Inte bara Stasi. Relationer Sverige–DDR 1949–1990

Birgitta Almgren

Stockholm: Carlsson bokförlag 2009

564 sider. ISBN 9789173312530

Forholdet mellem de nordiske lande og det tidligere DDR – Den Tyske Demokratiske Republik, eller Østzonen alt efter politisk temperament – har i de seneste godt ti år været genstand for omfattende forskning. Sammenbruddet af den østtyske stat forærede historikerne en gylden mulighed for at se en af den kolde krigs vigtige europæiske aktører efter i kortene. Betydningen af de østtyske arkiver var så meget desto større, fordi nordiske historikere i 1990’erne som oftest mødte lukkede døre på vore egne breddegrader.

Den første til at beskrive de østtyske bånd til Skandinavien var den tyske historiker Michael F. Scholz, der i starten af 1990’erne skrev en række artikler om emnet. I en nordisk sammenhæng åbnede Sven Holtsmark ballet i 1999 med sin bog om Avmaktens diplomati, hvor han beskrev DDR’s årtierlange anstrengelser for diplomatisk anerkendelse. I kølvandet på den fulgte både bøger og afhandlinger i hele Norden.

Sverige har været særligt centralt i studiet af forholdet mellem DDR og Norden. Foruden et par Stasi-bøger, der hovedsageligt har kuriositetsværdi, foreligger der ikke mindre en tre omfattende afhandlinger om forskellige aspekter af det østtysk-svenske forhold, som Birgitta Almgren har kunnet basere sin forskning på. Det drejer sig om Andreas Linderoths omfattende undersøgelse af den østtyske anerkendelsespolitik, Kampen för erkännande. DDR:s utrikespolitik gentemot Sverige 1949–1972

(2002); den tyske historiker Alexander Muschiks afhandling Die beiden deutschen Staaten und das neutrale Schweden. Eine Dreiecksbeziehung im Schatten der offenen Deutschlandsfrage 1949–1972 (2005); og Greifswalder-historikeren Nils Abrahams Die politische Auslandsarbeit der DDR in Schweden (2006), som med vanlig tysk grundighed beskriver den østtyske kulturpolitik og propaganda, herunder udsendelse af DDR-venlige brochurer, lærersamarbejde, studenterudveksling, »DDR-uger« og udstillinger. Abraham beskriver desuden indgående DDR’s kulturcentrum i Stockholm og venskabsforeningen Sverige-DDR.

Ser man på temaerne i Almgrens nye bog er det tydeligt, at der har været et nært samarbejde med netop Abraham, som hun også flere gange fremhæver i sin fremstilling. Almgren har i det hele taget været yderst bevidst om at knytte an til den eksisterende historiske forskning, da hun sammen med Charlotta Brylla i 2005 søsatte projektet »Kontakt och konflikt: Sverige–DDR. Retorik och politik kring Östersjön«, som det foreliggende værk er produktet af. Samarbejdet med historikerne var vigtigt, fordi Almgren til trods for, at hun i flere omgange har beskæftiget sig med historiske emner, ikke selv er historiker. Det betyder at hendes tilgang til det historiske arbejde på mange måder adskiller sig væsentlig fra de her nævnte historiske analyser.

Almgren foregiver ikke i værket, at det drejer sig om en systematisk analyse af forholdet mellem DDR og Sverige. I stedet har hun valgt at lade bogen springe fra tue til tue, mellem emner og begivenheder, som hun anser for at have særlig betydning for forståelsen af det kommunistiske DDR og for landets kontakt til det nordiske naboland. Hun bevæger sig med største lethed fra protester mod Berlinmuren og udvisningen af Wolf Biermann, over DDR-dage og DDR i det svenske uddannelsessystem til svenske kommunisters noget ambivalente og uigennemskuelige samarbejde med deres østtyske kontakter. Fremstillingen fastholdes af konkrete kildeeksempler, og krydres under tiden med personlige anekdoter og oplevelser i forbindelse med bogens tilblivelse.

I værket fremstår det billede, som de østtyske magthavere ønskede at formidle af sig selv. Hovedstrømningerne var: socialismepropaganda, fredspropaganda, kritik af kapitalismen og afsløring af imperialismen (s. 160). De østtyske institutioner og deres sympatisører gjorde hvad de kunne, for at tegne et billede af en fremgangsrig og fredselskende stat, samtidig med at man lagde sig i selen for at nedtone diktaturets åbenbare negative og usympatiske træk. Midlet var den højest mulige kontrol med de infor-

mationer, som den svenske offentlighed skulle præsenteres for. Forfatteren bringer et sigende eksempel fra undervisningsminister og generalsekretærfrue Margot Honeckers besøg i Stockholm i 1985. Her fremførte den svenske skolestyrelse ideen om direkte kontakter mellem skoler i de to lande. Det østtyske regime var principielt interesseret i muligheden for at kunne pode de svenske skoler med et positivt DDR-billede. I realiteten så man dog et skrækscenario: En »ukontrolleret skoleudveksling« hvor informationer risikerede at flyde uhindret og måske endda i begge retninger. Resultatet blev at SED-styret holdt forhandlingerne hen, til ideen endte med at blive overhalet af den historiske udvikling i 1989–90 (s. 274).

Som sprogforsker er Almgren værket igennem på jagt efter eksempler på den særlige DDR-lingo, med en speciel interesse for magthavernes og statssikkerhedens sprog, som hun døber lingua securitatis. I en række tilfælde graver hun derfor dybt i enkelte tekster for at udfinde kernebegreber og hyppige vendinger. Sproget er imidlertid et symptom på ideologien, der var allestedsnærværende i de kommunistiske landes udenrigspolitik. Således dominerede ideologien ikke bare DDR-sproget, men styrede også allokeringen af ressourcer.

Bogens titel Inte bara Stasi... er tvetydig, hvilket bogen underbygger. Selvom DDR »ikke bare var Stasi«, så fylder undertrykkelsesapparatet og efterretningstjenestens mørkemænd ganske meget i fremstillingen. Almgren har haft adgang til en del materiale i Stasi-arkiverne i Berlin, ligesom hun har interviewet flere tidligere aktører fra den østtyske statssikkerhed. Ligesom i andre dele af værket er fremstillingen af DDR’s efterretningstjeneste præget af en række tableauer. I nogle eksempler beskriver hun centrale kildegrupper, som eksempelvis databaserne SIRA og udlandsefterretningstjenestens kartotekskort med arbejdsnavnet »Rosenholz«. I andre tilfælde dykker hun ned i enkeltsager, som eksempelvis behandlingen af forfatteren Peter Weiss. I Stasi-skuffen finder man også en oversigt over forskellige agenter, der var aktive i Sverige (s. 113–15). Almgren sætter med sin bog fingeren på et ømt sted i svensk forskning, nemlig den åbenlyse mangel af en undersøgelse, der på baggrund af intelligence studies, systematisk beskæftiger sig med dele af den moderne spionage i Sverige.

En del af historien Inte bara Stasi... er den offentlige diskussion om netop Stasi, som bogen har medført. I begyndelsen af 2010 flammede en heftig debat om denne del af Sveriges historie op. Spørgsmålet om østblokkens spionage har ellers ikke været

et tema, der har fyldt ret meget i den svenske historiske debat de seneste tyve år. Dertil har der været tilstrækkelig mange andre historiske minefelter. Nævnes skal blot overvågningsdebatten, de efterhånden utallige ubådsudredninger og svenskernes generelt vanskelige forhold til landets såkaldte »neutralitet«.

Den nye debat i Sverige drejer sig om de førnævnte såkaldte »Rosenholz«-akter. Almgren er både under og efter sine undersøgelser blevet nægtet adgang til SÄPO’s andel af »Rosenholz«-akterne. Det svenske sikkerhedspoliti ligger nemlig, lige som sine nordiske kolleger, inde med identiteterne på alle borgere der var registrerede af Stasi. Kun danske PET har åbnet sine dokumenter, der imidlertid er ukomplette. Svenske SÄPO har ligesom finske SUPO vist sig usædvanligt hemmelighedsfulde, og ladt sig styre af de samme ideer som under den kolde krig, nemlig at offentligheden ikke har godt af at vide for meget. Forestillingen om at »ukontrollerede« informationer kan være farlige, synes således ikke at være noget afgrænset østtysk fænomen endsige udelukkende historisk. Almgren har derfor med sit værk leveret et usædvanligt vigtigt bidrag til både den videnskabelige og den offentlige debat.

Almgren spurgte den 25. februar i år retorisk i Dagens Nyheter: »Vilka samhällstoppar är det som polisen skyddar?« Det er naturligvis et provokerende spørgsmål. Men det er den type spørgsmål overdreven hemmelighedskræmmeri fører med sig. »Sverige är alltså DDR:s sista bastion!«, konkluderede hun skarpt. Der kan ikke herske tvivl om, at Almgren har fat i en væsentlig historie. I flere nordiske lande begrænser myndighederne en videnskabelig belysning af disse tabuiserede emner. Det handler ikke om at finde syndebukke, men om at analysere hvordan diktaturet kunne infiltrere et åbent demokratisk samfund. Det er med Almgrens ord problemstillinger der er »lika aktuella i dag som under kalla kriget«.