Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

En exemplarisk genre – dansk forfatterpoetik på langs og på tværs

Ph.d. i dansk litteratur, mag.art. i nordisk.
SammendragEngelsk sammendrag

Ordet poetik har mange betydninger, men i nyere dansk litteraturforskning er én særlig opfattelse af begrebet bemærkelsesværdig: synet på poetik som en genre, der først og fremmest repræsenteres af en lille håndfuld kanoniserede værker. Det er denne genre, som artiklen stiller skarpt på i et forsøg på at udfordre nogle af den hidtidige forsknings mest hyppigt genkommende vaneforestillinger. Som et første skridt foreslås genren poetik omdøbt til forfatterpoetik, simpelthen for klarhedens skyld. Dernæst problematiseres det nationale fokus og den herskende kanon i den hidtidige forskning, og nogle principper for en genrehistorisk tilgang til forfatterpoetik fremlægges. Endelig problematiseres denne genrehistories privilegering af bogmediet, og mulighederne for en mere aktuel undersøgelse af forfatterpoetik diskuteres.

The word poetics is used in many senses, but within recent Danish literary scholarship a certain significance of the term is remarkable: the conception of poetics as a genre of literature, primarily represented by a small handful of canonized works. The article focuses on this genre in an attempt to challenge the extant research on the field and some of its most frequently appearing notions. As a preliminary step, a proposal to rename the genre ‘author poetics’ is made, merely for the sake of clarity. Next, critical attention is given to the national focus and dominant canon of the previous research, and some principles for a genre historical approach to author poetics are presented. Finally, the privilege of the book media inherent in the proposed approach is problematized, and the possibility of a current study of author poetics is discussed.

Keywords: poetics, genre, author poetics, genre history, Danish literature

En exemplarisk genre – dansk forfatterpoetik på langs og på tværs

Siden Paul la Cour i 1948 ad to omgange udsendte sine Fragmenter af en Dagbog, har der i Danmark været en dialog om genren poetik. Denne diskussion, som dukker op og forsvinder igen med mellemrum, er nationalt orienteret og domineres af en slank kanon af danske kroneksempler på genren, først og fremmest fire-fem værker af la Cour, Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen. Desuden tenderer forskningen i poetikgenren til et skævt fokus, hvor indhold og tanke vægtes højere end form og retorik. Resultatet af det snævre nationalkanoniske perspektiv og prioriteringen af de poetologiske ræsonnementer over deres formelle særpræg er en faglig dialog, der med grundighed har beskrevet centrale aspekter af sin genstand, men som ikke til fulde har gennemreflekteret samme genstands ekstension og egenart.

På baggrund af min ph.d.-afhandling «Forfatterpoetik: En genres opståen og udvikling i dansk litteratur 1948-2013» (Schmidt 2015) vil jeg foreslå en nuancering af poetikforskningen på tre områder: 1) en omdøbning af genren fra poetik til forfatterpoetik, 2) en øget opmærksomhed på genrens afhængighed af international, især fransk, litteratur og 3) en betragtelig udvidelse af mængden af danske værker, der kan inddrages i genrediskussionen. Derved tilføjes nye perspektiver på genren, hvad enten den betragtes diakront eller synkront.

Fra poetik til forfatterpoetik – hvorfor?

Den rent terminologiske manøvre, der består i at indføre genrebetegnelsen forfatterpoetik som erstatning for det i forskningen gængse begreb poetik, er ikke blot spilfægteri. Tværtimod er en begrebsafklaring hårdt tiltrængt, når det kommer til genren poetik. Det skyldes bl.a., at den genre, vi normalt kalder poetik, deler navn med den akademiske disciplin, vi normalt kalder – poetik. Således er der en uklarhed omkring, hvorvidt begrebet henviser til videnskabelig teori om litteratur eller en litterær genre. Ydermere kan det traditionelle poetikbegreb, der rækker tilbage til Aristoteles, anvendes i fortolkningssammenhænge, dvs. at litteraten kan høste en poetik som frugt af sin fortolkning. Der eksisterer utallige eksempler på denne anvendelse af begrebet, og mere eller mindre tilfældigt kan jeg udpege to citater fra Sune Auken og Svend Skrivers monografi om Søren Ulrik Thomsen:

1) «[…] den poetik, Nye digte er skrevet på […]» (2011, 179)

2) «[…] halvfjerdsernes politiske poetik […]» (94)

Poetikken i det første eksempel er et produkt af Auken og Skrivers fortolkning af digtsamlingen Nye digte (1987). I det andet eksempel henviser begrebet til en kondenseret opfattelse af et træk ved et årti af den danske litteraturhistorie. Begge former for anvendelse af poetikbegrebet er helt upåfaldende i litteraturforskningen, hvor de florerer parallelt med en række øvrige betydningsvarianter.

For overblikkets skyld kunne man da opstille et diminutivt katalog over poetikbegrebets forskellige betydninger i dansk litteraturforskning:

  1. Poetik som disciplin, en lære om digtekunsten, der har antaget vidt forskellige former fra den græske antik og frem til i dag

  2. Poetik som et bidrag til samme disciplin, dvs. en akademikers afhandling om litteratur, f.eks. Hans Ruins Poesiens mystik (1935) eller F.J. Billeskov Jansens Poetik I-II (1941-48)1

  3. Poetik som en form for litteraturkritik, der bl.a. har til formål at præge litteraturens udvikling. I dansk kontekst kan bl.a. nævnes Jens Kruuses Den ny virkelighed (1948), der var kongenial og samtidig med Heretica-bevægelsen, og Torben Brostrøms Versets Løvemanke (1960) og Poetisk Kermesse (1962), hvor kritikeren med stor iver støttede op om konfrontationsmodernismen

  4. Poetik som et fortolkningsprodukt eller en litteraturhistorisk mærkat, jf. citaterne ovenfor

  5. Poetik som genre, hvorved der henvises til skønlitterære forfatteres selvrefleksive værker.

Efter min mening retfærdiggør denne mangfoldighed af betydninger udviklingen af et nyt begreb. Der er store ontologiske forskelle på poetikbegrebets mange referenter, og især to af de ovennævnte skiller sig ud: poetik som hhv. disciplin og genre (betydning nr. 1 og 5 ovenfor). Disciplinen defineres først og fremmest ved sine institutionelle rammer, som jeg ikke skal søge at kortlægge her. Genren, som har min hovedinteresse i denne sammenhæng, lader sig definere på mange måder, men uanset teoretisk ståsted må en genre være ontologisk og kvalitativt forskellig fra en disciplin, en afhandling, et fortolkningsprodukt såvel som fra en form for kritik. Det må derfor være muligt at afsondre denne betydningsvariant fra de øvrige for nærmere at kunne diskutere genren (forfatter)poetik uden vedblivende at skulle forholde sig til alle poetikbegrebets forgreninger.

Der findes sporadiske fortilfælde af en sådan fremgangsmåde i den germanske litteraturforskning. Således har Paul Michael Lützeler i 1994 redigeret antologien Poetik der Autoren og Ulrich Volk i 2003 publiceret monografien Der poetologische Diskurs der Gegenwart. Begge værker omhandler en særlig variant af forfatterpoetik, som der er en ubrudt tradition for i den germanske verden og England: poetikforelæsningen, hvor en skønlitterær forfatter inviteres til at forelæse i universitetsregi. Desuden afholdt det schweiziske juniorforskerprogram CRUS i 2014 en tre dage lang workshop med titlen AutorInnen-Poetiken/Poétique d’Auter(e)s/Authors’ Poetics, hvor temaet forfatterpoetik blev præsenteret og diskuteret fra vidt forskellige vinkler. Disse disparate forekomster af interesse for forfatterpoetik udgør dog så langtfra en knæsætning af begrebet. Forfatterpoetikkens fundament må derfor søges andetsteds.

Fra poetik til forfatterpoetik – hvordan?

Eftersom der ikke foreligger en internationalt anerkendt autoritativ definition af forfatterpoetik, man kan støtte sig til, må genreforståelsen så at sige bygges op fra grunden. Dog findes der i den relativt omfattende danske poetikforskning en række bidrag, som diskuterer genrens karakteristika. Jeg vil her fremhæve fire markante positioner:

1) Poul Erik Tøjners Poetik – at tænke med kunst (1989) nyder vel fortsat status af hovedværk inden for den danske poetikforskning. Værket forankrer de fire mest omdiskuterede danske forfatterpoetikker2 i den vestlige filosofihistorie, nærmere bestemt æstetisk teori af Immanuel Kant, G.W.F. Hegel, Theodor Adorno, Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer. Symptomatisk for poetikforskningen er den teoretiske orientering bred og international, mens udvalget af primærlitteratur – forfatterpoetikkerne – er smalt og nationalt. Dette er ikke en kritik, blot en konstatering. Tøjners ærinde er teoretisk-filosofisk, ikke deskriptiv-generisk, hvilket understøttes af hans poetikdefinition: «Poetik er således ikke, hvad det var engang – præcisering af regler og love for det sproglige kunstværk. Moderne poetik er tænkning, der har digtning som udgangspunkt og ikke blot som objekt» (1989, 9). Forfatternes poetikker opfattes således som ’tænkning’, der på den ene side er nærmere knyttet til den kunstneriske praksis end den filosofiske æstetik, mens de på den anden side lægger sig i forlængelse af netop denne forståelse af poetik, dvs. poetik som disciplin. Genrespørgsmålet optager ikke Tøjner i nævneværdig grad.

2) I 1997 udgiver Peter Stein Larsen Digtets krystal, hvor syv danske forfatteres poetikker fra 1980’erne og 1990’erne anvendes som værktøjer til at analysere samme forfatteres lyrik. Den internationale og danske poetikhistorie ridses op over et par sider i et indledende strejftog, inden Larsen giver sig i kast med sit tekstudvalg, som er bredere end Tøjners og desuden generisk heterogent. Således læses både Lene Henningsens digtsamling En drøm mærket dag (1994) og Carsten Jensen og Erik Svendsens interview med Søren Ulrik Thomsen «Man må først og fremmest være fornem» (1988) som poetikker. Det skyldes værkets særdeles inklusive definition af poetik: «Poetikgenren er vanskelig at afgrænse. Den dækker i videste forstand alle tekster, der forsøger at sige noget grundlæggende om, hvad digtning er» (Larsen 1997, 42). Denne generelle poetikdefinition, der udelukkende er semantisk funderet, suppleres i en senere note af en lidt snævrere definition, som specifikt angår forfatterpoetik: «[…] poetikgenren […] lader sig [ikke] afgrænse formmæssigt fra andre typer af tekster […] Det eneste basale kriterium er, at det drejer sig om en tekst, hvor en forfatter udtrykker noget fundamentalt om sin egen æstetiske praksis» (379). Begge citater beskriver ’poetikgenren’, men her i anden omgang er det tydeligt, at der sigtes til forfatterpoetik, eftersom afsenderen af en given ’poetik’ må være en skønlitterær forfatter, og der fordres selvrefleksion – et fænomen, som traditionelt ikke hører hjemme i eksempelvis akademiske poetiktekster. Derved lancerer Larsen et udmærket udgangspunkt for en genreorienteret diskussion af forfatterpoetik, som jeg i det følgende vil forsøge at udvikle og præcisere.

3) En tredje, knap så fremtrædende, position er den, Neal Ashley Conrad indtager i sin monografi om Søren Ulrik Thomsen, Skønheden er en gåde (2002). Bogen rummer en digression om poetikgenren, som bemærkelsesværdigt nok defineres medialt. En poetik opfattes som et værk «[…] i bogform med totalt gennemarbejdede refleksioner på baggrund af et tilbagelagt digterisk arbejde» (Conrad 2002, 178). Ifølge Conrad lever kun de fire værker, Tøjner behandler i Poetik – at tænke med kunst, op til kriteriet. Conrad tilføjer således ikke nyt materiale til den slanke kanon af danske forfatteres poetikker,3 men gør til gengæld opmærksom på deres udgivelsesform. Denne tilsyneladende banale observation er ganske værdifuld, for det er påfaldende, at de fire mest kanoniserede værker inden for genren er udgivet som selvstændige bøger, mens det utal af poetologiske tekster,4 som danske forfattere har publiceret i tidsskrifter, aviser etc., ikke nyder samme status. Tilsyneladende har bogformen en væsentlig betydning for forfatterpoetikkernes reception, hvilket jeg vender tilbage til i det følgende.

4) Endelig vil jeg nævne Mads Julius Elfs poetikdefinition, som fortjener mere opmærksomhed, end den er blevet tildelt af den efterfølgende forskning. I 1995 lancerede Elf således en retorisk poetikdefinition, der er nært beslægtet med den mindst inklusive af de to definitioner, som Peter Stein Larsen formulerede to år senere. I forbindelse med en diskussion af Pia Tafdrups Over vandet går jeg (1991) ønsker Elf mere generelt at gøre opmærksom på forfatterpoetikkens formelle kvaliteter: «En poetik er en digttematiserende og koncentreret form for tale, en retorisk henvendelse om en bestemt opfattelse af retorik, en ud- og omtale under ét, i hvilken digtningens natur præciseres » (1995, 22). Ligesom Larsen og Conrad fordrer Elf selvrefleksion med den præcise formulering ’ud- og omtale under ét’. Desuden lægges der vægt på selve poetikkens retoriske udformning, hvilket megen poetikforskning forsømmer i sin iver efter at udlægge og diskutere de teoretiske pointer. Efter min mening er dette den mest rammende formulering af forfatterpoetikkens særlige diskurs.

Med ovenstående skitseringer af poetikgenren som afsæt vil jeg her forsøge at redegøre for, hvad begrebet forfatterpoetik betegner synkront såvel som diakront. Som rettesnor holder jeg mig til to velkendte principper fra den internationale genreteori, dels Tzvetan Todorovs princip om en given genres historicitet som præmis for dens validitet, dels Jean-Marie Schaeffers induktive tilgang til genreforskning.

Todorov fremhæver, at kun de genrer, der er blevet opfattet som sådanne i deres samtid, bør anerkendes som egentlige genrer. Denne opfattelse kan ifølge Todorov spores i litteraturhistoriens genrediskussioner og til dels også i litterære værkers egne generiske signaler.5 Opfattelsen af poetik som genre i dansk litteratur opstår og udvikles gradvis fra midten af det 20. århundrede, i takt med udgivelsen af de mest kanoniserede værker i perioden 1948-85. Således er der mange forskellige meninger om, hvordan Fragmenter af en Dagbog skal genrebestemmes, hvilket dokumenteres af Ejvind Larsens antologi Møde med Fragmenterne (1959). Her reflekterer en række kritikere og forfattere over la Cours værk, og et flertal af dem vægrer sig ved at rubricere det som poetik, tilsyneladende fordi begrebet på daværende tidspunkt stadig primært refererer til en normativt regulerende teori om digtning (se f.eks. Thorkild Bjørnvigs og Torben Brostrøms bidrag).

Anderledes forholder det sig med receptionen af Per Højholts Cézannes metode (1967), hvor Poul Borum i en anmeldelse knytter værket sammen med både la Cour og 1960’ernes franske tekstteori:

Det [=poetik] er ikke en genre der har været meget dyrket i Danmark […] det er først og fremmest Sophus Claussens to prægtige bøger «Løvetandsfnug» og «Forårstaler» og Paul la Cours stadigvæk ikke forældede «Fragmenter af en Dagbog», man må nævne. Og hertil slutter sig nu Per Højholts væsentlige og svære bog.

(Borum 1984, 74-75)Anmeldelsen er oprindelig fra 1968, men citeres her efter et senere optryk.

Borum benævner her eksplicit poetik som en genre og knytter desuden Cézannes metode sammen med la Cours fragmenter. Hvad der ikke fremgår af det citerede, er, at Borums perspektiv på poetikgenren er så bredt som Peter Stein Larsens første, mest inklusive definition, eftersom Borum i samme ombæring nævner filosofiske afhandlinger og litteraturkritiske værker som eksempler på genren. Samtidig udmelder han, at forfatternes selvrefleksive værker er mest interessante i dansk sammenhæng, og at Cézannes metode endvidere er «[…] det første gennemførte eksempel på dansk på den sammensmeltning af poesi og poetik, som i disse år dominerer i Frankrig med kredsen af digter-kritikere omkring tidsskriftet Tel Quel» (75). Jeg vil mene, at man kan betragte Borums reception af Cézannes metode som et indicium på, at genren poetik er under udvikling i Danmark og ved at etablere sig som en kvalitativt anderledes refleksionsform end både kritikken og skønlitteraturen.

Jean-Marie Schaeffer har i to artikler fra 1980’erne forsøgt «[…] at etablere et empirisk kriterium […]» for genrestudiet (2009, 122). Den metode, han her forfægter, er strengt induktiv, således at litteraten først må finde tekstuelle ligheder mellem litterære værker, før han/hun kan postulere tilstedeværelsen af en generisk kategori. Denne kategori består da udelukkende af summen af de værker, der har dannet den, og er dermed historisk og tekstuelt forankret. Det er så at sige værkerne, der definerer kategorien, ikke omvendt.7

Dette princip gør jeg gældende i studiet af danske forfatterpoetikker, hvoraf der jo tilsyneladende kun findes ganske få. Disse værker danner en kæde af positiv og negativ indflydelse: Fragmenter af en Dagbog er en slags modbillede til Cézannes metode, som sammen med Intethedens grimasser til gengæld har inspireret Mit lys brænder. Med et kognitionsteoretisk begreb kan man derfor sige, at værkerne udgør fire ’exemplarer’ i deres genre, hvilket blot betyder, at de hver især er fremtrædende medlemmer af genrekategorien, som har øvet indflydelse på hinanden.8

Alt dette er veldokumenteret af den danske poetikforskning, men hvad skal man stille op med de mange forbindelseslinjer fra de kanoniserede forfatterpoetikker til øvrige værker, hvoraf nogle endda er franske? Det siger sig selv, at de fire værker, der ifølge Tøjner og Conrad danner genrens grundstamme, kun giver et meget begrænset indblik i dansk forfatterpoetik. Omvendt fører Larsens radikale ekspansion af genren til en så bred kategori, at den nærmest ikke lader sig beskrive. Middelvejen må være at kortlægge netværket af tekstuelle ligheder mellem de kanoniserede værker og deres nationale såvel som internationale forbilleder, ikke for at nå frem til en genredefinition, der normativt kan afgrænse genren, men for deskriptivt at følge dens udvikling fra exemplar til exemplar.

Forfatterpoetik på langs – inden for kanon, uden for Danmark

Det første, der springer i øjnene, når man giver sig til at undersøge de kanoniserede forfatterpoetikkers påvirkningslinjer, er, at genren tilsyneladende er importeret fra Frankrig. Einar Tassing og Anders Ehlers Dam har begge peget på Pierre Reverdys værker Le gant de Crin (1927) og Le Livre de mon Bord (1948) som stærke inspirationskilder for Fragmenter af en Dagbog (Tassing 1987; Dam 2014), men forbindelsen er stærkere endnu. De kompositoriske, stilistiske og tilblivelsesmæssige ligheder er så tydelige, at Le Gant de Crin er at betragte som en hypotekst for Fragmenter af en Dagbog.9 Begge værker består af dunkelt formulerede fragmenter skrevet over en årrække, angiveligt uden nogen oprindelig hensigt om publikation. Desuden er visse af la Cours fragmenter en slags genskrivninger af Reverdys formuleringer:

  1. Reverdy: «L’image est une création pure de l’esprit. Elle ne peut naître d’une comparaison, mais du rapprochement de deux réalités plus ou moins eloignées» (1927, 32).10

  2. la Cour: «Billedet er aldrig sammenligning. Det er identificering»; «[…] det levende Billede sammenknytter to Realiteter, hvis Forbindelse før kun var synlig for Aanden» (1948, 35).

Paradoksalt nok bestyrker denne relation den udbredte antagelse, at Fragmenter af en Dagbog er det første exemplar i rækken af danske forfatterpoetikker. Eftersom la Cour har hentet sin inspiration i Frankrig, ikke hos eksempelvis Sophus Claussen, som Borum nævnte ovenfor, markerer hans værk første led i en ny dansk exemplarkæde. De senere danske fremtrædende forfatterpoetikker forholder sig alle til la Cour, men ikke til Claussen. Derfor kan man meningsfuldt påstå, at la Cour med publikationen af sin hypertekst til Le Gant de Crin grundlægger en ny genre i dansk litteratur – ligesom Ludvig Holberg i sin tid fornyede dansk litteratur ved at importere nye genrer fra Frankrig.

Selv om fragmenterne har exemplarisk status for senere danske forfatterpoetikker, betyder det naturligvis ikke, at forbindelseslinjen til udlandet lukkes herefter. Således er Per Højholts Intethedens grimasser stærkt afhængig af Maurice Blanchot uden dog at gøre opmærksom på dette noget sted. Højholt citerer eksplicit Roland Barthes, hvorfra han har sit begreb om ’show’, men Blanchot, der leverer grundstenen til diskussionen af nøglebegreberne nærvær og fravær, krediteres ikke. Igen har tidligere forskning gjort opmærksom på forbindelsen uden dog at demonstrere dens styrke. Niels Lyngsø skriver følgende: «I en fransk inspireret poetiktradition (Derrida, Blanchot), som Højholt kan siges at have grundlagt herhjemme, tænkes det digteriske sprog navnlig i forhold til begreberne nærvær og fravær» (1995, 67). Ganske lig min ovenstående skitsering af la Cours dobbelte rolle som både epigon og pioner præsenteres Højholt her som grundlægger af og importør af en poetologisk tradition. På samme tid som han lægger afstand til la Cour, Heretica og mytologiseringen af digterrollen, bevæger Højholt sig meget tæt på den franske tekstteori. For at bestyrke Lyngsøs påstand kan man pege direkte på Blanchots essay «La littérature et la droit a la mort» fra 1949, som rummer hovedpointerne i Intethedens grimasser.11 Jeg mener, det er vigtigt at bevare dette sideblik til internationale udviklinger for at opnå en klarere forståelse af den danske forfatterpoetiks nationale udviklingshistorie. Værkernes exemplariske status forstås bedst, hvis man så konkret som muligt peger på så mange af deres forlæg som muligt. Først da fremtræder det tekstuelle netværk, der udgør forfatterpoetikkens historie.

Forfatterpoetik på langs – uden for kanon, inden for Danmark

Hvor man på den ene side kan finde mere eller mindre subtile sammenhænge mellem kanoniserede danske forfatterpoetikker og internationale forbilleder, kan man på den anden side fremhæve en række danske værker, som har klare fællespræg med kanonværkerne, men som kun sjældent – eller aldrig – inddrages i diskussionen om genren forfatterpoetik.

Et oplagt eksempel er Jørgen Gustava Brandts Udflugter fra 1961, som er en tekstsamling, der i en vis forstand er skrevet med samme udgangspunkt som Højholts forfatterpoetikker: ønsket om at praktisere en poetologisk refleksion, der undlader at reproducere la Cours mytologisering af digterrollen. Hvor Højholt med den senere Cézannes metode benytter sig af en stram komposition i ti små kohærente kapitler, vælger Brandt en mere eklektisk form, der veksler mellem erindringsstykker, skønlitteratur og det helt store tyngdepunkt: en quasiakademisk afhandling om poetik, der strækker sig over knap 90 sider. I tiden mellem Fragmenter af en Dagbog og Udflugter blev der i Danmark udgivet mange poetologiske tekstsamlinger af såvel ’hereticanske’ forfattere som Martin A. Hansen, Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig som af forfattere, der har et mere dobbeltbundet eller direkte antagonistisk forhold til Heretica, eksempelvis Erik Knudsen, Jørgen Nash, Villy Sørensen og Ivan Malinowski. Brandt gennemfører ligesom Højholt en art faderopgør med Heretica, og Udflugter lægger sig til den Heretica-kritiske fløj, men tonen er mildt ironisk uden unødig polemik. Værket rummer således både et genoptryk af en tekst fra Hereticas femte årgang samt det lange satiriske erindringsessay «Hin bemærkelsesværdige septemberaften» (oprindelig publiceret i Bazar), der netop ironiserer over Brandts andægtige første møde med Heretica-redaktionen. Rent genremæssigt er der dog intet exemplarisk ved disse tekster. Hvad der gør Udflugter til et betydningsfuldt værk i forfatterpoetikkens danske genrehistorie, er den både joviale og semiakademiske afhandling «Kunst og virkelighed». Denne nyskrevne tekst rummer ikke blot bogens poetologiske substans, men er ved sin klare inddeling i otte kapitler og en blanding af høj og lav stil en mulig inspirationskilde til Cézannes metode. I hvert fald er Brandts subjektive afhandling tilsyneladende den eneste tekst, der genremæssigt bygger bro mellem Fragmenter af en Dagbog og Cézannes metode – hhv. den første og anden kanoniserede danske forfatterpoetik. Hvor Højholt tydeligvis har sit poetologiske tankegods fra Frankrig, er det ikke usandsynligt, at han har skævet til generationsfællen Brandt i udviklingen af sit formsprog.

Et andet oplagt eksempel på forfatterpoetikker, som er generisk forbundet med senere værker inden for genren, men ikke er blevet tildelt nævneværdig opmærksomhed i poetikforskningen, er Henrik Bjelkes – Tilegnet den danske offentlighed (1975) og Seks råb fra baghovedet (1981). Ud over at fortsætte den diskussion af Blanchot, som Højholt implicit fører i Intethedens grimasser, benytter Bjelke i begyndelsen af – Tilegnet den danske offentlighed en hybridform af fiktiv og nonfiktiv diskurs. Således afsluttes første side af værkets brødtekst med følgende sætning: «Hvis man siger, at man, hvis man vil have revolution som virkning, må have kommunikation som årsag, er følgende begreber synonyme:« (Bjelke 1975, 9). Den følgende side er ikke opsat som prosa, men rummer mange linjebrud og en lyrisk sprogtone, som f.eks. her:

Hvad kom først?

I begyndelsen var ordet/lyden

Ordet/lyden er vores herre

Vi er undergivet/efterkommere af/sproget, lyden, fordi

(10. Skråstreger i original)

Denne passage kan ses som et forstadie til den hybrid af fiktion og nonfiktion, der er udbredt i 00’ernes danske forfatterpoetikker af Kirsten Hammann, Niels Lyngsø, Niels Frank, Kasper Nefer Olsen og Martin Bigum. Det er tvivlsomt, om – Tilegnet den danske offentlighed har en decideret exemplarisk status i forhold til disse værker, men jeg mener bestemt, at parallellen er relevant for en genrehistorisk betragtning.

Især ligheden mellem Kirsten Hammanns Bruger De ord i kaffen? (2001) og Bjelkes Seks råb fra baghovedet er påfaldende. Bjelkes værk er en slags poetologisk kommentar i seks dele (og et fiktivt appendiks) til Bjelkes roman Hundrede postkort fra Helvede, som han publicerede året før. I den introduktionstekst, som forlaget Arenas abonnenter fik tilsendt sammen med bogen, gør Per Højholt opmærksom på, at det er en ’fordækt’ kommentar, fordi Hundrede postkort fra Helvede kun er nævnt på værkets bagsidetekst, der for øvrigt også er skrevet af Per Højholt.12 Ikke desto mindre er sammenhængen mellem fiktionsværk og forfatterpoetik åbenbar, hvilket i endnu højere grad gør sig gældende med Bruger De ord i kaffen?. Sidstnævnte er et dobbeltværk, trykt i tête-bêche-format, og bogen har således to forsider, men ingen bagside. Begge værker bærer titlen Bruger De ord i kaffen?, og begge er forsynet med en genreangivelse i anførselstegn, hhv. «poetik» og «roman». Denne paratekstuelt markerede opdeling i forfatterpoetik og fiktion opløses dog delvis af selve værkerne, der begge er præget af både poetologiske og fiktionale diskurser. Igen er det usikkert, hvorvidt Bjelke har en egentlig exemplarisk status for Hammann, men de kompositoriske paralleller er uomgængelige. På samme måde har Hammanns kompositionsprincip tydelige ligheder med både Niels Lyngsøs dobbelthed af lyrik og poetologisk refleksion i MORFEUS (2004) og Mikkel Thykiers SUB ROSA (2013), der ligeledes er et dobbeltværk under én titel trykt tête-bêche, hvoraf det ene er viet en praksis (’korrespondance’), det andet en teori (’collage’). Det er uafgørligt, om der er tale om direkte påvirkning, men de træk, der går igen fra værk til værk, hører med til det fulde billede af genrehistorien.

Forfatterpoetik på tværs – bogens primat, værkets proces

Hvad enten man befinder sig i eller uden for kanon, er der en række træk, som går igen i de kanoniserede danske forfatterpoetikker – og derfor også i deres nærmeste slægtninge: bl.a. selvrefleksion med universalistiske prætentioner, blanding af tidligere publiceret og nyskrevet materiale, hybrid af fiktion og nonfiktion i en gråzone mellem skønlitterær praksis og quasiakademisk teoridannelse og en stadig tilbagevenden til spørgsmålet om litteraturens funktion og betydning. Som nævnt har Neal Ashley Conrad endvidere gjort opmærksom på bogens primat inden for genren, og skønt Peter Stein Larsen har forsøgt at bryde med dette medies dominans i poetikforskningen, er den stadig stærk. Interviews, artikler, blogs, essays, kronikker m.m. optager formentlig mest plads i den løbende poetologiske diskussion mellem forfattere og kritikere, men mange af disse værker har en påfaldende tendens til at drukne i det store genreperspektiv. Mens enkeltstående artikler etc. kan have mindst lige så stor vægt som forfatterpoetikker i litteraturhistoriske fremstillinger, gør de sig ikke på samme vis gældende i forfatterpoetikkens genrehistoriske fremstillinger. Hvorfor mon?

Et forudsigeligt svar ville være, at bogen bliver stående, mens de øvrige medier har en kortere aktualitet. Det er formentlig højst den halve sandhed. Det slående ved de bogudgivne forfatterpoetikker er jo netop deres værkkarakter, der næsten altid kendetegnes ved et konglomerat af tidligere publicerede værker og nyskrevet materiale. Typisk vil en forfatterpoetik rumme et udvalg af tidligere publicerede poetologiske essays, artikler el.lign., som da integreres i det nye værk, forfatterpoetikken, evt. ved en bearbejdning. En forfatter som Inger Christensen formidler tydeligt sin praksis i Del af labryrinten (1981) og Hemmelighedstilstanden (2000). Begge værker består udelukkende af tidligere publiceret eller mundtligt fremført materiale, hvis oprindelse fremgår af værkernes bibliografiske oplysninger. Omvendt gør Niels Frank en dyd ud af at fordunkle de tekstuelle spor mellem sine mindre poetologiske værker og de større forfatterpoetikker. Især er mammutværket Første person, anden person (2004) en uigennemskuelig sammensmeltning af to tidligere bogudgivne forfatterpoetikker og et utal af mindre værker publiceret i tidsskrifter, aviser m.m. Her findes ingen bibliografi, og den uhyrligt komplekse komposition er åbenlyst en pointe i sig selv, som da også diskuteres på værkets metaplan: «Endnu en aften midt i dette snevejr af papirlapper, som skal blive til en bog» (Frank 2004, 80). Man fristes til at stille forfatteren et spørgsmål, man også kunne have stillet Paul la Cour i 1948: Hvorfor skal fragmenterne blive til en bog? I la Cours tilfælde kunne der have været et spørgsmål om tilgængelighed at tage hensyn til, men i dette årtusindes mediesituation skulle man mene, at Frank ville have mulighed for at tilgængeliggøre sit ’snevejr’ digitalt. Det frister dog ikke, eftersom det både reproducerende og omarbejdende tekstarbejdes udmøntning i en bogpublikation er et mål i sig selv. Derved udfordrer Frank læserens opfattelse af en nyudgivelse, samtidig med at han skriver sig ind i forfatterpoetikkens genrehistorie, der netop kendetegnes ved en reproduktiv publikationspraksis, om end Franks værk er et særdeles radikalt eksempel herpå.

Denne konstatering af de bogudgivne forfatterpoetikkers genbrug af tidligere værker problematiserer deres særstatus. Hvis indholdet af de kanoniserede værker for en stor dels vedkommende er genoptrykt, hvorfor da fokusere så ensidigt på dem? Igen ligger der svar ligefor, som næppe er fyldestgørende: 1) De bogudgivne forfatterpoetikker er nemmere at tilgå end de mindre værker, de i vid udstrækning består af. 2) Bøgerne er blevet anmeldt i langt højere grad end deres indlejrede artikler, essays m.m. Herimod vil jeg indvende, at om end tilgængelighed og reception er uomgængelige faktorer for forskningen i et hvilket som helst værk, må litteraturforskningen forventes at være tilstrækkelig ihærdig og grundig til at se ud over dem. Min antagelse er snarere, at man ved et tværsnit gennem de danske forfatterpoetikker kan opdage, at kombinationen af gammelt og nyt i bogform er et gennemgående træk ved så godt som samtlige værker, der er i familie med genrens exemplarer. Det stemmer fuldt overens med den retrospektive karakter, flere af de ovenfor citerede genredefinitioner udpegede. Når Conrad taler om «[…] refleksioner på baggrund af et tilbagelagt digterisk arbejde» (2004, 178), betoner han en temporalitet, som overskrider den umiddelbare begivenhed, en bogudgivelse udgør. På samme vis må Stein Larsens udmelding om en forfatters refleksion over «[…] sin egen æstetiske praksis» (1997, 379) vel også forstås sådan, at refleksionen følger efter den kunstneriske praksis. Endvidere rummer mange af de relevante værker retrospektive narrativer om tilblivelsesprocesser, ungdomsoplevelser m.m., hvilket bekræfter antagelsen om, at forfatterpoetikken er et resultat af en længere periodes arbejde. Derfor er det også naturligt, at en vis portion af dens indhold tidligere har været publiceret i anden form, men alligevel må med for at understrege forfatterpoetikkens processuelle karakter.

Forfatterpoetikker på tværs – diskursmodus, genre, medier

Som i al historieskrivning er det præsenterede perspektiv på forfatterpoetikkens genrehistorie tilbageskuende. Det er ikke i sig selv problematisk, men det er postulatet om bogens særstatus i poetologiske tekster fra midten af det 20. århundrede og frem til gengæld, først og fremmest fordi det resulterer i et tekstudvalg, der begrænses til dette ene medie. Jeg fastholder min vurdering af, at den bogudgivne forfatterpoetik er den mest markante værktype i genrekategorien, og at disse værker dermed har den største indflydelse som genreexemplarer. Samtidig erkender jeg, at mange tekster, der er indholdsmæssigt betydningsfulde, må leve en skyggetilværelse i randen af genrens exemplargruppe. For at imødekomme dette problem vil jeg her til slut forskyde fokus fra medie til diskursmodus – et begreb, som går på tværs af medie, genre og historie.

I artiklen «Genres, Text Types, or Discourse Modes» præsenterer Monika Fludernik en genremodel i tre niveauer (2000, 282): 1) makrogenre/diskurstype (f.eks. narrativ, instruktiv eller konversationel), 2) genre (f.eks. novelle, artikel, samtale), 3) diskursmodus (f.eks. beskrivelse, tiltale, ordspil, argumenterende passage). Det interessante i denne sammenhæng er, at en hvilken som helst diskursmodus kan optræde i en hvilken helst genre med en hvilken som helst overordnet diskurstype. F.eks. kan en argumenterende passage optræde i en samtale, der indgår i en novelle og dermed har narrativet som overordnet diskurstype/funktion. Det forhold vil næppe overraske mange, men begrebet diskursmodus er et metodisk værktøj, som så at sige kan sprætte forfatterpoetikkens bogbesatte genrehistorie op på tværs. Ved at nå ned til genrens mindste bestanddele kan man tydeligere følge dens forgreninger fra bogen ud i en række andre medier. Til dette formål kan man vende tilbage til Mads Julius Elfs formulering af forfatterpoetikkens diskurs som ’ud- og omtale under ét’. Denne selvrefleksive diskursmodus kan man følge gennem forskellige genrer i forskellige overordnede diskurstyper/funktioner, indtil man mister overblikket. Som nævnt læser Peter Stein Larsen i Digtets krystal et forfatterinterview som (forfatter)poetik, hvilket formentlig skyldes, at forfatterpoetikkens diskursmodus optræder i teksten. At genren er et interview og den overordnede diskurstype konversationel, ændrer ikke ved, at tekstens diskursmodus er den samme, som optræder i bogudgivne forfatterpoetikker (parallelt med en lang række andre, naturligvis). Det at fokusere på forfatterpoetikkens bogudgivne exemplarer er et andet valg, som indebærer fravalget af dette interview samt en uoverskuelig mængde andre tekster. Hvis man vil give et bud på genrens aktuelle status og evt. også dens fremtid, tror jeg, det vil være formålstjenstligt at holde fast i dens centrale diskursmodus, men til gengæld give slip på det snævre medieperspektiv. Hvis man insisterer på bogens primat, er der i Danmark aktuelt ikke meget andet tilbage end Mikkel Thykiers forfatterpoetikker, senest DIAS (2016). Alene det forhold er et tegn på, at samtidens poetologiske debat udspiller sig i andre medier og genrer, men vel at mærke med samme diskursmodus.

Hvorvidt forfatterpoetik i Danmark da skal opfattes som et generisk forløb, der nærmer sig sin afslutning eller er ved at undergå en transformation, er et åbent spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at det ville være forfriskende med et nordisk – eller bedre endnu: europæisk – perspektiv på genren. Det internationale overblik over forfatterpoetikkens hybride værkkategori har vi endnu til gode, men ud fra de ovenfor skitserede principper skulle opgaven ligge om ikke ligefor så dog inden for rækkevidde.

Bibliografi

Auken, Sune og Svend Skriver. 2012. Dét, der forsvinder, tager jeg med: Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik. Hellerup: Spring.

Bjelke, Henrik. 1975. – Tilegnet den danske offentlighed: Ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi. Viborg: Arena.

—. 1981. Seks råb fra baghovedet. Viborg: Arena

Borum, Poul. 1984. «Klog – klogere – bagklog: ’Cézannes metode’ dengang og nu». I Natur/Retur: En bog om Per Højholts forfatterskab, redigeret af Iben Holk, 74-84. Viby J.: Centrum.

Brandt, Jørgen Gustava. 1961. Udflugter. København: Gyldendal.

Brogan, T.V.F. 1993 «Poetics. Western. Theoretical». The New Princeton Encyclopedia of Poetry and Poetics, 3. udg., Princeton, Princeton University Press .

Conrad, Neal Ashley. 2002. Skønheden er en gåde: Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. København: Vindrose.

Dam, Anders Ehlers. 2014. «Fragmenternes liv: Paul la Cours vitalistiske poetik». Danske studier 109, 227-48.

Elf, Mads Julius. 1995. «Med kroppen som utopi: En retorisk revaluering af Pia Tafdrups ’Over vandet går jeg’». Kritik 28, (116): 22-29.

Fludernik, Monika. 2000. «Genres, Text Types, or Discourse Modes? Narrative Modalities and Generic Categorization». Style 34, (2): 274-92. http://www.jstor.org/stable/10.5325/style.34.2.274.

Frank, Niels. 2004. Første person, anden person. København: Samleren.

Genette, Gerard. 1997. Palimpsests: Literature in the second degree. Oversat af Channa Newman og Claude Doubinsky. Lincoln og London: University of Nebraska Press.

Hammann. Kirsten. 2001. Bruger De ord i kaffen?. København: Gyldendal.

Højholt, Per. 1967. Cézannes metode. København: Schønberg

—. 1972. Intethedens grimasser. København: Schønberg

la Cour, Paul. 1948. Fragmenter af en Dagbog. København: Gyldendal.

Larsen, Ejvind (red.). 1959. Møde med Fragmenterne. Fredensborg: Arena.

Larsen, Peter Stein. 1997. Digtets krystal. København: Borgen.

Lyngsø, Niels. 1995. «Tårnet og brønden – om nuets og alderens vertikalitet». I Album alder, redigeret af Søren E. Jensen, Peter Christensen og Christian Yde Frostholm, 63-73. København: Afsnit P.

Reverdy, Pierre. 1927. Le Gant de Crin. Paris: Librairie Plon.

Schaeffer, Jean-Marie. 1989. «Literary Genres and Textual Genericity». Oversat af Alice Otis. I The future of literary theory, redigeret af Ralph Cohen, 167-87. New York: Routledge.

—. 2009. «Fra tekst til genre: Noter om genreproblematikken». Oversat af Rolf Reitan. I Genre, redigeret af Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeff, 113-43. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Schmidt, Michael Kallesøe. 2015. «Forfatterpoetik: En genres opståen og udvikling i dansk litteratur 1948-2013». Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.

Sinding, Michael. 2010. «Framing Monsters: Multiple and Mixed Genres, Cognbitive Category Theory, and Gravity’s Rainbow». Poetics Today 31, (3): 465-505. doi: http://dx.doi.org/10.1215/03335372-2010-003.

Tassing, Einar. 1978. Moderne fransk poesi. København: Vinten.

Thykier, Mikkel. 2013. SUB ROSA. Aarhus: Antipyrine.

Todorov, Tzvetan. 1976. «The Origin of Genres». Oversat af Richard M. Berrong. New literary history 8, (1): 159-70. doi: http://dx.doi.org/10.2307/468619.

Tøjner, Poul Erik. 1989. Poetik: At tænke med kunst. København: Gyldendal.

1Denne begrebsvariant ligger tæt op ad T.V.F. Brogans ofte citerede definition af det angelsaksiske ’poetics’ uden dog at være identisk hermed. Brogan skriver følgende: «p. [=poetics], then, is in the most specific sense a systematic theory of poetry» («Poetics. Western. Theoretical»). Forskellen består i, at Brogan ikke eksplicit henregner denne poetikform under det akademiske område, men hans eksempler indikerer, at det – i hvert fald hvad angår perioden fra o. 1800 og frem – er akademikernes og kritikernes arbejde, der har hans interesse, ikke forfatternes.
2De fire værker er: Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog (1948), Per Højholts Cézannes metode (1967) og Intethedens grimasser (1972) samt Søren Ulrik Thomsens Mit lys brænder (1985).
3Dog nævner han en række øvrige værker fra 1980’erne og 1990’erne, der ifølge Conrads logik må betegnes som ’uegentlige’ poetikker.
4Adjektivet poetologisk anvendes her i den generelle betydning: ’vedrørende poetik’. Med betegnelsen ’poetologiske tekster’ sigtes bredt til alle tekster, der på en eller anden vis beskæftiger sig med poetik.
5«I think that it would be in accord with the current usage of the word and at the same time provide a convenient and operant notion if we agreed to call ’genres’ only those classes of texts that have been perceived as such in the course of history […] The accounts of this perception are found most often in the discourse on genres (the metadiscursive discourse) and, in a sporadic and indirect fashion, in the texts themselves» (Todorov 1976, 162. Note udeladt).
6Anmeldelsen er oprindelig fra 1968, men citeres her efter et senere optryk.
7«[…] the generic class is an extensional historical class that does not allow a univocal intensional definition. The passage from extension to comprehension, from texts to generic properties, is never reversible; we cannot infer from the intentional [læs: intensional, MKS] definition of a textual class to one of the texts in the class» (Schaeffer 1989, 176).
8Michael Sinding formulerer præcist exemplarets betydning for den litterære genre: «Genre exemplars tend to be distinct and memorable and often have an element of originality […] Those admired generic exemplars also have a strong influence in creating other exemplars» (2010, 492).
9Begrebet hypertekstualitet skyldes Gérard Genette, der definerer fænomenet på følgende måde: «[…] any relationship uniting a text B (which I shall call the hypertext) to an earlier text A (I shall, of course, call it the hypotext) upon which it is grafted in a manner that is not that of commentary» (Genette 1997, 5. Note udeladt).
10I min oversættelse: «Billedet er en ren åndelig frembringelse. Det kan ikke opstå af en sammenligning, men ved en tilnærmelse mellem to realiteter, der ligger mere eller mindre fjernt fra hinanden».
11Se Schmidt 2015 for en udførligere udlægning af dette.
12Introduktionsteksten er en såkaldt Arena-information. Se: Anders Juhl Rasmussen og Thomas Hvid Kromann (red.). 2012. Arena-information: Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie. København: Gyldendal.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon