Per Thomas Andersen har udgivet en bog om Øyvind Rimbereids forfatterskab, der ganske enkelt hedder Rimbereids lyrikk og har undertitlen Hendelser og poetiske øyeblikk. Men selvom bogens omdrejningspunkt er Rimbereids skelsættende lyrik fra og med Solaris korrigert (2004), sidder man efter endt læsning tilbage med en lidt underlig fornemmelse af ikke i særlig stor grad at have befundet sig ved forfatterskabets kerne. Det skyldes, at det primært er de historiske og samfundsmæssige forhold, som Rimbereids tekster forholder sig til, der løber med opmærksomheden. Andersens interesse for forfatterskabet er først og fremmest historisk og samfundsmæssigt funderet. Den angår ikke så meget digtenes æstetisk-litterære kvaliteter, som den retter sig mod de måder, hvorpå teksterne lægger op til diskussion af værkeksterne forhold. Når man læser Andersens bog om Rimbereid, bliver man derfor nok usædvanligt velinformeret om de kontekster, som digtene relaterer til, men det særlige ved Rimbereids poetiske sprogføring, hans digtes æstetiske virkemidler og tiltrækningskraft berøres kun i mindre omfang.

Bogen består af seks kapitler omkranset af en indledning og afslutning. Det første kapitel behandler de overordnede perspektiver på forfatterskabet og fremstiller den tese, der er afgørende for, hvordan de øvrige fem kapitler – der har fokus på hver sin digtsamling – udfolder sig. Andersen mener, at der sker et skift i forfatterskabet fra og med Solaris korrigert, hvor fokusset på det topografiske aspekt og det lyriske jeg fortoner sig til fordel for fremstillingen af det senmoderne Norge eller Norge i oliealderen, som han kalder det (s. 10). Det er også begrundelsen for, at han først begynder sit studie ved Solaris korrigert. Den bærende tese er, at Rimbereid skriver om historiske hændelser i den betydning af hændelsesbegrebet, som den slovenske sociolog, filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek redegør for i bogen Event. A Philosophical Journey through a Concept fra 2014. Her udlægges Hændelsen (med stort H) som en virkning, der er stærkere end sin årsag og afgørende ændrer, hvordan vi efterfølgende forstår og ser vores verden. Endvidere opfatter Andersen Rimbereid som så original en forfatter, at hans værker har været med til at redefinere om ikke skandinavisk kultur da i hvert fald norsk litteraturhistorie: «Rimbereids verk er litterære begivenheter lokalt i norsk samtidsprosa, muligens til og med i norsk og nordisk lyrikkhistorie» (s. 24). Selvom der nok burde stå samtidspoesi og ikke samtidsprosa, er det ikke kun en sympatisk, men også en passende gestus over for et så originalt og betydningsfuldt forfatterskab som Rimbereids. Andersen slår fast, at Rimbereid ikke blot skriver om afgørende hændelser, men også selv skaber poetiske hændelser.

De fem kapitler om digtsamlingerne er kendetegnet ved, at de udgår fra en redegørelse for de historiske, samfundsmæssige og kontekstuelle forhold, som værkerne forholder sig til. En symptomatisk formulering finder man i forbindelse med analysen af Jimmen: «Først noen fakta om den nye tidens ankomst til regionen» (s. 108). Sådan skriver den forsker, der som Andersen har en primær interesse i at diskutere værkernes måder at spejle historiske hændelser på, og det er da også karakteristisk, at Andersen lægger megen vægt på spørgsmålet om, hvordan digtene beskriver historiske kendsgerninger og herunder finder det betydningsfuldt at påpege mangler i Øyvind Rimbereids historieudlægning. Det gælder fx i analysen af Herbarium, hvor Andersen bl.a. noterer, at det er «påfallende at han ikke nevner den store pesten, altså en sykdoms- og dødsdiskurs, som spiller en viktig rolle i Goldgars historiske fremstilling» (s. 86), og at der er «noen uklarheter i Rimbereids dikt med hensyn til gullstandardens betydning for US dollar» (s. 98), eller i forhold til Jimmen, hvor han forbavses over, «at man gjennomgående savner svarabhaktivokaler […] i Rimbereids gjengivelse av Stavanger-dialekten, mens de plutselig dukker opp noen ganger i Jimmens midlandsmål» (s. 113-114). Når Andersen i relation til Lovene noterer flere uoverensstemmelser med de historiske dokumenter for efterfølgende at skrive: «’Hva veier et liv?’ er ikke noen faghistorisk fremstilling. Jeg betrakter den først og fremst som en poetisk refleksjon over grunnleggende rammer for menneskelig samfunn og sosial eksistens, basert på kunnskap og historisk omskiftelighet, og eksponert i en gjennomgående spørrende tone» (s. 170) – kunne denne læser derfor heller ikke vare sig for at spørge, hvem der da også initialt skulle kunne finde på at tage et digt for en faghistorisk fremstilling. Og ja, så måske også påpege, at digtets titel jo faktisk er en anden, nemlig «Hva veier en urett?».

I de faktuelle redegørelser demonstrerer Andersen et omfattende kendskab til de historiske hændelser og tidsperioder, som digtene kredser om. De er informative og ofte interessante at læse, men den store vægt, de er tildelt, er ikke indiskutabel. Hvis man går lidt pedantisk til værks og som eksempel ser på det 35 sider lange kapitel «’Apocalyptsen skreikmare’. Om Solaris korrigert (2004)», skal vi 17 sider hen i analysen, før vi for alvor dykker ned i teksten. Inden da har vi været omkring en historisk redegørelse for olieeventyrets begyndelse, en kort redegørelse for receptionshistorien omkring værket, fokuseret på værkets dystopiske fremtidsscenarie og været igennem et mere end 6 sider langt afsnit om energikildernes historiske udvikling. Først herefter anlægges en mere næranalyserende strategi, hvor 8 sider har et indholdsorienteret fokus på fremtidssamfundets teknologi, arbejdsliv, transportsektor, beboelsesforhold, organisationsformer og klasseinddeling. Og først derpå – nu er vi ved analysens seksogtyvende side – kommer Andersen ind på værkets sproglige og litterære særegenheder. Dette afsnit fylder godt 4 sider, og endelig afrundes analysen med fokus bl.a. på værkets genretræk og billedsprog. Selvom Andersen i afslutningen fremhæver værket for dets sproglige originalitet og fremvisning af Rimbereids «repertoar som versdikter og billedskaper» (s. 76), er det ikke her, at han lægger sin energi. Hvad angår Andersens dobbelte blik på værkerne som gengivelser af historiske hændelser og som poetiske hændelser i sig selv, deler han ikke sol og vind lige. I analysen af Solarisk korrigert har de historiske og samfundsmæssige aspekter et uomtvisteligt primat.

Analyserne af Herbarium og Jimmen følger i mangt og meget samme grundstruktur. I analysen af Herbarium udvælger Andersen langdigtet «Tulipan. Mani» som sin primære analysegenstand, og det er da også oplagt, for så vidt som digtet tager afsæt i en central historisk hændelse – den første veldokumenterede økonomiske boble, som opstod omkring salget af tulipanløg i 1600-tallets Holland. Igen er læsningens omdrejningspunkt de forskellige historiske behandlinger af emnet såvel som udlægningen af digtets diskurser med reference til især økonomi. En vellykket kobling mellem analysens faktuelle og æstetiske niveau finder man, når Andersen forener reale og poetiske diskurser og fx viser, hvordan digtets naturmetaforik udvikler sig i forlængelse af det økonomiske begreb ’Windhandel’ (s. 101). Jimmen derimod fremhæves for at kredse om den store hændelse, som olieindustriens gennembrud er i Norge, og analysen indledes nok en gang med en redegørelse for faktuelle forhold samt en kort receptionshistorisk gennemgang. I denne sammenhæng gives der imidlertid mere opmærksomhed til sproget, der ligesom i Solaris korrigert har en fremtrædende position i værket og varierer, alt efter om det er langdigtets hest eller kørekarl, som taler. Stadig er den vigtigste forskel mellem deres to perspektiver, sådan som Andersen ser det, dog, at der i kørekarlens verden findes Hændelser, mens hesten ikke har en sådan tilgang til verden omkring sig (s. 125). I Andersens optik angår værkets hovedtematik spørgsmålet om enten at leve med historisk bevidsthed eller anskue verden omkring sig som natur.

I sin beskæftigelse med Orgelsjøen retter Andersen tilsvarende fokus mod et langdigt med hændelseskarakter: «Orgelet som ikke fins». I denne sammenhæng er det opløftende, at der i begyndelsen af analysen er et større fokus på formelle aspekter vedrørende digtets gennemgående bølgemetaforik, dets versifikationsteknik, stemme (der interessant bestemmes som en lyrisk kronikør) og syntaks. Først herefter følger en kronologisk gennemgang af, hvad langdigtes ti forskellige dele ’handler om’. Den høje frekvens hvormed denne formulering optræder, er generelt sigende for Andersens tilgang (se fx s. 140-143), og ikke overraskende viser det sig også her at være hændelser af forskellig karakter, som er i centrum for digtenes handling. Det angår alt fra historiske til videnskabelige, filosofiske, biografiske, politiske, trivielle og dramatiske hændelser. Endnu en gang præsenteres vi således for en stram tese og et gennemført perspektiv på digtet, som unægtelig har noget for sig, og som udvider digtets historiske og samfundsmæssige læringspotentiale, men samtidig bliver læsningen også et vidnesbyrd om, hvordan Andersen henter den samme generelle pointe ud af alle sine læsninger. Nemlig den, at værkerne ikke bare er hændelsesbevidnende, men også hændelsesskabende.

Det gælder ligeledes i bogens sidste kapitel, hvor vi kommer til Rimbereids Lovene fra 2015 – Lenis plassar fra 2017 har Andersen af gode grunde ikke kunnet nå at forholde sig til. Denne analyse har fokus på det 64 sider lange digt «Hva veier en urett? Lex humana», som Andersen opfatter som et nyt højdepunkt såvel i Rimbereids forfatterskab som i norsk lyrik i 2010’erne. Digtet tilbyder en historisk-poetisk tilgang til diskussionen af lovenes betydning fra de ældste tider og frem til i dag, og ifølge Andersen er det af evental karakter, fordi det fokuserer på punktvise nedslag, tager udgangspunkt i konkrete hændelser og sætter spot på omvæltende og perspektivændrende situationer. Igen ynder Andersen at måle Rimbereids fremstilling op mod de historiske kilder – ja, ligefrem at vurdere hans pointers faktuelle gyldighed og sandhedsværdi (se fx s. 173 og 175). Det er unægtelig langt fra den måde, poesi oftest anskues på, men det er ikke nødvendigvis langt fra, hvordan Rimbereids digte også kan lægge op til at blive læst. Flere steder kan man dog undre sig over, hvorfor Andersen ikke går mere i dybden med, hvad og hvordan Rimbereid faktisk skriver, i stedet for at tilføje yderligere faktuel information og kommentere, hvad Rimbereid også kunne have inkluderet i sine digte (se fx s. 177-178). Når Andersen skriver: «I hvert fall ser det ud til at Rimbereid helt grunnleggende er historiker, og dernest teoretiker. Først og fremst er han poet, naturligvis, og det er grunn til å merke seg at alle de relativiserende momentene han bringer inn i sin omtale av Kant, er formulert som spørsmål» (s. 181), ledes i hvert fald denne læser til at spørge, hvorfor Andersen så ikke selv behandler ham som sådan. Altså først og fremmest som poet, dernæst som historiker og teoretiker. Selvom Andersen flere steder betoner vigtigheden af det æstetisk-poetiske niveau, prioriterer han det ikke videre, og dermed er det ikke kun Rimbereid, der – som Andersen noterer – forpasser muligheder for at diskutere dette eller hint (s. 183). Det er også Andersen, der flere steder forpasser muligheden for at belyse fx den både stilistisk og versifikatoriske interessante måde, hvorpå Rimbereids digte udfolder sig (fx s. 186). I Andersens optik nedtones digtenes sanselige og affektive dimensioner generelt til fordel for deres intellektuelle erkendelsespotentiale.

Der er ingen tvivl om, at Andersen i Žižeks hændelsesbegreb har fundet et godt og stærkt greb på Rimbereids forfatterskab, og der er heller ikke nogen tvivl om, at man som læser af hans bog bliver oplyst og får styrket sin viden på en lang række punkter. Endda ud over det, som Rimbereid selv behandler. Hermed tilbyder Andersens bog en kontekstualisering af forfatterskabet, som ikke mange vil kunne gøre ham efter. Men samtidig kommer man heller ikke uden om, at Andersens tilgang er noget ensidig. Al humoren, alle de ømme og fine situationer, alt det eksistentielle gods og de mangfoldige æstetiske kvaliteter, som Rimbereids poesi indeholder, kommer ikke ordentligt i spil. Andersen synes ganske enkelt ikke så interesseret i at læse ned i og ind i digtene, som han er i at læse omkring dem, og mens han grundigt får underbygget sin tese om, at Rimbereids lyrik kredser om Hændelser i Žižeks betydning, får han ikke i samme grad vist, hvori forfatterskabets kunstneriske kvaliteter ligger. Det, som gør Rimbereid fortjent til den fremragende position, som jeg er helt enig i, at han indtager ikke blot i norsk, men i nordisk samtidslyrik.