Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

«Men hun er da dansk?». Om pigers institutionelle forhandlinger af køn og etnicitet




Postdoc, Institut for sociologi og socialt arbejde, Aalborg Universitet

SammendragEngelsk sammendrag

I artiklen undersøges det, hvordan køn og etnicitet forhandles af piger anbragt på sikrede institutioner. International forskning har i stigende grad undersøgt pigers involvering i kriminalitet og gadekultur og belyst, hvordan disse tilhørsforhold former køn og etnicitet. Det er imidlertid ikke grundigt undersøgt, hvordan disse identifikationer og tilhørsforhold formes i mødet med professionelle inden for socialt arbejde. Med afsæt i en kvalitativ undersøgelse om piger anbragt på sikrede institutioner analyseres dette møde gennem to cases. Ved hjælp af poststrukturalistisk subjektiveringsteori analyseres identitet som skiftende sociale orienteringer mod sikkerhed, samhørighed og handlekraft. I konklusionen peges der på, hvordan en forståelse for identitet som flydende og foranderlig er relevant for velfærdsstatens opsøgende og behandlende indsatser for udsatte og kriminalitetstruede unge.

Nøkkelord: ungdom, køn, etncitet, risikoadfærd, socialt arbejde

The article explores how gender and ethnicity is negotiated by girls placed in secure care. International research has increasingly explored girls’ involvement in crime and street culture demonstrating how these affiliations shape gender and ethnicity. It is however, not thoroughly explored how these identifications and affiliations are shaped in interactions with professionals in social work. Drawing on a qualitative study on girls placed in secure care, this interaction is analysed using two cases. By applying poststructuralist theory on subjectivity, identity is analysed as changing social orientations towards safety, belonging and agency. In the conclusion, I argue that an understanding of identity as fluid and hybrid is relevant for welfare state professionals in their interventions for youth at risk.

Keywords: youth, gender, ethnicity, social work, crime

Indledning

De seneste år er den generelle ungdomskriminalitet faldet i Danmark, mens en mindre gruppe af «gengangere» fortsat begår grov og gentagen kriminalitet (Balvig, 2011). Gruppen af «gengangere» er overrepræsenteret af drenge og unge med minoritetsbaggrund, og nordiske forskere peger på en sammenhæng mellem marginalisering, risikoadfærd og subkulturelle tilhørsforhold (Jensen, 2002; Sandberg, 2008). En del af disse unge anbringes på sikrede afdelinger, hvor gadekulturen i forskellig grad bliver en del af institutionskulturen (Bengtsson, 2012). Det er imidlertid ikke belyst, hvordan pigers risikoadfærd og subkulturelle tilhørsforhold formes i mødet med institutionelle praktikker. På baggrund af en kvalitativ undersøgelse af pigers ophold på sikrede institutioner undersøger jeg i denne artikel, hvordan køn, etnicitet og risikoadfærd forhandles og reguleres i mødet mellem anbragte piger og ansatte på to sikrede afdelinger.

International forskning beskæftiger sig i stigende grad med pigers involvering i kriminalitet og gadekultur, samt hvordan disse tilhørsforhold former pigers tilegnelse af køn og etnicitet (Jones, 2010; Ness, 2010). Den nordiske forskning på området er sparsom, men peger på, at piger og unge kvinder approprierer gadekultur ud fra deres kønnede positioner og således navigerer i gademiljøer ud fra de samme logikker som drenge og unge mænd, men med væsentlig anderledes deltagelsesmuligheder (Grundetjern, 2015; Natland, 2006). Det skyldes, at piger dels er mere udsat for seksuel vold, dels, at de skal forhandle den underordning af femininitet, som karakteriserer det hypermaskuline gademiljø (Henriksen, 2015). I denne artikel analyserer jeg det institutionelle møde mellem to piger med erfaring i at færdes i minoritetsetniske gademiljøer og ansatte på sikrede institutioner. Artiklen trækker på en kvalitativ undersøgelse af pigers ophold på sikrede institutioner, hvor institutionelle praktikker og logiker analyseres i relation til pigernes narrativer om sikret anbringelse.

Artiklen falder i tre afsnit. Indledningsvis skitseres det teoretiske afsæt i poststrukturalistisk subjektiveringsteori efterfulgt af en kort beskrivelse af datagrundlaget, og herefter analyseres to cases, hvor pigers beretninger om identitet og hverdagsliv sammenstilles med ansattes forståelser og praksis i forhold til pigerne. I konklusionen fremhæves det, hvordan en forståelse for identitet som flydende og hybridiseret er relevant i forhold til velfærdsstatens opsøgende og behandlende indsatser for udsatte og kriminalitetstruede unge.

Flydende og hybride identifikationer

Det teoretiske afsæt for artiklen er subjektiveringsteori, hvor identitet begribes som flydende, foranderlig og i kontinuerlig tilblivelse (Davies, 2000; Staunæs, 2003). I denne forståelse er køn og etnicitet ikke noget, man er, men snarere noget, man gør som situeret relationel praksis. Denne forståelse står i kontrast til mere essentialiserede identitetsforståelser, hvor etnicitet eller køn begribes som rodfæstet i enten biologi eller herkomst, og disse kan derfor kun vanskeligt indfange forandringer af identitet over tid og rum. Inden for den feministiske ungdomsforskning er køn eksempelvis blevet betragtet som gørelser, der trækker på et kontinuum af maskuliniteter og femininiteter (Henriksen, 2015; Renold & Ringrose, 2008; Paechter, 2006). Ligeledes peger etnicitetsforskningen på, at etnicitet ikke er givet eller kan reduceres til etnisk herkomst, men må studeres som identifikationer, der formes relationelt og i opposition til sociale forventninger og forestillinger (Hall, 1992; Prieur, 2002; Staunæs, 2003).

Identitet handler således ikke kun om, hvem man er, men om, hvem man gerne/ikke vil være, og hvordan køn og etnicitet indgår i sociale orienteringer mod fællesskab og handlekraft. Der er ikke tale om strategiske beslutninger eller handlinger, men om meningsfulde orienteringer i et socialt landskab, der afspejler en kropslig erfaring af, hvordan forskellige subjektpositioner er forbundet med magt, underordning eller udstødelse. Med det poststrukturalistiske blik på identitet som processuel tilblivelse undersøger jeg således anbragte pigers selvforståelse med særligt fokus på køn og etnicitet, og jeg undersøger, hvordan det institutionelle rum sætter grænser for, hvordan kategorierne kan strækkes, brydes og forandres.

Metode

Artiklen er baseret på en kvalitativ undersøgelse af pigers ophold på sikrede institutioner. Jeg har interviewet anbragte unge og personale og gennemført ca. 300 timers etnografisk feltarbejde på 4 sikrede institutioner. Sikrede institutioner i Danmark varetager en kompleks opgave, der består i beskyttelse, behandling og sikring af unge, der frihedsberøves af retlige og sociale årsager. 80 pct. af de unge er anbragt i surrogat varetægt eller afsoning, og ca. 20 pct. er anbragt i pædagogisk observation eller for farlighed primært med henblik på sikring og udredning. De to grupper har forskellig retlig status, men har de facto en række identiske problemstillinger med risikoadfærd, psykisk sårbarhed, opvækst i socialt udsatte familier og omfattende erfaring med sociale indsatser og anbringelser.

Undersøgelsen faldt i to faser, hvor første fase bestod i at interviewe afdelingsledere og/eller socialrådgivere på alle otte sikrede institutioner i Danmark for at få indblik i, hvordan de anskuede pigernes problematikker og ophold på afdelingerne. Anden fase bestod i ti ophold a to-tre dage på afdelinger, hvor der var mindst én pige anbragt. Jeg deltog i hverdagsaktiviteter såsom madlavning, skole/værksted, sportsaktiviteter og havde samtaler med unge og ansatte som supplement til de seminstrukturerede interviews med unge og ansatte, der blev gennemført i aflukkede rum for at muliggøre fortrolighed og anonymitet. Interviewene med de ansatte omhandlede hverdagspraktik, pædagogik, udfordringer og muligheder ved sikret anbringelse samt beskrivelser af konkrete unge. Interviewene med de unge omhandlede ankomst, positive og negative oplevelser under anbringelsen, konflikter og relationer til unge og ansatte. Jeg deltog også i personalemøder og «overleveringer» ved vagtskifte. Selvom det kan være vanskeligt at inkludere både unges og ansattes perspektiv i en enkelt undersøgelse, giver det mulighed for at undersøge dynamikker og samspil, der bidrager med et nuanceret blik på institutionelle praktikker og logikker (Liebling, 2001). Jeg interviewede 25 unge, heraf 12 piger. 10 ud af de 12 piger var anbragt på afdelinger, hvor de resterende anbragte unge var drenge. 10 af pigerne var etnisk danske, mens 2 var af blandet etnisk dansk og anden etnisk herkomst. Blandt drengene var 4 etnisk danske, 5 minoritetsetniske fra Mellemøsten og 4 af blandet dansk og minoritetsetnisk baggrund.

Den samlede datamængde består af 25 interviews med unge, 20 interviews med ansatte og ledere samt feltnoter, der er kodet manuelt og i Nvivo10. Tematiseringen om køn, etnicitet og risikoadfærd opstod under bearbejdningen af materialet, og de valgte cases illustrerer én blandt flere tematikker, der bidrager til at forstå sikret anbringelse og socialt arbejde med kriminalitetstruede unge. Det er en tematik, der fremtræder på tværs af alle afdelingerne, og som særligt vedrører ca. en tredjedel (7 ud af 20) af de anbragte unge, hvor en eller begge forældre var etnisk danske, og som i varierende grad fremførte hybride identifikationer. Analysen ligger i forlængelse af en tidligere artikel, der belyser, hvordan forhandlinger af køn og etnicitet indgår i pigers navigationer på gaden (Henriksen, 2016). Denne artikel fokuserer på, hvordan pigernes identifikationer udfordres i mødet med velfærdsstatens regulerende institutioner.

Case 1: Sofia

Sofia er 15 år og anbragt i varetægtssurrogat på en sikret afdeling. Hun har et nordisk udseende, bruger ikke makeup, det halvlange lyse hår er samlet i en hestehale, og hun går klædt i løstsiddende oversizetøj i de dage, jeg er på afdelingen. Hun taler dansk, men bruger en del arabiske ord og har en accent og ordstilling, som jeg genkender fra minoritetsetniske unge. Hun forklarer eksempelvis: «Mig, jeg har ikke danske venner, jeg er hele tiden ude og i gang, du ved, aldrig hjemme altid ude og lave penge». Sofia beskriver et ungdomsliv, hvor hun sporadisk går i skole og tilbringer en stor del af tiden med en større flok unge mænd, overvejende i 20’erne og alle med etnisk herkomst fra Mellemøsten. Hun forklarer:

Jeg har faktisk, jeg tror, jeg har flest drengevenner, fordi de piger, som bor i (by), enten er de ludere, eller også er de dengser, ikke også, der er ikke så mange, der er midtimellem, der er ikke så mange, der bare, okay, laver lidt kriminalitet, og så går vi hjem og slapper lidt af.

Sofia kommunikerer tilhørsforhold til minoritetsetniske unge, der overvejende færdes uden for hjemmet og er involveret i kriminalitet og anden risikoadfærd. Hun tager afstand fra de tilgængelige pigepositioner, som hun betegner som dengser eller ludere, henholdsvis pæne piger optaget af skole eller mindre pæne piger, der relaterer seksuelt til (for mange) mænd. Gennem tøjstil, (krops)sprog og adfærd positionerer hun sig tæt på de unge mænd og deres praksis med involvering i kriminalitet. Hun omtaler drengene som sine «shababs», der betyder venner og mest bruges om og blandt drenge. Hun bryder således både forventninger til køn og etnicitet for at etablere tilhørsforhold til de unge mænd, som hun betragter både som brødre, venner og forbindelser til at lave penge.

På den sikrede afdeling indgår Sofias sprogbrug med omvendt ordstilling, ukorrekt grammatik og brug af arabiske ord i hendes minoritetsetniske positionering, der også understreges af hendes ønske om halalfremstillet mad og dermed tilberedning af specialretter ved de fleste måltider. Hun fortæller, at hun konverterede til islam som 13-årig; i samme alder begyndte hun at færdes meget på gaden. At konvertere til islam har betydning i forhold til at skabe tilhørsforhold til minoritetsetniske ungegrupperinger, men er også forbundet med at skabe sikkerhed og respekt på gaden (Henriksen, 2016). Da Sofia ankom til den sikrede afdeling, var der en overvægt af minoritetsetniske drenge, og hos dem har det ifølge Sofia betydning at være muslim.

Der var også en islamisk pige, der hed Jasmin, hun var muslim, og hun holdt ramadan herinde. Alle drengene viste hende respekt, fordi hun holdt ramadan herinde, ikke også, selvom hun var pige. Der sker ingenting ved at være pige herinde, andet end du har nogle fordele. Men nogle gange kan de lukke dig ude fra drengegrupperne (…)

Sofia forklarer, at Jasmin fik respekt selvom hun var en pige, og selvom der ingenting sker ved at være pige på en sikret afdeling ud over fordele, fremhæver hun, at man kan føle sig ekskluderet fra drengegrupperne (se også Henriksen, under udgivelse). Både inden for og uden for den sikrede afdeling har Sofia således erfaring med, at positionering tæt på de minoritetsetniske drenge er centralt i forhold til at etablere samhørighed og sikkerhed.

Jeg fornemmer en vis skepsis og ligefrem irritation over Sofias sprog, madvaner og livsstil blandt afdelingens ansatte og unge, der under mit besøg alle var etnisk danske. Da vi på et tidspunkt spiller basketball, siger Sofia eksempelvis noget om sine shababs, hvortil pædagogen (etnisk dansk mand) for sjov siger: «Hvad, skal vi have kebab?». Og en etnisk dansk dreng sukker og siger: «Åh nej, nu ikke det igen». Sofias positionering som minoritetsetnisk anerkendes ikke, og ironien fremstår som forsøg på at destabilisere hendes identifikation i det institutionelle rum. De ansatte fortæller, at de er meget opmærksomme på hendes sprog og arbejder på at udvikle det både i forhold til grammatik, ordforråd og udtale. Jeg får det indtryk, at Sofias minoritetsetniske identifikation overvejende betragtes som adfærd, der kan reguleres gennem pædagogisk arbejde. Det ser imidlertid ud til, at Sofia tager afstand fra den institutionelle regulering og måske endda giver forrang til minoritetsetniske identifikationer som en form for oppositionel identitet. Som hun fremhæver, da hun beskriver sine ønsker for en fremtidig anbringelse: «De skal bare ikke lave om på mig. Jeg vil ryge vandpibe, være muslim, og hænge ud med mine shababs og være mig selv, ellers smutter jeg». Det er sandsynligt, at den manglende accept af hendes minoritetsetniske positionering under andre betingelser end sikret anbringelse ville føre til, at hun «smuttede» og således fravalgte vejledning og støtte.

Det er et af de definerede formål med sikret anbringelse, at unge skal motiveres til et liv uden kriminalitet. Idet Sofias minoritetsetniske identifikation går hånd i hånd med risikoadfærd, er reguleringen af etnicitet legitim i forhold til anbringelsesformålet. Det er imidlertid problematisk, hvis minoritetsetnisk identifikation overvejende anskues negativt og kobles til risikoadfærd. Sofias beretning om identitet afspejler, at hendes minoritetsetniske identifikation kan forstås som meningsfuld social orientering efter et fællesskab og en livsstil, der opleves værdifuld. Ved at afvise hendes identifikation som ikkeautentisk og overvejende negativ risikerer man at fodre hendes modstand og herved også lukke det pædagogiske vindue i forhold til at ændre hendes risikoadfærd.

Case 2: Lina

Ansat 1: Jeg kom til at kalde hende Jensen, og det røg hun da helt op i det røde felt over.

Ansat 2: Men hun hedder da Jensen, gør hun ikke?

Ansat 3: Jo, men der er vist et mellemnavn, et eller andet Gu...ku... et eller andet udenlandsk.

De griner og bliver enige om, at hun hedder Jensen, og det er det navn, der står i journalen.

Ansat 2: Hun ser altså ikke sig selv som dansker?

Ansat 4: Nej, jeg tror, hun hader danskere.

Ansat 1: Men hun er da dansk, er hun ikke?

Ansat 4: Jo, hendes mor er dansk, men hendes far er vist fra Libanon. Men hun er dansk, lige nu er hun bare optaget af det der arabiske, også med de drenge på afdelingen, og hun har bestilt Koranen på dansk, men altså hun er dansk.

(Feltnoter fra personalemøde, september 2015)

Ovenstående ordveksling finder sted blandt personalet på en sikret afdeling, hvor 17-årige Lina netop er blevet anbragt i pædagogisk observation. Der er tydelig forvirring om Linas etniske herkomst og tilhørsforhold, og selvom det slås fast, at hun er dansk, skabes der blandt personalet en fælles opmærksomhed på hendes optagethed af det arabiske og ikke mindst de arabiske drenge på afdelingen.

Lina betragter sig ikke som dansk. I det interview, jeg foretager dagen efter min ankomst på afdelingen, forklarer hun følgende:

Lina: Min fars kone ser mig sådan meget som den danske pige i hendes i hjem, og det er ikke det, jeg er overhovedet.

Int.: Ser du dig ikke som dansk?

Lina: Nej, overhovedet ikke, jeg er libaneser. Jeg har rendt rundt med udlændinge hele mit liv, og jeg er også muslim så ... Jeg går aldrig nogensinde rundt med danskere, jeg ser mig ikke som dansker, nej.

Int.: Men du kunne være begge dele, altså du kunne godt se dansk ud.

Lina: Jamen, det jeg også ked af, det er, fordi jeg har været herinde i to måneder, jeg er helt bleg, du ved. Jeg har ikke taget sol, du ved.

Int. Dit sprog er også meget sådan … det er meget dansk.

Lina: Det er, fordi … altså, når jeg sidder og snakker med dig, så kan jeg godt snakke meget integreret og sådan, men når jeg er sammen med mine venner og sådan noget der, som du måske også kan høre i telefonen, så det bare fuld gang i den.

Lina har mørkt hår og gylden hud, og ud over at identificere sig som libaneser fremhæver hun at være muslim, og at hun altid har rendt rundt med udlændinge. Hun bruger sproget forskelligt, afhængig af hvem hun omgås. Sammen med mig taler hun roligt og sammenhængende med et afstemt kropssprog og nærvær. Når hun taler med drengene på afdelingen, der alle er minoritetsetniske, bruger hun såvel arabiske ord og betoning som et mere højlydt og ekspressivt kropssprog. Lina fortæller om hendes «shababs og shababes», der alle er minoritetsetniske, og som er forbundet til det gademiljø, hun har været en del af i flere år. Hun har været anbragt mange gange og har i perioder boet hos venner i ly for de sociale myndigheder. Hendes libanesiske herkomst giver adgang til både fællesskab og sikkerhed. Ved at fremhæve sin mørke lød, sin accent og sin arabiske herkomst konsoliderer hun denne positionering, ligesom et ophold på sikret afdeling kan destabilisere denne fremførelse og den værdi, hun tillægger den, ved at personalet insisterer på, at hun er dansk.

Etnisk differentiering er meget udtalt på de fleste sikrede afdelinger, forstået på den måde, at de unge skelner mellem «indvandrere» og «danskere» og ofte skaber sammenhold derefter. På en sikret afdeling med en overvægt at minoritetsetniske drenge giver det mening at orientere sig mod deres fællesskab gennem sprog, madvaner, livsstil og etnisk herkomst. De unge skelner skarpt, men kategorisering er i højere grad baseret på, hvad man gør, end hvem man er. Adil udtaler eksempelvis:

Jeg har danske venner, men jeg betragter dem ikke som danskere. Jeg betragter dem som perkere. Det er sådan nogle, som er vokset op med perkere hele livet. Der ligesom også tænker som os.

Adils udtalelse understreger, at etnisk tilhørsforhold og etnisk herkomst ikke behøver at være forbundet. Man kan blive perker, hvis man vokser op blandt perkere. De ungefællesskaber, som både Lina og Sofia beretter om, bekræfter, at selvom kropstegn som lyst hår og blå øjne sætter begrænsninger, udelukker det ikke, at sprogbrug, livsstil og (heteroseksuelle) relationer kan formes til at understøtte minoritetsetniske identifikationer og tilhørsforhold.

Personalet udtrykker bekymring i forhold til Linas omgang med afdelingens drenge. De opfatter hendes arabiske orientering som overfladisk og forbundet med hendes fascination af særligt én arabisk dreng på afdelingen, der beskrives som alfahan. To kvindelige ansatte forklarer på et møde:

Ansat 1: Nu har hun kastet sin opmærksomhed på Bilal, og så er det, som om at hun accepterer hele hans kultur.

Ansat 2: Det er, som om hun gør sig dårligere, end hun er, også som kvinde, hun accepterer at blive kaldt alt muligt, som i går da vi snakkede om kærester, så siger hun, at en kæreste jo godt kan kalde én for luder eller so.

Personalet beskriver det som «nedslående» at høre Lina tale om kvinders roller og underordning. I forhold til afdelingens drenge beskriver de, at hun indtager en «morrolle, hvor hun går og nusser om dem, laver mad og varter dem op». På baggrund af mistanke om kæresteri og en konkret hændelse har personalet desuden vedtaget, at Lina og Bilal ikke må deltage i aktiviteter sammen, herunder opholde sig i fællesstuen eller spise sammen. Både rollen som opvarter og seksuelt tilgængelig lægger sig op ad den problemforståelse, som personalet har om Lina, og som sikret anbringelse skal regulere. De forklarer, at hun har levet på gaden, og at gråzoneprostitution og misbrug har været en del af hendes måde at overleve på. Problemforståelsen afspejler imidlertid også, at personalet betragter Linas underordning som en del af hendes accept af arabisk kultur, hvilket gør regulering af etnicitet til et pædagogisk mål for hendes anbringelse. Ved at insistere på, at Lina er dansk, underkendes imidlertid de positive og meningsfulde identifikationer, som Lina forbinder med at være libaneser, såvel som hendes forsøg på at mestre og modsætte sig den underordning, hun tilbydes både i forhold til de ansatte og de anbragte drenge.

Diskussion

Ovenfor har jeg lagt vægt på at belyse, hvordan to anbragte piger gør køn og etnicitet, og har særligt fremhævet, hvordan minoritetsetniske identifikationer gøres gennem bestemte kropstegn, sprogbrug og livsstil. Sofia har med sit lyse nordiske udseende andre muligheder end Lina, der med sin mørkere hudfarve og hår og ikke mindst libanesiske herkomst nemmere regnes som minoritetsetniske ung. Pigernes beretninger peger på, at etnicitet blandt nogle unge betragtes som situeret og relationel identifikation, hvor det, man gør, er vigtigere, end hvor man kommer fra. At være udlænding eller perker peger på elastiske sociale identifikationer og tilhørsforhold, der kan tilgås af unge med forskellig herkomst. Det står i modsætning til at være dansk, der som kategori i højere grad lukker sig om en bestemt herkomst og kropstegn og således er svært tilgængelig, særligt for tilflyttere fra ikkevestlige lande.

Denne elasticitet, her belyst særligt i forhold til etnicitet, afspejles ikke i de ansattes forståelser, hvor etnicitet kommer til udtryk som en mere fast og uforanderlig kerne i de unges identitet, og hvor hybridisering fremstår forstyrrende. Pigernes minoritetsetniske orientering forbindes overvejende med kriminalitet og risikoadfærd og gøres derfor til genstand for regulering. Den negative og noget stereotype forståelse af minoritetsetniske identifikationer skal ses i lyset af, at unge med minoritetsetnisk baggrund er stærkt overrepræsenteret på de sikrede institutioner og udgør ca. 60 pct. af de anbragte unge (CFK, 2014). Jeg har belyst, hvordan etnicitet forhandles og reguleres i forhold til to piger, men lignede forhold gør sig gældende for nogle af drengene. Materialet rummer eksempler på, at etnisk danske drenge, der i sprog og livsstil identificerer sig med minoritetsetiske unge, også reguleres og fastholdes som etnisk danske.

Der er en grad af etnocentrisme at spore i de ansattes forståelser og institutionelle praksis, hvor det etnisk danske gives forrang, eksempelvis i form af dansk madkultur, fejring af danske højtider, et forbud mod andre sprog end dansk og en markant overvægt af etnisk dansk personale. Når der insisteres på, at Lina er dansk, selvom hun af herkomst er lige dele etnisk dansk og libanesisk, kan det således både bunde i en manglende forståelse for flydende og sammensatte etniske identifikationer og i etnocentrisme, hvor regulering til danskhed fremstår som et pædagogisk mål for alle anbragte unge. For de valgte cases gælder det, at personalet betragter pigernes minoritetsetniske identifikationer som midlertidige, påtagede og forbundet med risikoadfærd, og ser det som en pædagogisk opgave at regulere til en mere passende overensstemmelse mellem etnisk herkomst og etnisk tilhørsforhold.

Analysen belyser de flydende og sammensatte identifikationer og tilhørsforhold, som unge tilegner sig på tværs af tid og rum. Ved at betragte disse identifikationer som meningsfulde og kreative orienteringer i et socialt landskab bliver det synligt, hvordan de relaterer sig til sikkerhed, tilhørsforhold og en oplevelse af handlekraft. Hvis sociale indsatser skal appellere til unge og styrke deres mestring af eget liv, er det væsentligt at begribe unges kreative strategier for overlevelse og meningsskabelse, herunder nye formationer af køn og etnicitet.

Referencer

Balvig, F. (2011). Lovlydig ungdom. Det Kriminalpræventive Råd.

Bengtsson, T. T. (2012). Learning to become a «gangster»? Journal of Youth Studies, 15(6), 677–692.

CFK (2014). Det Sociale Indikatorprogram for sikrede institutioner. Landsrapport 2014. Århus: CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling.

Chesney-Lind, M., & Jones, N. (2010). Fighting for girls: new perspectives on gender and violence. Fighting for Girls: New Perspectives on Gender and Violence. Albany: SUNY Press.

Davies, B. (2000). A body of writing, 1990–1999. Walnut Creek: AltaMira Press.

Grundetjern, H. (2015). Women’s gender performances and cultural heterogeneity in the illegal drug economy. Criminology, 53, 253–279.

Hall, Stuart (1992): «New Ethnicities», i James Donald & Ali Rattansi (red.), «Race», Culture and Difference. London: Sage.

Henriksen, A. (2015): «Navigating hypermasculine terrains: Female tactics for safety and social mastery». Feminist Criminology (online first).

Henriksen, A. (2016): «I was a scarf-like gangster girl» – negotiating gender and ethnicity in hyper-masculine urban terrains». Ethnicities (online first).

Henriksen, A. (under udgivelse): Confined to care: an exploration of girls’ gendered vulnerabilities in secure care.

Jensen, S.Q (2002). De Vilde Unge i Aalborg Øst. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Jones, N. (2010). Between good and ghetto : African American girls and inner-city violence. New Brunswick: Rutgers University Press.

Liebling, A. (2001). Whose side are we on? Theory, practice and allegiances in prisons research. British Journal of Criminology, 41(3), 472–484.

Natland, S. (2006). Volden, horen og vennskapet – en kulturanalytisk studie av unge jenter som utøvere av vold. Bergen: Universitetet i Bergen.

Ness, C. D. (2010). Why girls fight, female youth violence in the inner city. New York: New York University Press.

Paechter, C. (2006). Masculine femininities/feminine masculinities: Power, identities and gender. Gender and Education, 18(3), 253–262.

Prieur, A. (2002). Frihet til å forme seg selv?: en diskusjon av konstruktivistiske perspektiver på identitet, etnisitet og kjønn. Kontur, 6, 4–12.

Renold, E., & Ringrose, J. (2008). Regulation and rupture Mapping tween and teenage girls’ resistance to the heterosexual matrix. Feminist Theory, 9(3), 313–338.

Sandberg, S. (2008). Street capital, ethnicity and violence on the streets of Oslo. Theoretical Criminology, 12(2), 153–171.

Staunæs, D. (2003). Where have all the subjects gone? Bringing together the concepts of intersectionality and subjectification. NORA: Nordic Journal of Women’s Studies, 11(2), 101–110.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon