The Unlimited Gaze: Essays in Honour of Professor Natalia Baschmakoff

Elina Kahla (red.)

Aleksanteri Series 2/2009

Helsingfors: Kikimora Publications 2009

365 sider. ISBN 9789521041020

Anmeldt af Tine Roesen [ph.d., adjunkt i russisk kultur, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet]

Festskrifter er som regel en blandet affære, og det gælder også dette eksemplar, som i 17 kapitler fremlægger en mangfoldighed af emner og tilgange. Her er indtrykket dog så meget desto mere forvirrende, som der ud over en tabula gratulatoria og enkelte spredte noter med tak for inspiration og samarbejde intet er om den hyldede professor, hverken om hendes videnskabelige profil eller om anledningen til festskriftet. På baggrund af denne mangel fremstår også bogtitel, sektionsinddeling og sektionsoverskrifter som utilstrækkeligt forståelige, ligesom den stilistiske og sproglige redigering især i de engelsksprogede artikler tydeligvis kunne have været udført med større enhedspræg og bedre kvalitet for øje.

Når alt dette er sagt, er det en række spændende og for de flestes vedkommende velskrevne artikler på engelsk og russisk, vi præsenteres for, alle inden for russisk kulturhistorie i bred forstand. Emnerne strækker sig over flere århundreder og mange aspekter, og tilgangene veksler mellem det fejende overblik og det dybe indblik, hvor det partikulære i sidstnævnte tilfælde perspektiveres i varierende grad.

Samlingen indledes af et forbilledligt overbliksstudie skrevet af nyligt afdøde Richard Stites. I stedet for, som en stor del af nutidens cultural studies, at smide finkulturen og klassikerne ud med badevandet til fordel for populærkulturen, insisterer Stites her på, at begge hører med til kulturhistorien. Og han formår rent faktisk at gå på de to ben i sit bud på »Historical and social rhythms in Russian culture in the 19th and 20th centuries«. Tillige balancerer Stites også sikkert mellem den officielle og den faktiske kultur i sovjettiden, og formulerer sig så klart, at vi undervisere her har den fødte introduktionstekst til vores kurser i russisk kultur.

Knap så vellykket er bogens andet fejende overblik, Pekka Pesonens kun 6-sider lange livtag med de helt store spørgsmål om liv og tekst, virkelighed og fiktion i russisk modernisme og postmodernisme. Denne artikel er så generaliserende, at pointerne fremstår

som næsten uforståelige postulater, endskønt de nok kan inspirere til eftertanke. Endelig har Seymour Becker bidraget med en rent begrebshistorisk analyse, som også adskiller sig fra de øvrige artikler ved ikke at handle om Rusland og knap nok om Østeuropa. »Nation, Nationalism, Nation-State, Popular Sovereignty« er uden tvivl så autoritativ en begrebshistorie som man kan få på små 25 sider — her har vi alle de (vestlige) klassiske værker om stat, nation, suverænitet med — men i bogens russiske kulturhistoriske sammenhæng falder den uvægerligt noget udenfor.

En række af bogens øvrige indblik er meget partikulære, uden den helt store teoretiske eller historiske kontekst og derfor også umiddelbart af begrænset relevans for den alment (i russisk kulturhistorie) interesserede læser. Det gælder i hvert fald for mit vedkommende så mange og så forskellige artikler som Lea Siilins om Nikolaj Leskovs ikonografiske indsigter i Den fortryllede vandringsmand; Elina Kahlas om udviklingen i den russiske Maria Magdalene-figur; Jekaterina Jevtukhovas om den materielle kulturhistorie omkring fabrikation af træskeer i 1800-tallet; Tomi Huttunens om russisk imaginisme og David Moons om naturbeskyttelse og naturreservater igennem Ruslands historie. Kirsti Ekonen forsøger at fange de større sammenhænge i sin analyse af »Julia Kristeva’s Theory on the Creative Subject and Early Russian Modernism«, men gør det desværre på en temmelig uforståelig måde. Det kan skyldes en modernismeteori-indforståethed, som så altså sætter mig ude af stand til at følge argumentationen, men også (engelsk)sprogligt er artiklen problematisk. Især her savnes en fast redaktionel hånd.

En særlig variant af det partikulære indblik er personhistorien, som sjældent serveres helt uden kulturel sammenhæng, men dog kredser omkring personlige forbindelser og motiver. Det gælder Alla Zeides artikel om den russisk-jødiske advokat Aleksej Goldenvejser (1890–1979); Marja Leinonens om den georgiske adelsmand Iase Palavandisjvili (1803–57) i nordrussisk eksil og Ben Hellmans afsluttende artikel om Vasilij Veresjtjagins (1842–1904) relationer med Finland. Disse velresearchede indblik har naturligvis deres berettigelse, og jeg har her nævnt dem alle af hensyn til særligt interesserede.

Nogle af de bedste artikler i bogen kombinerer det partikulære og større perspektiver, med gensidig berigelse og stor læseværdighed til følge. Kirsten Lodges bidrag om barbari-motivet i russiske dekadence og futurisme er så velskrevet og flot perspektiveret, at de 30 sider fremstår som en autoritativ miniafhandling. Gennadij Obatnin er omkring både analyser og proklamationer og såvel poesi som poetik i sin gennemgang af begrebet »kvindepoesi« i relation

til det tidlige 1900-tals modernistiske russiske litteratur – og denne kvindepoesi er vel at mærke ikke nødvendigvis skrevet af kvinder. Ligeledes åbner Donna Tussing Orwin med udgangspunkt i et ekstremt specifikt spørgsmål – »Why Does Levin Read Tyndall?« – og på mærkbar kyndig baggrund for nye »termodynamiske« sider af både Lev Tolstoj og hans roman Anna Karenina.

Sanna Turomas »Venice, Authenticity, and Literary Tourism« er en virkelig velskrevet og overbevisende analyse af Joseph Brodskys turist-overvejelser på en sikkert optegnet baggrund af generelle teorier om og eksempler på turistblikket (the tourist gaze), turistskammen (touristic shame) og turistnostalgien (touristic nostalgia). Alt sammen centreret om Venedig, den evige magnet for litterære turister. Det er fascinerende at følge Turoma gennem de kloge analyser, helt frem til konklusionen om Brodskys dobbelte nostalgi: Efter Venedig, men også efter dengang, han gik rundt i Leningrad og længtes efter Venedig. Endelig er Charlotte Henzes »Epidemics and Empire: Cholera in Russia, 1892« blandt festskriftets allerbedste bidrag. Det er en forbilledlig kulturhistorisk analyse med udgangspunkt i en dybdeudforsket case – koleraepidemien i Saratov 1892 – og udblik til dens vidtrækkende perspektiver i spændingsforholdet mellem oplysning og folkelig mistro og mere generelt mellem myndigheder og befolkning.

Alt i alt rummer festskriftet således noget for enhver interesse og masser af fængende analyser inden for en bred vifte af emner. Uanset hvad anledningen måtte have været tilbage i 2009, er der altså al mulig grund til at ønske Natalia Baschmakoff til lykke med dette festskrift!