Helene Carlbäck, Alexey Komarov & Karl Molin (red.)

Peaceful Coexistence? Soviet Union and Sweden in the Khrushchev Era

Baltic and East European Studies No 10 Huddinge/Moskva: Centre for Baltic and East European Studies/Institute for Universal History 2011 179 sider. ISBN 9789185139101

Khrusjtjov-æraen er interessant i såvel sovjetisk indenrigs- som udenrigspolitik. Det var en periode med store politiske svingninger: Khrusjtjovs (delvise) opgør med stalinismen, tøbrud og stramning i kulturlivet, »fredelig sameksistens« med Vesten og kriserne i Berlin og på Cuba. Den øgede adgang til de sovjetiske arkiver har givet såvel russiske som udenlandske forskere nye muligheder for at kaste lys over de dramatiske år.

I denne lille bog offentliggøres bidragene fra en konference i 2004 om forholdet mellem Sovjetunionen og Sverige. Ud over en introduktion består den af syv kapitler – fem skrevet af russiske og to af svenske forskere. Endelig er der en oversigt over russiske arkiver af relevans for bogens emne samt en litteraturliste.

Første kapitel om »Reflections on Soviet Foreign Policy, 1951–1964«, skrevet af Vladimir Petjatnov, beskriver ændringerne efter Stalins død og Khrusjtjovs konsolidering af sin personlige magt i 1955. Det officielle syn på øst-vest forholdet ændredes. Krig med de kapitalistiske stater var ikke længere uundgåelig. Men de ændrede »magtkorrelationer« og forestillingerne om, at Sovjetunionens økonomiske potentiale havde styrket landets internationale position og muliggjort en »fredelig sameksistens«, udelukkede ikke en fortsat ideologisk kamp om alliancer, rustninger og indflydelse i den Tredje Verden. Der var store udsving i den konkrete udenrigspolitik. Et gennemgående tema i bogens russiske bidrag er Khrusjtjovs uberegnelighed og ubesindige udenrigspolitik, der også blev hans politiske endeligt.

Det er imidlertid ikke alle bogens kapitler, der forholder sig præcist til bogens titel: forholdet mellem Sovjetunionen og Sverige i Khrusjtjovs æra. Det længste – og samtidig et af de mest interessante – kapitler er Maksim Korobotjkins om den sovjetiske ledelses syn på svensk neutralitetspolitik i årene 1945–50, herunder modstanden mod et Nordisk Forsvarsforbund, det vil sige før Khrusjtjov selv kom til magten. Ikke mindst beskrivelsen af meningsudvekslingerne mellem de russiske diplomater i Stockholm og deres foresatte i Moskva om politikken over for Sverige er interessant. Derimod bliver det lovlig bombastisk, når Korobotjkin skriver, at Norge »controlled the sea route from the Arctic Sea to the Atlantic« i denne periode (min udh.).

Et til tider noget spekulativt kapitel af Aleksej Filtov om Khrusjtjovs (og de øvrige lederes) holdning til Tysklandsspørgsmålet har meget lidt om Sverige. Lidt mere om Norden er der i Natalija Jegorovas kapitel om sovjetiske nedrustningsforslag og Khrusjtjovs reduktion af de sovjetiske væbnede styrker. Kapitlet er imidlertid præget af det evige problem med at sondre mellem motiver og argumenter i de officielle tilkendegivelser. I hvor høj grad var de sovjetiske ledere motiveret af deres »marxistiske analyse«, og i hvor høj grad var den blot en ideologisk klædedragt for andre motiver – i interne magtkampe og i forhold til omverdenen? Aleksej Komarovs »Khrushchev and Sweden« er mere essay end analyse. Kapitlet har lidt om Wennerström-affæren, men fortaber sig ellers i almindeligheder om Khrusjtjovs besøg i Sverige.

Karl Molin har bidraget med et kapitel om udenrigsminister Östen Undén, de sovjetiske »fredsoffensiver« og den svenske udenrigspolitiske debat. Ifølge Molin mente Undén, at hvis Sovjetunionen blev behandlet som enhver anden stormagt, ville den reagere med konstruktive bidrag til en fredelig udvikling. Han var modstander af følelsesmæssige og moralske tilkendegivelser i udenrigspolitikken: De ville blot forplumre de virkelige problemer. Endvidere burde regeringen ikke tage stilling til forhold, der ikke direkte berørte Sverige. En dansk læser kommer umiddelbart til at tænke på Peter Munch, der var Danmarks udenrigsminister i 1930’erne.

Nattefrostkrisen i 1958 og (især) Notekrisen i 1961 var helt centrale begivenheder, ikke blot i det finsk-sovjetiske forhold, men også i forholdet mellem Sovjetunionen og Sverige. Derfor er det en skam, at de russiske bidragydere ikke gør mere ud af de to kriser. Men heldigvis rummer bogen et kapitel (beskedent betegnet som »preliminary theses«), hvor den indsigtsfulde Krister Wahlbäck analyserer de to kriser og deres betydning. Både han og Korobotjkin føjer nuancer til den gamle diskussion om karakteren af »den nordiske balance«.

Forhåbentlig bliver det på et tidspunkt muligt at belyse, hvad den sovjetiske ledelse vidste om Sveriges militære samarbejde med USA/NATO. Der er ingen tvivl om, at GRU og de sovjetiske ledere kendte til samarbejdet, blandt andet (men ikke udelukkende) på grund af Stig Wennerströms afsløringer. Men hvor meget vidste de, hvornår vidste de det, hvordan fortolkede de det, og hvilken indflydelse fik det på politikken over for Sverige? De spørgsmål lader sig næppe besvare før der – som Wahlbäck skriver – måtte blive adgang til de sovjetiske militære arkiver.

Et tilbagevendende emne i det svensk-sovjetiske forhold var – til Khrusjtjovs store irritation – spørgsmålet om, hvad der var sket med Raoul Wallenberg. Flere kapitler omtaler også den sovjetiske kritik af »anti-sovjetiske« holdninger i svensk politik og presse. Derfor er det overraskende, at tildelingen af Nobelprisen i litteratur til Boris Pasternak i 1958 ikke er omtalt (selvom der findes et omfattende materiale om sagen i Det Russiske Statsarkiv for Samtidshistorie, RGANI). Pristildelingen, der også var en forbigåelse af Mikhail Sjolokhov, skabte stor vrede i den sovjetiske ledelse og energiske forsøg på at påvirke Nobelkomiteen. Sagen genåbnede det »gamle sår« fra 1933, hvor Maksim Gorkij blev forbigået til fordel for emigrantforfatteren Ivan Bunin.

Uanset mine kritiske bemærkninger, så er det positivt at møde seriøse russiske forskere, der på grundlag af de nu tilgængelige arkiver, bidrager til nuancering og nytolkning af sovjetisk udenrigspolitik under den Kolde Krig. I så henseende står de i markant kontrast til militærhistorikerne ved Generalstabsakademiets Institut for Militærhistorie og Akademiet for Geopolitiske Spørgsmål, der under betegnelsen »forskning« producerer apologier for sovjetisk udenrigspolitik og ideologisk underbygning af nutidens russiske stormagtsambitioner.

Bogen rummer som nævnt dels russiske, dels svenske bidrag. Næste skridt i udforskningen af forholdet mellem Sovjetunionen og Norden bør blive fælles russisk-nordiske forskningsbidrag, hvor de to siders forskellige data og perspektiver integreres i sammenhængende fremstillinger – sådan som det i stigende grad er tilfældet i amerikansk-sovjetisk forskning i den Kolde Krig.