Denne antologi præsenterer ny samfundsvidenskabelig forskning om vold i nære relationer i en norsk kontekst. Det erklærede formål er at give indsigt i volden som fænomen, dens årsager og konsekvenser, og præsentere viden om, hvordan volden håndteres i hjælpeapparatet i kommunalt og statsligt regi og i retsvæsenet. Ifølge redaktørerne er der kun i begrænset udstrækning publiceret samlede fremstillinger af forskning i vold i nære relationer rettet mod det norske praksisfelt. Og redaktørerne fremhæver betydningen af forskningsbaseret viden for at kunne forebygge og bekæmpe volden, som betegnes som et alvorligt og komplekst samfundsproblem i udvikling. Eksempler på denne udvikling er nye former for og forståelser af vold, et mere sammensat offer- og udøverbillede og et hjælpeapparat i ændring og vækst. Bogens målgruppe er fagfolk, studerende og andre med interesse for feltet.

De fleste af antologiens bidrag er knyttet til forskningsprojekter fra programmet Vold i nære relasjoner ved Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVTS) og Velferdsforskningsinstituttet NOVA. Det regeringsinitierede og stort anlagte voldsprogram blev iværksat i 2014. Ikke alle projekter under voldsprogrammet er repræsenteret i antologien, idet nogle projekter er påbegyndt sidst i perioden. Redaktørerne nævner også, at nogle perspektiver er mere fremherskende end andre. Der har generelt været mere fokus på udsatte end udøvere i voldsprogrammet, som også er karakteriseret ved at have en primært samfundsvidenskabelig profil. Et par af kapitlerne – fx kapitel 6 og 15 – forekommer dog mere præget af en sundhedstilgang til vold, og forskningsresultaterne er ikke overraskende, idet der påpeges en sammenhæng mellem voldsudsathed og fysisk og mental sundhed.

Antologien består af 15 kapitler skrevet af i alt 20 forskere med forskellig faglig baggrund som fx sociologer, jurister, kriminologer, antropologer, psykologer og medicinere. Kapitel 1: Vold i nære relasjoner – et felt i bevegelse fungerer som introduktion. De øvrige kapitler fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem bogens to dele. Første del har fokus på forståelser, konsekvenser og omfang af vold. Anden del har fokus på hjælp og kontrol.

Antologien spænder vidt og inkluderer forskellige former for vold og tilsvarende forskellige kategorier af voldsudsatte: unge, ældre, personer med funktionsnedsættelser, kvinder og kvinder med minoritetsbaggrund. Samtidig er der fokus på diverse love, bestemmelser, praksisser og tiltag i meget forskelligt regi samt en vurdering af deres effekt. Det gælder fx overvåget samvær (samvær med tilsyn), politiets kampagne, besøgsforbud som beskyttelsesforanstaltning og børnehusrådgiveres arbejdspraksisser. Antologien rummer således noget for både generalister og læsere med mere specifikke interesser. Det betyder også, at der ikke er en rød tråd på tværs af kapitlerne, om end nogle af kapitlerne, der henviser til mere generelle problematikker som fx tendensen til en kønsneutral voldsforståelse, kan siges at tale sammen.

Det er ikke muligt her at gennemgå samtlige kapitler. Jeg vil i stedet nævne nogle af de kapitler, jeg har læst med særlig interesse. De fire redaktørers introduktion, Vold i nære relasjoner – et felt i bevegelse, giver et godt indblik i udviklingen fra at se vold mod kvinder som et privat problem til at se vold i nære relationer som et offentligt problem, som myndighederne skal tage hånd om. Samtidig er der sket en bevægelse fra hvad og hvorfor-spørgsmål til en øget opmærksomhed på hvordan-spørgsmål, som drejer sig om, hvordan samfundets hjælpe- og kontrolapparat møder både udsatte og udøvere af vold i nære relationer. I introduktionen beskrives også bevægelsen mod en mere pluralistisk forståelse af volden. Denne bevægelse beskrives positivt, og der lægges op til, at de mange teoretiske perspektiver bidrager med hver sit. Antologien favner bredt, og det har også sin styrke. Men kan alle perspektiver, alle voldsforståelser, gå i spænd? Det er ikke et spørgsmål, der drøftes.

At volden i dag er et offentligt anliggende, kan ses som en landvinding, men myndighedernes overtagelse af feltet kan også have mindre heldige konsekvenser. I Fra kamp til konsensus? Sivilsamfunnets rolle i framveksten av voldsfeltet diskuterer Ingrid Smette, Anja Bredal og Kari Stefansen, om denne styring har medført, at et kønsmagtperspektiv lige så stille er blevet erstattet af et folkesundhedsperspektiv med fokus på voldsforebyggelse og en særlig opmærksomhed på vold mod børn. Ifølge forfatterne præges voldsfeltet aktuelt af både konsensus og nært samarbejde mellem civilsamfund og myndigheder, hvilket kan betyde, at der ikke er plads til uenighed og produktiv kritik. Jeg ser en tilsvarende tendens i Danmark, hvor kvindekrisecentrene i stigende grad er blevet integreret i det kommunale hjælpeapparat, er blevet stadig mere ’professionaliserede’ og undertiden lægger afstand til det kønsmagtperspektiv, de er rundet af. Og i 2017 fik vi i Danmark en ny national enhed, Lev Uden Vold, der er tænkt som videnscenter, rådgivende, koordinerende og oplysende organ, men som i praksis kan opleves som et selvcentreret organ, der forsøger at fremme en særlig ’kompleks og nuanceret’ – individpsykologisk, relationel og kønsneutral – voldsforståelse med tilsvarende fokus på terapi og forebyggelse.

I kapitlet Fra tradisjon til overgrep – nye forståelser av kjønnslemlestelse ved migrasjon udforsker R. Elise B. Johansen, hvordan samspillet mellem personlige erfaringer og den kulturelle betydning af infibulation både kan fremme og bremse forandring. Forfatteren nævner, at somaliske og sudanske kvinders ændrede livssituation, når de flytter til Norge, kan bevirke, at tidligere ordløse erfaringer kommer til udtryk. Kvinderne kan begynde at reflektere over infibulationen som kulturel praksis, og om smerten er et nødvendigt onde for at blive en voksen og kulturelt acceptabel kvinde. Kapitlet bidrager med tanker om forandringspotentiale; hvordan det er muligt at bryde med et dybt kulturelt forankret kvindebillede. Samtidig er det fint, at kvindelig kønslemlæstelse og æresrelateret vold og social kontrol ikke bare behandles i separate publikationer, men også indgår i generelle voldsantologier.

I kapitlet Vold i parforhold – fortsatt et likestillingsproblem viser Margunn Bjørnholt med baggrund i diskussionen om kønsneutralitet og betydningen af en grundig læsning af omfangsstudier, at vold i parforhold (fortsat) både er et kønnet problem og et ligestillingsproblem. I «Jeg ville jo si nei» – seksuell vold i parforhold præsenterer Margunn Bjørnholt og Hannah Helseth en nyttig typologi af seksuel vold, der er udviklet på baggrund af interview med et antal kvinder og mænd. Begge kapitler viser klart, at volden er kønnet. Kvinder er udsat for grovere vold i langt højere grad end mænd, kvinder er udsat for flere former for grov vold og for gentagen vold, og kvinder er udsat for seksuel vold. Ved en overfladisk læsning af omfangsundersøgelser kan man nærmest få det indtryk, at volden er ligestillet, dvs. lige fordelt på kvinder og mænd som udøvere og ofre. Men det holder ikke, når man analyserer og sammenholder kategorier og tal. Omfangsundersøgelser er nemlig typisk baseret på dokumentation af isolerede hændelser. Men omfangsundersøgelser siger ikke noget om, hvad disse hændelser betyder – og for hvem? Kapitlerne bidrager meget eksemplarisk som modargument i den tilbagevendende debat om ’kønsligestillet vold’, som blev aktualiseret i Danmark i 2018 i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport om indbyrdes vold i parforhold. Rapporten var bestilt af Ligestillingsafdelingen, der dengang lå i Udenrigsministeriet.

Yngvil Grøvdal analyserer i Hvor lite skal du finne deg i? Politiets kampanje mot vold i parforhold, en kampagne lanceret af Kripos i 2015, og hvordan kampagnens målsætning om at få flere til at anmelde vold i parforhold tilsyneladende ikke blev opfyldt. Ifølge forfatteren var budskabet ikke tilstrækkelig klart og politiet ikke tilstrækkelig forberedt. Samtidig stred budskabet mod folks konkrete erfaringer i mødet med politiet, og endelig er vold i parforhold et komplekst socialt problem, som er vanskeligt at håndtere i kampagnesammenhæng.

Jane Dullum viser i Besøksforbud som beskyttelsestiltak, at denne ’præaktive bestemmelse’ typisk ikke fungerer, som den er tænkt, men i stedet praktiseres på en måde, der har ’reaktive’ træk. Dullum forklarer også, hvorfor det sker, idet hun henviser til ’det sociale landskab’, bestemmelsen dumper ned i: politiet, straffeapparatet og juraen. I kapitlet Ønsker voldsutsatte straff for utøver, og hvilken betydning har det for straffesaken? viser Elisiv Bakketeig og Jane Dullum, at den voldsudsattes indstilling til, hvorvidt den voldsudøvende partner skal straffes eller ej, mod forventning ikke spiller nogen afgørende rolle for sagsbehandlingen og udfaldet. I dag er der offentlig påtale i familievoldssager, og det afgørende er den samlede bevissituation. Begge kapitler er af juridisk/kriminologisk karakter, men interessante og præsenteret på en måde, så ikkejurister kan følge med.

Langt de fleste af kapitlerne er meget læsevenlige og giver et godt indblik i konkrete forskningsspørgsmål og problemstillinger. Gennem præsentationen af empiri eller datamateriale får man mulighed for at følge forskningsprocessen og forstå argumentationen og resultaterne. Man lærer også noget nyt, selv om man måske allerede arbejder inden for feltet. Antologien viser bredden i aktuel norsk forskning i vold i nære relationer, som også er relevant for læsere i de øvrige nordiske lande. Bredden betyder imidlertid også – ikke overraskende – at den stritter i forskellige retninger. Den kan bestemt anbefales.