Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Italesættelsen af en annektering: Rusland og Krim

seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier fsha@diis.dk

  • Side: 249-269
  • Publisert på Idunn: 2015-10-07
  • Publisert: 2015-10-07

Abstract: Framing an Annexation: Russia and Crimea

This study is about Russia’s annexation of the Ukrainian peninsula of Crimea as covered by the Russian First channel (Pervyi kanal), the country’s leading television channel. It is found that developments in Ukraine between 22 February and 21 March 2014 were presented in such a way as to lead viewers to one conclusion only: namely, that the fall of the then Ukrainian president Viktor Yanukovich had brought Ukraine to the brink of political unrest and the population of Crimea could only be saved by incorporation of the peninsula into Russia. While this allowed Russian president Vladimir Putin to be portrayed as saviour and unifier, the strong dichotomy of the terms “us” and “them” and “right” and “wrong” in the news coverage may later make it more difficult for him to compromise on the conflict in Ukraine.

Keywords: Russia, Ukraine, Crimea, framing, action space, first channel

 

Forfatteren takker Carlsbergfondet for økonomisk støtte under bevilling 2012_01_0397.

 

Den 22. februar 2014 forlod Ukraines daværende præsident Viktor Janukovitj først præsidentpaladset og derefter Ukraine. Hans flugt fra Ukraine, som på dette tidspunkt allerede var scene for omfattende sammenstød mellem forskellige politiske grupperinger, betød snart den faktiske ende på hans præsidentperiode. I Moskva refererede myndighederne i et stykke tid fortsat til Janukovitj som Ukraines retmæssige præsident, men flere og flere af hans russiske allierede vendte ham snart ryggen, og i de russiske medier omtalte man ham hurtigt som komplet inkompetent og uværdig til at være præsident.1

De politiske forandringer i slutningen af februar 2014 var blot startskuddet til en endnu mere dramatisk udvikling: Ruslands annektering af den ukrainske halvø og autonome republik Krim, inklusive byen Sevastopol.2 Hele denne proces var afsluttet inden for en måned. Den 1. marts 2014 trådte Føderationsrådet, det vil sige overhuset i det russiske parlament, ekstraordinært sammen for at behandle en anmodning fra præsident Vladimir Putin om tilladelse til at sende russiske tropper til Ukraine for at bidrage til »normaliseringen af den sociale og politiske situation i dette land« (Føderationsrådet 2014a). Efter en hurtig og enstemmig beslutning i rådet tog russiske tropper kontrol over den vigtigste infrastruktur på Krim, og på den måde banede de vejen for den serie af begivenheder, som hastigt fulgte.3

Den 16. marts, det vil sige blot 15 dage efter afstemningen i Føderationsrådet, stemte Krim-borgerne for løsrivelse og efterfølgende inkorporering i Rusland i en kontroversiel folkeafstemning, som et samlet Vesten fordømte som illegitim (for eksempel De Forenede Nationers Generalforsamling 2014). Den 17. marts underskrev Putin derefter først et dekret, som anerkendte Krims suverænitet, og senere på dagen underskrev han så en traktat, som forberedte inkorporeringen af Krim i Rusland (Kreml 2014b, 2014c). Som et sidste skridt blev denne traktat omsat til et lovforslag, som Føderationsrådet godkendte og ratificerede den 21. marts (Føderationsrådet 2014b).

Denne artikel analyserer udviklingen fra den 22. februar til den 21. marts 2014 med et særligt fokus på Kremls italesættelse af »Krim-spørgsmålet«. Konklusionen er, at det blev præsenteret som en stærkt dikotomiseret kamp – det gode mod det onde og det rigtige mod det forkerte – og at Putin på denne måde fik et meget lille aktionsrum med blot en enkelt policy-mulighed. Det er almindeligt kendt, at politikere foretrækker at have flere håndtag at dreje på, og i det mindste ét, som åbner døren til en nødudgang, og blandt andet derfor er det interessant at se, hvorledes Putin tilsyneladende helt bevidst malede sig selv op i et politisk hjørne (Hansen 2014).

Jeg burger data fra nyhedsudsendelserne på den russiske tv-kanal Pervyj Kanal (dvs. Den første Kanal) til at rekonstruere det sammenstykkede narrativ. Det gør jeg af tre årsager. For det første viste en meningsmåling fra maj 2014, at hele 94 procent af russerne hovedsagelig fik deres nyheder om Krim-krisen fra landsdækkende tv, hvilket gør dette til en oplagt kilde for analytikere også (VTsIOM 2014a). For det andet har Pervyj Kanal flere seere og dermed potentielt større indflydelse end andre nyhedsudsendelser (Pervyj Kanal 2015; Degtereva & Kiriya 2010). For det tredje bruger jeg kanalen af simple forskningsøkonomiske årsager: Hvis en enkelt tv-kanal er tilstrækkeligt til at sammenstykke et stærkt politisk narrativ, vil der være mindre grund til at gå til andre platforme, hvor budskaber måske udfoldes over mere plads og med flere detaljer. Hvis nyhedsudsendelserne fra Pervyj Kanal omvendt ikke giver et sammenhængende narrativ, eller hvis der er flere og gensidigt inkompatible narrativer i udsendelserne, må vi se på en større og mere varieret samling af politisk kommunikation.

Artiklen fortsætter i tre hoveddele. Jeg starter med kort at skitsere Krims nyere historie og forholdet mellem Rusland og Ukraine inden for rammen af det omstridte område, og her identificerer jeg også dele af den generelle baggrund, som har virket som en kognitiv primer for udviklingen i starten af 2014. Derefter ser jeg på framing-teori og især på den måde, hvorpå fortolkninger og præferencer kan skabes og problemer og løsninger identificeres. Til sidst præsenterer og diskuterer jeg Kremls narrativ om Krim-krisen, og jeg vil have særligt fokus på de problemer og løsninger, som det indeholder, og på det aktionsrum, som det efterlader.

Krim

Den 19. februar 1954 besluttede præsidiet i Sovjetunionens Kommunistparti at overføre Krim fra Rusland til Ukraine. Anledningen var underskrivelsen 300 år tidligere af Perejaslavl-traktaten, som genforenede Ukraine med Rusland. Eftersom både Rusland og Ukraine var del af den samme stat, Sovjetunionen, havde overførslen forholdsvis få og ubetydelige konsekvenser for halvøens befolkning, og den blev fortrinsvis betragtet som en symbolsk gestus. Om noget, som den daværende sovjetiske leder, Nikita Khrustjov, forklarede, ville det medføre hurtigere og lettere transport og kommunikation mellem Krim og republikhovedstaden, eftersom denne nu pludselig var Kijev og ikke det meget fjernere Moskva (Service 1997: 367).

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 ændrede dog dette. Allerede den 1. december 1991 stemte et overvældende flertal af ukrainerne for et selvstændigt Ukraine, og også på Krim støttede et lille flertal denne udvikling.4 Det er blevet sagt, at afstemningen ikke alene handlede om løsrivelse (og dermed sprængningen af Sovjetunionen); i sidste ende var det også et spørgsmål om at afslutte den politiske forening med Rusland, som ikke bare gik tilbage til 1654, men helt til dannelsen af Kijev-Rus i 800-tallet (Hosking 2001: kapitel 1).

Forud for afstemningen om uafhængighed for Ukraine var en proces sat i værk for at få ændret Krims status. I en omdiskuteret folkeafstemning – åben for alle halvøens vælgere, men boykottet af de proukrainske grupper – stemte et stort flertal for at etablere en autonom republik inden for grænserne af Ukraine; området var blevet føjet til Ukraine som en almindelig region (oblast), men for at imødekomme de lokale separatister og imødegå mere yderligtgående krav blev det besluttet at give Krim særstatus blandt Ukraines administrative enheder (Solchanyk 1994: 51; Kuzio 2011: 180). Dets status som en autonom republik er siden blevet beskrevet i kapitel 10 i den ukrainske forfatning (Verkhovna Rada 2004).

Efter dette – og opløsningen af Sovjetunionen – fortsatte en omfattende kampagne for at sikre Krim en form for uafhængighed, hvilket typisk var uklart defineret; minimalisterne har ønsket øget autonomi, inklusive visse af symbolerne for fuld suverænitet (for eksempel et præsidentembede), mens maksimalisterne har krævet en annullering af 1954-aftalen og (typisk) en tilbagevenden til Rusland (Kuzio 2011: 183–187). Kijevs svar på disse udfordringer har varieret alt efter tidspunktet og den aktuelle politiske ledelse – til tider har man været imødekommende, til tider afvisende – men målet har altid været det samme: at bevare Krim som en del af Ukraine.

Underskrivelsen allerede i november 1990 af en aftale mellem Rusland og Ukraine, hvorved begge parter eksplicit anerkendte den andens territorielle integritet, burde have lukket, skulle man synes, spørgsmålet om Krims status – i det mindste i forhold til netop disse to lande (Det russiske udenrigsministerium 1996a: 15–16, artikel 6). Hvis det ikke var nok, syntes de forskellige aftaler i forbindelse med Sovjetunionens opløsning og dannelsen af Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) at have bekræftet dette princip om gensidig anerkendelse (Det russiske udenrigsministerium 1996b: 121, 138; 1996c: 276) Og hvis det heller ikke var nok, syntes venskabsaftalen fra 1997, hvorved Rusland og Ukraine besluttede »at anerkende hinandens territorielle integritet og at understrege ukrænkeligheden af deres fælles grænser«, at have bekræftet gyldigheden af sovjettidens grænser (Det russiske udenrigsministerium 1997: artikel 2).

Men på trods af dette har der i Rusland været en kampagne for at få annulleret 1954-aftalen. Et retrospektivt kig på denne kampagne illustrerer til fulde kompleksiteten i Krim-spørgsmålet, i det russisk-ukrainske forhold og i russisk indenrigspolitik i 1990’erne især. Med hensyn til sidstnævnte gav den intense konflikt mellem den daværende præsident, Boris Jeltsin, og hans højrøstede opposition megen udenrigspolitisk dissonans – eller simpelthen støj – når den officielle linje blev udfordret, og når selv præsidenten og regeringen periodevis anfægtede legitimiteten af tidligere aftaler.

Blækket var knap tørt på de første SNG-aftaler, førend medlemmer af Ruslands Øverste Sovjet, det daværende parlament, i maj 1992 følte sig kaldet til at henvende sig til deres ukrainske kolleger vedrørende Krim-spørgsmålet. I en åben erklæring sendte de en slet skjult advarsel om, at den russiske offentlighed i stigende grad havde fokus på »implementeringen af effektive midler til beskyttelse af den russiske stats interesser«, og de tilføjede, at »der bliver fremsat krav om en juridisk vurdering af beslutningerne i forbindelse med overdragelsen af Krim fra Rusland til Ukraine«; medlemmerne af parlamentet insisterede dog på, at de »på ingen måde [gjorde] territorielle krav gældende mod Ukraine [eller det] ukrainske broderfolk« (Det russiske udenrigsministerium 1996d: 389).

Denne forsikring til trods havde Den Øverste Sovjet faktisk allerede øget presset på Ukraine ved at sætte to komiteer i gang med at undersøge lovligheden af 1954-beslutningen. Disse undersøgelser løb ud i sandet, men det var klart for alle, at dette var et følsomt emne, som forholdsvis hurtigt kunne aktiveres. Opfordringer om »at tage Krim tilbage« kunne høres på tværs af det politiske system i de kommende år, og selv den udøvende gren tog del i koret; for eksempel udtalte daværende vicepræsident Aleksander Rutskoj, at Khrusjtjov havde taget beslutningen om Krim i 1954, mens han var »påvirket af enten tømmermænd eller solstik« (Solchanyk 1994: 54).

Mest berømte er nok daværende Moskva-borgmester Jurij Luzjkovs gentagne besøg på Krim. Dér udtrykte han sin støtte til separatisterne og blev skydeskive for de ukrainske myndigheders kritik, når han for eksempel erklærede, at »Krim er russisk jord. Det har altid været russisk og har aldrig tilhørt Ukraine« (Radio Free Europe/Radio Liberty 2001). Generelt blev disse politiske stunts vel modtaget af den russiske offentlighed, som syntes, at Luzjkov havde helt ret – også selvom nogle syntes, at emnet var upassende at bringe op blandt venner (se for eksempel VTsIOM 2008).

Spørgsmålet om Krim har således ligget i dvale i det russiske samfund siden opløsningen af Sovjetunionen, og det har bidraget til at skabe en stemning af politisk intimidering. Men det er aldrig blevet skubbet helt frem i den offentlige bevidsthed og præsenteret som en stor uret, som måtte korrigeres, for at man kunne have et normalt forhold mellem Rusland og Ukraine. For eksempel viser en gennemlæsning af de mest benyttede historiebøger for den russiske 11. klasse, at ingen af disse omtaler overdragelsen af Krim til Ukraine i 1954 (Danilov, Utkin & Filippov 2009; Kiselev & Popov 2007; Levandovskij, Sjtjetinov & Mironenko 2011; Volobuev & Kulesjov 2013; Sjestakov 2011; Ismosik & Rudnik 2013). Det ville ellers have været en forholdsvis let opgave at socialisere de unge mennesker til se overdragelsen af Krim som et eksempel på et bedrag og dårlig behandling af Rusland, men denne mulighed er altså ikke blevet benyttet.

At rammesætte problemer og løsninger

Man rammesætter emner for at mobilisere offentlighedens støtte og knappe ressourcer. Det sker, ved at man anvender nøje udvalgte ord og billeder med det formål at få en særlig følelsesmæssig respons i målgruppen. Jeg følger Robert Entman (2004: 5) og ser derfor rammesætning som »selecting and highlighting some facets of events or issues, and making connections among them so as to promote a particular interpretation, evaluation, and/or solution«. Og jeg følger Stephen Reese (2010: 21) og skelner derfor mellem makro- og mikrorammer; hvor førstnævnte kan ses som metanarrativer eller fortællinger om det store billede, er sidstnævnte mere specifikke begivenheder eller processer, som udspiller sig og giver mening på baggrund af det store billede. Med andre ord repræsenterer makro- og mikroniveauerne henholdsvis de kulturelle og procedurelle aspekter af rammesætning.

Jo større kulturel resonans makrorammen har, og jo bedre mikrorammen og makrorammen passer sammen, des mere effektiv vil rammesætningen, alt andet lige, være. Når det gøres godt, vil rammesætningen udløse en følelsesmæssig respons, som binder makro- og mikroniveauerne sammen, automatisk identificerer problemer og tilbyder løsninger – alt i en enkel og samlet kognitiv operation. I sådanne tilfælde vil makrorammen (for eksempel »Rusland er truet af Vesten«) facilitere en forholdsvis let overførsel af en tilsvarende mikroramme (for eksempel »vi skal øge forsvarsbudgetterne«) fra det politiske niveau til vælgerne, mens den vil blokere for andre mikrorammer (for eksempel »vi skal beskære forsvarsudgifterne«), som derfor blot vanskeligt vil nå frem til vælgerne. Men denne (manglende) overførsel kan naturligvis ikke altid forudsiges med sikkerhed; det afhænger for eksempel af, i hvor høj grad makrorammen er accepteret af offentligheden og af kvaliteten af mikrorammen og eventuelle alternativer til denne.

Den 18. marts 2014 underskrev Putin aftalen, som formaliserede inkorporeringen af Krim i Rusland. Ved denne lejlighed trak han i sin tale på historien og på Ruslands historiske rolle og status i det interationale system, og han forklarede, at

[…] vi har ganske enkelt grund til at formode, at den berygtede politik med at inddæmme Rusland, som blev ført i det 18., 19, og 20. århundrede, også bliver ført i dag. De forsøger hele tiden at få os ind i et eller andet hjørne, fordi vi har vores egne uafhængige synspunkter, fordi vi forsvarer dem, fordi vi kalder tingene ved deres rette navn, og fordi vi ikke er hyklere. Men der er en grænse for alt. (Putin 2014)

Putin tilføjede, at »de har snydt os gang på gang, truffet beslutninger bag vores ryg og præsenteret os for fuldbyrdede kendsgerninger« (Putin 2014).

Dette var ikke nyt. Syv år tidligere, i hvad der nu må betragtes som et vendepunkt i Ruslands forhold til Vesten, fyrede Putin en bredside af mod den påståede USA-ledede verdensorden. På sikkerhedskonferencen i München i 2007 forklarede den russiske præsident således, hvorledes der syntes at ske

[…] en større og større tilsidesættelse af de grundlæggende principper i folkeretten. Og uafhængige retlige normer kommer faktisk stadig tættere på en enkelt stats retlige system. En enkelt stat, og det er selvfølgelig USA, er gået over sine nationale grænser på enhver mulig måde. Det kan ses i de økonomiske, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige politikker, som det påtvinger andre nationer. (Putin 2007)

Som Putins tale fra den 18. marts 2014 også indikerer, er det dominerende metanarrativ i Rusland nu, at landet har en oldgammel udfordring i forhold til Vesten, og at det bliver betragtet med mistro, »uanset om [dets] styre er klædt i hvidt, rødt eller hvidt-blåt-rødt« (Krasjenninikova 2007: 205). Det har givet næring til en russisk identitet, som hævder, at landet er i konstant konflikt med Vesten og derfor må forberede sig på det værste. Dette narrativ kommer til udtryk via mange forskellige kanaler inklusive – i nogle af dets mere spektakulære manifestationer – erindringspolitikken. Mange vil for eksempel have bemærket, hvorledes militære sejre – og med dem militær styrke og militært beredskab – bliver fejret under Putin; de årlige sejrsparader den 9. maj, som nu igen indebærer fremvisningen af langtrækkende atommissiler på Den Røde Plads, er det mest iøjnefaldende eksempel på dette, og det repræsenterer om ikke andet et forsøg fra Putins side på at (gen)forene den russiske befolkning med nogle af de mest problematiske aspekter af Ruslands forhold til omverdenen (Linãn 2010; Hill & Gaddy 2012).

Meget tyder på en langsigtet og bevidst styring i retning af dette, således som teorien om makrorammer også foreskriver. Vi finder en tydelig kim så tidligt som i midt-2000’erne, da Vladislav Surkov, Putins daværende ideologiske rådgiver, introducerede begrebet »politisk konkurrencedygtighed« og forklarede, at verden er et fjendtligt sted, og at Rusland måtte indrette sig derefter. I sådan en verden bliver de svage stater elimineret, og Rusland kunne derfor ikke igen tillade sig at begå fejlen fra 1990’erne, da man rakte hånden frem til samarbejde for blot at blive udnyttet af Vesten (Surkov 2007). Svaret på denne udfordring var dels »det styrede demokrati«, hvorunder Kreml har tilstræbt at styre de politiske processer i landet, herunder medielandskabet, dels det »suveræne demokrati«, hvorunder Kreml har insisteret på en særlig russisk demokratiform og på nødvendigheden af at forsvare landets fulde autonomi i beslutningsprocesser (Hansen 2010).

Meningsmålinger indikerer, at alt dette har påvirket den russiske offentlighed. Den store russiske avis Kommersant skrev således (den 26. november 2013), at »russeren er omringet af fjender«, og den konkluderede selv, at »statspropagandaen virker«. Avisen henviste til en måling fra slutningen af 2013, som viste, at hele 78 procent af de adspurgte mener, at Rusland aktuelt har fjender – udenlandske primært, men støttet af illoyale russiske agenter – hvilket var en stor stigning fra 65 procent i 1999, 41 procent i 1994 og meget mindre pessimistiske 13 procent i 1989 (ibid.). Offentlighedens frygt for en fjendtlig verden – hvor det fortælles, at NATO udvider mod Rusland, USA planlægger missilforsvarssystemer, og Vesten støtter de såkaldte farverevolutioner i Georgien, Ukraine og Kirgistan – synes at være cementeret og at være et næsten definerende aspekt af den russiske forståelse af det kollektive Selv (Hansen 2010). På denne måde virker metanarrativet – makrorammen – som et kulturelt filter, hvorigennem man betragter og forstår verdenen.

Nyhederne på Pervyj Kanal

Figur 1 viser en serie nøgleord fra Pervyj Kanals nyhedsindslag om Ukraine i perioden fra den 22. februar til den 21. marts 2014. Nøgleordene er arrangeret i tre klynger, som kan identificeres ved gennemsyn af alle nyhedsudsendelserne, og som tilsammen danner et hele. Tidsmæssigt vil de tre klynger logisk udfoldes som vestligt fjendskab → illegitim regering → Stepan Bandera, også selvom dette ikke nødvendigvis er rækkefølgen i nyhedsudsendelserne. Den første klynge trækker på makrorammen, mens den sidste udtrykker mikrorammen i sin reneste form. Bandera var en ukrainsk og antisovjetisk guerillaleder under Anden Verdenskrig, og hans navn alene vil hos mange russere aktivere »automatiserede« følelsesmæssige reaktioner (Kahneman 2011: 19–30); der skal en ganske lille eller måske endog slet ingen kognitiv indsats til for at danne sig en mening om noget som helst, som involverer Bandera (Marples 2006).

Figur 1. De centrale klynger

Det tog lidt tid, førend nyhedsredaktørerne åbent og konsekvent begyndte at trække på elementer fra første klynge. Allerede den 22. februar tonede russiske eksperter godt nok frem på skærmen for at advare om »vestlig indblanding« og om, at Janukovitjs modstandere modtog hjælp fra »fremmede regeringer«, men denne fortælling blev først rigtigt udfoldet senere i konflikten (Pervyj Kanal den 22. februar 2014 kl. 18.05). Det er muligt, at man i Kreml på dette tidlige tidspunkt stadig havde håb om, at Ukraine kunne vende tilbage til den aftale, som den 21. februar var blevet forhandlet med udenrigsministrene fra Frankrig, Tyskland og Polen, og som måske endog, selvom aftalen slet ikke sagde noget om dette, ville gøre det muligt for Janukovitj at vende tilbage til præsidentposten (Agreement 2014). Hvis denne dør skulle forblive åben – og de vestlige forhandligspartnere have et mindstemål af troværdighed i den russiske offentlighed – måtte man holde makrorammen i baggrunden.

Makrorammen blev dog gradvis referencepointet for andre begivenheder, præcis som det også er dens formål. Den 2. marts citerede Pervyj Kanal fra Putins tale i München i 2007, og seerne fik at vide, at

[…] når det gælder spørgsmålet om udvidelsen af NATO, udviklingen af antimissilforsvarssystemet, indblandingen i andre landes indre forhold, den ikkesanktionerede brug af magt overalt fra Balkan til Ukraine – er alt forblevet uændret […] Ruslands ret til at forsvare russere i byen for russisk storhed – Sevastopol – kan dårligt anfægtes af dem på den anden side af [Atlanten], som i deres forsvar af albanerne bombede hovedstaden i et europæisk land i 78 dage […]. (Pervyj Kanal den 2. marts 2014 kl. 21.17)

Få dage senere bemærkede Putin, at

Vores vestlige partnere gør ikke det her i Ukraine for første gang. Af og til får jeg det indtryk, at der ovre på den anden side af den store dam, i Amerika, er nogle arbejdere i et eller andet laboratorium, som udfører eksperimenter på rotter uden helt at forstå konsekvenserne af det, de laver. Hvorfor skal det her laves? Hvem kan forklare det? Der er overhovedet ingen forklaringer. (Pervyj Kanal den 10. marts 2014 kl. 21.55)

»Laboratoriearbejderne« – tydeligvis en hentydning til amerikanske politikere, som blev beskyldt for at blande sig i andre landes indre forhold – blev efter sigende hjulpet af »agenter« og »lejesoldater« på jorden i Ukraine, og et af deres endelige mål var at få Ukraine ind i NATO (Pervyj Kanal den 3. og 5. marts 2014 kl. hhv. 12.45 og 18.07). Denne påstand blev understøttet af Marcus Papadopolous, en britisk forsker og hyppig kommentator på den Kreml-kontrollerede nyhedsstation Russia Today,5 som forklarede, at

[…] amerikanerne har længe haft planer om at oprette en flådebase i Ukraine og, mere konkret, på Krim. I så fald ville sortehavsflåden [dvs. Ruslands] blive tvunget væk fra Krim, og USA ville have fået et effektivt redskab, som de kunne bruge til at påvirke Rusland. Det er min vurdering, at efter det, som er sket på Krim [dvs. afstemningen den 16. marts om inkorporering i Rusland], vil forholdet mellem Ukraine og Rusland ikke blive afbrudt, og Vesten vil ikke have held til at bringe Ukraine ind i sin interessessfære. (Pervyj Kanal den 19. marts 2014 kl. 21.26)

USA, kunne man forstå, havde hjulpet med at iscenesætte regimeskiftet i Kijev med det formål at skille Ukraine og Rusland ad, og det havde man gjort af egeninteresse. For at give yderligere vægt til denne fortælling bragte man et interview med ingen ringere end Jack Matlock, USA’s sidste ambassadør til Sovjetunionen, som forklarede, at »det er klart, at den amerikanske præsidents pres ikke bliver vel modtaget af russerne. Denne nation mener, at USA systematisk har tilsidesat Ruslands nationale interesser siden den kolde krigs slutning« (ibid.).

Ifølge Putin og den anden klynge kunne regimeskiftet kun ses på én måde: som et forfatningsstridigt kup og en væbnet tilraning af magten (Putin i Pervyj Kanal den 10. marts 2014 kl. 21.55). Dette var et gennemgående tema i nyhedsdækningen, og seerne kunne ikke være i tvivl om, at taberne var de russisktalende. Adspurgt om, hvorfor han var gået på gaden for at demonstrere, udbrød en borger fra Simferopol: »Hvorfor tror du, jeg er her? Fordi der har været et statskup i Kijev, det er klart. De respekterer ikke Ukraines love, de respekterer ikke forfatningen« (Pervyj Kanal den 27. februar 2014 kl. 12.00).

Afsættelsen af Janukovitj medførte et politisk hastværk, som tydeligst kunne ses i forbindelse med den tredje klynge, det vil sige det, som var baseret på Stepan Bandera. På dette niveau blev det dog i stedet mest præsenteret som et statsretligt problem; præsidentens flugt og den efterfølgende politiske omgruppering i Verkhovna Rada havde pludselig gjort det muligt for de antirussiske kræfter at vedtage lovgivning, som ville føre til en svækkelse af de borgerlige rettigheder for de russisktalende. Nyhedsdækningen gjorde det klart, at dette ikke bare var en krænkelse af disse menneskers rettigheder, men også af deres russiske levevis, og på den måde blev det et eksempel på det, sikkerhedsteoretikere kalder en »samfundsmæssig trussel« (Buzan, Wæver & de Wilde 1998: kapitel 6).

Mikhail Dobkin, daværende guvernør i Kharkiv Oblast og senere kandidat ved præsidentvalget den 25. maj 2014, advarede for eksempel om, at »der sker en total nedslagtning af den russisktalende befolknings rettigheder« (Pervyj Kanal den 25. februar 2014 kl. 9.05). Mange russisktalende gentog noget lignende og som oftest givetvis ganske oprigtigt; for eksempel udtalte en mand fra Krim, at »de har fuldstændig ydmyget os med det her ukrainske sprog«, og en borger i Donetsk forklarede, at »mine bedstemødre, bedstefædre, børn taler sammen på russisk«, og seerne må have siddet tilbage med det indtryk, at det snart ville være slut med at vælge sit eget sprog selv inden for hjemmets fire vægge (Pervyj Kanal den 2. og 6. marts 2014 kl. hhv. 10.05 og 18.00).

De nye magthavere, i denne første tid ledet af den midlertidige præsident Oleksandr Turtjynov, blev tydeligvis betragtet som illegitime. Men som nævnt var det også klart, at man i Moskva havde mistet troen på Janukovitj, og i Kreml var der tilsyneladende ikke rigtigt nogen, som ønskede ham tilbage på præsidentkontoret. Da denne erkendelse var nået, virkede de mange henvisninger til aftalen fra den 21. februar mest af alt som et forsøg på at udstille Vesten for ikke at leve op til den aftale, som udenrigsministrene fra Frankrig, Tyskland, og Polen havde underskrevet (for eksempel Lavrov 2014). Ved at ignorere aftalen var Vesten i stedet med til at understøtte den politiske undertrykkelse af de russisktalende og, meget mere dramatisk, til at muliggøre udviklingen af narrativet om Bandera og truslen fra det nye styre.

Baggrunden for denne tredje klynge er Anden Verdenskrig. Ifølge en meget benyttet russisk skolebog skete der i Ukraine det, at »ekstremister, anført af [Stepan] Bandera, oprettede Organisationen af Ukrainiske Nationalister og senere Den Ukrainske Oprørshær. Mange ukrainske nationalister tjente frivilligt i [Waffen] SS »Galicien Divisionen««, og det bliver tilføjet, at »hen ved 1 mio. sovjetborgere samarbejede med de fascistiske tyske besættere, hvilket slet ikke kan sidestilles med antallet af dem, som ikke bukkede for de fascistiske tyske besættere, [men] fastholdte en tro på pligten for Moderlandet, [mens hun] kæmpede for sit liv« (Levandovskij, Sjtjetinov & Mironenko 2011: 212–213).

Baggrunden handler om svigt – svigt af Sovjetunionen og dens russiske efterfølgerstat, af den sovjetiske befolkning og helt grundlæggende af et sæt værdier, som betragtes som rigtige og noble, og som derfor ikke svigtes. Denne klynge var meget fremtrædende i nyhedsudsendelserne, og det var tydeligt, ud fra den måde, hvorpå enkelte forhold forblev usagte, at der var en fælles forståelse, som Pervyj Kanal kunne bruge til hurtigt at skabe negative følelser blandt seerne. Blandt eksemplerne finder vi omtale af demonstranter, som »vælter statuer af Vladimir Lenin«, »efterlader affald ved mindesmærkerne for heltene fra Den Store Fædrelandskrig«, og som har »erklæret krig mod sovjettidens monumenter« (Pervyj Kanal den 22., 23. og 27. februar 2014 kl. hhv. 10.12, 18.30 og 21.10). Det er på baggrund af dette tydeligt, som en oprørt borger udtrykte det, at »vi [dvs. de russisktalende] har helt andre værdier« (Pervyj Kanal den 23. februar 2014 kl. 18.30).

Demonstranterne mod Janukovitj blev næsten konsekvent omtalt som sympatisører af Bandera – eller »banderitter« – såvel som nazister og fascister. Det skete stort set dagligt. Allerede den 22. februar blev det rapporteret, at demonstranter havde plakater med »nazisten« Banderas portræt, og få dag senere forklarede en politiker fra Krim, at folk ønskede at undslippe »banderitternes rædsler«, og det var tydeligt, at han ved denne korte beskrivelse kunne trække på en allerede veldefineret forståelse af, hvad dette indebærer (Pervyj Kanal den 22. og 26. februar 2014 kl. hhv. 21.48 og 21.03).

Pervyj Kanal bragte desuden klip fra en pressekonference, hvor Putin forklarede, at »vi ser neonazister, nationalister og antisemitter på krigsstien i visse dele af Ukraine, også i Kijev«, og Pervyj Kanals egen Mikhail Leontiev, den kontroversielle vært for programmet Odnako, spurgte retorisk, hvad der ville ske, hvis bagmændene bag »nazipogromer får lov til at komme ind i Krim, Kharkov, Odessa?« (Pervyj Kanal den 4. marts 2014 kl. 15.00 og 18.27). På gaden gav folk udtryk for en tilsvarende opfattelse; for eksempel advarede en kvinde i Sevastopol om, at »vi er truet af fascisme. Rigtig fascime […]. Og de vil prøve at komme herhen« (Pervyj Kanal den 25. februar 2014 kl. 21.05).

Seerne kunne forstå, at fjenden var på vej, og at noget måtte gøres. Mens Pervyj Kanal fortalte om de nye »selvforsvarsenheder«, som de russisktalende havde dannet som forsvar mod »brushanerne fra Maidan«, viderebragte man også det budskab, at yderligere støtte var forventet og sikkert også påkrævet (Pervyj Kanal den 28. februar 2014 kl. 9.00).

For det første lod man, i en kombination af interviews og reportager, seerne forstå, at folk i det sydlige og østlige Ukraine »fæstner deres håb til Rusland og forventer støtte fra [dets] side«; som illustration bragte man for eksempel et interview med en mand fra Krim, som henvendt til kameraet helt kort opfordrede Rusland til »at sende væbnede styrker af hensyn til vores sikkerhed« (Pervyj Kanal den 2. marts 2014 kl. 17.55 og 12.01).

For det andet havde man næsten daglig reportager fra de stadig større demonstrationer, som rundt om i Rusland blev afholdt til støtte for de russisktalende i Ukraine. I starten syntes demonstrationerne mest af alt at handle om at vise solidaritet, men efterhånden var der budskaber, som russiske politikere ville have meget vanskeligt ved at ignorere; under en af demonstrationerne, som blev afholdt under sloganet »Et folkemøde for vort broderfolk« (»Narodnyj skhod za bratskij narod«), fortalte en lokal mand, at »min bedstefar blev dræbt uden for Moskva, mens han forsvarede Moderlandet. Min far gik hele vejen til Berlin, [han] knuste det her snavs. Og jeg er mødt frem med løbesedler, som siger »Nej til fascismen«« (Pervyj Kanal den 3. marts 2014 kl. 21.15).

På denne delvis selvskabte baggrund var de russiske politikere næsten nødt til at foretage sig noget. Det mest dramatiske skridt, indsættelsen af russiske tropper eller »små grønne mænd« på Krim, blev først åbent erkendt af Putin den 17. april 2014, og der var overraskende sporadisk omtale af disse tropper på Pervyj Kanal. Det syntes dog almindeligt kendt, at der faktisk var tale om russiske soldater, og blandt folk i såvel Rusland som på Krim høstede Putin anerkendelse for det (for eksempel Novaja gazeta den 5. marts 2014).

Næsten lige så dramatisk var dog meddelelsen om, at Rusland ville anerkende udfaldet af folkeafstemningen på Krim og, hvis dette var udfaldet, forberede inkorporeringen af Krim og Sevastopol i Rusland som to nye føderale enheder. Meddelelsen blev givet i små bidder. Så sent som den 4. marts erklærede Putin, at »Rusland overvejer ikke muligheden for at inkorporere Krim [i Rusland]« (Pervyj Kanal den 4. marts 2014 kl. 15.00); det syntes dog alligevel ventet, at det ville ske, for blot et par dage senere fortalte en kvinde fra Krim således til Pervyj Kanal, at »jeg er målløs, da vi alle stod der og råbte, [at vi ville være en del af Rusland], var jeg ved at græde. Jeg håber, alt bliver godt, at vi vil være sammen med Rusland og kunne kalde os russere« (Pervyj Kanal den 7. marts 2014 kl. 9.00).

Dette ønske delte hun med et stort flertal af russerne. Således viste meningsmålinger i juni 2014, at 94 procent af de adspurgte var af den opfattelse, at annekteringen af Krim var det rigtige at gøre, og 92 procent mente, at annekteringen er irreversibel, hvilket indikerer lille vilje til at indgå kompromisser i fremtiden (VTsIOM 2014b). Begejstringen kom også til udtryk i rekordhøj opbakning til Putin; ifølge visse målinger var det hele 86 procent af vælgerne, som godkendte hans indsats, og det var på højde med hans popularitet under augustkrigen mod Georgien i 2008 (Bloomberg den 26. juni 2014).

Offentlighedens begejstring blev utvivlsomt udtrykt vel af Sergej Narysjkin, formand for Dumaen og en tro væbner for Putin, da han i forbindelse med annekteringen af Krim forklarede, at

I dag føler vi oprigtig stolthed over de historiske begivenheder og over de beslutninger, som blev truffet. Og, Vladimir Vladimirovitj [Putin], vi er taknemmelige for den stålsathed, [De har] vist, og som har mindet mange om dét faktum, at Ruslands storhed ikke kun er i fortiden og i fremtiden, men også i nutiden. I de seneste måneder er mange medlemmer af Dumaen rejst til Krim, først så de håb i Krim-borgernes øjne og derefter glæde. Glæde, fordi Rusland støtter dem, og denne støtte bestyrkede deres vished, og de valgte derfor entydigt at vende tilbage til Moderlandet, og Moderlandet ventede på dem. (Pervyj Kanal den 21. marts 2014 kl. 21.01)

Putin blev dog ikke alene takket. Ved en lukket ceremoni den 22. april 2014 takkede han selv en gruppe på cirka 300 journalister ved at tildele dem alle den prestigefulde medalje For tjeneste for Fædrelandet (The Guardian den 5. maj 2014). Blandt de hædrede var flere journalister fra Pervyj Kanal. Baggrunden for dette usædvanlige skridt var, at Kreml ønskede at takke de russiske medier, som »har fortalt en helt anden udgave af krisen i Ukraine end den, som er vist i de vestlige medier« (ibid.). Fortællingen i denne artikel er et eksempel på dette.

Konklusion

Som mange andre statsledere før ham har Putin tilsyneladende lært, at intet lykkes som konflikt. Det er således sigende, at hans popularitet har været højest i forbindelse med militære kampagner i SNG. Det tyder på, at makrorammen har haft den ønskede effekt, og at de forskellige mikrorammer har formet vælgernes fortolkning af de specifikke begivenheder; i rammesætningen af Krim-krisen har det formodentlig især været den tredje klynge, som har påvirket vælgerne.

Under Krim-krisen kunne man iagttage Putin forbinde til allerede veletablerede skemata og så tilføje nye (eller måske rettere: gamle) elementer for at påvirke den offentlige mening til at foretrække et særligt udfald. Afsættelsen af Janukovitj, en forholdsvis nær allieret, var en stor udfordring for Rusland, men det var på ingen måde givet, at hans afrejse fra Kijev den 22. februar ville blive fulgt af godkendelsen af Krim og Sevastopol som to nye føderale enheder den 21. marts. Kontrafaktisk synes det ganske rimeligt at formode, at et andet russisk styre ville have fortolket udviklingen helt anderledes og derfor også manøvreret i retning af et helt andet udfald.

I en neoautoritær stat som Putins Rusland er det oplagt, at især de statskontrollerede medier anvendes til at præsentere udvalgte aspekter af »virkeligheden«, og at de så ellers udelader de aspekter, som modsiger styrets narrativer (Becker 2004). Denne generelle ensidighed har en tendens til at bestyrke allerede eksisterende opfattelser og til at bekræfte folk i, at de har ret, mens andre tager fejl. Fra psykologien ved vi, at »knowing little makes it easier to fit everything you know into a coherent pattern«, og at »the confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell about what they see, even if they see little« (Kahneman 2011: 87). Hvis man tilføjer nuancer, svækker man bare narrativet og, endnu værre, muligvis også styrets opbakning i befolkningen.6

Set fra Kreml må det synes, som om Krim-kampagnen, såvel dens militære som dens politiske aspekter, har været en hurtig sejr. Da Putin hørte Narysjkin udtrykke folkets taknemmelighed, har han givetvis tænkt, at han havde gjort det rigtige, og at den stærkt dikotomiserede fortolkning af begivenhederne i Ukraine havde været en succes. Hans politiske gambling, som kan udtrykkes i den ydmygelse, det ville være at skulle gøre indrømmelser over Krim, havde betalt sig. Eller havde det?

Den oplagte årsag til, at politikere foretrækker at have et aktionsrum med flere mulige udgange, er den, at de frygter at blive fanget; hvis man trækker røde streger og udsteder ultimatummer, risikerer man at miste troværdighed, hvis man ikke leverer som lovet og truet. Det er let at se, hvorledes Putin har gamblet. Kommende studier af beslutningstagning og de mulige omkostninger forbundet med røde streger og ultimatummer kan med fordel se på makrorammer og hjemlige aktionsrum. Det vil være en brugbar hypotese, at jo mere styret baserer sin magt på dikotomiserede syn på verden og på klare forestillinger om den Anden, jo mere skade vil det lide, når dets politik ikke lever op til dette, og når det ikke frit kan styre medierne til at ændre makrorammen.

Denne risiko blev helt klar for Putin efter annekteringen af Krim, da situationen i det østlige Ukraine hastigt blev forværret. Såvel ukrainske separatister som russiske nationalister fremsatte krav om russisk handling – med henvisning til makrorammen. Det neoautoritære styre kontrollerer størstedelen af medierne – eller i det mindste de vigtigste platforme – men det kontrollerer ikke det hele; det giver plads til yderligtgående kritikere, som åbent begræder, hvad de ser som et svigt af Ruslands interesser. For eksempel begræd en yderligtgående nationalist på sin blog, at

[Putins] tone [når det gælder Ukraine] har ændret sig helt grundlæggende. I stedet for en kraftfuld leder ser vi nu en svag og uselvstændig politiker, som beklager den kompromisløse holdning hos præsidenten i et naboland […]. Men der er egentlig ikke noget bemærkelsesværdigt ved det: Vi har to Putiner foran os. (Kovaleva 2014)

Den amerikanske avis Wall Street Journal skrev den 4. juli 2014 på baggrund af denne og lignende kommentarer, at »de russiske nationalister føler sig svigtet af Kreml, igen«. Aleksandr Plekhanov, redaktør på den stalinistiske avis Zavtra, har åbent udtrykt sin skuffelse over Putin og forklaret, at »nu giver de ikke plads på tv til dem, som kræver en øjeblikkelig invasion af [det østlige Ukraine] […] De giver ikke plads til dem, som kræver, at man bomber Berlin, Rom og Washington. Dem giver man ikke plads. Det er den aktuelle politiske linje« (ibid). Disse er jo ikke objektive iagttagere, men kommentarerne er alligevel interessante, da de giver et indblik i den verden, som Putin har været med til at skabe; makrorammen, som taler om truslen fra Vesten, og mikrorammen, som taler om nødvendigheden af at intervenere for at redde liv. Putin har været med til at skabe denne verden, men det er ikke alene hans værk, og han vil ikke selv kunne afmontere den. Når man maler sig selv op i et hjørne uden en nødudgang, risikerer man at bliver fanget derinde.

Litteratur

Agreement on the Settlement of Crisis in Ukraine – full text (2014). Tilgængelig på www.theguardian.com/world/2014/feb/21/agreement-on-the-settlement-of-crisis-in-ukraine-full-text. Læsedato: 30. april 2015.

Becker, Jonathan (2004) Lessons from Russia: A Neo-Authoritarian Media System. European Journal of Communication 19 (2): 139–163.

Buzan, Barry, Ole Wæver & Jaap de Wilde (1998) Security: A New Framework for Analysis. Boulder, CO: Lynne Rienner.

Danilov, A., A. Utkin & A. Filippov (red.) (2009) Istorija Rossii 1945–2008. Moskva: Prosvesjtjenie.

De Forenede Nationers Generalforsamling (2014) Territorial Integrity of Ukraine. Resolution A/68/L.39 27. Marts.

Degtereva, Elena & Ilya Kiriya (2010) Russian TV Market: Between State Supervision, Commercial Logic and Simulacrum of Public Service. Central European Journal of Communication 3 (1): 37–51.

Den øverste Sovjet (1992) »Zajavlenie Verkhovnogo Soveta Rossiiskoj Federatsii Verkhovnomu Sovetu Ukrainy« (22. maj) i Det russiske Udenrigsministerium, Vnesjnjaja politika Rossii – Sbornik dokumentov 1990–1992. Moskva: Mezjdunarodnye otnosjenija.

Det russiske Udenrigsministerium (1996a), »Dogovor mezjdu Rossiiskoj Sovetskoj Federativnoj Sotsialistitjeskoj Respublikoj i Ukrainskoj Sovetskoj Sotsialistitjeskoj Respublikoj« (19. november 1990) i Vnesjnjaja politika Rossii – Sbornik dokumentov 1990–1992. Moskva: Mezjdunarodnye otnosjenija.

Det russiske Udenrigsministerium (1996b) »Soglasjenie o sozdanii sodruzjestva nesavisimykh gosudarstv« (8. december 1991) i Vnesjnjaja politika Rossii – Sbornik dokumentov 1990–1992. Moskva: Mezjdunarodnye otnosjenija.

Det russiske Udenrigsministerium (1996c) »Alma-Atinskaja Deklaratsija« (21. december 1991) i Vnesjnjaja politika Rossii – Sbornik dokumentov 1990–1992. Moskva: Mezjdunarodnye otnosjenija.

Det russiske Udenrigsministerium (1996d) »Deklaratsija o sobljudenii printsipov sotrudnitjestva v ramkakh sodruzjestva nesavisimykh gosudarstv« (14. februar 1992) i Vnesjnjaja politika Rossii – Sbornik dokumentov 1990–1992. Moskva: Mezjdunarodnye otnosjenija.

Det russiske Udenrigsministerium (1997) Dogovor o druzjbe, sotrudnitjestve i partnerstve mezjdu Rossiiskoj Federatsiej i Ukrainoj (31. maj). Tilgængelig på www.mid.ru/bdomp/spd_md.nsf. Læsedato: 30. april 2015.

Entman, Robert (2004) Projections of Power – Framing News, Public Opinion, and U.S. Foreign Policy. Chicago, IL: University of Chicago Press.

Føderationsrådet (2014) Sovjet Federatsii dal soglasie na ispolsovanie voorusjennykh sil Rossii na territorij Ukrainy 1. marts. Tilgængelig på http://council.gov.ru/press-center/news/39851/. Læsedato: 30. april 2015.

Hansen, Flemming Splidsboel (2010) Ruslands identitet og forhold til Vesten. Politik 13 (2): 6–14.

Hansen, Flemming Splidsboel (2014) Of Salient Environments, Action Spaces and Weak States. International Politics Review 2 (1): 38–42.

Hill, Fiona & Clifford G. Gaddy (2012) Putin and the Uses of History. The National Interest January/February. Tilgængelig på http://nationalinterest.org/article/putin-the-uses-history-6276. Læsedato: 30. april 2015.

Hosking, Geoffrey (2001) Russia and the Russians. London: Penguin.

Ismosik, V. & S. Rudnik (2013) Istorija Rossii. Moskva: Ventana-Graf.

Kahneman, Daniel (2011) Thinking, Fast and Slow. New York, NY: Farrar, Straus and Giroux.

Kiselev, A. & V. Popov (2007) Istorija Rossii XX – natjalo XXI veka. Moskva: Drofa.

Kovaleva, Anastasia (2014) Putin izbegaet konfrontatsii s Zapadom. Evrazia.org 9. juli. Tilgængelig på www.evrazia.org/article/2549. Læsedato: 30. april 2015.

Krasjenninikova, Veronika (2007) Amerika-Rossija: Kholodnaja vojna kultur. Moskva: Evropa.

Kreml (2014a) Prjamaja linija s Vladimirom Putinym 17. april. Tilgængelig på www.kremlin.ru/news/20796. Læsedato: 30. april 2015.

Kreml (2014b) Podpisan Ukaz o priznanii Respubliki Krym 17. marts. Tilgængelig på http://kremlin.ru/acts/20596. Læsedato: 30. april 2015.

Kreml (2014c) Rasporjazjenie o podpisanii Dogovora o prinjatii Respubliki Krym v Rossijskuju Federatsiju 18. marts. Tilgængelig på http://kremlin.ru/acts/20600. Læsedato: 30. april 2015.

Kuzio, Taras (2001) »The Crimean Conundrum« i Ferran Requejo & Klaus-Jürgen Nagel (red.) Federalism Beyond Federations. Farnham: Ashgate (177–202).

Lavrov, Sergej (2014) Vystuplenie i otvety na voprosy senatorov Ministra inostrannykh del Rossii S. V. Lavrova v khode vneotjerednogo zasedanija Soveta Federatsii Federalnogo Sobranija Rossiiskoj Federatsii (21. marts). Tilgængelig på www.mid.ru/bdomp/brp_4.nsf/spsvy. Læsedato: 30. april 2015.

Levandovskij, A., Ju. Sjtjetinov & S. Mironenko (2011) Istorija Rossii XX – natjalo XXI veka. Moskva: Prosvesjtjenie.

Liñán, Miguel Vásquez (2010) History as a Propaganda Tool in Putin’s Russia. Communist and Post-Communist Studies 43 (2): 167–178.

Marples, Davis (2006) Stepan Bandera: The Resurrection of a Ukrainian National Hero. Europe-Asia Studies 58 (4): 555–566.

Pervyj Kanal (2015) General information. Tilgængelig på www.1tv.ru/eng/total/. Læsedato: 30. april 2015.

Putin, Vladimir (2007) Speech and the Following Discussion at the Munich Conference on Security Policy 10. Februar. Tilgængelig på archive.kremlin.ru/eng/speeches/2007/02/10/0138_ type82912type82914type82917type84779_118123.shtml. Læsedato: 30. april 2015.

Putin, Vladimir (2014) Obrasjtjenie Prezidenta Rossiiskoj Federatsii 18. marts. Tilgængelig på www.kremlin.ru/transcripts/20603. Læsedato: 30. april 2015.

Radio Free Europe/Radio Liberty (2001) Russia: Analyst Ponders Reasons for Luzhkov’s Crimea. 2. august. Tilgængelig på www.rferl.org/content/article/1097079.html. Læsedato: 30. april 2015.

Reese, Stephen (2010) »Finding Frames in a Web of Culture – The Case of the War on Terror« i Paul D’Angelo & Jim Kuypers (red.) Doing News Framing Analysis. London: Routledge (17–42).

Remnick, David (2014) Putin Moves Against the Press. The New Yorker 12. marts. Tilgængelig på www.newyorker.com/news/daily-comment/putin-moves-against-the-press. Læsedato: 30. april 2015.

Reporters Without Borders (2014) World Press Freedom Index. Tilgængelig på http://index.rsf.org/#!/. Læsedato: 30. april 2015.

Service, Robert (1997) A History of Twentieth-Century Russia. London: Penguin.

Sjestakov, V. (2011) Istorija Rossii XX – natjalo XXI veka. Moskva: Prosvesjtjenie.

Solchanyk, Roman (1994) The Politics of State Building: Centre-Periphery Relations in Post-Soviet Ukraine. Europe-Asia Studies 46 (1): 47–68.

Surkov, Vladislav (2007) »Suverenitet – eto polititjeskij sinonim konkurentno-sposobnosti« i Leonid Poljakov (red.) Pro suverennuju demokratiju. Moskva: Evropa (33–61).

Verkhovna Rada (2004), Constitution of Ukraine. Tilgængelig på http://en.wikisource.org/wiki/Constitution_of_Ukraine,_2004. Læsedato: 30. april 2015.

Volobuev, O. & S. Kulesjov (2013) Istorija Rossii XX – natjalo XXI veka. Moskva: Mnemozina.

Vserossiiskij Tsentr Izutjenija Obsjtjestvennogo mnenija [VTsIOM] (2008) Sudba Sevastopolja: Komu dolzjen prinadlezjat gorod russkikh morjakov? Nr. 961 23. maj. Tilgængelig på http://wciom.ru/index.php?id=459&uid=10165. Læsedato: 30. april 2015.

Vserossiiskij Tsentr Izutjenija Obsjtjestvennogo mnenija [VTsIOM] (2014a) Sobitija na Ukraine: Mozhno li doverjat informatsii SMI? Nr. 2580 14. maj. Tilgængelig på wciom.ru/index.php?id=515&uid=114821. Læsedato: 30. april 2015.

Vserossiiskij Tsentr Izutjenija Obsjtjestvennogo mnenija [VTsIOM] (2014b) Krym v Rossii – navsegda! Nr. 2622 9. juli. Tilgængelig på http://wciom.ru/index.php?id=459&uid=114888. Læsedato: 30. april 2015.

22. februar 2014, 10:12; www.1tv.ru/news/sport/252757

22. februar 2014, 18:05; www.1tv.ru/news/world/252776

22. februar 2014, 21:48; www.1tv.ru/news/world/252795

23. februar 2014, 18:30; www.1tv.ru/news/world/252828

25. februar 2014, 09:05; www.1tv.ru/news/world/252907

25. februar 2014, 21:05; www.1tv.ru/news/world/252961

26. februar 2014, 21:03; www.1tv.ru/news/world/253040

27. februar 2014, 12:00; www.1tv.ru/news/world/253074

27. februar 2014, 21:10; www.1tv.ru/news/world/253124

28. februar 2014, 09:00; www.1tv.ru/news/world/253143

2. marts 2014, 10:05, www.1tv.ru/news/world/253244

2. marts 2014, 12:01; www.1tv.ru/news/world/253250

2. marts 2014, 17:55; www.1tv.ru/news/world/253267

2. marts 2014, 21:17; www.1tv.ru/news/world/253274

3. marts 2014, 12:45; www.1tv.ru/news/about/253320

3. marts 2014, 21:15; www.1tv.ru/news/social/253381

4. marts 2014, 15:00; www.1tv.ru/news/polit/253428

4. marts 2014, 18:27; www.1tv.ru/news/leontiev/253434

5. marts 2014, 18:07; www.1tv.ru/news/world/253517

6. marts 2014, 18:00; www.1tv.ru/news/world/253598

7. marts 2014, 09:00; www.1tv.ru/news/world/253642

10. marts 2014, 21:55; www.1tv.ru/news/social/253811

19. marts 2014, 21:26; www.1tv.ru/news/world/254540

21. marts 2014, 21:01; www.1tv.ru/news/polit/254709

1For eksempel bragte den russiske Pervyj Kanal (Første kanal) allerede den 22. februar følgende personkarakteristik fra en politisk kommentator: »[Janukovitj] har en bemærkelsesværdig mangel på evne til at træffe beslutninger i vanskelige situationer [og] til at forudse sine modstanderes næste skridt« (Pervyj Kanal den 22. februar 2014 kl. 18.05).
2Sevastopol ligger på Krim, men byen er anerkendt som en selvstændig administrativ enhed i Ukraines forfatning (Verkhovna Rada 2004: Artikel 133); jeg bruger betegnelsen »Krim« som en hurtig reference til den autonome republik og byen Sevastopol tilsammen.
3Under den årlige telefonmaraton med russiske tv-seere den 17. april 2014 indrømmede Putin (Kreml 2014a), at russiske tropper var blevet sendt til Krim umiddelbart efter afstemningen I Føderationsrådet den 1. marts 2014.
454 procent af vælgerne på Krim stemte ja til ukrainsk selvstændighed, mens landsgennemsnittet var et betydeligt højere 90 procent (Solchanyk 1994: 48).
5 Russia Today er en engelsksproget 24-timers tv-kanal, som gik i luften i 2005. Den er ofte blevet beskyldt for at udbrede »propaganda for en autokratisk regering«; se for eksempel The Guardian, den 24. april 2014.
6En anonym fagfælle har indvendt, at processer lig dem, der er skitseret i artiklen her, har kunnet observeres i Vesten, og at vi ikke skal »fremstille Rusland [som] mere exceptionelt, end det er«. En kommentar som denne illustrerer, hvor politiseret vort genstandsfelt (igen) er blevet, og den er efter min mening udtryk for en utilstedelig relativisme, som svigter den russiske befolkning; de årlige målinger fra for eksempel Reporters Without Borders (2015) indikerer jo klart, at pressefriheden undertrykkes i Rusland, og organisationen har endog sat Putin på listen over de såkaldte predators, det vil sige de statsledere, som mere end andre er fjender af de frie medier. I Vesten præsenterede flere medier selvsagt også forsimplede makro- og mikrorammer, men den væsentlige forskel er den, at mens der i Vesten var en bred palet af fortolkninger, var dækningen i Rusland ganske ensidig, og de enkelte kritiske medier følte et voldsomt pres fra myndighedernes side (Remnick 2014). Jeg kan tilføje, at jeg selv i perioden fra den 22. februar til den 21. marts 2014 adskillige gange blev bedt af danske tv-, radio- og avisredaktioner om at agere »russisk talsmand« og præsentere den »russiske« fortolkning; noget lignende er vist vanskeligt at forestille sig i Putins Rusland.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon