Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Nordisk politiforskning – udfordringer og muligheder



Lektor ph.d. Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet E-mail: lars.holmberg@jur.ku.dk

Summary

The paper discusses possibilities and problems for police research in the nordic countries. Nordic police research is increasing in volume, but it is still dominated by works originating in norway and sweden. A number of threats to future research are defined, among them close ties between police and researchers and the desire from police management to direct research and control it’s output. It is argued that participant observation of the police is getting increasingly difficult to carry out due to overly restrictive ethical considerations. Furthermore, an increasing focus on «what works» may guide researchers away from posing more fundamental questions about the relation between police and society. The paper concludes with the observation that almost all police research in the nordic countries is undertaken by researchers from the same countries as the police forces studied. It is suggested that an increased focus on comparative research may bring new insights.

Keywords:  police, reserarch ethics, challenges, comparative research

Denne artikel publiceres i det første nummer af det nye tidsskrift Nordisk politiforskning, hvilket forekommer at være en oplagt mulighed for at gøre en form for status over, hvordan politiforskningen i Norden har udviklet sig og særlig over de udfordringer og muligheder, der efter min mening kan komme til at præge den nordiske politiforskning i de kommende år.

Denne artikel vil ikke have form af et egentligt review eller en biografi over den nordiske politiforskning – den opgave er der andre, der har taget på sig i de senere år (Høigård 2005, Valland 2011, samt Knutsson, 2010 og Polishögskolan, 2012 vedr. den svenske forskning). Jeg tillader mig i stedet en række selektive nedslag på områder, hvor jeg for det første finder grund til at være kritisk – herunder også selvkritisk – og for det andet finder, at der er potentiale for fremtidig forskning.

Indledningsvis ses på udviklingen i omfang og karakter i den nordiske politiforskning, som den fremstilles i en række bibliografier fra det sidste tiår, og mulige forskelle mellem de nordiske lande ridses op. På denne baggrund vil jeg se nærmere på en række forhold, som kan virke styrende på politiforskningen, såvel eksplicit som implicit. Jeg vil argumentere for, at adgangen til at udføre forskning – her særlig deltagerobservation – er blevet forringet de seneste 15 år. Her spiller nye krav til forskningsetik en væsentlig rolle, men der gives også eksempler på mere eller mindre direkte styring fra politiets side. Samtidig er det væsentligt at være sig bevidst, at der er en risiko for, at institutionaliseringen af politiforskningen (f.eks. i form af tæt tilknytning til politiet) kan virke ensrettende på forskning og forskningsspørgsmål. Her er det særlig det stigende fokus på evidens, som vil blive diskuteret. Denne «evidensfiksering» kommer let til at fortrænge mere overordnede spørgsmål om politiets mål og samfundsmæssige rolle, og den begrænser den kritiske debat – såvel mellem forskere og politi som mellem forskere internt. Afslutningsvis vil jeg påpege manglen på tværnordiske/tværskandinaviske forskningsprojekter: Politiforskningen i Norden er alt for dårlig til at udnytte de komparative muligheder, der ligger i vort kendskab til hinandens sprog. Vi burde drage fordel heraf og gennemføre forskningsprojekter i vore nabolande for på den måde at øge forståelsen af forskelle og ligheder mellem de nordiske landes politi.

1. Nordisk politiforskning: Voksende omfang, ulige fordeling

Indledningsvis kan det konstateres, at politiforskningen i de nordiske lande samlet set er ganske omfattende, men også, at dette først og fremmest beror på svenske og norske bidrag1. En optælling af referencerne i den kommenterede oversigt over nordisk politiforskning 2004–2009 (Valland 2011) viser, at af de omkring 160 publikationer (inklusive masteropgaver mv.), som har et af de nordiske lande som direkte empiri/genstandsfelt, stammer de 55 pct. fra Norge, 35 pct. fra Sverige og resten fra Danmark og Finland2. I Høigårds bibliografi, som spænder fra «begynnelsen av nittitalet» (2005: 3) til 2004, drejer de 17 pct. af publikationerne sig om dansk og finsk politiarbejde, mens resten af de geografisk identificerbare studier er fordelt stort set ligeligt mellem Norge og Sverige. En sammenligning af de to bibliografier (som må tage et vist forbehold for forskelle i udvælgelseskriterier mm.) viser også en klar vækst i antallet af publikationer: Høigård oplister 215 publikationer fra 1992 til begyndelsen af 2004, mens Valland har fundet 172 publikationer for de følgende ca. fem år. Den svensk-norske dominans hænger – igen med forbehold for finsk og islandsk forskning – givetvis sammen med, at den kriminologiske forskning i Sverige og Norge i det hele taget har været væsentlig mere omfangsrig end den danske3, og muligvis også med politiuddannelsernes placering: I Norge på Politihøgskolen med egen forskningsafdeling, i Sverige blandt andet placeret på universiteterne i Umeå og Växjö med deraf følgende forskningsinspiration, hvor særlig sidstnævnte har gjort en del for organiseringen af den nordiske politiforskning. I Sverige udførtes der tidligere også forskning på Polishögskolan, men forskningen her blev overført til Brottsförebyggande rådet (BRÅ), hvilket iflg. Knutsson (2010) har betydet en reduktion i den myndighedstilknyttede svenske forskning. Iflg. Knutsson var der på Polishøgskolan reelt tale om en slags «forskningsförbud» (2010: 11). I begge lande forskes også i politiets forhold på andre institutioner, som ikke har nogen direkte tilknytning til politiet eller uddannelsen af politifolk, f.eks. Stockholms Universitet og Oslo Universitet.

Det begrænsede omfang af dansk forskning hænger blandt andet sammen med de spredte og meget små forskningsmiljøer: Aalborg Universitet udbyder nu en Master i Politivirksomhed og har haft til hensigt at etablere et forskningsmiljø for politiforskning, som dog foreløbig er af meget begrænset omfang, men der foregår også politiforskning på Københavns Universitet (f.eks. Holmberg & Balvig 2013, Christensen, 2012, Stevnsborg, 2010), Århus Universitet (f.eks. Havelund m.fl., 2013), Roskilde Universitetscenter (f.eks. Bille & Østergård Steenfeldt 2013), Copenhagen Business School (f.eks. Degnegaard 2010) samt i Justitsministeriets forskningsafdeling (f.eks. Tambour Jørgensen 2014) og i Rigspolitiets regi (f.eks. Hald & Røn 2013). Alle de nævnte steder er det dog en enkelt eller et par forskere, som arbejder med politiforskning, typisk samtidig med, at de forsker i andre emner. Optællingen tyder i øvrigt på, at den nordiske politiforskning i tiltagende grad retter sig mod et internationalt publikum. Hvor omkring 12 pct. af publikationerne frem til 2004 er engelsk/tysksprogede, gælder det 22 pct. af publikationerne fra 2004–20094.

Omfanget af den nordiske forskning er efterhånden så stort, at det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over feltet, selvom de eksisterende forskningsoversigter forsøger sig med forskellige kategoriseringsprincipper – Høigård f.eks. med «bakseteforskning» og «det vanskelige politiarbeidet» (2005: 1), Valland bl.a. med «et blikk på politiet» (2011: 7), mens en rent svensk forskningsoversigt over højskolebaseret forskning (Polishögskolan 2012) inddeler efter politiets hovedarbejdsområder. Høigård bemærker endvidere, at der efter hendes mening er en «kløft» mellem myndighedsforskning og universitetsforskning, hvor den førstnævnte «skal være nyttig og veiledende for politiets arbeidsmåter og prioriteringer», mens den sidstnævnte er karakteriseret af, at «politiets virksomhet problematiseres i langt høyere utstrekning» (2005: 105). Høigård har her fat i noget væsentligt, men jeg er ikke sikker på, at kløften går præcis der, hvor hun identificerer den. Jeg vil faktisk mene, at også en del af den forskning, der er udført i universitets- og højskoleregi, minder mere om myndighedsforskning end kritisk forskning, hvilket jeg vil komme nærmere ind på nedenfor.

Som jeg ser det, kan nogle af de vigtigste udfordringer for den nordiske politiforskning opsummeres under følgende hovedoverskrifter: Forskningsfrihed og forskningsadgang, effektivisme samt national fiksering.

2. Forskningsfrihed og forskningsadgang

En stor del af den nordiske politiforskning kan siges at være indlejret i politiet i større eller mindre grad. Med begrebet indlejring tænker jeg på, hvor stærk en tilknytning der er mellem politiorganisation, myndigheder og forskere. Både i Finland og Norge er en (større eller mindre) del af forskningen tæt knyttet til politiet, idet den er organisatorisk knyttet til politiuddannelserne. I Norge har Politihøgskolen (PHS) en forskningsafdeling, i Finland ligeså. I Sverige er forskningen ikke direkte knyttet til politiuddannelserne, heller ikke på de tidligere nævnte universiteter, men til gengæld foregår der en del evaluering af politivirksomhed i BRÅs regi – hvorigennem den svenske regering har direkte indflydelse på, hvad der forskes i. Der er mindst to mulige udfordringer i denne indlejring, nemlig dels risikoen for eksplicit styring af forskningen, dels risikoen for implicit påvirkning.

2.1. Eksplicit påvirkning

Den eksplicitte påvirkning kan tænkes udøvet direkte i form af påbud om (eller forbud mod) at beskæftige sig med bestemte emner (og måske på bestemte måder), eller i form af selektiv tildeling af forskningsmidler. Hvad det første angår, har vi i Norden set flere eksempler på, at politiets styrende organer ønsker tættere kontrol med politiforskningen.

I Danmark afviste Rigspolitiet at offentliggøre en forskningsrapport, udarbejdet af en forsker som var ansat i det daværende Politiets Videnscenter, om politiets afhøring af sigtede (Jakobsen 2010). Rapporten blev i stedet alene rundsendt internt i politiet, og forskeren måtte ikke udtale sig om resultaterne til offentligheden – heller ikke til Fagbladet Dansk Politi (politiets fagforenings medlemsblad)5. Da den pågældende forsker gjorde indsigelser mod dette, blev hun forflyttet til en stilling, hvor hun eksplicit fik at vide, at forskning ikke indgik som en del af hendes arbejdsopgaver. Dansk Politiforbund har senere klaget over denne lukkethed i en avisartikel, hvor Rigspolitiets pressechef svarer, at: «Der ligger ikke nogen naturlig forpligtelse til, at rapporten skal offentliggøres», samt at rapportens konklusioner indgår i politiets løbende drøftelser6. Denne artikel har efterfølgende affødt et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg (spørgsmål 809, 2013) til Justitsministeren. I svaret citerer ministeren Rigspolitiet for følgende:

Rigspolitiet fandt imidlertid ikke, at der var videnskabeligt belæg for at offentliggøre rapportens resultater til en videre kreds uden for politiet. Dette havde blandt andet sin begrundelse i forhold omkring den empiri, der blev indsamlet til brug for undersøgelsen. Forhold der – også ifølge den medarbejder, der stod for undersøgelsen – stiller alvorlige spørgsmål ved undersøgelsesresultaternes validitet.7

Det interessante i denne formulering er, at der i rapporten ganske rigtigt gøres opmærksom på, at der kan være validitetsproblemer, men at disse skyldes, at forskeren ikke har fået fri adgang til alle de afhøringer, hun gerne ville overvære, og at der derfor kan være problemer i forhold til de ikke overværede afhøringer, som rapporten ikke afdækker. De forhold og problematikker vedrørende afhøringerne, som diskuteres i rapporten, er der til gengæld udmærket belæg for. Denne sag synes dermed først og fremmest at være et eksempel på, at forskningens indlejring i politiet kan have ganske alvorlige konsekvenser for forskningsfriheden.

På denne baggrund er det særligt bekymrende, at den norske udredning om reform af politiet lægger op til en direkte administrativ styring af, hvad forskningsafdelingen på PHS skal beskæftige sig med fremover: «I et system for kompetanseforvaltning skal Politihøgskolen være leverandør av utdanning og forskning som politiet har behov for. Det er Politidirektoratet som skal definere dette behovet.» (NOU 2013:9, s. 210). Dette forslag blev heldigvis aldrig virkeliggjort, men formuleringen afspejler noget væsentligt om forfatternes opfattelse af, hvad politiforskningens opgave er. Det er naturligvis helt legitimt, at f.eks. PHS leverer forskning, som politiet har behov for – det er en væsentlig del af vor opgave som politiforskere at kvalificere politiets arbejde. Der er for mig at se heller ikke noget galt i, at Politidirektoratet kan definere konkrete forskningsspørgsmål. Problemet er, at det i denne formulering alene var tænkt at være Politidirektoratet, som skulle definere, hvad der er behov for, at PHS forsker i. Det er svært at læse dette som andet end et ønske om at ophæve forskningsfriheden på PHS for i stedet at gøre forskningsafdelingen til en slags evaluerings/udviklingsafdeling for Politidirektoratet. En sådan udvikling er der grund til at advare imod, fordi direktorater og lignende styringsorganer kun yderst sjældent kan se kvaliteten i at iværksætte forskning, som ikke har et specifikt evalueringsmæssigt eller anvendelsesorienteret sigte – eller som kan risikere at generere resultater, der kan stille politiet i et kritisk lys. Samtidig er det væsentligt at bemærke, at direktoratet ifølge forslaget skal definere politiets behov for forskning. Samfundets behov nævnes slet ikke – måske fordi NOU’en slet ikke opererer med muligheden for, at samfundets og politiets behov ikke er sammenfaldende? Formuleringen lægger op til en styrket indlejring og dermed også til en stærkere kontrol med politiforskningen fra forvaltningens side.

At der kan være forskel på politiets og samfundets interesser i forskning, kan illustreres med et nyligt dansk eksempel. Her har vi siden 1998 gennemført en række undersøgelser af befolkningens forhold til politiet, først i forbindelse med en evaluering af de danske nærpolitiprojekter (Balvig & Holmberg 2004), senere som led i vurderingen af den danske politireform, som blev iværksat i 2007 (Balvig, Holmberg og Højlund Nielsen 2011). Undersøgelserne viste, at borgernes bedømmelse af politiets indsats – efter en tydelig forværring i de første år efter reformen – i 2010 var tilbage på niveauet fra før reformen på de fleste områder. Dog var der fortsat en stor andel af de adspurgte, som mente, at politiet savnede tilknytning til lokalområdet og viden om lokale forhold, ligesom andelen, der udtrykte stor eller meget stor tillid til politiet, var lavere end før reformen. Vi gennemførte derfor en yderligere undersøgelse i begyndelsen af 2013 for at se, om dette fortsat var tilfældet.

I de fortløbende undersøgelser stillede vi blandt andet følgende spørgsmål: «Jeg vil nu gerne vide, hvor stor tillid du har til politiet i Danmark? Du kan svare ved hjælp af tallene 1–5, hvor 1 er ’meget lille tillid’. Hvis du har ’meget stor tillid’ skal du svare med et 5-tal.» Andelen, som svarede 4 eller 5, altså stor eller meget stor tillid, faldt fra 80 pct. i 2006 (kort før den danske politireform) til 60 pct. i 2013 (Balvig og Holmberg 2013), hvor der også fortsat var en stor andel af de adspurgte, som ikke mente, at politiet havde lokalt kendskab og/eller tilknytning.

Vi ville selvfølgelig gerne følge udviklingen videre frem, ikke bare med hensyn til tillid men også til borgernes opfattelse af det lokale politiarbejde. Dette var særlig interessant, fordi vore analyser viste, at der var stærk sammenhæng mellem de adspurgtes opfattelse af politiets lokalkendskab og lokale tilknytning og deres udtrykte tillid til politiet. Rigspolitiet, som havde finansieret de tidligere undersøgelser, ønskede dog ikke at støtte en fortsættelse, hvilket blev begrundet med, at man selv havde iværksat en fortløbende undersøgelse (Politiets Tryghedsindeks) som ville belyse nogle af de samme emner. I denne undersøgelse er tillidsspørgsmålet formuleret på følgende måde: «Er du enig i flg. udsagn?: Jeg har tillid til, at politiet vil hjælpe mig, hvis jeg har brug for det.» (Rigspolitiet 2013: 11). Svarkategorierne er Ja, Nej, Ved ikke, og adspurgt på denne måde svarer 84 pct. Ja.

Formuleringen af såvel spørgsmål som svarkategorier synes egnet til at generere en høj «tillidsprocent», hvilket da også er blevet resultatet. Målt på denne måde er andelen, som udtrykker tillid, højere end den har været på noget tidspunkt i de fortløbende borgerundersøgelser. Man kan naturligvis altid diskutere, hvilken spørgsmålsformulering der er bedst egnet til at afdække befolkningens tillid til politiet. Måling af tillid er, som også påpeget af flere nordiske forskere (se f.eks. Larsson 2010, Thomassen 2010) vanskeligt, og det er helt klart, at formuleringen af spørgsmål og svarkategorier spiller en væsentlig rolle for resultaterne. Det er af samme grund væsentlig mere interessant at se på udviklingen i tillid til politiet, når den måles på en bestemt måde, end det er at diskutere det konkrete tillidsniveau på et bestemt tidspunkt. Derfor er det særlig ærgerligt, at Rigspolitiet har valgt ikke at bibeholde spørgsmålsformuleringen fra de tidligere danske undersøgelser i det nye Tryghedsindeks.

2.2. Forskningsetik og begrænsninger

Årene efter årtusindeskiftet har også budt på vanskeligheder på en helt anden front, nemlig den forskningsetiske. Såvel i Norge som i Sverige er det blevet tiltagende vanskeligt at gennemføre kvalitative, empiriske studier af politiarbejde, dvs. deltagerobservation. I Sverige besluttede Justitiekanslern i 20018, at TV-hold ikke længere måtte følge politiets arbejde, hvis der var risiko for, at de derved fik adgang til oplysninger om enkeltpersoners forhold. Justitiekanslern gjorde det blandt andet klart, at det på forhånd ville være umuligt at vide, hvilke oplysninger et sådant TV-hold kunne komme i besiddelse af ved at følge politiet, samt at TV-personale ikke kunne omfattes af Sekretesslagen, således som politipersonalet er. Denne afgørelse har fået afgørende konsekvenser ikke blot for pressen, men også for politiforskningen, da forskere principielt set er underlagt de samme begrænsninger. Der er gennemført deltagerobservation i svensk politi siden da, men i væsentligt mindre omfang end førhen, og retsstillingen synes uklar.

I Norge anførte Rådet for Taushedsplikt og Forskning i et afslag på en konkret anmodning om at måtte følge politiets arbejde, at:

det på forhånd heller ikke vil være mulig å vite hvilke opplysninger som [den ansøgende forsker] vil få tilgang til. Tar utviklingen et uventet løp, vil han lett få innsyn i taushetsbelagte opplysninger som ligger utenfor rammen av forskningsprojektet, uten at det praktisk sett vil være mulig å afverge det (RTF 2005: 2).

Afslaget gjorde, at den pågældende forsker måtte lave afgørende ændringer i sit forskningsdesign, men argumentationen er for mig at se ødelæggende, ikke blot for politiforskningen, men for stort set al form for deltagende observation og interviewstudier. Enhver, der har erfaring med kvalitativ forskning ved, at man undervejs får en lang række informationer om menneskers private forhold, som er forskningsspørgsmålet uvedkommende. Dette er normalt ikke noget problem, idet man som forsker blot kan vælge at se bort fra denne information. Særligt for kvalitativ politiforskning gælder, at det er umuligt på forhånd at vide, hvem man vil komme i kontakt med, og hvilke oplysninger man vil komme i besiddelse af i den forbindelse – men dette gælder jo også en lang række andre felter. Kvalitative forskningsprojekter er ofte eksplorative af natur og må derfor forventes at generere information, som forskeren ikke kan definere på forhånd. Men selv hvor forskningens fokus er veldefineret, vil man alligevel næppe kunne undgå overskudsinformation. Foretager man f.eks. deltagerobservation af interaktionen mellem patienter og sygehuspersonale, vil man utvivlsomt få en del personlig information, som er projektet uvedkommende9. Politiforskning udmærker sig ved, at det sjældent er praktisk muligt at sikre sig informeret samtykke på forhånd, og det er naturligvis et problem, som man bør anerkende og søge løsninger på (se også Myhrer 2007). De forskningsetiske krav i retning af samme form for informeret samtykke, som gælder for deltagere i medicinske forsøg, skyder dog efter min mening væsentligt over målet, og resultatet kan blive, at kvalitative undersøgelser af politiets arbejde kan blive urimelig vanskelige at gennemføre.

Det er fortsat vanskeligt at sige noget præcist om mulighederne for deltagende observation af politiets arbejde i Norge og Sverige, men det er i hvert fald klart, at de er blevet indskrænkede i de sidste 10–15 år, og at der er risiko for, at observation af politiets arbejde stort set alene bliver muligt på offentligt sted, hvilket vil være en alvorlig begrænsning i forhold til at studere politiets indsats. Sammenholdt med de øvrige udfordringer, der er diskuteret ovenfor, synes det rimeligt at konstatere, at den eksplicitte styring af emnevalg og metoder i politiforskningen er stigende.

2.3. Når styring bliver implicit

Jeg ser imidlertid ikke den eksplicitte styring af politiforskningen som det eneste problem i denne forbindelse – også forskellige former for implicit påvirkning kan være til stede. Her er risikoen først og fremmest, at indlejringen fremmer et institutionelt syn på, hvad politiforskning er, og hvad den skal beskæftige sig med. Der kan ske det, at forskerne så at sige overtager genstandsfeltets – i dette tilfælde politiets – problemdefinitioner, f.eks. i forhold til effektivitet af forskellige former for politiindsats. Der er naturligvis intet galt i, at man undersøger virkningen af politiets indsats, men når man koncentrerer forskningen om at vurdere, om denne eller hin politimetode er mest effektiv over for et konkret problem, udelukker man sig fra at overveje, om problemet kunne påvirkes på helt andre måder. Evalueringen af den danske politireform (Balvig, Holmberg og Nielsen 2011) er et udmærket eksempel. Her fylder undersøgelser af konkrete effekter på en række definerede områder stort set det hele, mens der gøres meget lidt ud af at overveje/diskutere det mere overordnede billede: Her tænker jeg f.eks. på spørgsmålet om, hvorvidt den grundlæggende analyse af samfundsudviklingen, der lå til grund for politireformen i Danmark (se Visionsudvalget, 2005) var korrekt, og om den foreslåede reform så faktisk var det rigtige svar på analysens problemstillinger.

Den implicitte påvirkning – som man måske kunne betegne som en form for (ubevidst) selvselektion i valg af forskningsemner og tilgange – truer således ikke kun forskere, der er direkte tilknyttede politiets uddannelsesinstitutioner, men også forskere «udefra», som forsker på midler betalt af politiet eller andre myndigheder. Skal man gøre sig håb om at få forskningsmidler, må projektet være af interesse for politiet, og dermed får forskningen let en drejning over mod det, Høigård (2005) betegner som myndighedsforskning, uanset hvilken form for institution, den udspringer fra. For eksempel præsenterer Centrum for polisforskning ved Uppsala Universitet sit formål på følgende måde: «Poliscentrums syfte är att utnyttja det kompletta universitetets möjligheter för att samordna polisforskning. Med polisforskning menas sådan forskning som är relevant för polisverksamheten»10. Denne drejning mod det anvendelsesorienterede er ikke noget særegent for politiforskningen; det gælder stort set overalt i forsknings- og universitetsverdenen, at større og større dele af forskningen skal finansieres af udefrakommende midler, hvilket let får den konsekvens, at forskningsspørgsmålene skifter fra de overordnede Hvad og Hvorfor til de praksisnære Hvordan og Hvor meget.

Endelig er der måske grund til at opholde sig et øjeblik ved selve det faktum, at «politiforskning» er blevet et felt i sig selv – nu endda med eget nordisk tidsskrift! Den institutionalisering, dette er udtryk for, har bestemt fordele: Vi har brug for forskning i politiets forhold, og institutionaliseringen vil alt andet lige gøre det lettere at få midler og adgang. Der kan dog også være ulemper: Institutionaliseringen kan også give sig udtryk i en vis ensretning i tilgangen til feltet og en tendens til at beskæftige sig med bestemte emner på bestemte måder.

3. Evidensfiksering?

Den stigende interesse for, hvad der virker i forhold til konkrete problemstillinger, politiet bliver stillet over for, er som nævnt et eksempel på en «institutionaliseret genre» i kraftig vækst. Dette er ikke noget særkende for nordisk politiforskning: David Bayley kaldte f.eks. sin antologi af effektivitetsstudier «What works in policing» (1998), og den engelsksprogede litteratur byder i stigende grad på artikler, som opsummerer viden om effektive politiindsatser (se f. eks. Telep & Weisburd, 2012), samt af metaanalyser af politiets indsats på en række områder, f. eks. narkotika (Mazerolle m.fl., 2006), problemorienteret politiarbejde (Weisburd m.fl., 2008) og forebyggelse af vold (Braga & Weisburd 2012). I Sverige har særlig Johannes Knutsson (f.eks. Knutsson, 2003, Knutsson & Søvik, 2005) gennemført en række studier af netop dette spørgsmål, og i Norge har ganske mange forskningsprojekter ved Politihøgskolen i Oslo haft dette sigte. I Danmark kan der blandt andet peges på Tanja Tambour Jørgensens evalueringer af Hot Spots-patruljering i København (2010) og indsatser vedr. Trygt Natteliv (2014) og Maria Libak Pedersens evaluering af politiets indsats med bekymringsbreve (2013).

Her er det væsentligt at påpege, at den form for studier let bliver noget smalle i fokus og succeskriterier: Virkede den konkrete indsats i den konkrete situation, eller gjorde den ikke – dvs., blev den pågældende form for kriminalitet/uorden reduceret eller ikke? Andre former for virkning af politiets indsats tages langt fra altid med i vurderingen. Lad mig endnu engang understrege, at jeg bestemt mener, sådanne effektstudier har deres berettigelse, også selv om de er snævert fokuserede. Der er gennem tiden brugt meget store ressourcer på politiindsatser, som næppe har haft den forventede og ønskede effekt. Hvad jeg ønsker at påpege her er blot, at den slags studier ikke er egnede til at bidrage ret meget til en mere overordnet diskussion af, hvad politiet skal beskæftige sig med, og hvilke problemfelter der burde behandles på anden vis. Blot fordi en bestemt form for politiindsats har en vis effekt på et givent problem, følger det jo ikke naturnødvendigt, at det så faktisk også er politiet, som bør tage sig af det. Effektstudier er dårligt egnede til at problematisere politiets indsats i et større perspektiv.

4. Hvor blev kritikken af?

Spørgsmålet om evidensfiksering afføder et andet: Er den nordiske politiforskning blevet for ukritisk? Er vi som forskere kommet så tæt på vort genstandsfelt og dets aktører, at vi ikke længere kan se kritisk på det og dem – eller i hvert fald ikke giver udtryk for eventuelle kritiske holdninger? Det ville ikke være mærkeligt, om dette var tilfældet. Som jeg har diskuteret ovenfor, er en stor del af forskningen mere eller mindre direkte indlejret i politiet, ligesom der findes en række eksempler på, at kritiske røster har vanskeligt ved at få taletid, og forskning med kritisk potentiale kan være vanskelig at få finansieret. Dertil kommer, at det øgede fokus på at vurdere effektivitet kan dreje blikket væk fra de overordnede spørgsmål. Det er vanskeligt at se politiets virksomhed i fugleperspektiv, hvis ens forskning drejer sig om, hvorvidt politiet bør gøre a eller b i den konkrete situation c.

Nok så vigtigt er det efter min mening, at en stor del af politiforskningen betjener sig af metoder, som naturligt vil vanskeliggøre det kritiske blik. Liv Finstad skriver, at feltarbejde er den «selvsagte metode» (2000: 340), og jeg er helt enig: Skal man forstå politiet, må man se, hvordan de arbejder, og det kræver deltagerobservation. Mere kvantitativt orienterede forskere kritiserer ofte studier baseret på deltagerobservation for manglende gennemskuelighed og påpeger repræsentativitetsproblemer mm.11. Der er imidlertid også en anden fare på færde: Skal deltagerobservation fungere, kræves en vis fortrolighed mellem forsker og de(n) udforskede. Fortrolighed genererer oftest sympati, om ikke med alle og alting, så dog med de fleste og det meste. Det er selve forudsætningen for, at man kan komme tæt nok på til at få en forståelse, og det er heri, at feltarbejdet som metode har sin store force. Ulempen er, at en sådan fortrolighed let kommer til at skygge for den kritiske sans: Hvis man inkorporerer politiblikket, er det svært at se kritisk på det. Da jeg selv i sin tid skulle præsentere min undersøgelse af politiets skøn (Holmberg 1999) for personalet i Glostrup politikreds, hvor feltarbejdet var udført, var jeg på forhånd nervøs for at blive mødt med afvisning af mine overordnede analyser. En sådan afvisning mødte jeg langt fra – politifolkene gav tværtimod udtryk for, at de kunne genkende sig selv og deres arbejdsform i min gengivelse. Når jeg sidenhen har mødt politifolk, som stillede sig kritisk over for mit arbejde, har det først og fremmest været, fordi de ikke mente, jeg havde været kritisk nok, og jeg har på den baggrund overvejet, om den via feltarbejdet genererede sympati har stillet sig i vejen.

Dette skal selvsagt ikke skygge for, at politiet kan reagere voldsomt på kritik. Som omtalt ovenfor, har der både i Danmark og Sverige været eksempler på, at forskning, som stiller sig kritisk over for dele af politiets virkelighed, er blevet mødt med udtalt modstand. Stig Johannessen mener, at sådan modstand kan forklares med, at «der de akademiske praktikere er optatt af ytringsfrihet, offentliggjøring, selvstendighet og uavhengighet, er de operative praktikere optatt af å tie og utøve internjustits» (2013: 141). Denne skillelinje er bestemt væsentlig, men det hører med til billedet, at det måske nok så meget er politiets ledelse, som ønsker at nedtone kritiske røster.

Når jeg her spørger, hvor kritikken blev af, tænker jeg også på den interne debat politiforskere imellem. Af og til oplever man rivalisering mellem forskningsmiljøerne, men mere åben debat mellem forskellige akademiske positioner i forhold til politiet er der ikke mange eksempler på. Nordiske politiforskere synes ikke særlig tilbøjelige at kritisere hinandens arbejder, hvilket blandt andet kan skyldes den institutionalisering, jeg beskrev ovenfor. Af og til hjælpes nye indsigter måske bedst på vej af, at forskere med helt andre baggrunde kaster sig over politiet som genstandsfelt12? Hvis dette er tilfældet, skal vi måske bestræbe os på i højere grad at samarbejde med forskere fra andre discipliner.

5. Nationalcentrisme på nordisk

En af de virkelig påfaldende ting ved den nordiske politiforskning er det næsten fuldstændige fravær af forskning, der går på tværs af landegrænserne. Større monografiske arbejder om de skandinaviske politiorganisationer er stort set alle skrevet af forskere fra de samme lande, som feltarbejdet er foregået i: I Norge f.eks. Finstad (2000), Lomell (2007), Sollund (2007), Gundhus (2009) og Johannesen (2013), i Sverige f.eks. Carlström (1999), Ekman (1999), Granér (2004), Holgersson (2006) og Björk (2009), og i Danmark f.eks. Holmberg (1999) og Hald (2012). Der er naturligvis undtagelser: Johannes Knutsson har, grundet sin tilknytning til såvel PHS i Oslo som til Polishögskolan i Stockholm, gennemført studier af såvel norsk som svensk politi. Evy Frantzsen (2005), som er norsk, har skrevet en bog om dansk politis narkoindsats på Vesterbro, men gør dog ikke meget ud af de komparative aspekter. Der findes også enkelte eksempler på forskere uden for de nordiske lande, som har studeret hhv. dansk (Kruize 1995), svensk (Peterson 2010) og finsk (He & Das 2006) politi. Der findes også enkelte egentligt komparative projekter, f.eks. om politiets brug af skydevåben (Knutsson 2005), men også her er hovedparten af artiklerne om de enkelte lande skrevet af forskere fra de selvsamme lande.

For mig at se ligger der en væsentlig, uudnyttet ressource her, i hvert fald når det gælder Danmark, Norge og Sverige: Forskere fra disse lande er i udgangspunktet i stand til at forstå hinandens sprog i en grad, som burde gøre det muligt at gennemføre feltarbejder i nabolandene – i hvert fald med lidt tilvænning (Finland og Island falder lidt udenfor her, fordi disse landes sprog ikke generelt er forståelige for forskere fra andre nordiske lande). Jeg er af den overbevisning, at vi som politiforskere her snyder os selv for en oplagt mulighed for at forstå noget mere om sammenhængen mellem de skandinaviske samfund og deres politi.

Det er et almindeligt modargument, at hvert enkelt lands retssystem og lovgivning er så særegent, at komparative studier kræver deltagelse fra forskere fra hvert af de undersøgte lande. Dette er helt korrekt, når det gælder f. eks. specifik lovgivning eller vurdering af kriminalitetsdata; her kræves indgående kendskab til den nationale udvikling på området, samt stor fortrolighed med registerpraksis og eventuelle statistikbrud. På den anden side vil jeg hævde, at det udbredte fokus på eget politi også i høj grad hæmmer vore muligheder for frugtbar forundring og forhindrer os i at stille spørgsmål til det selvsagte. Nogle nordiske forskere har forsøgt at skabe afstand og perspektiv ved at gennemføre feltstudier i mindre målestok i andre lande. Selv har jeg flere gange fulgt amerikansk politis arbejde på nærmeste hold, ligesom f.eks. Liv Finstad (2000) gennemførte et ophold ved Bostons politi som led i sit studie af Oslopolitiet. Den slags indtryk er væsentlige, fordi det sætter oplevelserne fra feltarbejdet i eget politi i perspektiv. Men hvorfor tage hele vejen over Atlanten? Hvorfor ikke følge politiet i Oslo og Stockholm – eller Umeå og Stavanger for den sags skyld – tillige eller i stedet for?

Mit eget bud på en forklaring er, at vi som forskere i Norden er tilbøjelige til at opfatte de nordiske politikorps som mere ens end forskellige – og at vor forskningspraksis ufrivilligt kommer til at støtte denne opfattelse. Det er ganske tænkeligt, at denne opfattelse af lighed også trives blandt nordiske politifolk, og at dette yderligere forstærker fornemmelsen af, at Norden og nordisk politi er en enhed. Høigård (2011) bemærker, at komparativ nordisk forskning er sjælden, men synes også selv at fokusere mere på ligheder end forskelle i sin behandling af politiet i Norden.

Dette rejser det interessante spørgsmål, om de nordiske politiorganisationer faktisk ligner hinanden så meget, som den nordiske forskning synes at antage? Høigård (2011) anfører en række klare argumenter herfor: Udgangspunktet i de skandinaviske velfærdsstater, befolkningernes i international sammenhæng høje tillid til deres politi, den nationale model for politiet mv. Man kan dog også anføre en række forskelle: Danmark skiller sig ud ved sin ringe størrelse og den deraf følgende høje befolkningstæthed og de – i sammenligning med de øvrige nordiske lande – korte afstande. Norge adskiller sig f.eks. ved, at politiet ikke er rutinemæssigt bevæbnet med skydevåben, men i stedet benytter sig af et såkaldt «fremskudt depot» (endnu da, i skrivende stund pågår diskussion om, at også norske betjente skal have skydevåben som led i deres almindelige udrustning). Ligeledes er den norske lensmannsinstitution unik i nordisk sammenhæng. Sverige, hvis befolkning og politistyrke er langt større end de andre nordiske landes, har siden 1998 været organiseret omkring nærpolitiet – i hvert fald af navn, om ikke af gavn (se f.eks. BRÅ 2001). Også uddannelsesniveau og -form har været meget forskellige, hvor Norge i en årrække var frontløber mht. at integrere politiuddannelsen i det ordinære uddannelsessystem, samt ved, sammenlignet med Danmark og Sverige, at tiltrække aspiranter, som ofte allerede på forhånd var relativt højt uddannede (Finstad 2000). I den foreliggende sammenhæng er det vel også værd at nævne, at forholdet mellem den akademiske forskning og politiet har været meget forskellig i de enkelte lande. Norge synes at have været foregangsland for forskningen, og Danmark (samt muligvis Finland?) har været mere efterslæbende. I Sverige har der været en temmelig ophedet debat mellem politiledelsen og nogle forskere vedr. politiets resultater og præsentationen af samme (se bl.a. Holgersson, 2013).

Denne opremsning af ligheder og forskelle skal ikke foregive at være udtømmende, men er alene tænkt som en påvisning af, at de nordiske politiorganisationer måske ikke ligner hinanden helt så meget, som vi antager. Selv blev jeg første gang opmærksom på dette spørgsmål, da jeg for snart 15 år siden blev bedt om at anmelde Liv Finstads bog Politiblikket (2000). I anmeldelsen (Holmberg 2001) diskuterede jeg, hvorfor Oslopolitiet i Finstads bog fremstod som væsentlig mere «regelrette» end politiet på den københavnske vestegn, som jeg havde studeret i nogenlunde samme periode. Liv Finstad opregnede en række hændelser hun «kunne ha unnvært» (2000: 276), herunder enkelte tilfælde af lettere hårdhændet behandling af anholdte, men slet ikke noget, der lignede en række episoder, jeg selv havde oplevet (Holmberg 1999). Jeg foreslog i anmeldelsen, at en mulig (del-)forklaring kunne være, at Liv Finstads person (hun var på tidspunktet for feltarbejdet offentligt kendt for sit engagement på venstrefløjen og sin kritik af politiet) kunne have spillet ind på, hvad hun havde fået lov at se under feltarbejdet – men dette var selvsagt alene baseret på spekulation. En anden forklaring, som jeg i dag anser for nok så sandsynlig, kunne være, at politikulturen i Oslo rent faktisk var anderledes end i Glostrup.

Pointen her er, at vi reelt set ikke kan vide det. Kvalitativ forskning i politiets arbejde foregår typisk som deltagerobservation, og vurderingen af denne form for forskning er hæmmet af, at resultaterne i så høj grad er afhængige af forskerens person. Dette er vilkårene, uanset hvem som sidder på bagsædet. Men jeg ville have lettere ved at vurdere ligheder og forskelle, hvis jeg selv havde fulgt også det norske politis arbejde. Der ligger altså her efter min mening en uudnyttet mulighed for at foretage en form for (om end begrænset) datatriangulering og at få sat større fokus på de blinde pletter, vi som forskere har i kraft af vor nationale baggrund. Jeg er overbevist om, at dette vil vise sig at være mindst lige så eksotisk og tankevækkende, som det kan være at følge amerikansk eller britisk politi.

6. Fremtidens nordiske politiforskning – øget komparativt fokus

Jeg vil på denne baggrund foreslå, at vi som nordiske/skandinaviske politiforskere fremover i langt højere grad tænker på mulighederne for komparativ forskning. Vi bør sætte os for at planlægge og gennemføre større, komparative studier af de skandinaviske politiorganisationer og deres rolle i samfundet – hvor feltarbejdet i de enkelte lande vel at mærke udføres af forskere fra de andre skandinaviske lande. Der er mange emner at tage op: For det første de klare tendenser mod centralisering af politiets organisation. I Danmark er centraliseringen i forbindelse med politireformen 2007 gennemført, og et af resultaterne synes at være, at politiets lokale tilknytning er mærkbart mindsket. I Norge, Sverige og Finland er der planer for tilsvarende centralisering og reduktion af antallet af politidistrikter, og det er påfaldende, at det både i Sverige og Norge påstås, at sådanne reformer kan gennemføres, uden at det får konsekvenser for politiets lokale tilknytning. I den svenske udredning gøres der således meget ud af, at der i de enkelte politiregioner «krävs ett decentraliserat beslutsfattande för att säkerställa och utveckla den lokala verksamheten. Den operativa och taktiska ledningen och styrningen av verksamheten bör ske långt ut i polisregionens organisation» (SOU 2012: 26–27).

Det er bemærkelsesværdigt, at udredningens gennemgang af de danske resultater slet ikke omtaler de vedvarende problemer med at bevare politiets lokale tilknytning. Dette problem findes ikke i den norske udredning (NOU 2013) – her er de danske resultater nemlig slet ikke omtalt. Forholdet mellem centralisering og decentralisering i forbindelse med reformer af politiet bør gøres til genstand for en mere grundig undersøgelse, og det komparative aspekt er væsentligt her.

Et andet væsentligt spørgsmål er politiets brug af magtmidler. Som nævnt ovenfor er der tidligere lavet en komparativ undersøgelse af brugen af skydevåben, men også brugen af andre magtmidler kunne være interessant at undersøge: En komparativ undersøgelse af brugen af peberspray i Skandinavien (Holmberg 2013), baseret på meget begrænsede og ufuldstændige data, tyder på, at der er meget store forskelle. En komparativ undersøgelse på dette område kunne måske også medvirke til, at dataindsamlingen på området blev mere systematisk.

Et tredje interessepunkt kunne være politiets brug af skøn (diskretion) i forskellige typer sager og afgørelser. Her adskiller de nordiske politikorps sig fra resten af Europa ved at have en ret udbredt skønsfrihed, men hvor stor ligheden mellem de enkelte lande faktisk er – og hvordan udviklingen har været på dette område – ved vi meget lidt om.

Der kan tænkes en række yderligere emner, som det ville være relevant at tage op13, og dette må naturligvis diskuteres, når og hvis et sådant projekt faktisk sættes i gang, hvad jeg bestemt håber. Selve samarbejdet bør dog – trods sprogvanskelighederne – ikke indskrænkes til de skandinaviske lande: Et større fokus på de komparative aspekter vil forhåbentlig også knytte finske og islandske forskere nærmere til deres skandinaviske kolleger og dermed sikre, at erfaringer fra disse lande i højere grad udbredes i Norden. Her vil Nordisk Politiforskning forhåbentlig vise sig at være et velegnet mødested.

Tak

Forfatteren vil gerne takke Rolf Granér for væsentlige kommentarer vedr. forholdene for den svenske politiforskning, samt redaktører og reviewere for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne artikel.

Referencer

Balvig, F. & Holmberg, L. (2004). Politi og tryghed: Forsøg med nærpoliti i Danmark. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Balvig, F. & Holmberg, L. (2013). Politiet: Og befolkningens tryghed der hvor de bor. Dansk Politi, (2), 20–23.

Balvig, F., Holmberg, L. & Højlund Nielsen, M. P. (2011). Verdens bedste politi: Politireformen i Danmark 2007-11. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Bayley, D. (1998). What works in policing. New York: Oxford University Press.

Bille, T. & Østergaard Steenfeldt, V. (2013). Challenging fieldwork situations: A study of researcher's subjectivity. Journal of Research Practice,9(1).

Björk, M. (2009). Gängbekämpning: Om polisinsatser mot organiserad brottslighet. Malmö: Glerups.

Braga, A. A. & Weisburd, D. (2012). The effects of «pulling levers» focused deterrence strategies on crime (Campbell Systematic Reviews; 2012:6). Oslo: Campbell Cooperations. 

BRÅ. (2001). Hur- var- närpolis: En granskning av närpolisreformen (BRÅ-rapport; 5). Stockholm: Brottsförebyggande rådet.

Carlström, A. K. (1999). På spaning i Stockholm: En etnologisk studie av polisarbete. (Avhandling, Institutet för folklivsforskning – etnologiska institutionen, Stockholm Universitet).

Christensen, M.J. (2012). Fra det evige politi til projektpolitiet: En kamp om position og ideologi. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Degnegaard, R. (2010). Strategic change management: Change management challenges in the Danish police reform. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Finstad, L. (2000). Politiblikket. Oslo: Pax.

Ekman, G. (1999). Från text till baton: Om poliser, busar och svennar. Stockholm: Handelshögskolan.

Frantzsen, E. (2005). Narkojagt på gateplan: Om politikontroll av narkotika på Vesterbro. København: Københavns Universitet.

Granér, R. (2004). Patrullerande polisers yrkeskultur (Lund Dissertations in Social Work; 18). Lund: Lunds Universitet.

Gundhus, H. (2009). For sikkerhets skyld: IKT, yrkeskulturer og kunnskapsarbeid i politiet. Oslo: Unipub.

Hald, C. (2012). Web without a weaver: On the becoming of knowledge: A study of criminal investigation in the Danish police. Boca Raton, FL: Universal.

Hald, C. & Rønn, K. V. (2013). Om at opdage: Metodiske refleksioner over politiets undersøgelsespraksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Havelund, J, Jensen, M. A., Joern, L., Nielsen, B. P. & Rasmussen, K. (2013). Danish event policing: Dialogue-based policing of football crowds. Norderstedt: Good Hosting.

He, N. & Das, D. K. (2006). Policing in Finland: The cultural basis of law enforcement. Lewistone: Edwin Mellen Press.

Holgersson, S. (2006). Yrke: POLIS. Stockholm: GLM.

Holgersson, S. (2013). Sättet at bygga fasader inom svensk polis. En analys av presenterad bild jämfört med verkligt utfall. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, (1), 112–130.

Holmberg, L. (1999). Inden for lovens rammer: Politiets arbejdsmetoder og konkrete skøn. København: Gyldendal.

Holmberg, L. (2001). Politiblikket: Bokanmeldelse. Materialisten, 29(1/2), 140–147. Holmberg. L. (2011). «Må jeg overvære Deres anholdelse?» Om politiforskning, deltagerobservation og informeret samtykke. Retfærd, 34(135), 60–78.

Holmberg, L. (2013). Politiets brug af peberspray – en skandinavisk sammenligning med fokus på Danmark. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, (1), 89–111.

Holmberg, L. & Balvig, F, (2013). Centralization in disguise – the Danish police reform 2007–2010. I N. R. Fyfe, J. Terpstra & P. Tops (Red.), Centralizing forces? Comparative perspectives on contemporary police reform in Northern and Western Europe (s. 41–57). The Hague: Eleven International Publishing.

Høigård, C. (2005). Nytt politi? En kommentert bibliografi over nyere nordisk politiforskning (K-serien; nr. 2). Oslo: Avdelingen for kriminologi, Universitetet i Oslo.

Jakobsen, K. K. (2010). Afhøring af sigtede: En undersøgelse af dansk politis afhøringspraksis. Købehavn: Politiets Videnscenter, Rigspolitiet.

Johannessen, S. O. (2013). Politikultur: Identitet, makt og forandring i politiet. Trondheim: Akademika Forlag.

Knutsson, J. (2003). Problem-oriented policing: From innovation to mainstream (Crime Prevention Studies; 15). Monsey, NY: Criminal Justice Press.

Knutsson, J. (2005). Politiets bruk av skytevåpen i Norden. Oslo: Politihøgskolen. Knutsson, J. (2010). Den myndighetsanknutna polisforskningen i Sverige: En kommenterad Bibliografi (Linnæus University studies in policing, 002-2011). Växjö: Linnæus University. 

Knutsson, J. & Søvik, K. E. (2005). Problemorienterat polisarbete i teori och praktik (Polishögskolan; 1). Solna: Polishögskolan.

Kruize, P. (1995). Incidents of force between police-officers and citizens: A comparison between Copenhagen and The Hague. København: Rigspolitichefens trykkeri.

Larsson, P. (2010). Tillit til politiet: Fra nærhet til forhandlet legitimitet. I S. Runhovde (Red.), Tillit til politiet (s. 7–19) (PHS Forskning; 4). Oslo: Politihøgskolen.

Lomell, H. M. (2007). Selektive overblik: En studie av videoovervåkningspraksis. Oslo: Universitetsforlaget.

Mazerolle, L., Soole, D.W. & Rombouts, S. (2006). Street level drug law enforcement: meta-analytical review. Journal of Experimental Criminology, 2(4), 409–435.

Myhrer, T-G. (2007). Rettslige problemstillinger knyttet til observasjon som metode i Politiforskningen (PHS Forskning; 3). Oslo: Politihøgskolen.

NOU. (2013). Ett politi: Rustet til å møte fremtidens utfordringer: Politianalysen (Norges offentlige utredninger; 2013:9). Oslo: Departementenes servicesenter.

Pedersen, M.L. (2013). Kortlægning og evaluering af politiets brug af bekymringssamtaler og –breve. København: Justitsministeriet.

Peterson, A. (2010). From Great Britain to Sweden: The import of reassurance policing: Local police offices in metropolitan Stockholm. Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, 11(1), 25–46.

Polishögskolan. (2012). Polisforskning vid universitet och högskolor i Sverige: En översikt. (PHS serie i polisiärt arbete; 1). Sola: Polishögskolan.

Rigspolitiet. (2013). Politiets tryghedsindeks: En måling af trygheden i Danmark, i de 12 politikredse, i de fem største byer og i 34 særligt udsatte boligområder. København: Rigspolitiet.

Sollund, R. A. (2007). Tatt for en annen: En feltstudie av relasjonen mellom etniske minoriteter og politiet. Oslo: Gyldendal Akademisk.

SOU. (2012). En sammenhållen svensk polis (SOU 2012:13). Stockholm: Sveriges offentliga utredningar.

Stevnsborg, H. (2010). Politi 1682-2007. Frederiksberg: Samfundslitteratur. RTF. (2005). Söknad om dispensasjon fra taushetsplikt – sak 2004/00410- 501. Oslo: Rådet for Taushetsplikt og Forskning.

Tambour Jørgensen, T. (2010). «Hot spots»: En effektevaluering af Københavns politis særlige indsats mod vold i nattelivet. København: Justitsministeriets Forskningskontor.

Tambour Jørgensen, T. (2014). I byen: Helt sikkert: En effektevaluering af en indsats i nattelivet af Syd- og Sønderjyllands politi. København: Justitsministeriets Forskningskontor.

Telep, C. W. & Weisburd, D. (2012). What is known about the effectiveness of police practices in reducing crime and disorder? Police Quarterly 15(4) 331–357.

Thomassen, G. (2010). Sosial tillit, politisk tillit og tillit til politiet. I S. Runhovde (Red.), Tillit til politiet (s. 71–89) (PHS Forskning; 4). Oslo: Politihøgskolen.

Valland, T. D. (2011). Nordisk politiforskning 2004–2009. En kommentert oversikt (PHS Forskning; 3). Oslo: Politihøgskolen.

Visionsudvalget. (2005). Fremtidens politi: Politiets fremtid. København: Visionsudvalget.

Weisburd, D., Telep, C. W., Hinkle, J. & Eck, J. (2008). The effects of problem-oriented policing on crime and disorder (Campbell Systematic Reviews; 14). Oslo: Campbell Cooperations. 

1Her som på andre områder er jeg som forfatter hæmmet af min manglende beherskelse af det finske sprog. En del forskningsresultater fra Finland offentliggøres på engelsk, og enkelte på svensk, men en stor del findes kun på finsk. Jeg må derfor afstå fra at behandle Finland lige så detaljeret som de andre nordiske lande (det samme gør sig gældende for Island).
2Også Valland gør dog opmærksom på, at Finland og Island er underrepræsenteret af sproglige årsager.
3For Sveriges vedkommende spiller befolkningstallet sikkert også en rolle.
4Andelen af fremmedsprogede publikationer er i realiteten noget lavere, da artikler og bøger skrevet på finsk/islandsk ikke er medtaget i bibliografierne. Beregningen her tjener alene til at vise udviklingen.
5Efter at en indledende artikel var blevet bragt i Dansk politi, fik forskeren besked på, at hun ikke måtte deltage i en planlagt artikelserie om forskning vedrørende afhøring.
6Citeret fra Berlingskes netudgave 1. maj 2013: http://www.b.dk/nationalt/politiforbundet-rigspolitiets-ledelse-er-bange-for-kritik, downloadet 21. maj 2014.
7Justitsministerens besvarelse af spørgsmål 809 (almindelig del) fra Folketingets Retsudvalg, sagsnummer 2013-0030-1450, af 13. september 2013.
8Sagen er udførligt beskrevet i Justitiekanslerns beslutning af 21/3 2001, diarienummer 1799-99-22. En mere detaljeret gennemgang af spørgsmålet om etiske rammer for politiforskning findes i Holmberg (2011).
9Dette anerkendes da også i de retningslinjer, REK (Regionale Komiteer for Medicinsk og Helsefaglig Forskningsetikk) angiver på deres hjemmeside: https://helseforskning.etikkom.no/ikbViewer/page/forside?_ikbLanguageCode=n, downloadet 19/5 2014.
10http://katalog.uu.se/orginfo/?orgId=X227#sthash.f4tJ4moD.dpuf, downloadet 14. maj 2014.
11Mit forsvar for deltagerobservation skal da heller ikke læses som argument for, at denne form for dataindsamling kan eller bør stå alene – tværtimod bør kvantitative data inddrages til datatriangulering, hvor det er muligt.
12Et eksempel herpå kunne være organisationsforskeren Stig Johannessens bog om politikultur (2013).
13F.eks. vil brugen af «utraditionelle» metoder, som behandles i Paul Larssons artikel andetsteds i dette nummer, være et oplagt område at undersøge på komparativ basis.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon