En søndag formiddag i midten af maj 2009 ånder alt fred og idyl i de danske landdistrikter og landsbyer. Kulturlandskabet viser sig fra sin allerbedste side med de gule rapsmarker, de lysegrønne bøgeskove, de veltrimmede herregårde, og de mange landsbyer, der næsten overalt tilnærmelsesvis ligger med tre kilometers afstand. Landsbyernes mest markante, kulturarvs - og historiebærende bygninger er de 800–900 år gamle, ofte hvidkalkede landsbykirker med røde tegltage, hvor stolte forældre og glade konfirmander på 14 år flokkes under det blafrende rød-hvide Dannebrog.

Når man således bevæger sig rundt i landdistrikterne, kan man ved selvsyn, og på den rigtige dag konstatere, at mange landsbyer ser ud til at trives og have det rigtig godt i almindelig, bred forstand. Her er en butik, en skole, et foreningsliv, et idrætsanlæg og en vis større eller mindre nybygningsaktivitet, og de ældre huse og deres forhaver samt de offentlige rum er velpassede og nydelige at se på. Her signaleres overskud og en betydelig tro på fremtiden. En lang række nyopførte eller kraftigt ombyggede lystlandejendomme med smukke rideheste og ædelt kødkvæg sætter også sit positive præg på sådanne områder.

Lige så let er det at se, at andre landsbyer og landområder ikke har det så fint, thi her er signalerne, der udsendes stagnation, tilbagegang og almindelig given op over for udviklingen. De forfaldne, tomme landbrugsbygninger, de tomme butiksruder, de forfaldne og dårligt vedligeholdte bygninger langs hovedgaden, de tilgroede forhaver og de uklippede hække, den gennemtrængende lugt af gylle, og det nussede, måske lidt forfaldne idrætsanlæg og den halvtomme idrætshal kan være en ganske trøstesløs oplevelse, og forskere har talt om «Taberlandsbyer» og «Vinderlandsbyer» (Møller og Staunstrup.2008)

Alting forandrer sig

Kulturlandskabet og landsbyerne er under forandring, og sådan har det været gennem de sidste 6000 år. Hvor man tidligere med en vis ret kunne sige, at alle landsbyer på samme tidspunkt var inde i den samme udviklingsfase, fordi de alle havde samme økonomiske og funktionelle udgangspunkt, nemlig landbruget, så er det sådan i dag, at landsbyerne bliver mere og mere forskellige, og det bliver mere og mere tydeligt, at landsbyerne udvikler sig i forskellige retninger. Man kan således tale om, at der foregår et udskildningsløb, «hvor fanden tager de sidste», og hvor der bliver tydelig forskel på de bebyggelser, der rummer kvalitet, og de steder, som mister værdi og indhold. Nogle er vinderlandsbyer og andre er taberlandsbyer, fordi de på sigt ikke er værd at holde liv i, da de ikke længere spiller nogen væsentlig rolle i det økonomiske og funktionelle system, som i dag skaber liv og udvikling i landdistrikterne.

På trods af en årrække med betydelige, men dog ikke tilstrækkelige statslige og EU-finansierede støttemidler i forskellige fonde, puljer og programmer til landdistriktsudvikling, og en helhjertet indsats fra mange lokale ildsjæle, er det tydeligt, at den indsats, der indtil nu er blevet gjort af de senere års

Det lette liv på landet, hvor alt er smukt og velplejet. (Foto: Jørgen Møller)

borgerlige regering, de planlægende myndigheder og ildsjælene ikke slår til. Det skyldes sandsynligvis, at man ikke er opmærksom på, eller agerer på indsigter om, at de økonomiske og strukturelle rammebetingelser er den globaliserede verdensøkonomis gennemslag i den lokale udvikling.

En supplerende forklaring kan være, at regeringen hårdnakket nægter at påtage sig et koordineringsansvar for genopretning af de danske landdistrikter (Folketinget. Forespørgselsdebat 14.05.2009). Der er stort set ingen koordinering, og slet ikke en samlet plan i de 5–7 ministerier, der skaber de afgørende rammebetingelser for udviklingen af landdistrikter. Skønt landdistrikts- og landsbyudvikling i afgørende grad er determineret af kræfter, som lokale myndigheder og lokale ildsjæle på ingen måde kan hamle op med, så fastholder regeringen stændigt, at det grundlæggende er borgerne i udkantsområderne, som selv skal sørge for at skabe samfund, der kan tiltrække nye beboere. (Jyllandsposten.15.05.2009)

Indtrykket af situationen i 2009 er således er præget af stor forskellighed. På den ene side af landdistrikts – og landsbypaletten finder vi det lette, levende solbeskinnede landdistriktsliv i smukke, velfungerende landsbyer. I den anden side af paletten finder vi områder og landsbyer med befolkningstilbagegang og voldsomme, strukturelle tilpasninger af den offentlige sektor med lukning af folkeskoler, biblioteker og kollektive trafikruter til følge. Spørgsmålet er, om vi i Danmark, ude i disse «Shrinking Territories» (Laursen & Braa.2006), er ved at få et «Underdanmark» eller «White Trashområder» (Møller & Mogensen 2007), befolket af mennesker uden fast eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, uden eller kun med kortere uddannelser, dårligere indkomster, usundere livsstile (Region Midtjylland, 2008/Dagbladet Information.18-19 april 2009), der begge anfører, at sundheden har en voldsom social slagside, og det ses på Danmarkskortet. Også boligstandarden er væsentlig dårligere i visse landdistrikter (Gottschalk m.fl. 2008) end de fleste mennesker i byerne ville finde sig i. Dansk landdistriktsforskning beskæftiger sig dog ikke i nævneværdig grad med sådanne socialpolitiske aspekter af landdistriktsvirkelig- heden. (Tanvig, 2008)

«Brain Drain», «den rådne banan» og «den fedepølse» – betragtninger om regionale forskelle i etlille land

I forslag til Landsplanredegørelse 2006 (Miljøministeriet, 2006) sættes tingene klart og tydelig på plads, idet man kan læse følgende: «I vidensamfundet spiller byerne en hovedrolle… Byerne skal trække væksten, men samtidig sørge for, at denne vækst kommer hele landet til gode.»

Samtidig fortæller både Landsplanredegørelse 2003 (Miljøministeriet, 2003) og statistikkapitlet i rapporten «Ny dynamik til landets yderområder» (Mogensen og Møller, 2006) uden omsvøb, at Danmark er skævt. Skævt målt på en lang række parametre omkring erhverv, uddannelse, beskæftigelse, lønindkomst, huspriser, beskatningsgrundlag samt privat og offentlig service, og altid i udkantsområdernes disfavør.

Regionernes geografi. De skraverede felter er yderområder. (Det nye Danmarkskort – planlægning under nye vilkår. Landsplanredegørelse 2006, Miljøministeriet)

De analyser, der ligger bag Miljøministerens Landsplanredegørelse 2003 «Et Danmark i balance» viste også, at selv om Danmark på mange måder er et lille land med korte afstande mellem byerne, så kan man dele Danmark op i tre karakteristiske og forskellige områdetyper.

  • Storbyer med over 100.000 indbyggere og deres pendlingsoplande, hvor der tilsammen bor 55 % af befolkningen. Her findes der ikke nævneværdige problemer med vækst og udvikling.

  • Næste kategori er de mellemstore byer med mellem 20.000 og 100.000 indbyggere og deres oplande, hvor der tilsammen bor 35 % af befolkningen, og hvor udviklingen også går ganske fint.

  • I den tunge ende finder vi de små byer med under 20.000 indbyggere og deres oplande, hvor 10 % af befolkningen bor, og her er der problemer. Analyserne viser, at på vigtige parametre så som indkomst, beskæftigelse, uddannelsesniveau og befolkningsudvikling peger de alle den samme vej. Fra størst i storbyområderne til mindst i periferiområderne.

Derfor kan man i dag med den brede pensel male en «afviklingsbanan»1 eller som den senere er blevet kaldt i folkemunde «Den rådne banan» på den udvendige side af Danmark fra Skagen i nord til Gedser i sydøst. Her findes en lang række klare, signaler om tilbagegang og afvikling, selv om der er visse kommuner, som Esbjerg, Ringkøbing og Svendborg, der ikke som sådan passer ind i den rådne banans karakteristik.

Det, vi er vidner til, er en hastigt afvikling af industrisamfundets traditionelle bastioner og styrkepositioner. Disse «solnedgangsindustrier» bliver udkonkurreret af lande, hvor prisen på manuel arbejdskraft er lavere end i Danmark, eller af virksomheder, der bruger billig og villig, østeuropæisk arbejdskraft, der importeres til Danmark. Samtidig er vi vidne til en voldsom strukturrationalisering i primærsektorerne fiskeri og landbrug med tab af arbejdspladser til følge både direkte og i følge- erhvervene. Den nuværende krise har øjeblikkelig medført rekordhøje vækstrater i antallet af arbejdsløse især blandt ufaglærte fabriks- og bygningsarbejdere i landets udkantskommuner i den rådne banan.

Den væsentligste drivkraft bag den strukturelle udvikling finder man i det forhold, at det videnstunge, udviklingsorienterede erhvervsliv centraliserer sig i vækstregionernes centrale dele, og der står i Landsplanredegørelsen 2003: «De steder, hvor viden frembringes og sælges, vil derfor blive favoriseret». Og lige netop her dukker begrebet «Den fede Pølse» op i den folkelige debat om den regionale udvikling.

Ophavsmanden er Borgmesteren Egon Plejdrup fra en af Danmarks absolutte udkantskommuner, Thisted. Udtrykket dækker over en afmagt og frustration over, at de «selvfede» vækstkommuner i det såkaldte «Østjyske Bybånd», som er et sammen- hængende, funktionel højvækstområde fra Randers i nord til Kolding i syd, får væksten serverende på et sølvfad.

Der tegner sig således konturerne af et fremtidigt A- og B- Danmark, og måske er vi allerede godt på vej til også at få et C- Danmark, med udkantsområdernes mest uinteressante delområder. Der er betydelige forskelle i de fem regioners interne udvikling, thi også her sker der en centralisering. Folkevand- ringen går fra de små steder ind mod byerne, og fra de mindre byer mod de større og største byer. Det er særlig problematisk, når det er de unge, der rejser. Der er således tale om et dræn (engelsk: Brain drain) af ung hjernekapacitet, som både på kort, og måske især længere sigt kan blive et stort problem for udkantsområdernes fremtidige udviklingsmuligheder. Et særligt aspekt i fraflytningsproblem er temaet med de veluddannede, unge, kvinder, der rejser til de større byer, og efterlader de frustrerede, overtallige mænd til deres egen skæbne. Samme fænomen kendes fra Sverige og Norge ( Glesbygdsverket, 2006) og Tyskland (Krunerth & Klingholz. 2007)

Mange af de unge rejser bort for at uddanne sig, eller bare for at komme væk fra landdistrikternes manglende erhvervsmuligheder eller den snærende sociale kontrol, og en stor del af de konfirmander, vi mødte foran landsbykirken den dejlige søndag i

En gårdruin, som er et typisk syn overalt i de danske jordbrugsområder. (Foto: Jørgen Møller)

maj kommer sandsynligvis aldrig tilbage, fordi arbejdsmarkedet i periferien ikke matcher veluddannede unges ønsker og karriereplaner.

Befolkningsprognosen

Befolkningsprognoserne frem mod 2030 viser samme tendens. Den største forventede befolkningstilvækst sker mod øst og den faldende befolkning finder vi hovedsageligt mod vest, nord og syd, i den «Rådne banan».

Der tegner sig således på dette forholdsvis overordnede, geografiske niveau en tydelig opdeling af landet i vækst og tilbagegangs (del)regioner. Men også internt i de enkelte kommuner og i relation til de større bysamfund finder vi en klar udviklings- tendens. Mindre og små landsbysamfund i en vis afstand fra byen oplever et stagnerende eller faldende folketal, og befolkningspyramiden vil ofte være «skæv» med en overvægt af ældre mennesker. Der er, med et norsk ord, tale om en «forgubning» af landdistrikterne hovedsageligt i de yderstbelig- gende landdistrikter, hvilket kan få mærkbare, negative konsekvenser for den kommunale økonomi, og der er en reel fare for, at yderområderne udtyndes i sådan en grad, at kun den ældre, pleje- krævende del af befolkningen bliver tilbage. (Laursen & Braae , 2006).

De «indre» eller bynære landdistrikter, der ligger umiddelbart op til en større by i en vækstdelregion, som for eksempel langs det Østjyske vækstbånd fra Randers til Kolding, har på samme tid typisk oplevet en helt anden situation med klassiske vækstproblemstillinger, hvor der ikke er plads til de nye mennesker i skoler, institutioner og i idrætsforeninger.

Landdistrikter, landsbyer og det moderne landliv

En gårdruin, som er et typisk syn overalt i de danske jordbrugsområder. (Foto: Jørgen Møller)

Antallet af landsbyer i Danmark er ukendt, når man definerer en landsby «som en samling gårde og huse på landet» (Gyldendal 1931).

Forskere har dog estimeret tallet til at være knap 7000 landsbyer i Danmark (Møller og Staunstrup, 2008). Det officielle antal landsbyer i Danmark er lidt under 1000 landsbyer, hver med en befolkning på mellem 200 og 999 indbyggere. Knap 800.000 mennesker bor i landsbyer med under 200 indbyggere samt spredt ud i det åbne lands enkelthusstande, og i Danmark bor 1,2 mill. danskere svarende til ca. 23 % af befolkningen i landdistrikterne.

Danmark kan således med god ret omtales som landsbyernes land, og den landsbystruktur, som vi kender i dag, har i århundreder ikke ændret sig væsentligt, og der har langt op i det 20-århundrede været tale om en ret stor kontinuitet i antallet, strukturen og funktionerne i de danske landsbyer. (Christiansen. 1980, Møller 2007, a)

Hvor det økonomiske, sociale og kulturelle fundament for landsbyerne tidligere, uantastet var landbruget, så er situationen i dag en ganske anden, og netop årene fra 1970 til 2009 har udvist drastiske forandringstendenser, hovedsageligt fordi den 6000 år lange symbiotiske sammenhæng mellem landbrug og landsby definitivt er brudt (Møller & Mogensen. 2007, Porsmose, 2008), og fundamentet for størstedelen af landdistrikts- og landsbyudviklingen i dagens Danmark er bosætning på basis af tilflytning og pendling. (Møller.2008.a)

I løbet af de sidste 30–40 år er landsbyerne stort set afviklet som hjemsted for landbrugsproduktio- nen, og antallet af landbrug og selvstændige landmænd

LandsbystørrelserAntal landsbyerIndbyggere i alt
500–999347244.023
250–499424150.090
200–24915534.664
Bosatte i det åbne land og landsbyer med under 200 indbyggereCa.6000791.000
IALTCa. 70001.200.060

har ændret sig drastisk i nedadgående retning. Konsekvenserne for landdistrikterne og landsbyerne har været mange og ganske dramatiske. Først og fremmest er antallet af professionelle landbrug faldet, og strukturrationaliseringsproces- sen medfører at brugene vokser i størrelse, således at den gamle vittighed om, at der kun findes to gårde i sognet, – kirkegården og svinebaronens, nu ikke længere er fjern fremtid, men en fremtid, der vil vise sig i løbet af ganske få år.

En konsekvens af færre brug er en voldsom vækst i den virkelig tunge trafik mellem de sam- menlagte gårde og arealer. En trafik, som det ældgamle lokale vejnet ikke er dimensioner til ligesom biodiversiteten i det dyrkede kulturlandskab bliver mindre og mindre. Den lokale beskæftigelse på går- dene og i landbrugets serviceerhverv er i samme proces reduceret voldsomt.

Folk på landet er beskæftiget i byerne og i byerhvervene på landet, således at omkring 90 % af de beskæftigede i arbejdsstyrken i landsbyerne arbejder i byerhvervene. Fremtiden for det danske landbrug er i øjeblikket til debat, og Regeringen har spillet ud med et samlet udspil, der kaldes «Grøn Vækst» (Regeringen, 2009) hvor fremtidens rammebetingelser udstikkes. Udspillet indeholder en række forslag, der i løbet af nogle år vil medføre en landbrugsstruktur med kæmpe bedrifter, også ejet af ikke-landmænd. Alle restriktioner omkring maksimale brugsstørrelse og antal dyreenheder samt selvejerkravet fjernes, og det skal også være muligt at drive husdyrproduktion på ikke-landbrugsnoterede ejendomme uden tilhørende jord.

Landsbyernes primære funktion er for længst skiftet fra at være «produktionslokaliteter» til at være «reproduktionslokaliteter». Det daglige liv i landsbyen ændrer sig fra at være nødvendighedsbetinget til at være «lyst- eller valgbetinget». Da landsbyerne ligger så tæt som de gør, og da afstanden til en by sjældent er over en halv time i egen bil, så bliver nødvendigheden af at tænke lokal erhvervs- og foreningsudvikling og involvering til en mulighed blandt så mange andre, og hvor beboernes tilknytning til landsbyens fællesfunktioner og idrætsliv liv bliver af en mere flygtig og ad-hoc præget karakter end tidligere. (Møller, 2009)

Det moderne landliv, som de fleste på landet lever i dag, er i overvejende grad en variant af livet i byerne, og hverdagens handlingsarena bliver større og større, og det tætte, engagerende og integrerende landsbyliv, som ofte anvendes i den danske landdistriktsdiskurs2 som billedet på til- standen alle steder derude, er måske blot en uop- nåelig drøm om det forgangne, eller ren og skær ejendomsmæglersnak. I dag er det vel sådan for de fleste beboere på landet i den erhvervsaktive alder, at landsbyen eller landejendommen først og fremmest er et sted man bor. Ellers lever de fleste et liv, hvor man pendler til arbejdet, til vennerne, til indkøb, til kulturelle arrangementer og til fritidslivet uden for lokalsamfundet.3 Denne til – og

  • fra valgstendens, som selvfølgelig indebærer mange muligheder for at optimere husstandens hverdagsliv, har imidlertid mærkbare konsekvenser for landsbyerne og for landsbyforeningslivet, og man kan sige, at «det lokale» går i opløsning» (Møller.2009)

I dagliglivet lever den moderne lønmodtagerfamilier et tidspresset liv, hvor man ustandselig kører børnene og de unge rundt til sport, spejder, kammerater og sjov fra de er 4–5 år, og til de flytter hjemmefra. Efter kommunalreformen i 2006 har vi fået færre og større skoler, institutioner og idrætsforeninger, og denne strukturtilpasningsproces forventes at fortsætte i en årrække, hvilket blot genererer endnu mere miljøbelastende trafik på vejene mellem landsbyerne og den nærmeste købstad.

Den offentlige planlægning og udviklingen på landetog i landsbyerne

Det danske planlægningssystem omkring landdistrikter og landsbyer er i korthed opbygget, som det beskrives nedenfor.

  • De fem regioner, som Danmark er delt op i skal udarbejde en Regional Udviklingsplan, der skal indeholde strategier for landdistriktsudvikling. Denne kan understøttes gennem det Regionale Vækstforums prioriteringer af økonomiske midler til formålet.

  • De 99 Kommuner har planlægningspligten i det åbne land, herunder også ansvaret for planlægning af landsbyernes fremtid.

    Pointen er, at ressourcerne fra de forskellige ministerier ikke er koordinerede, og at opbygningen af det meget komplekse, nye samarbejds- og planlægningssystem med Regioner, Vækstforaer, LAG-aktionsgrupperne, samt den almindelige, løbende kommuneplanlægning med strategier og kommuneplanrevision hvert fjerde år ikke nødvendigvis forløber smertefrit.

    New Rural Development og Matthæusevangeliet

    Landdistriktspolitikken i Danmark bygger på principperne fra OECD’s New Rural Paradigme med en bredspektret, lokaltinitieret bottom-up tilgang, der bygger på stedets ressourcer, og netop omkring dette paradigmeskift fra tidligere top-down styring til bottom-up genereret udvikling, finder jeg, at der er anledning til at diskutere, hvad der skal ske med alle de landsbyer og landdistrikter, hvor ressourcerne er små eller totalt fraværende, når regeringen, som tidligere omtalt stort set fralæger sig et hvert ansvar for landsbyudviklingen og overlader denne opgave til kommunerne og ildsjælene (Folketingets forespørgselsdebat, 2009). Landsbyboerne skal dermed klare sig i et univers, hvor konkurrencen og Jungleloven hersker, og hvor de stærke, godt organiserede, «højtråbende» landsbyer først kommer til fadet efter det gamle bibelske princip fra lignelsen om de betroede talenter: «For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener( landsby ) i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænders- skæren.» Matt. 25,14-30. (Møller, 2009).

    På tværs af planniveauer og strategier tegner der sig et billede af, at landdistrikternes og landsbyernes fremtid bygger på fortsat pendling til arbejdspladserne i de større byer, samt lidt småskalaerhverv med udgangspunkt i mulighederne for at bruge oplevelsesøkonomien og turismen som løftestang suppleret med kvalitetsfødevarer og lignende.

    I den politiske håndtering af planlægnings- opgaven er man tilsyneladende ligeglad med eller magtesløs over for det forhold, at de fleste kommuner stadigvæk tilrettelægger deres kommunale

    En nedlagt, meget attraktiv landbrugs- ejendom, beboet af folk i byerhverv. Herlighedsværdierne er i særklasse, og prise er høj. (Foto: Jørgen Møller)

    udviklingsstrategi for landsbyerne på et fundament af billige byggegrunde, ukritisk tilflytning, og at folk henter deres indtægt andet steds, og det helt afgørende konkurrenceparameter er byggegrunde til mellem halvdelen og en tredjedel af prisen i de store byer. I de seneste 7–9 år er alle disponible byggegrunde i landsbyerne solgt «over night».

    Udviklingens politisk/økonomiske rammebetingelser

    Landsbyernes og landdistrikternes problemer har dels deres baggrund i den generelle samfundsudvikling – en udvikling som har paralleller over hele verden – og dels i prioriteringer i de politiske beslutningsprocesser i EU og Danmark. Her kan der nævnes en række politisk/økonomiske beslutninger, der har medført en mærkbar skævvridning af den regionale udvikling i landdistrikternes og landsbyernes disfavør. Her skal blot nævnes fire.

    • De betydelige transportomkostninger, der er en følge af at benytte privatbilen i det daglige. Dette er knyttet til bopæl og udbudet af kollektiv trafik. Beboerne i landsbyerne er nødt til at bruge bil, og kører dobbelt så meget i bil som beboerne i København, og de store investeringer i kollektiv trafik er sket i byerne.

    • Den anden er opvarmningsomkostningerne. Kulfyrede kraftværker leverer billig og næsten afgiftsfri varme til bybefolkningen. På landet er der afgiftsbelagt individuel opvarmning eller barmarksværker, hvis varmepris er op mod fem gange så dyr som byernes varme.

    • Den tredje er skattestoppet siden 2002. De større byers boligejere har med loftet over boligskatterne fået nogle relative fordele, som næsten ikke kan overvurderes. Udligningen der lå i, at boligskatten fulgte med op, når efterspørgslen på boliger i et område steg, er sat ud af kraft (Lohmann-Hansen & Møller, 2009). De høje indkomster, den enorme, samfundsskabte friværdi i byboligerne, og omprioriteringer på baggrund af de nye, meget liberale lånemuligheder, blev omsat i en livsform, hvor landdistrikterne slet ikke kunne være med.

    • Sidst, men ikke mindst har skattereformen fra foråret 2009 indbygget en ganske skæv regional fordeling af de økonomiske fordele, idet aftalen giver en markant højere gevinst til indbyggerne i de rige, Nordsjællandske kommuner end til indbyggerne i yderkantsområderne (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2009).

    Og oven i disse uligheder stikker den relative fattigdom sit hoved frem. I de seneste tre–fire år er antallet af danskere, der lever i relativ fattigdom steget med 55.000 personer til i alt 271.000 fattige danskere. Disse fattige er bosat i København og i landets udkantskommuner, og man kan således sige, at fattigdommen i Danmark er skævt fordelt mellem landets kommuner. Dette kan være problematisk, fordi de store forskelle kan medføre en sti- gende polarisering, og bidrage til et mere opdelt Danmark, hvor yderområderne ikke oplever samme fremgang og velstand som resten af Danmark, og hvor længerevarende fattigdom øger risikoen for, at de sociale problemer i udkantsområderne bliver en

    Et skoleksempel på tilpasset, nænsom landsbyudvikling i en østjysk landsby. En tidligere, forfalden og nedslidt gård, er nu ombygget og totalrestaureret . Den indeholder nu 12 almene boliger. (Foto: Jørgen Møller)

    ond cirkel, hvor fattigdommen går i arv til næste generation. (Frit efter Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 2009)

    I de selv samme områder med fattigdom finder vi de meget nedslidte landsbyer, som er blevet karakteriseret som kimformerne til fremtidens Underdanmark med «White-trash områder» (Møller & Mogensen, 2007) med landsbyer, der er så nedslidte og værdiløse, at de for længst er kommet ind i den såkaldte «dødsspiral» (Møller, 2008) hvor udviklingen ruller baglæns, og fremtiden var noget, man talte om for år tilbage.

    Afslutning

    Beretningen om de danske udkantsområder og landsbyer er broget og mangfoldig. Vi har frodige, smukke landdistrikter og landsbyer, og vi har områder og landsbyer, hvor situationen er kritisk, og hvis sådanne småsamfund skal reddes, så er det i allersidste øjeblik. Det kræver en fordomsfri diskussion, grundige analyser, og en indsats af statslige midler af en størrelsesorden, som vi i dag ikke kender.

    Gid realismen snart vil holde sit indtog i debat- ten om og planlægningen af fremtidens landsbyer og landdistrikter.

    Referencer:

    Arbejderbevægelses Erhvervsråd. (2009) Fattigdommens Danmarkskort. Læst på nettet 12.05.2009. http://www.aeraadet.dk/media/filebank/org/(1)AE_fattigdom-mens-danmarkskort.pdf Christiansen, P.O. (1980) Fire landsbyer – en etnologisk rapport om nutidige livsformer. Landsbykommissionen. København Folketinget. (2009) Forespørgselsdebat 14.05. 2009 Gottschalk,G, Ærø,T & Rasmussen, M. (2007) Dårlige boliger i landets yderområder. Statens Byggeforskningsinstitut & Aalborg Universitet. Hørsholm. Glesdbydsværket. (2006) Sveriges gles- og landsbygder. 2006. Vesterås. Gyldendal. (1931) Ordbog over det danske sprog. Information. Dagblad. Fri os fra os selv. Jyllandsposten. Dagblad 15.05.2009 Pedeller skal redde landdistrikter. Krunerth & Klingholz. (2007) Not am Mann. Berlin- Institut fur Bevolkerung und Entwicklung.http://www.berlin-institut.org/studien/not-am-mann.html Laursen, L.L.H & Braae, E. (2006) Globalisringens B-Byer. Arkitekten 02/06 Miljøministeriet (2006) Det nye Danmarkskort-planlægning under nye vilkår. Landsplanredegørelse. København Miljøministeriet (2003) Et Danmark i balance. Landsplanredegørelse. København. Møller, J. (2003) Et Danmark i akcellererende ubalance. BYPLAN. Vol.55. Nr. 02-03. April 2003. København Møller, J. (2007) Taberlandsbyerne. Hvad skal der ske med dem? Tidsskrift for Kultur og fritid. August 2. 2007 Møller, J. (2008) Livet på landet. Vedvarende energi & Miljø. Tidsskrift April 2008 Møller, J. (2009) Når pilen vendes. Om idrætsforeninger som drivere for udvikling i landdistrikterne. i Antologien. «Foreningslivet i Danmark. Udvikling eller afvikling» .Red. Svendsen, G.L.H.. Danish Institute of Rural Research and Development. Syddansk Universitet. Esbjerg. Møller,J & Mogensen,R. (2007) Forfaldet i det fysiske miljø i landsbyer og landdistrikter. I antologien Landvindinger. Landdistriktsforskning og perspektiver. (Red. Svendsen, G.L.H & Tanvig,H.) Syddansk Universitetsforlag. Odense Møller,J. & Staunstrup.J.K (2008) Landsbyerne i Nordjylland – et forsømt planlægnings- og udviklingsobjekt med betydelige potentialer for fremtidig udvikling. I antologien «hvad skal Nordjylland leve af?» CRU- Center for Regional udvikling. Aalborg Mogensen, R. & Møller, J. (2006) Ny dynamik i landets yderområder. Thisted kommune og Realdania. København Lohmann-Hansen, A. & Møller, J. (2009). Landsbyerne er truet af samfundet. BYPLANNYT nr. 3 2009 OECD. (2009) Assessment and Recommendations// OECD Copenhagen Review// Dansk oversættelse. Porsmose, E. (2008) Danske landsbyer. Gyldendals Forlag. København Regeringen. (2009) Grøn vækst. København Region Midtjylland. (2008) Hvordan har du det? Sundhedsprofiler for region og kommuner. Læst på nettet 15.05.2009 Svendsen, G.L.H. (2008) Skal vi udvikle eller afvikle yderområderne? I Tidskriftet Kultur & Fritid. September 2. 2008 Tanvig, H. (2008) International forskningsstatus – Udvikling i landsbyer og landdistrikter. Arbejdsrapport.Skov & Landskab. 47/2008. København

    Noter

    1 Efter inspiration fra Hanne W.Tanvig. Forest & Landscape. University of Copenhagen

    2 Sammenfattes ofte i medierne som «Det lette liv på landet».

    3 En begyndende diskussion blandt landdistriktsforskere og ildsjæle om at definere et bredere lokalsamfundsbegreb, der bygger på en større geografi med flere landsbyer, der kan noget forskelligt, men tilsammen dækker alle behov, begynder at dukke op. (Svendsen 2008, Møller 2009)