Sørheims bog om 1980’ernes norske stuntpoeter er letlæst og underholdende og ovenikøbet en højrelevant påmindelse om, at der også nu er behov for en aktivistisk indsats for at promovere litteraturens, og især poesiens, betydning i vore dages nordiske samfund, hvor den herskende økonomisme giver mindre og mindre plads til de humanistiske studier, de kunstneriske skolefag og diskussionen og oplevelsen af digte i medierne.

Stuntpoeterne var en gruppe norske digtere, der fra 1983 til slutningen af 1985 gennemførte en række «stunts», performative aktioner udført med betydelig mediesans, for at gøre opmærksom på poesiens klemte situation. Kernegruppen bestod af Thorvald Steen, Kjell Erik Vindtorn, Arne Ruste, Karin Moe, Torgeir Rebolledo Pedersen og Jón Sveinbjørn Jónsson med Thor Sørheim som generalsekretær. Til tider blev de assisteret af andre, bl.a. den såkaldte «Arbeidsgruppe KOKS» ved Hans Haugen og Per Maning.

Poeterne satte klistermærker med digte op, læste digte højt på rulletrapper på togstationer, på benzinstationer og andre offentlige steder, eftersom de havde forpligtet sig til «å kjempe for poesiens plass i det offentlige rom». Derudover lavede de en serie sensationelle aktioner og pressekonferencer, stjal bl.a. kasserede bøger fra et bibliotek, uddelte skændsels-priser til de dagblade, der forsømte at anmelde poesi, afbrød møder, mødte op med digte indlagt i snebolde og kampagnerede vedholdende for, at kulturministeren skulle læse et digt op fra Stortingets talerstol. Det sidste lykkedes aldrig. Men Stuntpoeterne tog en ægte digterisk hævn ved at fratage kulturministeren først et og senere endnu et bogstav i hans navn, så Lars Roar Langslet blev forkortet til først Ars Roar Angset og siden Ars Roar Angst.

Det var poetiske virkemidler, som var slagkraftige nok til at få aviser som Dagbladet til også at omtale kulturministeren som Angst og endog fik kulturministeren til at sende poeterne et cirkelformet digt på Kulturministeriets brevpapir, hvor han selv underskrev sig Ars Roar Angst.

L’et i kulturministerens navn forærede Stuntpoeterne siden til arbejderne på Rosenberg Verft, hvor de også deponerede de biblioteksbøger, de havde beslaglagt. Og efterfølgende solgte de også L’et som et «kultmerke» for 50 kr., til fordel for Støttefondet for Sydvarangers ansatte (et stort mineselskab).

Den slags gestus kunne læses som en klassisk venstreorienteret linje i tråd med kritikken af Høyre-regeringens kulturpolitik. Men bogen igennem betones det, at det drejede sig om en både tværpolitisk og tværpoetisk aktionsgruppe. Karin Moe citeres for at udtale, at når gruppen engagerede sig så stærkt for minearbejderne, var «det på et rent poetisk grunnlag», eftersom gruppen oprindelig havde planlagt at kalde sig «Nordens Klippe», hvad der også var navnet på klubben i mineselskabet (194), og generalsekretæren udtalte ligeledes, at «[d]ette er ikke en politisk aksjon, den er helt og fullt poetisk.» (195) Den feministiske forfatter Karin Moe citeres også for, at hun som gruppens eneste kvinde var kommet med «berre for å få med nynorsken, den motstandskrafta som låg der.» (114)

I samme ånd optrådte Rebolledo Pedersen og Sørheim f.eks. på et nordisk ministermøde indkaldt af en minister, der havde udtalt, at politikere og bureaukrater «skal ta lærdom av Stuntpoetenes dristighed», når de skulle diskutere moderniseringen af offentlig virksomhed. Sørheim skriver, at mange spurgte, hvordan de kunne stille op for en minister, der var et af hovedsymbolerne for den nye høyrepolitik og bl.a. ville udvide butikkernes åbningstid uden at tage hensyn til de ansatte. «Til det svarte vi at Stuntpoetene ikke dro til Trondheim for å bedrive politikk. Vi dro dit for å gi metaforen «åpen» et mest mulig troverdig innhold. Vi forsvarte poesiens frie stilling i et demokratisk samfunn.» (184) De forlod dog mødet før tid med den begrundelse, at de skulle købe ind, inden butikkerne lukkede.

Stuntpoeterne nøjedes heller ikke med at gøre grin med højrepolitikere. Den poetiske komik kunne f.eks. også ramme Greenpeaces meget omtalte gummibådsaktioner, når Stuntpoeterne dukkede op til et Litterært Forum til søs i en «poetisk gummibåt» ombundet med grillpølser og erklærede, at aktionen bar navnet «Grillpeace».

Sørheim karakteriserer i bogen 1980’erne som en «mulighetenes og utopiernes tid», der på mange måder slog «en baklengs saltomortale til 1960-tallet med ungdomsopprøret og nyskapende musikk og kunst. Den samme lekenheten og eksperimenteringen, men under en hardere økonomisk fundamentalisme.» (39) Det økonomiske pres førte bl.a. til, at poeterne kontaktede reklamebureauet Haugen og Maning, der havde gjort sig bemærkede som «kreative aktører i medierne». Det ville man nok ikke have gjort i 60-tallet.

Reklamebranchens professionelle tilgang fremgår både af Stuntpoeternes dygtige medieaktioner og af tilrettelæggelsen af Sørheims bog. Bogen er flot sat op med sort skrift afbrudt af noter med rød skrift, illustreret af mange dokumenterende fotos og med et indstik trykt på grønt papir, hvor Haugen og Maning fortæller om Arbeidsgruppe KOKS, der udgik fra deres fælles reklamebureau.

Haugen og Maning var det første reklamebureau, der i 1982 blev inviteret til at udstille på en kunstinstitution, Trondhjems Kunstforening, på linje med traditionel kunst, forklarer Haugen og Maning i det smarte grønne indstik i Sørheims bog, der med sin anderledes grafiske udformning samtidig markerer, at Stuntpoeterne og reklamebureauet var adskilte fænomener. Men Haugen og Maning var tydeligvis ikke et hvilket som helst reklameagentur. I det grønne indstik forklarer de to, at de længe havde været kritiske over for deres eget fag, men også over for,

«at aviser, TV, radio og politikerspråket hadde en utvikling som lignet mer og mer på reklamespråket. Medier, som i alle år hadde vært kritiske til reklame og reklamens virkemidler, var på god vei til å bruke det samme språket og de samme teknikkene. Dette opplevde vi i Haugen & Maning som fordummende og farlig. Farlig, fordi nyheter og informasjon om det som skjer i verden, var i ferd å uttynnes. En konsekvens av dette var at vi ikke lenger kunne stole fullt og helt på det vi leser og hører.»

På den baggrund startede de Arbeidsgruppe KOKS som en «kunstsatelitt» til reklamebureauet, der skabte en række værker i tilknytning til udstillingen i Trondhjem, som «satte fingeren på makt- og mediespråket» – bl.a. lavede de en samplet udgave af statsminister Kåre Willochs nytårstale, der blev udgivet på LP som «The Willkoks Talk».

KOKS og Stuntpoeterne udarbejdede i fællesskab planerne for beslaglæggelsen af biblioteksbøgerne og af bogstaverne i kulturministerens navn samt de 12 krav, der var betingelsen for, at det norske samfund kunne få bøgerne tilbage:

  1. Staten skal sørge for at bibliotekerne får flere penge.

  2. Forøgede bevillinger til Norsk Forfattercentrum som eneste formidler af levende litteratur.

  3. Kulturministeren skal læse et nyt norsk digt fra Stortingets talerstol.

  4. Alternativt ønskeprogram med samtidslitteratur i radioen.

  5. Bogklubben Nye Bøger udgiver en hovedbog med poesi inden september 1985.

  6. Cappelen udgiver en tosproget antologi af indvandrere i Norge inden 1986.

  7. Aftenens digt tre dage om ugen som programafslutning i TV inden 1986.

  8. Lad de 17 bedste Valdres-digtere komme til nu og da.

  9. En side nordisk poesi i SAS-magasinet Scanorama.

  10. Mindst et norsk digt i NATO-radioen per døgn.

  11. For at få udbytte af Media-Visions aktier må man have gået igennem et digt.

  12. Aftenpostens kulturredaktion forpligter sig til at anmelde digtbøger på udgivelsesdagen efterår 1985.

Man kan vel ikke sige, at Stuntpoeterne havde held til at få gennemført deres program, selv om det bl.a. lykkedes dem at få optaget et større TV-program om deres projekter. Men det lykkedes dem at få rejst en betydelig opmærksomhed omkring litteratur og især poesi i presse og offentlighed. Og bortset fra de specifikt norske og de mere gakkede krav på listen, er Stuntpoeternes krav fortsat lige aktuelle i hele Norden.

Samme tværgående bredde, som Stuntpoeterne havde politisk, gjaldt også for poesiens vedkommende. Sørheim taler om, at mens KOKS var et genreeksperimenterende projekt, som «rocket tilvante forestillinger», skulle Stuntpoeterne

«favne alle litterære uttrykksformer i samtiden. Det var i presentasjonsformen vi ville være avantgardister, i ordets rette betydning, det vil si som fortroppen som erobret det offentlige rommet. Stein Mehrens vakre linjer, Kolbein Falkleids kloke ord, Inger Elisabeth Hansens barokke bilder og Margaret Skjelbreds formfullendte dikt skulle alle ha en plass i vår bevissthet. Det blev vi fort enige om». (44)

Med hensyn til de avantgardistiske performative præsentationsformer blev KOKS «idéleverandør og materialforvalter for Stuntpoetene.» (44)

I den forstand er Stuntpoeterne typiske repræsentanter for 1980’ergenerationen, som på postmodernistisk vis inkorporerede traditionen, mens 1960’ergenerationen kæmpede for at sætte en bestemt avantgardistisk dagsorden igennem og derfor lagde afstand til traditionen. 60’eravantgardens opgør var alvorligt indtil det sammenbidte, mens Stuntpoeterne var langt mere humoristiske i deres tilgang.

I Sørheims bog er det alligevel aktionerne fremfor poesien, der står i centrum. Både bogens fremstillingsform og dens layout er præget af den mediestrategiske træning, som Stuntpoeterne fik i aktionsperioden. Det går desværre noget ud over poesien, der ellers skulle være det centrale i fremstødet. Det ser smart ud, at de digteriske tekster er trykt med rødt, men det gør dem mindre læselige, især fordi de også er sat med mindre skrift, og som fodnoter får de en underordnet status, som vel må siges at være i modsætning til Stuntpoeternes ønske om at bringe poesien frem i lyset igen og vise dens betydning.

Sørheim citerer Ezra Pounds gamle slagord «poetry is news that stays news», der i norsk udgave lyder: «Journalistikk er en flygtig sjanger, poesien er nyheten som varer.» (22) I Sørheims bog er det nu omvendt. Hans journalistiske fremstilling af Stuntpoeterne, træder stærkere frem end den poesi, der blev kampagneret for, og animerer i høj grad til en genoptagelse af den poetiske aktionisme i dag:

FOR EN NY BØLGE AF STUNTPOETISKE AKTIONER NU!