Jeg argumenterer, at der er behov for at tænke magt og intersektionalitet i socialarbejderprofession for at udføre etisk forsvarligt socialt arbejde for etniske minoritetsborgere i Danmark. Borgernes oplevelser med at ikke blive set, hørt og forstået kan hænge sammen med magtformer i de sociale institutioner og i socialarbejdernes vurderinger, som er på kollisionskurs med idealet om det gode socialt arbejde. Magt opfattes her som en snigende kontrol i det stille, der består i, at dominerende magt-videns relationer kropsliggøres i de menneskelige subjekter og får dem til at opfatte virkeligheden og sandheden på en bestemt måde. Jeg argumenterer imidlertid for, at det er nødvendigt at interessere sig for sammenvævninger af køn, etnicitet, klasse, mv., hvis man skal forstå, hvorledes magten skaber og fastholder distinktioner.

I mit virke bl.a. som socialrådgiver for etniske minoriteter, underviser og censor oplever jeg at mange socialrådgivere i Danmark har det svært ved at forholde sig til deres egne magtposition i socialt arbejde. Magt bliver ofte opfattet som negativt ladet ord og får meget lidt refleksion hos de danske socialrådgivere, især når man arbejder med etniske minoritets borgere. Magten netop virker ved at fremhæve visse dimensioner på bekostning af andre og dermed kan gør socialrådgiverne blinde over for kompleksiteten i menneskers problemer. Det gør det vanskeligt for dem bl.a. at se etniske minoriteter som ”hele mennesker” og ikke kun som objekt for integration. Tidligere undersøgelser har peget på, at mange socialrådgivere føler et ubehag ved magten og derfor søger at bortforklare den ( Mik-Meyer 2004, Lipsky 1983, Carstens 2003). Der er undersøgelser, der har vist, at mange socialrådgivere ikke bryder sig om deres magtrolle (Uggerhøj 2003, 1995). Det mener jeg kan være farligt i socialt arbejde. Derfor ønsker jeg at diskutere i denne artikel behovet for refleksion over socialrådgivernes magt ved hjælp af Foucault og flere nordiske intersektionalitets forfattere.

Det sociale arbejde er indlejret i institutionelle magtformer og socialrådgiveren repræsenterer magt over for borgeren, hvad enten han eller hun kan lide det eller ej. Man skal således ikke lade sig narre af, at det sociale arbejde er en art ”hjælpens univers” og tro at dette univers er et magtfrit rum (Järvinen & Mortensen 2003a). Tværtimod er magt og hjælp uløseligt bundet sammen, og hvis man som socialrådgiver lader sig narre af, at de mest synlige og mærkbare udtryk for magten er væk, kommer man til at overse den skjulte krænkelse af klienten, der ofte finder sted, når klienten stigmatiseres eller klassificeres som en af en bestemt type eller reelt usynliggøres og udelukkes fra at deltage i sin egen sag. Som Grete Marie Skau formulerer det:

Når klienterne sidder tilbage med en følelse af at være blevet udspurgt, uden at nogen virkelig har lyttet til dem, når de føler, at de ikke får sagt det, der betyder mest for dem, og når de oplever, at den spørgende er mere interesseret i at udfylde rubrikker i et skema end i at møde dem som mennesker, giver det grund til at eftertanke (Skau 2001:78).

Da socialrådgiverne imidlertid ikke handler efter forgodtbefindende men er underlagt lovgivning og institutionelle rammer, som de har begrænset indflydelse på, skal jeg herefter diskutere nogle af de magtformer, som gør det vanskeligt for socialrådgiverne at møde etniske minoriteter på en anerkendende måde.

Magt i socialt arbejde

I Det magtfulde møde mellem system og klient, understreges det, at magt ikke bare er legal myndighedsudøvelse over for borgerne men et langt mere flertydigt og indgri- bende forhold, hvor det er overladt til forskellige faggrupper at træffe afgørelser af vital betydning for de berørte mennesker. Magten har forskellige former, ”hvor legal

myndighedsudøvelse, støtte, forhandling, overtalelse, disciplinering og kontrol er blandet sammen” (Järvinenen, 2003b:9).

Den vigtigste magt i socialt arbejde er ikke noget, nogen besidder1. Magten er snarere en allesteds værende kontrol i det stille, der disciplinerer aktørerne og får dem til at forstå sig selv og deres opgave på en bestemt måde (Christensen & Jensen 2001). Selvfølgelig repræsenterer socialrådgiverne magt over for etniske minoriteter. Det er dem der er udstyret med myndighed til at træffe afgørelser i konkrete sager inden for lovgivningens rammer (Skytte 1997). Den magt socialrådgiveren repræsenterer, er imidlertid ikke bare hendes egen. Socialrådgiveren er selv underlagt magt og præges, hvad enten hun vil det eller ej, af de fremherskende magt-videns former i samfundet og i institutionerne (Henriksen & Prieur 2004). Mange af disse magtformer er på kollisionskurs med idealet om anerkendelse (Høilund & Juul 2005.).

Selvom socialrådgiverne har gode intentioner og ønsker at behandle borgerne respektfuldt, ligeværdigt og menneskeligt, sker der ofte noget helt andet i mødet. Uggerhøjs empiriske undersøgelse ”Hjælp eller afhængighed” (Uggerhøj 1995) viser, at socialrådgiveren i praksis nærmere agerer som systemets talerør end som klientens advokat. Denne diskrepans mellem idealer og praksis er i mange tilfælde ikke synlig eller bevidst:

Når modsætningerne ikke umiddelbart bliver synlige og/eller fører til ændringer, kan det derfor være fordi socialrådgiverne tror, de efterlever idealerne, og fordi arbejdets væsen er socialhjælp. Når magten ikke består i tvang eller vold, men nærmere kan karakteriseres ved sin usynlighed og ubemærkethed, lader det til, at både klienter og socialrådgivere er uopmærksomme på magten og dens konsekvenser (Uggerhøj 2003: 82).

Hvis socialrådgiverne er uopmærksomme på magten og fornægter, at de repræsenterer magt overfor borgerne, kan de heller ikke forholde sig til, hvordan magten anvendes. Som Greta Marie Skau skriver:

”Magtaspekter er altid til stede, uafhængigt af aktørernes bevidsthed eller vilje. Er man ikke bevidst om magtaspektet, bliver det umuligt både at forandre og kontrollere det. Desuden er viden om den professionelle hjælperrolles indbyggede todimensionalitet (magt/ kontrol og hjælp) en vigtig forudsætning for at kunne forstå, hvad der sker i det konkrete interaktioner mellem klient og hjælper” (Skau 2001:27).

Socialrådgivernes magt hviler, ifølge Skau, på et solidt økonomisk, juridisk, kulturelt og ideologisk grundlag. De kan undlade at yde klienterne økonomisk og praktisk hjælp og foretage alvorlige indgreb i en families privatliv, fx tvangsfjerne et barn. Desuden råder de:

”(…) over et sæt af værdier og normer for det, der anses for at være acceptabel levevis og opførsel, og et sæt af skrevne og uskrevne regler om, hvad der skal eller bør gøres, når nogen sætter sig op imod dem” (Skau 2001:50).

Med formuleringer som den sidste nærmer vi os Michel Foucaults magtbegreb, som kæder magt snævert sammen med de fremherskende vidensformer eller diskurser. Hvad der gælder som viden på et givet tidspunkt, er ifølge Foucault ikke udtryk for en højere sandhed om forhold i den virkelige verden. Det fremherskende sandhedsregime er resultat af, at nogle har haft magt til at definere virkeligheden på en bestemt måde: dvs. få bestemte problemopfattelser, rationaler og løsninger til at fremstå som sande og universelle (Foucault, 1991, 1980).

Foucaults magtbegreb

Foucault skriver selv at han har hentet inspiration fra Nietzsche (Foucault 1980, Borch & Larsen 2003). Denne inspiration indebærer, at magten betragtes som et processuelt og konstituerende fænomen, der er en immanent kraft i livet selv og derfor ikke kan skaffes ud af verden (Foucault 1980). Magten er ifølge Foucault mangfoldig, diskret og skjult, og kan ikke reduceres til at være et spørgsmål om lovgivning eller jura – hverken i teori eller i praksis (Flyvbjerg 2000). Magt må forstås som en mangfoldighed af styrkeforhold (Foucault 1994), der gennem kampe og konfrontationer transformeres eller reproduceres. Den er lokal og allesteds værende, bevægelig, ustabil, dynamisk og frem for alt produktiv. Det er således magten, der producerer virkeligheden og det sandhedsregime, der findes på et bestemt tidspunkt (Foucault 2005, Flyvbjerg 2000).

Hos Foucault er magt og viden uløseligt forbundet. I avancerede liberale demokratier drejer magt sig først og fremmest om at skabe menneskelige subjekter, der forstår sig selv og tænker på en bestemt måde (Foucault1991, 1980). I den forstand kan man sige, at magten er inderliggjort i de menneskelige subjekter. I ’Overvågning og straf: fængslets fødsel’ forstås magt ikke mindst som disciplinering (Foucault 2005). Den disciplinære magt er en form for dressering af menneskers krop og sjæl, så de gøres nyttige, lydige og brugbare. Denne magt kategoriserer, registrerer og italesætter menneskets adfærd på en sådan måde, at det bliver let at sondre mellem normalitet og afvigelse:

Disciplinering drejer sig om adskillelser, nuancer, eksaminer, forskelle og individualitet, der understreger normaliteten som det herskende meta-begreb i tænkning om mennesket (Egelund 1997:351).

I et Foucault-perspektiv er den allervigtigste magt således den magt, der sætter sig igennem i underbevidstheden og kropsliggøres i de menneskelige individer som en snigende kontrol i det stille (Christensen & Jensen 2005) og får dem til at forstå sig selv og verden på en bestemt måde. Det er netop denne diskrete, ubevidste og usynlige

disciplinering (og selvdisciplinering), som kan forklare, at mange social- og omsorgsarbejdere har svært ved at forstå, at de repræsenterer magt overfor borgerne, og derfor er dårlige til at reflektere over, hvordan magten anvendes. Magten er ikke på forhånd god eller dårlig, men den kan anvendes legitimt og illegitimt, etisk og uetisk overfor borgerne (Høilund & Juul 2005). Når borgeren ikke anerkendes som etisk og juridisk person er der tale om uetisk og illegitim magtanvendelse, iflg. Høilund og Juul.

Foucault har haft stor indflydelse på magtdiskussioner inden for nyere politisk so- ciologi, hvor man i stigende grad interesserer sig for magtformer, som hverken bygger på tvang eller vold, på legalt herredømme eller på strukturernes stumme tvang. Der er tale om magtformer, som ikke mindst viser sig på mikro-niveau i konkrete møder mellem personer (Järvinen 2003b) I et Foucault-perspektiv agerer socialrådgiverne aldrig frit men er underlagt det for tiden dominerende ”sandhedsregime” – dvs. hvad der her og nu italesættes som det eneste rigtige.

Sådanne konstruerede sandheder, der fx kan dreje sig om, hvordan man skal definere et socialt problem, og hvad der er ”best practice” får karakter af selvindlysende sandheder, der præger institutionelle tænkemåder og organiseringen og indholdet i velfærdsinstitutionerne, herunder også de sociale uddannelser (Järvinen 2003b.: 67).

I praksis er de forskellige magtformer viklet ind i hinanden, og strukturelle økonomiske og politiske magtformer præger i høj grad de diskurser eller tænkemåder, der dominerer i de sociale institutioner. De fungerer som en bevidsthedskontrollerende magt, der præger institutionelle tænkemåder og sætter grænser for, hvad det overhovedet er muligt for socialrådgiverne at tænke og gøre. I en tid, hvor økonomiske kalkuler og en politisk retorik, der handler om ”noget for noget” er stærkt dominerende i det danske social- og beskæftigelsespolitik, bliver det en næsten selvindlysende sandhed, at det sociale systems primære opgave er at motivere, anspore og om nødvendigt presse enhver, der har den mindste erhvervsevne, til arbejdsmarkedsdeltagelse (Järvinen 2003b). Denne tendens, mener jeg, er tydelig i lovforslagene i den danske kontekst: ”Bred aftale om Integration” (2005), ”Integrationspakken” (2005) og ”Flere i arbejde” (2005) (www.inm.dk, www.bm.dk og www.ams.dk).

Når socialrådgiveren skønner i konkrete sager, gør hun det altså aldrig frit og utvun- gent. Hendes skøn er allerede præformeret af det eksisterende ”sandhedsregime” (Foucault 1980), herunder de matchkategorier2, der kan læses i Lov om beskæftigelsespolitik, som afstikker rammerne for, hvordan hun skal kategorisere borgernes ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet (Syed 2005). I et Foucault-perspektiv opfattes socialrådgiverne som ”systemrepræsentanter”, der har til opgave at disciplinere borgerne. Hermed bidrager de til at reproducere de gældende sandheder. De udsætter klienterne for de registrerings- og kategoriseringsteknikker, som loven kræver, og skriver om dem i journaler og sagsakter. Sådanne kategoriseringsteknikker er en form for magt, som

systematiserer virkeligheden på en bestemt måde og internaliseres i de menneskelige subjekter, så de kommer til at tænke og handle systemimmanent. I den forstand er de i konflikt med idealet om åbenhed overfor forskellighed og etisk autonomi.

Selv om Foucault siger vigtige ting om magt, og ikke mindst gennem dybtgående historisk genealogiske undersøgelser har blotlagt, hvordan magt – vidensrelationerne ændrer sig på historiens scene, har forskellige intersektionalitets-forskere kritiseret ham for at have for lidt t blik for betydningen af sammenfletninger af køn, etnicitet og klasse, mv.. Hvis man skal forstå, hvorledes magten skaber og fastholder distinktioner, er det i et intersektionalitets-perspektiv nødvendigt at interessere sig for sådanne sammenfletninger, fordi magten – herunder de magt-vidensformer, der dominerer i de sociale institutioner – sjældent køns- eller etnicitetsneutral. Således hævder eksempelvis Paulina de los Reyes og Diana Mulinari, at ”(...) den simultana effeken av kön, klass och etniska/rasstrukturer är en central komponent i maktens konstitureing” (de la Reyes & Mulinari 2005:7).

Intersektionalitet: Sammenvævning mellem forskellige magtasymmetrier

Derfor må Foucaults magtforståelse suppleres med et intersektionalitetsperspektiv i socialt arbejde især med etniske minoriteter, da etniske minoriteter ikke bare tilhører en bestemt etnisk kategori, men er sammensat af forskellige krydsfelter såsom køn, klasse, alder osv. Iflg. fortalere for intersektionalitet kan vi ikke forstå magtens virkninger, hvis vi ikke interesserer os for de magtasymetrier, der knytter sig til fx køn, alder, seksualitet, etnicitet – og sammenvævninger mellem disse. Når jeg i denne artikel diskuterer de magtformer, der kan stå i vejen for socialt arbejde, må jeg altså bl.a. interessere mig for, om socialrådgiverne tager disse dimensioner i betragtning. Jeg mener, at mangel på gode erfaringer hos etniske minoritetsborgere i mødet med deres socialrådgivere kan henføres til socialrådgiverstrategier (eller tænkemåder), der usynliggør eller er blinde for, hvordan sammenvævninger af forskellige sociokulturelle dimensioner i det enkelte menneskes livshistorie, kan indebære en særlig sårbarhed (Ghosh 2007). Man kan for så vidt forstå intersektionalitet som en pendent til værdien af helhedssyn3. Mit point er, at dominerende magtformer i socialt arbejde har undergravet helhedssyn/intersektionalitet i socialt arbejde med etniske minoriteter, og hermed gjort det vanskeligere at give dem en optimal behandling i fælles forståelse med dem.

Her vil jeg redegøre lidt mere udførligt for intersektionalitets-perspektivet, da der er tale om et nyere begreb indenfor forskningen i socialt arbejde i hvert fald i Norden (Lykke 2005, Fahlgren & Sawyer 2005). Til gengæld nyder begrebet stor opmærksomhed internationalt (Lykke 2003).

Teoretisk er intersektionalitets-forskningen opstået i et skæringspunkt mellem postmoderne feministisk teori, postkolonial teori, sort feministisk tænkning og queer teori. Især sorte feministiske forskere i USA har benyttet perspektivet i håb om at frembringe

en mere nuanceret forståelse af relationen mellem køn og etnicitet/race. Efter min mening lader det sig ikke gøre uden videre at overføre erfaringerne fra en overve- jende amerikansk sortfeministisk diskurs til en dansk/nordisk sammenhæng, da vi befinder os ret anderledes samfundsmæssigt kontekst. Jeg er således på linje med Mørk, der understreger, at intersektionalitet ikke betegner en ny universel magtteori men snarere et analytisk perspektiv, der understreger vigtigheden af at undersøge, hvordan forskellige sociale hierarkier indgår i et samspil (Mørk 2005).

En intersektionel analyse fokuserer netop ikke på enkeltvariabler eller på bivariale sammenhænge men lænker forskellige analyseniveauer sammen. Herved lader det sig gøre at vise, hvordan en køns- og farveblind socialfaglig praksis understøttes af og samtidig bidrager til at forstærke samfundets patriarkalske strukturer og eksisterende sociokulturelle skillelinjer. Som de la Reyes & Mulinari formulerer det:

Ett intersektionellt maktperspektiv ser vi inte enbart som synliggörande av den simultana verken av skilda och interagerende strukturer av förtryck, vare sig det handler om kön, klasse eller etnicitet. Makt och ojämlikhet konstrueras även genom den vetenskapliga internaliseringen av en atomiserad världsbild som essentialiserar vår uppfatning av sociala processer och mänskligt handlande (de la Reyes & Mulinari 2005:8).

Forfatterne argumenterer i forlængelse heraf for, at intersektionalitets-perspektivet gør det muligt at forstå ulige magtrelationer i samfundet som en ulige fordeling af materielle og symbolske ressourcer, uden på forhånd at foretage en ontologisk rangordning af enkeltstående magtasymmetrier. Intersektionalitet er et teoretisk perspektiv, som tvinger os til at se på virkeligheden med nye øjne og får os til at stille spørgsmålstegn ved givne opdelinger og klassifikationssystemer (de la Reyes & Mulinari 2005):

Det innebär att lyfta fram det kvalitativt annorlunda tillstånd som uppstår genom den simultana effekten av kön, klass och ’ras’. Intersektionen mellan kön och etnicitet syftar inte i första hand till att beskriva den ömsesidiga påverkan mellan två autonoma och separata maktstrukturer: kön och etnicitet/ ’ras. Det syftar inte heller till att problemaisera hur kön påverkas eller färgas av förställningar om ras eller etnicitet. I stället ser vi intersektionalite- ten som ett teoretiskt perspektiv som synliggör hur olika historiskt och situationsberoende maktrelationer skapas i och genom den simultana verkan av kön, klass och ’ras’/etnicitet (de la Reyes & Mulinari 2005:24).

Med denne programerklæring for den kritiske magtanalyse mener forfatterne at blive i stand til at dekonstruere bipolære kategoriseringssystemer. Magtudøvelse og ulighed er i deres perspektiv snævert knyttet til en hierarkisk ordning, hvor bipolare repræsentationer af virkeligheden står centralt. Ved at fokusere på sammenvævninger af forskellige kategorier og understrege den dynamiske interaktion mellem dem, kan

der tilvejebringes en langt mere nuanceret forståelse af magtens virkninger. (jf. også Lykke 2003).

Nina Lykke mener, at begrebet intersektionalitet udgør en ny kulturteoretisk og politisk forståelsesramme, der kan producere ny kundskab om den kompleksitet og mangfoldighed, der er et kendetegn ved det postindustrielle samfunds subjektiveringsprocesser.

Intersektionalitetsbegreppet har utvecklats som en kulturteoretisk och politisk infallsvinkel, med syfte att förstå den föränderliga och dynamiska intersektion som äger rum mellan kategorierna och de maktasymmetrier, som de baserar sig på. Mer precist belyser begreppet hur individer subjektiveras som effekt av, och i förhandling med, föränderliga och hela tiden interagerande diskurser och maktaxlar kring blandt annat genus, etnicitet, klass, ålder, sexuell preferens, profession, nationalitet (Lykke 2003: 52).

Selve pointen med en intersektionalitets-analyse er, iflg. Lykke, at undersøge, hvordan de forskellige aksler interagerer, altså hvorledes de gennem en kompleks og dynamisk interaktion konstruerer hinanden. Derudover rummer begrebet ifølge Lykke en politisk vision, nemlig visionen om et samfund, i hvilket der skabes råderum for, at kulturel kompleksitet håndteres på en produktiv, demokratisk og ikke ekskluderende måde (Lykke 2003). Fortolket således kan intersektionalitets-perspektivet også ses som en politisk vision om at forhindre social eksklusion.

En mulig kritik af intersektionalitets-perspektivet er, at det kan åbne døren for en analytisk indmarch af en uendelig række af magtasymmetrier, fx køn, klasse, etnicitet, funktionshæmning, alder, seksualitet, nationalitet, professioner, osv. Dette kan gøre begrebet analytisk uhåndterligt (Lykke 2003). Reelt kan intersektionalitets-forskningen ikke fortælle os, hvilke magtasymmetrier, det er relevant at fokusere på i en konkret historisk kontekst. Det er relevant at få øje på de magtasymmetrier, der er situationsafhængigt (Mørk, 2005).

Intersektionalitets-forskningen leverer altså ikke en manual, som kan sikre gode resultater, når blot den bliver fulgt. Den er et perspektiv, som jeg opfatter som et vigtigt supplement til den Foucault-inspirerede magtanalyse. Selv om vi ikke får mange anvisninger på, hvordan perspektivet i praksis operationaliseres, er understregningen af, at magtanalysen skal fokusere på mangfoldighed og på den dynamiske interaktion mellem forskellige magtaksler efter mit synspunkt vigtig, især i socialt arbejde med etniske minoriteter. Med intersektionalitets-perspektivet kan man kritisere velfærds- statens prioriteringer, klassifikationssystemer og ekskluderende praktikker og vise, hvordan disse artikuleres i form af disciplinerende, heteronormative og assimilerende tiltag (de la Roys, & Mulinari 2005).

Ifølge Siv Falhgren og Lena Sawyer er idéen med socialt arbejde, at der i et givet samfund lokaliseres vise individer eller grupper, som er socialt afvigende eller uønskede

og derfor kræver sociale interventioner for at rette op på forholdende (Fahlgren & Sawyer 2005). Professionelt socialt arbejde kobles således til statens behov for at håndtere befolkningen. I den politiske retorik er det normale liv et liv med lønnet arbejde, og mennesker, der ikke kan eller vil arbejde, er socialt afvigende og må hjælpes. Hermed skabes et ”vi og dem” - perspektiv, som ofte bygger på generaliserede og forenklede opfattelser af hvem ”vi” og ”de andre” egentlig er4. Det er dette stigma, som socialrådgiveren reproducerer ved fx at tillægge etniske minoritets mænd og kvinder bestemte negative egenskaber. Som Fahlgren og Sawyer formulerer det: ”På detta sätt kan samhälliga institutioner anses vara normerande och kopplas til reproduktionen av maktojämlikheter inom samhället” (Fahlgren & Sawyer 2005:97). Det indebærer at bestemte grupper. konstrueres som problemer, som må afhjælpes gennem disciplinerende sociale tiltag. Denne konstruktionsproces erfares ofte som en krænkelse af mennesker, der ikke forstår sig selv som typificerede medlemmer af en gruppe men som unikke individer, der er anderledes end andre.

Ved hjælp af Foucault og intersektionalitets-perspektivet kan socialrådgivere søge at indkredse fremherskende magt-vidensformer, som udgør en barriere for idealet om det gode sociale arbejde. De kan fokusere på, om der i deres holdninger og praktikker overfor etniske minoriteter kan identificere et særligt menneske- og samfundssyn, som er på kollisionskurs med idealet om idealet om etisk forsvarligt socialt arbejde. Refleksioner om magt og intersektionalitet kan sætte gang i spørgsmål som: Er de bevidste om, at de repræsenterer magt overfor borgerne, og reflekterer de over, hvordan magten anvendes? I hvilken grad tager socialrådgiverne hensyn til de forskellige intersektionelle sammenvævninger, som præger etniske minoritets livshistorie i betragtning? Interesserer de sig tilstrækkeligt for den dynamiske interaktion mellem forskellige magtasymmetrier, eller er magten både køns- og farveblind? Usynliggøres etniske minoriteter eller ses de som individer med en unik og kompleks livshistorie?

Forskellige undersøgelser viser, at borgere især etniske minoriteter kan føle sig krænket i mødet med deres socialrådgivere (Ghosh 2007, Ghosh 2005, Høilund & Juul 2005, Olsen 2005). Min antagelse er, at det hænger sammen med institutionelle og samfundsmæssige magtformer, der sætter sig spor i socialrådgivernes holdninger og handlinger overfor borgerne. Derfor mener jeg ikke, at ansvaret for diverse krænkelser uden videre kan placeres på socialrådgivernes skuldre. I forlængelse af Foucaults magtbegreb kan man ikke opfatte socialrådgiveren, som ”herre i eget hus”, udstyret med en fri og uafhængig vilje5. Socialrådgivere, der agerer i institutionelle sammenhænge er selv underlagt magtforhold, som de hverken kan eller skal sætte sig ud over, herunder socialpolitiske udviklingstendenser, lovgivning og diskursive strømninger i samfundet (jf. Payne 2006).

Som nævnt er den vigtigste magt i mit perspektiv en snigende ”kontrol i det stille” (Christiansen & Jensen 2001), som får mennesker – herunder socialrådgivere - til at forstå sig selv og deres opgave på en bestemt måde. Derfor mener jeg, man kan udsige

meget om magten ved at analysere socialrådgivernes tænkemåder og praktikker i mø- det med borgerne. En indsigt i magten og i sin egen magtrolle er imidlertid en forudsætning for, at man kan forholde sig kritisk til magtens anvendelse. Annette Carsten har formuleret det således:

Man må forstå, at der – uanset det rare, venlige, positive møde mellem sagsbehandler og klient – ikke desto mindre er tale om et overordentligt magtfuldt møde. Et møde som både kendetegnes ved en meget asymmetrisk magtfordeling mellem de to deltagere, og et møde gennem hvilket, sagsbehandleren definerer den danske socialpolitik og velfærdssystemets opgaver (Carstens 2003:29).

Etisk og legitim magtanvendelse forudsætter i mit perspektiv fælles forståelse mellem socialrådgiver og borgere, her også etniske minoriteter. Desværre fortæller mange af de interviewede etniske minoriteter, at det sjældent er det, de oplever i mødet med det sociale system (Ghosh 2007, 2005, Olsen 2005).

Jeg påpeger i denne artikel, at det ikke er mindre væsentligt i en dansk/nordisk kontekst at fokusere på, hvordan magten differentierer og reproducerer uligheder, som ikke bare skyldes endimensionelle asymmetrier knyttet til fx enten klasse, køn, etnicitet eller alder, men derimod den samtidige sammenfletning af flere asymmetrier. Jeg mener, at udbredte krænkelser i socialt arbejde hænger sammen med, at socialrådgiverne i deres praksis ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til kompleksiteten i menneskers livsverden, men klassificerer dem i velkendte kategorier. Vi, socialrådgivere, kan godt mindske krænkelser hos borgere bl.a. ved at reflektere over vores magt. Der er brug for mere overvejelser hos os som magtfulde mennesker og hvordan vi anvender vores magt i forhold til at vores borgere.

Lad mig afslutte artiklen med et citat af Søren Kierkegaard, som siger det, så det ikke er til at tage fejl af:

Al sand hjælpen begynder med en ydmygelse, Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og derved forstå, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene (…) at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår (…) dersom du ikke kan begynde således med ham, at han finder en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse (…) så kan du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste – og præk du så kun for ham (citeret efter Høilund & Juul 2005:11).

Endnotes

1 Lars skov Henriksen og Annick Prieurs kritik af antologien, ”Det magtfulde møde mellem system og klient” handler bl.a. om, at man også kan læse Foucaults tekster som historier om en magt, der aldrig lykkes – for der hvor magten findes, findes der også modstand. Manglede inddragelser af modmagtens forskellige former har bl.a. den konsekvens, at den skjulte og snigende mangt fremtræder som monologisk og mindre dynamisk. (Henriksen & Prieur 2004)

2 Iflg. beskæftigelsesministeren kan ledig borgerens beskæftigelsespotentiale vises i form af fem matchkategorier. Matchkategorierne skal være med til at fastholde arbejdsmarkedsperspektivet for alle borgere. Det gælder også for borgere, som har andre problemer end ledighed. De fem matchkategorier kan kort beskrives således: 1) Umiddelbart match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. 2) Høj grad af match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Men der kan dog i mindre grad være en manglende match - for eksempel i form af nogle specifikke kvalifikationer eller lignende. 3) Delvis match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun delvis matcher arbejdsmarkedets krav. 4) Lav grad af match: Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. 5) Ingen match: Borgeren har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren aktuelt ikke har nogen arbejdsevne, der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. (www.ams.dk)

3 Bl.a. skriver Egelund og Halskov, ”De konkrete samfundsmæssige faktorer, der bør inddrages i en helhedsanalyse af en klients sociale situation er arbejdsmarkedsforhold, lønforhold, uddannelsesforhold, boligforhold, helbredforhold, klassetilhørdforhold, køn, kulturbaggrund og alder.” (Egelund & Halsskov 1996:40)

4 Jf. beskæftigelsesministerens tale og artikler (Tale i Socialrådgiverdagene 2003, Frederiksen 2007), som understreger, at et normalt liv i det danske samfund ensbetydende med et liv, hvor man yder for at nyde.

5 Der er flere elementer, der medvirker til at begrænse og betinge sagsbehandlernes autonomi, herunder lovgivning indenfor aktivlinje, målgruppens sammensætning og de organisatoriske rammer, men samtidig har de også store autonomi i sagsbehandling (Caswell & Eskelinen 2003:14).

Litteraturliste

Borch, Christian & Lars Thorup Larsen (2003): Magten uden årsag – om Foucaults og Luhmanns magtopfattelse i Perspektiv, magt og styring Luhmann og Foucault til diskussion, red. af Christian Borch og Lars Thorup Larsen, Hans Reitzels Forlag, København.

Carstens, Annette (2003): Motivation” i visitations- samtaler på aktiveringsområder i Det magtfulde møde mellem system og klient. Red. af Margaretha Järvinen mfl. Aarhus universitetsforlag, Århus

Caswell, Dorte & Leena Eskelinen (2003): Den socialfaglige praksis ved visitation af arbejdsløse, AKF forlag, København

Christensen, Søren & Poul- Erik Daugaard Jensen (2001): Kontrol i det stille- om magt og deltagelse, Samfundslitteratur, Frederiksberg

de los Reyes, Paulina & Diana Mulinari (2005): Intersektionalitet – Kritiska reflektioner över (o)jämlighetens landskap, Liber, Malmø, Sverige

Egelund, Tine (1997): Beskyttelse af barndommen – socialforvaltningers risikovurdering og indgreb, Hans Reitzels forlag, København

Egelund, Tine & Therese Halskov (1996): Praksis i socialt arbejde, vilkår og udviklingsmuligheder i social – og sundhedsforvaltninger, Socialpædagogisk Bibliotek, København

Fahlgren, Siv & Lena Sawyer (2005): Maktrelationer och normaliseringsprocesser I välfärdsstaten, Kvinnovetenskaplig Tidskrift, 2 - 3: 2005. Lund

Flyvbjerg, Bent (2000): Rationalitet og magt, Den konkrete videnskab, Akademisk forlag, Århus

Foucault, Michel (2005): Overvågning og straf: fængslets fødsel, Det lille forlag, København

Foucault, Michel (1994): Seksualitetens historie, Det lille forlag, København

Foucault, Michel (1991): Governmentality in G. Burchell, C. Gordon & P. Miller: The Foucault Effect. Studies in Governmentality, University of Chicago Press, Chicago.

Foucault, Michel (1980) Talens forfatning, Bibliotek Rhodos, København

Frederiksen, Claus Hjort (2007): At bryde en ond cirkel, bragt i Politiken 31. marts 2007

Ghos, Flora (2007): Anerkendelse og magt i socialt arbejde med flygtninge, Speciale ved Den Sociale Kandidatuddannelse, Aalborg universitet

Ghosh, Flora (2005): Reduced Economic benefit to the refugees: Missing Recognition? – A study on newly arrived ethnic minorities’ experiences of Starthelp, the reduced economic benefit, Master of Science in Social Work, module 3 project, Aalborg University.

Henriksen, Lars Skov & Annick Prieur (2004): Et nyt perspektiv på magt i det sociale arbejde. Dansk Sociologi nr. 3/ 15 årg. København

Høilund, Peter & Søren Juul (2005): Anerkendelse og drømmekraft i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag, København

Järvinen, Margaretha & Nils Mortensen (2003a): Det magtfulde møde mellem system og klientteoretiske perspektiver i Det magtfulde møde mellem system og klient red. Af Margaretha Järvinen, Jørgen Elm Larsen og Nils Mortensen, Aarhus universitetesforlag, Århus

Järvinen, Margaretha, Jørgen Elm Larsen & Nils Mortensen (2003): Det magtfulde møde mellem system og klient, Aarhus universitetesforlag, Århus

Lipsky, Michael (1983): Street-level Bureaucracy Dilemmas of the individual in Public Service, Russell Sage Foundation, NY.

Lykke, Nina (2005): Nya perspektiv på intersektionalitet. Problem och möjligheter, Kvinnovetenskaplig Tidskrift, 2 – 3.2005

Lykke, Nina (2003): Intersektionalitet – ett andvändbart begrepp för genusforskningen? Kvinnovetenskaplig Tidskrift, 1: 2003., Lund

Mik-Meyer, Nanna (2004): Dømt til personlig udvikling. Hans Reitzels Forlag, København

Mørck, Yvonne (2005): Intersektionalitet og diversitet: Fadimesagen, i Kultur på Kryds og Tværs, red. af Henning Beck og Anne Scott Sørensen, Forlaget Klim, Århus

Olsen, Ellen Ryg (2005):Syge på tvangsarbejde – om behandling af førtidspensionsansøgere, Gyldendal, København

Payne, Malcolm (2006): Teorier i socialt arbejde, Hans Reitzels forlag, København

Skau, Greta Marie (2001): Mellem magt og hjælp – Vejledning i god klientbehandling, Socialpæda- gogisk bibliotek, København

Skytte, Marianne (1997): Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Hans Reitzels forlag, København.

Syed, Sadia (2005): De sorterende samfund, sortering eller matchning til arbejdsmarkedet, i Socialårsrapport 2005, Socialpolitiskforening og CASA, København

Uggerhøj, Lars (2003): Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient- ideal eller realitet? I Det magtfulde møde mellem system og klient. Red. af Margaretha Järvinen mfl. Aarhus universitetsforlag, Århus

Uggerhøj, Lars (1995): Hjælp eller afhængighed. Aalborg universitets forlag, Ålborg.

Pjecer:

Flere i arbejde (2002): Beskæftigelsesministeriet, København

Hjemmesider:

Arbejdsmarkedsdirektoratet www.adir.dk

Beskæftigelsesministeriet www.bm.dk

Integrationsministeriet www.inm.dk

Summaries

In my opinion there is a relationship between the ethnic minorities’ experiences of violation and the power manifested by social institutions and the judgments made by social workers, which are on a collision course with the ideal of recognition and ethically correct social work. Power is perceived here as an insidious, subdued form of control in which dominant power-knowledge relations are manifested in human subjects and cause them to perceive reality and truth in a certain manner. However, my argument is that it is necessary to show an interest in the interlacing of gender, ethnicity and class, etc. if we are to understand how power creates and maintains distinctions.

Vald og “intersektionalitet” í félagsráðgjöf

Ég færi rök fyrir því, að þörf er fyrir það að íhuga vald og “intersektionalitet” (skurðlínur) í félagsráðgjafastarfi í því skyni að vinna siðferðilega rétt starf fyrir borgara í þjóðernisminnihlutum í Danmörku. Upplifun borgaranna af því að vera ekki séðir, heyrðir eða skildir getur átt rætur að rekja til þess hvernig valdi er beitt í félagslegu stofnununum og til mats félagsráðgjafanna, sem svo getur stangast á við hugsjónina um viðurkenningu og góða, siðferðilega rétta félagsráðgjöf. Hér er vald skilið sem stýring, sem vekur ekki athygli á sér og sem fer sér hægt, en birtist í ríkjandi valds- og þekkingar tengslum hjá mannlegum einstaklingum og veldur því að þeir skynja raunveruleika og sannleika á ákveðinn hátt. Rök mín eru samt sem áður að nauðsynlegt sé að sýna áhuga á því að flétta saman (interlacing) kyn, þjóðerni, stétt o.s.frv., ef við eigum að geta skilið, hvernig vald skapar og viðheldur mismunun.

Valta ja osastojen välisyys sosiaalityössä

Tässä artikkelissa esitän, että Tanskassa on tarve ajatella valtaa ja osastojen välisyyttä sosiaalityön ammatissa, jotta voitaisiin toteuttaa eettisesti vastuullista sosiaalityötä etnisiä vähemmistöjä kohtaan. Vähemmistöryhmien kokemukset siitä, että heitä ei nähdä, kuulla ja ymmärretä, voi olla yhteydessä sosiaalisten instituutioiden vallan muodostukseen ja sosiaalityöntekijöiden arvostuksiin, mikä on törmäyskurssissa hyvän sosiaalityön ideaalin kanssa. Valta merkitsee tässä yhteydessä salakavalaa kontrollia; dominoivat tieto-valta-suhteet ruumiillistuvat ihmisten subjektiviteeteissä ja saavat ihmiset kokemaan todellisuutta ja todenmukaisuutta tietyllä tavalla. Tässä artikkelissa esitän, että on välttämätöntä tarkastella sukupuolen, etnisen ryhmän, luokan yms. yhteen punoutumista, kun halutaan ymmärtää, kuinka valta luo ja ylläpitää erontekoja.