Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Ukraines turbulente år: Fra folkeligt oprør til frossen konflikt

Lektor, ph.d., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet tolstrup@ps.au.dk

  • Side: 271-288
  • Publisert på Idunn: 2015-10-07
  • Publisert: 2015-10-07

Abstract: Ukraine’s Troubled Year: From Popular Revolution to Frozen Conflict

2014 has been a chaotic year for Ukraine. What began with hope and excitement when popular protests forced President Yanukovych from power soon turned into despair and suffering as separatists on Crimea and in Eastern Ukraine joined with Russia in attempts to derail the pro-democratic and pro-European course of the new leadership in Kiev. This article analyzes these tumultuous events while giving particular attention to the role played by Russia. While the Kremlin has been fanning the flames of separatism, it has also been deliberately building up, bolstering and legitimizing the secessionist groups that have crippled Ukraine’s further development. Although Russia is currently keeping its neighbor on a tight rein, its punitive actions may backfire in the long run. A sense of urgency is developing among the Ukrainian electorate, which may prove to be exactly what is needed to accelerate European integration and facilitate the implementation of democratic and economic reforms.

Keywords: Ukraine, Russia, EU, popular protest, democratization, conflict

 

2014 har været et turbulent år for Ukraine.1 Landet har oplevet alt lige fra euforiske jubelscener i Kijev, efter demonstranter smed den forhadte autoritære præsident, Viktor Janukovitj, på porten, til tab af Krim-halvøen, væbnet konflikt i Østukraine og senest afholdelse af et parlamentsvalg, som synes at have ændret Ukraines politiske landskab radikalt. Hvad der er åbenlyst for enhver, er, at ingen af disse dramatiske begivenheder udelukkende er blevet formet af indenrigspolitiske faktorer, men i høj grad også af indblanding udefra – i særdeleshed fra russisk side.

I det følgende analyserer jeg Ukraines udvikling over det seneste år med et særligt fokus på den indflydelse, som Rusland har udøvet undervejs. Først behandles det folkelige oprør kendt som Maidan-revolutionen og Kremls forsøg på at beskytte den siddende præsident, Viktor Janukovitj. Dernæst dokumenterer jeg, hvorledes Rusland ikke blot har bidraget til at puste til separatismen på Krim og i Østukraine, men også aktivt har hjulpet med at etablere, understøtte og legitimere de militante prorussiske separatistgrupper, som har bundet Ukraines nye prodemokratiske og proeuropæiske ledere på hænder og fødder. Sluttelig analyseres det nyligt overståede parlamentsvalg, og på baggrund heraf diskuteres de udfordringer, som Ukraine synes at stå over for i den nærmeste fremtid.

Et af artiklens hovedargumenter er, at Rusland nok indtil videre holder Ukraine i et jerngreb, men med et solidt prodemokratisk og proeuropæisk flertal i parlamentet og en befolkning, som i stigende grad udviser beredvillighed til for enhver pris at trække landet væk fra Rusland, er det meget sandsynligt, at Kremls aggressive udenrigspolitik vil virke mod hensigten på længere sigt. Om det så kan omsættes til reel politisk forandring af Ukraine, er dog stadig et åbent spørgsmål. At der her fokuseres på Ruslands rolle, er naturligvis ikke ensbetydende med, at Europa og USA ikke har spillet, eller fortsat spiller, en vigtig rolle i den ukrainske krise.

I det følgende vil Vestens indflydelse og vigtighed da også flere gange blive fremdraget og diskuteret, men hovedfokus i denne artikel ligger på den ukrainske politiske udvikling og Ruslands betydning for denne. På grund af det korte tidsrum fra den ukrainske krises påbegyndelse og dens fortsatte aktualitet foretages selve analysen med udgangspunkt i beskrivende rapporter og mere dybdegående analyser fra forskellige onlinenyhedssider suppleret med de få akademiske artikler, som allerede nu foreligger om emnet. Ydermere belaver jeg mig meget på engelsksprogede nyhedssider og analyseindlæg såsom Radio Free Europe/Radio Liberty, The Moscow Times og OSW Analyses. Dels tjener det til at sammenstykke et klart kronologisk forløb, dels styrer jeg derved uden om de mange russiske medier, som har været underlagt et overordentlig stort pres fra de russiske magthaveres side for at udlægge begivenhederne i et meget ensidigt lys. Dermed være ikke sagt, at de i analysen benyttede kilder ikke også kan være biased, men de har dog tradition for mestendels at levere lødige analyser og dækninger af aktuelle begivenheder. Kildevalget er således særdeles velegnet (og ofte anvendt) til en analyse af Ruslands rolle i, hvad russiske politikere ofte betegner »det nære udland«.

Maidan-revolutionen og Ruslands forsvar for Janukovitj

Da Ukraines præsident, Janukovitj, en uge inden det stort anlagte Vilnius-topmøde i slutningen af november 2013 gjorde det klart for Europa, at han ikke havde intentioner om at underskrive den associeringsaftale, som EU og Ukraine havde brugt mere end fem år på at forhandle på plads, tændtes en gnist i den ukrainske befolkning, som skulle vise sig at føre til det mest turbulente år, landet har set siden 1990’ernes spæde selvstændigsår. Associeringsaftalen skulle ikke blot knytte Ukraine stærkere til EU politisk og økonomisk, men ville også bane vejen for politisk liberalisering og omfattende økonomiske reformer af det ukrainske samfund. Præsidentens afvisning af aftalen fik den 21. november tusinder af mennesker til i Kijev at gå på gaden i den første protest mod beslutningen om at vende Europa ryggen. De følgende dage spredte protesterne sig til flere af landets byer, og i hovedstaden etablerede demonstranterne sig på en af byens centrale pladser Maidan Nezalezjnosti, hvorfra protestbevægelsen tog sit navn, Maidan eller Euromaidan (Diuk 2014: 85–86; Onuch 2014: 45–46).

Præsident Janukovitj havde siden 2010 trukket Ukraine i mere autoritær retning via begrænsninger i ytrings- og foreningsfriheden, øget kontrol med pressen, styrkelse af præsidentembedet på bekostning af parlamentet, underminering af domstolenes uafhængighed og endelig en massiv koncentration af både den politiske og økonomiske magt i hænderne på en relativt lille inderkreds kaldet »familien«. En gruppe, som bestod af velpolstrede oligarker, præsidentens familiemedlemmer og venner samt højtstående medlemmer af partiet Regionernes Parti (Kudelia 2014: 21–23; Tolstrup 2014: 200–201). Politisk og økonomisk liberalisering udgjorde derfor en trussel mod kernen af det autokratiske system, som var under opbygning, og som allerede havde gjort det muligt for Janukovitj selv og hans nærmeste støtter at berøve den ukrainske stat i omegnen af 30 milliarder dollars, hvilket svarede til lidt under 1/5 af Ukraines bruttonationalprodukt i 2013 (Åslund 2014a: 65–67). Janukovitj havde derfor ingen intentioner om at efterkomme demonstranternes krav.2 Ydermere havde præsidenten allerede én gang tidligere i sin politiske karriere, i forbindelse med den orange revolution i 2004,3 oplevet, hvordan folkelige protester kunne fravriste ham magten. Belært af historien var han derfor ikke sen til at svare igen.

Allerede fra begyndelsen af Maidan-oprøret var politiet således massivt til stede omkring pladsen, og den 30. november, da flere iagttagere ironisk nok vurderede, at demonstranterne var ved at miste gejsten, forsøgte sikkerhedsstyrkerne med vold at rydde pladsen, under påskud af at det var uomgængeligt for at kunne sætte et juletræ op (Diuk 2014: 86). Men aktionen virkede mod hensigten og fik i stedet oppositionens bål til at blusse op. Den følgende dag gik op mod 800.000 ukrainere på gaden over hele landet med krav om bedre levevilkår og en ende på Janukovitj og hans autoritære regime. Til trods for vinterens kulde og gentagne trusler om og faktisk brug af repression fra regimets side holdt Maidan-bevægelsen liv i det folkelige oprør, og protesterne fortsatte ufortrødent. Først i dagene 18.–20. februar, hvor borgerkrigslignende tilstande prægede billedet i Kijev, og op imod 100 betjente og demonstranter mistede livet, begyndte Janukovitjs koalition for alvor at knage. Det var nu tydeligt, at demonstranterne ikke ville bøje sig – selv ikke for hård repression. Og da EU samtidig gjorde alvor af truslerne om sanktioner mod regimets top, begyndte præsidentens støtter i parlamentet at falde fra, og de før så loyale sikkerhedsstyrker mistede tiltroen til, at præsidenten kunne fastholde magten (New York Times 3. januar 2015). Janukovitj så nederlaget i øjnene og flygtede til Rusland. De proeuropæiske oppositionspartier, som havde taget del i Maidan-oprøret, beredte sig nu på at udfylde magttomrummet (Kudelia 2014: 28–31).

Rusland og Janukovitj: Fra pres til understøttelse

Mens EU op til Vilnius-topmødet fortrinsvis havde holdt sig til gradvis at nedjustere de politiske krav, som oprindelig var blevet knyttet til at underskrive associeringsaftalen med Janukovitj,4 og først tyede til egentlige sanktioner, da regimet gjorde sig skyldig i åbenlys brug af systematisk vold mod demonstranterne i slutningen af februar 2014, havde Rusland længe spillet en langt mere aktiv rolle. Allerede fra sommeren 2013 blev Janukovitj og hans nærmeste støtter underlagt et massivt russisk pres for ikke at underskrive associeringsaftalen med EU og i stedet knytte sig nærmere til Moskva via den nyligt oprettede toldunion med Hviderusland og Kasakhstan. Rusland indførte i første ombæring skarpe sanktioner rettet mod i særdeleshed eksportartikler fra flere af de store proeuropæiske oligarkers virksomheder (Åslund 2013: 9). Sanktionerne bidrog sammen med iskold luft fra Ruslands præsident, Vladimir Putins, side hen over sensommeren tydeligvis til at blødgøre Janukovitj. I tiden op til Vilnius-topmødet mødtes han og præsident Putin flere gange, og aftenen inden den 21. november, da den ukrainske regering gjorde det endeligt klart, at man afstod fra at underskrive aftalen med Bruxelles, holdt den ukrainske og russiske premierminister et møde bag lukkede døre i Skt. Petersborg (Ria Novosti 21. november 2013). Sammenfaldet mellem de to begivenheder indikerer med al tydelighed, at det russiske pres var lykkedes.

Også i den efterfølgende proces prøvede Kreml at styre begivenhedernes gang i Ukraine. For det første forsøgte man at delegitimere hele protestbevægelsen. Demonstranterne blev af en lang række højtståede russiske politikere omtalt som kupmagere, fascister og almindelige ballademagere, og russiske statskontrollerede medier, som benyttes jævnligt af op imod 1/3 af alle ukrainere (Leshchenko 2014: 53), dækkede konsekvent begivenhederne i Ukraine på en måde, som favoriserede præsident Janukovitj og dæmoniserede oppositionen. For det andet peger flere ting på, at Kreml flere gange pressede på over for de ukrainske magthavere i forsøget på at få dem til at inddæmme demonstrationerne ved at ty til rå vold (Diuk 2014: 86; Olszanski 2013). Ydermere tilbød Rusland i midten af december lempelser i gaspriserne på lidt over 30 procent og gav løfter om lån til en værdi i omegnen af 15 milliarder dollars til den skrantende ukrainske statskasse (Wierzbowska-Miazga 2013). Kreml søgte altså at tage brodden af protestbevægelsen ved at stille de hårdtprøvede ukrainske vælgere økonomisk bedring i udsigt, og man gav Janukovitj yderligere blod på tanden i forhold til at klynge sig til magten ved at signalere villighed til at understøtte den ukrainske økonomi uanset hvad. Endelig blev indflydelsesrige ukrainske eksportproducerende oligarker ved flere kritiske lejligheder truet med målrettede sanktioner rettet mod deres varer, hvis ikke de forsat støttede op om regimet og præsidenten. Rusland forsøgte altså med alle kneb at understøtte Janukovitj-regimet og delegitimere og ødelægge den folkelige opstand. Dette til trods lykkedes det ikke Janukovitj at modstå presset fra demonstranterne, og om natten den 21. februar tog han flugten mod Rusland af frygt for at miste de penge, han havde tilranet sig, og blive stillet til ansvar for sine misgerninger.

Igen skal det understreges, at Rusland ikke var den eneste eksterne aktør i forløbet. EU og USA spillede også en afgørende rolle, dog mest i forhold til at forsøge at forlige de stridende parter og mane til besindighed på begge sider. Først fra midten af februar, da det ukrainske regime havde gjort sig skyldig i brug af åbenlys vold mod demonstranterne, satte man hårdt mod hårdt og vedtog sanktioner mod en række personer fra regimets top. Omvendt synes Ruslands ambition fra starten at have været at hjælpe Janukovitj med at knuse den folkelige revolution. Meget sigende forlod den russiske chefforhandler, Vladimir P. Lukin, også Kijev i nattens løb den 21. februar (New York Times 3. januar 2015). Havde det ikke været for Vestens konstante monitorering af situationen og det konsekvente diplomatiske pres for en ikkevoldelig løsning, ville Rusland og Janukovitj have haft meget friere hænder, og i en sådan kontekst ville den ukrainske revolution nok aldrig være kommet så vidt.

Anti-Maidan: Folkeligt modoprør eller Russisk proxykrig?

Aldrig så snart havde jublen over præsident Janukovitjs exit lagt sig i Kijev, før næste kapitel i Ukraines turbulente år tog sin begyndelse. På halvøen Krim og i østukrainske storbyer blussede anti-Maidan-demonstrationer nu op. Lokale politiske grupperinger anført af tidligere Janukovitj-støtter eller hidtil marginaliserede ekstreme prorussere advokerede flittigt for øget regional selvstændighed, under påskud af at den nye provestlige regering i Kijev sigtede mod at undertrykke russisk sprog og kultur i landet. Processen, som i løbet af få uger skulle føre til først Krims løsrivelse og senere regulær borgerkrig i Østukraine, havde taget sin begyndelse. Igen spillede Rusland en altdominerende rolle i at planlægge og både indirekte og direkte forme begivenhedernes videre gang. Til trods for dette var EU og USA i de første mange måneder langt mere forbeholdne end Rusland og forsøgte i stedet med diplomatisk pres og målrettede personlige sanktioner mod afgørende beslutningstagere i både Rusland og de ukrainske regioner at få bremset eskaleringen af konflikten. Af de to eksterne poler var Rusland altså den klart mest aktive og indflydelsesrige spiller.

Krims løsrivelse

Allerede inden Janukovitjs endelige fald intensiveredes kontakten mellem Kreml og prorussiske politikere på Krim. I midten af februar besøgte Putins chefideolog, Vladislav Surkov, pludselig halvøen og mødtes bag lukkede døre med Krim-regionens politiske top: premierminister Anatolij Mogilev, parlamentsformand Vladimir Konstantinov samt Sevastopol-guvernør Vladimir Jatsuboj. To uger senere rejste parlamentsformand Konstantinov så til Moskva og mødtes, igen bag lukkede døre, med Duma-formand Sergej Narysjkin, som senere førte an i det lovgivningsarbejde, der faciliterede optagelsen af Krim i Den Russiske Føderation (The Moscow Times 20. februar 2014). Også det russiske efterretningsvæsen FSB spillede ifølge en førende ekspert i international kriminalitet og russiske sikkerhedsstyrker en vigtig rolle i forhold til at afstemme de forestående invasionsplaner med de mest magtfulde mafiagrupperinger på Krim – grupperinger, som længe havde udøvet en markant indflydelse på Krims politiske udvikling (RFE/RL 3. november 2014). Selvom vi ikke kender det præcise indhold af disse interaktioner, forekommer den dramatisk øgede kontakt mellem flere af Putins betroede medarbejdere og Krims vigtigste politiske og økonomiske eliter mistænkelig i lyset af de senere begivenheder. Det synes således særdeles plausibelt, at Rusland allerede inden præsident Janukovitjs endelige afgang var i færd med at planlægge aktiviteter, som skulle skabe anseelige problemer, i tilfælde af at en mere proeuropæisk regering skulle komme til magten i Kijev.

Hvad der yderlige understøtter denne læsning, er, at der i samme periode blev skruet gevaldigt op for Kremls propagandaapparat i et forsøg på at forme Krim-befolkningens opfattelse af den folkelige revolution i Kijev samt male et skønbillede af, hvilke gode tider Krim ville opleve, hvis skridtet mod endelig løsrivelse realiseredes. Ikke blot valfartede adskillige prominente russiske Duma-medlemmer til Krim og skildrede under stor mediebevågenhed den nye proeuropæiske regering i Kijev som en flok fascister, hvis vigtigste mål var marginalisering og undertrykkelse af det russiske sprog og den russiske kultur. Men hård proseparatistisk propaganda fyldte også dagligt sendefladen på russiske statskontrollerede tv-kanaler (Hansen 2015), og en for Krims forhold overraskende velfinansieret og velorganiseret anti-Maidan-kampagne bidrog til, at pro-separatistiske budskaber på vejsideplakater og deslige spredte sig til alle hjørner af halvøen (RFE/RL 12. marts 2014).

Kort efter skruede Rusland yderligere op for presset. Den 26. februar annoncerede præsident Putin omfattende militærøvelser tæt på Ukraines grænse, og blot to dage senere blev tusindvis af maskerede russiske soldater uden insignier indsat på Krim. Hurtigt belejrede de strategiske faciliteter såsom lufthavne, offentlige bygninger, tv-stationer og senere militærbaser (Hansen 2015). Samme dag forberedte den russiske Duma lovgivning, der skulle gøre det lettere for nye områder at blive indlemmet i Den Russiske Føderation, og et mindretal i lokalparlamentet på Krim udråbte på ulovlig vis og under skarp bevågenhed fra russiske tropper og såkaldte lokale selvforsvarsgrupper5 en ny lokalregering under ledelse af den prorussiske Sergej Aksionov (Socor 2014b).6 Samtidig blev det annonceret, at en folkeafstemning om halvøens fremtidige status ville blive afholdt i maj. I løbet af de næste to uger blev datoen for denne folkeafstemning gentagne gange femrykket, i takt med at den russiske militære tilstedeværelse på Krim og på grænsen til det østlige Ukraine voksede (RFE/RL 13. marts 2014). Og endelig den 16. marts fuldendtes operationen med en fra et demokratisk synspunkt højst kritisabel folkeafstemning.7 Målet var naturligvis en folkelig blåstempling af den aftale, som øjensynlig allerede var blevet indgået mellem Kreml og en række personer fra den politiske og økonomiske elite på Krim. Med i omegnen af 95 procent af stemmerne for forslaget om indlemmelse i Rusland må det det officielle resultat siges at levere den ønskede demokratiske fernis. Nogle dage senere underskrev præsident Putin den lov, som cementerede Krims optagelse i Den Russiske Føderation. Ukrainerne havde altså blot en måned efter Maidan-revolutionens succes mistet en betydelig del af sit territorium i det, der kun kan betegnes som en illegitim og voldelig proces nøje tilrettelagt og udført af Ruslands præsident, Putin, og hans nærmeste inderkreds.8

Væbnet konflikt i Østukraine

Ikke så snart var Krims løsrivelse en realtiet, før ustabilitet og konflikt igen tog al politisk opmærksomhed i Ukraine. Denne gang dog med epicenter i det østlige Ukraine, hvor der ligesom på Krim boede et stort antal etniske russere og russisksindede ukrainere. Som nævnt havde specielt storbyer i det østlige og det sydlige Ukraine allerede set flere demonstrationer mod det nye proeuropæiske styre i Kijev. Men med Ruslands annektering af Krim blev der skruet betragteligt op for aktiviteterne i området. I begyndelsen af april blev lokale regeringskontorer igen stormet og smadret i Kharkiv, Lugansk og Donetsk. Der var ikke tale om store folkemængder som under Maidan-revolutionen, men snarere protester med højst nogle tusinde deltagere, hvoraf nogle hundrede var bevæbnet og åbenlyst gik efter at besætte strategiske bygninger. I de følgende uger spredte de voldsomme anslag mod centralmagtens kontrol over regionerne sig, og regeringskontorer, politistationer, lufthavne og deslige blev angrebet af militante oprørere (Iwanski & Menkiszak 2014). Den nye regering i Kijev kunne ikke længere forholde sig passivt, og i slutningen af april proklamerede den fungerende præsident, Oleksander Turtjynov, en militær modoffensiv. Regulære kamphandlinger mellem regeringstropper og separatistbevægelser prægede nu billedet i Østukraine – et utænkeligt scenarium blot måneder forinden.

Mens det ukrainske præsidentvalg stod for døren, tog konflikten endnu en gang en alvorlig drejning. Den 11. maj gjorde militslederne af de såkaldte folkerepublikker i Donetsk og Lugansk alvor af tidligere trusler og gennemførte lokale folkeafstemninger om regionernes selvstændighed. Som i tilfældet med Krim kan valgene ikke karakteriseres som andet end højst kritisable set fra et demokratisk synspunkt (Iwanski, Wierzbowska-Miazga & Zochowski 2014), men ikke desto mindre blev de brugt til at legitimere folkerepublikkernes fortsatte higen mod selvstændighed. Ydermere gjorde separatisterne det også klart, at de på ingen måde agtede at tage del i det præsidentvalg, som skulle have samlet Ukraine.

Da resten af landet gik til valgurnerne den 25. maj, blev den klare vinder af første runde Petro Porosjenko, en proeuropæisk og markedsorienteret oligark, som igennem de sidste ti år har betrådt flere tunge poster under skiftende regeringer. Med et solidt folkeligt mandat i ryggen varslede han en ny modoffensiv mod separatisterne i det østlige Ukraine. Og efter næsten to måneder så det faktisk ud til, at operationen skulle blive en succes. Separatisterne blev presset voldsomt tilbage og holdt kun stand i højborgen Donetsk samt i mindre lommer rundtomkring i Donbas-regionen (Forbes 27. august 2014). De voldsomme kamphandlinger førte til tusindvis af civile ofre og hundredtusindvis af internt fordrevne, og i midten af juli kulminerede volden med den chokerende nedskydning af det malaysiske passagerfly MH 17. Alle 298 passagerer omkom. Selv om der ikke foreligger endeligt bevis for det, tyder meget på, at separatisterne stod bag nedskydningen.

Til trods for massiv international fordømmelse og stadig voldsommere angreb fra ukrainske regeringstropper holdt oprørerne stand, og i løbet af august genvandt de endda store dele af deres tabte terræn. Som jeg vil illustrere i det følgende, skal årsagen til deres sejlivethed ganske som på Krim dog ikke findes i deres evne til at skabe bred opbakning hos lokalbefolkningen eller i deres militærstrategiske evner. Snarere synes forklaringen at ligge i den massive støtte, som de i løbet af hele processen modtog fra Ruslands side.

Ruslands rolle i den væbnede konflikt

Som i tilfældet med Krim spillede Rusland en afgørende rolle allerede i optakten til konflikten i Østukraine. Den 22. februar, det vil sige umiddelbart efter Janukovitj-regimets fald, afholdtes en stort anlagt konference i byen Kharkiv. Øst- og sydukrainske guvernører og borgmestre (alle udpeget af den nu afsatte præsident) forsøgte her at finde fælles fodslag mod Maidan-revolutionen, som de naturligt nok så som en trussel mod den politiske og økonomiske magt, som de havde tilranet sig de seneste år. På konferencen optrådte også flere højtstående russiske politikere, heriblandt Føderationsrådets formand, Mikhail Margelov, og formanden for Dumaens komite for internationale anliggender, Aleksej Pusjkov, og både de og russiske statsmedier, som dækkede begivenheden grundigt, kritiserede højlydt Maidan-bevægelsen og slog samtidig til lyd for øget decentralisering af Ukraine som eneste mulige værn mod, hvad blev udlagt som forestående overgreb på det russiske mindretals rettigheder (Socor 2014a).

Meget tyder på, at grundstenen til de kommende måneders destabilisering af Øst- og Sydukraine blev lagt på mødet i Kharkiv.9 Først med Krim-operationen vel overstået dedikerede Kreml sig dog fuldstændig til at støtte »oprøret« i Donbas-regionen. Adskillige kilder peger således på, hvordan Rusland direkte involverede sig i både de tidlige spæde uroligheder og den efterfølgende væbnede konflikt. Ikke blot sendte man russiske statsborgere i minibusser ind over den russisk-ukrainske grænse for at tage del i de første reelt effektive anslag mod den ukrainske centralregering (Kyiv Post 12. april 2014), men Rusland synes også at have spillet en afgørende rolle i at etablere og understøtte separatistmilitserne. Det russiske militær, forskellige specialstyrker og det russiske efterretningsvæsen FSB ydede således militærstrategisk bistand til oprørerne, forsynede dem med efterretninger, våben og udstyr og bistod ikke mindst med regulære troppeforstærkninger, i særdeleshed i august måned, da separatisterne virkelig var trængt i defensiven (Forbes 27. august 2014). Samtidig søgte Kreml gennem en massiv misinformationskampagne at blåstemple separatisterne som folkekære oprørshelte (New York Times 5. maj 2014) og dæmonisere de ukrainske regeringstropper som skruppelløse mordere (RFE/RL 1. oktober 2014). Endelig mobiliseredes hundredtusindvis af russiske tropper ved den ukrainske grænse, og regulære trusler om militær intervention blev konstant fremført af flere højtstående russiske politikere, inklusive præsident Putin selv (RFE/RL 1. september 2014).

Ganske som på Krim var Rusland altså ikke blot en afgørende faktor i forhold til at puste til den separatistiske ild, men også til at bygge bålet op, konsekvent bære ved til det og ikke mindst beskytte flammerne, da den ukrainske regering forsøgte sig med brandslukning. Selvom Ruslands præsident Putin i Minsk-fredsaftalen af 5. september indvilligede i en midlertidig våbenhvile,10 er det tydeligt, at den russiske indsats i Østukraine ikke ændrede sig nævneværdigt, og den russiske ledelse gav i de følgende måneder ikke nogen forhåbninger om, at det vil blive andeledes i den nærmeste fremtid (The Moscow Times 5. november 2014). Ligeledes mistede separatistbevægelserne heller ikke kampgejsten som følge af fredsaftalen, men synes snarere at have benyttet muligheden til yderligere at forskanse sig. Ukraine synes således ikke at bevæge sig mod en løsning på den militære konflikt, men snarere i retning af en fastlåsning eller fastfrysning af status quo (Kononczuk & Wilk 2015) – ganske som vi har set det ske i etableringen af de facto-republikkerne i Moldovas Transnistrien (Blakkisrud & Kolstø 2011) og Georgiens Abkhasien og Sydossetien (Lynch 2002). Eksempelvis har folkerepublikkerne i Donetsk og Lugansk afholdt valg til deres egne parlamenter og dermed også lagt grundstenen til udbygningen af egentlige statsinstitutioner (Polit.ru 5. november 2014).

Parlamentsvalget og fremtidens Ukraine

Den 26. oktober 2014 gik de ukrainske vælgere således til valg i et ganske andet Ukraine end det, de gjorde oprør mod tilbage i november 2013. Godt nok var den diktatoriske præsident, Janukovitj, blevet smidt på porten, men følgevirkningerne med tab af landområder og regulær borgerkrig havde siden bragt landet i noget nær undtagelsestilstand. Parlamentsvalget blev således af mange iagttagere set som en afgørende prøvesten for, hvorvidt Ukrainernes omfattende lidelser også vil føre reelle politiske og økonomiske forandringer med sig. For uden et legitimt og beslutningsdygtigt flertal i parlamentet vil det ikke være muligt for præsident Porosjenko at få opbakning til de økonomiske og politiske reformer, som Ukraine nødvendigvis må gennemgå. Og uden reformer og uden klart politisk lederskab vil Ukraine forblive et let offer for russisk manipulation.

De vanskelige forudsætninger for at afholde parlamentsvalget taget i betragtning må både processen og resultatet give grund til fornyet optimisme. Hvad angår selve valgprocessen, karakteriserede OSCE i sin foreløbige rapport valget som både »kompetitivt« og »et vigtigt skridt i retning af Ukraines bestræbelser på at etablere demokratiske valg i overensstemmelse med internationale standarder« (OSCE/ODIHR 2014). Det eneste store minus var naturligvis, at de fortsatte kamphandlinger i store dele af Donbas-regionen gjorde det vanskeligt for regeringen at gennemføre valget, hvorfor en betydelig del af de etniske russere, som har været kritiske over for regimeskiftet i Kijev, ikke kunne komme til valgurnerne.

Med hensyn til valgets resultat gav de ukrainske vælgere et klart mandat til partier og kandidater med proeuropæiske, prodemokratiske og reformorienterede profiler.11 Præsidentens parti, Petro Porosjenkos Blok, blev valgets vinder med 132 pladser ud af i alt 450 efterfulgt af premiereminister Arsenij Jatsenjuks parti, Folkets Front, med 82 pladser og partiet Selvhjælp, som ledes af Lvivs borgmester, Andrij Sadovyj, med 33 pladser.12 Tilsammen har disse tre relativt homogene partier altså et klart flertal i parlamentet og kan således understøtte det reformspor, som præsident Porosjenko og premierminister Jatsenjuk har forfulgt indtil videre. Det ekstreme højre, repræsenteret ved partierne Frihed og Højre Sektor, nåede ikke over spærregrænsen på 5 procent, og gjorde således Ruslands og separatisternes advarsler om et forestående fascistisk kup alvorligt til skamme.

Alt i alt synes Ukraines politiske landskab således at være radikalt forandret. Aldrig tidligere har landet haft en (tilsyneladende) prodemokratisk og proeuropæisk præsident, som også nyder solid opbakning fra ligesindede i parlamentet. Det var netop et af problemerne for Viktor Jusjtjenko, som kom til magten i kølvandet på den orange revolution i 2004. Han havde på intet tidspunkt et stabilt flertal i Radaen og kunne derfor ikke forfølge de visioner om et forandret Ukraine, som han blev valgt på (Tolstrup 2014: 196–201). Umiddelbart synes et »window of oppportunity« at have åbnet sig. Og lykkes det også disse reformivrige partier at sikre sig opbakning ved det kommende lokalvalg, vil det faktisk også være muligt at implementere mange af de reformer, som nu ligger i støbeskeen. Det vil således give den nyligt udråbte Jatsenjuk-regering mere end tre år til at levere reelle resultater, inden ukrainerne igen skal til valgurnerne ved præsidentvalget i 2018. Der er ingen tvivl om, at det er en unik situation i Ukraines korte politiske historie.

Vi skal dog heller ikke være naive. Ukraine og dets politiske ledere står stadig over for adskillige udfordringer. Lad mig her blot nævne to af de største. For det første er det vigtigt at have for øje, at der er en verden til forskel på at love politiske og økonomiske reformer og så faktisk vedtage og implementere dem. Den ukrainske økonomi er i frit fald, ikke mindst på grund af borgerkrigens paralysering af eksportindustrien (Åslund 2014b). Et afgørende spørgsmål er derfor, om sammenholdet i regeringskoalitionen kan bevares, når også reformer, der både rammer vælgerne og den indflydelsesrige økonomiske elite, skal føres ud i livet. Det kommer unægtelig til at gøre ondt på den almindelige ukrainer, når massive offentlige udgifter til subsidiering af energipriser og ineffektive virksomheder skal rundbarberes, og der findes mange stærke interesser, der vil kæmpe imod med næb og klør, når skattesystemet skal effektiviseres, når der skal gøres op med lukrative monopollignende tilstande for oligarker, og når de specielle pensionsordninger til den privilegerede nomenklatura, som i dag udgør hele 4 procent af BNP (Kyiv Post 26. oktober 2014), skal beskæres drastisk. I skrivende stund holder regeringskoalitionen stadig sammen. Derimod synes der at være en tendens til en voksende kløft mellem den lovgivende og den udøvende magt. Det er således tydeligt, at præsident Porosjenko og premierminister Jatsenjuk kører parløb i forsøget på at reformere landet, alt imens de prøver at forbigå parlamentarikerne og en bredere politisk diskussion i Radaen (Olszanski 2015). Det er unægtelig en farlig udvikling, som kan føre til, at den parlamentariske rygstøtte, som netop er en forudsætning for en effektiv reformdagsorden, går i opløsning.

For det andet er der Rusland-faktoren. Idet vi bevæger os ind i 2015, synes der stadig ikke at være noget tegn på, at Rusland sigter mod at neddrosle aktiviteterne i Ukraine. Kreml vil således givetvis fortsætte med at destabilisere Ukraine ved at støtte de proseparatistiske enklaver i Donbas, true landets territoriale integritet ved at mobilisere kamptropper ved den ukrainske grænse og opretholde den misinformationskampagne, som har præget russiske statskontrollerede mediers beskrivelser af forholdene i Ukraine siden Maidan-revolutionen.13 Ydermere er det sandsynligt, at sanktioner mod ukrainske eksportartikler vil fortsætte, samt at Kreml igen og igen vil lægge et massivt pres på den ukrainske økonomi gennem tilbagevendende forhandlinger om gaspriser og gasgæld. Endelig skal det ikke udelukkes, at kamphandlingerne i Østukraine eller længere sydpå igen blusser voldsomt op. Præsident Putin har naturligvis noteret sig, at hans fremturen over for Ukraine og Vesten har sikret ham den største opbakning i den russiske befolkning, siden han kom til magten i 2000. Samtidig har nationalisme og neoimperialistiske strømninger kronede dage i Rusland (Moscow Times 3. august 2014), og Kreml spiller i den grad på disse ideer i et forsøg på at legitimere et autoritært styre, som ikke længere kan retfærdiggøres med henvisning til økonomisk vækst. Fortsætter det seneste års økonomiske nedtur, er det ikke usandsynligt, at Putin og hans støtter vil ty til nye militære eventyr i et forsøg på aflede opmærksomheden fra de strukturelle problemer, som regimet i Moskva tydeligvis ikke ønsker at gøre noget ved.

Til trods for disse alvorlige udfordringer er der dog god grund til at være moderat optimistisk på Ukraines vegne. Som nævnt er der ved at etablere sig en konsensus i både den politiske elite og befolkningen om, at der må gøres noget drastisk nu, hvis ikke Ukraine skal falde helt fra hinanden. Denne følelse synes ikke kun at være drevet af økonomiens katastrofekurs, men i høj grad også af Ruslands aggressive fremfærd. Det er således ikke usandsynligt, at frygten for Rusland vil drive en stor del af den ukrainske vælgerbefolkning i armene på Europa. Vi har allerede set klare tegn på dette med det netop overståede parlamentsvalg, og meningsmålinger peger også på en en massiv stigning i opbakningen til både EU- og NATO-medlemskab (RFE/RL 25. oktober 2014). Om denne tendens er udtryk for et mere varigt holdningsskifte i den brede del af den ukrainske befolkning, er dog langt mere uvist. Meget afhænger derfor fortsat af EU’s evne til at holde de ukrainske politikere til ilden og ikke mindst viljen til på længere sigt at levere omfattende økonomisk bistand og fortsat yde modpres mod Rusland. Uden dette modpres er Ukraine prisgivet, og Porosjenkos og Jatsenjuks intentioner om at reformere og udvikle landet økonomisk og politisk vil uundgåeligt lide skibbrud.

Vi skal dog heller ikke være jubeloptimistiske. Selv med fortsat vestlig støtte er Ukraines fremtid på ingen måde sikret. Sværdslag om de strukturelle økonomiske problemer vil dominere dagsordenen i en rum tid, det omstridte identitetsspørgsmål vil fortsat spøge og splitte både befolkning og elite, og spørgsmålet om Østukraines status og en varig løsning på den væbnede proxykrig med Rusland vil uundgåeligt bevirke, at den reformperiode, som forhåbentlig nu påbegyndes, vil blive overordentlig vanskelig at gennemføre. EU og USA kan kun garantere et minimum af sikkerhed og økonomisk assistance – det lange seje og nødvendige træk må ukrainerne selv stå for. Og her taler de seneste tiårs historie desværre imod succes.

Litteratur

Blakkisrud, Helge & Pål Kolstø (2011) From Secessionist Conflict toward a Functioning State: Processes of State-and Nation-Building in Transnistria. Post-Soviet Affairs 27 (2): 178–210.

Diuk, Nadia. 2014. Finding Ukraine. Journal of Democracy 25 (3): 83–89.

Hansen, Flemming Splidsboel (2015) Framing Yourself into a Corner: Russia, Crimea, and the Minimal Action Space. European Security 24 (1): 141–58.

Iwanski, Tadeusz, and Marek Menkiszak (2014) Pro-Russian »Separatism«: A Tool to Compel Ukraine to Federalisation. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2014-04-09/pro-russian-separatism-a-tool-to-compel-ukraine-to-federalisation. Læst 12. februar 2015.

Iwanski, Tadeusz, Agata Wierzbowska-Miazga & Piotr Zochowski (2014) The Farce of the »Referendum« in the Donbas. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2014-04-09/pro-russian-separatism-a-tool-to-compel-ukraine-to-federalisation. Læst 12. februar 2015.

Kononczuk, Wojciech & Andrzej Wilk (2015) Escalation of Clashes in the Donbas. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2015-01-21/escalation-clashes-donbas. Læst 12. februar 2015.

Kudelia, Serhiy (2014) The House That Yanukovych Built. Journal of Democracy 25 (3): 19–34.

Leshchenko, Sergii (2014) The Media’s Role. Journal of Democracy 25 (3): 52–57.

Lynch, Dov (2002) Separatist States and post-Soviet Conflicts. International Affairs 78 (4): 831–48.

Olszanski, Tadeusz A. (2013) Ukraine: The Crisis Is Worsening. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2013-12-11/ukraine-crisis-worsening. Læst 12. februar 2015.

Olszanski, Tadeusz A (2015) Deepening Divisions within the Ukrainian Government Coalition. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2015-01-14/deepening-divisions-within-ukrainian-government-coalition. Læst 12. februar 2015.

Onuch, Olga (2014) Who Were the Protesters? Journal of Democracy 25 (3): 44–51.

OSCE/ODIHR (2014) Ukraine, Early Parliamentary Elections, 26 October 2014: Statement of Preliminary Findings and Conclusions.

Socor, Vladimir (2014a) Moscow Encourages Centrifugal Forces in South-Eastern Ukraine. Vol 11, Issue 36. Eurasia Daily Monitor. Washington DC: The Jamestown Foundation. Tilgjengelig på www.jamestown.org/programs/edm/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=42013&tx_ttnews%5BbackPid%5D=756&no_cache=1#.VGHpzfmG9u4. Læst 12. februar 2015.

Socor, Vladimir (2014b) Crimean Plebiscite: Result Pre-Determined, Implementation Still Uncertain. Vol 11, Issue 49. Eurasia Daily Monitor. Washington DC: The Jamestown Foundation. Tilgjengelig på www.jamestown.org/programs/edm/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=42091&tx _ttnews%5BbackPid%5D=756&no_cache=1#.VGRkQfmG9u5. Læst 12. februar 2015.

Tolstrup, Jakob (2014) Russia vs. the EU: External Actors in Competition for Influence in Post-Soviet States. Boulder, Colorado: Lynne Rienner Publishers.

Wierzbowska-Miazga, Agata (2013) The Moscow Deals: Russia Offers Yanukovych Conditional Support. OSW Analyses. Warsaw: Centre for Eastern Studies. Tilgjengelig på www.osw.waw.pl/en/publikacje/analyses/2013-12-18/moscow-deals-russia-offers-yanukovych-conditional-support. Læst 12. februar 2015.

Wilson, Andrew (2005) Ukraine’s Orange Revolution. London: Yale University Press.

Åslund, Anders (2013) Ukraine’s Choice: European Association Agreement or Eurasian Union? Policy Brief PB 13–22. Washington DC: Peterson Institute for International Economics. Tilgjengelig på wuw.iie.com/publications/pb/pb13-22.pdf. Læst 12. februar 2015.

Åslund, Anders (2014a) Oligarchs, Corruption, and European Integration. Journal of Democracy 25 (3): 64–73.

Åslund, Anders (2014b) Why Is Ukraine So Poor? Op-ed. Washington DC: Peterson Institute for International Economics. Tilgjengelig på www.iie.com/publications/opeds/oped.cfm?ResearchID=2705. Læst 12. februar 2015.

Forbes, 27. august 2014. After Re-Establishing Supply Lines, Ukrainian Separatists Launch Counteroffensive. Tilgængelig fra www.forbes.com/sites/stratfor/2014/08/27/after-re-establishing-supply-lines-ukrainian-separatists-launch-counteroffensive/. Læst 12. februar 2015.

Kyiv Post, 12. april 2014. Armed Pro-Russian Extremists Launch Coordinated Attacks in Donetsk Oblast, Seize Regional Police Headquarters, Set Up Checkpoints. Tilgængelig fra www.kyivpost.com/content/ukraine/armed-pro-russian-extremists-seize-police-stations-in-donetsks-slavyansk-shaktarysk-fail-to-take-donetsk-prosecutors-office-343195.html. Læst 12. februar 2015.

Kyiv Post, 26. oktober 2014. Recommendations For Immediate Policy Actions To Address Financial Crisis In Ukraine. Tilgængelig fra www.kyivpost.com/opinion/op-ed/recommendations-for-immediate-policy-actions-to-address-financial-criss-in-ukraine-369408.html. Læst 12. februar 2015.

Polit.ru, 5. november 2014. Inauguratsija s kontsertom. Tilgængelig fra www.polit.ru/article/2014/11/05/al051114/. Læst 12. februar 2015.

Ria Novosti, 21. november 2013. Ukraine Remains Committed to EU Trade Deal. Tilgængelig fra http://en.ria.ru/world/20131121/184830225/Ukraine-Remains-Committed-to-EU-Trade-Deal.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 11. marts 2014. Ukrainian TV-chanels off the Air. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/ukrainian-tv-channels-off-the-air/25293466.html). Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 12. marts 2014. A Choice Between Nazism and Russia in Crimea. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/a-choice-between-nazism-and-russia-in-crimea/25294320.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty, 13. marts, 2014. Explainer: What Do Russian Troop Movements Near Ukraine’s Border Signify? Tilgængelig fra www.rferl.org/content/explainer-what-do-russian-troop-movements-near-ukraines-border-signify/25296024.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 20. maj 2014. Akhmetov Is Shocked, Shocked To Find That Separatism Is Going On In Donetsk! Tilgængelig fra www.rferl.org/content/ukraine-akhmetov-discovers-separatists-in-donetsk/25392066.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 1. oktober 2014. Murders and Gang Rapes: Moscow Spins OSCE Into Ukraine »Mass Grave«. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/ukraine-unspun-osce-probe-murders-gang-rapes-mass-graves/26615896.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 1. september 2014. Putin reportedly Tells the EU: »If I Want, I Can Take Kyiv In Two Weeks«. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/russia-putin-eu-barroso-ukraine-kyiv-sanctions-nato/26561609.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 25. oktober 2014. Taking Measure of The Ukrainian Mind-Set. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/ukraine-taking-measure-mind-set/26655673.html. Læst 12. februar 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL), 3. november 2014. Crime and rimea: Criminals as Allies and Agents. Tilgængelig fra www.rferl.org/content/crimea-crime-criminals-as-agents-allies/26671923.html. Læst 12. februar 2015.

The New York Times, 5. maj, 2014. Deadly Clashes Erupt In Ukraine as Troops Push Toward a Rebel-Held City. Tilgængelig fra www.nytimes.com/2014/05/06/world/europe/ukraine.html?_r=1. Læst 12. februar 2015.

The New York Times, 3. januar 2015. Ukraine Leader was Defected Even Before He Was Ousted. Tilgængelig fra www.nytimes.com/2015/01/04/world/europe/ukraine-leader-was-defeated-even-before-he-was-ousted.html?_r=2. Læst 12. februar 2015.

The Moscow Times, 20. februar 2014. Will Putin Seize Crimea? Tilgængelig fra www.themoscowtimes.com/opinion/article/will-putin-seize-crimea/495074.html. Læst 12. februar 2015.

The Moscow Times, 3. august 2014. How Nationalism Came to Dominate Russia’s Political Mainstream. Tilgængelig fra www.themoscowtimes.com/news/article/how-nationalism-came-to-dominate-russia-s-political-mainstream/504495.html. Læst 12. februar 2015.

Moscow Times, 23. september 2014. Looking West, Russia Beefs Up Spending On Global Media Giants. Tilgængelig fra www.themoscowtimes.com/news/article/looking-west-russia-beefs-up-spending-on-global-media-giants/507692.html. Læst 12. februar 2015.

The Moscow Times, 5. november 2014. Putin Regrets Shattered Peace Deal As Frozen Conflicts Takes Shape In Ukraine. Tilgængelig fra www.themoscowtimes.com/news/article/putin-regrets-shattered-peace-deal-as-frozen-conflict-takes-shape-in-ukraine/510700.html. Læst 12. februar 2015.

1Den endelige version af denne artikel er indleveret i slutningen af januar 2015. Begivenheder siden da behandles derfor ikke.
2Hertil kommer naturligvis de enorme summer, som regimet og dets nærmeste støtter akkumulerede ved gennem tvang og trusler at overtage private ukrainske virksomheder (Åslund 2014a: 66) eller ved at »vinde« projekter sat i offentligt udbud. Alene i 2012 og 2013 »vandt« virksomheder kontrolleret af Janukovitjs søn Oleksander samt to af hans nærmeststående pengemænd, Rinat Akhmetov og Dmytro Firtasj, således næsten halvdelen af alle offentlige udbudsrunder (Kudelia 2014: 26).
3For en glimrende introduktion til den orange revolution se Wilson (2005).
4EU gik fra i februar 2013 at knytte 19 betingelser til underskrivelsen af aftalen til blot at opretholde ét krav i slutningen af 2014: løsladelse af Janukovitjs politiske hovedmodstander, Julia Timosjenko.
5Hovedsagelig bestående af medlemmer fra halvøens forskellige mafiabander (RFE/ RL 3. november 2014).
6Aksionov var på dette tidspunkt leder af et marginaliseret politisk parti ved navn Russisk Enhed. Ved lokalvalget i 2010 sikrede partiet sig blot 4 procent af stemmerne, svarende til 3 af parlamentets 100 pladser. I lyset af Aksionovs prorussiske holdninger og hans tætte forbindelser til nogle af de kriminelle bander, som FSB allerede havde koordineret aktionen med, er udpegningen af ham dog på ingen måde overraskende (RFE/RL 3. november 2014).
7Et sigende eksempel er, hvordan signalet fra ukrainsk tv i ugerne op til folkeafstemningen blev blokeret, og russiske tv-stationer fik således monopol på at forme den offentlige opinion under valgkampen (RFE/RL 11. marts, 2014).
8Udenrigsminister Sergej Lavrov og forsvarsminister Sergej Sjoigu var angiveligt slet ikke informeret om Krim-operationen, før den var i fuld gang.
9Det er dog langtfra sikkert, at de ukrainske politikere og pengemænd, som støttede op om ideen på mødet i Kharkiv, var i stand til at gennemskue Ruslands intentioner på dette tidspunkt. Et velkendt eksempel er Donetsk-oligarken Rinat Akhmetov, som angiveligt først finansierede separatistbevægelserne, men siden hen vendte 180 grader og bekæmpede dem, da han forstod, at de eskalerende kamphandlinger var dårligt for hans milliardstore forretningsaktiviteter knyttet til fortrinsvis kulmineindustrien i Donbas (RFE/RL 20. maj 2014).
10Det er meget sandsynligt, at Putin følte sig tvunget til forhandlingsbordet af NATO’s trusler om øget militært engagement i Østeuropa og ikke mindst EU’s barslen med yderligere økonomiske sanktioner mod den hårdt pressede russiske økonomi.
11Ifølge Ukraines valglov besættes halvdelen af parlaments 450 pladser via forholdstalsvalg og den anden halvdel via flertalsvalg i enkeltmandskredse.
12Se http://ukraine-elections.com.ua/election_data/vybory_result/parlament/2014-10-26. Læst 12. februar 2015.
13I det føderale budget for 2015–2017 varsles der endvidere markante stigninger i bevillinger til de statskontrollerede medier (Moscow Times 23. september 2014).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon