Russia on Our Minds: Russian Security Policy and Northern Europe

Bertil Nygren, Bo Huldt, Patrik Ahlgren, Pekka Sivonen & Susanna Huldt (red.)

Strategic Yearbook 2008–2009

Stockholm: The Swedish National Defence College 2010

296 sider. ISBN 9789189683228

Anmeldt af Morten Larsen Nonboe [ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet]

Det svenske Forsvarsakademi har udgivet en anbefalelsesværdig årbog om Rusland og Ruslands internationale relationer. Overordnet forsøger årbogen gennem bidrag fra flere Ruslandseksperter at afklare, hvordan Rusland som international aktør bedst kan forstås i det 21. århundrede: Er Rusland en neoimperialistisk magt med revanchistiske ambitioner, eller kan Rusland opfattes som en »normal« stat under konsolidering inden for landets nye grænser?

Flere af årbogens bidrag hælder til opfattelsen af Rusland som en neoimperialistisk magt. I årbogens første artikel om forholdet mellem Rusland og Vesten argumenterer Jurij Fedorov for eksempel for, at krigen i Georgien skal ses i naturlig forlængelse af Ruslands hidtidige »revanchistiske og krigeriske« udenrigspolitik og afspejler dybtliggende forhold, som gør ambitionen om et »reset« i relationerne mellem Rusland og Vesten formålsløs. Pavel Baev betegner ligeledes i sin artikel om Rusland og Kaukasus-regionen krigen mod

Georgien som en »aggressiv projektion af russisk magt i det europæiske sikkerhedssystem« og betoner, at Rusland nu med god grund kan anse brugen af militær magt for et effektivt politisk instrument.

Fokuseringen på Ruslands neoimperialistiske ambitioner findes også i flere andre artikler i årbogen. Stephen Blank beskriver blandt andet i sit bidrag om Ruslands relationer til Centralasien og Kina, hvordan Ruslands udenrigspolitik i forhold til Centralasien er »neokolonialistisk af natur«, hvilket allerede har skabt visse problemer i forhold til Kina, hvis opstigning ser ud til at bekymre Rusland trods officiel retorik om gode relationer mellem Moskva og Beijing. I sin gennemgang af den russiske energisektor omtaler Alpo Juntunen på samme måde Rusland som en imperialistisk magt, der anvender energipolitik som et »diplomatisk og geopolitisk instrument«. Betydningen af det energipolitiske instrument vil efter Juntunens mening stige i de kommende år, efterhånden som Rusland færdiggør nye olie- og gasrørledninger til Nord- og Sydeuropa og mod Asien. Imperiale russiske ambitioner er også en vigtig faktor i Jakob Hedenskogs analyse af forholdet mellem Rusland og Ukraine. Hedenskog anser af flere grunde en gentagelse af Georgien-krigen i Ukraine for usandsynlig, men peger på flere måder, hvorpå Rusland kan destabilisere Ukraine og understreger at Rusland formentlig også vil forsøge at styrke sin indflydelse i Ukraine under en venligtsindet ukrainsk præsident. Således anskuet giver præsidentskiftet i Ukraine i 2010 og indgåelsen af en ny aftale om Ruslands Sortehavsflåde på Krim derfor ingen garanti for et problemfrit forhold mellem Rusland og Ukraine i fremtiden.

Årbogen viser imidlertid også, at billedet af Rusland som en neoimperialistisk og revanchistisk magt ikke kan stå alene. For det første viser Roger E. Kanet i sin gennemgang af relationerne mellem Rusland og USA siden den 11. september 2001, at fremkomsten af Rusland som en »revisionistisk magt« ikke kan forstås uden at medtænke Ruslands skuffelse over Vestens manglende hensyn til russiske interesser. Forholdet mellem Rusland og USA sammenlignes derfor i Kanets artikel i visse henseender med et sikkerhedsdilemma, hvor den gensidige mistro gradvist er vokset trods oplagte fælles interesser på flere områder.

For det andet påpeger flere bidrag, at Rusland i de senere år faktisk har udvist stor pragmatisme i sin udenrigspolitik. Eksempelvis argumenterer Nadja Aleksandrova-Arbatova i sin analyse af forholdet mellem Rusland og EU for, at Rusland har vist sig villig til at samarbejde med Vesten og fremhæver, at overgangen til markedspriser på energileverancer til Ruslands nabolande netop kan ses som et afkald på tidligere tiders imperiale understøttelse til gengæld

for politisk loyalitet. Russisk pragmatisme ses også i det arktiske område, hvor Rusland ifølge Kristian Åtlands artikel om Ruslands arktiske politik har redefineret sine interesser fra militær sikkerhed til økonomisk udvikling. Rusland har dermed ifølge Åtland gjort sin del til at overvinde modsætningsforholdet fra Den kolde Krig og forvandle det arktiske område til en region karakteriseret ved »stabilitet, lavspænding og gode naboskabsrelationer«. Den nyligt indgåede grænseaftale mellem Rusland og Norge i Barentshavet kan siges at bekræfte denne udlægning.

Årbogen kommer altså ikke med noget entydigt svar på, hvorvidt Rusland bedst kan ses som en neoimperialistisk magt eller som en »normal« stat under konsolidering. Heri findes der dog givetvis en selvstændig pointe. Allerede i Bo Huldts indledning til årbogen betones det således, hvordan udfaldet af den interne magtkamp mellem siloviki og tsiviliki formentlig vil have stor betydning for Rusland fremover. Hanna Smith forfølger dette tema yderligere i en analyse af forholdet mellem russisk indenrigspolitik og udenrigspolitik. Russisk udenrigspolitik påvirkes ifølge Smith af et indenrigspolitisk kredsløb af nationalisme, elitekonkurrence og en fastlåst demokratiseringsproces, som bindes sammen af Ruslands traditionelle stormagtstænkning (derzjavnost’) og yderligere kompliceres af Ruslands involvering i interne og eksterne krige.

Desuden dokumenterer Carolina Vendil Pallin i sit bidrag om Ruslands forsvar, hvordan den russiske regerings begrænsede kontrolmuligheder besværliggør yderligere »reform« og »modernisering« af Ruslands militær – hvis problemer ikke mindst blev udstillet under krigen i Georgien – og tvinger Ruslands ledelse til at synkronisere sine reformtiltag med valgperioderne for ikke at støde militæret fra sig. Indenrigspolitikkens udenrigspolitiske betydning ses også i Pavel Podvigs artikel omkring atomvåben og Ruslands nationale sikkerhed. Ifølge Podvig oplever Rusland nemlig et dilemma mellem det politisk ønskelige i at reproducere Den kolde Krigs atombaserede sikkerhedsopfattelser og en anerkendelse af, at atomvåben spiller en begrænset rolle i forhold til Ruslands faktiske sikkerhedstrusler.

Uanset den konkrete tolkning af russisk udenrigspolitik er der imidlertid næppe nogen tvivl om, at Rusland – som det omtales af Bertil Nygren i årbogens konklusion – aktivt er begyndt at sikre sin position på den internationale scene. Nygren forventer derfor fremtidige geopolitiske, geoøkonomiske og geokulturelle udfordringer i forhold til Rusland, men udtrykker forhåbning om, at en ny generation af russiske politikere vil kunne påvirke Rusland i retning af Vestens normer og værdier.

I betragtning af årbogens undertitel kan fraværet af egentlige bidrag om Ruslands forhold til for eksempel de baltiske lande, Østersøregionen eller Nord Stream-gasledningen undre. Manglen på specifikke bidrag om det nordlige Europa skader dog ikke årbogens generelle læseværdighed.