Peter Stein Larsen (PSL) har gennem et langt og produktivt akademisk virke efterhånden etableret sig som den danske poesiforsknings gudfar. En position, han ikke mindst har opnået gennem det seneste tiårs tre ambitiøse bud på overblik over den nordiske poesi i monografiform (Drømme og dialoger (2009), Nattehimlens poetik (2011) og Poesiens ekspansion (2015)), hvortil Lyriske linjer nu naturligt og fornemt føjer sig.

Titlens fem tendenser dækker over poetiske udforskninger af dansk identitet, den økokritiske strømning, apokalyptiske tendenser, langdigtet og hermed beslægtede former samt endelig den konceptuelle digtning med udspring i amerikansk samtidspoesi. Tidsmæssigt er hovedvægten, som det også antydes i titlen, på de seneste halvtreds år, men der er afstikkere tilbage i litteraturhistorien til fx J.P. Jacobsen og T.S. Eliot. Sidstnævnte er samtidig et eksempel på, at det dominerende fokus på dansk og nordisk poesi indimellem iblandes internationale indslag, hvor forfatteren har fundet det illustrativt. Samlet giver det en mangfoldig og inspirerende rundtur i det lyriske landskab, hvor den store spændvidde imidlertid også kan udfordre overblikket og sammenhængen. PSL argumenterer undervejs overbevisende for, at de fem spor er internt beslægtede (i visse tilfælde ganske åbenlyst som fx det økokritiske og det apokalyptiske), men sammenbindingen af de enkelte afsnit forbliver på et antydende niveau, og et overordnet hovedargument udebliver således (bogen er da også en viderebearbejdning af en række separat udgivne tidsskriftsartikler). Til gengæld kan de fem hovedkapitler uden større vanskelighed læses hver for sig, og de ville således kunne trækkes ud til brug i et fokuseret undervisningsforløb eller som basis for videre forskning inden for et af hovedområderne. Det er et erklæret formål, at bogen skal tjene som indledende udpegning af tendenser og »inspirere til yderligere studier i dansk og udenlandsk lyrik« (221), og den ambition indfris altså til fulde. Der deles gavmildt ud af tråde, der kan samles op og flettes videre på, både i form af interessante lyriske forfatterskaber og teoretiske perspektiver, og forfatterens belæsthed samt faglige nysgerrighed fornægter sig ikke.

Strukturelt arbejder PSL med en fast opbygning, hvor hvert kapitel indledes med en teoretisk baggrund for og en historisk kontekstualisering af den tendens, der skal undersøges. Det tjener til ros, at de behandlede fænomener således aldrig anskues som radikale nybrud uden forgængere, men snarere ses som forlængelser af etablerede spor i litteraturhistorien, der blot har nået et særlig signifikant udtryk eller en ekstra stor synlighed i nyeste tid. Efter introduktionen følger en række eksempelanalyser, der i pagt med det introducerende og inspirationsvækkende sigte ikke skal opfattes som udtømmende, men viser analytiske veje ind i de udvalgte tekster og foreslår frugtbare teoretiske vinkler. Kapitlerne afrundes med en opsamlende diskussion af den enkelte tendens kompleksitet og mangfoldige udtryk samt bud på videre perspektiver inden for feltet. Ved et snedigt greb er de sidste eksempeltekster i hvert kapitel i øvrigt udvalgt, så de peger frem mod det følgende kapitel, således at tesen om overlap mellem de fem spor underbygges og illustreres via kompositionen.

Af de fem hoveddele var jeg personlig mest optaget af den afsluttende del om det konceptuelle, der også er bogens længste (60 sider). Man fornemmer, at det er her, tingene brænder mest på for forfatteren, hvilket formentlig dels skyldes, at feltet er mindre gennemtygget end de andre spor, dels, at den konceptuelle digtning rummer et fascinerende paradoks for enhver poesiforsker: Hvordan kan disse postproduktive former, hvor digteren ikke selv producerer tekst, men blot kuraterer og sammensætter allerede foreliggende tekst uden for det litterære felt, alligevel opnå poetiske kvaliteter og skærpe vores opmærksomhed i forhold til politiske såvel som poetologiske problemstillinger? En praksis, der så direkte modsætter sig enhver forestilling om et poetisk særsprog, udfordrer de etablerede værkkategorier og forestillinger om, hvad der kan gælde for litteratur, såvel som de tilgange, hvormed vi kan nærme os teksterne. Netop denne kognitive modstand, som feltet yder, synes at skærpe professorens udforskningslyst og argumentation, og han udpeger med velstruktureret overblik en række underparadokser såvel som velunderbyggede bud på strategier til at behandle dem. Fx argumenterer han for, at fraskrivningen af digterens ekspressive potentiale ikke nødvendigvis forhindrer, at »der opleves en intentionalitet i værkerne« (217). Desuden demonstreres frugtbarheden (hvis ikke ligefrem nødvendigheden) i at tilgå den postproduktive poesi med en flerhed af vinkler, der både indbefatter det tekstlige forløb, den oprindelige tekstkilde, den nye rammesætning af den forflyttede tekst og dens særlige stilistiske og kompositoriske træk (ibid.). Her er det sidste punkt interessant, idet det eksplicitte opgør med en kunstnerisk skabelsesproces burde stå i modsætning til en nykritisk/hermeneutisk orienteret læsning, men her er vi tilbage ved det paradoksale i det konceptuelle, hvor den intentionelle nisse flytter med, og de indsigtsfulde analyser giver belæg for, at alle analytiske niveauer bidrager væsentligt til en forståelse af de drilske koncepttekster, der nok vægrer sig ved at være kunst, men ikke desto mindre lader sig læse og afføder refleksioner som sådan.

Kapitlet er desuden et eksempel på PSL’s systematiske og klassificerende tilgang til stoffet, der går igen gennem hele bogen. Det konceptuelle felt deles således op i de fire kategorier, der opstår, når en readymade-montage-formakse krydses med en metafiktion-politik-orienteringsakse. Skønt sådanne kategoriseringer nemt kan blive vel rigide, er det et velfungerende værktøj til at skabe overblik over et komplekst og mangfoldigt praksisfelt, og det gælder generelt, at PSL selv er opmærksom på, at hans anvendte kategorier har karakter af konstrukter, der ikke nødvendigvis dækker feltet fuldstændig, og imellem hvilke der kan være naturlige overlap.

De øvrige kapitler er på lignende vis i livlig diskussion med eksisterende forskning på området og forfølger mere eller mindre skarpt formulerede teser i forhold til den undersøgte tendens. I afsnittet om nationalidentitet diskuteres det, hvordan der gennem de seneste 50 år har løbet et spor af kritiske udforskninger af den danske folkesjæl i poesien. Som PSL påpeger, er det naturligvis en pointe, at disse formmæssigt ganske varierede (fra Klaus Rifbjerg til Maja Lee Langvad) revselser af dansk selvtilstrækkelighed, xenofobi og almen fladpandethed også rummer en mere utopisk side, hvor karikaturen bunder i en anerkendelse af, at der stadig er noget godt af finde på bunden af det danske folkedyb. Spørgsmålet om, hvorfor det efter 1967 (som PSL sætter som et ganske plausibelt skæringsår) er blevet så godt som umuligt at skrive entydigt positivt om det danske, strejfes kun let, og det er et sted, hvor en videre undersøgelse kunne tage fat.

Det økokritiske kapitel er umiddelbart det mest skramlede, men det er også ganske perspektivrigt og inddrager nordiske stemmer (Johan Stagnelius, Erik Lindegren og Tor Ulven), ligesom det trækker litteraturhistoriske tråde helt tilbage til forfattere som Sophus Claussen og J.P. Jacobsen. Når afsnittet synes at stritte i en del retninger, skyldes det således, at økokritikken som teoretisk felt er så vidt forgrenet, og at selve den økokritiske praksis forstået som en særlig bevidsthed og sensibilitet over for menneskets omgivelser i litteraturen strækker sig så langt tilbage i historien, at en tilbundsgående behandling ikke er mulig på så sparsom plads. Dén pointe formår PSL til gengæld af formidle, og kapitlet kan ses som en introduktion, der kommer omkring de væsentligste teoretiske positioner, og også her tilbydes en taksonomi som udgangspunkt for videre udforskning af et spraglet tekstkorpus i form af hhv. den pessimistisk dualistiske, den holistiske og den nihilistiske retning inden for økokritisk poesi. På mange måder kan det følgende afsnit om det apokalyptiske ses som et søsterkapitel – både i kraft af de beslægtede tematikker og ved en tilsvarende viltert vidtfavnende tilgang. Her inddrages både Trakl og Eliot som apokalyptiske pionerer, ligesom der igen gribes tilbage i den danske litteraturhistorie til fx Ole Wivel og Ole Sarvig. Med eksempler fra nyeste tid (bl.a. Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen) demonstreres det derpå, hvordan det apokalyptiske er blevet revitaliseret, samt hvordan der anes et perspektivskifte fra at opfatte katastrofen som noget udefrakommende til i den antropocæne tidsalder i højere grad at betragte den som et selvforskyldt resultat af menneskets ageren i verden.

Både den litteraturhistoriske kontekstualisering og trangen til at klassificere går markant igen i kapitlet om »de lange former«, hvor mængden og karakteren af anvendte kategorier for denne læser næsten bliver mere forstyrrende end overbliksskabende (der opereres med seks forskellige typer, hvor de to sidste fx benævnes »Det flerstemmige og interaktionslyriske langdigt« og »Det serielt-procedurale langdigt«). Denne kategoriale exces peger selvfølgelig på det forhold, at langdigtet er en særdeles spraglet og uhåndterlig form, der kan indoptage stort set alle former for diskurs i listeagtige sekvenser, automatgenerede gentagelsesstrukturer eller flerstemmige montager (her som andre steder bruger PSL sin distinktion mellem central- og interaktionslyrik fra Drømme og dialoger som én blandt flere akser for klassificering). Dette gør imidlertid langtfra langdigtet mindre interessant, og afsnittet viser overbevisende, at de lange former står centralt og vitalt i den nyere digtning (med rødder tilbage til fx Eliot, Pound og Bønnelycke). Når kapitlet alligevel fremstår som det sværest læselige, skyldes det ud over de let uigennemtrængelige kategorier nok, at en mere samlet tese udebliver, og at man på en vis måde efterlades med en følelse af, at selve kategoriseringen var en pointe i sig selv. Til gengæld leder kapitlet naturligt frem til den konceptuelle afslutningsdel (jf. det procedurale), hvor PSL som nævnt kommer stærkt igen i forhold til en mere vovet og original tesedannelse.

Dermed er cirklen sluttet i denne tour de force gennem en teoretisk velinformeret og analytisk velkvalificeret indføring i væsentlige strømninger i poesien. Det kan varmt anbefales at give sig tid til at få alle mellemregningerne med og dermed lade sig inspirere til videre læsning såvel som forskning.

Formaliafodnote: Bogen er udstyret med navneregister og en omfattende litteraturliste til videre læsning. Den er desuden velredigeret, og man skal lede længe efter ortografiske såvel som logiske skæverter. Man kan som anmelder således nærmest blive helt opløftet, når man alligevel kan hæve et øjenbryn over, at undertitlen på forsiden (Fem tendenser i nyere litteratur) afviger fra den på titelbladet (Fem tendenser i nyere digtning). En tilsvarende fryd kan findes i at påpege en logisk kortslutning i omtalen af Dworkins metateoretiske konceptbog Parse, hvor et værk om grammatisk analyse selv underlægges denne analyse. Det derved fremkomne værk kan nemlig ikke selv underlægges en tilsvarende analyse, sådan som PSL påstår (186), da det langtfra overholder syntaktiske og grammatiske regler for standardengelsk. Det er imidlertid sigende for det generelle grundighedsniveau, at man skal ud i sådanne spidsfindigheder for at finde argumentatoriske brist.