The Limits of the European Vision in Bosnia and Herzegovina: An Analysis of the Police Reform Investigations

Daniel Lindvall

Stockholm Studies in Sociology, New Series 40

Stockholm: Acta Universitatis Stockholmiensis 2009

274 sider. ISBN 9789186071288

Lige siden Dayton-fredsaftalen i december 1995 afsluttede den blodigste krig i Europa siden 2. Verdenskrig har internationale diplomater forsøgt at opretholde freden i Bosnien-Hercegovina. Parallelt har diverse internationale organisationer prøvet få de tidligere stridende parter til at samarbejde, og på at gøre den bosniske stat funktions- og bæredygtig, således at Bosnien-Hercegovina som et velfungerende land kan søge medlemskab i den Europæiske Union. Første mål er opnået, da der har været våbenhvile i landet i snart 15 år, men det andet mål viser sig at være langt vanskeligere at opnå. I dag svæver der stadig et spørgsmålstegn over Bosnien-Hercegovinas videre eksistens, og både som stat og samfund er landet fortsat præget af »negativ fred«.

Daniel Lindvall har selv bidraget til genopbygningen i Bosnien-Hercegovina, hvor han har arbejdet for ombudsmanden for menneskerettigheder under Office of the High Representative – den internationale overmagt i landet – og for den Europæiske Unions politimission (EUPM). Lindvall har kombineret sin praktiske erfaring med en uddannelse i sociologi på Södertörns högskola,

og resultatet er denne tankevækkende bog om de gentagne forgæves forsøg på at reformere politivæsenet i Bosnien-Hercegovina. Lindvall vil undersøge »to what extent did the conditionality of the EU and the methods of negotiating police reform exacerbate or alleviate the societal security dilemma in BiH« (s. 48). Han viser, at forhandlingerne på et tidspunkt kom forbavsende tæt på succes, men at de internationale aktører lod sejren løbe fra dem ved at strække sig for hurtigt ud over for meget.

Da krigen begyndte i Bosnien-Hercegovina i 1992 splittedes både hæren og politiet langs etniske linjer. Disse to essentielle komponenter af den statslige voldsmonopol forblev delte under Dayton-aftalen. Men hvor det viste sig at være muligt at skabe én enkelt national hær, slog alle forsøg på at skabe én enkelt national politistyrke fejl. På trods af fire lange år med forhandlinger og til tider massivt internationalt pres, måtte det »internationale samfund« erkende nederlag i 2008. Som følge af dette forlis har Bosnien-Hercegovina den dag i dag to politistyrker, én i Republika Srpska, og én i den bosniakkisk-kroatiske føderation (der selv er fordelt langs kantongrænser).

For at forklare hvad der gik galt kommer Lindvall først med en nyttig og fornuftig teoretisk ramme funderet i politisk sociologi. Den formår han også at håndtere i den lange, redegørende del hvor forhandlingerne omkring reformen behandles. Til gengæld må det siges, at den historiske kontekst for udviklingen i Jugoslavien og Bosnien-Hercegovina er yderst knap og mangelhaft. For læsere, der ikke har beskæftiget sig tidligere med det jugoslaviske system er det meget svært at forstå, hvordan politiet fungerede indtil landets sammenbrud, og den lange socialistiske erfaring springes næsten fuldstændigt over. Man savner også et mere præcist indblik i de gældende love og øvrige juridiske dokumenter, der skaber grundlaget for indrigsministeriet og politiet i begge entiteter. For læsere, der ikke er eksperter på området ville det for eksempel have været rart, hvis Lindvall havde lavet en liste over de 12 principper, der prægede den spæde politireform i 2004, i stedet for at bare gentagne gange indforstået hentyde til dem (s. 77).

I det socialistiske Jugoslavien bestod indenrigsministeriet af to hovedkomponenter: det offentlige politi og statssikkerhedstjenesten. I Bosnien-Hercegovina lykkedes det at implementere en reform av statssikkerhedestjenesten: Først blev tjenesten splittet af fra indenrigsministeriet, derefter etablerede man en multietnisk sikkerhedstjeneste således at de to enheder ikke længere havde hver deres »hemmelige politi«. Samtidigt etablerede man en slags »bos-

nisk FBI«, State Investigation and Protection Agency. Begge »nationale« instanser har været præget at intern splittelse og svaghed siden deres oprettelse, men deres tilblivelse var ikke given. Det er derfor ærgerligt, at Lindvall ikke sætter sig ind i denne parallele del af historien om politireform og prøver på at forklare, hvorfor den ene politireform lykkedes, imens den anden gik i vasken. Lindvall antyder, at en del af forklaringen er, at selv de bosniske serbere måtte indse, at moderne lande kun havde én hær og én efterretningstjeneste, men den udredning er utilstrækkelig.

Lindvall bemærker mange gange, at krigsarven spiller en aldeles vigtig rolle for diskussionerne omkring politiet. Det er ganske rigtigt, da krigen i Bosnien-Hercegovina på en måde begyndte med politiets opløsning. Serberne betragter skabelsen af et serbisk politivæsen som én af deres største bedrifter, hvorimod bosniakkerne (og i en mindre grad de bosniske kroater) anser det bosniske serbiske politi som gerningsmændene bag de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået mod den ikke-serbiske civilbefolkning under krigen. Netop derfor ville det have været ønskværdigt, hvis Lindvall kunne have sat læseren mere ind i det, som man nu ved om politiets rolle i krigen på grundlag af talrige retssager i Haag og i det tidligere Jugoslavien. En mere eksplicit redegørelse for den indbyrdes forbindelse mellem krigsforbrydelser og organiseret kriminalitet ville også have været hjælpsom. Forbindelsen antydes gentagne gange, men den eksplicite behandling af emnet er for kort. Som Lindvall selv skriver, var det slet ikke tilfældigt, at man i 2002 gav »State Court of Bosnia-Herzegovina« et dobbeltmandat for efterforskning og retsforfølgelse af både krigsforbrydelser og organiseret kriminalitet (s. 74).

Det er Lindvalls professionelle erfaring, der leverer de mest originale bidrag til historien om den mislykkede politireform i Bosnien-Hercegovina. Forfatteren har interviewet mange af hovedpersonerne i forhandlingerne, både blandt de bosniske og de internationale aktører. Særlig interessante er nogle af de anonyme udtalelser om Paddy Ashdowns rolle (Ashdown var High Representative i Bosnien-Hercegovina 2002–06). Disse interviews kaster et nyt lys på uenigheden bag kulisserne blandt de internationale aktører omkring den mest effektive fremgangsmåde mht. politireform. Her ser man, at adskillige mente, at Ashdown netop pressede for hårdt på et kritisk øjeblik. Resultatet blev, at et forholdsvis respektabelt kompromis gik i vasken, og at Ashdown til sidst sad tilbage med en næsten værdiløs erklæring fra det bosniske serbiske parlament.

Der er tale om en solid ph.d.-afhandling her, som Lindvall har forsvaret i januar 2010. Som det er tilfældet med mange ph.d-afhandlinger må man dog konstatere, at præsentationen af emnet kunne have været opnået på mere økonomisk vis. Der kunne nemt skæres 50 sider fra bogens længde, uden at argumentet ville tage skade, da der er forholdsvis meget gentagelse. Alligevel kan det dog undre, at forfatteren beskæftiger sig med politireformen hele bogen igennem uden egentlig at fortælle læseren, om han selv mener, om reformens mål var ønskværdig eller ej. Ligeledes er det beklageligt, at forfatteren på trods af en åbenlys indsigtsfuld viden ikke har stavet det bosnisk/kroatisk/serbiske navn på indenrigsministeriet rigtigt. Ikke desto mindre er der tale om et vigtigt og anbefalelsesværdig forskningsbidrag.