Håvard Bækken

Selective Law Enforcement in Russian Politics 2007-2011. Legal Action for Extra-Legal Purposes

PhD Dissertation, Faculty of Humanities Oslo: University of Oslo 2014 229 sider

Fjodor I. Tjuttjev (1824–1873) skrev engang om Rusland: »Med forstand kan Rusland ej forstås, / Med vanligt mål hun ikke måles; / Hun er af ganske særlige karakter – / For Rusland kun tro er mulig«. I skrivende stund, hvor Rusland har annekteret Krim, og der står russiske styrker på ukrainsk territorium, synes hans ord endnu en gang bekræftet. Håvard Bækkens ph.d.-afhandling, der er udkommet i bogform, er et væsentligt bidrag til at forstå, hvordan Putin har undermineret den udvikling i retning af et demokratisk styre, som Rusland var inde på i 1990’erne. I Putins Rusland skal demokrati være »kontrollabelt«, og retsstaten er »lovenes diktatur«. Det er det sidste aspekt, Bækken stiller skarpt på i sin analyse, der er baseret på et omfattende feltarbejde i perioden 2007–2011.

Hovedbidraget i afhandlingen er forfatterens undersøgelse af selektiv retshåndhævelse. Selektiv retshåndhævelse kombinerer formelle retsregler, der efter demokratiske standarder er hensigtsmæssige og retfærdige, med en uformel anvendelse, der netop ikke tjener demokratiske idealer om kritisk opposition og lighed for loven, men derimod en politisk målsætning om at undertrykke kritik og opposition. I begrebet selektiv retshåndhævelse ligger en antagelse om uudtrykte politiske motiver bag anvendelse af retssystemet. Det er i sagens natur vanskeligt at dokumentere. Men jeg mener, at det er lykkes Bækken gennem citater fra interview med aktive oppositionsmedlemmer, russiske jurister, eksperter og politologer samt reference til sekundær litteratur, retsakter etc. på overbevisende måde at argumentere for, at de russiske myndigheder anvender retsregler selektivt, at det har politiske årsager, og at det effektivt stækker udviklingen af et kritisk civilsamfund.

Bækken analyserer den selektive retsanvendelse på tre områder. For det første viser han, hvordan valgkommissioner anvender dobbeltstandarder, komplekse tekniske krav og selvmodsigende bestemmelser til at fjerne modkandidater fra valglisterne. Konsekvensen er, at selvom der afholdes valg, og forskellige partier stiller op, er valghandlingen begrænset til de dele af oppositionen, der ikke udgør nogen reel trussel mod den siddende elite. Dokumentation om selektivitet finder Bækken i en udtalelse fra et valgkomitémedlem, der understreger, at komiteen netop er meget fleksibel og tillader nogle kandidater at stille op, selvom de faktisk ikke opfylder valglovens krav. Det er imidlertid netop heri, at problemet ligger, idet samme fleksibilitet ikke anvendes over for alle.

Det andet område, HB tager hånd om, angår hadforbrydelser og ekstremisme. På dette område er det den særlige kombination af upræcise formuleringer i lovteksterne og en stringent anvendelse af terminologien, der er kilde til selektivitet i retshåndhævelsen. For eksempel fik Novaja gazeta – et kendt antifascistisk nyhedsmedie – en advarsel for at udbrede højreekstremistisk propaganda på grund af deres illustrationer i et indslag mod en stærkt nationalistisk gruppe. Eksemplet viser en specifik form for selektivitet, hvor myndighederne vender op og ned på sandt og falsk ved at påtale antiekstremistisk nyhedsdækning som udbredelse af højreekstremisme.

Det tredje område koncentrerer sig om, hvordan håndhævelse af copyrightlovgivning målrettet styres mod kritiske grupper og medier. Håndhævelse af immaterielle rettigheder – specielt licenser til software – er et område, internationale softwareproducenter er specifikt opmærksomme på. Der er fra deres side således stor anerkendelse af Ruslands lovgivning på området, der har betydet, at markedsandelen for softwarepirater er faldet. Det er dog fortsat mere normen end undtagelsen, at den officielle licens mangler. Bækken giver på, hvordan myndighederne har undersøgt og/eller beslaglagt computere tilhørende oppositionsgrupper og kritiske aviser for dermed at forhindre deres politiske aktiviteter. Sammenhængen mellem tidspunkter og den lokale politiske kontekst, hvori beslaglæggelserne har fundet sted, underbygger overbevisende argumentet om selektiv retshåndhævelse med politisk motivation.

De tre analyserede områder er meget forskellige, hvilket netop er styrken ved Bækkens arbejde. Det videre perspektiv, som afhandlingen fremhæver, er, at den selektive retshåndhævelse ikke kun virker gennem straf, men også som forebyggelse. På den ene side opretholder det russiske retssystem sin legitimitet gennem retssager, hvor det også sker, at systemkritikere får medhold, når myndighedernes anklager bliver for fantasifulde, eller de ligefrem selv planter bevismateriale. På den anden side skaber sagsanlæg et ekstremt arbejdspres, som tapper oppositionen for energi og fastholder dem i en intern kommunikation med systemet. Samtidig peger Bækken på endnu en konsekvens. Idet befolkningen generelt opfanger den politiske side af rettens selektivitet, skabes der en frygt for at engagere sig politisk. Samtidig stigmatiseres den samfundskritiske opposition som ballademagere af mange retssager og en ensidig presse.

Begrebet om selektiv retshåndhævelse er ikke nyt. I USA har der siden 1800-tallet været et specifikt forbud mod, at dommere baserede deres domme på »usaglige forhold«. Som udgangspunkt var der tale om forbud mod race- og religionsdiskrimination, men i dag gælder det også forbud mod at inddrage politiske betragtninger. Ruslands forfatning garanterer lighed for loven, men der findes ifølge Bækken ingen bestemmelse, der forbyder dommere at inddrage politiske forhold i deres vurdering. Et andet eksempel er Nazityskland, hvor der eksisterede et parallelt retssystem, der helt formelt tog sig af politiske forbrydelser. I modsætning til denne formalisering af selektivitet finder selektiv retshåndhævelse i Rusland sted inden for det officielle retssystem. I Rusland er der således tale om en dualisme, hvor retshåndhævelse sker på grundlag af formelle juridiske kriterier, mens det reelt dækker over uformel og politisk motivation.

Håvard Bækken har skrevet en afhandling, der er rig på detaljer, og som kyndigt og kritisk behandler meget forskellige aspekter af faglitteraturen om Rusland specifikt og rets- og demokratiudvikling generelt. Langtfra alle aspekter – som for eksempel de meget spændende diskussioner om Rusland som et »facadedemokrati« og betydningen af Ruslands retskultur – kan kommenteres i denne omtale. Bogen – og afhandlingen – er struktureret som et undersøgende forskningsdesign. Det har været Bækkens tilgang til emnet, men det er synd, at det præger fremstillingen. Et mere teoretisk afsæt ville – efter min mening – have styrket læsevenligheden og den analytiske stringens. Når det er sagt, er denne undersøgelse læseværdig og interessant for enhver, der vil vide mere om de mekanismer, der kendetegner Rusland frem til 2014.