Kristian Gerner

Ryssland: En europeisk civilisationshistoria

Lund: Historiska Media 2011 348 sider. ISBN 9789186297398

På bogomslagets flap titter Kristian Gerner, professor emeritus i historie ved Lunds Universitet, frem på et portrætfoto. Det er optaget fra siden, som om forfatteren – sommerligt klædt i skjorteærmer – var på vej ligeud, da han blev anråbt af fotografen. Han drejer hovedet og ser på manden med kameraet – og nu på bogens publikum – med et venligt smil. Indtrykket fra dette foto ledsager læseren hele vejen gennem bogen. Det er en meget personlig bog, hvor læseren deltager i en slags rundvisning i det fagområde hvor Gerner har haft sit virke gennem et langt forskerliv. Ekspertguiden giver sig tid til at dele ud af sine læsefrugter, deltagelse i konferencer, rejser i Rusland, Ukraine og Belarus og møder med andre fagfolk gennem karrieren. Læseren kommer gennem Ruslands europæiske civilisationshistorie som gennem en række udstillingslokaler, hvor guiden uden pedanteri kommenterer udvalgte eksponater, som han finder særligt sigende. Med emeritussens overblik og afklarede holdning til mangt og meget diskuterer Gerner sig ind og ud af århundreders russiske historie og på tværs af landegrænser og fagdiscipliner. Bogomslaget signaliserer på sin vis den særlige form. Titlen lyder ganske normalt akademisk, og forsiden ligner utallige ruslandsbøger – med portrætter af Peter den Store, Stalin og Gorbatjov, garneret med løgkupler og kremltårne. Men på flappen drejer en smilende Gerner væk fra lærebogens slagne vej.

Bogens genre er ikke så let at definere. Selv siger Gerner: »Min berättelse om Ryssland som en europeisk civilisation är en essä och inte ett historievetenskapligt verk« (s. 17). Men den formulering er hverken helt præcis eller helt udtømmende. Der er indslag af andre genrer, især memoirer og forskerselvbiografi, men også en hel del forskningsoversigt, i form af korte gengivelser af essensen i en lang række historievidenskabelige værker om Rusland, især af nyere dato. Gennem hele bogen høres en knitren af sider der vendes i den af forfatteren benyttede faglitteratur. Gerner er ikke mindst inspireret af sin Lund-kollega Klas-Göran Karlsson og hans begreb historiekultur. Karlsson, forklarer han, »visar att historien inte kan ses som något i sig. Historien måste berättas och berättelsen formas inte bara av källkritiska studier utan också av alla hänvisningar til ’historien’ i det offentliga livet med dess monument och minnesdagar och inom familjernas muntliga traditioner« (s. 31). For Gerner lever historien tydeligvis i den skiftende brug der gøres af den, og i de løbende nyfortolkninger. Begge dele er han i imponerende grad på omgangshøjde med, og for bogens læsere er en betydelig del af gevinsten netop denne ajourføring.

Fremstillingen falder i tretten kapitler, indrammet af en prolog og en epilog. Det første kapitel, »Ryssland som projekt«, forklarer kapitelstrukturen, der tilgodeser både udvalgte temaer og en kronologisk progression. Her formuleres også det grundsyn på Rusland som ligger bag bogens titel, nemlig at Rusland er »en del av den europeiska civilisationen (…) som bygger på judendomen, kristendomen, antikens Grekland och romarriket« (s. 12). Det er jo en sandhed som tåler gentagelse, for den glemmes ofte i Vesteuropa. Desuden fremhæves »modernisering« som en genkommende, men ujævn drivkraft i landets historie. Læseren nikker: Det forekommer umiddelbart overbevisende at anskue store afsnit af Ruslands historie som forcerede moderniseringsprojekter på en baggrund af det øvrige Europas udviklingshistorie.

Både bogens prolog og epilog har selvbiografisk udgangspunkt i Gerners møder med russiske fagfæller. I prologen søger den sovjetiske historiker Ada Svanidze på et møde i Lund i 1980 at vinde sin svenske kollegas forståelse for selvcensur med hensyn til kritik af sovjetiske forhold over for det uindviede publikum i Vesten. Hun citeres for følgende sovjetpatriotiske replik: »Vi vet att ni vet hur vi har det. Men det ska ni inte tala om för dom!« (s. 7). Episoden løftes så af Gerner fra det personlige plan op til en monumental modsætning i europæisk civilisationshistorie: »Ryssland och Europa är oupplösligt forenade i en gemenskap där de kan beskrivas som varandras motpoler« (s. 11). Denne maksime står som en flot formet indgangsportal til bogen – selvom der vel burde have stået »det øvrige« foran »Europa«.

En tilsvarende perspektivudvidelse fra det selvoplevede til den store historie finder sted i epilogen. I april 2008, kort før Putin skulle afstå præsidentembedet til den forhåbentlig mere liberale Medvedev, er Gerner i Moskva for at »samtala med ryska intellektuella på bokkaféet Café Bilingua«. Temaet er »Hur ska vi kunna avsluta Sovjetunionens historia?« Gerner efterlyser i sit oplæg til diskussionen en ordentlig russisk Vergangenheitsbewältigung i forhold til sovjetepokens mørke gerninger. Dagen efter traver han rundt i Moskva og tænker på tredivernes terror. Han passerer Ljubjankapladsen foran KGBs berygtede tidligere hovedkvarter. Her står »ett anspråkslöst minnesmärke i form av en sten från klostret Solovki (…) sovjetmaktens första koncentrationsläger, Gulags början.« Dermed er scenen sat for endnu en flot maksime, nemlig bogens moderat optimistiske slutreplik: »Stenen från Gulag framför säkerhetspolisens högkvarter är ett embryo till ett monument över sovjetperioden i den ryska historien« (s. 326). Ironisk nok udkommer bogen på et tidspunkt hvor verden forventer den tidligere sikkerhedschef Putins genvalg som Ruslands præsident efter Medvedev i 2012.

Selve fremstillingen begynder med et oversigtskapitel over Ruslands historie. I stedet for at gå ud fra Rusland som en kontinuerlig statsdannelse fra middelalderen til i dag, taler Gerner om en række historiske statsdannelser »som varit bärare av en identitet som man kan kalla ’rysk’« (s. 19). Han minder om at der i dag, hvor Ukraine og Belarus er selvstændige lande, er tre stater til at dele samme fortid. Denne situationen tages op i et særskilt tematisk kapitel, »Rysk historia – en andra dimension«, der bryder med den vante russocentrisme og tegner historiske linjer bagud og prognoser fremad for de nye stater Ukraine og Belarus, alt sammen meget aktuelt og tiltrængt. Inspireret af et personligt møde med den ukrainske litteraturhistoriker Tetjana Rjazantseva sætter Gerner fokus på den ukrainske barok. I moderne ukrainsk historieskrivning indtager den en fremtrædende plads som en kulturel blomstring og et vidnesbyrd om Kievs særlige anknytning til vesteuropæisk kultur i 1600-tallet. Gerner ser selv sin fremstilling af 1600-tallet i Ukraine som den del af bogen der afviger mest fra traditionel historieskrivning. Men danske slavister vil måske erindre den ganske udførlige redegørelse for »vestrussisk« 1600-talskultur i bind 1 af Ad. Stender-Petersens russiske litteraturhistorie fra 1952. Her var konklusionen behersket: »Den europæiske barok sivede sagtelig ind i Ukraina«.

Yderligere tre tematiske kapitler behandler jødernes plads i Rusland gennem tiderne, de tankevækkende ligheder mellem traditionel russisk-ortodoks tro og Sovjetunionens politiske ideologi, samt tre byer med hver sit specielle europæiske præg: Skt. Petersborg, Odessa og Kaliningrad. Herefter sætter den kronologiske orden sig atter igennem i tre historiske kapitler: om Sovjetunionen som et gigantisk moderniseringsprojekt, om Gorbatjovs forsøg på at modernisere inden staten gik helt i opløsning, og om tiden efter Sovjetunionens sammenbrud – Jeltsins, Putins og Medvedevs æra. Et sidste tematisk kapitel, om det stadig manglende konsekvente opgør med skyggerne fra sovjettiden, afrunder denne sekvens, der fylder den sidste tredjedel af bogen. Det er utvivlsomt den del der læses lettest og fænger mest, i kraft af både emnets nærhed i tid og den mindre springende fremstilling. Grundsynspunktet på sovjet-epoken står mejslet i følgende prægnante sætning: »Gulag var kvintessensen i ett system där marknaden ersattes av planen och politiken av terrorn« (s. 211).

Der er en rigdom af perspektiver og detaljer i bogen, som det er svært at yde retfærdighed i en kort anmeldelse. Man møder undervejs en strøm af koncepter og destillater fra historieskrivningen om Rusland. I flæng kan nævnes Iver B. Neumanns Uses of the Other; Andrej Grinevs politarisme-begreb om den russiske stats specielle koloniseringsteknik i russisk Amerika og Bent Jensens beregning af antallet af dødsofre for sovjetisk terror i perioden 1918–53. I forhold til mere regelrette historiebøger hilser man på usædvanlig mange digtere, kunstnere og kulturpersonligheder – Aleksandr Pusjkin, Vladimir Vysotskij, Dmitrij Sjostakovitj, Aleksandr Solzjenitsyn, Dmitrij Likhatjov. Gerners udsyn er bredt, hans faglige engagement synes utrætteligt. Man lægger bogen fra sig ikke så lidt imponeret – og taknemlig for at russisk historie har en så vidende og vital dyrker i Norden.