Abstract:

The discourse of professions dominates how we conceive of occupational groups like teachers and nurses. It does not, however, necessarily grasp very well the core of the work these groups do, their relations to state and market in times of change in the public sector. The articles scrutinise a number of discourses that currently challenge this dominant discourse of professions: a discourse on knowledge society and continual change, individualising competency discourses, discourses on subjectivity, discourses on democracy vs. market, a gender discourse. These discourses change how one can legitimately talk about oneself within the occupations concerned. The articles refer to a Danish context. They are relevant, however, to a wider Nordic context and beyond

I dette temanummer af Nordisk Pedagogik sætter vi et antal diskurser i fokus, som har en dominerende status i relation til, hvorledes man i dag kan tale om professioner. Vi diskuterer altså en række af de diskurser, som man er nødt til at forholde sig til og indskrive sig i, hvis man ønsker en taleposition i professionsdiskursen.1

Udgangspunktet er, at talen om professioner og professionalisering i de seneste to årtier i stigende grad dominerer måden, hvorom man taler om – og kan tale om – de traditionelle professioner (læger, jurister, præster) og de store erhvervsgrupper med mellemlange videregående uddannelser så som lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere m.m. Traditionelt har mest af alt den funktionalistiske professionssociologi her været brugt til at rubricere erhvervsgrupperne som professioner eller semi-professioner.

Hvad er det, som gør, at alle disse grupper nu i stigende grad iscenesættes gennem en professionsdiskurs? Hvad er konsekvenserne for de involverede grupper, når de lader sig beskrive gennem professionsdiskursens sprog, i forhold til deres kampe for at definere sig i forhold til andre erhvervsgrupper, i forhold til deres bestræbelser for at finde et sprog der passer til karakteren af det arbejde de udfører og i forhold til deres relationer til staten, markedet og brugerne i en tid, hvor den offentlige sektor er under modernisering?

Hvorvidt er det overhovedet frugtbart at anvende en professionsdiskurs, når de udfordringer, som relationsprofessionerne (Moos, Krejsler & Laursen, 2004), læreren, sygeplejersken og pædagogen m.m. står over for, skal italesættes? I artiklerne tager vi udgangspunkt i den danske diskussion, men analyserne og drøftelserne er relevante i store dele af den Skandinaviske praksis og diskurs (se f.eks. Lindblad, Johannesson & Simola, 2002; Moos, Carney, Johansson & Mehlbye, 2000; Moos & Møller, 2003), men må selvfølgelig transformeres til de lokale kontekster.

Når vi taler om dominerende diskurser i relation til de ’ramte’ erhvervsgrupper, taler vi om, at disse grupper er blevet forpligtet på en særlig måde at tale om sig selv på, som det er svært at tale sig ud af uden at tale sig ud af erhvervsgruppens legitimitet. Når læreren, pædagogen eller sygeplejersken omtales som professionel, følger der således et helt vidensregime med i købet. For den professionelle er ’blot’ en position inden for en professionsdiskurs, som så at sige er en mere eller mindre veldefineret samling af dogmer, udsagn og positioner, som den professionelle forstås som professionel indenfor.

Per Fibæk Laursen diskuterer en af de dominerende diskurser, diskursen om forandring, i artiklen «Professionerne og den postmoderne diskurs om forandring». Den traditionelle professionsdiskurs bygger blandt andet på at de professionelle bygger deres praksis på en forskningsbaseret og specialiseret viden. Ifølge Per Fibæk Laursen signalerer den ’postmoderne’ diskurs at professionerne har brug for at udvikle en generalistviden. Begrundelsen for denne ændring tages i en fremstilling af den aktuelle samfundsmæssige udvikling som et stort spring fra industrisamfundet til informationssamfundet. Per Fibæk Laursen argumenterer for at denne postmoderne diskurs ikke alene bygger på fejlagtige analyser af samfundsudviklingen, men at den også uddannelsespolitisk er ved at blive udkonkurreret af en diskurs, der (igen) giver plads til de professionelles specialiserede viden og praksis.

Et andet dominerende dogme inden for professionsdiskursen har været at det vidensgrundlag, man bygger sin erhvervsudøvelse og dermed sin legitimitet på, er erhvervet igennem relativt enstrengede og autoriserede, forskningsbaserede uddannelser og karriereveje. De professionelle har således været i besiddelse af et stabilt og genkendeligt videnskorpus. John Krejsler anfægter i artiklen «Profes-sionel eller kompetencenomade», hvorvidt professionsdiskursen på længere sigt kan opretholdes på dette grundlag. På baggrund af analyser og fortolkninger af grundlæggende kulturelle og uddannelsesmæssige udviklinger diskuterer han nødvendigheden af at udvikle en supplerende diskurs, som han forsøgsvis kalder diskursen om kompetencenomader. Baggrunden for forslaget er at det er blevet et grundvilkår at professionernes vidensgrundlag af professionsidentitet ikke har langtidsholdbarhed. Mange professionelle eller kompetencenomader vil således i deres karrierer opleve at skulle krydse mellem erhvervsgrænser og arbejdsopgaver af vidt forskellig karakter. De vil blive mere afhængige af deres individualiserede CV end det standardiserede professionseksamensbevis.

Fra en anden position diskuterer Kirsten Weber i artiklen «Subjektiviteten på dagsordenen?» det aktuelle fokus på autenticitet, som Per Fibæk Laursen andet steds fremstiller og som Thomas Ziehe også fremstiller i sin forståelse af «den subjektive faktor» i relation til relationsprofessionerne. Kirsten Weber mener at subjektivitetskravet ikke er et nyt krav, men er indbygget i professionernes forpligtelse på at formidle – igennem sig selv – accepterede værdier og viden til eleverne/brugerne/klienterne. En nutidig bestemmelse af disse professioner må derfor ikke stoppe ved relationsdimensionen, men må inkludere lønarbejds- og vidensdimensionerne for ikke at blive endimensionalt.

En af de dominerernde diskurser i relation til professionerne er ’demokratidiskursen’. Lærerne og pædagogerne har pr. tradition været betragtet som dele af velfærdstatens sikring af og udbygning af demokratiet. Man har ikke kunnet definere sig som professionel på disse områder uden at bekende sig til demokratiet i samfundsmæssigt aktuelt accepteret form. Lejf Moos argumenterer i artiklen «Fra politiske demokratidiskurser mod markedsorienterede effektivitetsdiskurser» for at demokratidiskursen er ved at blive udkonkurreret af en arbejdsgiver initieret effektivitetsdiskurs, som støttes af udviklingen af et ganske tætmasket kontrol- og kontraktsystem indenfor den offentlige sektors forskellige niveauer. For eksempel har OECD og PISA stor indflydelse ved at de nationale diskurser skal gøres indbyrdes sammenlignelige, hvilket ifølge Lejf Moos gør at den traditionelle demokratidiskurs udkonkurreres. Et omdrejningspunkt i artiklens argumentation er hermed introduceret, nemlig at mange af de væsentlige ændringer er resultater af styringsteknologier, som ikke udformes i det politiske felt, men i det administrative felt.

Kompetenceudviklingsdiskursen fokuserer på at man konstant må udvikle sine muligheder for at leve op til nye krav i arbejdet samt udvikle arbejdet. Katrin Hjort diskuterer i artiklen «Diskursen om kompetenceudvikling» de ændringer som denne diskurs har undergået over tid. Det har især i de senere år været den offentlige sektors krav om konkurrencedygtighed og accept af forholdene, der har formet diskursen i en bevægelse over mod re-centralisering og re-bureaukratisering i ’moderniseringen’ af den offentlige sektor. Katrin Hjort anlægger dels professions-eksterne perspektiver, med henvisning til funktionalistisk og neo-weberiansk professionssociologi, dels professions-interne perspektiver, der refererer til diskussionen om tavs viden samt f.eks. Erling Lars Dales arbejde med didaktisk rationalitet. Herigennem sandsynliggøres det hvordan kompetenceudviklingen kan ses som et forsøg på at styrke erhvervsgruppernes legitimitet og dermed deres professionsstatus.

Karen Borgnakke argumenterer i artiklen «Professionaliseringens kønsdiskurs» imod aktuelle tendenser til at fremhæve det kvindelige i uddannelserne. Skønt der ifølge Karen Borgnakke har været et gennemgående fokus i professionaliseringens kønsdiskurs på omsorgs- og ansvarsrationalerne i uddannelserne, så må disse ifølge hende ikke dominere de tekniske rationaler. Karen Borgnakke ser ikke entydige tegn på et skifte fra maskulinitet til femininitet, men derimod et krav om og et behov for at begge rationaler og køn skal være aktive – og måske endda ligeværdige – i praksis. Begge må leve med denne dobbelthed og dermed at kønnets betydning mindskes i uddannelsesdiskursen.

I den sidste artikel «Samfundsmæssigt dominerende diskurser: Professionel kompetence og refleksionsviden» vender Henning Salling Olesen diskursanalyserne på hovedet. Han er enig i at diskurserne som sprogligt-kommunikative mønstre former tale, tænkning og handling, men problematiserer om ikke denne sandhed er overpointeret og ensidig. I stedet for at lægge hele vægten på diskursernes indflydelse mener Henning Salling Olesen at man må forstå grænsefladen mellem den samfundsmæssigt kodificerede viden (diskurserne) og de ikke-kodificerede oplevelser af fælles livsbetingelser (de individuelt sanselige erfaringer).

Diskurser

Når forfatterne i dette temanummer gør brug af diskursbegrebet, henter de inspiration fra forskellige teoribaggrunde. Nogle er meget inspirerede af diskursteoretiske tilgange (se bl.a. Krejsler i dette temanummer). Andre tager udgangspunkt i diskursbegrebet med henblik på i en kritik heraf af at argumentere for udviklingen af mere passende tilgange til forståelse af professionsproblematikken (se især Henning Salling Olesen i dette temanummer). Andre igen gør brug af en diskursteoretisk tilgang som en blandt flere analytiske tilgange (se bl.a. Moos og Hjort i dette temanummer).

Nogle af de diskursteoretiske grundpointer, som har præget og sat ild i diskussionerne blandt dette temanummers bidragydere, bunder i den strukturalistiske og poststrukturalistiske fokusering på sproget som den privilegerede tilgang til produktion af mening og virkelighedsforståelse og -fornemmelse. Hermed underkendes på ingen måde betydningen af alt det, som er ikke-sprogligt eller ikke-diskursivt, så som følelser, fornemmelser, kropslighed, materialitet i al sin mangfoldighed, fysisk magtudøvelse m.m. Men blandt bidragsyderne har diskussionerne tydeliggjort, hvilken betydning valg af teoretisk tilgang får for vægtningen af den empiri man kigger på.

Noget der kendetegner næsten alle diskursteoretiske retninger, men ligeledes forfattere af anden teoretisk observans, der gør brug af diskursbegrebet synes at være, at det er svært at komme udenom at forholde sig til Michel Foucault, hans tekstkorpus og dettes indflydelse på diskursbegrebets virkningshistorie. Af mange årsager har Foucault udviklet sig til en figur, som man forholder sig til, skriver sig i forlængelse af, eller op imod, kommenterer, modificerer, kritiserer eller ligefrem føler sig foranlediget til at tage afstand fra (se bl.a. Jørgensen & Phillips 1999, s. 21 ff). I denne editorial vælger vi på den baggrund at følge i traditionens spor ved at tage udgangspunkt i Foucaults arbejde med henblik på at skitsere nogle af de centrale træk i det at arbejde med udgangspunkt i diskurser og/eller analyser heraf. Dette gør vi velvidende, at flere af dette temanummers forfatterne på ingen måde har Foucault som central inspirationskilde, hvor andre i høj grad inspireres af hans værk. Vi har dog kunnet enes om at forholde os til en vag fælles reference til begreber som dominerende diskurser, inklusions- og eksklusionsmekanismer i diskursive regimer m.m., som henter inspiration hos Foucault.

Foucault har, så vidt vi ved, aldrig eksplicit defineret hvad diskurs betyder. Diskurs bruges som et heuristisk begreb til at indkredse et empirisk givet talefelt, hvor der kan tales på bestemte måder ud fra et begrænset antal identificerbare privilegerede positioner. Der kunne eksempelvis nævnes en køns-, markeds-, kompetence-, demokrati- eller professionsdiskurs. Et af de steder, hvor Foucault søger at indkredse, hvad han forstår ved en diskurs samt hvad han mener er fordelagtigt ved at anvende en diskurstilgang, er i konklusionen til Vidensarkæologien:

If I spoke of discourse it was not to show that the mechanisms or processes of the language (langue) were entirely preserved in it; but rather to reveal, in the density of verbal performances, the diversity of possible levels of analysis… my aim was to show … how it was possible for man, within the same discursive practice, to speak of different objects, to have contrary opinions, and to make contradictory choices; my aim was also to show in what way discursive practices were distinguished from one another; in short, I wanted not to exclude the problem of the subject, but to define the positions and functions that the subject could occupy in the diversity of discourse. (Foucault, 1972, s. 200)

Diskursen indkredser altså et talefelt, hvis variable udstrækning, karakter og funktionsbetingelser må afgøres empirisk.

Noget centralt, der i en Foucault-tankegang karakteriserer diskurser og deres indbyrdes samspil med hinanden er, at de udgør særlige konstellationer af viden og magt på et givet tidspunkt i et givet samfund (Krejsler, 2002, s. 55 ff.). De kan beskrives som vidensregimer, som indebærer tabuer omkring visse emner, ritualer omkring visse diskursive situationer og bestemmelser omkring retten til at tale i forskellige sammenhænge. Regimer, som i vid udstrækning bestemmer, hvad der overhovedet kan italesættes i en given kultur:

Man ved meget vel, at man ikke har ret til at sige alt, at man ikke ved hvilken som helst lejlighed kan tale om alt, at sluttelig ikke hvem som helst kan tale om hvad som helst. (Foucault, 1980, s. 43)

Foucault forsøger blandt andet i undersøgelser af institutionel praksis at forstå de vilkår, som brug af viden er underlagt inden for sådanne diskursive praktikkers rammer. Herved bliver det tydeligt, hvorledes disse rammer skabes af og opretholdes gennem de ’indsatte’ individers gentagne brug af de diskursive procedurer, som udgør institutionens regler og normer (Foucault, 1980). Viden og magt er her vævet tæt ind i de diskurser, som de udfylder nødvendige reproducerende funktioner for. Bestemte former for viden regulerer således bestemte institutionelle situationer og gør bestemte magtrelationer mulige:

magt er ikke en institution, og det er ikke en struktur, det er heller ikke en bestemt kraft som visse udvalgte skulle være begavet med: det er det navn man giver en kompliceret strategisk situation i et givet samfund. (Foucault, 1978, s. 105)

Ved magt … må [man] forstå den mangfoldighed af styrkeforhold som er immanente i det område hvor de udøves og hvis organisation de konstituerer. (Foucault, 1978, s. 104)

Diskurser og professioner

Omsat til en diskussion om professioner kan man på den baggrund sige, at der empirisk findes en dominerende diskurs, inden for hvis betingelser erhvervsudøvere som lærere, pædagoger og sygeplejersker m.m. er nødt til at italesætte sig, hvis de ikke vil ekskludere sig selv. Denne diskurs kunne vi kalde en professions- eller en professionaliseringsdiskurs (Hjort, 2004; Moos, Krejsler & Laursen, 2004). De positioner inden for denne diskurs, som individer har mulighed for at indtage, bestemmes først og fremmest ud fra den privilegerede forskelsmarkør mellem professionel og klient, hvorom alting andet drejer sig. På lignende vis udgøres den privilegerede forskelsmarkør inden for en kønsdiskurs af forskellen mellem mand og kvinde.

Professionsdiskursen bygger på et antal grunddogmer, som enhver tale inden for diskursens rammer italesættes som kommentarer til, i form af uddybninger, kritikker, tilslutninger eller afvisninger m.m. (Foucault, 1980, s. 50 ff.). Disse grunddogmer består blandt andet af dogmet om rimeligheden af den professionelles autonomi, om monopol eller nær-monopol på et givet erhvervsområde på baggrund af, at professionens viden er videnskabeligt baseret m.m. Diskursen udgør således et spil mellem et antal subjektpositioner, der er legitimeret af diskursen selv, inden for hvilke det for tiden giver mening at tale om professioner.

Diskurser er imidlertid også kampfelter, som forandrer sig og som placerer sig i forhold til andre privilegerede og dominerede diskurser. Det der siges om professioner må således formodes at afspejle og forstærke de store spaltninger, som gennemløber hele samfundslegemet (Foucault, 1978, s. 106). Sagt på en anden måde kan talen om lærere eller læger som profession ikke siges meningsfuldt uden at relatere sig til de andre, og ofte mere dominerende diskurser, som påvirker og gennemtrevler professionen, eksempelvis markeds-, moderniserings- eller kønsdiskursen.

Vi ønsker således med dette temanummer på forskellig vis at skrive om professionsdiskursen og de konstellationer af mere eller mindre dominerende diskurser, som sætter vilkårene for, hvorledes man på meningsfuld vis kan tale om professioner i dag. Det fremgår af en sådan forståelsesramme, at hvad der er meningsfuldt i dag ikke nødvendigvis vil forekomme meningsfuldt fremover. Dette afgøres af de indbyrdes styrkeforhold mellem de til enhver tid dominerende diskurser. Det kan ligeledes ikke udelukkes, at professionsdiskursen ophører med at eksistere som en meningsfuld måde at tale om de arbejdsområder, som i dag varetages af lærere, sygeplejersker, pædagoger m.fl.

Forskningsnetværk støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd (SHF) i Danmark

Arbejdet med dette temanummer utgør en af aktiviteterne i det SHF-sponsorerede «Forskningsnetværk i professions- og professionsuddannelsesforskning», som har fungeret i 2002–04. Forskere fra Købehavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet har diskuteret professioner, og dermed professionsuddannelser, som vi betragter som en betydende faktor i de fremtidige europæiske videnssamfund. De indgår i vidensøkonomien og stiller egne krav til forståelsen af livslang læring.

Som det fremgår af artiklerne i dette temanummer er professionerne imidlertid under pres: deres samfundsmæssige betydning stiger, men deres legitimitet anfægtes. De skal fremtidssikre anvendelsen af samfundets viden – men deres mandat, deres identitet og deres praksis er støbt i industrisamfundets form. Under indtryk af de samfundsmæssige moderniseringsprocesser og individualiseringen vakler professionernes monopoler, og der stilles stigende krav til deres evne til samfundsmæssigt at forhandle deres mandat. Samtidig arbejder semi-/relationsprofessionerne aktivt for at stabilisere deres mandat, en proces som imidlertid præges af de samme modsætninger som det etablerede professionsfelt. Dynamikken rammer vidensproduktionen i professionernes arbejdsfelt, den rammer uddannelserne og den rammer individer, arbejdspladser samt organisationer.

Litteratur

Foucault. M. (1972). The Archaeology of Knowledge. London: Tavistock.

Foucault, M. (1978). Seksualitetens historie 1 – Viljen til viden. København: Bibliotek Rhodos.

Foucault, M. (1980). Talens forfatning. København: Rhodos.

Hjort, K. (red.) (2004). De professionelle – forskning i professioner og professionsuddannelser. Roskilde: Roskilde Universitets Forlag.

Jørgensen, M.W. & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse – som teori og metode. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Krejsler, J. (2002). Læring, magt og individualitet: Når pædagogik iscenesættes som selvbestemmelse. København: Gyldendal Uddannelse.

Lindblad, L., Johannesson, I.A. & Simola, H. (2002). Education Governance in Transition: an Introduction. Scandinavian Journal of Educational Research, 46(3), 237–246.

Moos, L. & Møller, J. (2003). Schools and Leadership in Transition: the case of Scandinavia. Cambridge Journal of Education, 33(3), 353–370.

Moos, L., Krejsler, J. & Laursen, P.F. (red.) (2004). Relationsprofessioner ‑ lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Moos, L., Carney, S., Johansson, O. & Mehlbye, J. (2000). Skoleledelse i Norden. København: Nordisk Ministerråd.