Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Norden som atomvåbenfri zone

Anne-Mette Anker Hansen (f. 1964), Cand.mag. med østeuropastudier som hovedfag og humanistisk informatik som bifag. Hun arbeider som freelance skribent og oversætter.

  • Side: 219-242
  • Publisert på Idunn: 2011-10-26
  • Publisert: 2011-10-26

Abstract: The Nordic Nuclear Weapon Free Zone. Soviet Involvement in the Danish Peace Movement in 1981

The article examines Soviet involvement in the Danish campaign for a Nordic nuclear weapon free zone in 1981. During spring and summer that year, three major events promoting the idea of a Nordic zone took place in Denmark: a Nordic Peace Congress in Aalborg, the publication of an appeal in Danish newspapers and a peace march from Copenhagen to Paris. The analysis suggests that Moscow played a major role in these initiatives, with the climax being marked by a statement from CPSU General Secretary Leonid Brezhnev in which he alluded to parts of North-Western Russia being included in a nuclear weapon free zone. This case study explores how Soviet authorities attempted to influence Western audiences. On the one hand, in this particular case the planning and timing of the Soviet initiatives seemed quite successful, while on the other the sources reveal a rigid system with little room for improvisation when confronted with the complex reality of a democratic society.

Keywords: Nordic nuclear weapon free zone, Soviet influence, peace movements, CPSU peace initiatives, KGB

Den sovjetiske involvering i fredsarbejdet i Danmark 1981

Sovjetunionen og de øvrige østbloklandes involvering i de vestlige fredsbevægelser under den kolde krig er almindeligt kendt og anerkendt i forskningen.1 Spørgsmålet er blot hvilken betydning, man skal tillægge denne involvering. Her er der stor forskel på hvilken periode, man beskæftiger sig med og hvilket fokus, man vælger. Ser man f.eks. på 1950’erne, er der i Danmark ikke den store uenighed om, at Sovjetunionen spillede en central rolle i mobiliseringen af fredskræfterne i Vesteuropa. At Stockholm-appellen mod atomvåben fra 1950 var et sovjetisk initiativ, eller at kommunistisk domine rede organisationer som Fredens Tilhængere i Danmark fungerede som centrale aktører i datidens fredskamp, synes at være udsagn som forskere, der ellers har en meget forskellig tilgang til emnet, kan samles om (se f.eks. Jensen 1999: 387–418, 505–49; DIIS 2005: bd. 1: 383–96; Mariager & Schmidt 2009; Rasmussen u.d.).

Anderledes forholder det sig med 1980’ernes fredsbevægelser. Her er meningerne i høj grad delte. Nogle ser en meget klar og direkte sammenhæng mellem de mange initiativer, der fra omkring 1980 begyndte at udgå fra Moskva, og fredsbevægelsernes opblomstring i Vesten, mens andre betragter sidstnævnte som en selvstændig og spontant opstået protestbevægelse, der primært skyldtes USA’s oprustning under præsident Ronald Reagan (se nedenfor i afsnit om forskningen).

Alt efter hvor kategorisk man udlægger teksten, behøver disse to synspunkter faktisk ikke at udelukke hinanden. Meget tyder f.eks. på, at de danske fredskræfter indgik i en dynamisk proces med de sovjetiske påvirkningsinstanser, hvor begge parter tog initiativer og gensidigt påvirkede hinanden. Intensiteten og effekten af den sovjetiske påvirkning har efter alt at dømme også vekslet fra tid til anden, og det var ikke uden betydning, hvilke fredsorganisationer, der havde overtaget i mållandet – om det var Moskva-loyale kræfter eller Moskva-uafhængige. I Danmark eksisterede der en kommunistisk domineret fredsorganisation, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK), og forskellige uafhængige bevægelser, hvoraf den mest markante var Nej til Atomvåben (Villaume 2005: 301).2 De havde hver deres måde at indgå kontakter med østbloklandene på, og de satte til hver deres tid præg på 1980’ernes fredskamp. I midten af 1980’erne synes f.eks. Nej til Atomvåben at have haft en vis gennemslagskraft med sit budskab om, at de østeuropæiske landes dissidentorganisationer skulle inkluderes i fredskampen.3 I begyndelsen af 1980’erne var det derimod SAK, der spillede rollen som fredsbevægelsens primus motor. Det var efter alt at dømme SAK, der stod som hovedorganisator for en større kampagne, som havde til hensigt at markedsføre ideen om Norden som atomvåbenfri zone i foråret og sommeren 1981. Det interessante ved denne kampagne er, at vi gennem nogle konkrete eksempler kan dokumentere Moskvas involvering.

Det er Moskvas involvering i lanceringen af Norden som atomvåbenfri zone i Danmark i 1981, der er emnet for denne artikel. Fremstillingen har form af en case, der sammenkæder og analyserer nogle af de konkrete sovjetiske tiltag i kampagnen. Min case kan ses som et bidrag til en yderligere forståelse af Sovjetunionens udenrigspolitiske tiltag i forhold til de vestlige fredsbevægelser i begyndelsen af 1980’erne. Med et kildemateriale, der kaster nyt lys over kampagnen »Norden som Atomvåbenfri Zone«, og med en analyse, der sætter disse kilder i sammenhæng, kan der føjes nye nuancer og detaljer til fremstillingen af både sovjetisk påvirkningspolitik i 1980’erne og forståelsen af de instanser, der var involveret i påvirkningsforsøgene samt hvor stor betydning zoneideen havde i den sovjetiske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Forskningen i fredsbevægelsen og den sovjetiske påvirkning

Ser man på forskningen i fredsbevægelsen og den sovjetiske påvirkning, kan det være hensigtsmæssigt at sondre mellem de fremstillinger, der har fredsbevægelsen som den primære genstand for deres analyse, og dem, der har fokus på Sovjetunionens/østblokkens påvirkningspolitik. I det følgende gennemgås nogle af de vigtigste og mest aktuelle danske fremstillinger, der har fredsbevægelserne/østblokkens påvirkning som tema. Derudover har jeg valgt at fremhæve to nye artikler fra det tyske historiske tidsskrift Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, fordi de illustrerer, hvor vanskeligt det kan være at krydse de usynlige fronter, som desværre er meget skarpt optrukne i koldkrigsforskningen, og som ofte spærrer for en nuanceret forståelse af den sovjetiske påvirkningspolitiks betydning.

Blandt de værker, der har fredsbevægelsen som primært forskningsobjekt, kan nævnes Søren Hein Rasmussens Sære alliancer (1997) og Judith Winthers Politik fra neden (1992). Begge behandler de 1980’ernes danske fredsbevægelser, men hvor Rasmussen baserer sin fremstilling på en grundig og veldokumenteret gennemgang af de mange forskellige bevægelser, deres agendaer og organisation, synes Winther i højere grad at se fredsbevægelserne fra sit eget aktivistiske synspunkt.4 Winthers bog har mange gode og oplysende detaljer, men på trods af noteapparat og en analyserende tilgang skinner de personlige holdninger klart igennem som f.eks. i følgende udokumenterede konstatering:

Af værker, der har østblokkens påvirkningspolitik som primært fokus skal først og fremmest nævnes DIIS’ udredning Danmark under Den Kolde Krig (2005). Den var bestilt af Folketinget, som ønskede en undersøgelse af Danmarks sikkerhedspolitiske situation under den kolde krig. Resultatet blev en omfattende fremstilling af periodens store sikkerhedspolitiske spørgsmål – ikke mindst truslen fra Øst. I en kronologisk gennemgang har DIIS systematisk beskrevet dansk sikkerhedspolitik og Warszawapagtens aktiviteter rettet mod Danmark. Der findes en overordnet skitsering af apparatet for østlig påvirkning (DIIS 2005: bd. 1: 367 ff.), og ellers undersøges østblokkens strategier og kampagner i forhold til den danske opinion samt særlige interessegrupper (f.eks. fredsbevægelserne) og Danmarks Kommunistiske Parti. Afsnittet om påvirkningspolitikkens mål og temaer i perioden 1979–91 bygger på omfattende kilde- og arkivstudier og er et værdifuldt bidrag til dokumentationen af østblokkens tiltag i forhold til offentligheden (især fredsbevægelserne) i Danmark (DIIS 2005: bd. 3: 307–54). Konklusionen synes imidlertid at bevæge sig på et så overordnet niveau, at man sidder tilbage med en lang række ubesvarede spørgsmål om, hvad der egentlig kan udledes af det omfattende eksempelmateriale, som er blevet fremlagt i det empiriske afsnit.

PET-kommissionens bind 13, KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark (Heiberg 2009) omhandler en vigtig instans i det sovjetiske påvirkningsmaskineri, nemlig sikkerheds- og efterretningstjenesten KGB. Fremstillingen undersøger bl.a. sagerne om forfatteren Arne Herløv Petersen og den sikkerhedspolitiske reporter Jørgen Dragsdahl, der af PET begge blev mistænkt for at være såkaldte indflydelsesagenter. Den giver et udmærket indblik i KGB’s måde at hverve og føre agenter på. Den kildekritiske analyse er imidlertid problematisk (jf. Hansen 2009–10; Hansen 2010).

PET-kommissionens bind 10, PET’s overvågning af protestbevægelser (Mariager & Schmidt 2009), gennemgår i stil med Rasmussen de mange forskellige danske fredsorganisationer, men den primære genstand for undersøgelsen her er PET’s overvågning af de forskellige fredsgrupper. Dette fokus har som naturlig følge, at også Sovjetunionens involvering i fredsbevægelsen bliver en del af fremstillingen, da det netop var denne involvering, PET interesserede sig for. I en ganske kort gennemgang af Sovjetunionens rolle i forbindelse med Norden som atomvåbenfri zone, tages en udenlandsk efterretningstjeneste til indtægt for det synspunkt, at »Sovjetunionen væsentligst havde slået sig på og yderligere kultiveret en kampagne, der allerede var sat i gang i Danmark og Norge« (ibid.: 319). Mariager og Schmidt konkluderer, at man på grundlag af PET’s akter hverken kan bekræfte eller afkræfte denne tolkning. Nærværende artikel vil forsøge at komme lidt nærmere et svar.

Koldkrigsdiktomien

Fredsbevægelserne i 1980’erne er et følsomt anliggende. Perioden er tæt på, og fronterne i forskningen – og den politiske debat – er trukket skarpt op. I dansk forskning er det vanskeligt at finde fremstillinger, der forholder sig åbent og undersøgende til både fredsbevægelserne og Moskvas fredspolitiske tiltag. Skildringer af kompleksiteten i 1980’ernes fredskamp er stort set fraværende. Især nuancerede analyser af Moskvas involvering og betydningen heraf mangler.

Et aktuelt eksempel på hvor svært det er at behandle den sovjetiske involvering i de vestlige fredsbevægelser uden at afspore diskussionen, er to indlæg i det tyske historiske tidsskrift Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte. Det ene, en artikel af Gerhard Wettig, omhandler Sovjetunionens rolle i opgøret om NATO’s dobbeltbeslutning (Wettig 2009).5 En af Wettigs pointer er, at Sovjetunionen satsede massivt på at udnytte sit netværk i Vesteuropa til at påvirke den offentlige mening mod NATO’s dobbeltbeslutning. Han fremhæver bl.a. den såkaldte Krefeld-appellen, der var rettet mod opstillingen af de amerikanske raketter, som et eksempel på en kommunistisk styret kampagne, der angiveligt indgød fredsfolket den illusion, at så længe man kunne hindre amerikanerne i at opstille raketter i Europa, så længe kunne man også hindre rustningskapløbet i at løbe løbsk (Wettig 2009: 232).

Wettigs artikel er for nylig blevet mødt med skarp kritik af Holger Nehring og Benjamin Ziemann. De kritiserer Wettig for blindt at fokusere på Moskvas indflydelse og for at overse de sociologiske og historiske forklaringsmodeller, der lader fredsbevægelsens egne motiver komme til orde (Nehring & Ziemann 2011: 81–83). Deres kritik har rod i en konstruktivistisk forklaring af de motivmønstre, som lå til grund for engagementet i fredsbevægelserne. Den måde flere og flere mennesker opfattede atomtruslen på, blev angiveligt en katalysator for fredsbevægelsernes vækst. Emotionelle faktorer, der ofte overses i traditionelle faghistoriske fremstillinger, træder hos Nehring og Ziemann i forgrunden som begrundelse for fredsbevægelsernes opståen i 1970’erne. Angsten for atomstråling, religiøse dommedagsforestillinger og ikke-volds-filosofi, er nogle af de motivmønstre, som ifølge de to historikere har spillet en væsentlig rolle i mobiliseringen af de vesteuropæiske fredskræfter (ibid.: 85, 89–90). De forklaringsmodeller, Nehring og Ziemann fremhæver, er både plausible og interessante, men de handler om noget andet end det, Wettig beskriver i sin artikel. Tager man den historiske kontekst i betragtning kunne man også spørge om ikke de motivmønstre, der skitseres hos Nehring og Ziemann, såsom religiøse overbevisninger eller angst for atomar stråling, er en kende for stiliserede.

Motiver og handlemønstre er oftest sammensatte. Det er rammerne for motivernes og handlemønstrenes opståen også. Beatrice de Graf har f.eks. i sit værk om DDR’s involvering i den hollandske kirkelige fredsbevægelse dokumenteret, at religiøst motiverede bevægelser uden nogen vanskeligheder lod sig infiltrere af DDR’s statssikkerhedstjeneste (de Graf 2007). Motiverne opstår i en kontekst – og en del af konteksten for fredsbevægelserne udgjordes i både 1970’erne og 1980’erne af Moskvas og de øvrige østbloklandes forsøg på at øve indflydelse. Det er muligt, at disse forsøg ikke havde nogen effekt, men det kan man strengt taget ikke vide, før man har undersøgt det.

Denne artikel og forskningen

Denne artikel kan betragtes som en uddybning af eller supplement til DIIS-udredningens afsnit om »Norden som atomvåbenfri zone« (DIIS 2005: bd. 3: 141–71) og »Østlige aktiviteter rettet mod Danmark 1979–1991« (ibid.: 307–84) samt PET-kommissionens redegørelse for kampagnen »Norden som Atomvåbenfri Zone« (Mariager & Schmidt 2009: 319). I modsætning til DIIS og PET-kommissio nen, der har haft bundne opgaver, som har sat nogle begrænsninger for deres arbejde med kilderne,6 har forfatteren til denne artikel kunnet vælge et afgrænset casestudy, der giver mulighed for at gå mere i dybden med materialet og se de sammenhænge, kilderne antyder.

Kildegrundlaget

De kilder, der ligger til grund for analysen, stammer i alt væsentligt fra tre forskellige arkiver: SAK’s arkiv, som findes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København, Politiets Efterretningstjenestes Arkiv samt »fredssamlingen« i Bukovskij Arkivet, som er tilgængelig digitalt.7 Materialet fra SAK består af et referat fra et planlægningsmøde samt en årsberetning. Kilderne har i det følgende været brugt til at rekonstruere forløbet af de arrangementer og begivenheder, der fandt sted i foråret og sommeren 1981. Der er tale om rent praktiske oplysninger (f.eks. hvor og hvornår, der skal arrangeres en kongres), og som sådan byder de ikke på ekstraordinære kildekritiske problemstillinger.

Kilderne fra Bukovskij Arkivet har alle deres oprindelse i Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP) Centralkomités Sekretariat og vedrører alle fredssagen. Det drejer sig om beslutninger taget på allerøverste niveau. Centralkomiteens sekretariat servicerede det øverste beslutningstagende organ Politbureauet, som dog ikke blev involveret i rutinesager. Hvis der var tale om vigtige beslutninger kan vi imidlertid se, at dokumenterne har været sendt til godkendelse i Politbureauet. Det gælder f.eks. en forordning fra april 1980 om at mobilisere offentligheden i Vesteuropa mod NATO’s dobbeltbeslutning.8 Nogle af kilderne afspejler, hvorledes de sovjetiske fredsinstanser bliver beordret til at varetage forskellige praktiske funktioner såsom at invitere bestemte personer eller organisationer til møder i Moskva eller betale penge til bestemte fredsformål. F.eks. kan man i en protokoludskrift læse, at Palmekommissionen skal inviteres til Moskva i april–maj 1981, og at kommissionen i denne forbindelse skal have udbetalt 10.000 dollar.9 Disse kilder giver et indblik i det kæmpe bureaukrati og de økonomiske transaktioner, der var involveret i Sovjetunionens »fredsapparat« og viser tillige hvor lidt, der var overladt til tilfældighederne.

Vigtige beslutninger, der omhandler fremadrettede kampagner, er fulgt af handleplaner, som fortæller hvilke instanser, der skal involveres og hvem eller hvad, indsatsen er rettet mod. I den ovennævnte forordning om mobilisering af den vesteuropæiske offentlighed mod NATO’s dobbeltbeslutning hedder det bl.a., at instruksen skal gives videre til alle sovjetiske repræsentanter i internationale demokratiske organisationer, at de sovjetiske nyhedsagenturer og massemedier skal skærpe deres kritik af den beslutning, NATO har taget under pres fra USA, og vise at både den sovjetiske offentlighed og de fredselskende kræfter i udlandet støtter de sovjetiske afspændingsforslag. Desuden skal samtlige europæiske broderpartier informeres om den planlagte aktivering af offentlige demonstrationer mod NATO’s beslutning. Det fremgår endvidere, at kampagnen mod NATO’s planer skal times sådan, at den får størst intensitet op til NATO’s møde i maj–juni 1980. Dokument vidner om hvor mange ressourcer, der blev sat ind i kampagnen mod NATO, om de forskellige instanser, der blev involveret i Vesten, og samspillet mellem de sovjetiske ambassader i Vesteuropa og Centralkomiteen i Moskva i udarbejdelsen af planerne.

Der er flere forordninger af samme type i Bukovskij Arkivet. Tilsammen giver de et indblik i det sovjetiske kommunistpartis fredspolitik i 1970’erne og 80’erne, hvilke kampagner, der blev ført og hvilke sager, man vægtede. Men hvad der skete i praksis – om kampagnerne lykkedes eller ej – må vi søge dokumenteret andetsteds. Her kan Politiets Efterretningstjenestes Arkiv give vigtige indsigter. PET overvågede en væsentlig del af fredsbevægelsernes aktiviteter og indhentede rutinemæssigt informationer om, hvad der foregik. Især hvis man søger at finde ud af hvordan Moskvas fredspolitik udfoldede sig på et lavpraktisk niveau, kan man i PET’s arkiv finde eksempler på sovjetiske diplomaters og KGB officerers omgang med deres danske kontakter i f.eks. fredsbevægelserne.

Jeg har i det følgende gjort brug af dokumenter fra Arne Herløv Petersen-sagen til at beskrive et eksempel på, hvordan det Moskvastyrede fredsarbejde foregik i praksis. Derudover en kilde som fortæller om sovjetiske Københavnkorrespondenters tiltænkte rolle i kampagnen i sommeren 1981. Desværre er PET’s afklassificering i visse tilfælde behæftet med pålæg om ikke at afsløre såkaldte indhentningsmetoder, hvilket lægger visse begrænsninger på muligheden for nærmere omtale af kilden.

Zoneideen

Selve begrebet atomfri zone er næsten lige så gammelt som den kolde krig. Det blev introduceret i 1957 af den polske udenrigsminister, Adam Rapacki, som over for FN’s Generalforsamling fremsatte en plan om en atomvåbenfri zone i Centraleuropa. Året efter foreslog den sovjetiske ministerpræsident, Nikolaj Bulganin, på forsiden af Pravda den danske og norske regering en såkaldt »Nordisk Fredszone«. Fem år senere, i 1963, fremsatte den finske præsident, Urho Kekkonen, sin plan om Norden som atomvåbenfri zone, bl.a. med den begrundelse at regionen på denne måde ville holde sig uden for de internationale spændinger. Kekkonens plan blev mødt med bifald i Moskva. Senere fremsatte han flere gange sin nordiske zone-plan. I november 1980 blev den fremhævet i et sovjetisk-finsk kommuniké som resultat af præsident Kekkonens besøg i Moskva (Nevakivi 1997: 72–81; Pravda 18. november 1980).10

På FN’s 10. ekstraordinære generalforsamling vedrørende nedrustning i 1978 kom zoneideen til at indtage en plads i slutdokumentets handlingsprogram, hvor det bl.a. hed at »Oprettelsen af kernevåbenfri zoner på basis af aftaler, der er frit indgået blandt staterne i den pågældende zone, udgør en vigtig nedrustningsforanstaltning« (UN 1978: pkt. 60–62). Ledende nordiske socialdemokrater var også med til at sætte zonespørgsmålet på den politiske dagsorden. Et kardinalpunkt var imidlertid hvilke områder, der skulle indgå i zonen. Således havde den norske socialdemokrat Jens Evensen i oktober 1980 foreslået, at Norden blev erklæret for atomvåbenfri zone, og statsminister Odvar Nordli havde udtrykt sympati for tanken, men mente, at der måtte være tale om en bredere europæisk sammenhæng (DIIS 2005: bd. 3: 141). Også i Danmark fremhævede Socialdemokratiet på omtrent samme tidspunkt, at Norden ikke kunne være atomvåbenfrit, »så længe de sovjetiske atomvåben pegede mod de nordiske lande«. En atomvåbenfri zone kunne kun blive aktuel i en overordnet europæisk sammenhæng og på begge sider af jerntæppet (ibid.: 142–43).

I Danmark slog zoneideen først for alvor an i 1981, da danske fredsorganisationer og aktivister gennem en række forskellige arrangementer fremsatte kravet om Norden som atomvåbenfri zone. Kilderne vidner om, at de sovjetiske påvirkningsinstanser var involveret i indsatsen omkring lanceringen af zoneideen (se nedenfor). Den konkrete udførelse og planlægning af de mange arrangementer, møder, aktioner og marcher stod fredsbevægelserne imidlertid for. SAK spillede her en hovedrolle.

Den danske fredsbevægelse i 1980’erne

Netop SAK var i 1970’erne og frem til efteråret 1981 den dominerende fredsorganisation i Danmark. Komiteen, som blev stiftet i 1974, var organiseret under den sovjetiske frontorganisation Verdensfredsrådet (DIIS 2005: bd. 3: 331–33; Mariager & Schmidt 2009: 280).11 Som paraplyorganisation havde den adskillige ikke-kommunistiske organisationer og enkeltmedlemmer under sig, bl.a. Aldrig mere Krig og Radikal Ungdom. SAK’s politiske budskaber afveg dog ikke mange tommer fra Moskvas: USA blev tilskrevet et eneansvar for oprustningen, og Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 og indførelsen af krigsretstilstand i Polen i 1981 blev forsvaret. Dette skyldtes at det var Danmarks Kommunistiske Parti, der reelt dominerede beslutningsgangene (DIIS 2005: bd. 3: 331–32; Mariager & Schmidt 2009: 290–301, 307–24).

Nej til Atomvåben, der var den største og mest markante af de uafhængige fredsbevægelser, mente i modsætning til SAK, at ansvaret for oprustningen måtte fordeles ligeligt mellem de to supermagter. Organisationen blev stiftet i 1980 og indgik i det europæiske fredsnetværk European Nuclear Disarmament (END), der anså det for sin hovedopgave at arbejde for oprettelsen af atomfrie zoner. Nej til Atomvåben samarbejdede med de officielle fredsorganisationer i østbloklandene (dvs. med myndighederne), men i modsætning til SAK var de ikke en organiseret del af dette samarbejde. Organisationen var en uafhængig bevægelse, og en ikke uvæsentlig del af deres arbejde bestod i at etablere kontakt til og varetage forbindelsen med dissidentorganisationer i Østeuropa. Da Nej til Atomvåben samtidig på det skarpeste kritiserede både den sovjetiske invasion af Afghanistan og general Wojciech Jaruzelskis magtovertagelse i Polen, og i det hele taget havde mange indvendinger mod både de politiske og menneskeretlige tilstande i østblokken, var organisationen ikke lige velset af myndighederne i Warszawapagt-landene. I 1982 blev for eksempel organisationen af DDR’s ambassadør i Danmark betegnet som direkte antikommunistisk (DIIS 2005: bd. 3: 335–37; Mariager & Schmidt 2009: 343–50).

Fælles for SAK og Nej til Atomvåben var imidlertid deres modstand mod NATO’s dobbeltbeslutning og deres bestræbelser for at gøre Norden atomvåbenfri. En af SAK’s kongstanker var, at man skulle samles om de krav og paroler, man kunne blive enige om, og undlade at fokusere på uenighed. Den såkaldte aktionsenheds fordele, var dog ikke altid lige indlysende for medlemmer af Nej til Atomvåben.12 Som en organisation, der havde atomvåbenfrie zoner som sin mærkesag, tilsluttede Nej til Atomvåben sig naturligvis kampagnen om Norden som atomfri zone i 1981, men efter alt at dømme havde den nystiftede organisation en underordnet rolle. Det var SAK, der fungerede som primus motor. Spørgsmålet er imidlertid hvor tæt SAK samarbejdede med Moskva, og hvordan samarbejdet foregik. Disse konkrete aspekter af 1980’ernes fredsbevægelser og -politik, er kun sporadisk beskrevet i forskningen.

Sovjetiske initiativer i forhold til fredssagen i Norden op til 1981

På det overordnede plan ved vi lidt mere om mål og midler i Kremls fredspolitik. Målet var at påvirke opinionen i de vestlige lande, så befolkningerne blev venligt stemt over for den sovjetiske politik og det sovjetiske system. Her var fredssagen en vigtig trumf. Fred var et brand, der kunne sælges i Vesten, i modsætning til kommunisme. Og en væsentlig del af den sovjetiske propaganda bestod i at fremstille socialismen som fredens ideologi og kapitalismen som krigens. I denne fremstilling kom Sovjetunionen til at stå som garant for freden. Til at udbrede propagandaen havde man et stort og bureaukratisk apparat, der udgik fra SUKP’s Centralkomité (jf. DIIS 2005: bind 3: 307–19).13

Det maskineri, der stod for påvirkning af opinionen i udlandet, havde instanser både i partiet og statsadministrationen. Den vigtigste instans inden for partiet var Centralkomiteens Internationale Afdeling, der som hovedopgave skulle sørge for, at Sovjetunionens udenrigspolitiske linje blev fulgt. Afdelingen varetog forbindelsen til broderpartierne i de ikke-kommunistiske lande og til de såkaldte samfundsorganisationer, et netværk af foreninger og organisationer, hvis formål det var at påvirke kultur og foreningsliv i landene uden for østblokken. Disse skulle som det hed »analysere processer og stemninger i samfundet og (…) øve den for os nødvendige indflydelse på begivenhedernes gang gennem den offentlige mening« (DIIS 2005: bd.1: 369, 371). Inden for statsadministrationen var det først og fremmest Udenrigsministeriet med sine repræsentationer i de forskellige vestlige lande, der sørgede for både politiske og kulturelle fremstød (DIIS 2005: bd. 1: 374–76). En af ambassadernes væsentlige funktioner var tillige at huse de såkaldte KGB-residenturer. Under diplomatisk dække deltog efterretningsofficerer i det påvirkningsarbejde, der fandt sted i forhold til fredsbevægelserne. Herudover spillede de statskontrollerede sovjetiske massemedier også en vigtig rolle i udbredelsen af fredspropagandaen.14

Påvirkningsindsatsen foregik både åbent og skjult. Samfundsorganisationerne stod sammen med et verdensomspændende net af frontorganisationer i vid udstrækning for den åbne indsats. Et indsatsområde kunne f.eks. være at arrangere en af de mange sovjetisk organiserede internationale fredskongresser, hvor fredsaktivister blev fløjet ind fra alle verdenshjørner på den sovjetiske stats regning.15 Den skjulte påvirkning blev primært varetaget af KGB. Påvirkningsaktionerne blev omtalt som »aktive foranstaltninger«, og havde til hensigt i det skjulte at påvirke den politiske situation i mållandet til fordel for Sovjetunionen og de øvrige østbloklande (Mitrokhin 2002: 13). En del af denne påvirkning bestod, som vi skal se i det følgende, i at få plantet sovjetiske budskaber i danske medier, uden at de kunne spores tilbage til deres sovjetiske ophav.

Af Bukovskij Arkivet kan vi se, at Centralkomiteens fredsinstanser i årene 1980–81 var travlt optaget af diverse kampagner og konferencer.16 Den overordnede sovjetiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje i forhold til Europa var i disse år rettet mod NATO’s eventuelle opstilling af atombærende raketter. I november 1980 kom der en forordning fra Centralkomiteen »Om tiltag for yderligere aktivering af den fredselskende offentligheds virksomhed i lys af resultaterne fra Folkenes Verdensparlament for Fred«.17 Hovedbudskabet var, at de sovjetiske samfundsorganisationer »med udgangspunkt i [Centralkomiteens] forordning om internationale forhold i 1980 og i kammerat Brezjnevs udtalelser« skulle udnytte de resultater, der var opnået på Folkenes Verdensparlament for Fred (dvs. Verdensfredsrådets kongres i Sofia 23.–27. september 1980) så »masseaktionerne for en resolut afvisning af de militaristiske kræfters intriger« ville nå nye højder. Et af de resultater, man havde opnået på Folkenes Verdensparlament for fred i Sofia var en aftale om, at der skulle afholdes en nordisk fredskonference i Danmark i foråret 1981. 18

Centralkomiteen udpegede 1981 som et kulminationens år i fredskampen, hvilket afspejles i Verdensfredsrådets handlingsprogram, hvor 1981 beskrives som »året, hvor fredskræfternes afgørende offensiv« skulle sættes ind. Norden som atomvåbenfri zone var et af indsatsområderne i Verdensfredsrådets program.

Kampagnen »Norden som Atomvåbenfri Zone«

Selvom zoneideen som nævnt kan føres tilbage til 1950’erne, og i 1978 igen var blevet sat på verdenssamfundets dagsorden med FN’s slutdokument, var der i Danmark hverken nogen politiske tiltag eller folkelige manifestationer af betydning i forhold til zonebudskabet før 1981. Hvad var det, der gjorde, at ideen om Norden som atomfri zone blev lanceret i en større kampagne i netop 1981?

De initiativer, der blev taget i 1980, herunder det tidligere omtalte sovjetisk-finske kommuniké om Norden som atomvåbenfri zone og Centralkomiteens forordninger rettet mod NATO, må ses som en væsentlig baggrund for Moskvas engagement i den nordiske fredssag og Norden som atomvåbenfri zone. Men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvor det oprindelige initiativ til at relancere zoneideen stammede fra. En mulighed er, at budskabet om zonen og om 1981 som et afgørende år i fredskræfternes kamp mod vestlig oprustning, er blevet kanaliseret ud til fredsbevægelser i Norden fra Moskva gennem de nationale kommunistpartier og de sovjetiske frontorganisationer (i Danmark SAK), som derefter er gået i gang med planlægningen af arrangementer. En anden mulighed er, at inspirationen gik den anden vej; at Moskva reagerede på zone-initiativer fra vesteuropæiske fredskredse og fandt tiden moden til en relancering af ideen. Den omstændighed, at END (det netværk som Nej til Atomvåben indgik i) i april 1980 udsendte en appel, der bl.a. argumenterede for et atomvåbenfrit Europa fra Polen til Portugal, kan have haft en betydning. Det er muligt, at Moskva har villet appellere til den nye fredsorganisation ved at fremhæve den del af deres dagsorden, som END var enige med den kommunistiske fredsbevægelse om – nemlig Norden som atomvåbenfri zone.

Hvad vi ved, er at Folkenes Verdensparlament for Fred i Sofia i september 1980 havde været arnested for initiativer og planer om arrangementer, herunder en nordisk fredskonference i Danmark der skulle løbe af stabelen i foråret 1981 (Neues Deutschland 2. oktober 1980).19 Selve arrangementet omkring konferencen var tilsyneladende faldet på plads, da SAK afholdt landsmøde på Slagelse Gymnasium 7. februar 1981. SAK’s sekretær Carl Rosschou fremlagde her Samarbejdskomiteens arbejdsprogram for 1981, hvori det bl.a. hed at

der i samarbejde med fredsbevægelserne i de øvrige nordiske lande samt fagbevægelsen i Nordjylland [afholdes] en fællesnordisk konference i Ålborg om Norden som atomfri zone. Det skal foregå i Ålborghallen i weekenden den 23.–24. maj. Op til konferencen skal der arbejdes med udbredelsen af en appel om atomvåbenfri zoner i samtlige nordiske lande. Den 21. juni gennemføres over hele Europa aktioner for atomfri zoner efter opfordring fra Bertrand Russel Peace Foundation i London.20 Der forhandles i øjeblikket med bl.a. Nej til Atomvåben, International Liga for Fred og Frihed og FN-forbundet om fælles initiativer i Danmark.21

KGB’s involvering i kampagnen

Den appel om atomvåbenfri zoner, som Rosschou omtaler, var med stor sandsynlighed den, som forfatteren Arne Herløv Petersen fik offentliggjort i Land og Folk 23.–24. maj (samme weekend som Nordisk Fredskonference blev afviklet i Ålborg) og i Information 30.–31. maj med overskriften: »Appel fra danske billedkunstnere og forfattere – Atomfri zone i Norden«. En lang række kendte og folkekære danske kunstnere havde skrevet under på appellen, bl.a. Benny Andersen, Erik Clausen og Jesper Klein. Hvad underskriverne ikke vidste (fordi Arne Herløv Petersen ikke havde fortalt dem det) var, at annoncekampagnen foregik i samarbejde med en medarbejder på den sovjetiske ambassade, KGB-officeren Vladimir Merkulov.22 Herløv Petersens tekst til appellen var bestilt af KGB, som også betalte ham 7000 kr. for hans indsats.23

Appellen var en af KGB’s aktive foranstaltninger, og den måtte således ikke kunne spores tilbage til dens sovjetiske ophav. Set i denne sammenhæng er det interessant, at appellen blev trykt i det kommunistiske dagblad Land og Folk. Det skete heller ikke med KGB’s billigelse. Merkulov havde udtrykkeligt givet Herløv Petersen besked på ikke at offentliggøre appellen i Land og Folk. Hvorfor havnede den der så alligevel? Formodentlig af den banale årsag, at Herløv Petersens føringsofficer ikke kunne forklare ham de dyberelig gende detaljer i den påvirkningsoperation, han var en del af. KGB’s kontakter blev ikke indviet i tjenestens modus operandi; over for disse optrådte føringsofficererne som diplomater – ikke som KGB-folk. Så da Herløv Petersen spurgte, hvorfor han ikke måtte offentliggøre annoncen i Land og Folk, kunne Merkulov ikke fortælle ham den egentlige grund – at man risikerede at afsløre kildens ophav. I stedet kom han med følgende uldne forklaring: »Arne, jeg mener, hvis det koster dyrt, vi kan sætte den først i Information…«.24 Med denne begrundelse har det formodentlig ikke stået lysende klart for annoncens tekstforfatter, hvorfor den ikke måtte trykkes i Land og Folk. Det sovjetiske påvirkningsapparat kunne måske nok sætte ting i gang, men de kunne ikke styre selve processen. For at KGB kunne styre en påvirkningsoperation krævede det som minimum, at deres kontakter havde forstået den konspiration, de var en del af. Noget tyder på, at dette ikke var tilfældet med Herløv Petersen.25

Når der er grund til at mene, at KGB’s annoncekampagne var koordineret med Nordisk Fredskonference 23.–24. maj, er det ikke kun pga. SAK’s arbejdsprogram for 1981, men også fordi Herløv Petersen selv nævner, at det var meningen, at annoncen skulle bringes lige op til konferencen.26 Som omtalt kom offentliggørelsen ikke op til, men samtidig med konferencen. Timingen for trykningen af annoncerne gik åbenbart heller ikke helt efter planen.

Nordisk Fredskonference i Ålborg

Nordisk Fredskonference i Ålborg i maj 1981 var en af de største fredskongresser, der blev afholdt i Danmark. Der var over 1.200 deltagere, og i forbindelse med konferencen indsamlede SAK 75.000 underskrifter, der opfordrede regeringen til at erklære Norden som atomvåbenfri zone (DIIS 2005: bd. 3: 143). Konferencen i Ålborg var arrangeret af Fagbevægelsen i Nordjylland i samarbejde med SAK.27 Hovedtemaet var Norden som atomvåbenfri zone, og en af hovedattraktionerne var den vesttyske »fredsgeneral« Gerd Bastian.28 Blandt mange andre optrådte også fredsforskeren Jan Øberg og den socialdemokratiske politiker Jytte Hilden. Ifølge SAK’s egen vurdering var det netop på konferencen i Ålborg, der for alvor kom gang i kampagnen for Norden som atomvåbenfri zone.29

Fredskonferencen fik iflg. Politiets Efterretningstjeneste en usædvanlig stor sovjetisk pressedækning, hvilket angiveligt skyldtes de nære forbindelser mellem nogle sovjetiske journalister og SAK.30 En anden grund til den store sovjetiske medieinteresse var sandsynligvis, at denne konference indgik i planlægningen af den ovennævnte sovjetiske »fredsoffensiv« for 1981 (jf. note 18).

Fredsmarch København–Paris

I forbindelse med Nordisk Fredskonference blev der afholdt et planlægningsmøde om Fredsmarch København–Paris. Marchen, som skulle begynde i København 21. juni og slutte i Paris 9. juni, var det tredje af de større »atomfri zone-arrangementer« i 1981. Initiativet kom fra tre norske kvinder – Eva Nordland, Rachel Pedersen og Wenche Søranger (Rasmussen 1997: 203–04).31 I samarbejde med lokale fredsorganisationer i de lande, man passerede, skulle der laves forskellige arrangementer og indsamles underskrifter til fordel for »atomfri zone fra Portugal til Polen« og for »Norden som atomfri zone.« Underskrifterne skulle afleveres på FN’s generalforsamling i maj 1982.

I forbindelse med denne underskriftindsamling havde Herløv Petersen sendt breve til politiske partier, fredsorganisationer og forfatterorganisationer rundt om i Europa med opfordring til at gøre det samme, som han havde gjort. I brevene stod der:

Kære Venner! For få dage siden startede en stor march for fred fra København til Paris, hvor den forventes at ankomme 9. august. Marchen har sloganet: »Gør de nordiske lande atomfrie« og »atomfrit Europa fra Portugal til Polen«. Mere end 200 forfattere og kunstnere har underskrevet nævnte slogan. Hvis I kunne arrangere lignende kampagner, ville det i høj grad gavne fredssagen i Europa (…).32

Vladimir Merkulov var meget tilfreds og roste Herløv Petersen for hans store indsats. Underskrifterne opfyldte øjensynligt et vigtigt formål i forhold til de sovjetiske målsætninger, idet de udgjorde selve attestationen for den vestlige befolknings bekymring for NATO’s opstilling af atomvåben. Det sovjetiske nyhedsbureau TASS skrev 10. juni, at en underskriftskampagne for Norden som atomvåbenfri zone var gået i gang, og at den var timet til at starte parallelt med fredsmarchen.33

Timingen betød efter alt at dømme meget i Moskva. Det drejede sig naturligvis først og fremmest om planlægning og koordinering, men de datoer, der var valgt, havde tilsyneladende også en anden betydning. Der var symbolværdi i dem. Værdien var bare ikke helt den samme på øst- og vestsiden af jerntæppet. Den 21. juni var blevet foreslået som international fredsdag af Bertrand Russel Peace Foundation fordi det var årets længste dag. Men i Sovjetunionen havde datoen nogle helt andre konnotationer. Det var dagen før Nazitysklands angreb på Sovjetunionen under 2. verdenskrig, og i den sovjetiske presse blev fredsmarchens deltagere fremstillet som modige patrioter, der i mindet om det nazistiske angreb, marcherede i protest mod spredningen af USA’s krydsermissiler.34

For magthaverne i Kreml handlede det ikke kun om at påvirke de vestlige fredsfolk, men også om, at legitimere deres magt indadtil og skabe en politisk sammenhængskraft i deres eget samfund: de legitimerede sovjetmagten ved at påstå, at den socialistiske lejr med Sovjetunionen i spidsen var fredens forsvarer, og de styrkede sammenhængskraften ved at fremhæve historien om sovjetborgernes lidelse under kampen mod nazismen. Historierne i sovjetpressen om de vesteuropæiske fredskræfters indsats understregede, hvor vigtig en rolle den socialistiske lejr spillede i alle folkeslags fælles kamp for verdensfreden.

Fejl i planlægningen

En uges tid efter, at fredsmarchen var gået i gang, talte to sovjetiske Københavnkorrespondenter med hinanden. Den ene, der åbenbart var ved at være træt af at rapportere hjem om fredsbevægelsen, fortalte, at »det er det her anti-kernevåben-pladder, de trækkes med«.35 Han fortsatte:

»Der er kommet ordre hjemmefra til fyldestgørende dækning af det – det er sgu lige før de vil have talt op hvor mange spalter og linjer hver enkelt avis bringer.« Den anden lo og svarede, at han syntes, det morsomste af det alt sammen var, at de skulle rette henvendelse til Folketinget – og så var hele Folketinget taget på ferie! Han gad nok vide, »hva’ fa’en det er for en idiot i Moskva, der har fundet på det mærkelige nummer – hvem der har valgt tidspunktet?« »Rigtigt,« svarede den første, »de skulle have valgt en gang i løbet af efteråret.«36

Hvem der end måtte være den ansvarlige, havde Moskva angiveligt planlagt, at de udsendte korrespondenter, mens fredsmarchen stod på, skulle rette henvendelse til Folketinget – højst sandsynligt for at indhente udtalelser fra forskellige politikere om de danske fredskræfters indsats. Men et eller andet var gået galt. Man havde glemt at undersøge, hvornår Folketinget holdt ferie, eller også var informationen gået tabt undervejs i det store maskineri. Når man ikke havde ventet til efteråret, skyldtes det formodentlig, at andre og vigtigere ting var planlagt på forhånd og timet nøjagtigt til, at skulle finde sted i sommeren 1981.

Tre dage før de to korrespondenters samtale havde den sovjetiske ledelse sat ind med et charmefremstød af format. 26. juni 1981 blev Brezjnev citeret i dansk og finsk presse for følgende udtalelse: »[Sovjetunionen] udelukker ikke muligheden af, at man kan drøfte spørgsmål om visse andre forholdsregler, som vedrører vort territorium i det område, der støder op til en nordisk atomvåbenfri zone« (DIIS 2005: bd. 3: 144–45). Det var selve essensen i det officielle Danmarks modstand mod en atomfri zone, Brezjnev her underminerede. I begyndelsen af 1981 var den daværende danske socialdemokratiske regering (sammen med det øvrige forsvarspolitiske flertal) imod den atomfri zone, som den sovjetiske ledelse havde skitseret, først og fremmest fordi den ikke omfattede de nordvestlige områder af Sovjetunionen (f.eks. Kola-halvøen med sine flådebaser). Nu blev Brezjnev så citeret for, at man godt kunne drøfte dette spørgsmål. Det var ikke ligefrem klare vendinger, han udtrykte sig i, men signalværdien af denne udmelding, der faldt lige midt i en større kampagne om Norden som atomvåbenfri zone, er ikke til at tage fejl af. Det skete blot et par uger før tyve socialdemokratiske partiledere skulle mødes i Bonn, for bl.a. at drøfte socialdemokratiernes sikkerhedspolitiske linje, herunder spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone (DIIS 2005: bd. 3: 144–45). Det ligner en veldrejet og timet markedsføring.

De sovjetiske Københavnkorrespondenters henvendelse til det danske Folketing var med stor sandsynlighed tænkt ind i planlægningen af Brezjnevs charmefremstød. Slutningen af juni 1981 var perfekt i forhold til både fredsbevægelsens og de socialdemokratiske partilederes arrangementer. Efter forårets og sommerens kampagne om Norden som atomfri zone skulle budskabet gerne have mejslet sig ind i danskernes bevidsthed. Og hvis man kunne få nogle kendte politikere til at udtale sig til fordel for zoneideen, havde man vundet endnu en propagandasejr. Men Folketinget holdt altså sommerferie.

Nu led kampagnen ikke skibbrud af den grund. Men de to korrespondenters ordveksling giver indsigt i en anden side af den sovjetiske involvering i fredsarbejdet. Den viser, hvor sårbare påvirkningsinstanserne var over for fejl. De indgik i et ufleksibelt system, som var lagt an på planlægning og koordinering ned til mindste detalje fra top til bund. Fejl kan man ikke planlægge sig ud af, de kræver spontan problemløsning – en evne sovjetsystemet ikke havde.

I det store planlægningsmaskineri var det som regel sovjetsystemet selv, der skabte sine egne problemer (jf. Nove 1986). Centralkomiteen i Moskva havde involveret sig i – og muligvis også taget initiativ til – kampagnen Norden som atomfri zone i 1981 og faktisk opnået stor succes. Mange kendte og betydningsfulde personer – politikere, forfattere, billedkunstnere m.fl. – havde sluttet op om ideen, og de store arrangementer Nordisk Fredskongres og fredsmarchen havde bred tilslutning. Midt i det hele, timet og tilrettelagt, havde Brezjnev »gjort tilnærmelser« til det vesteuropæiske zone-standpunkt. Norden som atomvåbenfri zone så ud til at være en idé, der var kommet for at blive. Men sovjetsystemet formåede selv at forpurre sine planer. Det var ganske vist en anden gren af systemet, nemlig forsvaret, der ødelagde hele den ellers vellykkede kampagne, da en sovjetisk atombevæbnet ubåd gik på skær ved Karlskrona i oktober 1981.

Efterspil

Kampagneledelsen i Moskva må have fået kolde fødder, da ubåden gik på grund, og Arne Herløv Petersen ganske få dage senere blev arresteret sigtet for spionage til fordel for KGB. Det var bl.a. annoncen i Land og Folk og Information, der udgjorde grundlaget for sigtelsen mod forfatteren om at have udført ulovlig efterretningsvirksomhed.37 Moskva kunne ikke gøre så meget andet end at holde lav profil.

Men appellen om Norden som atomvåbenfri zone døde ikke. Ideen, der hele tiden havde været et krav fra Nej til Atomvåbens side, havde henover sommeren slået rod blandt de nordiske socialdemokrater.38 Efter at det danske socialdemokrati mistede regeringsmagten i 1982, blev kravet om zonen en fast bestanddel af det alternative sikkerhedspolitiske flertals krav i Folketinget. Og i Sverige udtalte lederen af socialdemokratiet, den tidligere statsminister Olof Palme, at ubådsaffæren øgede kravet om Norden som atomfri zone (Wivel 1981).

Mens zone-tanken slog an i dansk politik, led SAK til gengæld voldsom skade af begivenhederne i efteråret 1981. PET skrev i sin årsrapport for 1982, at

på trods af ihærdige bestræbelser på at skaffe sig yderligere indflydelse var realiteterne for 1982 noget anderledes. Samarbejdskomiteen var gennem 1982 kun en skygge af sig selv som følge af de virkninger ubådsaffæren i Sverige og Merkulovs forbindelse med Arne Herløv Petersen havde haft.39

Selve ideen om Norden som atomvåbenfri zone havde dog åbenbart et indhold, der gjorde den levedygtig hele vejen op gennem 1980’erne – uanset hvor den oprindeligt kom fra, uanset at Moskva spillede en rolle i lanceringen af ideen, og uanset at Moskva efter alt at dømme trak sig tilbage efter hændelsen i den svenske skærgård.

Konklusion

Hvis man kigger overordnet på fredsbevægelserne og det sovjetiske påvirkningsapparat, kan man sige at der var en dynamisk og en statisk part. Den dynamiske var fredsbevægelserne – forskelligartede græsrodsorganisationer, der selvstændigt og spontant kunne tage initiativer. Den statiske del, det sovjetiske påvirkningsapparat, udgjordes af instanser fra partiapparatet og statsadministrationen, og repræsenterede et system, der aldrig tog selvstændige initiativer eller handlede spontant – alt var planlagt fra top til bund.

Mens der ikke skete ændringer af betydning i hverken KGB eller Centralkomiteens Internationale Afdelings propagandaapparat før efter 1985, hvor Mikhail Gorbatjov kom til magten i Kreml, ændrede fredsbevægelserne sig løbende op gennem 1980’erne. Der var forskel på, hvem der dominerede den fredspolitiske scene, og hvilke dagsordener, der var i spil. Ser vi på samspillet mellem det sovjetiske påvirkningsapparat og fredsbevægelserne, må vi konstatere, at det i 1981 ikke er den uafhængige del af fredsbevægelsen, der præger billedet, men derimod den kommunistisk dominerede SAK. Det betød, at Moskvas netværk i Danmark relativt nemt kunne aktivers, da planerne om at gøre 1981 til året for »fredskræfternes afgørende offensiv« skulle materialiseres.

At Norden som atomvåbenfri zone var en vigtig propagandasag for Kreml i årene 1980–81 kan vi se bl.a. af de politiske udmeldinger, der kom fra Brezjnev i efteråret 1980 i form af det finsk-sovjetiske kommuniké, der understregede vigtigheden af en zone, og ikke mindst i sommeren 1981, hvor han gik så vidt som til at antyde, at også områderne i det nordvestlige Rusland kunne indgå i en sådan zone. At Brezjnevs udtalelser var en del af en større plan, og at generalsekretæren ikke blot greb det gunstige øjeblik, mens fredsfolket marcherede ned gennem Europa og de socialdemokratiske partiledere stod for at holde møde i Bonn, kan vi være rimeligt sikre på. Timingen er sandsynliggjort i analysen ovenfor. Afgørende i denne sammenhæng er forståelsen af, at der i Sovjetunionen var en helt anden politisk kultur, end i Vesten. Spontane indfald var ikke en del af den. Alt var planlagt.40

Men hvad med fredsbevægelserne? Hvor timet og veltilrettelagt var den del af kampagnen, som de deltog i? Og hvor meget af den havde Moskva andel i? Kilderne peger klart i retning af, at Nor disk Fredskongres og Arne Herløv Petersens annoncekampagne var koordineret. Fredskongressen var desuden blevet programsat på Folkenes Verdensparlament for fred i Sofia i september 1980, så her er der et klart kommunistisk fingeraftryk på planlægningen. Det samme gælder annoncekampagnen, som blev finansieret af KGB. Hvad angår fredsmarchen må Herløv Petersens involvering i den underskriftindsamling, der skulle foregå, ses som en udløber af annoncekampagnen. Om den ligesom annoncekampagnen var et stykke sovjetisk bestillingsarbejde, har vi imidlertid ingen dokumentation for. Planerne for de sovjetiske korrespondenters henvendelse til folketingspolitikere indikerer imidlertid, at den danske del af zone-kampagnen var koordineret med Brezjnevs charmefremstød. Det tidsmæssige sammenfald er højst sandsynligt ikke tilfældigt.

Eksemplerne fra PET’s arkiv føjer nogle nuancer til forståelsen af, hvilke vanskeligheder de sovjetiske påvirknings- og propagandainstanser i Vesten stødte på. Kildematerialet antyder, hvor vanskeligt det var at styre processen med de kaotiske beslutninger og spontane påfund, der præger et demokratisk samfund, og illustrerer desuden, at sovjetsystemet ikke var gearet til at opfange og løse de fejl, der uvægerligt måtte opstå. Den dynamik og smidighed, det kræver at udøve effektiv detailstyring i et vestligt samfund, besad det sovjetiske system ikke.

Den case, der her er beskrevet, fortæller om den sovjetiske påvirkningsindsats i forhold til kampagnen »Norden som Atomvåbenfri Zone«. Den sovjetiske indsats tillægges på grundlag af en kildekritisk analyse en væsentlig betydning. Det betyder ikke, at det afvises, at der var en uafhængig fredsbevægelse, at der blev taget selvstændige initiativer og at fredsbevægelsen generelt lod sig inspirere og motivere af meget andet end Kremls fredsretorik. I 1981 synes Moskvas engagement imidlertid, at have haft en afgørende betydning i de initiativer, der blev taget forud for og under kampagnen Norden som atomvåbenfri zone.

Litteratur

DIIS (2005) Danmark under Den Kolde Krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945–1991. København: Dansk Institut for Internationale Studier.

de Graf, Beatrice (2007) Über die Mauer. Die DDR, die niederländische Kirchen und die Friedensbewegung. Münster: Agenda Verlag.

Hansen, Anne-Mette Anker (2009–10) Påvirkningsagenter i gråzonen. Anmeldelse af PET-Kommissionens bind 13. Arbejderhistorie (3–1).

Hansen, Anne-Mette Anker (2010) Arne Herløv Petersen-sagen. Baggrund og fortolkning. Fodnoter. København: Center for Koldkrigsforskning. Tilgængelig på www.cfkf.dk/dl/Fodnoter%20oktober%202010.pdf. Læst 6. juni 2011.

Heiberg, Morten (2009) KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark. Sagerne i PET’s arkiv vedrørende Arne Herløv Petersen og Jørgen Dragsdahl. PET-Kommisionens Beretning (bind 13). Tilgængelig på www.petkommissionen.dk. Læst 19. juli 2011.

Jensen, Bent (1987) Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig. København: Gyldendal.

Jensen, Bent (1999) Bjørnen og Haren. Sovjetunionen og Danmark 1945–1965. Odense: Odense Universitetsforlag.

Knabe, Hubertus (2001) Die Unterwanderte Republik. Stasi im Westen. Berlin: Propyläen Verlag.

Mariager, Rasmus & Regin Schmidt (2009) PET’s overvågning af protestbevægelser 1945–1989. Fra atomkampagnen til BZ-brigaden. PET-Kommisionens Beretning (bind 10). Tilgængelig på www.petkommissionen.dk. Læst 19. juli 2011.

Mitrokhin, Vasiliy (2002) KGB Lexicon. The Soviet Intelligence Officer’s Handbook. Abingdon: Routledge.

Nehring, Holger & Benjamin Ziemann (2011) Führen alle Wege nach Moskau? Der NATO-doppelbeschluss und die Friedensbewegung – eine Kritik. Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte 59 (1): 81–100.

Nevakivi, Jukka (1997) Kekkonen, the Soviet Union and Scandinavia. Aspects of Policy in the Years 1948–1965. Scandnavian Journal of History 22 (2): 65–82.

Nove, Alec (1986) The Soviet Economic System. Boston, MA: Allen & Unwin.

Ploetz, Michael (2000) Wie die Sowjetunion den Kalten Krieg verlor. Von der Nachrüstung zum Mauerfall. Berlin: Propyläen Verlag.

Rasmussen, Søren Hein (1997) Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark. Odense: Odense Universitetsforlag.

Rasmussen, Søren Hein (u.d.) Kamp for Frihed. Tilgængelig på www.kommunisternes-parti.dk/vietnam.htm. Læst 6. juni 2011.

Rose, Clive (1988) The Soviet Propaganda Network. A Directory of Organizations Serving Soviet Foreign Policy. London: Pinter Publishers.

Villaume, Poul (2005) Lavvækst og Frontdannelser. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (bind 15). København: Gyldendal.

UN (1978) Final Document of the Tenth Special Session of the General Assembly (S-10/2). Tilgængelig på www.carnegieendowment.org/2008/03/24/final-document-of-tenth-special-session-of-un-general-assembly-on-disarmament/uhp. Læst 20. juli 2011.

Winther, Judith (1992) Politik fra neden. Om 1980’ernes fredsbevægelse. Gistrup: Edupax.

Wivel, Peter (1981) Palme: U-bådsaffæren øger kravet om Norden som atomvåbenfri zone. Information 13. november.

Wettig, Gerhard (2009) Die Sowjetunion in der Auseinandersetzung über den NATO-Doppelbeschluss 1979–1983. Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte 57 (2): 217–59.

1For dansk forskning se Mariager & Schmidt 2009: 261–374; Heiberg 2009; DIIS 2005: bd. 3: 307–54; Jensen 1987 og Jensen 1999. Af udenlandske værker kan bl.a. nævnes de Graf 2007; Knabe 2001: 234–58; Ploetz 2000 og Wettig 2009.
2Også PET-kommissionen sondrer mellem en kommunistisk del af fredsbevægelsen »som havde sit centrum i Samarbejdskomiteen« og en uafhængig del bl.a. repræsenteret ved Nej til Atomvåben, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Aldrig mere Krig (Mariager & Schmidt 2009: 373).
3Dette budskab vandt momentum især i forbindelse med den kommunistisk dominerede Verdensfredskongres i København i oktober 1986, hvor øst-dissidenter blev nægtet adgang, og hvor protesterne mod denne disposition fik megen omtale i de danske medier
4Winther var et fremtrædende medlem af Nej til Atomvåben.
5NATO’s beslutning fra december 1979 om at opstille 572 atombærende mellemdistanceraketter og krydsermissiler i Vesteuropa, hvis ikke Sovjetunionen inden udgangen af 1983 havde indladt sig på forhandlinger om tilbagetrækning af deres atombærende mellemdistanceraketter i Østeuropa.
6DIIS havde til opgave at undersøge truslerne mod Danmark, mens PET-kommissionen skulle undersøge PET’s overvågning af politiske bevægelser.
7Arkivet er tilgængeligt på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/peace-rus.html. Vladimir Bukovskij var en af de mange sovjetiske dissidenter, der måtte tilbringe adskillige år i lejre og på psykiatriske afdelinger for sin virksomhed. Efter 11 års indespærring blev Bukovskij i 1976 udvekslet med den chilenske kommunistleder Luis Corvalán og bosatte sig i Storbritannien. I 1992 blev han indkaldt som ekspertvidne, da Kommunistpartiet sagsøgte præsident Boris Jeltsin, fordi han ville forbyde partiet. For at kunne forberede sig til denne sag, fik Bukovskij adgang til en lang række dokumenter fra sovjetiske arkiver bl.a. Centralkomiteens. Med en håndholdt scanner indscannede han dokumenterne. En lille del af dem er nærmest ulæselige pga. scanningens dårlige kvalitet, men de fleste kan læses og er af uvurderlig betydning for historikere, der beskæftiger sig med SUKP.
8»O dopolnitelnykh meroprijatijakh po aktivizatsii vystuplenij obsjtjestvennosti protiv resjenij NATO o proizvodstve i rasmesjtjenii novykh amerikanskikh raket v Zapadnoj Evrope« (tilgængelig på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/ct206a80.pdf, læst 15. juni 2011).
9»Vypiska iz protokola no. 241 § 14gs Sekretariata TsK. 10.12.1980« (tilgængelig på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/ct241-80.pdf, læst 15. juni 2011). Palmekommissionen blev oprettet på initiativ af Olof Palme i 1980. Den bestod af politikere og nedrustningseksperter fra Øst og Vest, som udviklede ideen om at den fælles sikkerhed skulle opnås gennem forhandling og tilnærmelse mellem stater for at fjerne den gensidige mistillid og frygt. Et konkret udspil fra kommissionen bestod i forslaget om oprettelsen af atomvåbenfri zoner i Europa.
10Jukka Nevakivi er ikke i tvivl om, at Kekkonen, ved at fremsætte forslaget, optrådte som Kremls budbringer. Samtidig var Kekkonens altovervejende motiv iflg. Nevakivi en overvældende frygt for en ny verdenskrig (Nevakivi 1997).
11Frontorganisation var en vestlig betegnelse for sovjetisk subsidierede og i alt væsentligt kontrollerede organisationer. Organisationerne var kommunistisk dominerede, men fremstod udadtil som politisk mere bredt sammensat. F.eks. var den formelle leder nærmest pr. definition ikke-kommunist. Den sovjetiske betegnelse for disse organisationer var »tæt samarbejdende NGO’er« (Rose 1988: 53–55).
12Den politiske uenighed, der havde præget samarbejdet lige fra begyndelsen, synes at være blevet skærpet hen ad vejen. I forbindelse med Verdensfredsrådets kongres i København i 1986 blev »enhedstanken« stærkt kritiseret af nogle medlemmer af Nej til Atomvåben. Uenigheden afspejles i flere artikler/indlæg i
13DIIS-udredningen nævner desuden, at »de socialistiske lands fredspolitik« også var med til at lede den vestlige offentligheds opmærksomhed bort fra emner, som de socialistiske lande anså for uønskede, f.eks. menneskerettighedskrænkelser i østlandene og de socialistiske landes egen oprustning (DIIS 2005: bind 3: 307). En beskrivelse af det sovjetiske propagandanetværk og de mange forskellige organisationer, der indgik heri, findes hos Rose 1988.
14Påvirkningsapparatet (dets organisering, strategi, målgrupper og mærkesager) er beskrevet i DIIS 2005: bd. 1: 367–76, 439–63; bd. 2: 299–428 samt bd. 3: 307–84.
15Det var et større bureaukrati, der gik i gang, når disse fredskongresser skulle afholdes. Se Bukovskij Arkivet på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/peace-rus.html (f.eks. link 0809, 0811,0812, 0814 og 0819) for dokumentation af det sovjetiske »fredsapparats« finansiering af diverse fredsarrangementer og -rejser.
16De mange dokumenter fra årene 1980–81 i Bukovskij Arkivets »fredssektion« (Borba za mir) vidner om en stor initiativrigdom i Centralkomitéen i forhold til fredssagen i begyndelsen af 1980’erne.
17»O merakh po dalnejsjej aktivizatsii vystuplenij miroljubivoj obsjestvennosti v svete itogov Vsemirnogo parlamenta narodov za mir« (tilgængelig på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/ct237a80.pdf, læst 15. juni 2011).
18Anker Schjerning, der var ansvarlig for fredsarbejdet i Danmarks Kommunistiske Parti samt medlem af ledelsen i Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, udtalte sig efter konferencen i Sofia om planerne for en nordisk fredskonference i Danmark til
19De vigtigste initiativer og resultater af Folkenes Verdensparlament for Fred er oplistet i forordningen »O merakh po dalnejsjej aktivizatsii vystuplenij miroljubivoj obsjestvennosti v svete itogov Vsemirnogo parlamenta narodov za mir« (tilgængelig på http://bukovsky-archives.net/pdfs/peace/ct237a80.pdf, læst 15. juni 2011).
20Bertrand Russel Peace Foundation støttede fredsarbejde og socialt arbejde i Bertrand Russells pacifistiske ånd. Fonden stod bag END-netværket, som Nej til Atomvåben var en del af.
21»Referat af Samarbejdskomiteens landsmøde, 7. feb. 1981 i Slagelse«, Samarbejdskomiteens arkiv, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, kasse 1.
22Merkulov blev i oktober samme år erklæret persona non grata og udvist af Danmark.
23Forfatteren har haft adgang til diverse rapporter fra Svendborg Kriminalpoliti i PET’s arkiv vedrørende Arne Herløv Petersen-sagen og kampagnen »Atomfri Zone i Norden«. Materialet er ikke klassificeret. PET’s aflytningstransskriptioner efterlader klart det indtryk, at Herløv Petersens annonce er bestilt af Merkulov fra KGB (se Hansen 2009–10 for en kildekritisk stillingtagen til aflytningsmaterialet).
24Rapporter fra Svendborg Kriminalpoliti, PET’s arkiv (jf. note 23).
25Vi må formode, at det forholdt sig på samme måde med mange af de øvrige fredsaktivister, som stod i kontakt med østlige tjenester. Se Hansen 2010 for en beskrivelse af KGB’s kontakter samt målgrupper for rekruttering.
26Rapporter fra Svendborg Kriminalpoliti, PET’s arkiv (jf. note 23).
27Iflg. SAK var det den nordjyske fagbevægelse, der stod for konferencen, mens SAK’s lokale fredskomité og kontoret i København var behjælpelig med organiseringen (»Samarbejdskomiteens beretning 1981–82«, Samarbejdskomiteens arkiv, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, kasse 1). Politiets Efterretningstjeneste mente, at det reelt var SAK, der stod bag konferencen (Mariager & Schmidt 2009: 315).
28Bastian var blevet afskediget fra den vesttyske forbundshær, og havde været medstifter af organisationen Generaler for Fred. Oranisationen blev oprettet med støtte fra den østtyske udenrigsefterretningstjeneste Hauptverwaltung Aufklärung (de Graf 2007: 136–37).
29»Samarbejdskomiteens beretning 1981–82«, Samarbejdskomiteens arkiv, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, kasse 1.
30PET-notat af 8. juli 1981 vedrørende Nordisk Fredskonference i Ålborg 23.– 24. maj 1981, PET’s arkiv. Politiets Efterretningstjeneste har pålagt forfatteren at gøre opmærksom på, at dokumenter udarbejdet af PET-medarbejdere ikke nødvendigvis er udtryk for PET’s vurdering.
31De danske arrangører af marchen var iflg. PET organisationen De Nordiske Fredsbevægelser (eller 21. juni-komitéen), der bestod af Kvinder for Fred, Nej til Atomvåben, SAK og Radikal Ungdom (PET-notat af 18. juni 1981 vedrørende fredsmarch, PET’s arkiv).
32Rapporter fra Svendborg Kriminalpoliti, PET’s arkiv (jf. note 23). Herløv Petersens brev er oversat fra engelsk.
33PET-notat af 18. juni 1981 vedrørende fredsmarch, PET’s arkiv.
34Det var
35PET-notat af 2. juli 1981 vedrørende kampagnen for nedrustning og Sovjetunionens interesse for reaktionen, PET’s arkiv.
36Ibid. Der er ingen grund til at betvivle korrespondenternes vurdering af, at det var en planlagt operation de deltog i. Pressen i Sovjetunionen var statskontrolleret. Planlægningen af henvendelsen til Folketinget er med stor sikkerhed foregået centralt (formodentlig hos Centralkomitéens Internationale Afdeling) og ikke hos en tilfældig avisredaktion.
37Et halvt år efter, i april 1982, gav den daværende justitsminister Ole Espersen tiltalefrafald.
38I umiddelbar forlængelse af ubådsaffæren udtalte daværende udenrigsminister Kjeld Olesen at Norden som atomvåbenfri zone »stødte på grund sammen med den atombevæbnede sovjetiske u-båd« (Rasmussen 1997: 207–08), men set på lidt længere sigt var zone-ideen ikke død.
39PET årsrapport, afd. C 1982, DIIS-samlingen.
40Det betyder ikke nødvendigvis, at der forud for 1981 lå en drejebog, som alting kørte efter. Bukovskij Arkivet vidner om, at mange af planerne blev vedtaget ad hoc – muligvis fordi Moskva »hægtede sig på« processer, der foregik i Vesten. Men før man kunne gøre det, skulle det planlægges og godkendes i Centralkomiteen. Hvor udførlige disse planer var og hvor lidt, der var overladt til tilfældighederne, kan vi også se af dokumenterne i Bukovskij Arkivet.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon