Anders Molander & Jens-Christian Smeby (red.)

Profesjonsstudier 2

Oslo: Universitetsforlaget 2013. 183 sider

Det norske forskningsmiljø på Senter for profesjonsstudier ved Høgskolen i Oslo og Akershus, bidrager på fin vis med antologien Profesjonsstudier 2, til at øge videnshorisonten i den nordiske professionsforskning. Bogens del 1: Kunnskap, skjønn og kompetanse, bidrager til at løfte professionernes kundskabsgrundlag frem. Studierne uddyber forskning på områder vi allerede er introduceret til i en tidligere bog fra miljøet (Profesjonsstudier 1 fra 2008), men vi løftes generelt videre. Man kan kun savne afdøde Harald Grimens bidrag, som i den første bog medvirker til en særlig skarpsindig indsigt. I antologiens del 2: Velferdsstatens profesjoner, tages der fat i en type forskning som generelt er underbelyst. Blikket hæves her fra professionerne, til faktorer som konstituerer og påvirker professioner. Jeg anser denne del for at indeholde, det jeg ser som det mest interessante bidrag til ny viden på forskningsfeltet, og koncentrerer mig derfor om denne del.

Jeg har læst antologien med en egen optik, inspireret af den refleksive sociologi. Jeg har valgt at samle mine betragtninger i tre nedslag, opmuntret af den samlede bog og dens kontekst. Nedslagene kan sammenfattes som: «begrebet profession», «tvær-diskurser» og «velfærdsprofessionernes kvinder». Jeg dykker her ud fra, ned i udvalgte kapitler i antologien.

Som det første nedslag stiller Anders Molander og Jens-Christian Smeby i antologiens indledning, det lidt retoriske spørgsmål: Behøver vi egentlig begrebet profession? De beskriver baggrunden for at stille dette spørgsmål, som en klassisk diskussion indenfor forskningsmiljøet.

Her er der groft sagt to retninger, hvor man enten søger at undgå at definere sit objekt, med manglende præcision til følge, eller fokuserer på monopoldannelse for at opnå status, med risiko for reduktionisme.

Molander og Smeby henviser til og uddyber den i Profesjonstudier 1 præsenterede pragmatiske tilgang, og skelner analytisk mellem professionernes «performative» praksis og professionernes «organisatoriske» kontrol med adgangen til opgaver. Det hjælper til at udbygge læserens forståelse af indholdet i den pragmatiske «både og» tilgang. Jeg savner imidlertid en mere kritisk vurdering, især fordi man begiver sig ind i det meget relevante, men også konfliktfyldte felt mellem velfærdsstat og professioner. Man søger at holde sig på dydens smalle sti, men kunne med fordel skabe mere kant, ved at forholde sig til betydningen af at vælge netop denne vej.

Hvilke implikationer kunne man f.eks. tænke sig, hvis professionsbegrebet udbredes så radikalt, som man finder i en nyere dansk udgivelse (At skabe en professionel, 2012), hvor man vælger at definere en «profession» som en professionel person, der har praksiserfaring med at arbejde med borgere i velfærdsstatens institutioner? Risikoen kunne være at forskningen i endnu højere grad end hidtil, bliver bagtæppe for en politisk-økonomisk forvaltningsforståelse, som vedholdende søger effektiviseringsrationaler, som led i den offentlige modernisering. En proces som nemt understøtter en de-professionaliseringstendens, der ikke nødvendigvis er til gavn for borgerne. Professionsforskningens begreber har derfor betydning, såvel for statens måde at tænke om professioner, som for at forstå selve grundlaget for både antologien, og Senter for profesjonsstudier. Det kunne godt skrives tydeligere frem.

Selve det styringsteknologiske element, er der til gengæld et fint eksempel på i Einar Øverbyes kapitel: «Velferdsprofesjonene i aktiveringsstaten: en studie av ambivalente relasjoner». Eksemplet omhandler udviklingen af kommunikative styringsstrategier indenfor aktiveringsdiskursen.

Det styringsteknologiske univers, som de velfærdsprofessionelle indgår i, bidrager med ambivalens i relations-arbejdet. Både i relation til borgerne i aktiveringsstaten, hvor social- og beskæftigelsespolitik smelter sammen, og i forhold til statens forvaltning af de velfærdsprofessionelle, gennem neoliberale incitament-strukturer og kommunikative styringsmekanismer.

Det andet nedslag er inspireret af den tværdisciplinære forskning som antologien (og Senteret) er en eksponent for, og den fokus tværprofessionalitet har som et aktuelt tema i relation til velfærdsstatens professioner. Jeg er klar over at jeg flagrer i min begrebslige stringens mellem «discipliner» og «professioner», men ser dog flere ligheder mellem professionsforskningens «tværdiciplinering», der er homologe med «tværprofessionaliseringsdiskursen» (eller omvendt).

Når jeg peger på dette andet nedslagsområde, skal det ses i forlængelse af de bekymringer Molander og Smeby i antologiens indledning, refererer den svenske sociologiprofessor og professionsforsker Gunnar Olofsson for at fremføre. De går bl.a. på betydningen af at overføre en disciplin som professionsforskning, fra de amerikanske eliteuniversiteter til nye nordiske universiteter og højskoler. Som anført af Molander og Smeby, drives professionsforskningen i Norden, særlig af højskoler og de nyere universiteter, hvilket ses i sammenhæng med akademiseringen af højskolesektoren. Mere uklart er det hvilken rolle den tværdisciplinære professionsforskning, har på den akademiske scene. I hvilken «disciplin» hører f.eks. en «ph.d. i profesjonsstudier» hjemme i Norge? Er der et klart vidensgrundlag at stå på i fremtidige kampe med de etablerede akademiske discipliner?

Fremdriften i professionsforskningen lader til stort set at komme fra de samme institutioner, som producerer den store 'mellemgruppe' af velfærdsprofessionelle, som er tæt knyttet til den nordiske velfærdsstat. Det kan let ses som et projekt, der handler om at tilkæmpe sig ny status gennem uddannelse og forskning. Hos de velfærdsprofessionelle handler tværprofessionalitet diskursivt om generering og udbredelse af viden, synergetiske effekter, borgerinddragelse etc., og tolkes som en efterfølger til tværfaglighed. Den oversættes i en række praktikker, til nye måder at planlægge og forvalte, både i borger- og uddannelsespraksis. F.eks. er højskolereformerne i de nordiske lande, en måde at anskue en institutionel tværprofessionel tankegang, der ændrer rammerne for hvordan især de mellemlange professionsuddannelser tænkes.

Herfra er vejen ikke lang til at se det besnærende i at «tværdisciplinær professionsforskning» bliver en tværprofessionel opstigningsstrategi, for at højskoler og unge universiteter, kan markere sig i akademiet. Hvilken måde vil professionsforskningen så udvikle sig? Det kan man selvfølgelig kun gætte på, men med det kendskab jeg har til det etablerede norske akademis logik, tilskrives status snarere efter en klassisk dansk/europæisk opfattelse, end efter en nordamerikansk.

I den forståelse hører de velfærdsprofessionelle, som højskolerne uddanner og som driver forskningen frem, ikke til blandt de dominerende grupper.

At tværprofessionalisering i nogle praktikker fungerer som konstituerende for en ny specialisering båret af en teknologisk udvikling, peger Dag Album på i kap. 9: «Uformell prioritering i sykehus: nye subprofesjoners betydning». Her lægges et ekstra lag til beskrivelserne af lægernes specialehierarkiseringer, indenfor det medicinske felt. Album interesserer sig for sygdomme som konstituerende for nye subprofessioners prestige og deraf følgende autoritet, til forskel fra almen udspecialisering. Det lader til at sygdomme bl.a. båret af en teknologisk udvikling, definerer nye tværgående tværprofessionelle sociale fællesskaber blandt læger. Det er altså ikke entydigt hvorvidt en tværdisciplinær forskning eller et tværprofessionelt arbejde, fører til en de-professionalisering. Men måske hænger det sammen med i hvilken grad professionen besidder en autonomi, der sætter den i stand til at definere sit eget felt? En autonomi lægerne besidder, men som de højskoleuddannede mellempositioner ikke besidder.

Det tredje nedslag der falder mig ind at være centralt, er at «køn» optræder i antologien, som et aspekt eller en variabel i forskellig forskningsmæssig sammenhæng, men ikke som en grundlæggende præmis, for overhovedet at forstå den nordiske velfærdsstats udvikling.

Når der tales om «køn» i en videnskabelig distanceret neutralitet, finder jeg der opstår en manglende præcision i at indarbejde det særegne, at det sociokulturelt er især kvinder, der befolker velfærdsstatens professioner. Havde velfærdsstaten overhovedet kunne opstå uden kvinderne? Havde velfærdsprofessionerne kunne varetage hvad f.eks. Katrin Hjort i sin bog af samme navn kalder det affektive arbejde uden «velfærdsprofessionernes kvinder»?

Som det fremgår af Håvard Helland & Kåre Heggen’s «Geografi og rekruttering til høgre utdanning», sker rekrutteringen til velfærdsprofessionerne, især blandt kvinder med arbejder- og middelklassebaggrund. Der er tale om et klassisk rekrutteringsstudie baseret på registerdata og statistisk analyse, som peger på at helt centralt for uddannelsesvalg står fortsat den sociale baggrund. Køn spiller en rolle, mens betydningen af geografi lader til at udjævnes, som følge af det fænomen forfatterne kalder «global homologisering».

Hvis man anser de mellemuddannedes akademiseringsprojektet som et frigørende sammenfald af neoliberale og socialdemokratiske interesser, er der som Bente Abrahamsen viser i sit studie: «Hvorfor har kvinner lavere lønn enn menn? Om preferanser og kjønnsforskjeller i karrierer», et stykke vej fra norsk ligestillingspolitik og idealer, til ligestilling af løn og kønsrollemønstre.

Studiet analyserer registerdata med lineær regressionsanalyse, og diskuterer ud fra «præference-teori». Lønuligheden er især knyttet til kvindernes kønstraditionelle præference for deltidsarbejde. Kvinderne søger mod job som giver gode muligheder for deltidsarbejde, mens mændene søger mod job med gode indtægtsmuligheder, også indenfor samme fag.

Det er interessante studier, hvor «køn» imidlertid har det med at forblive en uafhængig biologisk variabel i en analyse af statistiske individer. Det er nok et metodisk vilkår hos Helland og Heggen, men jeg synes også kun delvist at præferenceteorien hos Abrahamsen, gør os klogere på baggrunden.

Indirekte bidrager Steinar Stjernø i «Profesjon og solidaritet» måske mere til indsigten om velfærdsprofessionernes kvinder, uden at have fokus på køn, men på de fællesskaber professionsorganisationerne udgør. Blikket er rettet mod solidaritet, i et komparativt perspektiv på sygeplejersker, lærere og socialarbejdere. En pointe er at det er forskelle i rekrutteringsprofilen, der er afgørende for solidaritetsopfattelsen.

Måske burde man samlet set, i det hele taget interessere sig mere for at fokusere på velfærdsprofessionelles «habitus», som grundlag for at forstå deres «valg» og «handlen»?

Profesjonsstudier 2 præsenterer en række spændende forskningsperspektiver på tværs, som rejser mange spørgsmål til professionernes rolle. Vi har brug for at diskutere og udfylde professionsbegrebet, i en tid hvor velfærdsstaten redefineres. Det bidrager antologien på en fin måde til. Spændende bliver det også at følge den norske (og nordiske) professionsforskning, i bestræbelserne på at give de mellemlange videregående uddannelser en forskningsplatform. Kravet til såvel professionerne og forskningen på området, lader i hvert fald til i de kommende år, at være at kunne tænke på «tværs».