I bogen Generation Prestasjon undersøger professor i kultur- og samfunnspsykologi Ole Jacob Madsen et af samtidens store paradokser, at ’vi objektivt sett aldri har hatt det bedre – målt på materiel velstand eller gjennomsnittlig levealder – samtidig ser stadig flere ut til å føle seg subjektivt dårligere og strever med ulike psykiske helseproblem av varierende grad. Ikke minst unge mennesker’ (s. 14). Konkret gribes dette an gennem en dissekering af det samtidsdiagnostiske begreb Generation Præstation, som han optrævler med hjælp fra en række teoretiske og empiriske vidensbidrag og analyser.

Samlet set er der tale om en vigtig og videnstung bog, som vil vække interesse og eftertanke hos studerende, forskere og praktikere, som interesserer sig for ungdomsliv og spørgsmål om psykisk (mis)trivsel, og hvordan disse perspektiver knytter sig til tendenser i samtiden.

Efter et indledende kapitel 1, hvor bogens tematik slåes an, gennemgår Madsen i bogens kapitel 2 og kapitel 3 samfundsdiagnostiske bidrag fra vægtige sociologiske, filosofiske og psykologiske tænkere, som på forskellig vis fremhæver en række særgene og problematiske træk knyttet til henholdvis det moderne samfund, industrialiseringen og den tidlige kapitalistiske økonomi (fremmedgørelse, en tiltagende målrationalitet, meningstab og identitetskriser) og det senmoderne neoliberale risikosamfund præget af social accelaration (øgede individualiseringkrav, selvoptimering, præstationspres, skam og depressivitet). Madsen viser gennem kapitlerne, både hvordan samtidsdiagnoser ændres over tid, i takt med samfundsmæssige udviklinger og nybrud, og hvordan nogle tematikker trækker tråde langt tilbage historisk. Han får således rammesat en række væsentlige kritikker af moderne og senmoderne samfundsforhold og anskueliggjort, hvordan disse danner afsæt for bud på de psykologiske (og andre) udfordringer, det rejser for menneskers i deres søgen efter mening og stræben mod det gode liv. Samtidig understreger han dog, at kendetegnende for samtidsdiagnosen som genre er et fravær af forankring i menneskers faktiske liv, og at dette skaber en fare for, at (sen)modernitetens patologier og deres betydning for de mennesker, der lever i og med dem, overdrives eller forsimples.

I kapitel 4 og kapitel 5 er afsættet derfor at undersøge, hvordan diagnosen af nutiden egentlig knytter sig til et ungeperspektiv. Først (i kapitel 4) med afsæt i en række kvalitative undersøgelser fra Norge, Sverige og Danmark for at undersøge hvordan det ser ud, når man går tættere på unges egentlige erfaringer med psykisk sygdom (depression). Gennem tværlæsninger af disse undersøgelser fremhæves, hvordan idealer om selvrealisering og selvoptimering samt præstationspres og oplevelsen af individuelt ansvar udgør en fælles horisont for unge i de skandinaviske lande. Fællestræk, der kan ses som udtryk for, at disse unge deler en række almene senmoderne livsbetingelser. Omvendt fremhæves det, hvordan væsentlige elementer ved de unges sygdomsfortællinger også er præget af unike biografiske faktorer. Og Madsen påpeger vigtigheden af en interesse for, hvordan unges liv udfolder sig i spændet mellem det individuelle og det samfundsmæssige. Herefter forfølges spørgsmålet om bekymringen for en stigende psykisk mistrivsel blandt unge med baggrund i kvantitativ forskning og statistik om unges livsvilkår (kapitel 5). Madsen påpeger, at der overordnet set tegner sig et billede af, at de fleste unge i Norge har det relativt godt. Undersøgelserne indikerer ikke en stigning i psykiske lidelser (endsige selvmord), men omvendt viser talmateriale fra både Norge og en række andre lande en markant stigning i selvrapporteret psykisk mistrivsel blandt særligt unge kvinder. I kapitlet giver Madsen en række forskningsbaserede bud på, hvilke arenaer mistrivsel kommer til udtryk på. Flere unge rapporterer således om oplevelser med stress og præstationspres i skolesammenhænge, men også dobbeltpres, der handler om både at skulle præstere i skolen og leve op til konforme kønsroller knyttet til udseende, krop og at lykkes socialt. Ligesom betydningen af sociale medier behandles i kapitlet.

I de to efterfølgende kapitler vendes perspektivet atter på hovedet. Madsen rejser spørgsmålet, om vi forveksler samtidsbeskrivelser med virkeligheden og derigennem producerer sociale repræsentationer af ungdomsliv, som de unge så efterfølgende forsøger at leve op til?

I kapitel 6 gennemgår han tre fremtrædende begrebssætninger, der præger den aktuelle norske samfundsdebat. Præstationssamfundet, hvor præstation og perfektion står centralt som krav og forventninger til det enkelte individ, og som knyttes sammen med unges livsvilkår, som en omsiggribende, trættende standard unge må forholde sig til og forsøge at leve op til. Generation Præstation, som angiveligt vokser op med og ud af præstationssamfundet. Der er tale om et ungdomsportræt præget af enorme indre og ydre forventninger til at præstere perfekt, og som i debatten forbindes med den stigende psykiske mistrivsel blandt unge. Sidst forestillingen om dygtig pige-syndromet. Madsen foretager her en (køns)kritisk medieanalyse af, hvordan forestillingen om dygtighed og ambition blandt unge kvinder igennem medierne udvikler sig fra at være et udtryk, som blev anvendt som karakteristik af succesrige norske kvinder, til i stigende grad at antage diagnostisk karakter og være knyttet til psykisk mistrivsel.

I kapitel 7 forfølges dette spor yderligere, og Madsen opridser, hvordan samtidsforestillinger risikerer at blive til selvopfyldende profetier, hvor ’kritiske samfundsdiagnoser ironisk nok kan bidra til å fremskynde det man i utgangspunktet advarer mot’ (s. 154). Her fremhæver Madsen ikke mindst, hvordan forskningen indgår i et medialt kredsløb, hvor skarpe vinklinger har betydning for, hvordan vi taler og tænker om unges psykiske (mis)trivsel. Forskningens ansvar fremhæves ligeledes i bogens kapitel 8, hvor Madsen fremhæver, hvordan særligt ungdomsforskningen (med afsæt i de omfattende Ungdata-analyser) i Norge ikke blot beskriver virkeligheden, men også er med til at skabe den. Han stiller det retoriske spørgsmål, om man ved at bede de unge anvende begreber som stress og pres i relation til deres liv ikke netop lægger op til, at de gør dette. Madsen understreger således vigtigheden af en dobbelt refleksivitet i måden, vi omgås begreber og sprogbrug på, ikke mindst i forskningen. Bogens sidste kapitel, kapitel 9, opsummerer bogens hovedpointer og byder på en række fremadrettede perspektiver. Her stiller Madsen sig bl.a. stærkt kritisk over for en generel tendens (der også tematiseres igennem bogens kapitler) til, at svaret på øget psykisk mistrivsel er ’at tale om det’ – fx ved at indføre fag i skolen, som kan give de unge kompetencer ud i livsmestring, som man har gjort i udskolingen i Norge. Problemet med disse tiltag, er, fremhæver Madsen, at de ikke adresserer de reelle problemer, (i hvert fald nogle) unge oplever, og samtidig peger han på, at en optagethed af ’hvordan jeg har det’ retter blikket indad mod individet og, modsat intentionen, kan være med til at forstærke følelser af ’forkerthed’ og mistrivsel hos den enkelte unge.

Igennem bogen trækker Madsen på en lang række vidensbidrag og teoretiske begrebssætninger i sin afsøgning af spørgsmålet om, hvordan det egentligt står til med ungdommen i dag. Det er en af bogens helt store kvaliteter, at Madsen går så grundigt og nuanceret til værks. I bogens gennemgange og analyser tilbydes ikke enkle svar, tværtimod understreges konsekvent vigtigheden af et fokus på både-og frem for enten-eller, hvis vi vil nå en dybere forståelse for de forhold og udfordringer, der præger samtiden og de unges livsvilkår. Hans kritiske dissektion af Generation Præstation (og andre samtidige og beslægtede begreber) er tankevækkende og skarp og understreger med al tydelighed, hvor vigtigt det er at forholde sig kritisk-refleksivt til sådanne samtidsbetegnelser, fordi de netop risikerer at skabe entydige og overlejrende forståelser og fortællinger, der flyder ud over hverdagssproget og dermed også er med til at præge den måde, vi (og de unge) taler om og forstår os selv på. Samtidig rejser særligt bogens sidste kapitel dog også spørgsmål.

Her peger Madsen bl.a. på, at vi gennem medierne har fået en forskruet opfattelse af, hvem og hvor mange blandt de unge der kæmper med psykisk mistrivsel eller psykiske lidelser. Han peger her på en social skævvridning, hvor middelklassens unge løber med medieopmærksomheden og støtten, mens de unge, der virkelig kæmper, tendentielt overses og lades i stikken. Det er væsentlige pointer og opmærksomhedspunkter, men i forlængelse heraf udpeges to forskellige grupper af unge, som rammes af psykiske lidelser og mistrivsel: ’en voksende gruppe af mer ressursterk ungdom som sliter med nye risikoer særligt forbundet med kravene til den nye individualismen, og den mer tradisjonelle, ressurssvake gruppen, der nøkkelord er dårlig råd, familieproblem, overgrep, rus, alkohol, mobbing og frafall fra skolen’ (s. 198). Trods vigtigheden af en opmærksomhed på den sociale skævvridning og de forskelle, der tegner sig blandt unge, også i relation til hvilke støttetiltag der kan gøre en forskel, synes Madsen her at forfalde til de entydige enten-eller-kategorier, han ellers gør op med gennem resten af bogen. For det er vel ikke kun såkaldt ressourcestærke unge, som rammes af præstations- og individualiseringskrav, ligesom det ikke kun er såkaldt ressourcesvage unge, som kæmper med alkohol- og familieproblemer? Og er det ikke netop derfor interessant at undersøge, hvordan ændrede samfundsvilkår og rammesætninger sætter sig i gennem, rammer og håndteres forskelligt af unge i forskellige positioner, for at kunne give bud på, hvor og hvordan der kan sættes ind?

Madsen indleder bogen med at stille følgende spørgsmål: ’Det har alltid været synd på menneskene, men er det ekstra synd på samtidsmennesket? (s. 9) Og peger på, at man med den bekymring, der er for unge aktuelt, skulle tro, at det var tilfældet. Gennem bogen får han dog nuanceret og udfordret entydige og letkøbte diagnoser af (sen)moderne ungdomsliv præget entydigt af præstationspres og psykisk mistrivsel. Det står ikke så galt til, som medierne vil have os til at tro, understreger han. Men selvom man ikke kan sige, at det er ekstra synd for samtidsmennesket – de unge – i dag, er det dog stadigt væsentligt yderligere at undersøge, hvad det er for vilkår, muligheder og udfordringer, som præger unge i dag, og hvordan disse vilkår sætter sig i gennem på måder, der både reproducerer og bryder med eksisterende opfattelser af (forskellige grupper af) unge uden samtidig at forfalde til at forstå samtidsdiagnoserne som entydige og uproblematiske forståelsesrammer.