Det nya Östeuropa – stat og nation i förändring

Fredrika Björklund & Johnny Rodin (red.)

Lund: Studentlitteratur 2009

444 sider. ISBN 9789144053035

Med afsæt i Francis Fukuyamas tese om »historiens endelige og liberalismens definitive sejr« argumenterer Fredrika Björklund og Johnny Rodin, de to redaktører af antologien Det nya Östeuropa, i deres indledningskapitel for, at kommunismens sammenbrud netop ikke var udtryk for »historiens endelige«, men at udviklingen i de lande, der opstod og/eller genopstod, tværtimod er særdeles heterogen betinget af landets historiske forhold, nationale specifikke valg og den internationale kontekst. Antologien skriver sig dermed op mod den tidlige transitionslitteratur, hvor man netop antog at udviklingen ville følge en nogenlunde ensartet retning imod demokrati og markedsøkonomi i vesteuropæisk forstand.

Det nya Östeuropa dækker et bredt spekter af tidligere kommunistiske lande, som – ifølge redaktørerne – ikke er tænkt som et repræsentativt udsnit. Det forbliver således uklart, hvorfor nogle lande er med, mens andre ikke er det. For det første udskilles det såkaldte »postsovjetiske Europa«, der foruden Rusland, Hviderusland, Ukraine og Moldavien også indeholder kapitlet om Letland, som er det eneste af de tre baltiske lande, der er inddraget. For det andet går turen til Øst- og Centraleuropamed to kapitler om henholdsvis Rumænien og Polen og en samlet analyse af Tjekkiet og Slovakiet. Endelig, for det tredje behandles Sydøsteuropa med bidrag om Serbien og Slovenien. Denne bogens tredje del går direkte over til fire bidrag, der giver en overordnet og komparativ analyse af de postkommunistiske lande. Her ses der på udviklingen i internationalt perspektiv, på civilsamfundets udvikling (og mangel på samme), på forskelle mellem præsident- og parlamentssystemer og endelig på demokratisering. Disse kapitler udvider landeperspektivet og inddrager således de øvrige postkommunistiske lande i regionen.

Grundideen bag bogen er at se på forandringer i Østeuropa ud fra et stats- og nationsdannelsesperspektiv. Redaktørerne følger dermed op på den kritik, der har været af, at transitionsforskning typisk har fokuseret på demokratiseringsprocessen og etablering af markedsøkonomi. Ved at fokusere på stats- og nationsopbyg-

ning forsøger dette bidrag at råde bod herpå. Det er såvel bogens styrke som dens svaghed. Styrken ligger i, at redaktørerne forsøger at strukturere bogens analyser i forhold til Barry Buzans tre grundpiller for statslighed: statens institutioner, statens ide og statens fysiske basis. Det undrer mig imidlertid, at der ikke findes et generelt sammenlignende kapitel om de økonomiske reformer, når ideen er at læne sig op ad Buzans tre grundpiller, hvor jo økonomi indgår i statens fysiske basis. Svagheden ligger i, at stats- og nationsopbygning allerede i indledningskapitlet bliver slået sammen til ét spørgsmål, hvilket efter min mening ikke bidrager til at øge forståelsen af det komplekse samspil, der findes mellem netop den politiske, den økonomiske, den statslig-administrative og den nationale omstillingsproces.

Når en omtale af antologier fremhæver enkelte bidrag positivt, kan man som læser ofte stå med en fornemmelse af, at de øvrige bidrag er mindre læseværdige. Det er ikke tilfældet her. Når jeg alligevel vil fremhæve to kapitler, skyldes det, at de fint illustrerer, at hvis man skal forstå udviklingen efter »murens fald«, er det nødvendigt at se på de konkrete historiske forhold i samspil med senere politiske og institutionelle valg samt den internationale kontekst. Det ene kapitel er Steven Saxonbergs analyse af Tjekkiet og Slovakiet. Dette kapitel tager afsæt i forskellene mellem den tjekkiske og slovakiske del af Tjekkoslovakiet. Dette gav de to dele grundlæggende forskellige forudsætninger for økonomisk genetablering, hvor det hurtigt viste sig, at Tjekkiet stod langt stærkere end Slovakiet i forhold til økonomisk tilpasning til Vesteuropa. Kapitlet bidrager således til at forstå delingen i Tjekkiet og Slovakiet såvel som grundlaget for resultaterne af de første politiske valg og forskellene i deres politiske systemer.

Det andet kapitel er Thomas Sedelius’ bidrag om præsidentmagt og parlamentarisme. Efter for det første at give et glimrende indblik i forskellen mellem de to konstitutionelle former, sammenstilles de konkrete konstitutionelle valg med de historiske forudsætninger i de forskellige lande. Bidraget viser et betydeligt sammenfald og bidrager dermed til en del af forklaringen på, hvorfor stærke præsidenter er kommet til magten i specielt den østlige del af Østeuropa, mens det ikke er tilfældet i den vestlige del.

Antologien er rettet imod universitetsstuderende på grunduddannelsen i stats- og samfundsvidenskab. Det er min erfaring som underviser af netop denne målgruppe, at de studerendes grundlæggende viden om udviklingen i Østeuropa og om de historiske og internationale forudsætninger herfor er ganske mangelfuld.

Bogen er derfor væsentlig, og det er dermed kedeligt, at den skæmmes af forskellige problemer.

Jeg har for eksempel et problem med, hvordan retsstatsbegrebet bliver behandlet. I indledningskapitlet knyttes retsstaten korrekt til spørgsmålet om, at alle er lige for loven og at ens forhold behandles lige og upartisk af myndighederne. Men herefter bliver retsstatsbegrebet grundigt blandet sammen med demokratisering og korruption: »den [retsstaten] bygger också på att medborgarna har förtroende för myndigheterna. Av den anledningen kan själva övergången från ett politiskt system till ett annat i sig skapa problem, med till exempel korruption« (s. 25). Hvordan forfatterne får det til at hænge sammen, har jeg vanskeligt ved at se. Det er desuden kedeligt, fordi retsstatsdimensionen ikke altid behandles i transitionslitteraturen.

For det andet savnes der ved anvendelse af tabeller en indikation af den skala, der anvendes (for eksempel hvilket tal angiver høj hhv. lav grad af korruption), ligesom der ikke angives kilder. Problemet med manglende referencer er desværre generelt. Der er flere afsnit, hvor der ikke angives referencer til den teoretiske litteratur, der givetvis anvendes. Selvom hvert kapitel indeholder såvel de konkrete referencer som forslag til videre læsning, ville større omhu med kildehenvisninger klart have styrket bogens anvendelighed og dens seriøsitet som grundlag for universitetsundervisning.

Landebidragene er skrevet af kompetente landespecialister, der forholder sig tro mod redaktørernes ide, hvilket undertiden føles mere som en spændetrøje end som en udfordring. Bogen er imidlertid velegnet som opslagsbog. Hvert kapitel indledes med en boks over faktuelle landedata (dog uden kildeangivelse) og en gennemgang af landets statslige institutioner. Enkelte kapitler gør desuden brug af faktabokse (»faktarutor«), hvilket er en god pædagogisk form, når man vil fremhæve væsentlige forhold, der ikke naturligt kan indgå i brødteksten. Sådanne faktabokse kunne gerne have været brugt mere systematisk bogen igennem. Styrken ved bogen er uanset, at den kan give studerende en basisviden, som kan give dem forudsætninger for at læse videre i den videnskabelige litteratur på området.