Katalin Miklóssy & Pekka Korhonen (red.)

The East and the Idea of Europe

Newcastle upon Tyne: Cambridge Scholars Publishing 2010 173 sider. ISBN 9781443825023

Bogen The East and the Idea of Europe består af artikler fra seks bidragydere, herunder også redaktørerne selv. Deres forskningsprofil er kort beskrevet i bogen. De er alle tilknyttet universiteter og har forsket i politologiske emner og forhold i international politik. Fem af dem er finske forskere, en er japaner. Denne sammensætning giver bidragene en særlig karakter, idet litteratur og kilder på sprog, der sjældent ses i vestlige udgivelser, er blevet brugt, såsom finsk, ungarsk, japansk samt græsk og russisk.

Artiklerne spænder vidt såvel i indhold som i metode. Nogle beskæftiger sig meget med begreber og definitioner på øst og vest, andre er meget konkrete og præcise om forholdene i bestemte lande som for eksempel Polen og Ungarn. En bog med så mange emner har sine fordele og sine ulemper. Det er interessant at få belyst mindre kendte sammenhænge ud fra grundige gennemgange af emnerne, men det kan være svært at se en sammenhæng i denne udgivelse. Det er i denne forbindelse også bemærkelsesværdigt, at bogen slutter uden en konklusion.

Det er tankevækkende at se de forskellige definitioner gennem tiderne på øst og vest og på opfattelserne af kultur og civilisation kontra barbari og periferi. Det er også interessant at se, hvorledes opfattelserne af grænserne mellem øst og vest ændres over tid. Bogens bidrag fokuserer på det 20. århundrede, men ser også ofte længere tilbage i tid. Bidragene handler især om Sovjetunionen/ Rusland og om Østeuropa, men diskuterer også Grækenlands placering mellem øst og vest.

Der er gode gennemgange af den geopolitiske tænkning i en række af landene. Overraskende er bidraget fra den japanske forsker Rio Takeuchi om synet på Vesten i Japan fra midten af det 19. århundrede og frem. Moderniseringen fremkaldte både beundring for Vesten, hvis teknik og adfærd blev efterlignet, og afstandtagen med betoning af gamle japanske dyder. Bidraget om Rusland ved Tapani Kaakkuriniemi viser den gamle debat i Rusland, især fra det 19. århundrede og frem, om Ruslands placering mellem Asien og Europa. Der er gode iagttagelser over udviklingen efter 1991, og især under Putin. Det betones, at den del af debatten, der fremhæver Rusland som hverken øst eller vest, men som en egen kultur fik fremgang efter 1999.

Bidrag om Polen og Ungarn skal ses som led i et opgør med det syn, at Den Kolde Krig mest handlede om stormagter. Her gøres opmærksom på, at også mindre magter havde en rolle og et manøvrerum. Katalin Miklóssy fremhæver, at Østeuropa fra 1960erne og 1970erne viste en egen kurs.

Man kan have sine tvivl, om visse konklusioner vedrørende nogle af de østeuropæiske lande. Nogle bidrag polemiserer mod det synspunkt, at Sovjetunionen undertrykte og udnyttede Østeuropa. De fremhæver, at Sovjetunionen i de første år også ydede stor hjælp til at sikre en industriel opbygning ved sovjetiske råvarer og ydede de nye regimer sikkerhed. Det sidste er et tvivlsomt argument, da flertallet i befolkningerne ikke ønskede disse påtvungne regimer, mens det første ser væk fra de folkeflytninger og den demontering af fabrikker, der også fandt sted. Sovjetunionen ydede bestemt ingen Marshall-hjælp.

Afsnittet om Polens modernisering i 1970erne nævner ikke dobbeltheden i Edward Giereks politik. Den bestod ikke kun i økonomisk modernisering via vestlige lån og vestlig teknologi, men også af forsøg på ideologisk stramning. Det sidste sås 1976–77 ved den offentlige debat om en forfatningsændring, der førte til formuleringer om partiets enemagt og om det evige venskab med Sovjetunionen – paragraffer, der førte til en stor debat i polske offentlighed, men alligevel blev udført. Der er heller intet om den polske kirkes vigtige rolle, der tilmed blev større efter valget af den polske pave i 1978. General Jaruzelski er stavet forkert på s. 85, og i note 63 staves ligeledes forfatternavnet (Matthew J.) Ouimet forkert.

Minna Rasku beskriver fra det 19. og 20. århundredes perspektiv udviklingen i grækernes syn på sig selv og omverdenens opfattelse af dem set i forhold til ideen om et Europa. Den Kolde Krig udgjorde her en undtagelse, fordi Grækenland blev opfattet som en del af Europa, medens opfattelserne før og efter var mere blandede. Var Grækenland efter 1991 en del af Balkan eller af Øst? Citatet af en græsk viceudenrigsministers selvforståelse i 1997 om det stabile Grækenlands store rolle i regionen er interessant læsning med den kritiske situation i Grækenland i 2010–11 in mente.

De mange indholdsrige bidrag og den udførlige litteraturliste, også over elektroniske kilder, giver en god baggrund for en uddybet beskæftigelse med de mange væsentlige emner.