En russisk artikel af Georg Brandes om Lev Tolstoj

Oversat af Peter Ulf Møller

Nordisk Østforum markerer 100-året for Lev Tolstojs død ved bl.a. at offentliggøre en i Skandinavien hidtil upåagtet artikel af Georg Brandes om den store russiske forfatter. Den udkom den 17. (30.) november 1910 i datidens største russiske avis Russkoje slovo (Det Russiske Ord), udgivet af Sytin & Co i Moskva.1 Brandes’ artikel blev trykt 10 dage efter Tolstojs død i Astapovo, efter hans dramatiske flugt fra godset Jasnaja Poljana. På grund af tidspunktet kunne den opfattes som en nekrolog, selvom en redaktionel note i avisen udtrykkelig gjorde opmærksom på, at den var skrevet før Tolstojs flugt. I Sovjetunionen blev artiklen omtalt i 1965, og netop som en nekrolog, i et akademisk tobindsværk, der skulle dokumentere Tolstojs internationale betydning (Moritjeva 1965: 565).

Brandes beklagede sig siden, i et brev til den russiske anarkist Pjotr Kropotkin, over at avisen havde gjort ham uret ved at offentliggøre artiklen lige efter Tolstojs død. En nekrolog ville han have skrevet anderledes, formentlig varmere og mindre kritisk (Krüger 1956: 219). Men som artiklen blev, uden nekrolog-genrens lejlighedsbestemte retorik, står den som en sammenfatning af Brandes’ vedvarende interesse for Tolstoj gennem årene og hans stadig mere reserverede holdning til ham.

Som kritiker med europæisk ry spillede Brandes en væsentlig rolle for introduktionen af russisk og anden slavisk litteratur i Skandinavien og andre steder i Europa. Midt i 1880’erne gik den russiske roman sin sejrsgang gennem de fleste europæiske lande. Le Roman russe (1886), af den franske forfatter og kriti-

ker Eugène-Melchior de Vogüé, var en øjenåbner, men Brandes’ foredrag og artikler havde også stor betydning (jfr. Nolin 1965). Hans rejsebog Indtryk fra Rusland kom på dansk i 1888 og blev hurtigt oversat til mange andre sprog. Den omfattede bl.a. en hel russisk litteraturhistorie med portrætter af de væsentligste forfattere, heriblandt Tolstoj. Afsnittet om ham dannede bogens monumentale afslutning.

I sin indledning til den her offentliggjorte artikel forklarer Brandes, at hans artikel bygger på friske indtryk fra en omfattende genlæsning af Tolstojs værker, gamle som nye, efter at avisen havde henvendt sig til ham. Det hindrer dog ikke, at han i ret betydeligt omfang har klippet artiklen sammen fra sine tidligere ting om Tolstoj. Derfor har min oversættelse fra russisk til dansk delvis karakter af en tilbageføring af teksten til Brandes’ egne danske formuleringer, i de tilfælde hvor den russiske tekst tydeligvis er oversat fra trykte danske kilder. Alle artiklens nummererede afsnit har deres genkendelige danske forlæg, som følges mere eller mindre frit. Her skal derfor gives en nøgle til denne kollage, i hvert fald i hovedtræk.

Afsnit I, II og III følger temmelig nøje den danske artikel »Leo Tolstoj«, som Brandes trykte som kronik i avisen Politiken 13. september 1910. Den skulle markere Tolstojs 82-årsdag, 28. august 1910. Den optryktes i Brandes’ artikelsamling Fugleperspektiv (Brandes 1913: 362–67). I afsnit I er der dog indskudt en passage fra slutafsnittet om Tolstoj i bogen Indtryk fra Rusland (Brandes 1888: 477–78). Det drejer sig om linjerne fra »Tænk på Repins berømte billede« til og med »fællesskabets (‘mirens’) grundrussiske idé«. Slutningen af afsnit II, dvs. de komiske eksempler på nationalisme i forskellige lande, herunder Danmark og Norge, er dog ny (fra »Allerede i den grå oldtid«). Slutningen af afsnit III (fra »Han kan affærdige Goethe«) er også nyskreven som en overgang til afsnit IV, der diskuterer Tolstojs kritik af Shakespeare.

Et af Brandes’ hovedværker er hans store monografi William Shakespeare (1895–96) der blev oversat til adskillige sprog, bl.a. to gange til russisk. Men også Tolstoj var forfatter til en bog om Shakespeare. Her blev den hæderkronede klassiker demaskeret på den sene Tolstojs indædte maner. Desuden brugte Tolstoj temmelig uelskværdigt Brandes som eksempel på en af de mange kritikere der nærede næsegrus beundring for den ulidelige englænder. Tolstojs bog udkom ligeledes på mange sprog. Den danske udgave, Shakespeare. En kritisk Studie, blev udgivet i 1906 (Tolstoj 1906). Afsnit IV er et uddrag af Brandes’ artikel »Tolstoj contra Shake-

speare«, fra Gads danske Magasin (Brandes 1907), hvor han giver Tolstoj svar på tiltale.

Afsnit V, med redegørelsen for Tolstojs gæld til Rousseau og kritikken af Tolstojs radikale kønsmoralske fordring fra Kreutzersonaten, synes nyskrevet. Men i holdningen til Tolstojs – og andres – moralske dualisme afspejler afsnittet en af Brandes’ tidligere artikler, nemlig »Dyret i Mennesket« fra 1890 (optrykt i Brandes 1901).

Endelig kan afsnit VI ses som en ny variation over den sammenligning mellem Kropotkin og Tolstoj som Brandes flere gange var vendt tilbage til, senest i anden del af artiklen »Locarno«, trykt i Politiken 8. august 1910 og siden genoptrykt i Fugleperspektiv (Brandes 1913: 307–10). Af de to revolutionære russere havde Brandes tydeligvis mest sympati for Kropotkin, der ikke havde fraskrevet sig de voldelige metoder i kampen for social retfærdighed.

Oversætteren takker sin finske kollega, docent Ben Hellman, Helsingfors universitet, for hjælp med fremskaffelsen af en kopi af den russiske artikel fra den uvurderlige russiske avissamling på Helsingfors universitetsbibliotek. Endelig skal oversætteren så ønske læseren god fornøjelse med den vidtfavnende artikel af Brandes om Tolstoj, nu hvor den efter hundrede år er vendt tilbage til modersmålet.

Tolstoj som kritiker

Georg Brandes*

Da redaktionen af Russkoje slovo gjorde mig den ære at henvende sig til mig og bede om, at jeg sendte den en artikel om Tolstoj, tænkte jeg først, at den artikel kunne jeg skrive på nogle dage; jeg har jo gennem en årrække læst næsten alt hvad den store mand skrev, har ofte tænkt over ham og flere gange skrevet om ham. Men der blev brug for hele uger.

Da jeg begyndte at genkalde mig mine indtryk fra læsningen, forekom de mig utilstrækkelig prægnante. Jeg fandt det nødvendigt at genopfriske dem i min erindring og gav mig derfor til at genlæse Tolstojs værker. Men efterhånden som jeg læste ét værk, fik jeg trang til at fordybe mig i et andet, et nyt, og lidt efter lidt fandt jeg mig siddende foran et helt bjerg af bøger. Nogle tiltalte mig, andre frastødte.

Men som helhed begyndte det nu at forekomme mig langt vanskeligere, end da jeg begrænsede mig til de utydelige erindringer, at optræde i rollen som dommer over denne gigantiske skikkelse. Hans vælde mærkes stærkere, jo mere man trænger ind i den indre sammenhæng i hele hans virke. Jeg mærkede, hvor lille jeg er i sammenligning med hans betydning.

I

Leo Tolstoj indtager den første plads blandt samtidens digtere. Ingen indgyder ærefrygt som han. Måske kunne man sige: Ingen uden han indgyder ærefrygt. Da den litterære nobelpris første gang blev uddelt, og den tilfaldt en ædel og fin digter, men af anden rang,2 undertegnede Sveriges ypperste forfattere en adresse til grev Tolstoj, hvori de protesterede mod en sådan tildeling af denne anerkendelse. Det føltes uvilkårligt som om den kun kunne tilfalde én – Ruslands store digter, hvem de da også enstemmigt tilkendte retten til denne pris.3

Og denne adresse var langtfra nogen tilfældighed. For ja, Tolstoj indgyder ærefrygt ved sit lange livs omfattende virksomhed, der aldrig har rastet, ved sin alder, der er ærværdig, ved sit geni, der for Europa og Amerika har levendegjort Ruslands natur og dets mennesker i fortid og nutid, ved sin deltagelse i de fattiges og lidendes skæbne, ved sin ånds uafhængighed, sin selvstændighed over for traditioner og resultater, ved hvilke de tankeløse slår sig til ro, og ved sit mod til hensynsløs kritik af alle magtforhold omkring ham. En sådan sammensmeltning af åndsevne og dømmekraft er sjælden nok til at gøre et indtryk af overlegenhed. Tolstoj indgyder nærmere ærefrygtig forundring end kærlighed.

Folkeligt som Tolstoj føler, kommer han til at stå for en som personliggørelsen af mere end hundrede millioner menneskers

følemåde. Selvom den fremmede meget vel ved, at måske kun et ringe mindretal af Ruslands dannede deler Tolstojs grundanskuelse, og at kun et betydeligt mindretal af det udannede Rusland er fortroligt med hans enkelte skrifter, er der noget ved hans personlighed som tyder på, at han efterhånden vil få Rusland bag sig. Han er så repræsentativ. Tænk på Repins berømte billede, hvor han går bag ploven. Den tykke, plumpe næse, det svære kæbeparti er den russiske bondemands. Der er intet her, som minder om greven, om den fødte aristokrat. Men hvilken underlig bonde! Det er bonden som grubler, som heros, som geni, som civilisator. Blandt Herodots fortællinger om skyterne i den fjerne oldtid er der en myte om den yngste søn af slægten Kola-xais – plovjernsfyrsten. I bylinerne fortælles der om Mikula Seljaninovitj med den underfulde plov. Tolstoj minder om Herodots skyterprins; også han er en plovjernsfyrste. Han minder om Mikula, agerdyrkerhelten, der drager sin velsignelsesrige fure i den grænseløse russiske slette. Han minder også om Ilja fra Murom, som i hans skikkelse på ny, efter tusind år, opdyrker den russiske jord, han der stærkere end sin skæbne drog ad vejen til rigdom, men blev en ikke-rig, der helt gik op i fællesskabets (»mirens«) grundrussiske idé.

Det lader sig meget vel tænke, at et lille land frembragte en ånd af Tolstojs dimensioner – Norge har gjort det med Ibsen. Men han kommer da ikke til at tage sig så mægtig ud for det åndelige blik, for Norge er i omfang, folketal og verdensvægt så ubetydeligt i sammenligning med Rusland. Forholdet mellem disse to skikkelser er noget nær det samme som mellem den diplomatiske repræsentant for en lille stat og repræsentanten for en stormagt ved et kejserhof. Selvom den første er nok så evnerig, kommer han dog til at stå i skygge for den anden.

II

Denne opfattelse af Tolstoj vil ikke tiltale nationalisterne i Rusland. De vil gøre gældende, at Tolstoj alene som russer, som tilhørende det nu til dags i religiøs og litterær henseende ypperste folk, betyder mest. Merezjkovskij,4 som dog sidder inde med en høj europæisk kultur, og der som kritiker er Tolstojs personlighed alt andet end gunstig, sætter ham sammen med hans rival Dostojevskij over alt i den nyere tids forfatterskab. Det er efter hans

synsmåde af Ruslands åndelige og religiøse elite det afhænger, om den moderne verden skal frelses eller fortabes; thi hvem kan her frelse? »Vi eller ingen« er hans sidste ord.

Skønt Tolstoj sikkert kender sit eget værd, er denne grundopfattelse på ingen måde hans. Han interesserer sig på sit sidste udviklingstrin såre lidet for nationalforskelligheder og har ikke glimt af nationalisme. Ja, han, der i sin ungdom, i Krig og Fred havde givet stærk forkærlighed for sit fædreland udtryk, har i senere år udtalt sig med voldsomhed mod fædrelandskærligheden som avlende fjendske følelser mellem folkene og bærende hovedskylden for krig. Nogen interesse for det russiske blods renhed eller for den storrussiske stammes overmagt findes der ikke et spor af hos ham.

Det er efter min opfattelse et tegn på hans storhed, skønt hans indflydelse på vore dages litterære Rusland synes ringe på dette punkt. I Rusland som for øvrigt alle vegne i Europa er nationalismen i stærk stigen, trods alt det der sker for samfærdsel og samkvem mellem folkene. Det er kun forbavsende, at det ikke forstyrrer dyrkerne af nationalismens ideer, at den i alle lande har nået samme højde. Allerede i den grå oldtid tvivlede hverken grækerne eller romerne eller jøderne et øjeblik på, at de var himlens udvalgte folkeslag. Denne idé er nu genfødt og har besejret det 18. århundredes kosmopolitisme. I Nordamerikas Forenede Stater er det blevet et dogme, at deres land og folk er det bedste i verden, i Japan ligeså, i Kina ligeså, i England ligeså, i Tyskland ligeså – og her endda med særlig tydelighed. Ingen italiener eller græker tvivler på sit folks overlegenhed alene i kraft af oprindelsen. Selv i lille Danmark eksisterer den tro, at danskerne er Vorherres udvalgte folk, og at Gud har brug for Danmark i sine planer. Engang da en lille belgisk pige viste mig sin geografibog, lærte jeg at Belgien er det vigtigste kulturland på jorden, fordi der dér er den største befolkningstæthed og den mest udviklede industri i forhold til territoriets størrelse. Da jeg engang kom ind på dette tema i en samtale med en lærer ved universitetet i Kristiania og i spøg bemærkede: »Er det ikke sandt, at der i Norge findes en del mennesker, for hvem det norske folk er det mest fremragende folk i verden allerede i kraft at det er norsk?« – så svarede han med let rødmen: »Jeg må indrømme, at det også er min opfattelse«.

III

Tolstoj var oprindeligt ikke helt fremmed for nationalismen. I måden, hvorpå han i Krig og fred forherliger Alexander I på Napoleons bekostning, er der en vis dosis nationalisme. Havde han ikke selv her fremstillet Alexander som et højere væsen, så havde han ikke behøvet at behandle ham med så dyb foragt i »Et er fornødent«.5

Nu er han gået til den yderlighed at fordømme patriotismen. Med nogen dialektik forstår den moderne dannelse dog uden vanskelighed, at fædrelandskærlighed og verdensborgerånd ikke udelukker hinanden. Desværre tænker Tolstoj aldrig dialektisk. For ham udelukker modsætninger uden videre hinanden, lader sig aldrig forene. Med sin noget massive opfattelsesmåde har Tolstoj ikke fået andet ud af Hegel end, at hans system nu er opgivet som ufyldestgørende, så overvurderet det end en gang var. Man mente for hundrede år siden, at det indeholdt den fulde sandhed. Da dette var en vildfarelse, slutter Tolstoj, at det slet ingen sandhed indeholdt. Han har uret heri. Der er i Hegels lære om det dialektiske et sandhedselement, som Tolstoj ikke burde have forsmået.

Man gribes overhovedet af nogen vemod, når man ser i hvilken tone Tolstoj taler om fortidens allerfleste tænkere og kunstnere. Dels vurderer han dem lavt og fremhæver altid med jubel, at de, som en gang var på alles læber, nu forholdsvis sjældent nævnes – hvad dog en mand med hans ringeagt for gængse meninger burde betragte som ganske ligegyldigt. Dels har han en enkelt, stadig tilbagevendende forklaring af deres længere eller kortere renommé, nemlig at de har smigret overklassen og dens fordomme, har retfærdiggjort dens overgreb, bestyrket den i det uværdige liv, den fører. Det gælder hos Tolstoj om dem alle fra Shakespeare til Malthus, fra Goethe til Comte og Darwin.

Man forfærdes over det temperament, hvormed Tolstoj fordømmer. Han kan ikke finde udtryk hårde og nedsættende nok over for de mænd, hvis synsmåder afviger fra hans. Når Hegel har sagt: »Det fornuftige er det virkelige«, skal denne sætning efter hans mening blot være en godkendelse af alt bestående. Tolstoj forstår ikke i den tillige at se angrebet på alt det ufornuftige i den tilsyneladende virkelighed. Efter Hegels egen udtryksmåde opstod jo den store franske revolution, fordi menneskene for før-

ste gang tog deres stade i fornuften, så at sige stillede sig på hovedet og omformede virkeligheden efter det billede. Hegels sidste ultrakonservative periode udvisker for Tolstoj al hans ungdoms- og manddomsbedrift.

En så ærlig forsker og så højtbegavet økonom som Malthus bliver for Tolstoj »en yderst mådelig engelsk journalist, hvis skrifter for længe siden er glemte og almindelig anses for noget af det elendigste, der nogensinde har eksisteret på tryk«. Ingen skulle heraf ane, med hvilken agtelse Malthus nu til dags altid behandles både som karakter og som tænker, også af dem, der ingenlunde betragter hans lære som videnskabens sidste ord i befolkningsspørgsmålet.

Tolstoj tager ikke i betænkning at stemple de ypperste med hånsord, blot fordi de ikke nåede til den ubetingede sandhed. Han håner Comtes dybsindige lære om videnskabernes tre perioder, den teologiske, den metafysiske og den positivistiske. Ja, han håner Darwins tidsskelsættende værk om Arternes Oprindelse, fordi læren er ufuldstændig og på enkelte punkter misvisende, og stiller op imod den, hvad han kalder Moses’ besvarelse af det samme spørgsmål, idet Moses for Tolstoj ikke er nogen legendarisk figur. Ifølge »Moses« er de levende væsners forskelligartethed blevet til ved et bud af Guds almagt. Tolstoj burde formentlig overlade til de gejstlige, hvis profession det er, at hævde bibelske åbenbaringer på bekostning af den forskning der stræber mod lyset.

Hvor Tolstoj i sin bog Hvad er kunst? gennemgår og gendriver de forskellige æstetiske teorier, særligt de tyske, fra Baumgarten over Mendelssohn, Winckelmann osv., erindrer han levende om Bouvard og Pécuchet hos Flaubert, der også sætter sig ind i videnskaberne, ja de helliger sig endog ligesom han æstetikken nogle måneder. Helt forbløffende er det, at denne store kunstner, når han taler om litteratur og kunst, nævner de ypperste og de ganske ringe i samme åndedræt, ret som eksisterede ikke for ham den umådelige afstand, som skiller dem. I sin bog om kunsten siger han, at folk er opdragne i beundring for Raffael, Leonardo, Michelangelo, Delaroche. I sin bog om Shakespeare siger han: I fyrrerne pristes Eugène Sue og George Sand; nu er de glemte. Det generer ham ikke at stille disse to navne ved siden af hinanden, og han forestiller sig at George Sand er glemt.

Han kan affærdige Goethe med en simpel bemærkning om, at denne er uden moralsk fundament, han kan nægte at anerkende Beethovens største værker og hele Richard Wagner. Endelig har han skrevet en hel bog imod Shakespeare. Den bør man opholde

sig ved. For det er ganske interessant at se, hvordan vor tids største forfatter bedømmer den største digter i de seneste århundreder og måske gennem alle tider.

IV

I halvhundrede år er nu Shakespeare blevet nedsat med grove ord som den, der har udgivet sig for ophav til værker, af hvilke han ikke var i stand til at forfatte et eneste, men hvis mester lord Bacon var. Dramaerne pristes på hans bekostning.

Tolstoj lader Shakespeare beholde æren for de dramaer, der er kommet til os under hans navn. Men selve denne ære bliver under hans hænder til en skam; thi Shakespeares værker er dårlig kunst og deres tendenser af den laveste, usædeligste art.6

Som patriarken i Jasnaja Poljana i sin tid i sin bog om kunsten begyndte med at latterliggøre den moderne kunstbestræbelse ved en uforholdsmæssig lang satirisk skildring af prøverne på en opera, således begynder han her med en utrolig vidtløftig nedrivning af Kong Lear, der i hans genfortælling bliver til et uhyre af urimelighed og unatur. Hvad han siger mod stykkets udgangspunkt, har andre sagt før ham; men de har ikke af svaghederne i stykkets eksposition ladet sig glæden berøve over dets storhed.

Tolstoj indvender over for Kong Lear som overhovedet over for Shakespeares digtning, at her mangler enhver individualisering af sproget; alle personerne taler ens. Han sigter herved ikke alene til de spor af euphuisme,** ingen kritiker har ladet uomtalt; men for ham er spøg hos Shakespeare altid uvittig og kedsommelig, patos altid hul og tom. Om Julie, Desdemona, Cordelia, Imogen og Marina siger han, at de alle taler det samme kunstlede, sentimentale sprog. Men hvis Shakespeare er uvittig, hvem er da vittig? Dersom Shakespeare er hul, hvem er da lødig? Om sligt lader sig ikke disputere. Dersom en kalder Raffael flov og Leonardo affekteret, så er det ikke umagen værd at indlade sig i ordstrid. Men skal den påstand, at hos Shakespeare alle personerne taler ens, have en mening, så må det være den, at man kender Shakespeare igen i dem alle. Men hvad vil dette sige andet end at han har

sin personlighed og derfor sin stil. Hvilken sand kunstner kender man ikke i hans værker, og ved første blik! Mon ikke Rembrandt, mon ikke Tolstoj?7

Alle Shakespeares hovedskikkelser betegnes som usande, Hamlet med simplist-bevisgrunde som disse: »I det ene øjeblik nærer han ærefrygt for sin faders ånd, i det næste kalder han ånden ’Gamle muldvarp’; snart elsker han Ofelia, snart piner han hende«. Livssande skal kun nogle bifigurer være,8 af hovedfigurerne en eneste, Falstaff, men her ødelægges skikkelsens kunstneriske virkning af dens moralske mangler: fylderi, udsvævelser, løgnagtighed, fejhed. Man skulle forsværge, at det var en digter, fra hvis læber der lød den kritik.9

Hos Shakespeare, siger Tolstoj, er alt overdrevet. Men uden mådehold kan ingen være kunstner, uden sans for mål og måde har aldrig nogen været det. Lad Shakespeare være hvad han i øvrigt vil, blot ikke kunstner.

Med anvendelsen af mådeholdskravet ville man kunne gøre det af med Michelangelo som med Rubens; dog især med Tolstoj. Er det mådehold, at tillægge Shakespeare »den laveste, mest gemene livsanskuelse«, at påstå, hans dramaer ved deres usædelighed »berøver læseren evne til at skelne mellem godt og ondt«, at kalde ham »en ubetydelig, ukunstnerisk, ligefrem usædelig skribent«?

For fuldt alvor hævder Tolstoj som forsmædeligt for Shakespeare, at han har taget sine emner fra gamle fortællinger og skuespil, ja, han skal have fordærvet stofferne ved at underkaste dem sin behandling; det gamle drama Leir står over hans Lear, Saxos Amleth over hans Hamlet, Cinthios Othello over hans – lutter påstande, som svarer til et kunstnerisk dannelsestrin, der bedrøver hos Tolstoj.

Det fnug af sandhed, der findes i hans Shakespeare-kritik, påstanden at Shakespeare ikke sjældent arbejder med den øjeblikkelige teatralske effekt for øje, blev langt bedre hævdet af Rümelin.10 Dog Shakespeares kunstneriske mangler ville måske finde en mildere bedømmelse, ifald hans værker ikke, som Tolstoj påstår, manglede enhver religiøs eller sædelig overbevisning.

Som bekendt kender vi ingen endemålsbestemte årsager. Videnskaben begyndte først at gøre fremskridt, da den holdt op med at beskæftige sig med sådanne grunde. Ikke desto mindre benytter Tolstoj uafladelig det mystiske udtryk »bestemmelse«. Videnskaben skal give os svar på individets bestemmelse, vores personlige vel og hvert menneskes bestemmelse. I overensstemmelse hermed hedder det også i bogen, at dramaet skal meddele læseren noget om menneskets forhold til Gud, til altet, evigheden, uendeligheden. Shakespeares dramaer indeholder intet af den art. Det er naturligvis sandt, men det tjener til Shakespeares ros.

Han var, hedder det, allerede glemt, da tyskerne i slutningen af det 18. århundrede bragte ham på mode. Dette er tit nok sagt, men bliver ikke et gran sandere for det. »En række tilfældige omstændigheder« fik Goethe til at prise Shakespeare. De tyske kritikere istemte af snobberi denne ros og »alle skribenter begyndte nu at efterligne Shakespeare og skrive intetsigende dramaer; således Goethe, Schiller, Hugo, og i Rusland Pusjkin, Ostrovskij, Aleksej Tolstoj«.

Når også Goethe, Schiller og Hugo falder for leen, så tilintetgøres Shakespeare i det mindste ikke i dårligt selskab.11 Alle disse digtere udtrykker nemlig en fordærvet overklasse-livsanskuelse, mærkeligt nok øjensynligt alle den samme, endda der som bekendt er ret store forskelligheder mellem dem.

Shakespeares hovedsynd er hans ringeagt for massernes dømmekraft, som gøres til ringeagt for menigmand. Tolstoj priser Homer på hans bekostning, ligesom Homer overhovedet er den eneste digter, der hos ham undgår fordømmelsen. Tolstoj har overset, at Homer er mindst ligeså aristokratisk som Shakespeare. Thersites i anden sang af Iliaden, der taler folkets og fredens sag – sager, der er Tolstoj såre kære – får som bekendt en overmåde dårlig behandling af Odysseus, og alle høvdinge ledsager de prygl, han får, med deres højrøstede bifald.

Det er visselig ikke Shakespeare, som her trænger til forsvar. For hans ry i fremtiden er jeg ganske uden sorger. Nej, det er de stakkels kritikere, hvem Tolstoj overøser med sin ringeagt, der kan behøve et; thi deres fremtidsry er mindre sikkert; de må forsvare sig i nutiden.

De kommer højligt til kort i Tolstojs gengivelse af dem. Tolstoj har f.eks. anført undertegnede unøjagtigt på russisk og på få linjer tilladt tre grove fejl. Hovedstedet om Cymbeline er forvansket indtil meningsløshed. Jeg har ikke talt om vanskeligheden ved at holde sit liv rent for andre menneskers forurettelser, men ved at holde sit liv helt rent for usandhed, bedrag og overlast imod andre mennesker. Jeg har vist, at Shakespeare på det tidspunkt, da han skrev Cymbeline, indså, at formålsmoralen er den eneste sande, eneste mulige. Så er altså ifølge Brandes, udråber Tolstoj, grundsætningen, at formålet helliger midlet, den som Shakespeare hylder – og han udtømmer nu sin foragts skåler over Shakespeares jesuitisme.12

Princippet: formålet helliger midlet er kun en ufuldstændig omskrivning af formålsmoralens utvivlsomt sande princip og at dette princip selvfølgelig ikke retfærdiggør ethvert middel, der tjener målet, uden hensyn til dette middels sidevirkninger. At Shakespeare skulle overse dette hensyn, kan visselig ingen udlede af hans værker. I dette tilfælde hverken af Cymbeline eller andre. Tolstoj kan kun aftvinge bifald fra yndere af paradokser såsom Bernard Shaw.

V

Skønt Tolstoj udtaler sig med velvilje om enkelte moderne forfattere, der forholder sig medfølende til de fattige og undertrykte, som for eksempel Dickens, og skønt han udtaler sig med sympati om en bog som Hugos Les Miserables, så er der kun én forfatter, der fuldstændig passer til hans tankegang og kan betegnes som hans åndelige forløber; én forstand, under hvis indflydelse Tolstojs hele liv har formet sig. Det er Jean-Jacques Rousseau.

Den lovprisning af naturen og livet på landet, med dets fysiske slid, i modsætning til civilisationen, som hele Tolstojs lære munder ud i, den er det væsentligste særkende for alle elever af Rousseau; kimen til dette særkende findes allerede i Tolstojs tidligste arbejder. Lovprisningen af naturen optræder hos ham overalt, først i indikativ, senere i imperativ. Den, der som jeg holder

mere af digtere end af moralister, foretrækker Tolstoj i de værker, hvor hans kærlighed til naturen optræder i indikativisk form.

Hans bestandige selvfordømmelse, når han betragter sit liv, har også en forløber: Rousseaus Bekendelser. Hans modvilje mod videnskab og kunst går tilbage til Rousseaus første, prisbelønnede værker, om sædernes fordærvelse, som tilskrives videnskabens og kunstens renæssance, og om oprindelsen til ulighed mellem mennesker – to dybt reaktionære værker, som fremkaldte en revolution først i sindene, siden også i samfundslivet. Der er ikke den sunde tanke og heller ikke den tåbelighed hos Rousseau, som man ikke kan genfinde hos Tolstoj. For begge er den naturlige tilstand et ideal, men et ideal som ligger bagude i forhold til civilisationen; de opfordrer os vedholdende til at vende tilbage til det. Men i modsætning til Rousseau kender Tolstoj et endnu højere ideal end naturen, nemlig fornægtelsen af ens egen natur. Kampen mod kønslivet, som hans alderdomsværk Kreutzersonaten er viet til, er et produkt af hele hans tankesæt, ifølge hvilket kultur er et onde, enhver forfinelse, enhver luksus er af det onde, enhver anden livsform end bondens eller håndværkerens liv – også et onde. Han har grundet over det tragiske og komiske forhold, at mennesket af væsen er det højest udviklede dyr, som kun til en vis grad kan tvinge sig selv til at glemme sin oprindelse, men aldrig helt vil kunne frigøre sig fra dens spor. Og han ser på vores kultur som en kraft, der favoriserer det dyriske og giver de to køns samliv en dyrisk og for mennesket uværdig karakter.

Ikke desto mindre findes der i nutiden mænd og kvinder, for hvem denne dualisme af dyrisk og menneskeligt ikke eksisterer, ligesom de heller ikke godtager den meget yndede modsætning mellem Krist og Antikrist, som i så høj grad optager hr. Merezjkovskij.13 Der findes væsener, der ligesom grækerne i den fineste periode af oldtidens Hellas, oplever nydelser der ikke er behæftet med smuds, og som aldeles ikke har behov for nogen omvendelse til »den sande vej«.

Disse russiske forfattere opererer for ofte med begreber, der allerede har tabt deres aktualitet for moderne mennesker. I modsætning til Merezjkovskij er vi lige glade med, om Tolstoj er hedning af natur eller ej.14 I øvrigt må man gå ud fra, at alle mennesker af natur er hedninge. Vi kan heller ikke følge Merezjkovskij, når

han ser en typisk arier i et menneske, hvis kød og blod i den grad er gennemsyret af Bibelens grundsætninger, som det er tilfældet med Tolstoj. Dels mener vi, sammen med Max Müller,15 at ordet »arisk« kun kan anvendes på sproget, og derudover er meningsløst; altså, at den der taler om arisk race, arisk blod, ariske øjne eller hår, han begår en kolossal fejl, svarende til at han talte om en langskallet ordbog eller en kortskallet grammatik. Dels kan vi ikke finde noget specielt arisk i, at Tolstoj er overbevist vegetarianer. I første kapitel af profeten Daniels bog beskrives det, hvordan Daniel, Guds mand, altså den semitiske Guds, ernærede sig udelukkende af grøntsager og vand og var ved bedre huld end den persiske konges unge mænd, der spiste kød og drak vin.

VI

I sine planer for samfundets omformning har Tolstoj berøringspunkter med en anden stor russisk forfatter – Kropotkin; nu og da anfører han ham med sympati i sine små flyveskrifter fra den seneste tid. Kropotkin er selvfølgelig ikke digter, han har ikke det usædvanlige talent for billedlig skildring, som Tolstoj er berømt for, og som han måske for sidste gang viste så strålende i sin Opstandelse. Alligevel skriver Kropotkin fremragende og fængsler opmærksomheden. Kropotkin har ikke Tolstojs undertiden så velgørende ruhed, ej heller hans satire, der lyder så gennemtrængende i den offentlige dumpe tavshed. Som ikke-religiøs er han mere fredelig end den kristne Tolstoj. Og han er absolut fri for Tolstojs paradokser.

Skønt han selv med foragt gav afkald på at hellige sig den abstrakte videnskab (geografien), hvor han som ganske ung havde gjort opdagelser af afgørende betydning, så anerkender han dog videnskabens værdi. Uden selv at være kunstner, føler han dybt inde værdien af al god kunst og har med dyb indlevelse fremstillet den russiske litteraturs historie.

Kropotkin er ligesom Tolstoj i bund og grund en revolutionær. Men samtidig er han en ikke-kristen. For ham er der ingen nødvendig forbindelse mellem fortidens tro og håbet for fremtiden. Han er lige så fredselskende som Tolstoj. Men hvor meget end det at udgyde blod piner hans blide sjæl, så bilder han sig ingenlunde ind, at der nogensinde kan komme en revolution, som vender op

og ned på alle eksisterende forhold, hvis de lidende blot reagerer passivt på al undertrykkelse af deres interesser og al tvang. Han tror ikke det mål kan nås – at skabe menneskeværdige leveforhold for menneskeslægten – med mindre de behørige midler tages i brug. Endelig har han reelt bragt alle sine privilegier som offer for sin sag, mens Tolstoj kun formelt har afstået sine (til fordel for sin familie).

Tolstojs betydning som digter er enigt anerkendt af hele den civiliserede menneskehed. Hans særlige område er det ophøjede, hans stil er storladen. Skønt han ikke direkte skyr det komiske element, så forener han det gerne med det rædselsvækkende. Det er et originalt træk ved hans forfatterfysiognomi, at han aldrig ler.

Det siger ikke min forstand noget, at Tolstoj har fundet et universalmiddel mod ethvert onde i fysisk arbejde og afskaffelse af al regering. Jeg tror ikke på universalmidler. Og dog påvirker Tolstoj sin læsers intellekt ved at protestere mod udbredte, men falske doktriner og fordomme og ved ikke at standse op selv foran de mest grundfæstede af dem. Han virker som sprængstof.

Men endnu stærkere end på fornuften virker Tolstoj på følelsen. Han virker civilisatorisk gennem sine protester mod al vold, og han virker som forkynder gennem sit krav om omvendelse til tro og selvforbedring. Med sin religiøsitet indvirker han på massernes dragning mod mystik, og med sin afsky for det officielle og sin forkærlighed for et liv i frihed virker han som befrier.

Han har vækket det store russiske folk til eftertanke. Måske kunne han ligefrem have virket som en Luther, hvis han havde besiddet Luthers verdslige klogskab og diplomatiske evne. Luthers reformation vandt sejr i den ydre verden, fordi den appellerede til grådigheden hos fyrster, der ønskede at bemægtige sig den katolske kirkes rigdomme; den sejrede ved sin protest mod cølibatet og ved sin i politisk forstand yderst fjendtlige holdning til bønder og arbejdere. Tolstoj allierede sig med netop dem, som Luther anbefalede at slå skånselsløst ned, og angreb dem, som Luther gik i forbund med. Derfor kunne Tolstojs ideer ikke sejre i hans egen levetid. Men det samlede facit af hans liv er og bliver: Tolstoj er en verdenskraft.

Litteratur

Brandes, Georg (1888) Indtryk fra Rusland. København: Gyldendalske Boghandel Forlag.

Brandes, Georg (1895–96) William Shakespeare. København: Gyldendalske Boghandel Forlag.

Brandes, Georg (1901) Dyret i Mennesket. Samlede Skrifter, bd. 7. København: Gyldendalske Boghandel Forlag (204–22).

Brandes, Georg (1907) Tolstoj contra Shakespeare. Gads danske Magasin 1906–07: 733–36.

Brandes, Georg (1913) Fugleperspektiv. København: Gyldendalske Boghandel Forlag.

Jørgensen, Aage (2009) Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Krüger, Paul (red.) (1956) Correspondance de Georg Brandes. Lettres choisies et annotées, bd. II (1956). København: Rosenkilde og Bagger.

Merezjkovskij, Dmitrij (1901) L. Tolstoj i Dostojevskij. St Petersborg: Mir Iskusstva.

Merezjkovskij, Dmitrij (1907) Khristos i Antikhrist. Trilogija. St Petersborg: Izdanie M.V. Pirozjkova.

Moritjeva, M.D. (1965) »Georg Brandes o Tolstom. Zabytaja statja v russkoj gazete« i I.I. Anisimov (red.) Tolstoj i zarubezjnyj mir, bd. 1. Moskva: Literaturnoje nasledstvo.

Nolin, Bertil (1965) Den gode europén. Studier i Georg Brandes’ idéutveckling 1871–1893. Stockholm: Svenska Bokförlaget/ Norstedts.

Rümelin, Gustav (1866) Shakespearestudien. Stuttgart: J.G. Gotta.

Ruud, Charles A. (1990) Russian Entrepreneur. Publisher Ivan Sytin of Moscow, 1851–1934. Montreal: McGill-Queen’s University Press.

Tolstoj, Leo (1906) Shakespeare. En kritisk Studie. København: Peter Hansens Forlag.

Vogüé, Eugène-Melchior de (1886) Le Roman russe. Paris: Plon-Nourrit.