Med baggrund i en række interviews med ansatte viser artiklen hvordan arbejdet med integration træder frem i kommunale forvalteres fortællinger om praksis i integrationsarbejdet i henholdsvis Malmø og Frederiksberg kommune. Artiklens fokus er rettet mod forskelle og ligheder mellem de to kommuner, mod de individuelle positioner, der åbnes for modtagere af integrationsforanstaltninger og mod de relationer mellem individ og kollektiv, som sættes og forudsættes i den kommunale praksis. Kontrakter træder frem som en central teknik i integrationsarbejdet, ligesom dette er tilfældet i det sociale arbejde i øvrigt. Viljen til at træffe de rette valg ser desuden ud til at være i fokus, når individer skal bringes til at praktisere medborgerskab i Danmark og Sverige. Viljen såvel som valget er således faktorer, der arbejdes med i den kommunale integrationsindsats, som har til formål at forvandle uintegrerede individer til medborgere.

Artiklen bygger på en undersøgelse af det kommunale integrationsarbejde i Malmø og Frederiksberg foretaget i 2003-41. Det primære analysemateriale udgøres af interview med ansatte i forskellige forvaltningsafsnit i hhv. Malmø (11 ansatte) og Frederiksberg (13 ansatte) kommuner. De kommunale integrationsarbejdere er et valg af udsigtspunkt, som primært afdækker forvaltningens logik, sådan som den formes af det yderste led i relationen mellem ’det offentlige’ og modtagerne af integration. Integrationsarbejdernes praksis er på den ene side formet af politiske reguleringer, love, forordninger, retningslinjer etc. på statsligt og kommunalt plan, af den kommunale organisation, af professionsbetingede tilgange til arbejdet, af den lokale og den globale historie. På den anden side møder de interviewede medarbejdere dagligt de mennesker, foranstaltningerne omfatter. De, der er omfattet af foranstaltningerne, betegnes i artiklen som integranter.

Artiklens første del belyser praksis i integrationsarbejdet, hvor rettigheder, pligter og kontraktlige forpligtelser træder frem som formende elementer i begge de to kommuner. Dernæst belyses betydningen af det realistiske valg som det udøves af subjektet som medborger. Afslutningsvis debatteres integrationsarbejdets form.

Rettigheder og pligter

Den individuelle målsætning om at sætte den enkelte integrant i stand til at fungere i samfundet, står i centrum i de to kommuners integrationsarbejde. Arbejde er helt dominerende både som mål og som middel i de politiske såvel som de forvaltningsmæssige tiltag i de to kommuner. Det problem, integration skal løse, er således først og fremmest arbejdsløshed, og derved adskiller integration sig ikke fra kommunale sociale indsatser i øvrigt. Det dominerende rationale i de almene sociale indsatser be- grundes i sammenhængen mellem rettigheder og pligter. Det gælder også i den overordnede integrationspolitik i de to stater og i kommunerne: retten til at modtage ydelser er betinget af ydelsen af bestemte pligter. Retten til hjælp er ikke yderste instans, det er derimod pligten til at forsørge sig selv. For at blive eller være en rigtig borger, skal man med andre ord forsørge sig selv. At modtage ydelser fra staten har, siden det moderne sociale arbejdes udspecificering som en særlig sektor i løbet af 1800-tallet, været defineret som subsidiært til selvforsørgelsen, men de rationaler og teknikker, der har domineret det sociale arbejde, er skiftet over tid.

I de sidste 10 – 15 år er en kontraktlig sammenbinding af ret og pligt blevet en dominerende teknik på det sociale område.2 Det gælder også på integrationsområdet3. I det følgende handler det om arbejdslinjen og kontrakt-teknikker som det kommer til udtryk i de to kommuner.

Fra passiv klient til aktivt individ

Ganske mange af de interviewede embedsmænd er uddannet i den klassiske velfærdsperiode i 1960’erne og til dels 70’erne, hvor rettigheder, rehabilitering og socialpsyko-

logiske forklaringer på udfald fra den selvforsørgende norm var i højsædet. Det sociale arbejde havde til opgave at tage hånd om det hele menneske, ”den rådvilde og sårbare klient” skulle vejledes (Villadsen 2004). Denne ’arv’ kommer glimtvis og lidt modsætningsfyldt til udtryk i interviewene, især i den danske del af undersøgelsen. I følgende citat er det på den ene side pligt-ret-sammenhængen, som fremhæves, mens retten på den anden side opstilles som universel og usammenhængende med pligten:

Jeg oplever, hvis jeg kigger tilbage, at vi nok havde en laissez faire holdning i ’93, at vi var mere følende, end vi er i dag (…) Og så passificerer vi dem fuldstændig ved at give dem de her ydelser, uden at vi samtidig stiller nogen krav om, at de skal lave noget. Altså for mig handler det ikke om, altså ydelsen hænger ikke sammen med kravene for mig. Det er en rettighed, som alle har.

Generelt er refleksionen hos embedsmændene i Frederiksberg Kommune, at de er blevet klogere. Det er dog ikke ensbetydende med, at de på alle punkter er enige i den politik, de er sat til at administrere. Mange er bekymrede over det politiske og administrative faktum, at et hvilket som helst slags arbejde altid skal gå forud for videreuddannelse og/eller sprogindlæring4. I flere af interviewene påpeges en fare for, at de nytilkomne risikerer at havne i samme situation som ’gæstearbejderne’, der kom til Danmark i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne. Ligesom disse lærer nutidens integranter aldrig sproget, fordi det jobmarked, som er åbent for dem, fx rengøring eller avisomdeling, ofte er uden videre kontakt til andre mennesker. Man kommunikerer altså ikke nødvendigvis, selvom man går på arbejde. Den overordnede kursændring i, hvad socialt arbejde går ud på, synes imidlertid accepteret som bedre og mindre pas- sificerende og klientgørende af de ansatte i de to kommuner.

Niels Åkerstrøm Andersen påpeger, at den nye socialpolitiske linje ikke er ensbetydende med en afvikling af klientgørelse. Den betyder snarere, at der er sket en forskydning af denne problematik. Ændringen går fra en type af klientgørelse til en anden: Det, der kendetegner socialpolitikken i den sidste form, er ikke den ydre afhængighedsgørelse af klienten over for socialforvaltningen, men snarere at politikken forsøger at krybe ind imellem klienten selv og klientens forhold til sig selv.(Andersen 2003 p180)

Udgangspunktet i denne socialpolitik er, at individet, forstået som en almen eller universel størrelse, er autonomt, aktivt og frit. Hvis ikke det specifikke individ, der henvender sig til socialforvaltningen, demonstrer disse egenskaber, handler det med Kaspar Villadsens ord om at ”befri” individet for de negative eller forkerte selvopfattelser, som spærrer for de universelle ressourcer. Villadsen (2004) påpeger samtidig, at der opstår et styringsdilemma for socialforvaltningen, når individets frihed og autonomi står i centrum. Forvaltningens styringsbestræbelser cirkulerer omkring bear- bejdningen af individets vilje til frihed, men eftersom hverken viljen eller det, der står i vejen for den, kan iagttages ’objektivt’ af socialforvaltningen, tenderer indgrebene til

at være vilkårlige. Derfor søges der også efter forskellige måder at objektivere styringen på – især gennem at føre den tilbage til individerne selv. Kontrakten udgør her en af de centrale teknikker.

Socialkontrakter

Kontraktlogikken og de sanktioner, som følger af kontraktbrud, har i noget højere grad været indarbejdet i den danske socialpolitik siden slutningen af 1990’erne end den svenske, i al fald som den udformes i Malmø Kommune. I Välfärd för alla planen for Malmø er der dog tegn på, at kontraktformen fremover vil blive mere almindelig på den svenske side af Sundet5.

Andersen skriver om socialkontrakten, at den fordrer, at klienten såvel som forvaltningen skabes som mægtiggjorte forhandlingspartnere – at altså forvaltningen og klienten af kontrakten sættes som ligeværdige subjekter: Det helt særlige ved forvalt- ningsakten, når den tager socialkontraktens form, er at forholdet forvaltning/klient ikke længere går forud for akten, men skal skabes i akten. (…) Socialkontraktens form lader frihed genindtræde som en form for pligt. Socialkontrakten forpligter på frihed fra handlingens frihed til tankens refleksive frihed. (...) Individet er ikke længere i udgangspunktet fri. Det skal vælge sin frihed og socialkontrakten er en forpligtelse på dette valg. (Andersen 2003 p 181).

Denne formning – en hyperliberal socialkontrakt, kalder Andersen det – er udgangspunktet for, at kontrakten kan betragtes som et pædagogisk værktøj. Der ligger i kontraktlogikken en principiel fordring om en lige magtrelation mellem de kontra- herende parter, som bryder med tidligere socialpolitiske forestillinger om ulige magtforhold mellem forvaltning og klient. I denne formning af kontrakten sættes styringen pædagogisk som selvstyring, samtidig med at der også gennem kontaktens indhold udstikkes en bestemt måde, hvorpå positionen som frit subjekt skal indtages. Frihed bliver på denne måde til inden for nogle ganske bestemte rammer.

Integrationskontrakter

I begge de to kommuner er de første to til tre år af opholdet i landet genstand for en særlig indsats. Her foregår i princippet noget andet end i de almene sociale foranstaltninger. Kontrakt-teknikken optræder imidlertid også i denne periode, selvom den i princippet altså er knyttet til et andet rationale, til noget særligt.

I introduktionsperioden har de nyankomne flygtninge og indvandrere i begge kommuner kontraktligt (introduktionsplan/Malmø hhv. kontrakt/Frederiksberg) pligt til at følge den plan, som er udarbejdet sammen med forvaltningen. I modsat fald indskrænkes eller bortfalder den økonomiske ydelse. I begge de to kommuner er den økonomiske ydelse samtidig defineret som særlig.6 Logikken i de to stater: særlig gruppe – særlig ydelse ligner, men indholdet og til dels argumenterne er forskellige:

I Danmark er starthjælpen lavere end den sædvanlige kontanthjælp. Som nyan-

kommen må man tage til takke med dette beløb i de første 7 år af opholdet i Danmark, altså noget længere end den periode på 3 år, hvor man er berettiget til et introduktionsprogram. Overordnet er sammenbindingen mellem introduktionsprogram og ydelse begrundet med ret-pligt-forholdet på den ene side og med integranternes særlighed i forhold til andre sociale klienter på den anden7. Argumenterne rækker dog ud over denne logik: dels argumenteres der for, at man ikke skal klientgøre de nyankomne, dels at der skal være et incitament for at blive selvforsørgende – og når man kan få mere eller det samme i kontanthjælp som i et lavtlønsjob, er dette incitament der ikke. En- delig er det et spørgsmål om, at man ikke har været en del af det (nationale) fællesskab, som har optjent/gjort sig fortjent til de sociale rettigheder gennem skattebetaling og deltagelse i øvrigt. Den nyankomne har således fortjent mindre end den ’oprindelige’ borger. Eller sagt på en anden måde: den nyankomne har mindre ret til understøttelse. Som jeg vender tilbage til nedenfor synes nedtoningen af retten ikke at blive fulgt op af en tilsvarende nedtoning af pligten. Ret og pligt bliver i dette tilfælde medieret af noget andet, som relativerer sammenbindingen.

I Sverige er ydelsen – introduktionsersättning – tidsmæssigt knyttet til introdukti- onsprogrammets varighed: så længe man følger sit program, er det den ydelse, man er berettiget til. Ydelsen er i Sverige ikke lavere end det almindelige socialbidrag, i Malmø er den dog heller ikke højere. Den adskiller sig ikke væsentligt fra socialbidraget.8 Der er visse dele af ydelsen, som er faste, og som der ikke skal ansøges om hver måned, men ud over dette skal der alligevel hele tiden søges om diverse ud over grundydelsen. Grundtanken med ydelsen var, at den ikke skulle behovsprøves, men udbetales som en fast månedlig ’løn’. Dermed skulle den afværge den klientgørelse, som i begge stater, fremhæves som et af de væsentligste problemer ved det sociale system.

Der er i begge kommuner skabt en særlig organisatorisk løsning i forvaltningen af introduktionsperiodens kontrakter: Myndighedsudøvelsen er organisatorisk frakoblet de instanser, som håndterer indholdet af kontrakterne. På Frederiksberg er det således Integrationsenheden, som står for hele økonomisiden (ydelserne) og dermed også dem, der udfører sanktionerne, hvis kontrakterne ikke overholdes, mens Sprogskolen og Erhvervssektionen, som også er kommunale instanser, sammen med de omfattede integranter udfører den pædagogiske vejledning, undervisning og øvrige handling, som er fastsat i kontrakten. I Malmø ligger handlingsdelen af programmet hos Lernia, som ikke er en del af kommunen, mens sanktionerne/myndighedsudøvelsen ligger i den kommunale centraladministration og hos bydelsforvaltningerne.

Afkoblingen opfattes i begge kommuner i sig selv som et pædagogisk redskab. I Malmø anføres det dog, at det ikke rigtigt fungerer i praksis:

Det hade varit mycket bättre om det var kopplat till individen, och kanske till och med skattepliktigt, att man får faktisk utbetalning för de prestationerna man gör, va? Och kan man inte klara sig, så skulle man söka om kompletterande försörjelsestöd. Det är fel signal

man sänder. Ibland så har vi till exempel väntetid på svenskundervisning, så kan det ju hända att det är tre, fyra månader, då man inte gör särskilt mycket, och så får man likaväl den fulla intro-ersättning, men den dag du har börjat studera och verkligen går i skolan, då får du avdrag. Det är många som har svårt att förstå det.

På Frederiksberg viser der sig at være noget andet på spil også. En af de ansatte i Integrationsenheden siger:

Hvis vi laver en kontrakt, der går på det arbejdsmæssige – vurderer at de er parat til det, så er det gode ved Frederiksberg kommune, at så skal de samarbejde med Erhvervssektionen. Det gode er, at her sidder nogle mennesker, som kun fokuserer på arbejdsmarked eller erhverv, så hvis de så derovre hører, men der er også noget med min familie, der ikke kan komme til landet, eller jeg har ondt i mine tænder, så kan de sende det over til os. Hvis det hele var her, så kan man godt blive optaget af de der tænder eller bevillinger, og så forsvinder det andet. Vigtigt at man har et fokus, at det ikke ryger ind i en socialforvaltning.

Der sker her en opsplitning, som ikke blot er en organisatorisk opdeling af den opdra- gende funktion på den ene side og den disciplinerende myndighedsudøvelse på den anden, men også berører aspekter ved integrantens liv og person. På den ene side er der et socialt arbejde, som handler om omsorg og det hele menneske, lige fra tænder til familie, og som tidsmæssigt peger bagud i retning af tidligere rationaler det sociale arbejde. Her er den kommunale forvaltning langt inde i det såkaldt private domæne. På den anden side udpeges bestemte aspekter, de produktive potentialer, som kan gøres til genstand for bearbejdning, uden at man overtager ansvaret for hele integrantens person og privatliv. I den forstand kommer forvaltningen til at tale med to tunger: socialt arbejde er på den ene side omsorg om den hele person – og på den anden side krav om forandring af dele af personen9.

De to tungemål handler altså også om, hvem der udøver myndigheden eller magten. På Frederiksberg følges omsorgen og den økonomiske magtudøvelse ad, mens den op- dragende del af forvaltningen, som ’bearbejder’ de udvalgte dele af integrantens person ikke har med magtudøvelsen og økonomien at gøre. Dette er dog på mange måder en løsning, som henviser til styringsdilemmaet og udmunder i en pædagogisk øvelse: når der trækkes i starthjælpen af den myndighedsudøvende del af forvaltningen, sker dette med udgangspunkt i, at pligterne i den (be)arbejdende del af forvaltningen ikke bliver opfyldt. Her er der i begge kommuner indført enslydende procedurer, som fører ansvaret tilbage til integranten selv: det er nemlig – i princippet i al fald – integranterne, som skal udfylde fraværssedler på hhv. sprogskolen (Frederiksberg) og i Lerniaregi (Malmø). En medarbejder på Frederiksberg Sprogcenter siger om dette:

De skal selv udfylde sedler og selv tage ansvar for – skal skrive, når de har været fravæ- rende og hvorfor, og det har hjulpet på det. Vi skal alligevel kontrollere (…) det er rigtig fornuftigt, at folk ved det har konsekvenser, at de bliver væk. (…) Ærgerligt at vejen til det er gennem økonomi, men det er fint. Og fint at det er folks eget ansvar.

I Malmø-udgaven lyder det således:

(…) vi har ju utformat elevkort och där står (…) när man var frånvarande, och har man anmält sig som sjuk, så skriver man ”S” på – då blir det inget avdrag. Men det finns någonting som heter ”övrig frånvaro”, så läraren behöver inte gå in i diskussion (...) Och allt övrigt: så blir det avdrag. Och ska man inte dra pengar från det här, så måste de förklara sig för sin introduktionshandläggare. Om man godkänner det så blir det inget avdrag. Så läraren skriver under. Och ibland blir det ju diskussion på skolan, men det måste man ju kunna hantera…

Fraværssedlerne får den dobbelte funktion, at forvaltningens kontrol og styring både bliver diffus og lokaliseres inden i det enkelte individ. Dem, der er i daglig kontakt med integranterne, har i princippet ikke noget med kontrol og sanktioner at gøre. Samtidig placeres integranten selv i centrum som fri, selvkontrollerende, vælgende og egenansvarlig gennem det forhold, at vedkommende kontrollerer sig selv.

Lernia og Sprogcentret på Frederiksberg er rammen om indsatser, som indholdsmæssigt ved andetsprogsundervisning og samfundsorientering er særligt rettet mod nyankommere. Især i Danmark og dermed på Frederiksberg er denne særlige del af introduktionen under nedprioritering til fordel for en øget fokusering på arbejde. Det vil sige en forskydning af indholdet af integrationsindsatsen over imod de almene sociale indsatser.

Det realistiske valg

Der kan ikke stå hvad som helst i en individuel kontrakt – og det kan der hverken i Malmø eller på Frederiksberg. Pointen med kontrakterne er, at de skal regulere integrantens forhold til sig selv i relation til udøvelsen af egen valgfrihed. Givet det forhold at den nyankomne ikke kender den på forhånd konditionerede vifte af muligheder; når jeg er sådan én, så kan jeg vælge det, men ikke det10 i hhv. Sverige og Danmark, så bliver denne almene normregulerende egenskab ved kontrakten måske særlig tydelig, når der er tale om en integrationskontrakt. En af de ansatte i Frederiksberg Kommune reflekterer over, hvad der karakteriserer en integreret person på følgende måde:

Det er en person, som kan træffe nogle valg ud fra en viden om hvad mulighederne er i dette samfund og tage konsekvenserne heraf. Det behøver ikke at være en person, der er i arbejde, man kan sagtens stå og pakke plastickugler om natten uden at være spor integreret.

De realistiske muligheder. Det er sådan set det at være voksen i sit eget samfund. Man ved hvad man gør, hvorfor man gør det, og hvor man går hen. Ansvaret for eget liv. Egne muligheder og begrænsninger og samfundets muligheder og begrænsninger – ellers kan man ikke træffe nogen valg.

At være integrant er således ensbetydende med ikke at være voksen i sit samfund, ikke at være realistisk, ikke at besidde en relevant viden eller måske snarere en forkropsliggjort sans for det sociale spil: ikke at vide hvor ens kapital tæller, samt hvordan denne kapital rangerer i forhold til andre kapitaler, hvis den da overhovedet rangerer i hierarkiet. I denne forstand stilles integranterne nærmest på linje med børn, som er undervejs med at lære sansen for spillet. Vanskeligheden er dog, at de har lært en anden sans, som betyder at de ikke blot skal lære at være realistiske, men samtidig skal ’aflære’ denne anden sans. I flere af interviewene optræder den manglende realisme som et problem, der skal overkommes i forbindelse udformningen af kontrakterne. En projektmedarbejder ved en selvejende uddannelsesinstitution på Frederiksberg, som gennem tiden har haft en del af integranterne som kursister, fortæller således, at hun helst vil have, at integranterne selv skal finde frem til, at deres ønsker er urealistiske: ”Det er ikke mig, der skal sidde og fortælle dem, hvad de ikke kan. Man kan godt gøre noget alligevel, så de selv kan finde ud af deres egne begrænsninger”, tilføjer hun og forklarer, at hun gerne sender kursisterne ud på uddannelsesstederne for at undersøge sagen selv. I Erhvervssektionen er denne proces lidt mere kontant:

X: De vil gerne tage fat, hvor de slap i deres flygtningeland. Men det kan man ikke – man må måske starte med et rengøringsjob og så arbejde sig op.

Y: Der er også mange, der kommer fra bushen, og har haft måske 3 års skolegang og så vil have stor uddannelse. Nu er jeg kommet til et land med alle mulige muligheder, hvem siger så jeg ikke skal være professor? Men det er så ikke en realistisk plan.

KH-L: hvad gør I så?

Y: Vi er ret kontante, men det er ikke, fordi vi vil bremse. Vi må lave en anden plan, som er realistisk. Men vi har også et forfærdeligt uddannelsessystem i Danmark.

På det konkrete plan er arbejdsmarkedsperspektivet, som det vil være fremgået, centralt i begge kommuner. Der synes dog at være flere hylder at vælge på i Malmø end på Frederiksberg. I Malmø er det således muligt at lave kontrakter i introduktionsperioden, der har uddannelse som perspektiv. Det betyder at realisme og job-frem-for-alt ikke træder helt så tydeligt frem i introduktionsregi i Malmø.

På Frederiksberg er det stort set blevet umuligt at opsætte kontrakter, der peger mod videreuddannelse. Formentlig fordi den statslige regulering er af nyere dato, optræder

den i en del af interviewene, som et dilemma, der skal håndteres:

Jeg har haft mange af mine siden 99, og dér var holdningen en anden. Og det er også svært for nogle: pludselig skifter man kasket – og så: hvad, kan vi regne med dig? For to år siden kunne de hvad som helst, og nu skal de pludselig tage det første det bedste rengøringsjob.

”Tidligere tillod vi dem at drømme lidt mere”, tilføjer interviewpersonen, og fremhæver, at det, der skal håndteres, er forholdet mellem friheden til at vælge på den ene side og arbejdsmarkedets krav på den anden – vægtskålen er ved at tippe til fordel for arbejdsmarkedssiden.

Det forhold, som træder tydeligt frem her, er at valgfriheden aldrig er en frihed ud i den blå luft, en frihed hvis præmis er det autonome individ. Præmissen er snarere de muligheder, som åbnes og lukkes i samfundet. Dermed er valget aldrig alene en individuel foreteelse.11 Samtidig ser det ud til, at integranterne skal forsynes med realisme og ikke befris for blokeringer af den produktive ressource, som det er tilfældet med andre sociale klienter. Men måske skal de alligevel også i samme bevægelse befris: for dén sociale sans, der allerede er indoptaget, og som kan blokere for realismen?

Evnen og undertiden også muligheden for at vælge går igen i interviewene både på Frederiksberg og i Malmø som et centralt omdrejningspunkt i integrationsprocessen og –arbejdet. Jeg har ovenfor citeret en af de ansatte på Frederiksberg, som fremhæver dynamikken mellem egne muligheder og begrænsninger og samfundets muligheder og begrænsninger som elementer i det realistiske – og integrerede - valg. En ansat i Malmø fremhæver evnen og muligheden for at vælge det ikke-normale, det afvigende. At være integreret handler også om at kunne vælge at stille sig uden for, siger hun, og tilføjer, at det er:

Nogon slags metveten valg - om jeg välger det ena eller det andra. Jag kanske inte får välga, men det er liksom inte för at jag är arab, eller jag är kvinna eller mand.

Der dukker en interessant dobbelthed op her, som er meget tydelig i netop dette interview, men som ved nærmere eftersyn træder frem i en stor del af interviewene i begge kommuner. På den ene side bekræftes eller reproduceres det frie vælgende individs universelle og forudsatte karakter. Forudsætningen for at vælge anderledes er således, at man har valgt at vælge. At den refleksive frie position er indtaget, og at man dermed har anbragt sig i det normale subjekts position. På den anden side afbrydes dette også gennem det forhold, at valgfriheden i interviewene også fremstår som virtuel. Den ’fremskredne liberale’ (Rose 1999) valgfrihed eksisterer ikke på nogen grundlæggende eller radikal måde. ”Måske får jeg ikke lov at vælge”, som interviewpersonen siger i citatet oven for. Spørgsmålet drejes derefter i citatet væk fra valgenes karakter, og kommer i stedet til at handle om at fjerne bestemte typer af forskelle mellem individer.

Ingen vælger ud i den blå luft, men det er vigtigt at valgenes begrænsninger ikke er betinget af netop oprindelse eller køn. Spørgsmålet bliver i den forbindelse hvilke klassifikationssystemer, der i et liberalt system udgør legitime begrænsninger af de frie valg? Eller måske skal spørgsmålet stilles mere konkret: givet at der altid er begrænsninger i valgfriheden, hvilke klassifikationer gælder som legitime på et givet tidspunkt?

Diskussion

Det subjekt, som både forudsættes og søges iværksat i socialforvaltningernes praksis, hvad enten overskriften er integration eller ej, er universelt. Der er altså ikke a priori distinktioner inden for den menneskelige art, som står i modsætning til at kunne indtage positionen som et autonomt og realistisk vælgende individ.

Subjektiveringen af integranterne som ikke-voksne og dermed som børn træder frem flere steder i interviewene på den danske side af Øresund, undertiden ganske eksplicit, som da en ansat ved en fortalelse, som hun selv griber sig i, kommer til at kalde lederne i kommunens aktiveringsværksted for ’de voksne’. Som andre undersøgelser viser, er barnliggørelsen imidlertid ikke blot en trope, som står klar til at indfange integranterne, den griber sociale klienter i al almindelighed.12 Det forhold, at det voksne realistiske subjekt er universelt og dermed er en position, som kan indtages af alle, introducerer i sig selv barnet som en relevant figur at tænke i: barnet er det ikke færdigdannede subjekt, som er undervejs med at tilegne sig de relevante selvstyrende evner. Barnet er dermed heller ikke som ’den vilde’ eller fremmede i visse racialiserede udgaver udelukket fra forbedringens verden.13

Når man som i det foregående fokuserer på integrationsarbejdets form, dvs. på de teknikker, der former arbejdet med integration, er forskellene mellem de to kommuner ubetydelige. Kontrakt-teknikken regulerer og disciplinerer med individets selvforhold som omdrejnings- og bearbejdningspunkt i begge kommuner. Zoomer man derimod ind på indholdet – den specikke regulering og normalisering - er der forskelle i hvilke konkrete realistiske valg, der er åbne for den enkelte integrant eller arbejdsløse. Der er altså en gradsforskel og ikke en artsforskel mellem de to kommuners individrettede integrationsarbejde14, der er knyttet til de samme grundlæggende teknikker og rationaler omkring det individuelle frie individ. Det er dog vigtigt ikke at underbetone gradsforskellens betydning for de mennesker, som skal regulere sig selv i henhold til integrations- eller andre socialkontrakter: antallet af mulige veje at gå ad og den økonomiske ydelses størrelse har ganske stor indflydelse på den enkeltes liv.

Den universelle forestilling om det integrerede normale individ, som optræder i de to kommuners praksis og i de ansattes refleksioner over integration, kan ikke løsrives fra det forhold, at det sociale rum (samfundet/kollektivet) er produceret og bliver reproduceret og transformeret på specifikke måder. Som nævnt tidligere, er præmissen for det moderne autonomt vælgende individ ikke individet selv, men derimod det sociale rums mulighedsbetingelser.

Villadsen (2004) foreslår, at det der kan skimtes gennem udviklingen i det sociale arbejde måske også er en transformation i forestillingen om medborgerskab, og at denne transformation blandt andet kan betegnes med det interessante begreb: performativt medborgerskab15 Med dette henvises til det forhold, at nydelsen af rettigheder kontinuerligt er betinget af ydelsen af pligter. Man er ikke medborger en gang for alle, derimod performer og/eller opnår man sit medborgerskab igen og igen som modsvar til de pligter, man yder. Jeg er i tvivl om hvorvidt det er nyt, at medborgerskab er bundet til det, man gør, fremfor at være noget man bare er. Måske er det blot blevet synligt og særlig synligt oven på den klassiske velfærdsperiodes fremhævelse af retten og tilsvarende nedtoning af pligten? At begrebssætte medborgerskabet som performativt åbner imidlertid for en analyse af de ujævnheder i medborgerskabet, som synes at manifestere sig i vores samtid16.

Sverige og Malmø har som nævnt flere gange en samfundsmålsætning om ’mångfald’ i tillæg til den individuelle målsætning om hjælp til tilpasning/deltagelse. Jeg har undervejs i interviewene spurgt om, der er forskel på den måde, der arbejdes med hhv. integration og ’mångfald’. Det er hovedparten af interviewpersonerne lidt usikre på, hvad de skal sige til. Ofte nævnes, at mångfalds-dimensionen blandt andet indeholder den kommunale personale-rekrutteringspolitik, og undertiden også at bekæmpelsen af diskrimination hører til under denne overskrift.

Som jeg har søgt at vise andetsteds (Hvenegård-Lassen 2005) træder samfundet også tydeligt frem som en aktiv størrelse i Malmø-interviewene, når de interviewede skal forklare, hvad der karakteriserer en integreret person. Idet indholdet af denne karakteristik samtidig oftest står i en vis afstand fra den øvrige del af interviewet, hvor det, der faktisk gøres, bliver beskrevet. Og her træder der faktisk en forskel frem mellem de to kommuner – i Frederiksberg-interviewene optræder samfundet således udelukkende som en eksisterende størrelse, der ikke indgår som en aktiv komponent i refleksioner over hvad en integreret person er.

Når interviewene således slår ind på de mere refleksive overvejelser over, hvad integration er eller bør være, begynder der at optræde forskelle mellem Danmark og Sverige. Disse forskelle går igen i de statslige og kommunale politikdokumenter om integration, og hænger sammen med forskelligartede historiske og politiske betydningstilskrivninger af samfundets karakter og relation mellem samfund og stat.

Artiklen er forkortet af Redaktionen.

Der henvises til Viljen til valg. Kommunalt integrationsarbejde i Sverige og Danmark. I: Gunnar Alsmark, Tina Kallehave og Bolette Moldenhawer, red: Migration och Tilhörighet. Göteborg & Stockholm: Makadam Förlag.

Endnotes

1 Undersøgelsen er udført og finansieret inden for rammerne af Øresundsforsknings-projektetIntegration og Migration i Öresundsregionen (IMIO).

2 Niels Åkerstrøm Andersen, Borgerens kontraktliggørelse. København 2003

3 I Danmark hedder det regulært kontrakter i introduktionsperioden, mens det i andre sammenhænge og i Sverige går under andre navne. Det afgørende i analytisk forstand er imidlertid, at de varierende dokumenter har kontaktens form.

4 Dette er ikke tilfældet i Malmø, som det også vil fremgå senere.

5 Välfärd för alla var til diskussion foråret 2004, hvor interviewene i Malmø også blev gennemført. Planen indeholdt en del kontroversielle betragtninger, som fx kravet om et indvandrerstop til kommunen. Malmø betaler en urimeligt stor del af udgiften for den statslige immigrationspolitik, er påstanden i planen. Det er værd at notere, at begrebet udenforskab ligesom integration, som ellers har været flittigt anvendt i malmøske politikdokumenter, ikke optræder i planen. Velfærd er det begreb, som træder i stedet.

6 Det er reguleret ved lov i Danmark og altså statsligt fastsat, mens kommunerne selv afgør om de vil arrangere sig på denne måde i Sverige.

7 Den særlige ydelse blev gennemført under navnet introduktionsydelse i 1998. Den var udelukkende rettet mod nyankomne flygtninge og blev afskaffet i 2000 igen. Ved genindførelsen i 2001/2?* blev den tidligere kritik for diskrimination på baggrund af oprindelse omgået, idet starthjælpen også gælder for danskere, som ikke har opholdt sig i Danmark 7 ud af de sidste 10 år*.

8 Reglerne findes i Lag (1992:1068) om introduktionsersättning för flyktingar och vissa andra utlänningar. Det er en rammeforordning, der bemyndiger kommunerne til at fastsætte størrelsen såvel som de nærmere regler for introduktionsersättningen.

9 Se også Villadsen, s. 214 ff om magtformer og styring i det sociale arbejde i 1990’erne.

10 Jeg har tidligere beskrevet denne logik i et arbejdspapir om undersøgelsen; Kirsten Hvenegård-Lassen, Realistic Grown-Ups?, Ålborg 2005.

11 se også Butler.

12 Se fx Nanna Mik-Meyer, Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen. København, 1999.

13 Se også Valverde.

14 Anders Linde-Laursen (1993) har en lignende pointe i forhold til den paralelle udvikling af de hygiejniske institutioner og deres opdragelse af henholdsvis den svenske og den danske befolkning i løbet af 1900-tallet: rationaler og teknikker er de samme, men den praksis der produceres afviger.

15 Villadsen, s. 250.

16 Tomas Hammar bruger begrebet denizens til at beskrive denne situation, se Tomas Hammer, Democracy and the nation state: aliens, denizens and citizens in a world of international migration. Avebury 1990. At betegne medborgerskabet som performativt indebærer imidlertid noget andet: Det gælder ikke blot for ikke-statsborgere i formel juridisk forstand, men ligger derimod i bunden af den sociale praktisering af medborgerskabet for alle. Se i øvrigt også Giogio Agamben, Means without end: notes on politics, Minneapolis 2000.

Litteratur

Agamben, Giogio (2000): Means without end: notes on politics. Minneapolis: University of Minnesota Press.

Butler, Judith (2004): Undoing Gender. New York: Routledge.

Hammar, Tomas (1990): Democracy and the nation state: aliens, denizens and citizens in a world of international migration. Avebury: Aldershot.

Hvenegård-Lassen, Kirsten (2005): Realistic Grown-Ups? Ålborg: AMID Working Paper Series 44.

Mik-Meyer, Nanna (1999): Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen. København: Gyldendal.

Linde-Laursen, Anders (1993): Eksilets Konkretisering. Tidsskriftet Antropologi, 28

Rose, Nikolas (1999): Powers of Freedom. Refraiming Political Thought. Cambridge: Cambridge University Press.

Valverde, Marianna (1996): ’Despotism’ and ethical liberal governance. Economy and Society vol 25, no 3.

Viladsen, Kaspar (2004): Det sociale arbejdes genealogi: om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Hans Reitzels Forlag.

Åkerstrøm Andersen, Niels (2003): Borgerens kontraktliggørelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Summaries

Based on a number of interviews with employees, this article demonstrates how working with immigration in the two municipalities of Malmø and Frederiksberg respectively stands out in the narratives of the municipal administrators. The focus of the article is directed towards differences and similarities between the two municipalities, towards individual positions being opened up to recipients of integration arrangements and towards the relationship between the individual and the collective which are supposed and presupposed in municipal practice. Contracts stand out as a key technique in working with integration, as is the case with social work in general. The will to make the right choices also appears to be a focal point when individuals have to be encouraged to practice citizenship in Denmark and Sweden. Thus, will as well as choice are factors that are employed in municipal integration policy for transforming non-integrated individuals into citizens.

Aðlögunarstarf hjá bæjarfélögum á Eyrarsundssvæðinu

Þessi grein, sem grundvölluð er á ákveðnum fjölda viðtala við starfsmenn, sýnir hvernig vinna með innflytjendum í bæjarfélögunum tveim, Malmö og Fredriksberg hvoru fyrir sig, lýsir sér í frásögnum bæjarstjórnenda.

Í greininni er sjónum beint að því hvað er líkt og hvað er ólíkt með bæjarfélögunum tveim, einnig eru athugaðar einstklingsbundnar aðstæður sem opnar eru þeim sem þiggja ráðstafanir til aðlögunar, svo og skoðuð samskipti milli einstaklings og heildar (kollektiv), sem vænta má og ganga má út frá í starfsemi bæjarfélags. Samningar eru áberandi sem lykiltækni í starfi við aðlögun eins og venjulega er í félagsráðgjafastarfi. The will to make the right choices (Viljinn að velja rétt) virðist einnig vera í brennidepli, þegar einstaklingar eiga að læra að nota borgararéttindi í Danmörku og Svíþjóð. Þannig eru bæði vilji og val þættir sem notaðir eru í aðlögunarstefnu bæjarfélaga, þegar breyta á aðkomnum/ekki aðlöguðum einstaklingum í borgara.

Kunnallinen integraatiokäytäntö Øresundin alueella

Tässä artikkelissa tarkastellaan, kuinka työ maahanmuuttajien kanssa tulee esille kunnallishallinnon työntekijöiden kertomuksissa. Artikkeli pohjautuu kunnallishallinnon työntekijöiden haastatteluihin kahdessa kaupungissa – Malmøssä ja Frederiksbergissä. Artikkelissa tarkastellaan näiden kaupunkien eroja ja yhtäläisyyksiä. Kiinnostuksen kohteena on, kuinka integraatiojär- jestelyjen vastaanottajille avataan tiettyjä asemia ja kuinka kunnallishallinnon käytännöissä oletetaan yksilön ja kollektiivin suhde. Integrointityössä sopimukset näyttävät olevan keskeinen avaintekniikka, kuten on kyse sosiaalityössä yleensäkin. Lisäksi painopisteenä näyttää olevan maahan- muuttajan tahto tehdä oikeita valintoja, kun heidät pyritään saamaan toteuttamaan kansalaisuutta Tanskassa ja Ruotsissa. Näin ollen tahto ja valinta ovat tekijöitä, joita käytetään kuntien integraatiopolitiikassa muuntamaan ei-integroituneet yksilöt kansalaisiksi.