Mikhail Gorbatjov

Min egen historie

København: Lindhardt og Ringhof 2013 552 sider. ISBN 9788711383247

Selv om den hverken er velskrevet eller særlig oplysende, og undertiden oven i købet temmelig sentimental og selvhævdende, er denne bog en begivenhed. Det er den, fordi den er skrevet af en mand, der efter alt at dømme spillede en afgørende rolle i afslutningen af den kolde krig og i opløsningen af den sovjetiske super-magt og hermed af det sovjetiske imperium. Det første tager han gerne på sig, men han er stadig ked af, at det ikke lykkedes ham at holde sammen på Sovjetunionen og den »demokratiske socialisme«.

Man gør klogt i at lade være med at reducere historien til enkelte hovedpersoners beslutninger og handlinger, og alene af den grund er en selvbiografi en dårlig kilde til forståelsen af historien. Gorbatjov slår ganske vist indledningsvis fast, at han vil fortælle sandheden om sit liv og om sit politiske virke, men selv om han har gjort sit bedste, er det naturligvis et uopnåeligt mål. Han er jo, når det kommer til stykket, bare et menneske, der som alle andre har en selektiv hukommelse, der er styret af fortrængninger og aktuelle interesser. Det kan være et ønske om at give mening til sit eget liv eller om at skrive en bog, der bringer penge i kassen. Det sidste, får vi at vide, har været nødvendigt, eftersom den russiske stat ikke just har forgyldt Sovjetunionens sidste præsident.

Den historie, som den pensionerede generalsekretær, fortæller os, handler om en dreng, der blev født i Stalins Sovjetunion i 1931 under meget beskedne kår i den russiske provins, og som sammen med sin familie og størstedelen af den øvrige sovjetiske befolkning gik gruelig meget igennem, før han ved flid og dygtighed havnede på Moskvas Statsuniversitet. Her læste han jura og indledte sin politiske karriere, der skulle bringe ham frem til landets højeste embede. Allerede i skolen forstod han, at der var et misforhold mellem det, læreren fortalte, og hans egne erfaringer. Dette fortsatte på universitetet, og det gjaldt i øvrigt ikke blot ham selv, men også de fleste af hans kammerater. Ikke sådan at forstå, at de udviklede sig til dissidenter – de forblev tro mod den sovjetiske stat og de socialistiske principper – men der modnedes en tanke om nødvendigheden af at reformere systemet. Under Khrusjtjovs styre (1953–64) blev deres drømme i et vist omfang gjort til virkelighed, men efter dette tøbrud, som de aldrig glemte, og hvis ideer de senere forsøgte at udvikle, blev det igen vinter. Især fik de den at føle i den sidste halvdel af Bresjnevs næsten tyve års lange regeringstid, hvor han stort set var ukampdygtig på grund af sygdom og alderdom, og hvor allehånde reaktionære kræfter derfor fik alt for stort spillerum. Det fremgik blandt andet af, at ministerpræsident Kosygins bestræbelser på at reformere Stalins overbureaukratiserede kommandoøkonomi ved at overlade mere magt til de økonomiske aktører blev saboteret og til sidst bremset.

På trods af omstændighederne og sine holdninger gjorde den unge Gorbatjov lynkarriere i partiet uden, hvis hans fortælling er sand, selv at få særligt meget snavs på fingrene. I det meste af forløbet havde han sin elskede kone, Raisa, ved sin side. De blev gift allerede i studenterårene, og da han fik sin første post på sin hjemegn i byen Stavropol i 1955, fulgte hun med. Det samme var tilfældet, da Gorbatjov i 1977 rykkede tilbage til Moskva som medlem af centralkomiteen og med ansvaret for landbrugsanliggender. At dømme efter fortællingen havde han allerede før sin ankomst til Moskva et nært forhold til chefen for KGB, Andropov, hvis centrale rolle i nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn i 1956 og Pragforåret i 1968, han var kritisk over for. Gorbatjov mente dog, at han trods alt var en hædersmand og indstillet på at reformere det sovjetiske system. En af mange interessante sidefortællinger i den store fortælling går i øvrigt på, at Andropov lagde afstand til Gorbatjov, efter at sidstnævnte var kommet op i hierarkiet. For eksempel afslog Andropov gentagne gange middagsinvitationer fra Gorbatjov med den begrundelse, at han var under overvågning, og at »man« ville begyndte at snakke, hvis han aflagde privatbesøg. Dette er bare et af eksemplerne på, at frygten, der var kendetegnende for Stalins system, stadig var på spil, og at generalsekretæren havde sit personlige sikkerhedssystem.

Da Bresjnev døde i 1982, blev han afløst af selvsamme Andropov, hvilket Gorbatjov var tilfreds med. Han holdt imidlertid kun til 1982 og blev afløst af Tjernenko. Han var en kompromiskandidat, der var så gammel og så syg, at man var sikker på, at han ikke ville foretage sig noget som helst, der kunne rokke ved det eksisterende system. Det forsinkede de nødvendige reformer, der var livsvigtige for Sovjetunionen, der ifølge Gorbatjov befandt sig i noget nær en afgrundsdyb krise. Denne erkendelse havde få år senere bredt sig til alle dele af det sovjetiske magtapparat, og det var det, der fik ledelsen til at pege på Gorbatjov som landets leder efter Tjernenkos død i 1985. Aldrig så snart var han kommet på plads, før han gik i gang med at reformere. Han var overbevist om, at vejen frem var en gradvis overgang til en reguleret markedsøkonomi og en demokratisk styreform. Hans modstandere fra venstre ville beholde planøkonomien og reguleringen af offentligheden, mens hans modstandere fra højre, der blev anført af Jeltsin, krævede intet mindre end en borgerlig revolution. Det vil sige en brat overgang til markedsøkonomi og demokrati. Det var i Gorbatjovs øjne totalt uansvarligt, fordi det ville betyde kaos og anarki. Sådan betegner han i øvrigt Jeltsins regime i halvfemserne, og her slutter fortællingen.

En væsentlig del af fortællingen handler om udenrigspolitikken, og her er Gorbatjov helt klart og entydigt helten. Det var ham, der tog Reagan ved hånden og førte ham ind på samarbejdets, atomafrustningens og fredens vej. Efter Reagans død forlod Vesten til Gorbatjovs store fortrydelse denne vej, idet man ensidigt spillede på Jeltsin, fordi dennes politik var en garanti for Sovjetunionens sammenbrud og overgang til et kapitalistisk system. I den sammenhæng så Vestens ledere kynisk gennem fingre med en allieret, der bombarderede sit eget parlament (1993), som ødelagde landets økonomi, og som påførte sine landsmænd stor fattigdom og nød. Det eneste, Vesten opnåede herved, slutter Gorbatjov sin fortælling, var, at »den vestlige model« blev dybt miskrediteret i brede kredse i den russiske elite og i brede kredse i det russiske samfund.

Det mest interessante ved denne bog er afdækningen af, hvordan en tidligere magtfuld leder og sikkert mange med ham ser tilbage på historien og ikke »sandheden«. Det mest underholdende er de ufrivillige detaljer, der slipper igennem, formodentlig fordi Gorbatjov er blevet grebet af den gode historie, eller fordi hans ghostwriter har været uopmærksom. Et af eksemplerne stammer fra hans tid i provinsen. Han var sendt ud til en mindre by for at rage kastanjerne ud af ilden for en partisekretær, der var flyttet fra konen og over til sin elskerinde. På et møde i partikomiteen gav han som begrundelse, at han elskede sin nye kvinde og ikke længere sin kone. Det fik flere af kammeraterne til at indvende, at de havde det på samme måde, men at det da ikke fik dem til at flytte hjemmefra og sætte deres omdømme og karriere på spil.