-norske jubilæumsmedalje at vise jordkuglen med Danmark-Norge under Nordstjernen som den kongehusets stjerne, der aldrig vil nedgå. »Den kender ikke til at gå ned«.14 Man lægger mærke til, at Norge og Danmark er profileret, mens Sverige nærmest ligner en forsænkning. Der prægedes til festen 10 guldeksemplarer og 150 i sølv – og siden hen på året endnu 4 guld- og 36 sølveksemplarer.

Peter Christian Winsløw: Medalje slået i anledning af det oldenborgske kongehus’ 300-års jubilæum, 1749. F.R. Künker, Osnabrück

Festen for den danske reformation i 1736 omfattede ikke Norge, hvor reformationen først indførtes i 1537 og jo på en måde også blev påtvunget Norge, der derved mistede politisk selvstændighed i det nye dobbeltmonarki. Ikke desto mindre findes der i Bispearkivet i Oslo (Statsarkivet) en bunke reformationsprædikener holdt af præster i Norge netop i 1736, hvilket tyder på, at visse præster alligevel har foranstaltet markeringer i kirkerne.

I 1736 udgav Erik Pontoppidan sin »Fejekost«, Everriculum fermenti veteris, som er viet reformationsfejringen. Heri gengiver han rester af overtro fra Norge, som evangeliets klare lys endnu ikke havde formået at udrydde, og som han opfordrer kongen til at tage hånd om. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at Norge i religiøs luthersk forstand i København blev opfattet som en art slags protestantisk uland, som krævede øget kontrol og mere reformation. Tendensen i 1700-tallets pietisme var ikke, at overtro skyldtes modstand mod reformationen, men at overtro skyldtes mangel på oplysning. Det er vigtigt at fastholde, at pietismen forholdt sig meget skeptisk til 1500-tallets reformation. Den var slået fejl. Nu forsøgte pietisterne med andre midler at reformere folks dagligliv. Det gjaldt både i Danmark og Norge. Man var sig bevidst, at hedninge eksisterede mange steder inden for rigets grænser. I Grønland, Vestindien og i Lapmarken. Det var ikke et reformationsspørgsmål, men en missionsopgave.

5 Rigsdeling

I 1814 blev Norge et kongerige for samme år at indgå i en realalunion med Sverige. Reformationsfesten i 1817 fejredes i Christiania som en ren norsk fest, der dog i planlægningsfasen tog udgangspunkt i en drøftelse af de tidligere dansk-norske fejringer.15 Mens den danske konge befalede, at den danske fest i 1817 skulle afholdes i alle danske besiddelser – hvor langt væk de end var. Selv på Island og i Vestindien fejredes festen efter de københavnske forskrifter.

I 1814 var fælleskulturen formelt ophørt, og det kom fremover kun til sporadiske norsk-danske møder i anledning af reformationshøjtidelighederne. I 1836 holdt den sene enevælde en af sine sidste store fester, 300-året for den danske reformation. Man sendte invitationer til universiteterne i Kiel, Christiania, Lund, Uppsala, Göttingen, Halle, Greifswald, Jena og Rostock. Alle universiteter svarede på invitationen – med undtagelse af universitetet i Christiania. Det var en kold skulder fra Norge.

Til gengæld er det markant, at den kunstnerisk set meget værdifulde medalje, som H.E. Freund og Christen Christensen udførte i 1836, på aversen viser reformationskongen Christian III’s brystbillede (fig. 3). Denne er imidlertid nu på omskriften kun betegnet som konge over Danmark. De allegoriske kvinder på reversen forestiller det lutherske Tyskland med svanen og det lutherske Danmark med de tre danske løver. Norske løve er borte.16 Man retter altså historien til; Norge forvises fra den officielle emblematik – også på grund af de manifeste krav herom fra Sveriges side.

H.E. Freund og Christensen: Medalje i anledning af den danske kirkes reformationsfejring i 1836. Nationalmuseet, København

Senere i århundredet medførte skandinavismen en vis tilnærmelse mellem de skilte nationer. I 1917 var Danmarks forhold til Tyskland anspændt, hvilket Norges ikke i samme grad var. Der var ingen forbindelse mellem Norge og Danmark ved den lejlighed, men derimod med Sverige, der også kom til at stå centralt i fejringen i 1936, da Danmark søgte at få en stærkere forbindelse med Norden. Det blev i 1936 Sverige, der fik betydning i det åndelige forsvar, der skulle opbygges mod den ideologiske og militære trussel sydfra. Det til Danmark i 1920 hjemvendte Nordslesvig skulle knyttes tæt til Norden. Norge gled mere og mere ud af et dansk perspektiv, når vi taler om reformationsfejringer.

Man kan mene, at det nordiske samarbejde efter Anden Verdenskrig gjorde op med gamle indbyrdes fjendebilleder. En vigtig begivenhed og nyorientering betegnede skabelsen af Det Lutherske Verdensforbund i 1947. Det skete i Lund, og svenskeren Anders Nygren blev den første generalsekretær. Det var heldigt, at 450-året for reformationen faldt i 1967, på et tidspunkt, da der var problemer nok blandt europæiske lande med lutherske kirker. Da valgte man meget klogt i Norden at afholde festen i Lund sammen med 20-års markeringen for Verdensforbundets stiftelse. Da var der etableret en ny platform for fejring, hvori alle de nordiske kirker kunne mødes på lige fod. Det fælleskonfessionelle var nu sat i stedet for nationale modsætninger – skønt der også var nationale fejringer i de enkelte lande.

5 Konklusion

Forudsætningen for denne lille studie er antagelsen af en nationalistisk diskurs, der egentlig hører det 19. århundrede til. Reformationen skabte i Europa nye samfund, nye fællesskaber, der var defineret ved konfession. I forhold til disse er spørgsmålet om nation sekundært. At den nationale diskurs har haft betydning, og at revisionisme trives i historieforskningen, er evident, men de eksisterede ikke i det tidligt moderne, hverken ved reformationens indførelse eller ved statsomvæltningen i 1660. Reformationens motto, som mødes i alle lutherske lande, var VDMIAE, Verbum Domini manet in aeternum: citatet fra Jes 40 om, at Herrens ord er et evighedsord. Det er hævet over tiden og tilfældige forgængelige modsætninger.

Det er således min påstand, at såfremt man søger efter specifik nævnelse af Norge i reformationsfejringerne, vil man kun finde lidt. Man kan dog vælge at se sagen således, at man i en konfessionel statsdannelse og i et dobbeltmonarki principielt er fælles om alle nationens overordnede anliggender – trods sociale, politiske og ideologiske modsætninger. Norge er som nævnt eller unævnt med overalt. Det var ikke patriotismen, men først nationalismen, der gjorde dette syn uønsket.

1Carsten Bach-Nielsen og Niels Henrik Gregersen, red., Reformationen i dansk kirke og kultur (3 bd.; Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2017); Ole Høiris og Per Ingesman, red., Reformationen: 1500-tallets kulturrevolution (2 bd.; Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2017); Reformationsstudier: Udgivet af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie (særudgave af Kirkehistoriske Samlinger 2017).
2Carsten Bach-Nielsen, Fra jubelfest til kulturår: Danske reformationsfejringer gennem 400 år (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2015).
3Thomas Ewen Daltveit Slettebø, »In Memory of Divine Providence: A Study of Centennial Commemoration in Eighteenth-Century Denmark-Norway (1717-1760)« (ph.d.-afhandling, Universitetet i Bergen, 2016), 157-63.
4Bjørn Kornerup, »Reformationsjubilæet i Danmark 1617«, Kirkehistoriske Samlinger, 6. rk., 2: 33-83.
5H.F. Rørdam: »Luthers ‘Spaadom’ om Kirken i Norden«, Kirkehistoriske Samlinger, 5. rk., 6: 188-92; Bjørn Kornerup, »Luthers Spaadom om Kirken i Norden«, Kirkehistoriske Samlinger, 6. rk., 1: 297-304.
6Kornerup, »Reformationsjubilæet«, 78-79.
7C.T. Engelstoft, Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark (København: Reitzel, 1840), 117-18.
8Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper: En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang (København: Madsen, 1923), 87.
9Anders Malling, Dansk Salmehistorie, bd. 1 (København: Schultz, 1962), 150-52.
10Georg Galster, Danske og norske Medailler og Jetons ca. 1533- ca. 1788 (København: Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker / Høst & Søn, 1936), 183-85.
11Bach-Nielsen, Fra jubelfest til kulturår [se n. 2], 74-75.
12Peter Burke, The Fabrication of Louis XIV (New Haven, CT: Yale University Press, 1992), passim; Paul V. Rubow, Solkongen: Ludvig XIV af Frankrig (København: Gyldendal, 1949), 66-92.
13Pontus Grate, red., Solen och nordstjärnan: Frankrike och Sverige på 1700-talet (Stockholm: Nationalmuseum Stockholm, 1993), 27-29.
14Galster, Danske og norske Medailler, 247.
15Oluf Kolsrud, »Reformationsjubilæet i Norge 1817: Beretning og aktstykker«, Norsk teologi til reformationsjubilæet 1917 (red. O. Kolsrud; jubilæumsudgave av Norsk Teologisk Tidsskrifts reformationshæfte; Kristiania: Grøndahl & søn, 1917), 254-57.
16Vilhelm Bergsøe, Danske Medailler og Jetons fra 1789-1891 (København: Den numismatiske Forening i Kjøbenhavn, 1892), nr. 117.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon