Oslo – ulikhetenes by er en bred indføring i Oslos socialgeografi; Oslo er Norges største by og hovedstad i et lille land. Det giver byen nogle særlige funktioner og en større social spændvidde end landets øvrige storbyer. Disse sociale forskelle kommer til udtryk i det geografiske rum: Byen segregeres eller deles op socialt. Det er der hverken noget nyt eller særligt ved; Oslo ligner for eksempel de øvrige nordiske hovedstæder hvad det angår. Men Oslo er noget særligt i norsk sammenhæng og er ramme om en million nordmænds hverdag.

Jørn Ljunggren har formået at få en række af landets fremmeste Oslo-forskere til at bidrage med nye analyser af Oslos udvikling og tilmed på norsk. Herved er stoffet også tilgængeligt for almindeligt interesserede borgere og den formidler på glimrende vis et lidt tørt og komplekst emne til en bredere offentlighed.

De fire første kapitler giver en bred indføring i Oslos sociale geografi; Ljunggren giver i bogens første kapitel en hurtig og bred præsentation af baggrunden for bogen, temaerne og en række relevante spørgsmål. Dernæst følger et kapitel om Oslos historie, et kapitel, der let kunne have været længere og som giver en god baggrundsforståelse for dagens opdelte by. Dagens bystruktur er i stor udstrækning resultatet af beslutninger og tilfældigheder, der fandt sted for flere århundreder siden. Lie Andersen og Ljunggren tager fat i «det store skel» mellem øst og vest i Oslo, hvor reelt er det, er det for simpelt eller holder det endnu? Forfatterne konkluderer på baggrund af en analyse med afsæt i en sofistikeret klassemodel at øst-vest-delingen holder, dog er Nordstrand socialt/klassemæssigt at regne for en del af Vestoslo. Terje Wessel tager fat på en anden dimension af den sociale opdeling af Oslo; etniciteten: Der er gennem de seneste årtier kommet flere ikke-norske borgere til byen og deres sociale og økonomiske forhold afviger i stigende grad fra flertalsbefolkningens forhold. Faktisk er segregationen tiltaget i og med at de etniske minoriteter samler sig mod øst og nordmændene mod vest.

De næste ti kapitler tager hver et centralt socialt tema op; kapitel 5 analyserer formuefordelingen i Oslo. Vi skandinavere tror ofte at vi lever i et land med ligelig fordeling af indkomst og formue, men specielt formuefordelingen er et uland værdig. Boligmarkedet og flyttemønstrene er behandlet i kapitel 6, mens det følgende kapitel 7 stiller skarpt på det politiske Oslo-kort; nok er topartisystemet afløst af en mere flagrende struktur, men øst-vest-skellet består. Sundhed (helse) er kommet på dagsordnen både forskningsmæssigt og politisk; i kapitel 8 kortlægges nogle markante forskelle, der ikke blot er betydelige, men i flere tilfælde voksende. Og vel at mærke forskelle, der ikke kan reduceres til social klasse eller uddannelse; der synes med andre ord at være en områdeeffekt. I kapitel 9 zoomes ind på tilværelsen i to Oslo-bydele; Vinderen og Tøyen tilbyder sine indbyggere forskellige muligheder og især unge noget forskellige chancer for at forme deres liv.

De unges muligheder i den opdelte by er ligeledes temaet for kapitlerne 10, 11, 13 og 14: Her præsenteres først nogle billeder af ungdomstilværelsen i henholdsvis øst og vest; billeder, der klart differentierer de unge. Påklædning, tatovering, makeup, fest og hverdag skiller de to dele af byen (nuancerne er selvklart trådt i baggrunden). Skolegang og karakterer; her synes Norge at have samme udvikling som i Danmark, med politisk og forældrefokus på karakterer. Desværre også med den samme konsekvens, hvor børn af de bedststillede og bedstuddannede går på de bedst fungerende skoler og opnår de højeste karakterer. Der er naturligvis ikke garanti for at få en tilværelse på førsteklasse blot fordi man er opvokset i Oslo vest, men chancerne er større end for de unge, der stammer fra Oslos østkant.

Øst-vest-forskellene træder også frem på andre felter; rusmidler bruges i forskelligt omfang, hvor nabolaget synes at have en vis indflydelse. Bogens fokus på ungdommens levekår og vaner viser sig også i kapitel 14, hvor social ulighed og sociokulturel stil blandt de unge i forbindelse med fejringen af gymnasietidens afslutning – anskaffelsen af en bus, hvor de kommende studenter i navnlig Vestoslo anvender mindre formuer på at køre rundt i byen og markere sig. Kapitel 12 har en lidt anden vinkel, nemlig indvandrernes aspirationer og det socio-kulturelle pres fra forældre og selvfølgelig egne forventninger og ambitioner. Uddannelsesniveauet for indvandrer- og efterkommer-unge er stigende og på niveau med flertalsbefolkningen. Der er naturligvis forskelle mellem køn og etnisk baggrund, men generelt er det en markant stigende andel, der får en universitetsuddannelse. I mindre omfang en faglig uddannelse.

Endelig vender de tre sidste kapitler i bogen tilbage til de «store linier» – en sektion med plads til reflektion og opsamling på de foregående, mere faktuelle kapitler. Kapitlet om arkitektur trækker på kendte teoretikere og kobler bypolitikken sammen med arkitekturpolitiken og den sociale ulighed. Oslo bygger som mange andre storbyer for en global elite (men de fleste købere og beboere er nu af egen nationalitet); der tales om storbykonkurrence og at udvikle særlige innovative/ kreative/attraktive bykvarterer, hvor bylivet skal blomstre. Det ender næsten altid med forblæste kontorbygninger og dyre ejerboliger – uden byliv og kun for den sociale elite. Den avantgardistiske arkitektur markerer ganske stærkt hvem de nye boliger er tiltænkt – og det gør prisen også.

De to sidste kapitler hører nok til bogens bedste; her stilles der det enkle spørgsmål om segregation egentlig betyder noget? Selvfølgelig er der forskel på Jørgen hattemager og kong Salomon, det kan ikke overraske. Og hvad så? Her kommer diskussionen om geografiens, rummets eller nabolagets betydning i centrum. Som udløber af kapitel 15 er det klart, at rummets sociale opdeling hverken er tilfældig, ligegyldig eller uskyldig – det er en elegant, umærkelig måde at udtrykke magt på, der sikrer den sociale elites interesse uden at den store offentlighed egentlig kan se hvordan. Men effekterne er betydelige.

Bogens kapitler kommer godt rundt om ulighederne – men byens udvikling kan medvirke til at forklare en del af det, herunder den kraftige vækst gennem det 20. århundrede og de løsninger, der blev taget i anvendelse. Byplanlægningen var en vigtig del heraf, dens visoner & idealer er faglige og politiske manifestationer. De idealer, der blev bestemmende for byens udvikling og som medvirkede til udviklingen af den geografiske ulighed, der har trukket lange spor frem til idag. En ofte overset del af byudvikligen er arkitekturen og dens sammenhæng med den sociale ulighed i byens rum.

Arkitekturen og bydesignet er ikke kun en afspejling af funktioner eller beboeres betalingsevne; arkitekturen iscenesætter også byen, den manifesterer forestillingerne om byens sociale liv og markerer hvem der bor hvor og hvilken mening de tillægges. 1960ernes og 1970ernes omfattende, masseproducerede boligbyggeri tilbød alle en ganskevist ensartet, men moderne, standardiseret kvalitet. I 1980erne blev det gennem arkitekturen vigtigt at skille sig ud fra mængden, de almindelige borgere og fremhæve sine kvaliteter, jævnfør det tyske udtryk «Klasse statt Masse». Spektakulært, provokerende – men med klasse. I alverdens havnebyer, også Oslo, er de ’gamle’ overklassekvarterer blevet suppleret af nye, centraltbeliggende kvarterer med høj cigarføring og en diskret måde at lukke pøblen ude på. Bevares, alle kan gå i gaderne og besøge butikkerne, men priser, adgang, iscenesættelse er gearet til bestemte grupper og andre føler sig lidt på fremmed grund, vel nærmest uvelkomne.

Redaktøren har, trods bogens faglige spændvidde, skyndt sig at tage forbehold for ikke at kunne dække alle temaer udtømmende. Bogen dækker nu ganske godt og der vil altid være emner, der kunne have været med, men som ikke lige passede eller kunne finde plads. Endvidere anfører redaktøren i sit forord, at det har været tilstræbt at skrive så et bredere publikum kan læse bogen med udbytte uden at gå på kompromis med fagligheden. Det er et ædelt formål – faglighed behøver ikke at være uforståeligt for lægmand. Formidlingen er til fulde opnået og mange osloboere kan med fordel læse bogen og blive klogere på egen by – ikke på grundlag af de fordomme vi alle render rundt med, men på faktuelt grundlag.

Anmelderen er naturligvis biased via sin akademiske uddannelse og mangeårige beskæftigelse med netop socialgeografi, men finder under alle omstændigheder at bogen også er læseværdig for ’udenbys’ interesserede. Bogen er som en kvalificeret og ajourført redegørelse for Oslos socialgeografi, den nyeste udvikling og baggrunden herfor. Det faglige niveau er indiskutabelt højt og den selektion redaktøren har foretaget forekommer logisk og fornuftig. Det er svært at pege på temaer, der mangler eller burde behandles meget anderledes end de er. Så alt i alt: Godt gået.

Lidt kritiske bemærkninger til sidst; der savnes en lidt bredere sammenligning med Vesteuropa/Norden – er det ikke det samme i Stockholm, Helsinki, København? Eller er der nogle helt særlige Oslo-træk/-forudsætninger? Det er værd at reflektere over, at Norge, der uden diskussion er et højt udviklet velfærdssamfund og formentlig verdens rigeste land, alligevel ikke kan bremse voksende ulighed på flere centrale parametre endsige forhindre stigende segregation. Her er Norge ikke anderledes end fx. Danmark og Sverige. Så nogle forhold må være paralelle, herunder de bagvedliggende årsager til den voksende skævhed. Og hvilken rolle spiller segregation i den sammenhæng?

Der refereres til mange detaljer i Oslos geografi, som for os udenbys er lidt svære at følge; her ville et topografisk kort med stednavne være en hjælp til at forstå rækkevidden i analyser og forklaringer.