De senere år har budt på en stigende interesse for problemstillinger vedrørende ulighed i det senmoderne samfund. Det gælder nationalt, men i høj grad også internationalt, hvor økonomer som Branko Milanovic og Thomas Piketty har vakt opsigt med deres analyser af forandringerne i den globale ulighed. Også sociologer er i stigende omfang vendt tilbage til mere klassiske sociologiske problemstillinger om, hvordan samfund er stratificeret, og hvilke dynamikker der er bærende for uligheden og den dybere samfundsmæssige organisering af, hvad der er op og ned i samfundet.

Årsagen til både den økonomiske og sociologiske interesse for uligheden ligger ligefor. Uligheden er nemlig steget i hidtil uset omfang i mange lande i de seneste 20-30 år. Og væksten i uligheden har først og fremmest været båret af, at de højeste indkomstgrupper har fået en endnu større del af det, der kaldes samfundskagen. Betegnelser som de ʼekstremt rigeʼ er vundet frem både i den samfundsvidenskabelige litteratur og i medierne som betegnelse for en gruppe på omkring 3.000 mennesker, hvis rigdom og adgang til ressourcer får mange af tidligere tiders konger og kejsere til at fremstå som mindrebemidlede. De optræder alle på Forbesʼ årlige liste over dollarmilliardærer med Amazon-stifter Jeff Bezon i spidsen (på 2021-listen) og andre milliardærikoner som Bill Gates (Microsoft) og Elon Musk (Tesla) lige efter. Norge er repræsenteret med tolv dollarmilliardærer på 2021-listen.

I den norske sociologiske litteratur er interessen for ulighedens karakter og samfundets stratifikationsformer slået igennem i to bøger, som begge er udgivet her i 2021. Det er antologierne ʼArbeiderklassenʼ og ʼUlikhet – Sociologiske perspektiver og analyserʼ. Begge bøger belyser en lang række forskellige aspekter af, hvad der karakteriserer den aktuelle ulighed i Norge, og begge har i hovedsagen et sociologisk perspektiv på analysen.

ʼArbeiderklassenʼ har – som det fremgår af bogens titel – særligt fokus på, hvad det vil sige at være arbejder og tilhøre arbejderklassen her i starten af det 21. århundrede. Bogens redaktører argumenterer – på baggrund af et større tværfagligt forskningsprojekt finansieret af Norges forskningsråd – for, at den samfundsvidenskabelige litteratur har behov for at sætte mere fokus på netop arbejderklassen og på arbejderklassens levevilkår og samlede placering i det norske samfund. Megen ulighedsforskning fokuserer enten på de meget rige eller på de meget fattige og tenderer til at overse den store gruppe af borgere, der ligger sådan lidt i midten, og som i høj grad udgøres af arbejderklassen. Bogen udgør et forsøg på at beskrive og analysere den norske arbejderklasses vilkår i bred forstand og indeholder 21 kapitler skrevet af 27 forskere om fx økonomi, politiske holdninger (kapitel 19 af Peter Egge Langsæther og kapitel 20 af Vebjørn Nordhagen), sundhed og arbejdsmiljø (kapitel 14 af Espen Dahl, Jon Ivar Elstad, Åsmund Hermansen og Kjetil A. van der Wel) og om at være ung i arbejderklassen (kapitel 4 af Aurora Berg og kapitel 21 af Patrick Lie Andersen og Jørn Ljunggren).

ʼUlikhet – Sociologiske perspektiver og analyserʼ fokuserer mere alment på ulighed og ulighedens karakter i det norske samfund. Udgangspunktet for bogens 14 kapitler (skrevet af 18 forskere) er et ønske om at analysere ulighedens karakteristika og årsager i forhold til en række udvalgte dimensioner. For det første er der fokus på specifikke emner, der beskriver ulighedens karakteristika. Det drejer sig fx om ulighed i forhold fattigdom (kapitel 3 af Hans-Tore Hansen), eliter (kapitel 4 af Trygve Gulbrandsen) og uddannelse (kapitel 5 af Knud Knudsen). Derudover er der for det andet fokus på de andre sociale determinanter, der påvirker menneskers placering i det sociale hierarki. Køn (kapitel 7 af Bente Rasmussen), etnicitet (kapitel 13 af Jon Rogstad), alder (kapitel 8 af Karen Christensen og Karl Wærness), familie (kapitel 10 af Liv Johanne Syltevik) og sociale netværk (kapitel 11 af Trond Løyning) er nogle af de faktorer, som har betydning for, hvor man befinder sig i ulighedshierarkiet. Ejerskab af aktier er fx ʼkønnetʼ i den forstand, at mænd i højere grad end kvinder ejer aktier, hvilket implicerer, at kønsuligheden i Norge er steget i takt med aktiekursernes vækst (Bente Rasmussen, i ʼUlikhetʼ, kapitel 7, s. 185).

Arbejderklassen og den økonomiske ulighed

I ʼArbeiderklassenʼ slås der en række interessante tematikker an, der belyser forskellige aspekter af arbejderklassens position og situation i det norske samfund. Først og fremmest er der naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt ʼarbejderklassen er dødʼ, som Pakulski og Waters skrev i slutningen af 1990ʼerne. Hvad menes der med arbejderklassen, og er det en meningsfuld kategorisering i nutidens norske samfund? Ja, mener forfatterne; det er i høj grad meningsfuldt, selvom det at tilhøre arbejderklassen i 2021 ikke er det samme, som det var at tilhøre arbejderklassen i 1980 eller i 1950. Men der er grupper af faglærte og ufaglærte lønmodtagere, som det giver god mening af tale om som tilhørende en arbejderklasse (særligt kapitel 1 af Jørn Ljunggren og kapitel 2 af Marianne Nordli Hansen og Jørn Ljunggren). Klassebegrebet er naturligvis en omdiskuteret størrelse ikke kun blandt dem, der afviser, at der eksisterer sociale klasser, men også blandt dem, der prøver at holde fast i en teori om klasser, og som prøver at udvikle empirisk operationelle klassebegreber. Oftest er det Weber og Marx, der bruges som udgangspunkt for konstruktionen af klassebegrebet, og det er også tilfældet her. Weber og Marx har so oder so først og fremmest fokus på de økonomiske og magtmæssige positioner i deres traditionelle definition af klasser og forskelle på klasser. Dette økonomiske og magtmæssige perspektiv suppleres dog i ʼArbeiderklassenʼ med Bourdieus begreb om kulturel kapital som et forhold, der skal tages med i betragtning på lige fod med økonomi og magt. Inddragelsen af kulturel kapital som et specifikt element i klasseforståelsen er omdiskuteret i den empirisk orienterede internationale litteratur, men det har vundet frem som en selvstændig faktor, blandt andet i den engelske faglitteratur (se også kapitel 14 af Vegard Jarness i ʼUlikhetʼ). Her har blandt andre Michael Savage – i stærk opposition til den empiriske klasseteoris grand old man, John Goldthorpe – slået til lyd for at bruge Bourdieus kategori om kulturel kapital som et element i forståelsen af de sociale klasser på linje med økonomi og magt.

Som i mange andre nyere empirisk orienterede klasseteorier tenderer Marxʼ centrale skelnen mellem ejere og ikkeejere af produktionsmidlerne til at forsvinde. Ejendomsforholdene forsvinder ud af analysen. Det sker også i ʼArbeiderklassenʼ. Ofte begrundes det med, at det kan være svært at få data på, hvem der ejer hvad, eller også nedtones betydningen af ejendomsforholdene i almindelighed i forhold til betydningen af lønindkomster, med henvisning til at det alligevel er pensionskasserne, der ejer ʼdet heleʼ. Og pensionskasserne er alligevel ʼos alle sammenʼ. Når man kender til fx Pikettys analyser af, hvad der er drivkraften i den stigende ulighed globalt, og i særdeleshed i USA, kan det dog godt undre, at ejendomsforholdene forbigås så relativt ubemærket i en bog om den norske arbejderklasses samfundsmæssige situation. Der er lidt om formuefordelingen i Norge, hvor det påpeges, at formuerne er endnu skævere fordelt end indkomsterne, men det er ikke meget, det omtales. Pikettys hovedargumentation for, at vi har set en stigende ulighed de seneste 20-30 år relaterer sig dog netop til ejendom, idet han viser, at afkastet på ejendom (aktier, fast ejendom osv.) er steget uforholdsmæssigt mere end afkastet på lønarbejde. Derfor bliver forskellen mellem dem, der ejer, og dem, der ikke ejer, større og større. «For den, der har, til ham skal der gives», hedder det som bekendt i Mathæusevangeliet, og mekanismen er ifølge Piketty mere udtalt end nogen sinde før i kapitalismens historie. Overskrifter a la ʼFest på det norske boligmarkedʼ finder man hurtigt, hvis man søger lidt på Google under boliger i Oslo. Her kunne det have været interessant at få indblik i, hvem der har været med til festen, herunder om arbejderklassen har været inviteret.

Formue og ejendomsproblematikken behandles mere udførligt i bogen ʼUlikhetʼ (særligt i kapitel 2 af Odd Gåsdal), og her diskuteres det, om den svagt stigende økonomiske ulighed (målt i Gini-koefficient), som kan observeres i Norge fra 1990ʼerne til 2017, kan skyldes øgede indtægter fra forrentning af kapital. Om det gør sig gældende, er svært at afgøre, men under alle omstændigheder er Norge – ligesom mange andre lande – karakteriseret ved, at formueuligheden er meget større end indkomstuligheden. Ulighed i formue er ikke kun noget, der vedrører klasseposition, men relaterer sig også til andre faktorer. Mænd i det norske samfund besidder således generelt meget mere formue (aktier, ejendom m.v.) end kvinder. Og folk, der bor i og omkring Oslo-Akershus, har større formuer end folk i resten af Norge. Fordelingen af formue har således både en tydelig klasse, kønsmæssig og geografisk skævhed.

Uligheden i livets retning og den sociale mobilitet

Andre centrale spørgsmål handler naturligvis om, hvilke vilkår arbejderklassen har i sammenligning med andre samfundsgrupper. Spørgsmålet om social mobilitet er et af de centrale emner. Graden af et samfunds sociale mobilitet er på en eller anden måde lakmusprøven på, om der er større eller mindre lighed i muligheder i et samfund. Samfund med lav social mobilitet er oftest præget af ulighed både i muligheder og resultat, mens samfund præget af høj social mobilitet er kendetegnet ved mere lige adgang til attraktive sociale positioner uafhængigt af social baggrund og mere lighed, for så vidt angår formue og indkomstfordeling.

Begge bøger har fyldige kapitler om social mobilitet i Norge. I ʼUlikhetʼ (kapitel 6 af Ann Nilsen) præsenteres – ret utraditionelt, men bestemt interessant – en række kvalitative studier af mobilitetskarakteristika for fire familier med forskellig social baggrund. Fokus er her på at identificere, hvad det er for mekanismer, som har ført til fx uddannelsesvalg for mennesker med forskellige social baggrund og forskelligt køn. En af observationerne er, at menneskers klassebaggrund og køn giver nogle pejlemærker for, hvilken «retning de skal se sig selv i» (s. 169). For nogle er det at tage en lang videregående uddannelse den helt naturlige retning, som de ser sig selv bevæge sig i, og som medvirker til at reproducere eksisterende klasseskel. For andre – fx kvinder fra arbejderklassen født i første halvdel af det 20. århundrede – peger retningen ikke mod uddannelse, men mod at blive tjenestepige hos en velstillet familie (s. 169). Denne kvalitative tilgang til studiet af social mobilitet er bestemt interessant og giver nye perspektiver på social mobilitetsstudierne, der ellers ofte er domineret af statistiske analyser af kvantitative data.

I ʼArbeiderklassenʼ (kapitel 3 af Marianne Nordli Hansen og Stian Aleksander Uvaag) behandles social mobilitet-problematikken på mere traditionel vis via analyser af forskelligt statistisk materiale. Spørgsmålet, som stilles, er det helt klassiske i mobilitetsforskningen: Hvor stor er sandsynligheden for, at børn af arbejderklasseforældre selv ender i arbejderklassen (s. 62)? I kapitlet påpeges den velkendte iagttagelse, at man i perioden fra 1960ʼerne og frem har set en betydelig social mobilitet i Norge og i en række andre velstående lande. Børn har generelt oplevet at få længere (og bedre) uddannelse, end deres forældre havde, og mange har tilsvarende oplevet af få mere attraktive jobs end deres forældre. Det er det, den tyske sociolog Ulrick Beck betegner som ʼelevatoreffektenʼ. Fra den ene generation til den anden rykkede alle ʼen etage op i samfundshierarkietʼ i forhold til deres forældre. Det var først overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund og senere overgangen fra industrisamfund til postindustrielt samfund, der drev ʼelevatorenʼ. Den sociale mobilitet var først og fremmest udtryk for store samfundsmæssige forandringer, og ikke nødvendigvis for, at samfundet var blevet mere lige. At der er stor absolut social mobilitet fra den ene generation til den anden, siger ikke noget om forskellen i chancer mellem fx børn af arbejderklasseforældre og børn af overklasseforældre for at indtage attraktive direktørposter i erhvervslivet eller blive professorer på universitetet. Kapitlet analyserer de forskelle i chancer for at opnå attraktive sociale positioner, der er mellem børn fra arbejderklasse og børn fra fx middelklassen eller overklassen. Og her er det tydeligt, at selvom elevatoren også i Norge er kørt opad for de fleste, kører den hurtigere opad for nogle sociale klasser end for andre. Chancen for, at drengebørn, der kommer fra den ufaglærte del af arbejderklassen, ender i overklassen, er lidt mere end syv gange mindre end chancen for, at børn, der kommer fra overklassen, selv ender i overklassen. Og chanceuligheden har været nogenlunde den samme i den periode fra 2003 til 2017, som der kigges på i kapitlet (s. 71-72). Social baggrund og tilhørsforhold til social klasse betyder altså ret meget i Norge for menneskers muligheder i livet.

En af styrkerne ved ʼArbeiderklassenʼ er, at det i mange af kapitlerne vises, hvordan det norske klassesamfund fungerer i praksis. Det vises, hvad der er for mekanismer, der fører til, at børn fra arbejderklassen sorteres fra tidligt i deres liv, når det gælder kampen om de attraktive positioner. Forskellige institutioner og organisationer er med til at opretholde og reproducere klasseforskellene, fx på skoleområdet. Selvom skolerne formelt skal optræde neutralt, vises det, hvordan der eksisterer en klassebias i den måde, skolerne agerer på, fx når eleverne rådgives om uddannelsesmuligheder. I kapitel 4 (af Aurora Berg) vises med udgangspunkt i et kvalitativt studie, hvordan eleverne i den norske folkeskole rådgives forskelligt om deres uddannelsesmuligheder på baggrund af deres forældres klassebaggrund. Det er så medvirkende til at reproducere de eksisterende klasseforskelle og skabe den chanceulighed i uddannelsesmuligheder, man kan iagttage i mere generelle statistikker. Forældrenes klassebaggrund kommer ofte til udtryk i deres tilgang til og involvering i deres børns uddannelse. Hos skolernes uddannelsesrådgivere tales der om ʼhandlekraftige forældreʼ over for mere ʼbeskedne og tilbageholdende forældreʼ. De ʼhandlekraftigeʼ forældre kommer fra middelklassen og overklassen og er stærkt optaget af deres børns uddannelse, mens de ʼbeskedne og tilbageholdendeʼ forældre kommer fra arbejderklassen eller underklassen. De sidste behersker i mindre grad end de første skolesystemets indforståede normer og kulturelle praksisser. En af de måder, hvorpå skolernes rådgivningspraksis har bias i forhold til forældrenes klassebaggrund, er, i forhold til i hvilket omfang man anbefaler eleverne at vælge erhvervsfaglige uddannelsesspor frem for mere studieforberedende spor. Elever med middelklasse- eller overklassebaggrund vejledes sjældent i de mere faglærte uddannelsesspor. Her er der primært fokus på de studieforberedende uddannelsesspor. Børnene fra arbejderklassen spores derimod meget mere ind på de faglærte uddannelsesspor. Og selv når eleverne fra arbejderklassen (og deres forældre) taler om at vælge de mere akademiske spor, lægger rådgiverne vægt på tydeliggøre fordelene ved de erhvervsfaglige uddannelser (s. 107). Herigennem medvirker skolernes rådgivningssystem indirekte til at reproducere eksisterende samfundsmæssige stratifikations- og klassekarakteristika, selvom princippet om elevernes selvstændige valg bør være styrende for rådgivningen.

Indvandring og den etniske ulighed

Ulighed, indvandring og etnicitet er en problemstilling, som i stigende omfang har trængt sig på i forskningslitteraturen de seneste tyve år. Ikke mindst i de skandinaviske lande, som tidligere var relativt etnisk homogene, men som siden 1960ʼerne og 1970ʼerne har oplevet en stigende tilstrømning af borgere fra andre lande og med en anden kulturel og etnisk baggrund end den skandinaviske. Konsekvensen har blandt andet været øget etnisk diversitet i Norge, hvor 14,7 pct. af befolkningen i 2020 udgjordes af indvandrere (defineret som personer, der er indvandret, og som er født i udlandet af udenlandske forældre) (Jon Rogstad, kap. 13, ʼUlikhetʼ, s. 324). Den stigende etniske diversitet skyldes øget tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft (særligt før 1990) og senere især familiesammenføring og tilstrømning af flygtningen. Når den etniske diversitet er interessant i denne sammenhæng, er det, fordi etnisk tilhørsforhold også har en ulighedsdimension. De grupper af befolkningen, der er indvandret til Norge, har i gennemsnit dårlige indkomster og mindre attraktive sociale positioner end den gennemsnitlige norske befolkning. Årsagerne hertil er mange, og nogle bud herpå gives både i ʼUlikhetʼ og ʼArbeiderklassenʼ.

I ʼUlikhetʼ behandles etnicitet primært gennem brug af mere generelle statistikker, herunder især statistikker, der vedrører forskelle i forskellige etniske gruppers arbejdsmarkedstilhørsforhold. Det er særligt kapitel 13 (af Jon Rogstad), der har dette fokus. Her beskrives de velkendte forskelle i arbejdsmarkedsdeltagelse mellem personer med norsk oprindelse og personer med indvandrebaggrund. Tallene er her, som de kendes fra mange andre lande. Indvandrere er mindre på arbejdsmarkedet end nordmænd i almindelighed, og arbejdsløsheden er generelt højere. Årsagerne hertil er mange. Manglende kompetencer (både sprogligt og fagligt), kulturelle præferencer (kvinder er hjemmegående) og diskrimination er nogle af de faktorer, som bruges til at forklare indvandrergruppers lavere arbejdsmarkedsdeltagelse og højere grad af social udsathed.

I ʼArbeiderklassenʼ spiller etnicitetsproblematikken også en stor rolle. Ikke mindst fordi etniske minoriteter i vidt omfang tilhører arbejderklassen. I 2003 havde cirka 10 procent af den norske arbejderklasse indvandrebaggrund (også efterkommere). I 2017 var tallet steget til mere end 20 procent (kapitel 2, s. 54). Etniske minoriteter er godt repræsenteret inden for en del fagområder, hvis domæner repræsenterer arbejderklassen. Serviceerhverv som butiksansatte og frisører har en pæn repræsentation af etniske minoriteter (behandles i kapitel 11 af Sabina Tica og Live Kjos Fjell), ligesom mange ansatte i sundhedssektoren har anden etnisk baggrund end norsk (behandles i kapitel 13 af Julia Orupabo). Og etniske minoriteter opfattes også blandt arbejdsgivere med særlige briller; de tilskrives (til forskel fra den etniske majoritet af indfødte nordmænd) villighed til at påtage sig hårdt fysiske arbejde i fx produktions- og byggesektoren (behandles i kapitel 5 af Jon Horgen Friberg og Arnfinn H. Midtbøen). Koblingen af klasse-, køns- og etnicitetsproblematikken udfoldes flot i de omtalte kapitler og udtrykker på mange måder en trend i den internationale uligheds- og stratifikationsforskning, hvor man i stigende omfang har fokus på intersektionalitetsproblematikker. Intersektionalitetsperspektivet fremhæver, hvordan de forskellige stratificerende strukturer og elementer må forstås i en helhed og ikke partikulært. Blandt de frisører og butiksansatte, som er interviewet i forbindelse med kapitel 11, er der en del, som er bærere af karakteristika, der hver for sig skriver sig ind i en stratifikatorisk orden. De tilhører arbejderklassen (frisør eller butiksansat), de tilhører en etnisk minoritet (indvandrebaggrund), og de er kvinder. Sammenlignes de med den norske elite, som beskrives i ʼUlikhetʼ (kapitel 4 af Trygve Gulbrandsen), har eliten en helt anden sammensætning. Eliten tilhører overklassen eller den højere middelklasse (direktører, professorer), de tilhører den etniske majoritet (er norske) og består i hovedsagen af mænd. Fokus i kapitel 11 i ʼArbeiderklassenʼ er på, hvordan fx frisører med indvandrebaggrund oplever forskelsbehandling af kunderne sammenlignet med deres etnisk norske kollegaer. Der stilles i højere grad spørgsmålstegn ved deres kompetencer, og mørk hudfarve bliver af nogle kunder tolket som mangel på faglighed. Den ideale servicearbejder er af nogle kunder præget af forestillinger om hvidhed og norskhed (særligt sprogligt), og frisører med indvandrebaggrund må derfor ofte direkte eller indirekte forholde sig til dette (diskriminerende) ideal (s. 216). I kapitel 5 er der også fokus på etniske skillelinjer mellem faggrupper i arbejderklassen. Her er det fiskeindustrien, hotelbranchen og byggeindustrien, der kigges på. Og også her ses der tydelige etniske skillelinjer, omend skillelinjerne ikke handler om, hvordan kunderne agerer, men mere om, hvilke jobtyper de forskellige etniske grupper besætter. I hotelbranchen er frontstagefunktioner som fx receptionist besat af personer med skandinavisk eller vesteuropæisk baggrund, mens backstagefunktionerne er domineret af kvinder fra Afrika, Asien og Østeuropa (s. 114). Tilskrivning af særlige egenskaber er et gennemgående tema i analysen. Nogle arbejdsgivere, fx i byggebranchen, opfatter den etniske majoritet – dem med norsk oprindelse – som mere eller mindre uegnede til hårdt manuelt arbejde. De er hverken punktlige, fleksible eller villige til at tage fat (s. 117). Dem med ikke norsk baggrund, fx fra de tidligere østlande, der er kommet til Norge for at arbejde, passer derimod bedre til arbejdsgivernes forventninger. De tilskrives kompetencer, der gør dem villige til at arbejde hårdt, længe og fleksibelt (s. 118).

Identitet og social klasse

Identiteter og identitetspolitik er noget, som efterhånden fylder en del i sociologien, når man skal forsøge at forklare, hvordan mennesker tænker deres liv, og hvordan de udvikler pejlemærker for, hvad de synes er vigtigt. Og det er også emner, som diskuteres i både ʼArbeiderklassenʼ og ʼUlikhetʼ. Er der en særlig identitet knyttet til det at tilhøre arbejderklassen, eller er klassetilhørsforhold blevet afløst af andre identitetsmarkører i det senmoderne samfund? Den store fortælling i sociologien er vel so oder so, at social klasse som identitetsmarkør er blevet mindre betydningsfuld i de seneste 30-40 år. Velfærdsstatens opkomst, individualiseringstendenser og andre forhold end social klasse er blevet vigtige markører for, hvordan mennesker opfatter sig selv. Køn opfattes i sociologien som en central identitetsmarkør, ikke mindst i tilknytning til den omfattende litteratur om ʼdoing genderʼ, der relaterer sig til blandt andet Judith Butlers opgør med essentialistiske kønsforståelser. Samtidig diskuteres det fx, om forbrug (herunder kulturelt forbrug i bred forstand) er blevet mere løsrevet fra social position og social klasse tilhørsforhold i dag end det var tidligere. Hvor Bourdieu i 1960ʼernes Frankrig i ʼDistinctionʼ viste, hvordan fx madpræferencer var stærkt indlejret i det franske samfunds klassekarakteristika, er det blevet et omdiskuteret emne i sociologien, hvorvidt og i hvilket omfang det stadig gør sig gældende. I ʼUlikhetʼ diskuteres problematikken i kapitel 14 (af Vegard Jarness), der sætter fokus på klassetilhørsforhold og kulturel ulighed. I kapitel 14 refereres blandt andre Michéle Lamont for analyser af, hvordan symbolsk differentiering i tilknytning til smag også er styret af andre forhold end klasseposition eller økonomisk formåen. Den symbolske differentiering, fx i hvad der er fint og mindre fint, er ikke reducerbar til de sociale strukturer, men fungerer i et vist omfang relativt autonomt. I kapitlet diskuteres den særlige norske situation, hvor nogle forskere har argumenteret for, at det norske samfund – til forskel fra fx Frankrig og i lighed med de andre skandinaviske lande – er præget af en særlig lighedskultur, der kommer til udtryk ved, at det ikke er normmæssigt acceptabelt at kritisere andre sociale gruppers smag (eller mangel på samme, s. 358). Andre har heroverfor argumenteret for, at de symbolske differentieringer mellem ʼgodʼ og ʼdårligʼ smag er lige så stærke og stigmatiserende i Norge som i andre lande, men at der måske i højere grad end i andre lande er tale om skjulte koder (s. 359). Kapitlet konkluderer, at der en tæt sammenhæng mellem klasseposition og kulturelle præferencer i Norge. Livsstil og klasseposition går på mange områder sammen, selvom der naturligvis er mange afvigelser fra dette billede.

I ʼArbeiderklassenʼ analyseres spørgsmålet om klasseposition og identitetsdannelse også, omend mere eksplicit med udgangspunkt i, hvordan arbejderklassen opfatter sig selv og opfattes af andre. I kapitel 15 (af Håvard Helland og Jørn Ljunggren) stilles spørgsmålet om, hvilken status arbejderklassejobs generelt har i det norske samfund. Og ikke overraskende eksisterer det klassiske hierarki mellem hånds- og åndsarbejde stadig i Norge. Håndens arbejde – det manuelle arbejde – betragtes stadig af de fleste som mindre prestigegivende end åndens arbejde. Arbejderklassejobs har mindre prestige end de jobs, der udføres af middelklassen eller den højere middelklasse. Kapitel 18 (af Jan Fredrik Hovden) belyser en anden type underprivilegering af arbejderklassen. Her er fokus på arbejderklassens position i den offentlige debat og i det, Habermas kalder ʼoffentlighedenʼ. Det er det særlige sociale rum, hvori der idealt set udveksles argumenter og synspunkter mellem borgere i et samfund med henblik på at træffe demokratiske beslutninger. I kapitlet argumenteres der for, at adgangen til det offentlige rum er stærkt betinget af socialt tilhørsforhold. Den offentlige debat er først og fremmest de privilegeredes debat og føres primært af de privilegerede selv uden væsentlig hensyntagen til arbejderklassen. Politiske holdninger i arbejderklassen analyseres i kapitel 19 af Peter Egge Langsæther, og her viser der sig – ligesom med kulturel smag (jf. ovenfor) – at være en relativ tæt sammenhæng mellem klasseposition og politisk holdning. Arbejderklassen er mere indvandrekritisk og mere optaget af velfærd og økonomisk lighed end andre sociale klasser, og ligeledes er de mere skeptiske over for klimadagsordenen end andre grupper.

To gode bøger, der gør læseren klogere

En stor styrke ved begge bøger er, at de ikke kun beskæftiger sig med økonomisk ulighed, sådan som mange økonomer måske ville have gjort. Uligheden har mange ansigter, og konsekvenserne er mangeartede i forskellige dele af samfundets sfærer. Ulighed handler selvfølgelig om økonomi, men også om køn, etnicitet, fattigdom, kultur, ungdom, alderdom, by og land osv. Og særligt i ʼArbeiderklassenʼ betyder det eksplicitte fokus på arbejderklassen i de forskellige kapitler, at man kommer meget mere i dybden med, hvad det på godt og ondt vil sige at tilhøre en bestemt social klasse i det norske samfund, end man er vant til. Det er meget prisværdigt og kunne måske også være noget, sociologer i andre lande kunne lære af, når de overvejer nye forskningsprojekter og nye publikationer.

Som skrevet i indledningen er der gode grunde til, at spørgsmålet om ulighed er kommet på både den politiske og den sociologiske dagsorden de senere år. Verden er blevet mere ulige, og behovet for at forstå baggrunden for den stigende ulighed og konsekvenserne heraf er store. Norge er naturligvis stadig et af de rigeste og samtidig et af de mest lige lande i verden. Her er Norge på linje med de øvrige skandinaviske lande (om end rigere). Både ʼArbeiderklassenʼ og ʼUlikhetʼ bidrager med væsentligt indsigter i det norske samfunds stratifikations- og ulighedsformer. Begge bøger er meget prisværdige på grund af den dybde og brede, der er i de temaer, som berøres.