Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Omsorg og ansvar som to sider af samme sag

Care and Responsibility as Two Sides of the Same Coin
Professor, Aarhus Universitet, Danmark; VID vitenskapelige høgskole, Oslo og Bergen, Norge; UiT, Norges Arktiske Universitet i Tromsø, Norge.

Artiklen diskuterer New Public Governance i lyset af en omsorgsforståelse. New Public Governance baserer sig på et menneskesyn, hvor det individuelle menneske er aktør i eget liv, og sygeplejefaglig omsorg baserer sig på et relationelt menneskesyn, hvor det moralske ansvar for hinanden står centralt. Artiklens formål er derfor at identificere det moralske ansvars faldgruber med henblik på at fremsætte nye handlemuligheder for at forebygge omsorgssvigt i et New Public Governance-sundhedssystem.

Florence Nightingale bringes ind som det moralske ansvars forbillede, da hun tager udgangspunkt i at skabe livsbefordende handlemuligheder i et relationelt samarbejde med patienten. Det er et samarbejde, der tager udgangspunkt i personen og dennes eksistens. Der argumenteres for et påtrængende handlekrav om, at sygeplejersken i den konkrete omsorgssituation skal opdage, hvilken appel om hjælp patienten udtrykker, og hvilke livsfænomener der trænger sig på.

Problemet er, at New Public Governaces ideal om selvforvaltning og involvering kan medføre ansvarsforflygtigelse og omsorgssvigt. Derfor handler det om at generobre omsorgen som samfundets værdi og i hver enkelt situation vurdere, hvad der er den rette ansvarsfordeling mellem patient og sygeplejerske.

Nøkkelord: New Public Governance, relationelt samarbejde, selvforvaltning, ansvar

The article discusses New Public Governance in the light of an understanding of care and caring. New Public Governance is based on a view of humanity where each human being is an actor in his own life. Nursing care is based on a relational view of humanity where the moral responsibility for fellow human beings is a key element. The purpose of the article is to identify the pitfalls of the moral responsibility to put forward new ways of acting to prevent neglect of care in a New Public Governance healthcare system.

Florence Nightingale is introduced as a role model for moral responsibility, as her point of departure is to create life-conducing ways of acting in a relational collaboration with the patient. This collaboration is based on the person and the existence of this person. The article argues for a pressing demand to act and that the nurse in the specific care situation must discover which appeal for help is expressed by the patient and which life phenomena are at stake.

The New Public Governance ideal is that self-management and involvement may lead to avoidance of responsibility and neglect of care. Thus, the focus should be to reclaim care as a value in society and assess the right distribution of responsibility between the patient and the nurse in each individual situation.

Keywords: New Public Governance, relationship-based care, autonomy, responsibility

New Public Governance – velfærdsstatens nye styringslogik

Der findes mange bøger og artikler om omsorg. Ikke desto mindre kan det virke, som om man har glemt, aldrig har kendt eller ikke helt har forstået omsorgens indhold, form og sammenhæng med beslægtede begreber. Men som en kritisk modmagt til vor tids statslige styring af velfærdsstaten har omsorgen sin berettigelse. Meget kort fortalt er New Public Governance en aktuel styringslogik, som i Danmark bl.a. kommer til udtryk i Nationalt Kvalitetsprogram for Sundhedsområdet 2015–2018 (SUM, 2015). Det er en styringslogik, der har fokus på, at styring og ledelse i stigende grad præges af samstyre og samskabelse, hvor flere demokratiniveauer, borgere og patienter spiller en stadig større rolle for velfærdens overlevelse (Osborne, 2007; Røiseland og Vabo, 2012). Sagt med andre ord: Vor tids mantra i politik og offentlig ledelse er borgerinddragelse, patientinvolvering, partnerskaber og samskabelse, for blot at nævne nogle af kernebegreberne (Andersen, Clement og Kristensen, 2011; Krogstrup, 2017).

Legitimeringsgrundlaget for New Public Governance baserer sig på autonomi, hvor det individuelle menneske er aktør i eget liv og forestillingen om mulighedernes landskab baseret på valgfrihed (Brinkmann, 2014). I et snapshot er det tilsyneladende et positivt tankesæt. Dog er der mange udfordringer i denne styringslogik, som baserer sig på et selvforvaltende menneskesyn, i modsætning til omsorg, der baserer sig på et relationelt menneskesyn og den grundantagelse, at mennesker er afhængige af hinanden (Martinsen 1993, s. 67; Martinsen, 2012, s. 54). Det er et menneskesyn, der endog er så fundamentalt, at vi ikke tænker over det. I et fag som sygepleje, der har med menneskelige behov og fænomener at gøre, er de vigtige spørgsmål, hvordan vi tager disse forhold op med det ansvar, der påhviler os i de relationer, vi indgår og involveres i.

Når samskabelse i en New Public Governance-logik legitimeres af selvforvaltende værdier, kan det derfor virke som en underminering af det eksisterende samfund at værdsætte relationsbaseret omsorg med tilhørende ansvar for hinanden. Jeg vil i denne artikel pege på, at en tydeliggørelse af ansvaret for den, der har brug for hjælp, er aktuelt, når det ultimative formål er samskabelse og patientinvolvering i en New Public Governance-rammesætning. Det vil kræve, at der bliver lyttet til og taget alvorligt, hvad omsorg som et moralsk ansvarligt og relationelt anliggende har at byde på. For omsorg og ansvar er to sider af samme sag, to samstemmende kernefænomener.

Andre udfordringer i New Public Governance-styringslogikken er endvidere den sparsomme viden på området. Et internationalt review etableret under EU’s 7. rammeprogram viser, at der er meget lidt viden om virkning og effekt af samskabelse (Voorberg, Bekkers og Tummers, 2013). Det vil fordre, at der på både makro- og mikroniveau tilvejebringes forskningsmæssig viden og gives mulighed for at debattere konsekvenserne af New Public Governance. En anden udfordring er, at samskabelse som begreb og som praksis formes forskelligt afhængig af kontekst og situation. Det vil fordre, at der tilvejebringes kontekst- og situationsafhængig viden om, hvad der er på spil i konkrete relationer og kontekster. Det er et kundskabsfelt, som forskning i omsorg kan bidrage med.

Florence Nightingale – det moralske ansvars forbillede

Sygepleje som praksisdisciplin har en lang tradition, og for at kunne begribe nutiden og skue ind i fremtiden må man have historien med sig. Jeg har derfor valgt at lade et væsentligt forbillede i og for sygeplejen tone frem som et symbol på, at moralsk ansvar og dyb indsigt i og viden om omsorg i sygeplejen er, hvad den gode, kloge og rigtige sygepleje går ud på – kvindelige dyder gør det ikke alene (Delmar, Lauberg og Pedersen, 2014). Det er derfor nærliggende at begynde med den betydning, som den engelske sygeplejerske Florence Nightingale har haft for etablering af sygepleje som omsorgsfag. Bogen «Notes on Nursing», som udkom første gang i 1859 i 15.000 eksemplarer og kostede 5 shilling, er stadig værd at læse, også i nyere versioner (ICN, 2009). Nightingales grundprincipper for god sygepleje var funderet i hendes erfaringer fra Krimkrigens uhumske lazaretter. Med en evne til statistiske analyser, som lå forud for hendes tid, samt evne til levende beskrivelser forfulgte hun sine opdagelser og virkede som reformator af civile hospitaler og fattiggårdes sygeafdelinger samt oprettelse af den første fagskole ved St. Thomas Hospital i London for sygeplejersker og jordemødre i 1860. Ved sin død i 1910 havde hun udgivet 147 bøger og småskrifter om sygepleje- og omsorgsrelevante spørgsmål.

Florence Nightingale var i sin tid oppe imod, at der herskede en udbredt opfattelse af, at ulykkelig kærlighed, trang til noget at gå op i, frustration i almindelighed eller manglende evner i andre retninger var alt, hvad der skulle til for at gøre en kvinde til en god sygeplejerske. Hun slår derfor fast, at det er grusomme fejltagelser, som velmenende mænd og kvinder kan gøre sig skyldige i, når de begiver sig ind på områder, som de mener at have forstand på, men i virkeligheden ikke ved det ringeste om. Florence Nightingale laver en stærk sammenligning med et sogn, hvor man satte en enfoldig gammel mand til at være skolemester, fordi han ikke længere havde kræfter til at passe svin. Jeg foranlediges til i denne artikel at indbyde til refleksion over, om der mon i vor tid findes lignende eksempler på udtrykt uvidenhed. For om en sygestue eller sågar et helt hospital er sundt eller usundt, afhænger først og fremmest af en anerkendelse af sygeplejerskens faglige kyndighed i samspil med sygeplejerskens ansvarsforpligtelse, nærvær og evne til at opnå patientens fortrolighed (ICN, 2009) – det, som man i dag vil kalde situationsbestemt opmærksomhed (Delmar, 2010; 2013b) eller personcentreret omsorg (GPPC, 2018). Det er en professionel faglighed, der gælder for menneskers liv og død og samtidig bestemmer sundhedstilstanden på sygestuen, på afdelingen og på hele hospitalet. Det var betydningen af denne indsigt og viden, som Nightingale ønskede at betone med eksemplet fra skolens verden.

Florence Nightingale skrev flere bøger og rapporter, men «Notes on Nursing» blev skrevet, fordi hun oplevede en afstumpet sygepleje begrænset til uddeling af medicin og lægning af grødomslag. Hun undrede sig over, at man ved alt om himmellegemernes baner, skønt de er så langt borte, men man ved ikke ret meget mere om menneskesindet, end vi gjorde mange år tilbage, selv om vi kan iagttage det hver dag.

Det moralske ansvars faldgruber

Nightingale er på linje med den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup ((1956)1986), da det for ham også er en almindelig filosofisk iagttagelse, at vi sidst og vanskeligst bliver opmærksomme på de mest elementære fænomener, der hører vor eksistens til. Der er således fare for, at sygeplejersken ikke tillægger menneskelige eksistentielle og etiske fænomener betydning, hvorved forhold, der er væsentlige for patientens situation og restitution, bliver til tavse felter for den, der arbejder med sundhed, sygdom og lidelse. Men når et menneske bliver sygt, og livssituationen ændres, kommer livsfænomenerne til syne hos den syge. Fremkomsten og udtryksformen kan tage en livsbefordrende karakter, hvor livsmodet og livsglæden blomstrer, men en livsindskrænkende mulighed kan også være nærliggende, hvis eksistentielle livsfænomener som håbløshed, tvivl og angst tager over (Delmar, 2010; 2013a). Det er en omsorgsforståelse, der ikke udelukkende har sygdommen og de instrumentelle handlinger i fokus (jf. Florence Nightingale; medicinering, grødomslag), men tager udgangspunkt i personen og dennes eksistens og livshistorie.

Da det påhviler sygeplejersken at skabe reelle livsbefordrende handlemuligheder i samarbejdet med patienten, er indsigt i det moralske ansvars udfordrende facetter særlig afgørende, når involvering og partnerskab står på dagsorden.

Den moralske udfordring relaterer sig til følgende tre former for omsorgssvigt (Delmar, 2013b):

  • Formynderi, som kan karakteriseres «jernnæven i fløjlshandsken». Det er, når sygeplejersken med faglige argumenter og en vis portion venlighed har som mål at få patienten til at gøre det, som er det bedste for patienten – vel at mærke det, som sygeplejersken anser som værende det bedste for patienten. Samarbejdet styres derfor af sygeplejerskens viden, erfaringer og ikke mindst hendes forforståelse og fordomme om, hvad der er godt og skidt. I sådanne situationer overses eller overhøres patient og pårørende.

  • Omklamring. Det er, hvis den patient, der selv er i stand til og har energi til at klare sig selv og træffe de bedste beslutninger, alligevel fratages disse evner og ansvar af en altomfavnende og omklamrende fagperson.

  • At lade patienten i stikken. Det er, når sygeplejersken overlader for meget til patientens egen handlekapacitet og ansvar for egen situation; ofte er denne form for omsorgssvigt begrundet i en direkte ufiltreret overførsel af autonomi fra sunde og raske mennesker til syge mennesker. Autonomi i forståelsen af, at mennesker i almindelighed stræber efter indflydelse og selvforvaltning1, og syge skal i den henseende også lære at tage ansvar for eget liv og situation.

Alle tre former for omsorgssvigt indskrænker patientens mulighed for livsudfoldelse. Livsmodet sættes over styr, og for patienten og dennes pårørende og sociale netværk griber det ind i muligheden for at forsone sig med den livssituation, som en sygdom har skabt.

At restituere eller komme sig bliver vanskeliggjort, måske endog ødelagt, grundet ikke-omsorgsfulde møder, som patient og pårørende kan have; uagtet hvor i sundhedssystemet de befinder sig. Således er omsorg og omsorgens faldgruber et moralsk anliggende (Martinsen, 1993, 2012; Delmar, 2010). Omsorg og ansvar er to sider af samme sag med et påtrængende handlekrav om at opdage, hvilken appel om hjælp patient og pårørende giver udtryk for, samt hvilke livsfænomener der trænger sig på. Heri ligger et handlekrav eller sagt anderledes en fordring, som hører til hos sygeplejersken. Det helt centrale i at opdage, hvilken appel om hjælp og ansvarsfordeling der fordres, er det relationelle perspektiv. Det er et menneskesyn, som anerkender, at mennesket er involveret i relationer med andre, og de livsudfoldende muligheder afhænger af, hvordan andre mennesker behandler, betragter og interagerer med den enkelte person. Med andre ord er mødet mellem mennesker, og hvorledes ansvaret fordeles i mødet, essentielt for, om livsmulighederne indskrænkes eller udfoldes (Martinsen, 1993, 2012; Delmar, 2010). Det vil sige, at tillidsbåndet mellem den professionelle omsorgsudøver og patienten som omsorgsmodtager påvirkes på en sådan måde, at patienten på den ene eller anden måde kan enten opleve afmægtighed og mangel på handlekraft eller livsmodets drivkraft og nye handlemuligheder (Delmar, 2013a).

Den ansvarlige ansvarsfordeling

Ifølge filosofiprofessor Uffe Juul Jensen (1995, s. 26) er ansvar et bestemt aspekt af de relationer, man som person har for de personer, hvorom man anerkender, at man er ansvarlig. At have ansvar betyder blandt andet, at man har pligt til at handle på nærmere bestemte måder inden for sit ansvarsområde. Der angives dog ikke en konkret vejledning, ej heller hvis man ser på ordet i sig selv, som hvis det brydes op betyder at svare an. Heri er indlejret en forståelse, som går ud på at tage de udfordringer op, der foreligger i relationen, og så gøre noget – altså svare an. Men hvordan skal det gøres?

Ansvar er et kernebegreb i omsorg – såvel i teori som i praksis – med et påtrængende handlekrav om at opdage, hvilken appel om hjælp som patient og pårørende giver udtryk for, samt hvilke livsfænomener der trænger sig på. Men er det: en appel om at mindske dødsangsten, en appel om frisk luft, fred og ro eller aktivitet, et nænsomt sårskifte, en kølig klud på panden? Eller er det at kunne medicinere sig selv eller i det hele taget at lære at have kontrol over og ansvar for egen sygdomssituation? Det er udfordringen at finde ud af, hvad den pågældende patient har brug for, og hvad situationen faktisk drejer sig om, og så handle ansvarligt på de præmisser.

Man kan nu spørge, hvorfor det er vigtigt at standse op og betone det moralske ansvar inden for rammerne af en New Public Governance-styringslogik med så positive begreber som borgerinddragelse, patientinvolvering og partnerskaber? På mange måder er involvering, ansvar for og kontrol over eget liv og aktiv medskabelse af sin situation livgivende værdier og mål – særligt for henholdsvis den raske og den ressourcestærke. Men hvad med den syges livssituation, som for en kortere eller længere periode er bragt ud af hverdagens balance (Delmar, Alenius-Karlsson og Mikkelsen, 2011)? Hvilke forhold i samarbejdet med patienten kan indskrænke patientens handlerum og livsudfoldelsesmuligheder? Hvad hindrer sygeplejersker i at udøve omsorgsfuld og moralsk ansvarlig sygepleje?

Tidligere forskning har vist, at flere medvirkende forhold kan vanskeliggøre udøvelse af moralsk ansvarlig sygepleje, resulterende i formynderi (Delmar, 2012; 2013b). Her skal kort nævnes:

  • Nedladende tone i kommunikationen

  • Manglende differentiering af tiltaleform og valg af ord og kommunikationsform. Der er forskel på sprog og kommunikation, afhængig af om det er unge eller ældre, der indgår i samarbejdet (endvidere skal kommunikationsform differentieres, i forhold til om der er ulighed i sundhed)

  • Kropssproget (udviser sygeplejersken en åben eller lukket tilgang til kontakt?)

  • Forkert anvendelse af humor (ikke alle patienter forstår humor, så det beror på differentiering)

  • Sygeplejersken kan komme til at love for meget (hun siger: «Der går lige et øjeblik», og der kan i travlhedens tyranni nemt gå to–tre øjeblikke)

  • Sygeplejerskens negative fordomme tager over (hvis sygeplejersken signalerer, at det er patientens egen skyld, at han er blevet syg; han lever usundt, ryger og drikker for meget og dyrker for lidt motion)

Tidligere forskning har også vist, at omklamring som faldgrube kan opstå, især hvis sygeplejerskens følelser løber af med hende (Delmar, 1999 (2006); Thorup et al., 2012). Det kan hænde, hvis sygeplejersken bliver mere optaget af sig selv end af sagen, enten fordi hun bliver mindet om egen sårbarhed eller angst, eller fordi sygeplejersken af dybere psykologiske grunde bliver så opofrende, overdrevet hensynsfuld og berørt af egen godhed, at omsorgen bliver til den rene snak og ideologi.

Akkurat som formynderiet indsnævrer patientens handlerum, kan omklamring indsnævre handlerummet. Med New Public Governance som styringslogik bliver den sidste omsorgssvigtsmæssige faldgrube, «at lade patienten i stikken», af særlig interesse. Omdrejningspunktet er autonomi/selvforvaltning, som også kan indsnævre patientens handlerum og indskrænke livsudfoldende muligheder, idet selvforvaltning kan risikere at blive et altoverskyggende mål.

New Public Governance som nyt styringsparadigme vinder i stigende grad udbredelse i den offentlige sektor (Krogstrup, 2017) og medvirker til en ny omstilling med nye krav til både offentlige ledere og fagprofessionelle, som må påtage sig nye roller og nyt ansvar for at kunne forvalte et kernebegreb som patientinvolvering. En nordisk undersøgelse om samspillet mellem patientens selvforvaltning og ansvarsfordelingen i samarbejdet viser forskellige måder, hvorpå selvforvaltning håndteres, når man er syg (Delmar, Alenius-Karlsson og Mikkelsen, 2011).

Den initiativtagende måde, eksemplificeres af en patient, hvor ansvaret for forløbet står uklart, hvilket betyder, at patienten påtager sig en selvforvaltende rolle som den ansvarlige forløbskoordinator. Samtidig frembringer det en uberettiget skyld hos patienten, når der opstår svigt i kommunikation og forløb, og det er svært at tage ansvaret, når sygdommens uforudsigelighed spiller ind. En anden patient viser selvforvaltning, ansvar og initiativ ved at henvende sig til vagtlægen på grund af smerter i maven. Patienten har vovet sig frem og taget ansvar for egen situation, men oplever sig afvist, da der fra vagtlægens side udtrykkes manglende tiltro til smerternes intensitet. Vagtlægen tvivler på, at appellen om hjælp er oprigtig, hvilket får patienten til at føle sig overhørt.

Et sidste eksempel fra undersøgelsen drejer sig om, at et vellykket behandlingsresultat beror på egen indsats. Derfor må patienten mobilisere alle sine ressourcer i form af tidligere erfaringer og viden. Men eksemplet viser også, at kyndigheden har sine begrænsninger, som fordrer en nærmere definition af, hvilket ansvarsområde man kan forvente en såkaldt ressourcestærk patient kan håndtere.

Konklusionen på undersøgelsen er, at sammenhængen mellem de forskellige selvforvaltende måder viser, at patienter er aktive og villige til at tage ansvar for egen situation – på samme tid oplever de at være «forceret» til at gøre det. Sygeplejen kan blive så autonomisøgende, at patientens værdighed bliver berørt uværdigt med risiko for at undlade at hjælpe patienten, at lade patienten i stikken. Der kan lægges for meget ansvar over på patienten.

Forskningsmæssigt ved vi dog ikke så meget om autonomiens/selvforvaltningens begrænsninger, når sygdom og sårbarhed sniger sig ind på kroppen, og vi for en stund mister fodfæste. Vi bliver ved siden af os selv, og nogen rystes i deres grundvold. Som Lene Malmstrøm (1978) udtrykker det i sit digt «Patient»2:

Han afleverer sit liv til andre

som får deres penge for at holde øje med det

Han kan ikke bare sige

at han helst selv vil ta sig af det

og passe på det

for det kan han jo ikke

der er noget i vejen med det liv

som om det vil af med ham i tide og utide

Derfor må der fokuseres på at gøre magthaverne – politikere og alle deres distribuerede ledere i sundhedssystemet – opmærksomme på, hvad det vil sige at være syg og lidende med alt, hvad det også medfører af tvivl, angst, uro, smerte og kaos. I sammenhæng hermed må der også fokuseres på en bevidsthed om, at omsorg og ansvar er to sider af samme sag, og at ansvarsfordelingen mellem sygeplejersken som den professionelle omsorgsudøver og patient/pårørende er medkonstituerende for, om resultatet bliver livsfremmende, eller patienter og pårørende med et altoverskyggende ideal om involvering og selvansvar mere elle mindre ubevidst påtvinges livsindskrænkende muligheder.

Med involvering eller partnerskab som altoverskyggende mål og styringsredskab i sundhedsvæsenet kan det for nogle patienter resultere i omsorgssvigt i betydningen «ladt i stikken». Fra en opfattelse af, at mennesket grundlæggende vil stræbe efter selvforvaltning og ansvar for eget liv, kan det føre til, at patienter betragtes som altid proaktive, involverende og selvforvaltende, altid i stand til at træffe den rigtige beslutning ud fra en række pleje- og behandlingsforslag. Men det er katastrofalt, for denne form for omsorgssvigt indskrænker patientens mulighed for livsudfoldelse og restitution.

For at undgå sådanne omsorgssvigt, må livsfænomeners indvirkning på den enkelte patients sygdom og den rette ansvarsfordeling mellem patient og professionel omsorgsudøver vurderes i enhver situation. Det skal være en god, klog og rigtig vurdering af ansvarsfordelingen, når sygeplejefaglige opgaver skal løses (Delmar, Lauberg og Pedersen, 2014). I visse situationer har patient og pårørende ikke handlekapacitet eller ressourcer, og derfor skal sygeplejersken være den handlende, give råd og tage over. I andre situationer skal sygeplejersken være understøttende, fordi patientens egen handlekapacitet er stor.

Again, the nurse must distinguish between the idiosyncracies of patients. One likes to suffer out all his suffering alone, to be as little looked after as possible. Another likes to be perpetually made much of and pitied, and to have some one always by him. Both these peculiarities might be observed and indulged much more than they are (Nightingale, 2005, s. 46)

Selv om vilkår, omstændigheder og den teknologiske udvikling har optimeret behandling og ændret patientens og sygeplejersken rolle fra Nightingales tid til i dag, vil en sygdoms indtrængen i et menneskesind til stadighed påvirke den syges livssituation. Der skal med andre ord være et fokus på den individuelle patients livssituation (eksistens og livshistorie, de elementære, men betydningsfulde, livsbekræftende og sundhedsfremmende forhold), den konkrete situation og det konkrete møde, som kan ændre sig fra minut til minut, fra akut fase til mere stabil fase, fra hospital til hjem. Det er en meget stor faglig udfordring at finde ud af, hvad den pågældende patient har brug for, og hvad situationen faktisk drejer sig om, og så handle ansvarligt på de præmisser. Det forudsætter en konstant udvikling af det faglige skøn (Martinsen, 2005), hvor sygeplejersken med sanselig opmærksomhed må afveje, hvad der træder frem som det mest betydningsfulde for patienten, og hvor langt patientens selvforvaltning kan og skal strække sig. Det er en uafsluttet læreproces (Delmar, 2013a).

Survival of the fittest

Når vi skuer ind i fremtiden, blinker en advarselslampe. Det New Public Governance-sundhedssystem, der er på fremmarch og toner frem med sit ideal om involvering og partnerskab, bærer med sig en logik, hvor ansvarsforflygtigelse og omsorgsvigt kan gå hen og blive hverdagskost for dem, som har brug for hjælp. De mennesker, der har brug for hjælp, er ikke alene dem, der er syge og samtidig ressourceknappe. Det gælder også ressourcestærke og handlekraftige personer, der for en periode bliver lidt ved siden af sig selv og rives ud af vante gøremål og handlinger, patienter, som for en kortere eller længere periode har mistet kontrol eller handlekapacitet.

Hvis velfærdsstatens sundhedssystem skal overleve i fremtiden, hvis eksempler på omsorgssvigt ikke skal florere på forsiden af aviserne hver dag, hvis nutidens kriser på hospitalerne ikke skal forværres, er vi forpligtet til at generobre omsorgen med dens nuancerede opfattelse af ansvar i de konkrete møder og situationer med syge og folk, der har behov for hjælp.

Sygeplejersker er den sundhedsprofessionelle faggruppe med længst tradition for at arbejde med omsorg og alle dens fænomener, begreber og værdier knyttet til sundhed og sygdom. Denne baggrund er et godt udgangspunkt for at blive budt til bords, når politiske dokumenter og målsætninger skal udarbejdes. Florence Nightingales viden og grundprincipper forkyndte og foregreb den spirende omsorgsbevidsthed. Det er kundskaber, som i vor tid er aktuelle og påkrævet som en vigtig politisk, social og menneskelig kraft i kampen for at komme uvidenhed om omsorgen og dens beslægtede begreber til livs. En uvidenhed om det betydningsfulde for patienten. Den viden om og dybere indsigt i sygeplejefaglig omsorg, der var så påtrængende et behov for i Florence Nightingales samtid, gælder i særdeleshed, når negative og livsindskrænkende konsekvenser af New Public Governance for alvor begynder at vise sig.

Der ligger imidlertid en stor sygeplejefaglig, politisk og ledelsesmæssig udfordring i at blive klogere på, hvad den rette ansvarsfordeling er. Følgende spørgsmål kan fungere som ledetråde for en ny meningsskabelse i et New Public Governance-styringsparadigme.

  • Kan tilsyneladende selvforvaltende patienter føle sig usikre?

  • Er patienter altid i stand til at indgå i fælles beslutningstagen?

  • Kan patienter altid træffe de rigtige valg og beslutninger, hvis de præsenteres for en række muligheder?

  • Kan den sundhedsprofessionelle komme til at overse de «lette» patienter?

  • Kan den sundhedsprofessionelle komme til at overse den patient, der har allermest brug for hjælp?

  • Kan «selvforskyldte» aspekter være en trussel mod patientens værdighed i håndtering af krav om konstant selvansvar og selvkontrol?

Afsluttende replik

Med sin fortid – i sin nutid – for sin fremtid. Grib fremtiden med et kritisk blik på politiske og strategiske døgnfluer og styringsparadigmer, som med professor Kari Martinsens ord kan være humanistisk glasur over et teknologisk herredømme. Med stærke stemmer, en væren til stede i verden, intellekt og moralsk forpligtelse har sygeplejefaget i kraft af fagets nutidige uddannelsesmæssige magtbaser og evne til argumentation en potentiel mulighed for at gøre opmærksom på og værne om den professionelle omsorgs betydning i den konkrete patientsituation. Politikere, sundhedsprofessionelle ledere, undervisere og omsorgsudøvere må dog blive enige om, at den viden, vi har brug for, skal tjene patienten og dennes pårørende – ikke systemerne, ikke politikerne, ikke lederne, ikke underviserne, ikke forskerne. For de opgaver, som sygeplejen står over for i dag, kalder på en moralsk forpligtelse til at betragte omsorg og ansvar som to sider af samme sag og derigennem uforfærdet og overbevisende at fremføre omsorgsprogrammer til gavn for både syge og raske.

Referencer

Andersen, J., Clement, SL.& Kristensen, NN. (2011). Kunder i politikken. På sporet af den forbrugeristiske medborger. Gjern: Forlaget Hovedland

Brinkmann, S. (2014). Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang. København: Gyldendal Buisness.

ICN (International Council of Nurses) (2009). Notes on Nursing. A Guide for Today’s Caregivers. Geneva, Switzerland: Elsevier.

Delmar, C. ((1999), 2006). Tillid og Magt – en moralsk udfordring. København. Munksgaard.

Delmar, C. (2010). Udvikling af en sygeplejefaglig teori om livsfænomener med Kari Martinsens omsorgsfilosofi som tænkehorisont. I: Jørgensen B.B, Steenfeldt V.Ø. (red.). Med sygeplejeteori som referenceramme – i forskning og udvikling. København: Gads Forlag: 79–101.

Delmar, C., Alenius-Karlsson, N. & Mikkelsen, AH. (2011). The implications of autonomy – viewed in the light of efforts to uphold dignity and integrity. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being; 6 (2). https://doi.org/10.3402/qhw.v6i2.6045

Delmar, C. (2012). The excesses of care: a matter of understanding the asymmetry of power. Nursing Philosophy; 13 (4): 236–243. https://doi.org/10.1111/j.1466-769X.2012.00537.x

Delmar, C. (2013a) Beyond the drive to satisfy needs – in the Context of Health Care. Medicine, Health Care & Philosophy; 16 (2): 141–149. https://doi.org/10.1007/s11019-011-9362-8

Delmar, C. (2013b). Professionel omsorg for patient og pårørende – hvor svært kan det være? Klinisk Sygepleje, 27 (2): 8–20.

Delmar, C., Lauberg, A. & Pedersen, B. (red.) (2014). Omsorgsetik i klinisk sygepleje – den gode, kloge og rigtige sygepleje. Aarhus: Klim.

Jensen, U.J. (1995). Moralsk ansvar og menneskesyn (2. udgave, 1. oplag). København: Munksgaard.

Løgstrup, K.E. ((1956) 1986). Den etiske fordring. (11. oplag). København: Gyldendal.

Malmstrøm, L. (1978). Hegn. Hospitalsdigte. (2. udgave). København: Gyldendal.

Martinsen, K. (1993). Fra Marx til Løgstrup. Om etikk og sanselighet i sykepleien. Oslo: Tano A/S.

Martinsen, K. (2005). Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe.

Martinsen, K. (2012). Løgstrup & Sygeplejen. Aarhus: Forlaget Klim.

Nightingale, F. (2005). Notes on Nursing. What It Is, and What IT Is Not. Gutenberg EBook.www. gutenberg.net,2 1 December 2005.

Osborne, SP. (2007). The New Public Governance? Public Management Review, 8 (3): 377–387. https://doi.org/10.1080/14719030600853022

Røiseland, A. & Vabo, SI. (2012). Styring og samstyring. Governance på norsk. Bergen: Fagbokforlaget.

SUM (2015). Nationalt Kvalitetsprogram for Sundhedsområdet 2015–2018. København: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsministeriet.

Thorup, C. B., Rundqvist, E., Roberts, C. & Delmar, C. (2012). Care ethics as a matter of courage. Vulnerability, suffering and ethical formation in nursing care. Scandinavian Journal of Caring Sciences; 26 (3): 427–435. https://doi.org/10.1111/j.1471-6712.2011.00944.x

Van Thiel, G.J. & van Delden, J.J. (2001) The Principle of Respect for Autonomy in the Care of Nursing Home Residents. Nursing Ethics; 8: 419–431. https://doi.org/10.1177%2F096973300100800506

Voorberg, W., Bekkers, V. & Tummers, L. (2013). Embarking on the social innovation journey: a systematic review regarding the potential of co-creation with citizens (320090). Paper for the IRSPM conference, Prague 10–12 April 2013: 1–44.

1Autonomi anvendes gerne i den etiske litteratur som synonym for selvforvaltning (van Thiel og van Delden, 2001). Begrebet stammer fra græsk: autos (selv), nomos (lov).
2Digtet består af tre strofer; dette er den anden.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon