Tildelingsmodeller er budgetmodeller, der tildeler ressourcer fra et overliggende styringsniveau til decentrale udførerenheder ved anvendelse af matematiske formler. Denne form for budgetmodel vil altid repræsentere en incitamentsstruktur. Effektbaserede tildelingsmodeller er karakteriseret ved, at de indebærer incitamenter, der fremmer effektskabelse. I artiklen skelnes mellem direkte effektbaserede tildelingsmodeller, hvor tildelingskriterierne er formuleret som effektmål, og indirekte effektbaserede tildelingsmodeller, hvor formålet med tildelingskriterierne er at sikre økonomiske incitamenter til at øge omkostningseffektiviteten, men uden at effekt indgår som et tildelingskriterium. For at vise, hvordan principperne kan anvendes i praksis, fokuserer vi på grundskolen, hvor det er en central opgave at sikre, at de enkelte skoler har tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre undervisningen for de børn, der er indskrevet på skolen, samt at imødekomme børnenes behov. Vi viser eksempler på, hvordan effektbaserede principper kan anvendes på grundskoleområdet, idet vi dels viser, hvordan der kan indbygges direkte incitamenter i en tildelingsmodel, dels diskuterer, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at direkte effektbaserede tildelingsmodeller kan anvendes.

Nøkkelord: Danmark, effektbaseret styring, grunnskolen, offentlig ledelse, økonomistyring