Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Korruption: strategisk politik og nationsopbygning – En sammenlignende analyse af baltiske præsidenters taler mellem 1998–2009

Ph.d., lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, khp@ps.au.dk

Ph.d., lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, johannsen@ps.au.dk

  • Side: 53-74
  • Publisert på Idunn: 2012-05-15
  • Publisert: 2012-05-15

Abstract: Corruption: political strategy and nation building. A comparative analysis of Baltic presidential speeches 1998–2009

Research into the root causes of corruption in post-Soviet societies usually point either to the Soviet legacy of informal norms determining what is perceived as acceptable behaviour, or to institutional causes such as the combination of massive privatization and unclear legislation, something which created opportunities for the elites to enrich themselves during the transition phase. Corruption can be framed both as an element in a nation-building process – »we, the honest« versus »the dishonest Russians« – or as a political populist strategy – »we, suffering people« versus »they, the corrupt elite«. Here we focus on the three Baltic states and argue that presidents, occupying the high-est post in each country, can themselves choose how to frame the issue of corruption. The question is which frame they opt for. Analysing 1,278 presidential speeches, we argue that the institutional set-up of presidential elections influence the choice of frame: whereas directly elected Lithuanian presidents choose an anti-establishment frame, indirectly elected Estonian and Latvian president have chosen a frame where corruption is seen as an alien phenomenon to their respective nations.

Keywords: corruption, presidents, framing, nation-building, anti-establishment

Korruption er et problem, fordi det skævvrider økonomien, skaber social ulighed, undergraver demokratiske politiske beslutninger og underminerer retssamfundet. Men korruption er ikke kun et faktuelt problem. Italesættelse af korruption kan på forskellige måder indgå i det politiske spil. Korruption kan for eksempel artikuleres som et udefrakommende fremmedelement, hvor ærlighed og fravær af korruption bliver kendetegnende for en national stolthed og dermed et element i nationsopbygningen. Alternativt kan korruption artikuleres som anklager mod politiske modstandere og dermed fungere som en politisk strategi for at opnå statsmagten. I denne artikel vil vi se på, hvordan præsidenter i de tre baltiske land taler om (framer) korruptionsproblemet.

Framing af korruption er tæt knyttet til opfattelsen af hvilke årsager, der ligger bag korruption. Årsagsdiskussionen kan deles i to tilgange (Holmes 2006; Miller et al. 2001; Pedersen & Johannsen 2011). Den ene peger på, at korruption er en del af den sovjetiske arv og var så udbredt, at det udgjorde en uformel norm for, hvad der var acceptabel og behørig adfærd (Sandholtz & Taagepera 2005). Den anden knytter forklaringer til selve transitionsprocessen, hvor ikke mindst privatisering af statsejendomme men også politiske beslutninger om, hvordan det nye lovgrundlag skulle se ud, skabte øgede muligheder for at udnytte netværk og midler til personlig berigelse (Rose-Ackerman 2007; Kaufman & Siegelbaum 1996). Årsager til korruption i de baltiske lande i dag ligger formentlig i flere dimensioner, blandt andet som følge af, at politiske valg i overgangen til demokrati og marked har været gennemført som et »dual-track«, hvor for eksempel privatisering og bevarelse af statslig ejendom og regulering har eksisteret side om side uden nødvendig strukturel afklaring (Bardhan 1997: 1329). Dette usagt finder vi, at der er en lige linje fra de oprindelige forklaringsansatser til præsidenternes italesættelse, hvor det centrale er, at præsidenterne selv – i samarbejde med deres rådgivere – vælger hvordan de italesætter årsagerne til korruption.

De baltiske landes lighed på en række baggrundsvariable betyder, at forskelle i, hvordan korruption bliver italesat, er afledt af nogle grundlæggende forskelle i institutionel opbygning og politiske projekter. De baltiske præsidentembeder er forskellige med hensyn til, hvem præsidenterne vælges af. Dette giver præsidenterne forskellige institutionelt betingede interesser i at placere årsagerne til korruption enten hos det siddende establishment eller generelt som en patologi i befolkningens moralske habitus. Analysen placerer sig således inden for den neo-institutionelle debat, hvor diskursiv institutionalisme ser italesættelsen af et problem som en selvstændig faktor i samfundsforandrende processer, der imidlertid også er betinget af andre institutionelle rammebetingelser (Schmidt 2010). I tilgift til den indholdsmæssige analyse er det således vores hensigt at belyse, hvordan forskellige institu-tionsteoretiske retninger spiller sammen.

Artiklen indledes med en diskussion af, hvordan italesættelse af korruption anvendes strategisk i transitionsprocessen. Der argumenteres for, at måden, hvorpå de baltiske præsidenter taler om korruption, er knyttet til forskelle i den institutionelle kontekst. Herefter følger en diskussion af valg af cases og en beskrivelse af de anvendte præsidenttaler som datakilder. I den empiriske analyse sættes forskelle i italesættelsen af korruption sammen med forklaringer, der foruden at trække på de institutionelle forskelle inddrager andre elementer i landenes politiske systemer. Afslutningsvis reflekteres der over, hvilken betydning forskelle i italesættelse kan have for landenes demokratiske konsolidering.

Italesættelse af korruption som led i omstillings-processen

Omstillingen fra kommunisme inddrager med Valerie Bunces ord »all fundamental issues in politics« (Bunce 2001: 793). Omstillingen sker således inden for cirklens kvadratur, og omfatter såvel politisk demokratisering, opbygning af økonomisk konkurrence og statskapacitet samt genetablering af nationen (Kuzio 2001a; Johannsen & Pedersen 2009).

Korruption defineres generelt som »misbrug af offentlig position til egen berigelse«, hvortil kan tilføjes, at dette sker »på bekostning af det fælles bedste« (Karklins 2002). Den »dagligdags« korruption, bestikkelse af for eksempel færdselspolitiet, læger, sygeplejersker eller ansatte i uddannelsessektoren, kan være ødelæggende for et samfund og vil have social slagside, men det er, når korruption bliver politisk, det vil sige, når snæver økonomisk egeninteresse bliver styrende for politikeres og centralt placerede embedsmænds beslutninger, at korruption underminerer den demokratiske styreform og samfundsøkonomisk effektivitet (se også Rose-Ackerman 2006: xix–xx). Korruption som faktuelt problem og anklager om korruption som politisk strategi ramler dermed lige ind i to store udfordringer i omstillingen fra et autoritært sovjetisk styre: opbyggelse af demokrati og etablering af statskapacitet.

Framing-litteraturen betegner italesættelse eller framing som en proces, hvor kommunikation gennem for eksempel medier definerer og konstruerer et politisk emne eller en offentlig uoverensstemmelse (Nelson et al. 1997: 567). Begrebet er primært blevet anvendt i analyser af, hvordan mediernes anvendelse af forskellige frames påvirker folks holdninger, men der er en klar forbindelse til den politiske elites retorik, idet medierne typisk fokuserer på og videreudvikler de metaforer, karikaturer og punch-lines, som eliten har anvendt om det pågældende emne. Måden hvorpå frames etableres er 1) ved at understrege et emnes specifikke elementer eller kendetegn og 2) ved at reducere et komplekst tema til et eller to aspekter. Fattigdom kan for eksempel frames således, at det enten er de fattiges eget ansvar eller et samfundsansvar (ibid.: 568). I parallel hertil kan korruption frames som en samfundsmæssig økonomisk katastrofe, som skyldes individuelt moralsk forfald, der er fremmed for ens egen nations værdier og selvforståelse, eller som en attribut hos ens amoralske politiske modstandere.

Undersøgelsen knytter sig til framing-begrebet i bred forstand ved at se på, hvordan præsidenterne retorisk anvender korruption i deres taler. Fokus er dermed på symbolanvendelsen af korruption og ikke nødvendigvis faktuelle forhold. Idet korruption er illegalt, og derfor bidrager til at etablere lukkede netværk baseret på gensidig interesse i ikke at tale åbent om forholdene (Lambsdorff 2007: kapitel 6; Della Porta 1997), kan beskyldninger og anklager om korrupt adfærd »frit« placeres hos personer eller grupper, som man af politiske eller andre årsager ønsker at de-legitimere eller de-moralisere. Korruption kan med andre ord indgå i en framing, der fremmer et givet projekt i en dikotomi mellem »vi – de ukorrupte og moralsk ærlige« versus »de – de korrupte og umoralske«. Spørgsmålet er, hvordan denne »vi–dem«-dikotomi anvendes enten i en politisk strategi eller som et element i nationsopbygningen.

Anvendelse af korruption som en politisk strategi har fællestræk med populisme. Populisme definerer politisk konflikt som en kamp mellem »dem« – de magtfulde og i dette tilfælde korrupte – mod alle »vi« andre ærlige (Deegan-Krause & Haughton 2009). Analyser af populistiske partier i Østeuropa har vist, at populismen her, i modsætning til såvel forrige århundredes populisme og den vesteuropæiske højrepopulisme, er kendetegnet ved at være »ideologi-fri« og domineret af rene politiske motiver om at opnå magt (Plattner 2010; Joppke 2004: 247ff).

De politiske perspektiver i at frame korruption i et strategisk spil er ikke specifikke for postkommunistiske lande. Under omstillingsprocessen har imidlertid mulighederne for selvberigelse været ekstraordinært store, og samtidig har markedsøkonomien ikke (endnu) ført til generel økonomisk velstand. Framing af korruption i en populistisk politisk strategi, hvor korruptionsanklager bruges til at diskreditere en politisk modstander, uden at der nødvendigvis fremlægges beviser eller på det substantielle plan opstilles politiske alternativer, kan derfor være specielt fristende i den postkommunistiske kontekst. I en veltilrettelagt undersøgelse viser Andreas Bågenholm (2009) at andelen af valg i Østeuropa, hvor der fremsættes anklager om korruption, er voksende.1 Samtidig konstaterer han, at regeringer udsat for beskyldninger om korruption oftere taber valgene, hvilket viser effektiviteten af korruption som politisk strategi. Bågenholm finder imidlertid ingen sammenhæng mellem tilstedeværelsen af ekstreme populistiske partier og politiseringen af korruption, ligesom han heller ikke går i dybden med spørgsmålet om, hvordan anti-korruptionspolitik bliver framet i de undersøgte valgmanifester.

I modsætning til den politiske strategi vil korruption, når den anvendes som et element i nationsopbygningen, tage form af en moralsk afstandtagen til korruption som et fænomen, der er fremmed for nationen. Siden uafhængigheden har de baltiske lande fastholdt, at de blev besat i 1940, og at det var et overgreb på landene og deres befolkninger. Restitution har derfor været det bærende begreb, hvad enten det handlede om jord og ejendom, som var blevet nationaliseret under sovjetstyret, eller tildelingen af statsborgerskab. Etablering af en nation sker gennem understregning af fælles symboler, ritualer og historiefortælling (Kuzio 2001b: 136). Korruptionstemaet tilbyder i den sammenhæng en moralsk dimension i nationsopbyggelsesdiskursen, hvor korruption italesættes som knyttet til Sovjetunionens besættelse og undertykkelse i dikotomien »dem – sovjetborgerne/russerne som de umoralske korrupte« versus »os – de moralsk rene«.

Præsidenter indtager det højeste embede i et land og er på mange måder et symbol på landets ledelse og identitet. De indtager således en speciel position til at profilere et samfundsproblem som korruption og korruptionsbekæmpelse. Præsidenter er selvfølgelig ikke immune for selv at blive trukket ind i korruptionsanklager. Den litauiske præsident, Rolandas Paksas, der i 2003 blev valgt på en populistisk anti-establisment dagsorden (U?e? 2007: 58), måtte eksempelvis gå af, fordi han blandt andet blev kendt skyldig i ulovlig kampagnefinansiering (Johannsen 2004). Et andet eksempel er beskyldningerne mod den lettiske præsidentkandidat, Valdis Zatlers, i 2007 for at have modtaget taknemmelighedspenge i sit virke som læge (The Baltic Times 30. juni 2007).2

Spørgsmålet her er imidlertid, hvorfor præsidenter vælger at frame korruption som et populistisk værktøj eller som et samlingspunkt for nationen. Vår antagelse er, at de institutionelle rammebetingelser for politik, og især valgmåden, udgør et afgørende parameter for, hvordan præsidenter vælger at italesætte korruption. Præsidenter vælges enten indirekte af en folkevalgt forsamling (oftest parlamentet) eller direkte af befolkningen. Selvom det kan problematiseres, kan Anthony Downs (1957) perspektiv om politiske partiers vælgermaksimering også anvendes i forhold til præsidenter. Antages præsidenter at være rationelle aktører, hvis interesse er at handle stemmemaksimerende, vil deres handlinger være betinget af det bagvedliggende institutionelle design. Det antages således, at måden, hvorpå præsidenterne taler om et emne, i dette tilfælde hvordan de italesætter korruption, er påvirket af det institutionelle setup.3

Uanset om præsidenter vælges direkte eller indirekte kan det argumenteres for, at det i sidste ende er befolkningen, der vælger præsidenten. Ikke desto mindre er den umiddelbare vælgergruppe forskellig, hvilket indebærer, at præsidenterne kan gøre sig ulige overvejelser om, hvordan korruption skal adresseres. Direkte valgte præsidenter kan i søgen efter opbakning til deres eget valg eller genvalg vælge at italesætte korruption i en populistisk anti-establishment retorik, hvor de placerer årsagen til korruption hos deres politiske modstandere. Ved indirekte valgte præsidenter er imidlertid den direkte vælgergruppe parlamentsmedlemmerne. Det vil derfor næppe være stemmemaksimerende, hvis præsidenter i den institutionelle kontekst vælger at anvende korruption i en politisk kamp og søger at diskreditere parlamentsmedlemmer gennem en anti-establishment retorik. Derimod kan indirekte valgte præsidenter anvende korruption som et element i en nationsopbygning, hvor ærlighed symboliserer nationens værdimæssige samlingspunkt, der står i modsætning til den sovjetiske besættelsestid.

De baltiske lande: Ens og alligevel forskellige

Til at belyse tesen empirisk er de tre baltiske lande valgt. For det første fordi de fremstår som et most similiar system-design, hvor ensartethed på en række baggrundsvariable muliggør elimineringen af disse som forklaring på forskelle, samtidigt som landene er forskellige i valgformen til præsidentembedet (se tabel 1). De relevante baggrundsvariable er først og fremmest graden af integration i Sovjetunionen og dermed påvirkning af det sovjetiske politiske og økonomiske system. Forskelle på netop den variabel, hvilket for eksempel ville være tilfældet ved en sammenligning mellem Estland og Polen, ville rejse spørgsmålet, om opfattelsen af korruption og måden at artikulere denne på netop skyldtes, at korruption ikke på samme måde var blevet en del af acceptabel adfærd og dermed kan forklares med en forskel i den sovjetiske arv. Desuden betyder de baltiske landes integration i Sovjetunionen, at de stod overfor en national genopbygningsproces, som ikke genfindes i alle andre post-kommunistiske lande.

I forlængelse heraf er den anden relevante baggrundsvariabel medlemskab af EU. EU’s aktive påvirkning og monitorering af processen op til medlemskab i 2004/2007 har i høj grad inddraget betydningen af korruptionsbekæmpelse (Johannsen & Pedersen 2011). Sammenhængen mellem en stærk udenrigspolitisk interesse i EU-medlemskab og det eksterne krav om korruptionsbekæmpelse kan have betydning for, hvordan korruption artikuleres. En sammenligning mellem et EU-medlemsland og et ikke-medlemsland som for eksempel Ukraine ville derfor ikke være hensigtsmæssig.

Den tredje relevante baggrundsvariabel er de politiske institutioner. Uanset forskelle i præsidentsystem er alle baltiske lande kendetegnet ved at have flerpartisystemer og koalitionsregeringer. Selvom sådanne grundlæggende parlamentssystemer i teorien skulle fremme samarbejde og konsensus (Lijphart 1999), er der en tendens til, at de også kan fremme populisme (U?e? 2007: 51). Ensartethed på denne variabel er derfor nødvendig, hvis præsidenternes artikulation af korruption skal kunne isoleres fra den politik, der fremmes af partipolitisk ustabilitet.

Tabel 1: Baggrundsvariable, institutionelle rammer og præsidenters italesættelse af korruption
Baggrund: Estland Letland Litauen
Arven og udfordringerne Tidligere sovjetrepublik og national genopbygningsproces Tidligere sovjetrepublik og national genopbygningsproces Tidligere sovjetrepublik og national genopbygningsproces
International placering Nuværende EU-medlemsland Nuværende EU-medlemsland Nuværende EU-medlemsland
Demokratiske institutioner FlerpartisystemKoalitionsregeringer FlerpartisystemKoalitionsregeringer FlerpartisystemKoalitionsregeringer
Forklarende:      
Valgmåde til præsidentembedet Indirekte valgt Indirekte valgt Direkte valgt
Afhængig variabel:      
Italesættelse af korruption Nationsopbygning Politisk og nationsopbygning Politisk
Kilder: Nørgaard & Johannsen 1999; Johannsen 2000; egen analyse af præsidenternes taler. For kildehenvisning se appendiks.

Der er ovenfor argumenteret for, at direkte valgte præsidenter vil kunne anvende korruption som et politisk instrument mod den siddende elite, hvor skyld og anklager om korruption knyttes til den siddende regering eller centralt placerede embedsmænd. Indirekte præsidenter forventes derimod at anvende en nationsopbyggelsesdiskurs ved eksempelvis at skabe en etos om nationen som grundlæggende ukorrupt. Som det fremgår af tabel 1, er sammenhængen imidlertid ikke entydig. Det er Letland, der giver problemer. Hvis sammenhængen var klar, skulle den indirekte valgte lettiske præsident vælge at anvende korruption i en fælles »vi–dem«-nationsopbygningsstrategi, men empirien viser, at den lettiske præsident i stedet delvis retter skylden for korruption mod de valgte politikere, dvs. de selvsamme personer, som afgør præsidentens fortsatte placering. Forklaringen på det lettiske fænomen vil fremkomme af analysen men først et par ord om analysens datagrundlag.

Datagrundlag

Datagrundlaget for analysen er de baltiske præsidenters taler. Politiske tekster benyttes ofte til at identificere policy-positioner og diskurser, og med udviklingen af computerbaseret tekstsøgninger er der skabt nye muligheder for at anvende ord som data (Laver et al. 2003; Welsh 2002). Til afdækning af korruptionens artikulation er 1278 taler afholdt fra 1998 til og med 2009 analyseret. Selvom databasen også indeholder taler fra tidligere år, er der større eller mindre huller i materialet, hvilket gør at de tidlige år ikke er systematisk sammenlignelige. Fokus på den sene periode er imidlertid ikke i sig selv et problem for analysen. Den tidlige periode kan have været præget af mere følelsesladede formuleringer hvor korruption ureflekteret knyttes til den sovjetiske besættelsesperiode.4 Ved at fokusere på et relativt sent tidspunkt i forhold til løsrivelsen fra Sovjetunionen, kan denne bias mindskes. Desuden er det også først i perioden efter 1998, at der er kommet international fokus på korruption og opstået en international anti-korruptionsdiskurs (McCoy & Heckel 2001). Måden hvorpå præsidenterne forholder sig til korruptionsspørgsmålet kan derfor forventes at være mere afbalanceret og nuanceret i denne periode end tidligere.

Tabel 2: Antal taler fordelt på år og land (1998–2009)
  Estland Letland Litauen  
  Præsident Antal taler Præsident Antal taler Præsident Antal taler Totalt
1998 Lennart Meri 37 Guntis Ulmanis 13 Valdas Adamkus 4 54
1999 55 17 8 80
2000 82 Vaira Vike- Freiberga 28 16 126
2001 Arnold Rüütel 84 31 26 141
2002 85 42 33 160
2003 33 43 Rolandas Paksas* 14 90
2004 34 32 14 80
2005 31 43 Valdas Adamkus 24 98
2006 Toomas Hendrik Ilves 29 70 41 140
2007 45 Valdis Zatlers 43 46 134
2008 42 14 40 96
2009 41 23 Dalia Grybauskaite 15 79
Totalt   598   399   281 1278
Gennemsnit   49,8   33,3   23,4 106,3
Kilde: Egen tilvirkning, se appendiks.* Efter at Paksas blev afsat blev Arturas Paulauskas indsat som midlertidig præsident indtil nyvalg kunne afholdes.

Det fremgår af tabel 2, at præsidenterne ikke er lige aktive hvert år. I Letland gav Vaira Vike-Freiberga eksempelvis 70 taler i 2006 hvorimod kun 32 taler i 2004. Samtidig fremgår det, at de estiske præsidenter taler oftere end eksempelvis de litauiske. På den anden side har Litauen i løbet af knap 20 år haft flere præsidenter end de to andre lande.5 Disse forskelle ville kunne være et problem for analysen, såfremt denne fordeling har betydning for, hvor ofte korruption omtales i det enkelte land. Der er dog ingen indikation for dette, men det er et forhold, der vil blive inddraget i analysen af talernes indhold.

Talerne er fundet gennem offentligt tilgængelige servere og i alle tilfælde er det forsøgt at sikre at den engelske tekst er certificeret af de relevante myndigheder for at sikre sammenligneligheden.6 Korruption har imidlertid mange facetter, og der kan være forskelle på, hvordan korruption benævnes og på anvendelse af de engelske udtryk i de enkelte lande. Derfor er der etableret en søgestreng, der repræsenterer de forskellige sproglige variationer for korruption, der benyttes i litteraturen (Karklins 2002; Holmes 2006). Søgestrengen fik på engelsk følgende udtryk:

Corrupt* OR Bribe* OR Misuse OR »Asset stripping« OR enrichment OR mismanagement OR nepotis* OR »old elites« OR illicit OR sleaze OR fraud

Ved at anvende NVivo 8 til tekstsøgning fangede søgestrengen de tilfælde hvor præsidenten har omtalt korruption. Dette betegnes i det følgende som »en case«. Da strengen er meget bred har den også fanget fænomener, der ikke er relateret til korruption. Der er derfor foretaget en manuel gennemgang af de enkelte cases for at sikre, at cases, som alligevel ikke omhandlede korruption eller omhandlede korruption i andre lande eller internationale organisationer kunne fjernes fra materialet.

Søgestrengen fandt at korruption eller en form heraf nævnes henholdsvis 49 gange i Estland, 65 i Letland og 112 i Litauen. Præsidenterne har således ikke været specielt optaget af emnet korruption.7 Vi havde i udgangspunktet forventet en mere hyppig italesættelse af emnet fra landenes højeste embede. De relativt få tilfælde betød, at fordelen ved at anvende den elektroniske tekstsøgning forsvandt, mens det samtidig blev mere overskueligt at fortsætte med en mere klassisk tekstfortolkningsstrategi. Det var således muligt at kombinere en høj reliabilitet gennem den elektroniske søgning (dvs. alle tilfælde er fundet) med dybdetolkning af teksterne og dermed en højere grad af validitet i forhold til det centrale spørgsmål: hvordan korruption omtales.8

Den videre analyse af talerne sker i to skridt. Først identificeres hvor ofte og hvem der taler om korruption. Dernæst undersøges diskurserne om korruption med et fokus på først politisk strategi og dernæst nationsopbyggelse. Det diskuteres løbende, hvordan alternative tolkninger passer ind i de to institutionelle hovedforklaringer.

Hvem siger hvad og hvor ofte?

Den elektroniske søgning, fraregnet de cases der blev fjernet manuelt, afslørede hvor ofte eller rettere hvor sjældent, præsidenterne omtaler korruption. Som nævnt dækker referencer til korruption mindre end en procent af det samlede tekstmateriale. Alligevel er det muligt at etablere nationale forskelle.

Figur 1: Omtale af korruption per land og år Kilde: Egen tilvirkning, se appendiks.

 

Figur 1 viser, hvor ofte præsidenterne refererer til korruption hvert år. Et hurtigt øjekast bekræfter, at litauiske præsidenter taler mere om korruption, men det ser også ud til, at omtalen af korruption kommer i bølger. I forhold til den institutionelle tese om betydningen af valgmåden, åbner »bølgefænomenet« op for en alternativ forklaring om, at det er de politiske forskelle mellem præsidenterne, der er udslagsgivende. Den elektroniske tekstsammenligning gav mulighed for at kontrollere for denne forklaring. Ved at bruge tilgængelige bibliografier blev præsidenternes politiske tilhørsforhold (venstre, centrum og højre) kodet, ligesom der også blev indsat en kode for om præsidenten tidligere havde været medlem af det kommunistiske parti. Det viste sig, at der er en bemærkelsesværdig lige fordeling, forstået på den måde, at korruption ikke fik større eller mindre opmærksomhed hvad enten præsidenten var tidligere kommunist eller politisk hældte mod højre, centrum eller venstre.

Bølgefænomenet viser imidlertid, at der kan være en sammenhæng mellem tidspunktet for omtale af korruption og valgperiodernes udløb. Den litauiske bølgetop i 2002 kan for eksempel knyttes til, at Valdas Adamkus tog spørgsmålet op, lige før han opstillede som præsident for anden gang. Den lange bølge i perioden rundt 2005 kan knyttes til afsættelsen af Rolandas Paksas. I lighed hermed kan den lettiske bølgetop i 2006 knyttes til Vaira Vike-Freibergas kraftige adressering af korruption på et tidspunkt, hvor hun netop ikke kunne genvælges (hendes anden valgperiode var ved at løbe ud). Bølgefænomenets tilknytning til valgperioden bidrager til en specifik tolkning, når den knyttes til den institutionelle forklaring om, hvordan præsidenterne mere præcist omtaler korruption i deres politiske spil. Der er altså italesættelsen i en politisk strategi, der giver udslagene, hvilket også ses i det forhold, at bølgefænomenet er mindre udtalt i Estland, der de indirekte valgte estiske præsidenter anvender korruption mere generelt. Tesen forfølges i det følgende, hvor der ses på, hvordan forskellige præsidenter italesætter korruption. Det sker først ved at se på italesættelse af korruption politisk og dernæst ved at se på korruption i en nationsopbygningsdiskurs.

Korruption som politisk våben

Korruptionslitteraturen skelner grundlæggende mellem politisk korruption, hvor det er den politiske elite, der udnytter deres politiske positioner til privat berigelse, og administrativ korruption, hvor bestikkelsen tilgår den ansatte embedsmand (Karklins 2002). Anklager om politisk korruption, dvs. hvor præsidenter direkte placerer problemet hos den politiske elite, er det stærkeste udtryk for anvendelse af korruption som politisk våben.

En gennemgang af de tekststykker, hvor præsidenterne omtaler korruption, viser, at det primært er de direkte valgte litauiske præsidenter, der knytter korruption til anklager mod den politiske elite. Når den litauiske præsident, Valdas Adamkus, i 2006 forholder sig til korruptionstemaet er det for eksempel den politiske elites manglende moralske habitus, der er i fokus.

It is seven years since we first started speaking about the need to approve the Politicians’ Code of Ethics. Today we need it more than ever. However, the Seimas is still lacking political will to adopt it. Our country is driven to despair by a record number of cases, when politicians and officials, who have overstepped the standards of decency, mixed up public and private interests, go unpunished, not even publicly denounced, and claim to recognize only legal responsibility. I therefore want to emphasize: legal arguments in scandalous political cases should never be used as a shield to deny one’s morally corrupt conduct (Valdas Adamkus, 2006).

Den politiske anvendelse af korruption appellerer til vælgerutilfredshed, hvad enten den har rod i manglende økonomiske resultater eller i ideologiske modsætningsforhold (U?e? 2007). Helt simpelt er der tale om at placere ansvar for korruption i samfundet eller eventuelt direkte anklage en konkurrerende part for korruption med henblik på at miskreditere modparten blandt vælgerne. I citatet ovenfor nøjes Adamkus ikke med at anklage politikerne for uanstændighed, men kritiserer også parlamentet for manglende vilje til at gøre noget ved problemet. Kritikken af parlamentets manglende handlekraft er ikke ny. I en tale fra 2002 knytter han direkte befolkningens bekymring omkring behovet for at bekæmpe korruption sammen med de politiske partiers og parlamentets manglende handling, og sætter dermed samtidig indirekte fokus på, at han som præsident deler bekymringen.

The results of the survey [by the Lithuanian branch of Transparency International] indicate that as many as 76 percent of our citizens strongly support the necessity to fight corruption. However, the efforts of political parties and the Seimas to curb corruption are rated extremely low (Valdas Adamkus, 2002)

De udvalgte citater hænger godt sammen med den institutionsteoretiske antagelse om, at direkte valg til præsidentposten giver et incitament til at placere et ansvar for korruption hos den etablerede politiske elite. Tekstmaterialet viser imidlertid, at også indirekte valgte præsidenter i Estland og Letland knytter korruption og den politiske elite sammen, hvilket umiddelbart ser ud til at svække hypotesen. En konkret tekstfortolkning viser imidlertid, at det ikke er tilfældet – tværtimod sker det enten i en situation, hvor genvalg ikke er et sandsynligt udfald, eller hvor talen har et mere generelt indhold.

Den første situation illustreres med den lettiske præsidents tale i 2007, hvor Vike-Freiberga placerer ansvaret for korruption hos den politiske elite. Hovedadressaten i talen er imidlertid statsanklageren, som Vike-Freiberga lægger pres på for at optrappe undersøgelserne om bestikkelse af parlamentsmedlemmer og ulovlig kampagnefinansiering af de politiske partier:

Others believe that the Saeima should be dismissed because a heavy pall of suspicion hangs over it regarding the long-term bribery of parliamentary deputies and political parties with significant sums of money. This is a completely different matter and a very serious one. I am therefore turning to the State Prosecutor’s Office in this final phase of my presidency with a public plea for it to seriously step up its investigation work (…). What the Prosecutor must do is to make public the facts, the evidence, and the testimony that would permit the voters to make an informed choice at the ballot box in a free and democratic election (Vaira Vike-Freiberga, 2007, vores fremhævelse).

I citatet kritiserer Vike-Freiberga statsanklageren for ikke at publicere fakta om politisk korruption, så borgerne ville kunne træffe et informeret valg. Hendes kritik af den politiske elite er således kun indirekte. Ydermere er citatet i forhold til den institutionsteoretiske tese interessant, idet Vike-Freiberga, hvilket hun selv eksplicit gør opmærksom på, holder talen i slutningen af hendes anden præsidentperiode, hvorefter hun ikke kan genvælges. Det betyder, at de restriktioner den institutionelle tese tilsiger, ikke længere gælder. Med andre ord kan Vike-Freiberga uden risiko for at miste sin fremtidige position angribe parlamentsmedlemmerne. Man kan gisne om, hvilke overvejelser hun eventuelt har haft, men hendes adressering af politisk korruption og opråb om, at statsanklageren bør og skal handle, vil formentlig kunne bidrage positivt til hendes eftermægle; som en »når alt kommer til alt« moralsk hæderlig præsident. Selvom det er i strid med den institutionsteoretiske tese, at indirekte valgte præsidenter framer korruption i forhold til den politiske elite, er der således undtagelser. Men pointen er, at når det sker, sker det indenfor de institutionsteoretiske forventninger, som er opstillet, dvs. at det ikke bryder med den individuelle rationalitet, som valgmåden giver incitament til.

Dette kan yderligere illustreres ved et eksempel fra Letland. I maj 2011 ønskede den lettiske præsident, Valdis Zatlers, at opløse parlamentet med den begrundelse, at parlamentet ikke ville løfte et parlamentsmedlems immunitet i forhold til en undersøgelse om korruption (The Baltic Times 30. maj 2011). Opløsningen af parlamentet skulle imidlertid godkendes ved folkeafstemning før der kunne udskrives nyvalg. Datoen blev sat til den 23. juli 2011. Parlamentet var derfor fremdeles funktionsdygtigt, da en ny præsident skulle vælges i juni 2011. Her tabte Zatlers til Andris Berzins. Derimod vandt han folkeafstemningen, hvilket betød parlamentets opløsning. I det efterfølgende valg deltog Zatlers med sit nyetablerede parti, Zatlers’ Reform Parti, der netop var etableret på en anti-establishment politik. Han havde således med sin kritik af den politiske elite under sin præsidentperiode givet sig selv en »rene hænder«-profil forud for valget, hvor han sikrede sig knapt 21 procent af stemmerne.9

Sagen illustrerer vores institutionsteoretiske tese og den institutionelle dynamik, der med Vike-Freibergas anklager mod de lettiske parlamentsmedlemmer som eksempel demonstrerede, at indirekte præsidenter når de ikke længere har mulighed for at blive genvalgte vælger at bruge korruption i den politiske magtkamp. Om det udelukkende var Zatlers’ forsøg på opløsning af parlamentet i slutningen af maj 2011, der førte til hans fald som præsident, er uklart. Men processen viser den generelle pointe, at i de to tilfælde, hvor indirekte valgte præsidenter har kritiseret den politiske elite, har de enten været afgående eller været i gang med at søsætte et nyt politisk projekt.

I den anden situation, hvor indirekte valgte præsidenter knytter korruption og politisk elite sammen, har omtalen som sagt mere generel karakter. Det sker for eksempel i 2009, hvor den lettiske præsident lovpriser den politiske elite (parlamentet) for at have iværksat tiltag med henblik at øge sandsynligheden for at opdage og straffe politisk korruption:

The system of locomotives in the law on parliamentary elections has been eliminated, the authority of the Corruption Prevention and Combating Bureau in overseeing party spending has been expanded, the law on campaigning has been amended, and the parliamentary commissions are still working on draft laws which focus on punishment of those who violate election campaign regulations (Valdis Zatlers, 2009).

Lovprisning af korruptionsbekæmpelsestiltag er også tema, når de estiske præsidenter knytter korruption til den politiske elite i 2001 og 2006. I 2009 udtrykker præsident Toomas Hendrik Ilves bekymring over bestikkelse af den politiske elite:

The three issues that I believe we have most to worry about today in the EU concern Energy Security for the Union; corruption, specifically the temptation of corruption for the political elite by authoritarian petro-states; and finally protectionism or, alternatively, the inability to fully implement the four freedoms and the rule of law (Toomas H. Ilves, december 2009).

Citatet viser imidlertid, at Ilves ikke specifikt kritiserer den estiske politiske elite. I stedet udtrykker han en generel bekymring for, at ikke-demokratiske og pengestærke oliestater kan friste svage politiske sjæle, og samtidig flytter han problemet væk fra den estiske kontekst. Idet korruption ikke bliver fremstillet som et specielt estisk fænomen, løftes korruption som samfundsproblem væk fra en sovjetisk arv og bliver et alment fænomen, der med lige gyldighed kan ramme alle EU’s medlemslande, og som der derfor skal findes fælles løsninger på.

Den ovenstående analyse viser, at når de baltiske præsidenter italesætter korruption som et problem blandt den politiske elite, vælger den direkte valgte præsident en anti-establishment diskurs vendt imod den politiske elite, hvorimod de parlamentsvalgte præsidenter er mere forsigtige. Når de sidstnævnte kritiserer den politisk elite for korruption, er det enten sket på baggrund af, at vedkommende ikke længere kan genvælges, eller som i tilfældet med Ilves 2009-tale, som et generelt problem. Ilves sammenkobling af politisk elite og korruption bliver dermed en del af et større mønster, der peger på at korruption anvendes som et element i den estiske nationsopbygning.

Korruption som element i nationsbygningen

Det er forventningen, at de indirekte valgte præsidenter i Estland og Letland har vanskeligt ved at benytte en sammenkædning af politisk elite og korruption i en anti-establisment diskurs, idet de derved lægger sig ud med deres vælgere, parlamentspolitikerne. I det omfang de adresserer korruption, kan det i stedet ske som element i nationsopbyggelsen.

Den del af korruptionslitteraturen, som beskæftiger sig med problemet i tidligere kommunistiske samfund, peger, som angivet i indledningen, på, at praksis i sovjettiden har ført til en korrup-tionsnorm, der gør bestikkelse acceptabelt og til en del af en samfundsmæssig etos. Italesættelse af korruption som en skadelig og umoralsk arv fra den sovjetiske fortid kan således bidrage med at etablere et moralsk »vi estere/letter« i modsætning til et umoralsk »dem – russere/andre«. Skylden bliver dermed løftet fra den estiske/lettiske befolkning.

Tekstanalysen viser, at ingen af de litauiske præsidenter kobler korruption og befolkningen sammen, men at denne sammenkobling som antaget finner sted i Letland og Estland. I en tidlig tale fra 1995, som rigtignok ikke indgår i den sammenlignende dataanalyse, men som er et enestående eksempel på fænomenet, kæder den estiske præsident Lennart Meri den sovjetiske arv direkte sammen med korruption og italesætter den grundlæggende estiske nationsbygningsdiskurs:

Estonia is among the smallest states of democratic Europe, which implies that we have to be especially economical with the assets that history and nature have bequeathed us so scantily (…) with the civil servants who are competent and devoted to their country. We have to hold them as the greatest wealth. The reverse side of this coin must be still more uncompromising exactingness towards the incompetent and corrupt civil servants whom we have inherited from the totalitarian past (Lennart Meri, mars 1995).

Her skabes tydeligt en dikotomi mellem det moralske estiske »vi« og det korrupte sovjetiske »dem«. Den administrative reform i Estland medførte, at embedsmænd i centraladministrationen, der tidligere havde været domineret af etniske russere, blev udskriftet med nyuddannede etniske estere, men udskiftningen i de lokale administrationer haltede efter (Nørgaard & Johannsen 1999). På den baggrund harmonerer Meris distinktion mellem to kategorier af embedsmænd – de moralske og de korrupte – godt som et indspil i nationsopbygningen. I en senere tale fra 2000 forfølger Meri tankegangen om et estisk moralsk »vi«:

The State is nothing else but a big cluster of Estonian homes. If we keep Estonian homes tidy, we will also keep our state tidy. And I mean this in the broadest possible sense. We must keep our state clean of corruption, and laziness, and the habit to put everything off till tomorrow (Lennart Meri, juni 2000).

I lighed med den estiske præsident får også Letlands Vike-Freiberga fortalt historien om letterne som de gode moralske mennesker, som den sovjetiske besættelse imidlertid har givet dybe ar i folkesjælen:

The collapse of any authoritarian and intolerant regime leaves behind it deep psychological scars. These scars, in turn, have a corrupting and corroding effect on the social fabric (Vaira Vike-Freiberga, august 1999)

We still have a great deal of evil and shortcomings to combat. We must continually struggle against crime, corruption, laziness, negligence, and irresponsibility (…) but we shall never let up our struggle against them, for this is our country, this is our freedom, this is our chance to build something with our own hands, according to our own desires and our own hearts calling (Vaira Vike-Freiberga, november 2001).

Vike-Freibergas italesættelse af korruption som fremmed for landets egen befolkning er ikke nær så klar, som vi ser hos Meri. Samtidig åbner citatet op for den potentielle risiko, der er for den direkte valgte præsident ved at sætte årsagerne til korruption i forhold til ens befolknings moralske habitus. Problemet ses også, hvor Vike-Freibergas efterfølger, Valdis Zatlers, retorisk spørger, om man kan imødegå de moralske konsekvenser det sovjetiske styre har haft:

How shall we counter the moral consequences left on our peoples by the Communist regime that has not been sufficiently condemned in the world yet? The regime that annihilated the brightest minds and a part of the gene pool of our peoples and turned us into what we were like in the last decades before the restoration of our independence (Valdis Zatlers, august 2009).

De indirekte valgte præsidenter i Letland og Estland står ikke direkte til ansvar overfor den brede vælgerbefolkning. Alligevel kan det være sin sag at frame korruption som mangel på moral hos den brede befolkning. Det retoriske trick ved nationsopbyggelsesdiskursen er imidlertid, at den fritager den almindelige befolkning fra ansvaret for eventuel korrupt adfærd. De estiske og lettiske præsidenter sætter korruption i en nationsopbyggelsesdiskurs, hvori korrupte handlinger grundlæggende er enten »uestiske« eller »ulettiske«. Samtidig fastholdes korruption som værende ondskab og moralsk depravering fra kommunismen. Den nationsopbyggende korruptions-frame kan dermed bidrage til at rense samfundene fra korruption.

Italesættelse af korruption og den demokratiske konsolideringsproces

Korruption har både økonomiske og demokratiske konsekvenser. En diskussion af de økonomiske konsekvenser har ikke været vores ærinde, ligesom vi heller ikke går ind i de negative konsekvenser, korruption kan have ved at underminere demokratiske beslutninger. Formålet her er at se på, hvordan korruption spiller en rolle i den politiske diskurs. Fortsat relativ høj korruption bliver af mange set som en arv fra den sovjetiske fortid. Det betyder, at korruption kan anvendes i en nationsopbygningsproces, der distancerer den nationale befolkning – »de ærlige« – fra »de korrupte« sovjetborgere. Den mulighed er åben for præsidenterne i alle tre baltiske lande, hvor transitionsprocessen har omfattet økonomisk og politisk restitution efter 50 års besættelse.

Analysen af taler fra de baltiske præsidenter i perioden 1998–2009 viser imidlertid, at der er landespecifikke forskelle, der følger de institutionelle incitamentsstrukturer, der er givet af den præsidentielle valgmetode. Antagelsen, at indirekte valgte præsidenter ikke ville vælge at diskreditere den politiske elite – dvs. de parlamentsmedlemmer hvis stemmer de er afhængige af ved valg og genvalg – opnår støtte i det givne materiale. De indirekte valgte estiske og lettiske præsidenter udnytter i stedet korruptionstemaet i en nationsopbygningsdiskurs: Korruption er et onde, som er kommet udefra med den sovjetiske besættelse, hvorimod »vi« – esterne og letterne – naturligt forkaster korruption. Præsidenterne har dermed både kunnet give tilgivelse og vise moralsk ledelse, samt understøtte den overordnede legitimering af selvstændigheden. Materialet indicerer også, at eksistensen af korruption eller blot troen på, at korruption er udbredt kan udnyttes i den politiske kamp. Direkte valgte litauiske præsidenter kan således stemmemaksimere ved at fremme en anti-establishment dagsorden.

Juan J. Linz (1990) tese om »the perils of presidentialism« ser netop problemet med præsidentialisme i, at de direkte valgte præsidenter konkurrerer med parlamentet om vælgernes gunst. I forhold til demokratisk konsolidering, er problemet, at uanset det positive i, at korrupte regeringer og præsidenter kan stilles til ansvar, fremmer anti-establishmentpopulisme en vælgeradfærd, hvor vælgerne stemmer ud fra en modstand mod det bestående, men uden at de nødvendigvis tager stilling til politiske alternativer. Samtidigt styrker anti-establishmentretorikken ikke vælgernes tillid til den politiske elite eller demokratiets institutionelle infrastruktur som parlament og partier, idet det netop er disse institutioner, der kommer til at bære ansvar og skyld for en korruption, der underminerer samfundsøkonomien og vælgerindflydelse på beslutningerne. Når direkte valgte præsidenter således vælger at italesætte korruption i form af anti-establishmentpopulisme, kan det svække demokratiet. Italesættelsen af korruption i en nationsopbygningsdiskurs kan derimod have den stik modsatte effekt ved for det første, at bidrage til at øget bevidsthed om korruption som et onde, der kan og skal bekæmpes, og for det andet, ved at styrke tilliden til det politiske system.

Litteratur

Bardhan, Pranab (1997) Corruption and Development: A Review of Issues. Journal of Economic Literature 35 (3): 1320–46.

Bray, Zoe (2008) »Ethnographic approaches« i Donatella Della Porta & Michael Keating (red.) Approaches and Methodologies in the Social Sciences. A Pluralist Perspective. Cambridge: Cambridge University Press (296–315).

Bunce, Valerie (2001) The Postsocialist Experience and Comparative Politics. PS: Political Science and Politics 34 (4): 793–95.

Bågenholm, Andreas (2009) Politicizing Corruption: the Electoral Impact of Anti-Corruption Discourse in Europe 1983–2007. QoG Working Paper Series (10). Gøteborg: The QoG Institute, University of Gothenburg.

Deegan-Krause, Kevin & Tim Haughton (2009) Toward a More Useful Conceptualization of Populism: Types and Degrees of Populist Appeals in the Case of Slovakia. Politics and Policy 37 (4): 821–41.

Della Porta, Donatella (1997) »The Vicious Circles of Corruption in Italy« i Donetella Della Porta & Yves Mény (red.) Democracy and Corruption in Europe. London: Pinter (35–49).

Downs, Anthony (1957) An Economic Theory of Democracy. New York: Harper.

Holmes, Leslie (2006) Rotten States. Corruption, Post-communism & Neo-liberalism. Durham, NC: Duke University Press.

Johannsen, Lars (2000) The Constitution and Democracy: The Choice and Consequences of the Constitution in Post-Communist Countries. Århus: Politica.

Johannsen, Lars (2004) Paksas afsat: præsidentembedet i Litauen. Vindue mod Øst (2): 30–33.

Johannsen, Lars & Karin Hilmer Pedersen (2009) »After the Wall: Political development trajectories in selected post-communist countries« i Lars Johannsen & Karin Hilmer Pedersen (red.) Pathways – a Study of Six Post-communist Countries. Århus: Aarhus University Press (9–29).

Johannsen, Lars & Karin Hilmer Pedersen (2011) The Institutional Roots of Anti-corruption Policies – Comparing the Three Baltic States. Journal of Baltic Studies 42 (3): 329–46.

Joppke, Christian (2004) The Retreat of Multiculturalism in the Liberal State: Theory and Policy. The British Journal of Sociology 55 (2): 237–57.

Karklins, Rasma (2002) Typology of Post-Communist Corruption. Problems of Post-Communism 49 (4): 22–32.

Kaufman, Daniel & Paul Siegelbaum (1996) Privatization and Corruption in Transition Economies. Journal of International Affairs 50 (2): 419–58.

Kuzio, Taras (2001a) Transition in Post-Communist States: Triple or Quadruple? Politics 21 (3): 168–77.

Kuzio, Taras (2001b) »Nationalising states« or Nation-building? A Critical Review of the Theoretical Literature and Empirical Evidence. Nations and Nationalism 7 (2): 135–54.

Lambsdorrf, Johan Graf (2007) The Institutional Economics of Corruption and Reform: Theory, Evidence and Policy. Cambridge: Cambridge University Press.

Laver, Michael, Kennet Benoit & John Garry (2003) Extracting Policy Positions from Political Texts Using Words as Data. American Political Science Review 97 (2): 311–31.

Lijphart, Arend (1999) Patterns of Democracy. Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven, CT: Yale University Press.

Linz, Juan J. (1990) The Perils of Presidentialism. Journal of Democracy 1 (1): 51–69.

McCoy, Jennifer L. & Heather Heckel (2001) The Emergence of a Global Anti-corruption Norm. International Politics 38 (1): 65–90.

Miller, William L., Åse B. Grødeland & Tatyana Y. Koshechkina (2001) Confessions: A Model of Officials’ Perspectives on Accepting Gifts from Clients in Post-communist Europe. Political Studies 49 (1): 1–29.

Nelson, Thomas E., Rosalee A. Clawson & Zoe M. Oxley (1997) Media Framing of a Civil Liberties Conflict and its Effect on Tolerance. American Political Science Review 91 (3): 567–83.

Nørgaard, Ole & Lars Johannsen (1999) The Baltic States After Independence. Cheltenham: Edward Elgar.

Pedersen, Karin Hilmer & Lars Johannsen (2011) »Det fælles bedste eller individuelle normer. Kampen mod korruption i nye EU-medlemslande« i Sten Schaumburg-Müller & Jens Vedsted-Hansen (red.) Ret, individ og kollektiv. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag (183–205).

Plattner, Marc F. (2010) Populism, Pluralism, and Liberal Democracy. Journal of Democracy 21 (1): 81–92.

Rose-Ackerman, Susan (2006) »Introduction« i Susan Rose-Ackerman (red.) International Handbook on the Economics of Corruption. Cheltenham: Edward Elgar.

Rose-Ackerman, Susan (2007) From Election to Democracy in Central Europe: Public Participation and the Role of Civil Society. East European Politics and Societies 21 (1): 31–47.

Sandholtz, Wayne & Rein Taagepera (2005) Corruption, Culture, and Communism. International Review of Sociology 15 (1): 109–31.

Schmidt, Vivian (2010) Taking Ideas and Discourse Seriously: Explaining Change through Discursive Institutionalism as the Fourth »New Institutionalism«. European Political Science Review 2 (1): 1–25.

Schmidt, Vivien A. & Claudio M. Radaelli (2004) Policy Change and Discourse in Europe: Conceptual and Methodological Issues. West European Politics 27 (2): 183–210.

U?e?, Peter (2007) Parties, Populism, and Anti-Establishment Politics in East Central Europe. SAIS Review 27 (1): 49–62.

Welsh, Elaine (2002) Dealing with Data: Using NVivo in the Qualitative Data Analysis Process. Forum: Qualitative Social Research 3 (2).

Estland

Lennart Meri: http://vp1992-2001.vpk.ee/eng (læst november 2009)

Arnold Rüütel: http://vp2001-2006.vpk.ee/en (læst november 2009)

Toomas Hendrik Ilves: http://www.president.ee/en/speeches/speeches.php?arhiiv=2010 (læst maj 2010)

Letland

Guntis Ulmanis, Vaira Vike-Freiberga og Valdis Zatlers: www.president.lv (læst maj 2010)

Litauen

Valdas Adamkus (første periode): http://adamkus.president.lt/en/index.phtml (læst november 2009, forsvundet maj 2010)

Rolandas Paksas: http://paksas.president.lt/en/sarasas.phtml?nuo=1&kat=12&search (læst november 2009, forsvundet maj 2010)

Arturas Paulauskas: http://paulauskas.president.lt/en/sarasas.phtml?kat=12 (læst november 2009, forsvundet maj 2010)

Valdas Adamkus (andre periode): http://archyvas.lrp.lt/en.php (læst november 2009)

Dalia Grybauskaite: www.president.lt/en/pirmas_174.html (læst maj 2010)

1Bågenholm viser, at lidt mere end 60 procent af alle valgmanifester i Østeuropa i et eller andet omfang beskæftiger sig med anti-korruptionspolitik. Spørgsmålet er imidlertid, om væksten i anklager om korruption kan skyldes, at rapportørerne er blevet mere opmærksomme end tidligere på spørgsmålet i takt med, at emnet har tiltrukket sig større opmærksomhed på den internationale dagsorden.
2Det lettiske anti-korruptionsbureau igangsatte en undersøgelse mod den nu nyvalgte præsident og fandt, at Zatlers ikke havde gjort sig skyldig i andre forhold end skatteunddragelse.
3For sammenhængen mellem diskurs og rationel institutionalisme se Schmidt & Radaelli 2004: 197; Schmidt 2010.
4Dette er imidlertid ikke noget vi har kunnet undersøge.
5Det sidste kan dog ikke tilskrives valgmetoden, men afsættelsen af Rolandas Paksas i 2004.
6Vi er stor tak skyldig til PhD-stipendiat Kim Sass Mikkelsen for at finde frem til præsidenttaler og for bearbejdelse af disse i NVivo.
7Forskellene mellem landene er tilsvarende de, Bågenholm (2009: 14) finder på baggrund af partiernes manifester.
8For en metodediskussion se Bray 2008.
9Forløbet understøtter også Bågenholms (2009) pointe om, at korruptionstemaet især er en effektiv strategi for nyetablerede partier.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon