Geir Hønneland

Hvordan skal Putin ta Barentshavet tilbake?

Nordområdebiblioteket 4 Trondheim: Akademica Forlag 2014 152 sider. ISBN 9788232102983

På bagsiden af denne lille bog med den mærkelige titel finder man en kort varedeklaration. Bogen er, hedder det, »et forskningsbidrag, et essay og en personlig beretning«. Så er anmelderen advaret om et tricky arbejde! Skulle nærværende recension på lignende vis varedeklareres, ville det lyde omtrent således: en anmeldelse baseret på forskning i arktisk politik og en enkelt personlig erfaring, der tangerer Hønnelands beretning om norsk fiskeriinspektionspraksis. Hønneland beskriver inspektionerne i Barentshavet som fredelige og præget af en godmodig, jovial tone og gensidig respekt (s. 32–35). Det var også mit hovedindtryk om bord på det gode skib KV Andenes ved inspektion af en russisk trawler i sommeren 1997 – med den ikke uvigtige tilføjelse, at der ikke var nogen tvivl om magtrelationerne om bord og de unge kystvagtløjtnanters autoritet. Anmelderen erindrer et russisk besætningsmedlem, der resigneret sad en hel eftermiddag på dækket og fjernede ulovlige, dvs. for småmaskede, partier af trawlet.

Bogens mærkelige titel er overskriften på en artikel, der i efteråret 2013 cirkulerede i den russiske presse. Dens budskab var det enkle, at Putin måtte tage det tilbage, som Medvedev uklogt havde »givet« Norge ved at underskrive delingslinjeaftalen af 2010. Artiklen hævdede, at Rusland var blevet lokket til at gå med til en ikke blot økonomisk dårlig, men også historisk uretfærdig aftale. Artiklen og den debat, den udløste, var primært en intern russisk affære, men den var også ubehagelig for Norge, hvor man var vant til at betragte 2010-aftalen som det eksemplariske udtryk for det gode samarbejdende naboskab i regionen og absolut ikke mente, at man havde snydt Rusland på noget sæt.

Hønneland ser 2010 som kulminationen på samarbejdet i det i 1993 oprettede permanente norsk-russiske udvalg for forvaltnings- og kontrolspørgsmål. Men hvorfor skulle de to lande netop på dette tidspunkt være mere interesserede i en aftale end tidligere? For Norge var det et spørgsmål om adgangen til nye oliefelter, for Rusland et mere diffust ønske om at styrke sin generelle status i arktisk politik. Ruslands interessefelt var ikke længere så koncentreret om Barentshavet, men mere rettet mod den forestående opdeling af kontinentalsoklen i Arktiske Hav mellem de fem kyststater Rusland, USA, Canada, Danmark (Grønland) og Norge i henhold til UNCLOS-konventionen. Efter Hønnelands opfattelse står Rusland til store gevinster i Polhavet, hvis delingen bliver gennemført på den gældende havrets grund. Derfor var og er Ruslands interesser knyttet til dette regime, og 2010-aftalen skal ses som led i en styrkelse af dette.

Den russiske kritik af delingslinjeaftalen gik på, at den fratog Rusland adgangen til at fange store mængder af torsk og andre fisk. Heroverfor står Hønnelunds påstand, at aftalen ikke indskrænker de russiske fangstmuligheder, så hvorfor »i all verden« fortsætter kritikken, spørger han. Svaret finder han i de russiske perceptioner af Norge, både dem, der betinger den officielle pragmatiske linje, og dem, der bestemmer menigmands syn på Norge. På det sidste felt er det ganske horrible perceptioner, som forfatteren har været præsenteret for, for eksempel at Norge skulle være et samfund i forfald på grund af indavl(!). Kort sagt: Russerne er ikke trygge ved nordmændene.

Bogens »varedeklaration« antydede et problem, i hvert fald set med anmelderøjne. Skal den vurderes som et stykke regulær forskning, som et tankefuldt essay eller som en interessant erindringsbog? Hver af disse genrer har sine egne kriterier for kvalitet, som ikke er lette at forene, rent bortset fra at de forskellige elementer er blandet på en ikke altid lige klar måde. Bogens budskab kunne derfor være afleveret på en mindre ambitiøs måde.