KASPAR VILLADSEN

Ph.d., sociolog

k_villadsen@yahoo.com

Der er dukket en række nye talemåder op i det sociale arbejde, bl.a. ’man skal møde mennesket, som det er’, ’hjælp skal være hjælp til selvhjælp’ og ’fattigdommen er åndelig, ikke materiel’. Dette er ikke nye begreber – faktisk er de over 100 år gamle, og vi kan derfor tale om en genopdagelse. Oprindelig blev de formuleret af kirkelige og filantropiske foreninger, som lavede fattighjælp i de fremvoksende industribyer sidst i 1800-tallet. Når de bruges i dag, er det langt fra blot af frivillige, kirkelige organisationer. Tværtimod dukker de op overalt i det sociale arbejde – fra væresteder og sociale caféer til misbrugsbehandling og aktivering. Hvad betyder denne filantropiens genopdagelse? Mit argument i denne artikel er, at begreberne indikerer nogle grundlæggende forandringer i selve det sociale arbejdes epistemologi, dvs. dets måde at iagttage og genkende sociale problemer og klienter på. Hvad er et socialt problem? Hvad er en klient? Hvad er integration? Og hvad er fællesskab? Det er nogle af de spørgsmål, som sættes på spil. Artiklen fremlægger nogle hovedlinier fra bogen Det sociale arbejdes genealogi – kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker.

Faser i det sociale arbejdes historie

Hvorfor beskæftige sig med det sociale arbejdes historie? Den franske tænker Michel Foucault har skelnet mellem tre forskellige typer historieskrivning (Foucault, 2001). For det første er der den arkivariske historieskrivning, som møjsommeligt dokumenterer og sammenstykker fortiden, således at vi kan genkende og konservere de løbebaner, som synes at have ledt os frem til vores nutid. Fortidens begivenheder anskues her som logiske forløbere for nutidens videnskaber, politikker, institutioner. For det andet er der den monumentale historieskrivning, som repræsenteres af store fortællinger om civilisationers udvikling, videnskabens fremskridt, humanismens sejr mv. Den bekræfter os i vores selvforståelse af nutiden som mere oplyst, human, rationel osv. Ifølge Foucault er denne historieskrivning uklog, da den blot bekræfter os i vores nutid og dens selvfølgeligheder snarere end at hjælpe os til at stille spørgsmål. Endelig er der den objektive historieskrivning, hvor historikeren i ensomhed og ved brug af neutrale analyseinstrumenter skal nå frem til sandheden og at rekonstruere fortiden ‘som den faktisk var’. Den objektive historieskrivning vil bevare historien for dens egen skyld. Den er, ifølge Foucault, ’en rastløs skraben sammen af alt, hvad der har været’, som ikke reflekterer over, hvordan historien egentlig kan hjælpe nutidens mennesker. I modsætning til disse typer historieskrivning bekender Foucault sig til en kritisk form for nutidshistorie. Han hævder her, at modernitetens opløsning af den sikre viden og den religiøse verdensopfattelse indebærer en fordring til den intellektuelle om at afsøge grænserne for, hvad vi kan være. Historien skal bruges til at ‘ryste’ samtidens selvfølgeligheder og skabe kritisk refleksion over de sandheder, som vi omgiver os med.

Den historieskrivning, som Foucault plæderer for, kaldes også genealogi. Den genealogiske historieskrivning søger at fremvise brud og kontinuiteter over tid. Den søger at vise, at nutidens institutioner er et produkt af kampe, styringsstrategier og tilfældigheder tilbage i historien, hvorved bestemte vidensformer og praksisser er blevet videreført, mens andre er blevet nedkæmpet, udgrænset eller glemt. På denne måde vil en genealogisk analyse af det sociale arbejde søge at stille spørgsmål til det sociale arbejdes selvfølgeligheder ved at vise, hvordan det er stykket sammen af diskursive begreber, praktiske teknikker og specifikke iagttagelsesmåder, som er blevet videreført eller re-aktiveret fra forskellige historiske perioder. I det følgende vil jeg groft skitsere fire overordnede historiske faser i det sociale arbejdes forunderlige udviklingshistorie.

1700-tallets autoritære fattigpolitik

En af de mest fremtrædende debattører i datidens danske fattigpolitik, sognepræst i Slagelse, Hans Bastholm, skriver i 1812: “Man siger til den, som melder sig til at faae Understøttelse (..): ‘Vi forlange af dig, at du igien skal arbeide for os’; ‘jeg kan ikke’, svarer han, ‘jeg er syg, mine Kræfter ere borte’; ‘er du syg’, svarer man, ‘saa gaae ind i Sygestuen, der skal intet Arbeide forlanges af dig, men du skal der blive taget i ordent-

lig Cuur, og du skal ikke bedrage os ved nogen Skulkesyge; og har du ingen Kræfter, saa skal vi give dig et let Arbeide, og har du ikke engang Kræfter dertil, saa forlange vi blot af dig, at sidde hver Dag i Arbeidsstuen, imens de andre fattige arbeide, og du maa ikke gaae ud af Fattighuset, uden naar det er de andre tilladt; kan du være tilfreds med din simple Forpleining, imedens de øvrige Fattige forbedre deres Kaar ved deres Flid, saa kan vi sagtens udholde at føde dig.’ Vær vis paa han kan ikke udholde det” (Bastholm, 1812: 69). Citatet handler om, hvordan man bedst indretter en arbejdsanstalt for fattig understøttelsessøgende. Den fattige, som ikke vil arbejde, skal placeres blandt de arbejdende fattiglemmer i anstaltens sygstue. Han skal høre spinderokkene summe omkring sig, mærke arbejdets rytme og se, hvordan de flittige belønnes med øl, dessert eller tobak. På denne måde fremviser citatet også en bestemt forståelse af, hvordan den fattige bør styres. Der er ikke tale om et forsøg på at bringe ham til en dybere forståelse for, hvorfor han må arbejde, eller en undersøgelse af hans motiver eller bevæggrunde for ikke at ville arbejde. Der er derimod tale om en styring af den fattige, som retter sig mod hans krop og påvirker hans sanser. Fattiglemmet skal bringes til at arbejde ved at mærke arbejdets rytme omkring sig, opleve sulten i maven og erfare, hvordan de flittige kan nyde øl eller tobak. Og man må i nogle tilfælde bruge elementer af tvang for at bibringe den fattige denne erfaring.

Denne strategi om at styre ved at påvirke den fattiges sanser er illustrativ for fattigpolitikken i 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet: Ofte medtages denne periode ikke i historiske analyser af det sociale arbejdes og socialpolitikkens udvikling, idet man ikke betragter perioden som en forløber for den moderne socialpolitik og socialt arbejde, som vi kender det. Det er da også rigtigt, at denne fattigpolitik fremstår meget fremmedartet set med nutidens øjne. Her anskues de fattige som en totalitet, eller en masse, af produktivkræfter, som det gælder om at fostre og styre. Blikket retter sig mod de fattiges handlinger: arbejder de? Tigger de? Formerer de sig i tilstrækkeligt omfang? På denne måde udviser fattigpolitikken en betydelig lighed med husdyrhold, hvor opgaven ligeledes er at sikre tilstrækkelig formering og hindre, at sygdomme spreder sig over bestanden. Derimod er der ikke mange overvejelser over bevæggrundene bag de fattiges handlinger. Der er ikke nogen ambition om at gå bagom den enkelte fattige og forstå ham, eller ganske hans individuelle sjæl. Fattigpolitikken er præget af udbredt brug af tvang og tvangsbaserede institutioner i form af fattighuse og tvangsarbejdsanstalter. Præster og andre myndighedspersoner, som udtaler sig om de fattige, udstyrer dem med et iboende kim til fordærvelse, som altid truer med at bryde ud, hvis ikke det holdes i ave i kraft af flittigt arbejde, kirkegang og en vis konstant trang. Periodens religiøse forestillinger fremstillede mennesket som et ’ufuldkomment’ væsen, som kræver kultivering gennem naturens belæringer for at nå til en større fuldkommenhed. Det var i særlig grad de fattige, som syntes at have behov for en sådan kultivering. De fattige blev anset for at være grundlæggende anderledes end de velhavende og driftige borgere – de var dovne, usædelige, manglede æresfølelse og ambition. Derfor var der

ingen strategi om integration. At nogle var velhavende og andre fattige var en del af den af Gud indstiftede orden, og målet var således ikke at integrere de fattige med den øvrige befolkning men snarere at regere dem således, at de ikke udgjorde en byrde men kom til at bidrage til statens storhed og styrke. Periodens fattigpolitik er ikke en tidlig socialpolitik eller velfærdstænkning, men skal så vidt muligt ’kopiere naturens læresætninger’ ved ikke at indgribe unødigt, som den kendte skotske præst Thomas Malthus fremfører. Med sine forestillinger om fordærvelse, Guds orden og ikke-indgriben fremstår denne fattigpolitik umiddelbart ganske fremmed for nutidens socialpolitik og sociale arbejde.

1800-tallets filantropi

Det er først i sidste halvdel af 1800-tallet, at der udvikles noget, som ligner kimen til vore dages sociale arbejde. Filantropiske foreninger i de store byer begynder at udvikle en række principper og metoder, som bliver afgørende for det moderne sociale arbejde. Faktisk kan man med god ret hævde, at den filantropiske fattigundersøger på mange måder er en slags foregangsmand for eftertidens offentlige socialarbejder. Filantropien udformede bl.a. principper for hjemmeundersøgelse, anvendte kontraktlignende aftaler og søgte at se ind til den gode humanitet, som de antog gemte sig i alle mennesker, og som de ønskede at fremhæve og formidle til de øvrige borgere. På denne måde fik fattigundersøgeren på én gang rollen som mediator, dommer og rådgiver. Som mediator skulle han repræsentere de gode kvaliteter, som enhver fattig rummer, således at den fattige fremstod mindre truende. Som dommer skulle han ved at iagttage ydre tegn i hjemmet fælde dom over, hvorvidt der var en vilje, som kunne rejses – bevarer og vedligeholder man sine ressourcer?, spares der op?, udvises der renlighed?, hvordan ser børnene ud? Var der ikke tegn på vilje, måtte man sende den fattige, ’fortabte’ familie over i det tvangsbaserede offentlige fattigvæsen. Og som rådgiver søgte fattigundersøgeren at sikre de fattiges åndelige dannelse og bringe dem til forståelse af egne forpligtelser, bl.a. gennem vejledning af husmoderen, hjælp til at lære opsparingens kunst, krav om moralsk husførelse, formaninger vedrørende børneopdragelse osv.

Dannelsen af de indre kvalifikationer

Filantropien får meget klart formuleret, at så længe man ikke sikrer den åndelige dannelse, vil enhver materiel hjælp være enten uvirksom eller direkte skadelig. De skelner således mellem ’indvortes’ og ’udvortes’ hjælp, og fremhæver, at den egentlige hjælp kommer indvortes fra. Dette synspunkt formulerer pastor J.C. Holck præcist i sit Bidrag til Belysning af det sociale Spørgsmaal og Socialismen fra 1877: ”Skal der bringes virkelig blivende Hjælp, saa at et Menneske kan bringes til at hjælpe sig selv, maa der frem for Alt ses hen til, hvilke indre Kvalifikationer han er i Besiddelse af, thi det er indvortes fra, at den egentlige Hjælp skal komme; dersom han ikke kan hjælpes og

støttes i det Indre, i moralsk Henseende, saa gavner al anden Hjælp ikke; bliver et Menneske ikke selv forbedret, saa kunne hans Kaar i Grunden heller ikke væsentlig forbedres; han vil altid synke tilbage igjen” (Holck, 1877:103-104). Den kirkelige fattigpleje og de filantropiske foreninger er enige om at sætte den åndelige dannelse over den materielle bistand.

På denne måde kan man sige, at det filantropiske fattigarbejde omdirigerer de krav om handling, der rettes mod staten og samfundsfællesskabet, til det fattige hjem. Til de fattige lyder budskabet: frem for at stille vidtløftige fordringer til staten og samfundet, så se at få orden på forholdene i dit hjem og din egen levemåde! Det understreges, at der ikke kan skabes forandringer mod et bedre samfund, førend den enkelte har lært at udøve fromhed, arbejdsomhed og nøjsomhed i det små, i det daglige. Villiam Johan Hoff skriver: “Det er nu éngang en Grundlov i Guds Rige, at vi aldrig blive satte over mere, aldrig vokse til at betros det større, uden at vi først lærte at være tro i det mindste. (...) og altid sker Væksten saaledes ved Troskab og Lydighed i det smaa, i det daglige, -aldrig, aldrig ved aandelige Himmelfagter, i ét Slag, paa engang!” (Hoff, 1881: 16). I det filantropiske arbejde kommer begrebet om ‘det gode hjem’ således til at fungere som en støttepille for den gældende sociale orden, et centralt referencepunkt for tilbagevisning af fundamentale kritikker af samfundsindretningen. At opnå et bedre liv kræver først og fremmest den enkeltes tålmodige arbejde med sig selv og kan ikke realiseres gennem sværmerier for en samfundsmæssig revolution. Med andre ord: frem for at forfølge vidtløftige ideer om store samfundsforandringer stiller filantroper og andre velgørere krav til deres modtagere om at udøve, hvad man kunne kalde ‘selvets arbejde på selvet’ inden for hjemmets ramme: ”Det er jo ikke Hjemmets Form, der gør Sagen klar, det er os selv, det gælder, ja, som vi ere, saaledes bliver vort Hjem. Altsaa: det er paa os selv vi maa rette vor Stræben, vor Bøn.“ (Hoff, 1881: 37).

’Hjælp til selvhjælp’

Endelig formulerer den filantropiske bevægelse på effektiv vis princippet om ’hjælp til selvhjælp’. I foreningerne er der nemlig enighed om, at en hjælp, som er for generøs, ukritisk eller påtrængende, vil erodere snarere end rejse de fattiges selvværd og evne til at løse deres problemer. Både rettighedssikret materiel hjælp og den uovervejede private almisse har ifølge Munck og andre fremtrædende filantroper bevirket, at ”…en Mængde af vore Fattige reent have mistet den Selvfølelse som dog ganske vist findes oprindelig hos ethvert Menneske, og som er Roden til al Stræbsomhed og Arbejdslyst.” (Munck et al., 1867:63). Enhver hjælp må først rette sig mod at stimulere den fattiges evne og vilje til at hjælpe sig selv, ellers vil den være enten virkningsløs eller direkte skadelig. Hermed etableres et mærkværdigt skel: den fattige skal allerede i udgangspunktet være i besiddelse af evnen til at hjælpe sig selv, hvis det skal tjene noget formål at yde ham bistand. For fattige, som ikke har denne evne, vil hjælpen kun være skadelig: ”Den bedste Hjælp er at hjælpe sig selv; kan nogen dette, men gider ikke, da er al

fremmed Hjælp skadelig i stedet for gavnlig, og kun hvor fremmed Hjælp er istand til at fremkalde forhøiet Evne til at hjælpe sig selv, udretter den, hvad den skal, og er til egentlig Gavn” (Chr. Und. For., 1866: 13). Det, som det egentlig drejer sig om, er derfor, hvad man med et mere nutidigt ordvalg kunne kalde at stimulere den fattiges arbejde med sin selvforståelse. Såfremt den fattige er ude af stand til at arbejde med sin selvforståelse, bl.a. at betvinge sine uheldige tilbøjeligheder, er der ikke noget at arbejde med, og så må han sendes videre til de tvangsbaserede, offentlige fattiganstalter. Det er en indre, selvudvikling, som er målet for den filantropiske fattigpleje. Pastor Holch fremhæver netop, ”…at den Hjælp, der blot paa udvortes Maade ydes Drukkenbolten, den Udsvævende, Forlystelsessyge eller Enhver som selv er Skyld i sin Nød derved, at han i stedet for at forsøge at beherske sig selv og at betvinge sin Tilbøjelighed har givet den fulde Tøjler, kun vil bidrage til, at han mere uhindret hengiver sig til sin Tilbøjelighed og derved styrter sig dybere ned i Elendigheden baade i fysisk og moralsk Henseende.” (Holck, 1877:103-104).

Samlet kan vi sige, at filantropisk fattighjælp har følgende karaktertræk:

  • den sætter skel mellem uvirksom materiel hjælp og virksom åndelig hjælp, hvorved den fattiges moralske konstitution kommer i centrum

  • den omdirigerer krav om forandring fra staten til den fattige familie og dens medlemmers livsførelse og selvopfattelse

  • den definerer hjælp til selvhjælp som den eneste rigtige hjælp og formulerer hermed det kendte dilemma om autonomi kontra styring, ansvarliggørelse kontra ansvarsfratagelse, ydrestyring kontra indrestyring osv.

  • den etablerer en skelnen mellem ’de viljesfyldte’ og ’de fortabte’, som skal afgøre, hvorvidt det skal hjælpes og hjælpens karakter

  • og den søger at løse det klassiske liberale problem om, hvordan man realiserer individuelle energier, præferencer og potentialer indenfor et forpligtende fællesskab.

Velfærdsplanlægning

Vi skal blot kort beskrive den såkaldte velfærdsplanlægning, som i 1960’erne og 1970’erne satte rammen om socialpolitikken og det sociale arbejde. Der var tale om en yderst optimistisk planlægnings-strategi, som tildelte offentlige fageksperter den altafgørende rolle i forhold til at definere velfærd, sociale problemer og metoder til problemløsning. Frem for at afdække klientens gode eller mindre gode vilje tales der nu om klientens evne. Udgangspunktet er, at det såkaldt ’hurtigt accelererende industrisamfund’ har en række negative virkninger, som udstyrer borgerne med forskellige evner til at modstå tilværelsens begivenheder. Sociale problemer bliver på denne måde en slags lejlighedsvis indtræffende resultater af den kollektive orden, som bør afbødes og imødegås af fællesskabets institutioner. Borgeren anskues som en rådvild og sårbar

størrelse, som har behov for bistand fra den offentlige fagekspertise til at danne sig et overblik over ’sit samlede problemkompleks’ og de løsningsmuligheder, som findes. Ofte savner dem, der rammes af socialbegivenheder, erkendelse af deres hjælpebehov, og der udtrykkes betydelig bekymring for de mange mennesker, der udvikler sociale komplikationer uden at komme i kontakt med det offentlige hjælpeapparat. Denne bekymring kommer bl.a. til udtryk i de store socialreformundersøgelser, som socialdemokraten Bent Rold Andersen var en af hovedpersonerne bag. I en af rapporterne konkluderes det, at kun et mindre antal af de personer, som rammes af langvarige sociale begivenheder, får dækket deres behov for rådgivning: ”Den sociale situations komplicerethed illustreres især af det udbredte behov for vejledning og personlig støtte. De fleste undersøgelsespersoner havde kun et meget vagt kendskab til deres sociale rettigheder. De var ofte rådvilde og ude af stand til at ordne deres egne anliggender. Flertallet havde behov for rådgivning og vejledning, men kun et mindre antal fik dækket dette“ (Rold Andersen, 1970a: 256). Man må gøre det lige så naturligt at gå til sosialforvaltningen som til frisøren eller tandlæge, hedder det.

Velfærdsplanlægningens sociale arbejde er drevet af en stærk tiltro til videnskaben og den moderne fagekspertise. Man forsøger at opstille generelle definitioner på velfærd, og der er en udbredt antagelse om, at klientens tilstand kan registreres objektivt – heraf begreber som ’tærskel for funktionsdygtighed’, ’modstandsevne’, ’risikogrupper’ mv. Klient-problemer er noget, der kan bestemmes objektiv, og ikke et spørgsmål om subjektive følelser. Derfor er det også mindre relevant at få klienten til selv at definere sine problemer og deres mulige årsager og løsning.

Velfærdsplanlægningen arbejder gennem normkorrigering. Mens det før-moderne samfund satte klart skel mellem dem, der var indenfor fællesskabet, og dem der satte sig udenfor, fx ved at bryde loven, så arbejder velfærdsplanlægningen hele tiden for at integrere alle i retning af en fælles norm. Velfærdsstaten betragtes som et altomfattende fællesskab, som alle kan og bør integreres i. Samtidig er velfærdsplanlægningen en strategi, som har meget vanskeligt ved at tale om forskellighed i form af fx forskellige grupper, subkulturer eller livsformer (Villadsen, 2004).

Neo-filantropi i det sociale arbejde

Vi foretager nu et spring frem til vore dages sociale arbejde, hvor jeg som sagt mener, at der sker en besynderlig genopdagelse af filantropiske principper. Min påstand indebærer ikke, at vi ser fortiden dukke op igen i en identisk form. Påstanden om filantropiens genkomst handler om, hvordan visse slagord og metoder, som oprindeligt blev opfundet i 1800-tallet, synes at blive reaktiveret sammen med stats- og ekspertkritikken fra 1980-årene og frem, og at dette har konsekvenser for vores måde at tænke socialt arbejde på. Snarere end at tale om filantropiens genkomst bør vi derfor tale om en neo-filantropi, der viser sig ved, at visse af filantropiens elementer synes at blive genindskrevet i en ny kontekst i et forsøg på at løse nye problemer.

Genopdagelsen af filantropiske elementer kan føres tilbage til starten af 1980’erne, hvor bl.a. den daværende socialminister Ritt Bjerregaard (fx 1981) indleder et voldsomt opgør med velfærdsplanlægning, store statsinstitutioner og den ’ekspertdrevne socialpolitik’. Alt for længe havde velfærdsapparatets eksperter ’stjålet problemerne’ fra klienterne og gjort dem umyndige og passive i forhold til deres ansvar for eget liv, hed det. Nu skulle der udvikles en aktiv socialpolitik, som kunne returnere ansvaret til klienterne ved at bistå og stimulere klienternes egen selvudvikling. Denne nye diskurs i socialpolitikken og det sociale arbejde udmønter sig efterhånden i et system af paroler, som udgør en mere eller mindre en identisk gentagelse af filantropiens bærende principper. Lad os kort se på, hvordan disse principper kommer til at optræde.

’Man skal møde mennesket, hvor det er’

Denne parole optræder i et af de første markante tilfælde som titel på en publikation fra Alkohol- og narkotikarådet i 1984 og begynder at figurere stadig hyppigere i den socialpolitiske debat og –litteratur op gennem 1980’erne og 1990’erne. Parolen radikaliserer det paradoksale dobbelt-blik, som altid har præget det sociale arbejde. På den ene side bydes socialarbejderen at møde klienten uden forudfattede kategorier, som en unik størrelse man ikke kan forhåndsbestemme. På den anden side synes socialarbejderen kun at kunne få øje på bestemte, universelle egenskaber, når klienten iagttages. Til trods for den stigende postmoderne tvivl og kravet om et ’åbent’ møde med klienten og hans forestillinger, opererer det sociale arbejde i mange tilfælde fortsat (nødvendigvis) med substantielle forestillinger om, hvad klienten er for en størrelse, hvad der er velfærd og hvad der er integration.

Dette ses bl.a. i en af de centrale socialfaglige tekster om motivationsarbejde, som ligefrem taler om en ’positiv kerne’ karakteriseret ved konstruktiv livsførelse, målrettethed, ønske om socialitet og aktivitet (Revstedt, 1995). I sit arbejde med de mest afvisende og negative klienter må socialarbejderen ’fastholde billedet af denne positive kerne for sit indre øje’ frem for at tage klientens umiddelbare udsagn og attitude for pålydende. Socialarbejderens opgave er at søge at befri klienten for de lidelser og ’jegfremmede kræfter’, som klienten over tid er blevet påført. At der er tale om en slags genfødsel af klienten til sin egentlige menneskelighed, fremgår af erklæringen: “Det nyfødte barn har ingen destruktive kræfter i sin positive kerne” (Revstedt, 1995: 48).

Også i aktiveringsarbejde er der i nogle tilfælde essentialiserende forestilling om det menneskelige subjekt på spil. I Berg Sørensens instruktionsbog Metodebog for projekter – aktivering og forrevalidering (2001) hævdes det således, at de aktiverede i udgangspunktet var i besiddelse af en ’lønmodtagerbevidsthed’. Mange år med passive ydelser har imidlertid i de fleste tilfælde fortrængt denne grundindstilling, og en hovedopgave i aktiveringsprojekterne bliver derfor at ’tilbagerulle klientiseringen’, således at klienten kan genindtræde i sin oprindelige karakter. Også under postmodernitetens refleksive tvivl synes det sociale arbejde at operere gennem en mekanisme, hvor forestillinger

om menneskets grundlæggende karakter danner udgangspunkt for såkaldt ’klientrettet socialt arbejde med forandringsmålsætning’.

’Fattigdommen er åndelig, ikke materiel’

Denne parole hævder, at klienters fattigdom og sociale problemer grundlæggende skyldes deres selvforholds-problemer. Hermed flyttes fokus bort fra diverse samfunds-mæssige og sociale betingelser, og klientens selv-forståelse, selvværd og indrestyrede handlekraft kommer i centrum af det sociale arbejde. Tidligere socialminister Karen Jespersens bog Opgør med den ny fattigdom fra 1999 kan netop læses som et slags manifest for denne problemforståelse: alt for længe har vi tildelt uvirksomme eller direkte skadelige ydelser frem for at tage os af det egentlige problem, klientens selvforhold og selvudvikling.

Nutidens sociale arbejde kan imidlertid ikke bare kaste sig over klientens selvforhold, det ville netop være skadelig over-styring og ansvarsberøvelse. Overalt i det sociale arbejde fremhæves det, at klienten er autonom, at man ikke må fratage ham hans selv-ansvar, ’oversælge’ tilbuddet osv. Men samtidig udpeger det sociale arbejde en række specifikke elementer i individers selvforhold, som enten skal fremelskes eller elimineres. Ser vi igen på Berg Sørensens (2001) metodebog for aktiveringsprojekter, er udgangspunktet, at den autonome klient ikke må over-styres: ”På den ene side skal samfundet stille rammer og muligheder til rådighed med det formål at gøre klienten selvhjulpen, på den anden side må klienten ikke blive frataget ansvaret for sit eget liv“ (Berg Sørensen, 2001: 69). Gennemgår man bogens anvisninger, kommer en mængde styringsobjekter imidlertid til syne. Disse angår en lang række personlige forhold hos klienterne: det kan bl.a. være nødvendigt at ændre på klientens vaner med hensyn til påklædning, frisure og make-up; klientens selvfremførelse (talemåde, gestik, ivrighed mv.); klientens indstilling til det at arbejde og det at modtage ydelser; samt, ikke mindst, klientens opfattelse af sig selv (som enten fastlåst og uden muligheder eller bevægelig og med chancer på arbejdsmarkedet og i tilværelsen generelt). Som mønstereksempel fremhæver bogen et projekt, hvor man er gået målbevidst til værks i forhold til klienternes ydre fremtoning og selvfremførelse: ”Projektet var et mønstereksempel med hensyn til at få klienterne professionelt afklaret, afrettet og gjort klare til indtoget på arbejdsmarkedet. Bl.a. anvendtes professionelle stylister, der hjalp klienterne på projektet med alle aspekter vedr. deres udseende og umiddelbare fremtræden. De gik systematisk til værks med diskussion og forslag til valg af tøj, makeup, parfume og frisure, ligesom deres måde at tale med andre kolleger og kunder ansigt til ansigt og i telefon blev vurderet og diskuteret. Især blev der lagt vægt på at få kvinderne til at fremtræde smilende og venlige” (Ibid: 197). Bogen fremviser således en udbredt klient-konstruktion, nemlig, at man udmærket kan gennemføre intervention og manipulation af afgrænsede dele af klienten uden hermed at krænke ham som suverænt og selvansvarligt subjekt.

“Du skal yde hjælp til selvhjælp”

Dette princip skaber en evig skepsis i forhold til det sociale arbejde: hvornår er den hjælp, jeg yder, faktisk en hjælp? Og hvornår er den ikke-hjælp, som blot skaber klientisering, tilpasning og passivitet? Dette spørgsmål må socialarbejderen konstant stille sig selv. Det drejer sig om at realisere en genuin egen-vilje i klienten, som kommer indefra. Og til denne opgave kan mange former for tiltag være kontraproduktive. ”Tvungen vilje er ingen vilje. Det er bare tilpasning”, som Anette Carstens (1998: 103) så præcist formulerer problemet. Princippet om hjælp til selv-hjælp medfører en evig efterspørgsel efter teknikker, som kan genere klientens viljestyrede selv-udfoldelse uden at over-styre.

Det er i dette lys, vi skal se udbredelsen af kontraktlignende aftaler eller deciderede klient-kontrakter eller familie-kontrakter mellem socialforvaltninger og klienter. Kontraktens tiltrækningskraft er utvivlsomt, at den fremstår som en frivillig binding af to myndige forhandlingspartnere. På denne måde indgår kontrakter i en empowerment-strategi, hvor det at kommunikere gennem kontraktens form skal bringe klienten til at genkende sig selv som en myndig forhandler. Således viser Åkerstrøm Andersen (2003), hvordan stadig flere forhold i klienternes livsførelse kan gøres til genstand for kontraktlig forhandling og regulering. Dette sker bl.a. i de såkaldte familiekontrakter, som er begyndt at blive anvendt i nogle kommuner. Børne- og familiechef i Karlebo kommune, Niels Dueholm, siger fx: ”Vi vil have muligheden for at trække i kontanthjælpen til familier med kriminelle børn. For eksempel kan man lave en kontrakt om, at det pågældende barn skal holde sig væk fra det offentlige areal efter klokken 22. Hvis familien ikke kan overholde en så enkel og fornuftig regel, kan resultatet være at man skærer i kontanthjælpen (…) En familiekontrakt kan indeholde bestemmelse om, at familien skal spise sammen mindst en gang om dagen og tale sammen om, hvad der er sket. Opgaven er at snakke igennem, hvad den unge laver. Det vil være en hjælp til at generobre forældreskabet” (Dueholm, 2002). Det er et interessant fænomen, at kontrakten (hvis traditionelle normsæt bl.a. er aftalefrihed, gensidig forpligtelse og frivillig binding af egen frihed) nu kan anvendes til at udøve en slags forvaltningsakt (kendetegnet ved bl.a. myndighedsudøvelse, ensidig udtalelse og ensidige sanktioner). I traditionel liberal tænkning udgør kontrakten et middel til regulere forholdet mellem myndige enkeltpersoner og hermed skabe social orden. Anvendelsen af borgerkontrakter i dag kan ses som udtryk for den desperate forvaltnings forsøg på at finde et middel til at skabe ’ægte autonomi’, der ikke kan anklages for over-styring. Kontraktens stigende popularitet i det sociale arbejde peger på, at der er ved at opstå en type socialpolitik, som søger at binde klienten til fællesskabet ved at forpligte ham på selvudvikling. En socialpolitik, som står over for den vanskelige opgave bringe den enkelte til at generere en indre-styret selvudvikling.

Indrestyret selvudvikling

Det altafgørende i dagens sociale arbejde er, at skabe en indre-styret selvudvikling, som ikke kan anklages for at være udtryk for ’tilpasning’ eller andre former for ydre styring. Man må bistå klienten med at fjerne hans følelse af magtesløshed, hans negative oplevelse af arbejdsmarkedet, hans manglende erkendelse af alternative valg i forhold til sin nuværende livsførelse. I stedet skal klienten bringes til at genkende sig selv som et ressourcefyldt, præferencebevidst og vælgende subjekt. Klientens iagttagelse af sig selv som fastlåst og uden magt over eget liv skal erstattes af en iagttagelse af selvet som mobilt, magtfuldt og indre-styret (Villadsen, 2004: 230).

Hermed synes det sociale arbejde at anvende et nyt frihedsbegreb, som vi godt kan kalde filantropisk. Friheden ligger i klientens overskridelse af sin mentale fastlåsthed. Eller: grænsen for klientens frihed synes at være sat af hans indre selv-iagttagelse, ikke af diverse ydre sociale forhold. Hvis denne diagnose er rigtig – at det sociale arbejdes egentlige mål er ’den åndelige fattigdom’, at frisætte klienten ved at sætte ham i stand til at overskride sig selv mentalt – rejser den en række spørgsmål. Hvad er indikatorerne på en indre selvudvikling? Hvem skal definere disse indikatorer? Og hvordan kan man afgøre, hvornår det sociale arbejde er tilendebragt? Er der ikke tale om en slags livsprojekt, som aldrig ophører? Hvad er kriteriet for, hvilke klienter, der bør bruges ressourcer på? Her synes filantropiens genkomst at betyde, at det egentlige skel går mellem de klienter, der fremviser vilje til indrestyret selv-udvikling og dem, der ikke gør. Tidligere kunne man anvende diverse ydre indikatorer på, at indsatsen var lykkedes. Hvilke tegn kan socialarbejderen nu anvende til at afgøre, at klienten har foretaget en tilstrækkelig indre selvoverskridelse? Hvornår vi kan være sikre på, at klienten er blevet (mentalt) selvhjulpen?

Det sociale arbejdes historiske faser (grov skitse):

Autoritær fattigpolitik (ca. 1700-1850)

Styringsgenstand: De fattige som en masse af arbejdskræfter

Styringsmidler: tvang og sansepåvirkninger

Styringsmål: sikre formerelse og flittigt arbejde

Filantropi

(ca. 1850-1900)

Styringsgenstand: Den fattiges indre kvaliteter

Styringsmidler: åndelig bearbejdning og rådgivning

Styringsmål: vække den fattiges selv-ansvar

Velfærdsplanlægning (ca. 1950-1980)

Styringsgenstand: Den rådvilde og sårbare klient

Styringsmidler: objektiv problembestemmelse

Styringsmål: problemerkendelse og funktionsdygtighed

Neo-filantropi (ca. 1980- )

Styringsgenstand: Klientens selvopfattelse

Styringsmidler: Stimulere klientens mentale selvoverskridelse

Styringsmål: en klient, der foretager indre-styret selvudvikling

Referencer

Alkohol- og narkotikarådets behandlingsudvalg (1984) At møde mennesket hvor det er - om behandling af stofmisbrugere, København: Alkohol- og narkotikarådet,

Bang, Herman (1881) Herhjemme og derude, Kjøbenhavn: Schubotes

Berg Sørensen, Torben. (2001) Metodebog for projekter - aktivering og forrevalidering, Sociologisk Analyse, Risskov: Forlaget Gestus

Bjerregaard, Ritt (1981) Socialministerens tale, i: Socialministeriet, 1981, Forsøg, eksperimenter, fornyelse, nytænkning - rapport fra forsøgskonference afholdt af Socialministeriet i juni 1981, København: Cirkulærecentralen

Brodersen, Carl Wilhelm (1834) Armoden, dens Grund og dens Helbredelse - et Bidrag til formindskelsen af den overhaandtagende Forarmelse blandt den lavere Folkeklasse, Oversat af det Tydske ved J. W. Wolf, Kjøbenhavn: C. G. Schiellerup

Carstens, Anette (1998) Aktivering - klientsamtaler og socialpolitik, København: Hans Reitzels Forlag.

Christianshavns Understøttelsesforening (1866) Meddelelser 1866, Kjøbenhavn

Degerando, Joseph-Marie (1827) Den Fattiges frivillige Formynder eller den fuldstændige Godgjørenhed, Kiøbenhavn: Thieles Bogtrykkeri

Dueholm, Niels (2002) Citat fra Jyllandsposten d. 8/9/2002, i: Åkerstrøm Andersen, N., 2003, Borgerens kontraktliggørelse, København: Hans Reitzels Forlag

Foucault, Michel, 2001, ”Nietzsche, genealogien, historien”, i: Foucault, M., Talens forfatning, København: Hans Reitzels Forlag

Hoff, Villiam Johan (1881) Hjemmet, Kjøbenhavn: Karl Schønbergs Forlag

Holck, J. C., 1877: „Bidrag til Belysning af det sociale Spørgsmaal og Socialismen“, i: Suenson, H. (red), 1877, Tidsskrift for Filantropi, Første Bind 1877, Kjøbenhavn: Den Gyldendalske Boghandel,

Jespersen, Karen (1999) Opgør med den ny fattigdom, Viborg: L & R Fakta

Munck, Vilhelm et al. (1867) Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn, Kjøbenhavn: Den Gyldendalske Boghandel

Revstedt, Per (1995) Ingen er håbløs - motivationsarbejde i teori og praksis, København: Hans Reitzels Forlag

Rold Andersen, Bent (1970) Borgeren og tryghedssystemet, Socialreformundersøgelserne, Bind II, Socialforskningsinstituttet, Publikation 44, København: Teknisk forlag.

Stein, Harald (1876) Hvad vil den indre Mission? Otte Foredrag om Tro, virksom i Kjærlighed, Indre Missions Boghandel, Kjøbenhavn

Ulrik, Ferdinand F. (1869) Ved hvilke Midler bør Fattigdommen modarbejdes?, Den Gyldendalske Boghandel, Kjøbenhavn

Villadsen, Kaspar (2004) Det sociale arbejdes genealogi - kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker, København: Hans Reitzels Forlag

Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) Borgerens kontraktliggørelse, København: Hans Reitzels Forlag

Summaries

PHILANTHROPHY AND NEO- PHILANTROPHY IN SOCIAL WORK

The discourse of social work is under transformation. During the last 10-15 years we have seen a growing salience of phrases and concepts which were almost forgotten: ‘you must meet the client where he stands’, ‘help must always be selv-help’, ‘poverty is spiritual rather than material’. From all sides of social work and in social policy debates – from job training and empowerment programs to social counceselling and drug treatment – these phrases are being repeted still more persuasively. They belong to a vocabulary originalle invented in the late 19th century by philantropic societies who were carrying out relief work among the poor in the miserable and decayed areas of the growing industrial cities. What does this striking reinvention indicate? This article argues that rather than just a fashinable change of words this reinvention might indicate a more profound transformation in the epistemology of social work and social policies.

Mannúð (philanthrophy) og neo-mannúð (neo- philanthrophy) í félagsráðgjöf.

Kaspar Villadsen segir að áherslur í umræðunni innan félagsráðgjafar séu að breytast. Dæmi um breyttar áherslur er aukning síðustu 10-15 ára á notkun á frösum og hugtökum sem voru næstum gleymd. Frasar á borð við ,,þú verður að mæta skjólstæðingnum þar sem hann er staddur”, ,,hjálp verður alltaf að vera hjálp til sjálfshjálpar”, ,,fátækt er huglæg frekar en efniskennd”. Umræðan er á öllum sviðum félagsráðgjafar og félagsmálastefnum, m.a. í vinnuþjálfun og félagsauðs styrkingarverkefnum (empowerment programs) innan félagsráðgjafar á sviði vímuefnameðferðar svo eitthvað sé nefnt. Þessir endurteknu frasar eru enn meira sannfærandi í dag. Frasarnir tilheyra hugtökum sem spruttu upprunalega upp seint á 18. öld af mannúðlegum ástæðum í samfélögum sem sinntu fátækum við ömurlegar og niðurdrepandi aðstæður iðnvæðingarinnar á þessum tíma. Höfundur spyr hvað þessi endurlífgun gamalla frasa segir okkur ? Í greininni ræðir hann þýðingu þessarar endurlífgunar fyrir fagið og íhugar hvort hún gæti gefið í skyn meiri og dýpri breytingar í epistemology þætti félagsráðgjafar og félagsmálastefnum.

Hyväntekeväisyys ja uushyväntekeväisyys sosiaalityössä

Sosiaalityön diskurssit ovat muuttumassa. Viimeisten 10-15 vuoden aikana on noussut yhä näkyvämmin esiin monia sanontoja ja käsitteitä, jotka oli jo melkein unohdettu, kuten “asiakas tulee kohdata hänen näkökannastaan käsin”, “avun täytyy aina olla oma-apua”, “köyhyys on henkistä ennemmin kuin materiaalista”. Näitä sanontoja toistetaan yhä voimakkaammin kaikilla sosiaalityön ja sosiaalipolitiikan alueilla aina työnohjauksesta ja valtaistamisohjelmista sosiaalineuvontaan ja huumehoitoon. Näitä sanontoja kehittivät alunperin 1800-luvun hyväntekeväisyysjärjestöt, jotka auttoivat kasvavien teollisuuskaupunkien kurjien ja rappeutuneiden alueiden köyhää väestöä. Mistä tämä voimakas käsitteiden uudelleen käyttöönotto kertoo? Tässä artikkelissa argumentoidaan, että ennemmin kuin vain muotivirtaus, käsitteiden käyttöönotto saattaa olla merkki syvällisemmästä muutoksesta sosiaalityön ja sosiaalipolitiikan epistemologiassa.