Work-Family Dynamics er en international videnskabelig antologi, der samler forskning fra Europa og USA om fædres og mødres udfordringer med at forene familie- og arbejdsliv i velfærdsregimer med forskellige normer og kulturer, med forskellig regulering af arbejdsvilkår og forskellige offentlige servicetilbud. Eller som redaktørerne formulerer sit tema: tilpasningen mellem arbejdsliv og familieliv i samspillet mellem stat, marked og familie.

Det er antologiens intension at belyse to overordnede spørgsmål:

1. Hvilken indflydelse har de tre institutioner på forældrenes praksis med at forene familieliv og arbejdsliv?

2. Hvordan kan de underliggende logikker inden for de tre institutioner udvide eller begrænse forældrenes mulighed for at forene familieliv og arbejdsliv?

Antologien indledes med et introducerende kapitel og indeholder derudover tre dele. Den har en stærk og interessant empirisk underbygning af sine resultater gennem hovedsageligt kvalitative studier og enkelte deskriptive kvantitative analyser. Inden jeg beskriver antologiens indhold og giver mine vurderinger og overvejelser, vil jeg skynde mig at slå fast, at der er tale om en meget interessant og helt igennem læseværdig bog, som jeg absolut vil anbefale til forskere og andre med interesse for emnet.

Antologiens første del indeholder fire kapitler, der omhandler barrierer og mulighed for at forene arbejdsliv og familieliv i lande med forskellige velfærdsregimer repræsenteret ved USA, England, Spanien, Italien og Norge.

I USA er sket store forandringer i forståelsen af kønsrollerne og i kvindernes erhvervsdeltagelse, men ikke i de institutioner, der kunne imødekomme familiernes behov for børnepasning. De fleste mødre og fædre foretrækker i dag at leve i et ligestillet parforhold med fælles ansvar for omsorg og forsørgelse. Holdningen til kvinders og mænds rolle i USA følger således den, man ser i Europa, men det manglende udbud af daginstitutioner forhindrer ligestillingen. Artiklens kvalitative analyser beskriver strategier for indretning af familielivet i denne situation, men illustrerer også at ingen af dem indfrier forventningerne til det ønskede ligestillede familieliv. Et af de interessante aspekter af denne case om USA er, at ønskerne om ligestilling i arbejdsliv og i familieliv tilsyneladende ikke drives af politiske og institutionelle forandringer (som fx i Danmark). Hvad der driver udviklingen er ikke en del af artiklens historie, men man kunne gætte på markedskræfterne og kulturel indflydelse fra andre lande.

I det neoliberale England giver kvindernes øgede erhvervsdeltagelse ligeledes væsentlige udfordringer i familie–arbejdslivsrelationen. Her eksisterer ikke offentlige børnepasningsordninger, men alene privat udbud af pasning, der honoreres med meget lave timelønninger. Det er forfatterens konklusion, at den manglende offentlige børnepasning resulterer i et stærkt kønssegregeret arbejdsmarked med stor økonomisk ulighed. Kvinder udbyder således lavt betalt privat børnepasning og mænd lavt betalt handymands-arbejde til mere velstillede familier. Min konklusion ville være, at uligheden er et resultat af et ureguleret privat arbejdsmarked. Derimod kan den stærke kønssegregring ikke forklares med, at serviceydelserne produceres i privat regi. Også i de nordiske velfærdsstater med en stor offentlig sektor finder vi et stærkt kønssegregeret arbejdsmarked. Man kan i øvrigt undre sig over, at det efterfølgende kapitel 4 viser, at tilfredsheden med familie–arbejdslivsbalancen i UK er helt på niveau med tilfredsheden i Danmark og Sverige. Er der et alvorligt familie–arbejdslivsbalanceproblem i England, eller er der først og fremmest et problem med økonomisk ulighed?

I Spanien og Italien er der hverken et udbud af offentlige børnepasningsordninger eller et marked for privat børnepasning. Her tager man vare på hinanden i familien – de ældre passer børnene, og de voksne tager sig af de gamle. Modellen indebærer en stærk solidaritet og ansvarlighed mellem generationerne, men den holder næppe i længden. Kvindernes erhvervsdeltagelse er stigende, og der vil ikke på sigt være en ældre hjemmegående generation, der kan tage sig af børnene.

Det sidste kapitel i denne del af antologien handler om mænds brug af orlov i Norge, hvor fædrekvoten med ti ugers øremærket barsel blev indført med stor succes i 1993. Orlovsordningen betragtes som en integreret del af arbejdspladskulturen, men nogle mænd har selv svært ved at lade arbejdet ligge under orlovsperioden, bl.a. fordi de bekymrer sig om de fremtidige karrieremuligheder. Kapitlets forfatter ser fædres tilpasningsstrategier som et naturligt element i den nordiske model, hvor parterne – i dette tilfælde arbejdsgiveren og faderen – forhandler sig til rette om løsninger, der gør fædres barsel mindre belastende for arbejdspladsen. Man kunne måske påstå at denne udlægning rummer en vis kulturel bias.

Antologiens anden del har titlen ”Kønnede logikker og strategier for arbejde og forældreskab”. Denne del går tættere på de uformelle regler og værdier, der præger forældres beslutninger om fordeling af tid mellem familieliv og arbejdsliv.

Her bliver vi først præsenteret for en empirisk analyse, der illustrerer forventninger til mødres og fædres håndtering af omsorgsarbejdet. Analysen, der bygger på norske data, tager udgangspunkt i situationen omkring afhentning af børnene i børnehaven. En god mor henter sit barn tidligere end institutionens lukketid tilsiger og sørger for, at uddelegeret børnepasning håndteres ordentligt. Der stilles ikke samme forventninger til faderen, så moderen bliver den primære omsorgsperson, der kompenserer for sit fravær fra barnet i dagtimerne ved at yde ekstra omsorg. De traditionelle forventninger kolliderer dermed med arbejdsmarkedets ideal om produktiv kompetitiv arbejdskraft. Kapitlet illustrerer med stor og overbevisende tydelighed, hvordan kulturelle normer skaber en ulige arbejdsdeling – også i et land som Norge (og casen ville være lige så relevant for Danmark), hvor offentlige serviceydelser og orlovsordning i høj grad gør det muligt for forældre at være ligestillede i omsorgsrollen og forsørgerrollen.

Et tilsvarende mønster beskrives i analysen fra UK, for selv om de institutionelle forhold i UK er meget forskellige fra dem i Norge, er de grundlæggende forventninger til forældrerollene de samme. Moderen er den primære omsorgsperson, der forventes at tilpasse sit arbejde efter familiens behov. Når hun går på arbejdet holder hun fri fra barnet, hvilket kræver undskyldninger og aflad. Omvendt er det en økonomisk nødvendighed at fastholde faderen på arbejdsmarkedet som hovedforsørgeren.

I bidraget fra Tyskland betragtes familie–arbejdslivskonflikten gennem faderens briller. Dette kapitel præsenterer en case fra en tysk virksomhed, der på en gang profilerer sig som en familievenlig arbejdsplads og samtidigt kræver, at medarbejderne er dynamiske, ansvarlige og tilpasningsdygtige. Resultatet er, at mændene ikke tør benytte sig af virksomhedens tilbud om orlov og fleksibel arbejdstid, og når de gør det, finder de måder at kompensere for deres fravær, så de reelt ikke reducerer deres arbejdstid. Udfordringerne og tilpasningerne blandt de tyske mænd kan opfattes som et spejlbillede på de udfordringer og tilpasninger som norske kvinder står overfor. Mens de norske kvinder føler, at de må købe aflad for at svigte deres rolle som mødre, føler mændene i denne tyske virksomhed at de må købe aflad for at svigte rollen som medarbejdere.

Antologiens tredje og sidste del handler om tilpasningen mellem familie og arbejdsliv på de dele af arbejdsmarkedet, der er mest præget af konkurrence.

Med udgangspunkt i analyser fra USA vises, hvordan familievenlige ordninger bidrager til at mænd og kvinder bliver mere ulige stillet på arbejdsmarkedet, når de har fået børn. Ordningerne benyttes hovedsageligt af kvinderne, mens mænd løser omsorgsopgaven under radaren eller benytter muligheden for fleksibel arbejdstid til at arbejde mere, så de opnår højere løn, mere spændende arbejdsopgaver, bedre kollegiale relationer mv. Fænomenet er ikke specielt amerikansk. Lignende resultater er fundet i studier fra Danmark.

Man kunne fundere over, hvad der ville ske hvis både mænd og kvinder blev påtvunget de familievenlige ordninger. Denne case finder vi i et efterfølgende kapitel, hvor et norsk firma med en afdeling i både Norge og USA forsøgte at overføre de familievenlige ordninger, der findes i den norske afdeling til afdelingen i USA. Det lykkedes virksomheden at reducere arbejdstiden for de ansatte (fra et meget højt niveau) og at indføre flere ferieuger, men ikke uden modstand fra de ansatte. Studiet er et eksempel på, hvor vanskeligt det er at overføre kulturer og regler mellem lande. Fænomenet er velkendt også fra andre politikområder og bør minde os om, hvor vanskeligt det er at løse andre landes udfordringer med egne løsninger. Studiet viser samtidigt, at arbejdspladskulturen langt fra alene er bestemt af kultur og regler i en virksomheds moderorganisation, men i høj grad af kulturen i det land, virksomheden befinder sig i. Det bekræftes også i et kapitel, der omhandler konflikten mellem familie og arbejdsliv for en kvindelig expat, der flytter fra en norsk til en asiatisk afdeling i en norsk ejet virksomhed.

Antologiens afsluttende kapitel rejser spørgsmålet, om det er muligt at regulere familie-uvenlige arbejdsbetingelser på områder, hvor de uformelle regler for at skabe karrierer er stærkt konkurrencedrevet. Lønmodtageren tilegner sig ”trumfkort” i forhold til en fremtidig karriere ved at investere tid og energi i arbejdet. Det rammer mødrene, der efter børnefødsler søger ud på de dele af arbejdsmarkedet, hvor kravene er mindre og løn og karrieremulighederne ringere. Artiklens konklusion er, at vi næppe kan ændre indholdet eller betydningen af trumfkortene eller regulere de uformelle og underforståede regler, men statslige reguleringer og familievenlige tiltag kan bidrage til at skabe bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv og muligvis også til at ændre fordelingen af trumfkort mellem mænd og kvinder.

Som nævnt indledningsvist er Work-Family Dynamics en interessant og helt igennem læseværdig antologi. Den er både som helhed og inden for de enkelte kapitler stramt og klogt struktureret. Man kunne sige, at den udfolder sig i to dimensioner. Først samler den forskningsresultater om tilpasningsproblematikker i forskellige vestlige lande. Det giver mulighed for vurdere, hvad der er universelle træk på tværs at landene og hvilke forskelle, der må tilskrives varierende institutionelle vilkår. For det andet giver opdelingen i de tre dele både et billede af de familie–arbejdslivs problemstillinger, der udspiller sig i forskellige velfærdsregimer og dernæst i de dybereliggende kulturelt bestemte handlingsmønster, der kun i nogen grad er styret at lovgivning og institutioner. Dermed får læseren samlet set en fin indføring i det brede spektrum af faktorer – kulturelle og institutionelle – der styrer samspillet mellem vores familieliv og arbejdsliv.

I forhold til de to overordnede spørgsmål, som antologien rejser i sin indledning, når den et langt stykke i sin besvarelse, men en kritisk kommentar kunne være, at den nok ikke kommer helt i mål med at indfri sit eget komparative potentiale. Eller en mere positiv udlægning: den store syntese overlades til læseren.

Min meget kortfattede ville være: Kvinders erhvervsfrekvens er stigende i alle lande og ønsket om ligestilling universelt fremherskende uanset udviklingen i offentlige institutioner. Samtidigt er der på tværs af nationerne enslydende og ulighedsskabende forestillinger om den gode mor, far og arbejdstager, som kun i nogen grad kan påvirkes gennem politiske tiltag. Regulering af arbejdsmarkedet og familierettede servicetilbud kan gøre en forskel. Flere peger på den nordiske velfærdsmodel som løsningen, men den kommer til kort i lande med anderledes institutioner og kulturer. For som antologien selv peger på: de løsninger der kan skabe en arbejds–familielivsbalance opstår ikke i et tomrum, men afhænger af økonomi, regulering og kultur.