Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Gamle landmænd – nye tider. Aspekter af EUropæisering i Litauens landbrugssektor

Ph.d., postdoc ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, etnoih@hum.au.dk

Abstract: Old Farmers – New Times. Aspects of EUropeanization in Rural Lithuania

In 2004 and 2007 a number of formerly communist countries gained membership of the European Union (EU). This article explores some of the consequences that EU membership has had for ageing farmers in rural Lithuania who have dominated the agricultural sector since independence was regained in 1990. My empirical research from two Lithuanian villages shows ageing farmers ending up as a new class of marginalized citizen as a result of the massive restructuring of the agricultural sector. In effect, they reproduce the notorious Homo Sovieticus. They respond by implementing EU laws in correspondence with their abilities and norms, rather than in accordance with EU law. These practical, mostly unintended, outcomes of EU law are coined EUropeanization. Thus, processes aimed at greater harmonization and compatibility between the old and the new member states inevitably become flawed because their implementation largely depends on the local adjustment of law. I argue that it is often those who are furthest from the decision-making – people who might not even recognize themselves as part of the current changes – who have to deal with the worst consequences from the long process of restructuring after the break-up of the Soviet Union.

Keywords: EU enlargement, EUropeanization, rural conditions, Lithuania

 

EU: »det høje bjerg«

»De sagde, at vi ville komme op på det høje bjerg, men jeg sidder nu stadig her«. Sådan sagde en ældre litauisk landmand til mig, da jeg spurgte ham om, hvilken betydning Litauens indtræden i den Europæiske Union (EU) havde fået for ham og hans familie.1 Udtalelsen var hans faktuelle vurdering af de mange løfter om bedre velfærd og højere levestandarder, der var blevet givet litauerne forud for EU-valget i 2003 – i hans vokabular beskrevet som »det høje bjerg« – og det faktiske udkomme af medlemskabet for menigmand. For ham, og mange som ham, havde løfterne fra Ja-kampagnerne ikke materialiseret sig i deres hverdag.

I de tidligere socialistiske lande havde der været en massiv politisk drivkraft bag den geopolitiske »venden hjem« til Europa, da EU-medlemskabet blev set som en økonomisk og social sikring for fremtiden. Denne politiske agitation blev ydermere afspejlet i de nærmest propagandistiske kampagner, der blev førte forud for valget. Øget rigdom, større velfærd og social sikkerhed blev fremført som sikre gevinster, mens problematiske aspekter effektivt blev dysset ned (Harboe Knudsen 2012). Kampagnerne til trods havde mange borgere afventet EU-medlemskabet med usikkerhed, da det var svært at gennemskue hvilke konsekvenser, det ville få for deres hverdag.

I Litauen var dette i særdeleshed tilfældet for de folk, der arbejdede indenfor landbrugssektoren. Landets mange små landbrug havde, sammen med kernekraftværket Ignalina,2 været de mest problematiske punkter i forhandlingerne om medlemskabet. Problemet var, at landbrugssektoren var domineret af ældre mennesker og ydermere byggede på semi-subsistensproduktion – dels til eget hushold og dels til salg på markedet. Yderligere problemer var mangel på teknik på gårdene, manglende ressourcer til at modernisere produktionen og landmændenes manglende viden om moderne landbrug, hvormed de kun havde lidt eller intet potentiale for at imødekomme EU’s krav til landbrugsproduktion. Disse landmænd blev dermed underkastet nogle af de vanskeligste omstruktureringer i lyset af medlemskabet. Efter den hastigt gennemførte privatiseringsproces i starten af halvfemserne, hvor de store kollektivbrug blev nedlagt og jord, maskiner og dyr distribueret mellem de tidligere medlemmer, indså man nu, at resultatet ikke var en konkurrencedygtig landbrugssektor, men en tilbagevenden til en præsovjetisk landbrugsstruktur (Lithuanian Ministry of Agriculture 2000, 2004). Dette blev ydermere forstærket af, at det primært var den ældre del af landbefolkningen, der ejede jorden efter privatiseringen. Dette var enten som en konsekvens af restitution af tidligere ejendomsrettigheder, hvor de fik familiens jord tilbage,3 eller som en kompensation for de mange års slid i kollektivbrugene.

På baggrund af de mange og massive omstruktureringer i den litauiske landbrugssektor satte jeg mig for at undersøge hvorledes landmændenes position havde ændret sit i lyset af EU-medlemskabet og hvilke praktiske konsekvenser ændringerne havde fået i landboernes hverdag. Dette udmøntede sig i to intensive antropologiske feltarbejder, som jeg udførte i to landsbyer i det rurale Litauen i henholdsvis 2004 og 2006–2007. I denne artikel vil jeg se på to aspekter af medlemskabet i relation til den rurale befolkning. Først vil jeg gennem en analyse af den diskurs der opstod i kølvandet på uafhængigheden hævde, at den litauiske befolkning er opdelt i såkaldt »nye litauere«, de succesrige og internationalt orienterede der afspejler den nye tidsalder i EU, og de knap så nye litauere, der problematiseres nationalt, da de anskues som et konservativt Homo Sovieticus, fanget i fortiden og ude af stand til at omstille sig til de nye tider (Vonderau 2007, 2010; De Munck 2010). Fra at have været symbolet på nationens agrariske sjæl, der skulle »bære« Litauen ind i den nye tidsalder, blev landmanden snart til nationens »problembarn« der ikke kunne afsovjetiseres og dermed hindrede en effektiv udvikling (Mincyte 2006). I denne forstand blev landmanden symbolsk en personificering af den fortid litauerne søgte at lægge bag sig, ligesom han praktisk blev anset som en økonomisk stopklods for udviklingen. Efterfølgende vil jeg, på grundlag af empirisk materiale fra mine feltarbejder, argumentere, at landmændene rent faktisk forholder sig aktivt til det nye EU, ved at balancere nye krav og regler, mod de praktiske realiteter og dermed finde en for dem acceptabel mellemvej.

Dermed vil jeg fremhæve, at normative regler og lokale forhold ofte spiller en større rolle end EU-love og restriktioner (Benda-Beckmann 1992; Benda-Beckmann 1997; Benda-Beckmann & Benda-Beckmann 2006). Mens udvidelsen af EU ideelt skulle foregå gennem en spredning af identiske teknologiske og videnskabelige modeller gennem hvilke de enkelte lande skulle etableres som metonymier for den større helhed (Barry 2001; Dunn 2005), bliver de modeller, hvis formål er at etablere en større grad af harmonisering mellem de gamle og de nye medlemslande, uvilkårligt ændrede og justerede undervejs og får andre udkommer end oprindeligt tiltænkt. Dermed bliver der en radikal forskel mellem EU som idé og EU i praksis. Disse tendenser omfatter jeg under begrebet EUropæisering, der i konteksten med EU’s udvidelse med de tidligere socialistiske lande, indbefatter de socioøkonomiske og juridiske konsekvenser af EU-medlemskabet, såvel som ændringer af identitet og selvopfattelse, der er rettet mod befolkningen i de nye EU-medlemslande, som er resultater af sameksistensen af gamle sovjetiske samfundsstrukturer og målrettede EU-programmer, selv når resultatet viser sig at være i modstrid med de oprindelige mål for medlemskabet (Harboe Knudsen 2012).

EUropæisering af den litauiske landbrugssektor

Efter Sovjets endelige sammenbrud i 1991, var det EU, der satte betingelserne for, hvilke krav der skulle opfyldes, for at de tidligere socialistiske lande kunne »vende hjem« til Europa. Dermed blev EU en form for superstat, der arbejdede gennem, hvad Fergusson og Gupta har refereret til som vertical encompassment (2002). EU eksisterede dermed både »over« nationalstaterne, samtidig med at den »omfattede« deres geografiske område. Trods intern kompleksitet og forskellighed fremstod EU for de nye medlemslande som et harmoniserende og ensrettende supersamfund. Denne definition af rum og ambitionen om at skabe kompatibilitet og ensartethed er blevet beskrevet som Europe-building – en proces der skal øge EU’s geografiske område og styrke institutionel magt i medlemslandene gennem implementeringen af the Acquis communautaire (Bellier & Wilson 2000). Andre internationale organisationer såsom Verdensbanken, IMF og OECD ligeledes spillede en central rolle i at rådgive om og vejlede udviklingen af landbrugssektorerne i de tidligere socialistiske lande (Spoor & Visser 2001; Alanen 2004; Gorton, Lowe & Zellei 2005). At resultatet af privatisering er en overvægt af små uspecialiserede landbrug skyldes altså ikke EU’s indflydelse alene. Den hastige privatisering af kollektivbrugene og genskabelse af familiegårdene var for en stor del en følge af Verdensbankens analyse af situationen (Spoor & Visser 2001). Den anså private landbrug for mere effektive end kollektivbrug eller med andre ord, at familiegårdene ville bringe landbruget på fode (Abrahams 1996; Alanen, Nikula, Põder & Ruutsoo 2001; Alanen, 2004). I dette øjemed var mange faktorer i de tidligere socialistiske lande ikke blevet taget til indtægt såsom en reproduktion af gamle magtstrukturer, hvilket førte til en højst ulige fordeling af jorden. Andre problemer var, at de nye landmænd manglede erfaring med at drive privat landbrug, mange var simpelt hen for gamle og der manglede kapital, landbrugsteknik og know-how (Lerman 1998; Cartwright 2003; Kaneff & Yalcin-Heckmann 2003).

Elizabeth Dunn har i sin analyse pointeret, at EU har sigtet mod en politisk konstruktion af et sammenhængende geografisk område. Dette område kalder hun en »techno-zone«: en moderne og konkurrencedygtig zone bygget på kapitalistisk industri (Dunn 2005). Som Andrew Barry argumenterer, stræber EU dermed imod en selvdefinition gennem spredningen af en særlig form for viden og en særlig teknologisk praksis, der ideelt set skal implementeres i og dermed karakterisere den ellers komplekse og mangeartede konstellation af medlemslande (Barry 2001). Hermed skulle hvert enkelt medlemsland i teorien blive til et »lille EU« der fungerede som en kopi af den større helhed. I denne artikel vil jeg bruge mine etnografiske materialer til at argumentere for, at snarere end »små EU-er« ser vi lokale EU-er opstå i de tidligere socialistiske lande i takt med, at EU-lovgivningen implementeres i det lokale miljø.

Med reference til landbrugsbetingede miljøproblemer i Østeuropa pointerer Tomas Sikor netop, at der er afvigelser mellem »legal rights« og »rights-in-practice«, hvorved forstås, at officiel lov undergår forandringer i folks dagligdag, da de ikke blindt følger reglerne, men ofte reagerer på forskellige restriktioner ved enten at ignorere, bøje eller direkte modsætte sig dem (Sikor 2005). Konceptet EUropæisering gælder indbefatter disse aspekter (legal rights and rights-in-practice), da det understreger de væsensforskellige følger af EU-superviseret udvikling, selv når de viser sig at være i strid med EU’s målsætninger. Denne indgangsvinkel er ligeledes inspireret af Franz og Keebet von Benda-Beckmann, der i deres forskning sigter mod en forståelse af hvordan uskrevne regler for opførsel sammenkædet med tidligere erfaringer og usikkerhed i hverdagen, påvirker menneskers beslutninger (Benda-Beckmann 1992; Benda-Beckmann 1997; Benda-Beckmann & Benda-Beckmann 2006). Denne indgangsvinkel stemmer overens med Sally Falk Moores analyser. Hun arbejder ud fra den vinkel, at lov ikke eksisterer »over« samfundet (Moore [1978] 2002). I samklang med Ehrlich ([1936] 2002) fremfører hun, at lov ikke skal analyseres løsrevet fra den sociale kontekst, hvori den eksisterer.4 I begrebet EUropæisering ligger, at EU’s programmer ofte ikke passer ind i det lokale miljø og den måde, man plejer at gøre tingene på. Følgelig ændrer lokalbefolkningen dem og justerer dem dagligdagen, ikke omvendt. I den forstand er bøjninger af paragraffer eller tilsidesættelse af selvsamme et integreret aspekt af EUropæisering i praksis. For at forenkle analysen fokuserer jeg i denne artikel på den særlige konstellation af et »nyt« Litauen og »nye« litauere, der opstod i forbindelse med forberedelserne til medlemskabet, samt konsekvenser af specifikke EU-regler for produktion, der har spillet og stadig spiller en væsentlig rolle for landbefolkningen i deres hverdag og daglige produktion og salg af landbrugsprodukter.

Feltarbejde og empirisk setting

Denne artikel er baseret på sammenlagt atten måneders antropologisk feltarbejde på landet i Litauen i tiden fra 2004 til ind i 2007. Forskningen blev primært udført i to landsbyer, Straigiai og Bilvytis.5 Den ene landsby, Straigiai, ligger i regionen Suvalkija, der er kendt for sin stærke landbrugssektor. Jorden hører til den mest frugtbare i Litauen. Der er 290 husholdninger i Straigiai og 685 indbyggere. Den anden landsby, Bilvytis, ligger i naboregionen Dzūkija. Denne region er ikke særlig velegnet til landbrug, jorden er sandet og landskabet bakket, hvilket vanskeliggør effektiv dyrkning af jorden. Bilvytis ligger på grænsen til Polen, og har 100 husholdninger med cirka 260 indbyggere.

Under mit feltarbejde foretog jeg 70 interviews, både med landmænd, lokalpolitikere og landbrugskonsulenter. Feltarbejdet blev udført blandt landmænd med semi-subsistensbrug, dermed forstået at de mestendels producerede til eget forbrug og derudover til salg på det lokale marked. Til landbrugene hørte mellem tre til tolv hektar land, og de fleste jordejere var tæt på eller over pensionsalderen. Mit feltarbejde indebar deltagerobservation, hvilket vil sige, at jeg tog del i det daglige arbejde på gårdene, både i marken og i stalden for at få en bedre forståelse for landmændenes dagligdag. Min deltagerobservation indbefattede også den lokale markedsplads, hvor kvinderne fra Straigiai tog af sted hver lørdag for at sælge mælk, ost og andre hjemmelavede mælkeprodukter. Ved dels at følge diskussionerne om EU i skriftlige landbrugsanalyser, dels at have samtaler med landbrugseksperter i Litauen og Bruxelles var jeg i stand til at følge Sikors idé med at sondre mellem »legal rights« og »rights-in-practice« (2005).

Homo Sovieticus og den litauiske landmand

I den sovjetiske stat var der mennesker, såsom de deporterede, der blev regnet for klassefjender, folk med religiøs tro, og andre, som var offentligt marginaliserede. I den post-sovjetiske stat er det de fattige folk fra landet og tidligere industriarbejdere, der er de offentligt udstødte. (Klumbyte 2006: 10. Min oversættelse fra engelsk)

Under mit feltarbejde i Litauen blev det mig klart, at mit emne og mit fokus var kontroversielle for flere litauere. Mens folk i landområderne bød mine forsøg på at beskrive deres hverdag og daglige arbejde velkomne, mødte jeg skepsis og kritik, når jeg forlod landsbyerne for at tale med politikere, landbrugsrådgivere, akademikere eller litauere, der havde bosat sig i udlandet. De kritiserede mig for at indsamle etnografiske fortællinger (narrativer), der var »for bondske« og »for sovjetiske« og som derfor ikke var repræsentative for det »nye« litauiske samfund. De argumenterede, at »dårligt uddannede mennesker fra landområderne ikke i stand til at reflektere og formulere forholdet til EU eller korrekt analysere landets fortid under sovjetregimet«. Det hæmmede til tider mit feltarbejde. Et eksempel var en politiker fra området omkring Bilvytis, der ellers var begejstret for min interesse for Litauen, men mente at jeg havde udvalgt de »forkerte« mennesker, da aldrende gårdejere med familiebrug ikke talte som rigtige landmænd. For at guide mit feltarbejde i den for ham at se rigtige retning sørgede han i en periode for, at jeg blev hentet i privatbil og kørt hen til de »rigtige« landmænd med store landbrug i området. Her kørte vi blot forbi 30–40 små landbrug, inden vi nåede hen til det ene storbrug, han havde udvalgt som repræsentativt.

Det »nye« Litauen i EU var ikke skabt som en inkluderende enhed. Tværtimod har vi siden EU-medlemskabet set nye marginaliseringer af store dele af landets borgere. Mens Litauen hurtigt skulle frigøre sig fra sin belastende sovjetiske fortid gennem indførelsen af kapitalisme og demokrati, skulle landets borgere ligeledes genskabes i den nye tidsånd. Ligesom fugl Fønix rejser sig fra asken skulle litauerne rejse sig fra et sammenbrudt Sovjet som farvestrålende europæere. EU var her symbolet på både litauernes fortid og fremtid: Medlemskabet skulle både bringe dem tilbage til Europa, hvor de historisk og geopolitisk hørte hjemme, og fremad, væk fra den sovjetiske fortid med kurs mod modernitet, indflydelse og velfærd. Mens EU blev symbolet på den nye fremtid, blev Sovjet portrætteret som en ondskabens magt, hvorfor følelsesmæssig tilknytning til det tidligere styre blev beskrevet som en »sygdom« af sovjetnostalgi (Klumbyte 2010).

Med henvisning til Bulgarien, hvor en lignende udvikling har fundet sted, har Giordano og Kostova karakteriseret dette som »reversibility of events«. Begrebet dækker over såvel retrospektive som prospektive tendenser. De retrospektive ses i ambitionen om at vende tilbage til status quo ante og genetablere den præsovjetiske historie – fx mellemkrigstiden, hvor Litauen var en selvstændig stat – mens den nære sovjetiske fortid skildres som en fatal fejltagelse, der brød historiens »naturlige« gang. De prospektive tendenser reflekteres i ambitionen om at skabe en ny fremtid, der samtidig genopliver den tidsperiode, der nu fremstår som den oprindelige og uspolerede (Giordano & Kostova 2002).

Det er ironisk, at denne diskurs afspejler tiltag fra tiden under det sovjetiske diktatur. Sovjetstyret ville også skabe »en ny nation« og »en ny borger« som kontraster til det arkaiske og kapitalistiske samfund under tsaren. Det nye sovjetmenneske – Homo Sovieticus – blev introduceret i bogen »Literature and Revolution«, skrevet af den ledende bolsjevikiske tænker Lev Trotskij ([1924] 1957). Trotskij anså det nye menneske for »The Man of the Future«, der ifølge ham var det sunde og hårdtarbejdende menneske, der stiler mod det fælles gode og tilsidesætter individuelle behov for samfundets skyld (Trotskij [1924] 1957). I denne revolutionære forandring var endemålet at slette den præsovjetiske fortid så hurtigt som muligt for at gøre plads til den nye sovjetiske historie.

I dag har idéen om det moderne, men heroiske sovjetmenneske fået modsat fortegn. Nu er det den kapitalistiske litauer, der repræsenterer det nye menneske, mens sovjetmennesket er blevet symbolet på det arkaiske og tilbagestående. Forskellen på de to konstruktioner er, at mens idéen om sovjetmennesket var et ideal, alle skulle kunne efterleve og identificere sig med, er narrativet om den nye litauer kun henvendt til et mindretal i befolkningen. Kun de internationalt (vesteuropæisk) orienterede, engelsktalende, målrettede og gerne yngre mennesker med ressourcer til at kunne engagere sig i og drage nytte af EU-medlemskabet tæller som »nye litauere« (Vonderau 2007, 2010; De Munck 2010). Det store flertal af befolkningen uden højere uddannelse, de fattige, de ikke-engelsktalende, de ældre, de utilpassede unge eller andre, der ikke er i pagt med tidsånden, er samfundets nye marginalgrupper. Nu ses de som tilbagestående individer og omtales under den i dag nedladende betegnelse Homo Sovieticus. Begrebet er tydeligvis endt som et såkaldt pendulord – et ord, hvis oprindelige betydning af mange anses for korrekt, men som mange og efterhånden flere begynder at bruge i den stik modsatte betydning.

Den første, der gav en fyldestgørende analyse af sovjetmennesket under den pseudo-latinske betegnelse Homo Sovieticus, var den russiske sociolog, samfundskritiker og emigrant Aleksandr Zinovjev i bogen af samme navn ([1982] 1985). Bogen var ment som en sønderlemmende kritik af den sovjetiske politistat, mens forfatteren i samme åndedrag hudflettede de kapitalistiske samfund. Zinovjevs portræt af Homo Sovieticus var ment som en sarkastisk kommentar til Trotskijs sovjetmenneske. Homo Sovieticus, som Zinovjev forkorter til Homosos (russisk: гомосос), beskrives som indifferent overfor arbejde og fælles ejendom, ude af stand til at påtage sig personligt ansvar og altid rede til at skifte sin personlige eller politiske holdning for at tilpasse sig sine omgivelser (Zinoviev [1982] 1985).

Gennem sit ordspil tilføjede Zinovjev endnu en dimension til begrebet Homosos. Det er ikke alene en forkortelse af Homo Sovieticus da selve abbreviationen danner et nyt begreb, der kan bedst oversættes som Homo (Sug)eren. Dermed vendte Zinovjev Trotskij’s begreb på hovedet. I stedet for hans hårdtarbejdende, uselviske og altopofrende individ står vi her overfor »menneskeudsugeren«: en parasit, der suger al kraft ud af samfundet. Det er denne »undersættelse«, der har vundet indpas i nutidens brug af begrebet Homo Sovieticus. Dette uanset, at Zinovjev ikke kun udleverede sovjetmennesket men også havde blik for det alment menneskelige i det, samt dets mange styrker. Homosos’ mangler i form af selviskhed, ligegladhed, hans skiftendes moralske positioner, hans høje tanker om sig selv og hans negative syn på andre er i bund og grund universelt menneskelige træk, fremfører Zinovjev, ligesom han havde øje for sovjetmenneskets hårdførhed, dets mange ressourcer, dets sunde skepsis og dets evne til at overleve under selv de værste omstændigheder modsat de forkælede, naive, dovne og klynkende vesteuropæere (Zinoviev [1982] 1985).

Zinovjevs blik for det alment menneskelige i Homosos er dog ikke afspejlet i den daglige litauiske brug af begrebet under den igangværende konstruktion af endnu et nyt samfund og endnu et nyt menneske. Den alt for entydige fortolkning af Zinovjevs begreb, der florerer i nutidens litauiske samfund, kommer til udtryk i forståelsen af de nye marginalgrupper i samfundet. Særligt landbefolkningen rammes af ringeagt og skubbes ud af fællesskabet. Som den litauiske antropolog Asta Vonderau bemærker betragtes landboerne som svage, uskolede, sovjetnostalgiske og tilbagestående; ofte refereret til som runkeliai (»roer«) (Vonderau 2007, 2010).

At netop jordejerne har fået denne status, er bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at litauerne umiddelbart efter Sovjets sammenbrud havde høje forventninger til de private landbrug. Sovjet-Litauen havde haft en betragtelig landbrugsproduktion, hvorfor man håbede, at de nye private landmænd ville blive en stærk front i landets fremtidige eksport til det vesteuropæiske marked (Harboe Knudsen 2012; Mincyte 2006). Genetableringen af en privat landbrugssektor var ikke alene vigtig for litauerne af eksporthensyn, men den litauiske landmand blev ydermere symbolet på det ægte og præsovjetisk litauiske (Harboe Knudsen 2012; Mincyte 2006; for sammenligning med en tilsvarende situation i Bulgarien, se Giordano & Kostova 2002). De hårdtarbejdende landmænd skulle bringe landet gennem den første svære periode ved at opbygge en konkurrencedygtig landbrugssektor. Dermed gik myten om de små bønder og deres autentiske litauiskhed hånd i hånd med nationens genopbygning i kapitalismens ånd (Harboe Knudsen 2012; Mincyte 2006, 2011).

Det blev efterhånden klart, at de aldrende jordejere med deres uspecialiserede landbrug havde svært ved at holde deres gårde kørende, endsige puste nyt kapitalistisk liv i det litauiske landbrug som helhed. Nu blev det at være landmand ikke længere forbundet med de hidtidige idealer og romantiserede forestillinger. Tværtom begyndte jordejerne som følge af deres »fiasko« at blive portrætteret langt mere negativt og blev med tiden selve symbolet på det tilbagestående sovjetmenneske uden den oprindelige zinovjianske tvetydighed. Dermed ser vi to, gensidigt forstærkende tendenser i den daglige diskurs: dels EU’s problematisering af små landbrug som en hindring for udvikling, dels en negativ social forståelse i samfundet, der hæftede sig ved jordejernes manglende »omstillingsparathed«. Imidlertid vil jeg fremføre, at de litauiske landmænd i høj grad implementerede ændringer i deres daglige drift, men ofte som kreative fortolkninger af de eksisterende regelsæt. Landmændene havde ikke de fornødne ressourcer til at opgradere deres landbrug, og var nødt til at finde en løsning, der balancerede mellem, hvad der formelt blev krævet, og hvad der praktisk var muligt for dem.

Harmonisering inden for EU

Klokken var syv en lørdag morgen, og markedshallen var allerede et livligt virvar af sælgere og kunder, der cirklede rundt for at finde de helt rigtige landbrugsprodukter til de helt rigtige priser. Kvinderne fra Straigiai og omegn havde arrangeret deres mælk, ost og andre syrnede mælkeprodukter pænt på deres små markedsstande og ventede nu tålmodigt på, at kunderne skulle vise interesse. En af kvinderne tog en flaske vodka ud af en kurv under disken og fyldte et snapseglas, som hun gav til kvinden ved siden af. »For at holde varmen,« smilede hun, og snart cirkulerede snapseglasset rundt mellem kvinderne. Selvom det havde været en mild vinter, var det stadig koldt i markedshallen, og det kunne tage mange timer inden kvinderne ville have solgt deres produkter, hvis det overhovedet ville ske. »Kan du ikke lige løbe ud og tælle?« spurgte en af kvinderne mig. Jeg forlod markedshallen, passerede det udendørs markedsareal, inden jeg nåede grænsen af markedet. Her, udenfor det officielle markedsterritorium, stod en række af sælgere, der på jorden foran sig havde bredt tørklæder ud, hvorpå stod flasker med mælk og der lå de samme syrnede mælkeprodukter som de, der blev solgt inde i hallen. Der var elleve den dag, elleve sælgere, der solgte produkter, der ikke havde været igennem EU’s lokale fødevarekontrol. Jeg gik tilbage i markedshallen og rapporterede antallet. Som ventet resulterede det i frustrerede udbrud fra kvinderne i markedshallen. »Så må vi blive her længe i dag,« sagde den ældste af dem, mens hun tømte snapseglasset med vodka, »vi må blive længe…«.6

Kvinden talte af erfaring. Hun havde solgt sine mælkeprodukter i markedshallen i en årrække, og konkurrencen fra de ucertificerede sælgere havde altid været et problem, med de sidste år var den blevet hårdere. Da Litauen kom med i EU, blev fødevarerne underlagt andre former for kontrol og standarder end før. Kun de største familiegårde med mange ressourcer formåede at efterleve de nye regler for produktion af mejerivarer, mens flertallet faldt igennem, da de ikke kunne opgradere deres produktion. Dette viste sig med al tydelighed på markedet. Flere kvinder, der førhen solgte deres produkter lovligt inde i markedshallen, mistede med indlemmelsen i EU retten til at sælge deres mælk og ost, da de ikke kunne opfylde EU’s normer for fødevareproduktion. Da de ikke havde råd til at miste indtægten fra deres gårdsalg, løste de problemet ved at trække sig ud af det officielle marked og flyttede deres salg ud af selve markedsterritoriet, hvor de solgte illegalt, uden om produktkontrol og hygiejnecertifikater. Jeg benævner de to grupper af sælgere »Insiders« og »Outsiders« (Harboe Knudsen 2010). Insiderne var bogstavelig talt placeret indenfor, i markedshallen, hvor varerne blev solgt i overensstemmelse med EU’s regler, mens Outsiderne var uden for ikke blot markedshallen, men hele det område, der hørte under markedet, ligesom de solgte deres produkter uden for EU’s kvalitetskontrol.

Outsidernes manipulation af rum var årsag til adskillige problemer på markedet. Ikke alene var det uønsket konkurrence for dem, der havde slidt hårdt for at opfylde de EU-regler, der blev indført efter 2004, det var ligeledes en åbenlys latterliggørelse af autoriteterne og fremviste med al tydelighed EU-reglernes absurditet i den lokale kontekst. At flytte sig tre meter til højre for det officielle markeds grænser var tilsyneladende nok til at omgøre reglerne fra Bruxelles. Selv om landbrugsproduktion i princippet var underlagt EU’s regler blev loven i virkeligheden kun håndhævet på steder, der kunne kontrolleres, og kun af producenter, der i forvejen havde interesse i at blive kontrollerede. Stik mod intentionerne var resultatet, at antallet af illegale sælgere steg efter at Litauen indtrådte i EU. At de litauiske kunder var villige til at købe de ucertificerede produkter skyldtes dels, at de var billigere end de certificerede inden for i markedshallen, dels at det ikke stod klart om produkterne inden for reelt var af højere kvalitet, selv om de havde gennemgået nye former for bakteriologiske tests og var underlagt andre krav, end dem, der gjaldt før EU-medlemskabet.

Med udgangspunkt i en studie af polsk industri og landbrug har Dunn udforsket harmoniseringen af fødevarer indenfor EU (Dunn 2004, 2005). Hun tager udgangspunkt i, at EUs indre marked af hensyn til forbrugerne handler om at gøre forskellige varer og fødevarer sammenlignelige gennem fælles EU-standarder for medlemslandene. Hermed skal produktion og fødevarer fra de nye medlemslande blive ligesom i de gamle medlemslande ud fra princippet om ensartethed og overførbarhed. Problemet er, at den målestok, der sammenligner og rangordner de forskellige produkter, alene er baseret på vestlig produktion. Den vestlige model er på mange måder uforenelig med den produktionsform, man finder i de små ikke-specialiserede landbrug, der kendetegner de nye medlemslande. Manglerne i det eksisterende system blev tydelige, og EU kunne ikke indoptage den nye europæiske mangfoldighed af produkter og standarder østfra; den var simpelthen for »fremmed« i forhold til den etablerede EU-produktion (Dunn 2004, 2005).

I sin studie af salg af ikke-pasteuriserede mælkeprodukter i Litauen (2009), har sociologen Diana Mincyte imidlertid påvist, at til trods for indførelsen af EU’s regelsæt efter 2004 og til trods for, at Litauen formelt set opererede med »nultolerance« over for salg af ikke-certificerede produkter som fastslået af Litauens nationale institut for fødevarekontrol, er salget af ucertificerede produkter ikke faldet. Dette skyldes, at de litauiske producenter, der ikke kunne leve op til EU’s regler, ikke har råd til at trække sig tilbage fra markedet som påkrævet, da salg af gårdprodukter udgør en afgørende del af deres daglige indtægt. Derudover har ikke-certificerede sælgere (Outsiders i min terminologi) fået mulighed for at påberåbe sig, at deres produkter er mere »autentiske« end de, der opfylder EU’s krav.

Spørgsmålet om Outsiderne handlede om rum og fortolkning af rum og grænser. »Indenfor« og »udenfor« var bundne fysiske steder, men de var underlagt forskellige betydninger og forbundet med forskellige forståelser og fortolkninger af lov. Lov blev forhandlet gennem en leg med rum, hvilket i sidste ende udkonkurrerede de formelle regler. Benda-Beckmann, Benda-Beckmann og Griffith (2009: 5) forklarer logikken: »Spatial constructions as embodied in legal categories and regulation provide sets of resources that become part of ‘spatial idiom-shopping’«. Outsiderne udnyttede de muligheder, de fik gennem de begrænsninger, som de blev stillet overfor, hvilket gjorde dem i stand til at opnå en bedre position end de ellers ville have (at følge loven ville betyde tab af indkomst, da de så ikke ville kunne sælge visse af deres gårdprodukter.) Dermed er fysiske, sociale og juridiske forståelser af rum interagerende fænomener. Vi kan se dette som en praktisk forhandling af givne vilkår: Folk befinder sig i en situation hvor de på den ene side ikke er i stand til at gøre, hvad der bliver krævet af dem, men på den anden side er nødt til at sikre deres daglige indtægter for at forsørge sig selv og deres familie.

Outsiderne vendte deres udelukkelse til en fordel ved deres rumlige konstruktion af et »non-EU-sted«. Dette var baseret på normative regler i deres hverdag – de ville argumentere at deres produkter ikke var blevet dårligere eller anderledes end hidtil alene fordi Litauen var blevet indlemmet i EU, der var blot blevet underlagt et andet regelsæt. Tværtimod opretholdt de en »autentisk« litauisk produktion ved at deres produkter netop ikke skulle gennemgå forandringer som følge af den øgede kontrol og de nye standarder. Det faktum, at kvinderne stod uden for markedets område lovliggjorde ikke deres salg, men det betød, at administrationen af markedshallen ikke kunne gribe ind. Det eneste, den kunne gøre, var at sætte opslag op i markedshallen, hvor de gjorde det klart, at de ikke havde noget ansvar for produkter solgt uden for hallen.

Alternativt kunne man melde Outsiderne til politiet, som havde retten til at fjerne dem. På trods af intensiveret kontrol inde i markedshallen, påhvilede ansvaret for det illegale salg politiet, der allerede havde nok at se til med den lokale mafia, gadevold og ungdomsbander. At flytte gamle kvinder fra deres plads foran markedshallen, så de blot kunne vende tilbage, når politibetjentene var væk, lå ikke ligefrem øverst på politiets liste over samfundstruende kriminalitet. Selv hvis politiet konsekvent ville have flyttet kvinderne, ville det kun være toppen af isbjerget. Efter mørkets frembrud blev ucertificerede produkter solgt fra biler7 eller solgt fra byens baggårde i de tidlige morgentimer. Der var også muligt at sælge til venner og bekendte, alt sammen noget, som de nye EU-regler gjorde til illegalt salg.

Kreative fortolkninger af EU-lovgivningen fandt jeg også blandt dem, der solgte svinekød på markedet. Reglerne for salg af kød på markedet var, at svin til markedet ikke måtte hjemmeslagtes, men skulle certificeres af en professionel slagter. Før EU medlemskabet i 2004 kunne landmændene slagte svin hjemme og alligevel sælge dem på markedet. Nu var hjemmeslagtning kun tilladt til eget forbrug. Dette var en uvelkommen ekstra udgift for de landmænd, der plejede at sælge svinekød kommercielt. Jeg blev gjort opmærksom på det kort tid efter, at jeg startede mit feltarbejde i 2006 og besøgte en familie i Straigiai, hvis søn arbejdede som dyrlæge. Han blev fra tid til anden sendt ind til markedet for at kontrollere salget af kød. Han forklarede, at da mange af landmændene ikke havde råd til at sende deres svin til slagteren, brugte de den løsning at sende et enkelt svin til slagter, hvorved de fik salgscertifikatet, og slagte et andet svin derhjemme. Så blandede de bare det certificerede kød med det ukurante og solgte det kommercielt som et meget stort svin. Han fortsatte:

Jeg er sikker på at svineavlerne slipper af sted med det tiere, end de burde. Hvis vi kommer for sent [til at kontrollere kødet], har de måske allerede solgt så meget af [blandings-]kødet, så vi ikke opdager, at de har snydt. De må tro, at vi er dumme og ikke ved, hvad der foregår. Vi ved det godt, men vi kan ikke altid bevise det […] Nogle gange fanger vi dem, og så er det dem, der ser dumme ud. »Det er sør’me en stor gris du har der,« siger jeg til dem. »Og det har så mange ben! Otte! Utroligt! Det er en meget sjælden gris du har der.« Så skal du se, hvordan de bliver røde i hovederne. (Ler). Jeg bor her i landsbyen [Straigiai]. Jeg er ikke særlig populær her, men jeg bliver nødt til at gøre mit arbejde.8

Ligesom kvinderne, der sælger mælkeprodukter uden for markedshallen, var svineproducenterne fanget i et dilemma, der gjorde dem kreative i deres strategier. Dette var ikke nødvendigvis, fordi de var imod EU, men de var bundet af praktiske og økonomiske realiteter, som gjorde det vanskeligt for dem at få fortjeneste af deres landbrugsproduktion på fuldt lovlig vis. Så længe det ikke blev opdaget, mistede de ikke prestige. Som en landmand forklarede det til mig: »Så længe du ikke bliver taget, er du ingen tyv« (Nepagautas – ne vagis) som en måde at legitimere hans og andres handlinger. At bøje reglerne var accepteret, så længe det ikke blev bevist. Dermed forekom det mig, at EU’s kontrol af produkter hovedsageligt gjaldt dem, der allerede var integrerede i systemet (hvilket var et mindretal) og som handlede ud fra EU’s forståelse af produktion og hygiejne. Kontrollen nåede ikke dem, som EU-regelsættet havde til formål at gribe ind overfor. Frem for at skabe ensartede markedsvilkår i EU bliver EUs regler omgået i lokalsamfundene, hvor fastforankrede normer og/eller simpel overlevelse spiller en vigtigere rolle i bøndernes hverdag.

Konkluderende kommentarer

I denne artikel har jeg set på hvorledes Litauens mange ældre jordejere med semi-subsistenslandbrug i stigende grad er blevet gjort til en hindring for den ønskede modernisering grundet fraværet af reelle muligheder for at indordne sig EU’s fødevarelovgivning. Det har resulteret i en politisk og social marginalisering, som vi ser i konstruktionen af landmanden som en Homo Sovieticus. Ydermere ser vi, at deres kreative omfortolkninger af EU-reglerne fører til en stigning af illegalt salg af gårdprodukter. I stedet for små EU-kloner, der afspejler den større helhed, ser vi i udvidelsen mod øst, hvordan EU’s acquis communautaire implementeres efter de forhåndenværende søms princip. Med de nye medlemslandes særlige fortid og særlige fremtidsmål ser vi nye og uventede udgaver af EU. Disse observationer er, hvad jeg sammenfatter i begrebet EUropæisering, der netop ikke er en forståelse af EU sådan som unionen burde udfolde sig i de nye medlemslande, men et begreb for den faktiske og praktiske EU-virkelighed på landet i Litauen og andre tidligere kommunistiske lande.

Som den ældre litauiske landmand havde udtalt sig til mig den dag ved busstoppestedet, ser vi en tydelig forskel mellem det EU der blev promoveret inden valget i 2003, og det EU folk efterfølgende oplevede i deres hverdag. Dette skyldtes ikke kun direkte påvirkninger »udefra« men ligeledes samspillet med lokale fortolkninger og implementeringer af EU’s regelgrundlag. Til trods for de ældre landmænds egen følelse af ikke at være en del af den fremtidsorienterede udvikling indenfor EU, hvilket alene er blevet bekræftet af EU’s udviklingsprogrammer og regelsæt, viser det sig alligevel, at de har haft og stadig har en stor indflydelse på landbrugssektorens udvikling i Litauen i kraft af deres antal. Så længe de er i stand til at drive deres småbrug, vil vi ikke se de store ændringer af de måder som EU bliver fortolket på lokalt, hvilket til stadig smitter af på den måde, hvorpå EU fungerer i praksis.

Litteraturliste

Abrahams, Ray (1996) »Introduction: Some Thoughts on Recent Land Reforms in Eastern Europe« i Ray Abrahams (red.) After Socialism: Land Reform and Social Change in Eastern Europe. New York and Oxford: Berghahn Books (1–22).

Alanen, Ilkka, Jouko Nikula, Helvi Põder & Rein Ruotsoo (red). (2001). Decollectivisation, Destruction and Disillusionment: A Community Study in Southern Estonia. Farnham: Ashgate.

Alanen, Ilkka (red.) (2004) Mapping the Rural Problem in the Baltic Countryside: Transition Processes in Rural Areas of Estonia, Latvia and Lithuania. Aldershot: Ashgate.

Barry, Andrew (2001) Governing a Technological Society. London: Athlone Press.

Bellier, Irene M. & Thomas Wilson (2000) »Building, Imagining, and Experiencing Europe: Institutions and Identities in the European Union« i Irene M. Bellier & Thomas Wilson (red.) An Anthropology of the European Union, New York, NY: Berg (1–27).

Benda-Beckmann, Franz von (1992) »Introduction: Understanding Agrarian Law in Society« i Franz von Benda-Beckmann & Menno Van der Velde (red.) Law as a Resource in Agrarian Struggles. Wageningen: Pudoc (1–22).

Benda-Beckmann, Franz von (1997) Citizens, Strangers and Indigenous People: Conceptual Politics and Legal Pluralism. Law & Anthropology 9: 1–43.

Benda-Beckmann, Franz von & Keebet von Benda-Beckmann (2006) The Dynamics of Change and Continuity in Plural Legal Orders. Journal of Legal Pluralism and Unofficial Law 53–54: 1–44.

Benda-Beckmann, Franz von & Keebet von Benda-Beckmann & Anne Griffiths (2009) »Introduction« i Franz von Benda-Beckmann, Keebet von Benda-Beckmann & Anne Griffiths (red.) Spatializing Law: An Anthropological Geography of Law in Society. Farnham: Ashgate (1–29).

Cartwright, Andrew (2003) »Private Farming in Romania: What Are the Old People Going to Do with Their Land?« i Chris M. Hann (red.) The Postsocialist Agrarian Question: Property Relations and the Rural Condition. Münster: Lit Verlag (171–188).

De Munck, Victor C. (2010) »Millenarian Dreams: the Objects and Subjects of Money in New Lithuania« i Ingo W. Schröder & Asta Vonderau (red.) Changing Economies and Changing Identities in Postsocialist Eastern Europe. Münster: LitVerlag (171–191).

Dunn, Elizabeth C. (2004) Privatizing Poland: Baby-food, Big Business and the Remaking of Labor. Ithaca, NY: Cornell University Press.

Dunn, Elizabeth C. (2005) »Standards and Person-Making in East Central Europe« i Aihwa Ong & Stephen J. Collier (red.) Global Assemblages: Technology, Politics and Ethics as Anthropological Problems. Malden, MA: Blackwell Publishing (173–193).

Ehrlich, Eugen ([1936] 2002) Fundamental Principles of the Sociology of Law. New Brunswick, NJ: Transaction Publishers.

Ferguson, James & Akhil Gupta (2002) Spatializing States. Toward an Ethnography of Neoliberal Governmentality. American Ethnologist 29 (4): 981–1002.

Giordano, Christian & Dobrinka Kostova (2002) »The Social Production of Mistrust« i Chris M. Hann (red.) Postsocialism: Ideals, Ideologies and Practices in Eurasia. London: Routledge (74–92).

Gorton, Matthew, Phillip Lowe & Anett Zellei (2005) Pre-Accession Europeanization: The Strategic Realignment of the Environmental Policy Systems of Lithuania, Poland and Slovakia Towards Agricultural Pollution in Preparation for the EU Membership. Sociologia Ruralis 45 (3): 202–223.

Harboe Knudsen, Ida (2010) The Insiders and the Outsiders: Standardization and ‘Failed’ Person-Making in a Lithuanian Marked Place. Journal of Legal Pluralism and Unofficial Law 62: 71–94.

Harboe Knudsen, Ida (2012) New Lithuania in Old Hands. Effects and Outcomes of EUropeanization in Rural Lithuania. New York, NY: Anthem Press

Kanef, Deema & Lale Yalcin-Heckmann (2003) »Retreat to the Cooperative or the Household? Agricultural Privatization in Ukraine and Azerbaijan« i Chris M. Hann (red.) The Postsocialist Agrarian Question: Property Relations and the Rural Condition. Münster: Lit Verlag (219–256).

Klumbyte, Neringa (2006) Biographic Citizenship: Memory, Subjectivity, and Politics in Post-Soviet Lithuania. PhD dissertation. Pittsburg, PA: University of Pittsburgh.

Klumbyte, Neringa (2010) »Post-Soviet Publics and Nostalgia for Soviet times« i Ingo W. Schröder & Asta Vonderau (red.) Changing Economies and Changing Identities in Postsocialist Eastern Europe. Münster: LitVerlag (27–47).

Lerman, Zvi (1998) Does Land Reform Matter? Some Experiences from the Former Soviet Union. European Review of Agricultural Economics 25 (3): 307–30.

Lithuanian Ministry of Agriculture (Lietuvos Respublikos Žemes Ukio Ministerija) (2000) Agriculture and Rural Development Plan 2000–2006. Vilnius: Lithuanian Ministry of Agriculture.

Lithuanian Ministry of Agriculture (Lietuvos Respublikos Žemes Ukio Ministerija) (2004) Rural Development Plan 2004–2006 Lithuania. Vilnius: Lithuanian Ministry of Agriculture.

Mincyte, Diana (2006) Small-Scale Farms, Large-Scale Politics: The Changing Landscape of Rural Lithuania. PhD dissertation. Urbana, IL : University of Illinois at Urbana-Champaign.

Mincyte, Diana (2009) »Self-made Women: Informal Dairy Markets in Europeanizing Lithuania« i Melissa Caldwell (red.) Food and Everyday Life in the Postsocialist World. Bloomington: Indiana University Press 78–100.

Mincyte, Diana (2011) Subsistence and Sustainability in Post-industrial Europe: The Politics of Small-Scale Farming in Europeanising Lithuania. Sociologia Ruralis 51 (2): 101–19.

Moore, Sally Falk ([1978] 2000) Law as a Process: An Anthropological Approach. Hamburg: Lit Verlag.

Pine, Frances (2001) »From Production to Consumption in Postsocialism?« i Michal Buchowski (red.) Poland Beyond Communism: ‘Transition’in Critical Perspective. Freiburg: Universitätsverlag Freiburg/Schweiz (209–224).

Sikor, Tomas (2005) Property and Agri-Environmental Legislation in Central and Eastern Europe. Sociologia Ruralis 45 (3): 187–202.

Spoor, Max & Oane Visser (2001) The State of Agrarian Reform in the Former Soviet Union. Europe-Asia Studies 53 (6 ): 885–901.

Trotskij, Lev ([1924] 1957) Literature and Revolution. Brasted: Russell & Russell.

Vonderau, Asta (2007) »Yet Another Europe? Constructing and Representing Identities in Lithuania Two Years after EU Accession« i Tsypylma Darieva & Wolfgang Kaschuba (red.) Representations on the Margins of Europe, Politics and Identities in the Baltic and South Caucasian States. Frankfurt and New York, NY: Campus Verlag (220–242).

Vonderau, Asta (2010) »Models of Success in the Free Market: Transformations of the Individual Self-Representation of the Lithuanian Economic Elite« i Ingo W. Schröder & Asta Vonderau (red.) Changing Economies and Changing Identities in Postsocialist Eastern Europe. Münster: LitVerlag (111–129).

Zinoviev, Alexander ([1982] 1985) Homo Sovieticus. New York, NY: The Atlantic Monthly Press.

1Fra mine feltnoter, august 2007, min oversættelse fra litauisk [Jie sak?, kad mes pakilsim ? aukšt? kaln?. Na, aš vis dar s?džiu ?ia].
2Det sidste kernekraftværk i Europa af samme type som Tjernobyl.
3Det var sjældent muligt at få præcis det samme jordstykke tilbage, men så fik de et areal rimeligvis svarende til deres forældres jord. Nogle ændringer blev foretaget undervejs i administrationen af ejendomsrettighederne, således, at hvis man fik et mere frugtbart stykke jord, fik man et mindre areal end man ellers var berettiget til, og fik man et magert stykke jord, fik man mere end man ellers var berettiget til.
4Ehrlich skelnede mellem hvad han kaldte »the state law« og »the living law«, hvor »state law« refererede til regler i samfundet, mens » living law« var den sociale virkelighed folk levede i ([1936] 2002).
5Navnene Straigiai og Bilvytis er pseudonymer
6Feltnoter, januar 2007
7Refereret til af Pine (2001) som »car-boot sales«, dvs. bagagerumsmarked.
8Interview 2006.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon