I anledning af hundredåret for forfatterens død 20. (7.) november 1910

Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.  P. Jacobsen, Fru Marie Grubbe, 1876

Vi er næsten med i kisten, når en skuespiller dør  Shu-bi-dua, Rap rap, 1983

Hen under aften den 13. november 1910 (31. oktober efter russisk tidsregning) stod stationsforstander Ivan Ozolin som så ofte før på perronen i Astapovo og førte opsyn med togdriften. Astapovo var som knudestation på Rjazan-Ural-jernbanen forholdsvis stor og trafikeret. I luftlinje lå den 150 km sydøst for Tolstojs gods Jasnaja Poljana. På denne råkolde efterårsdag rullede alt foreløbig efter køreplanen. Et tog var på vej ind på stationen. Når det var kørt igen, ventede den indendørs varme i stationsforstanderboligen, aftensmaden, hustruen, tre børn og et nøjere kig på dagens avis.

Men Ozolins aftenplaner, og i grunden resten af hans liv, fik en ny drejning, da en lille herre med velplejet skæg steg ud af en andenklasses wagon i det nyankomne tog og med en smule accent præsenterede sig som Tolstojs livlæge, Dušan Makovický. Den toogfirsårige forfatter lå syg i toget, forklarede han, formentlig lungebetændelse. Han havde akut brug for tag over hovedet, varme og lægelig omsorg. I mindst en uge. Kunne stationsforstanderen mon stille sin bolig til rådighed?

Navnet Tolstoj gjorde stærkt indtryk. Dagens store avisnyhed var, at den berømte forfatter havde forladt hjem og ægtefælle og var forsvundet uvist hvorhen. Ozolin måtte et øjeblik knibe sig

i armen, men da konduktøren stemte i og bekræftede at Tolstoj virkelig var med toget og havde brug for hjælp, stillede han uden videre tøven sit hjem til rådighed. Den næste uges tid blev gæstesengen i stationsforstanderens hus både rammen om Tolstojs død og fokus for verdenspressens opmærksomhed.

Længsel efter et rigtigere liv

At Tolstojs sidste rejse gik til netop denne station, var et rent tilfælde. Men tilfældet var et resultat af hans dybt indgroede længsel efter et rigtigere liv. Han havde længe syslet med tanken om at forlade sit overklasseliv på godset og henleve sin sidste tid i overensstemmelse med den særlige kristne lære, som han havde udviklet og forkyndt gennem de seneste tredive år. En væsentlig side af den såkaldte tolstojanisme var en idealisering af bondens simple og naturlige levevis og en tilsvarende kritik af den moderne civilisations sociale uretfærdighed, unatur og umoral. »Lawn-tennis« og opera var et par af Tolstojs yndlingseksempler på den dyre meningsløshed i de riges liv. Men forkynderen var selv fanget i den livsform han kritiserede. Uanset hvor meget han gik i bondeskjorte, savede brænde, høstede med le og fremstillede eget fodtøj, så var der afgrundsdyb forskel på hans liv og bøndernes. Han spillede bonde, men var greve. Det var ubestrideligt og synligt for enhver, også selvom han var en angrende og skyldbetynget repræsentant for landadelen.

Når Tolstoj følte størst væmmelse ved sit liv i overflod, hengav han sig til drømmerier om at flygte fra familien, som han syntes holdt ham som fange i et guldbur. På trods af at han efterhånden var Ruslands berømteste og hyppigst portrætterede personlighed, forestillede han sig en helt egen alderdom og død, hvor han ligesom forsvandt ud i det anonyme folk for dér at udleve den ægte næstekærlighed og sin egen forbedring i et kristent levned. Det var en sådan åndelig genfødelse fra skrupelløs herremand til næstekærlig tjener, som han lod sit alter ego, godsejeren Nekhljudov, gennemgå i romanen Opstandelse fra 1899. Men hans inderligste drømmebillede var måske mere den lille, pjaltede olding med ransel på ryggen som Nekhljudov traf på en sibirisk færge i slutningen af romanen. Den gamle ville hverken vedkende sig et navn eller en bestemt alder og heller ikke bekende sig til den ortodokse eller nogen anden trosretning. På spørgsmålet om han anerkendte

tsaren, svarede han »ja, selvfølgelig«, men med tilføjelsen: »Han er tsar for sig, og jeg er tsar for mig« (Tolstoj 1983: 431–32).

Tolstojs flugt til friheden hos folket begyndte den 10. november (28. oktober) med en hemmelig natlig køretur i kalechevogn fra Jasnaja Poljana til den nærmeste jernbanestation, Sjtjekino. Det var bælgmørkt, men en stalddreng red foran med en lygte for at oplyse vejen. Rundt omkring kunne han se, hvordan bønderne i deres hytter så småt begyndte at tænde op. Livlægen Makovický var med i vognen og puslede lidt kluntet om Tolstoj, blandt andet ved at give ham en ekstra hat på, oven i den han allerede havde på hovedet. Tolstojs yngste datter, Aleksandra, og Varvara Feokritova, hans kopist og Aleksandras nære veninde, var orienteret om flugten. De havde om natten hjulpet med at pakke. De skulle også tage det første skrald om morgen, når husets frue, grevinde Sofja Andrejevna Tolstaja, opdagede sin mands rømning.

I kalechevognen stillede Tolstoj lægen det lidt overraskende spørgsmål: »Hvor tager vi så videre hen?« (Makovitskij 1979: 398). Skønt flugtdrømmen var gammel, var selve flugten spontan og planløs. Den blev udløst af en akut smerte i Tolstojs ægteskabelige mavesår. Tidligere på natten havde fruen listet sig ind på hans værelse, i den tro at han sov, og ledt efter noget blandt hans papirer – formentlig hans nye testamente angående ophavsretten til Krig og fred og de andre klassiske værker fra før 1881, som hidtil havde sikret familien en støt indtægt. Da hun var gået, havde Tolstoj klædt sig på, skrevet et afskedsbrev til hende og bedt lægen gøre sig klar til støjfrit opbrud.

Men spørgsmålet var stadig: Hvor skulle de i grunden tage hen? Lægen foreslog Bessarabien (det nuværende Moldova), hvor Tolstoj måske var mindre kendt, og hvor de muligvis kunne indkvarteres hos en vis Ivan Gusarov, en malersvend fra Moskva, der sammen med sin familie var flyttet i et tolstojansk landbrugskollektiv dernede. Det lyder løst og langt væk, men tanken om fjerne, måske ligefrem udenlandske destinationer var ikke fremmed for Tolstoj. Første stop havde han dog nået at aftale med datteren Aleksandra ved afskeden. Han ville tage til munkeklostret Optina Pustyn, som han tidligere havde besøgt, overnatte i klosterherberget og så fortsætte til det nærliggende nonnekloster i Sjamordino, hvor hans søster levede tilbagetrukket fra det verdslige liv. Her skulle datteren støde til lidt senere. Aleksandra tog klart sin fars parti i den verserende konflikt mellem ægtefællerne og lovede ikke at røbe for sin mor, hvor han var taget hen.

Fra Sjtjekino station gik togrejsen først ca. 50 km mod sydvest, til Gorbatjovo. Herfra var der forbindelse til Kozelsk ca. 100 km længere vestpå. Fra stationen i Kozelsk var der så yderligere nogle

få kilometer i hestevogn til Optina. Turen begyndte rimeligt komfortabelt. Efter den søvnløse nat kunne Tolstoj sætte sig til rette i en tom andenklasses kupe og nyde at flugten tilsyneladende var lykkedes. Makovický lavede kaffe og sørgede for en pude til ham, så han kunne ligge lidt. Men fra Gorbatjovo måtte Tolstoj rejse på 3. klasse ligesom folket. I virkelighedens oktoberkulde blev det måske begyndelsen til enden.

Toget fra Gorbatjovo til Kozelsk var et blandet gods- og passagertog med en enkelt tredjeklassesvogn. Rejsetiden for de kun 100 km endte med at blive seks en halv time. Makovický havde aldrig oplevet mage til ubekvem og tætpakket togvogn. Luften var kvælende, over halvdelen af passagererne røg. Ikke desto mindre udbrød Tolstoj, da han steg på: »Glimrende, her er frit!« og gav lægen besked om at bringe bagagen ind. Det lykkedes at få en siddeplads på en træbænk midt i folkemængden. Men Makovický, der var bekymret for Tolstoj, steg ud igen og prøvede at overtale stationsledelsen til at indsætte en ekstra tredjeklassesvogn, under henvisning til at Tolstoj var blandt passagererne. Det viste sig dog umuligt. Toget satte i gang, og inden længe fordrev tobaksrøgen Tolstoj til den åbne forperron. Trods et par frostgrader blev han siddende udendørs i den friske blæst, på sin stok med sammenklappeligt sæde, længere end godt var (Makovitskij 1979: 400–01).

Hjemme på Jasnaja Poljana var flugten i mellemtiden blevet opdaget. Aleksandra havde på morgenstunden overrakt sin mor Tolstojs farvelbrev og som aftalt nægtet at sige hvor Tolstoj var taget hen. Grevinden tog det ikke let. Hun styrtede omgående ned til vaskepladsen ved dammen og kastede sig i vandet, men selvmordsforsøget mislykkedes på grund af de mange omkringstående. Det samme gjorde adskillige senere forsøg, som skildret af Aleksandra: »Under uafladelig Hulken slog Moder sig for Brystet med en Hammer, og hvad hun ellers kunde få fat i af tunge Genstande, og stak sig med Knive, Sakse og Naale. Da jeg efterhaanden med Magt havde faaet taget alt væk fra hende, prøvede hun at styrte sig ud af Vinduet og i Brønden.« Da disse reaktioner ebbede ud, sendte Sofja Andrejevna bud til Sjtjekino station for at høre, hvilket tog hendes mand havde løst billet til. Så sendte hun et telegram efter ham med den korte besked »Kom øjeblikkelig tilbage«. Aleksandras søskende blev også telegrafisk tilkaldt og begyndte at ankomme til Jasnaja Poljana (Fülöp-Miller & Eckstein 1927: 164–67).

Tilbage i tobakstågerne på tredje klasse var Tolstoj faldet i snak med en medrejsende, og efter at have spurgt ind til de gøremål der optog ham, bemærkede Tolstoj henvendt til lægen: »Ein typischer

Bauer«. En landmåler blandede sig i samtalen, der blandt andet drejede sig om privatisering og udstykning af landsbyfællesskabets jord. Derfra gled den over på Henry George og grundskyld, Darwin og magt, og videre til uddannelse. Der dannede sig efterhånden en ring af tilhørere omkring de samtalende. Det rygtedes at Tolstoj var i vognen. En gymnasiepige tog notater og forsvarede ind imellem videnskaben mod Tolstojs angreb. Da den store forfatter midt i det hele tabte en vante på gulvet og brugte sin nymodens elektriske lommelygte til at finde den, udlagde hun det kvikt som et eksempel på videnskabens nytte. Også Makovický stenograferede som sædvanlig mest muligt af hvad hans beundrede mester sagde. Samtidig var han som læge bekymret over at guruen anstrengte sin stemme så meget. Diskussionen stod på med stor intensitet i over en time. Klokken var næsten fem om eftermiddagen før de ankom til Kozelsk, trætte og forkomne. Her ventede en ordentlig rystetur i hestevogn over elendige efterårsveje, før de kunne tjekke ind hos fader Mikhail i hans stille og propre klosterherberg (Makovitskij 1979: 401–02).

Striden om Tolstojs arv

Freden her bekom Tolstoj godt efter stridighederne som ombølgede ham hjemme. Det meste af året havde to lejre kæmpet en forbitret kamp om indflydelse på ham og på den posthume forvaltning af hans åndelige og til dels jordiske ejendom. Det var på den ene side tolstojanerne under ledelse af Vladimir Tjertkov, på den anden hovedparten af Tolstojs familie med grevinden i spidsen. De førstnævnte følte et kald til at udbrede Tolstojs tanker som en samlet lære, dels gennem en lind strøm af prisbillige moralske skrifter, dels gennem en alternativ livsform der kunne dyrkes i kollektiver af ligesindede. Deres ideal var et jævnt og simpelt liv i medmenneskelig omsorg, fjernt fra det materialistiske og selviske moderne jag. I modsætning til de revolutionære i tidens politiske kamp prædikede de ikke-voldelig modstand mod det onde. Familien havde derimod indlysende forbehold over for Tolstojs lære. De følte at dens vidtrækkende altruisme truede deres barndomshjem, deres status og økonomiske tryghed. De rystede på hovedet ad Tolstojs eksperimenter i enkel livsførelse og fandt at de tolstojanske forsagelsesapostle i al for høj grad styrede hans liv.

Fra begge lejre blev der lagt betydeligt pres på Tolstoj. De tolstojanske venner appellerede stille, men inderligt til konsekvens: Mesteren burde tage sin egen medicin og sige B, når han havde

sagt A. Netop det rationelle i denne appel var i samklang med Tolstojs tænkemåde og nærede hans drøm om at vende det falske liv ryggen. Desuden så de jo gerne at Tolstoj engagerede sig mest muligt i tolstojanismen. Tjertkov, der selv var angrende aristokrat, boede med sin hustru på gården Teljatinki, kun 3 km fra Jasnaja Poljana. I perioder var han nærmest fast inventar i Tolstojs hjem.

Fra familiesiden lå det implicitte pres på Tolstoj i selve familieskabet. Det var da i orden med altruisme og godgørenhed over for værdigt trængende, mente man. Men hvis nogen virkelig var ens næste, så måtte det da i første række være ens nærmeste, ens eget kød og blod. Og hvem skulle Tolstojs allernærmeste være, om ikke netop hans hustru? Også det synspunkt havde stærk appel, og Tolstoj svajede uhjælpeligt mellem de to lejre lige til sin flugt, ja, helt til sin død.

Kampene mellem lejrene var blusset heftigt op i sommeren 1910. Den 27. (14.) juli blev Tjertkov tvunget til at udlevere Tolstojs dagbøger for de seneste ti år. Det var en pinlig sag for både ham og Tolstoj. Forfatteren havde selv bedt ham opbevare dem, men grevinden var meget utilfreds med at udenforstående sådan fik indblik i deres intime op- og nedture. Dagbøgerne blev herefter lagt i en bankboks i Tula. Tre dage senere tog Tjertkov revanche ved at overtale Tolstoj til et juridisk bindende testamente, hvorved forlagsretten til alle hans værker, ikke blot de senere forkyndende efter 1881, overgik formelt til Aleksandra, men reelt til Tjertkov. Grevinden, der hidtil havde udgivet Tolstojs samlede værker, skulle ikke vide noget, og dokumentet blev underskrevet under konspiratoriske forhold ude i en skov.

Bagefter fik Tolstoj svære samvittighedskvaler, som kun blev værre, da Sofja Andrejevna den 25. (12.) oktober fandt hans seneste dagbog, som han gemte i sit støvleskaft, og deri læste sig til sagens sammenhæng. Hendes syn på Tjertkov udviklede sig til en blanding af had og jalousi, og hun kogte flere gange over i hysteriske scener. Som da hun beskyldte sin 82-årige ægtemand for at have en homoseksuel affære med Tjertkov. Eller da hun i Tolstojs fravær fjernede alle fotografier af Tjertkov fra sin mands soveværelse og indkaldte en præst til at uddrive hans ånd ved bøn og bestænkning med vievand. Den slags scener gjorde, at Tolstoj i relation til Sofja havde stadig sværere ved at leve op til bjergprædikenens og sin egen tolkning af det femte bud: »Du må ikke blive vred«. Den daglige irritation og kamp for at beherske sig lagde

beslag på meget af hans energi og humør (Karlgren 1935; Gusev 1960: 784–87, 801, 812).

Detaljerne fra den hjemlige nærkamp er bevaret, fordi rummet omkring den berømte Tolstoj hele tiden blev iagttaget af folk der stenograferede, førte dagbog, vekslede breve, skrev til aviser og blade eller nedfældede erindringer. Deres løbende skriveaktivitet dokumenterede livsudfoldelsen i forfatterhjemmet næsten lige så tæt som båndoptagerne i det Hvide Hus. Særlig imponerende i deres detaljerigdom er Tolstoj-beundreren Makovickýs stenograferede optegnelser fra årene 1904–10 på Jasnaja Poljana. De fylder fire bind på tilsammen godt 2.200 sider i stort format.

Opbrud

Tolstojs flugt lignede først endnu en sejr for Tjertkov-lejren og dens loyale agenter på Jasnaja Poljana. Guruen var nu uden for fruens umiddelbare rækkevidde, og Tjertkov fik snart informationer om hans rute i telegrammer fra Aleksandra og fra Tolstoj selv, der konspiratorisk underskrev sig »Nikolajev«. Der var i kredsen enighed om at Tolstojs opholdssted længst muligt skulle holdes skjult for Sofja Andrejevna, da det ellers måtte befrygtes at hun ville sætte efter sin undvegne ægtefælle.

Da Tolstoj kl. 7 næste morgen vågnede i klosterherberget, mødte han straks i korridoren Tjertkovs unge sekretær, Aleksej Sergejenko, der var ankommet med nattoget. Han underrettede i nænsomme vendinger om grevindens teatralske selvmordsforsøg og oplyste desuden at hun havde fået guvernøren til at indlede en politieftersøgning af Tolstoj. Bagefter arbejdede de lidt sammen, i tolstojanismens tjeneste. Tolstoj dikterede et stykke af en artikel mod dødsstraf.

I formiddagens løb greb Tolstoj to gange sin spadserestok med det sammenklappelige sæde og gik tur på klosterområdet. Han spurgte efter fader Iosif, en af klostrets gamle eneboere, der var kendt for at modtage besøgende til åndelige samtaler, og fik at vide at den hellige fader sikkert med glæde ville tale med ham. Tolstoj gik i retning af den anviste bygning, men besluttede sig i sidste øjeblik for ikke at gå ind på eget initiativ, uden indbydelse. De to lidt ubeslutsomme spadsereture tyder på at han ved denne korsvej i sit liv ønskede at rådføre sig med en af de fromme gamle. Sikkert er det i hvert fald, at han overvejede at slå sig ned en tid på dette fredfyldte sted. Fra kirkelig side er Tolstojs rejse til Optina blevet udlagt som et ønske om at genindtræde i den ortodokse kirke, som jo havde udstødt ham i 1901. Så langt ville han dog næppe være gået.

Midt på eftermiddagen tog Tolstoj, Makovický og Sergejenko videre i hestevogn de få kilometer til nonneklostret Sjamardino. På vejen underholdt Tolstoj sig med kusken Fedja og prøvede at overtale ham til afholdenhed fra tobak og spiritus. Søsteren Marija boede i et hus for sig sammen med abbedissens søster og to lægsøstre. Tolstoj fortalte hende om sine ægteskabelige problemer, og da han kom til Sofjas tur i dammen, brød han hulkende sammen. Alligevel modstod han presset for at vende hjem. Senere spurgte han søsteren ud om mulighederne for at få lov til at bo på klosterområdet: »Jeg skal med glæde underkaste mig den strengeste lydighed, bare jeg ikke bliver tvunget til at gå i kirke,« sagde han i følge Makovickýs notater. Lægen var som tolstojaner sikkert tilfreds med at Tolstoj stod fast på sin velkendte afstandtagen fra den ydre gudstjeneste.

Efterhånden tog de to søskendes fornøjelse ved gensynet overhånd, og stemningen blev hyggelig, næsten munter. Flugtens anden dag, 11. november (29. oktober), gik på hæld. Sergejenko dampede af med nattoget. Tolstoj og lægen indlogerede sig i klostrets gæstehus, skrev dagbog og fik hver en god nats søvn, selvom Tolstoj var lidt utilfreds med at hans værelse var for pænt og sengen for magelig (Makovitskij 1979: 407–08).

Kvart i otte næste morgen gik Tolstoj ned til landsbyen Sjamordino, en kilometer fra klostret, hvor han forhandlede med bondekonen Aljona om at leje sig ind i hendes hus. Hun troede han var håndværker og lovede svar senere på dagen. Tilbage i klostrets gæstehus læste han i en religiøs brochure som søsteren havde lånt ham, og dikterede et opmuntrende brev til dens forfatter. Kl. 10 fik han et ildebefindende. Makovický tog hans puls (90) og temperatur (36,3º) og nedskrev sin formodning om, at det kom af gårsdagens kost, blandt andet to gange kålsuppe. Senere så Tolstoj i vinduet en smed der slog en hest på låret med sin hammer. Han sendte lægen ud for at få ham til at holde op. De spiste middagsmad hos søsteren, og ved syvtiden ankom Aleksandra og Varvara Feokritova. De havde forrige nat i smug forladt Jasnaja Poljana for at følge Tolstoj på den videre færd. Aleksandra havde post med fra både grevinden og de børn der var nået hjem. Børnene havde især blik for moderens lidelser, og Aleksandra havde fået besked om at sige, at en tilkaldt psykiater fra Tula ikke turde udelukke nye selvmordsforsøg (Makovitskij 1979: 409–10).

I gæstehuset samledes Aleksandra, Varvara, Tolstoj og Makovický sent på aftenen omkring en samovar for at diskutere, hvornår de skulle rejse videre – og hvorhen. Tolstoj var mest indstil-

let på at blive en tid i Sjamordino og fortalte om Aljonas hus i landsbyen. De nyankomne var derimod alvorligt bange for, at grevinden var på sporet af dem og ville indhente dem, hvis de ikke rejste videre med det samme. Tolstojs ildebefindende tidligere på dagen blev også berørt, men lægen mente det nu var overstået. De bredte et ruslandskort ud på bordet og diskuterede efter tur Krim, Kaukasus og Bessarabien, samt, som et muligt første rejsemål, Lgov ved Kursk, hvor Tolstoj kendte en åndsbeslægtet godsejerfrue. Men der blev ikke truffet nogen beslutning. Tolstoj ville først sove på det. Søvnen blev dog kort. Allerede klokken fire vågnede han, vækkede de andre og kaldte til hastigt opbrud, så de kunne rejse videre med toget fra Kozelsk kl. 5.19. Hvorhen var stadig ganske uklart, så de steg på toget uden billet. Sådan, ud i det blå, begyndte den 13. november (31. oktober), flugtens fjerde dag (Makovitskij 1979: 411–12).

Toget rullede tilbage mod sydøst. Aleksandra overtalte en passager til at forlade en kupe på anden klasse, så det lille selskab kunne have den for sig selv. Derpå lavede hun kaffe på sit medbragte spritapparat. Tolstoj fik desuden havresuppe og to blødkogte æg. Udenfor var der længe et rend af nysgerrige der skulle have et glimt af berømtheden. Igen diskuterede de spørgsmålet hvorhen, men nåede ikke at beslutte sig før konduktøren kom. Foreløbig løste de kun billet til Volovo, en af de nærmeste stationer forude. Diskussionen fortsatte og bragte endelig en slags løsning. De ville fortsætte sydpå til Novotjerkassk, hvor Tolstoj havde en niece. Dér kunne de nok blive et par dage, og så enten tage til Kaukasus, Grækenland eller Bulgarien. Hvis de valgte udlandet, mente Tolstoj at kun hans tre ledsagere behøvede pas. »I skal alle have gyldige pas, og jeg bliver jeres tyende uden pas,« sagde han (Makovitskij 1979: 413).

I Gorbatjovo købte de dagens nummer af den landsdækkende avis Russkoje slovo, som med store typer bragte nyheden om Tolstojs flugt. Bladets korrespondenter havde langs hele flugtruten talt med folk der havde set Tolstoj. Det virkede temmelig nedslående, og Tolstoj sendte et kort telegram til Sofja Andrejevna: »Vi rejser bort. Eftersøg os ikke. Jeg skriver.« Bagefter lagde han sig ned på sædet i kupeen, og dér blev han liggende på den videre rejse. De øvrige gik ud for at give ham ro, men kiggede regelmæssigt til ham.

Hen på eftermiddagen blev han døsig og beklagede sig over at han frøs. De pakkede ham ind så godt som muligt, især ryggen, hvor han frøs mest. Men kuldegysningerne tog til. Makovický tog puls og målte temperatur. Den steg hurtigt, og lægen begyndte at

overveje at tage ham af toget. Men desværre var der ikke så mange byer på denne del af strækningen, og de nærmeste stationer lå et stykke vej fra de flækker de betjente. Konduktøren anbefalede derfor at de kørte videre til Kozlov to timer fremme. Men kl. 18 var Tolstojs temperatur oppe på 38,5º, og Makovický besluttede sig for at prøve næste station, uanset hvad. Den hed Astapovo. Her ankom de kl. 18.35, og hverken Kaukasus eller Bulgarien, men stationsforstander Ozolins hjem blev rejsens endelige bestemmelsessted (Makovitskij 1979: 414; Fülöp-Miller & Eckstein: 183–88; Tolstoj u.å [1962]: 308).

Det var koldt, og der blæste en bidende vind, da Tolstoj blev gelejdet ud af toget og foreløbig parkeret i damernes ventesal som stod tom. Her sad han tyve minutter på en divan, mens Varvara redte seng i stationsforstanderens dagligstue. På turen over til huset gik han med større besvær end da han steg af toget. En banefunktionær holdt ham under armhulerne. Inde i dagligstuen satte han sig i en lænestol med sin pelsforede frakke og hatten på. Han vægrede sig ved straks at krybe i den kolde seng og bad om først at hilse på sin vært. Ozolin kom ind, og Tolstoj takkede for husly og undskyldte al ulejligheden. Ozolin var rørt. Hans frue kom til og undskyldte på sin side at hun ikke kunne tilbyde bedre og roligere forhold, børnene var jo støjende. »Åh, disse englestemmer, det gør ikke noget,« sagde Tolstoj. Men Makovický så mere praktisk på det og spurgte ligeud Ozolin, om han ikke kunne tage orlov og rejse væk med kone og børn. Det kom noget bag på værtsparret, men efter et par dage rykkede fruen og børnene faktisk hen til nogle bekendte. Huset overgik en tid i en større sags tjeneste (Makovitskij 1979: 416).

Tolstojs sidste dage

På hundrede års afstand kan man temmelig præcist efterspore, hvordan der nu fra Astapovo udgik en nyhedsmæssig jordrystelse der løb verden rundt. Rystelsen havde sit medicinske epicentrum inden døre, i sygesengen i stationsforstanderparrets dagligstue. Udenom formede der sig koncentriske ringe.

Den første var lægernes og plejernes kreds. Allerede den første dag blev Tolstojs eget hold på tre personer udvidet med stationslægen Stokovskij. Han tilkaldtes da Tolstojs tilstand sent på aftenen forværredes: Patienten svedte kraftigt og havde to anfald med krampetrækninger i venstre side af ansigtet og venstre arm. I denne første kreds blev der målt puls, taget temperatur, drøf-

tet diagnose, serveret mad, givet medicin og lavementer. Selv opholdt plejerne sig under trange forhold i spisestuen. Natten mellem 15. og 16. november (2. og 3. november) talte Makovický 14 overnattende i det lille hus (inkl. stationsforstanderens familie). Trængslen tog til, da familie og venner begyndte at dirigere kendte læger fra Moskva og andre byer til Astapovo. Uroen i dagligstuen forhindrede Tolstoj i at sove i længere tid ad gangen. Dørene, som var uden moderne håndtag, åbnede modvilligt og støjende. Hygiejnen, især den omstændelige gulvvask, tog lang tid. Der gik 3–4 dage inden man fik indført, at kun den vagthavende måtte opholde sig inde hos den syge. Manglen på forskelligt husgeråd bidrog til trafikken ind og ud. For eksempel rådede hjemmet de første dage kun over én samovar og én spand (Makovitskij 1979: 418).

Næste kreds bestod af familien og tolstojanerne. Det blev tolstojanerne, der først nåede frem til Astapovo, idet Aleksandra allerede 14. november (1. november), efter Tolstojs ønske, telegraferede til Tjertkov og bad ham komme. Det gjorde han dagen efter, medbringende sekretær Sergejenko. De indkvarterede sig begge hos stationsforstanderen og var derefter med til at regulere adgangen til huset. Makovický havde hørt Tolstoj tale i vildelse om sin frygt for, at Sofja skulle indhente ham. Dermed kom der lægelig autoritet bag det synspunkt at et gensyn med hustruen kunne få fatale konsekvenser for Tolstoj i hans svækkede tilstand.

Grevinden fik først oplysningen om Tolstojs opholdssted et døgn efter Tjertkov. Det var en korrespondent fra avisen Russkoje slovo, der sendte hende et telegram. Hun reagerede resolut. Samme dag bestilte hun et særtog med én vogn, hvoraf halvdelen var indrettet til hospital, resten med siddepladser, og drog så af sted sammen med flere af de familiemedlemmer, der var nået frem til Jasnaja Poljana. Toget nåede Astapovo ved midnat. Makovický aflagde besøg i vognen, rapporterede om Tolstojs tilstand – og nægtede hende adgang til manden med ovennævnte begrundelse. Familien bakkede lægen op. De nærmeste dage boede hun og familien i togvognen. Næste eftermiddag spadserede hun hen til stationsforstanderens hus. Da døren i det samme blev åbnet for udluftning, gik hun op ad trappen for at kigge ind. Unge Sergejenko nåede dog at smække døren i for næsen af hende. Tolstoj fik aldrig besked om at hun var i Astapovo. Først få timer før han udåndede og ikke længere var ved bevidsthed, fik hun adgang til sygeværelset. »Grusomme mennesker,« var hendes kommentar i dagbogen (Tolstaja 1978: 326–27; Makovitskij 1979: 416, 420, 482).

Uden om huset og familien lejrede sig pressens ring. Den første journalist i Astapovo ankom med samme tog som Tolstoj og steg af, da han så Tolstoj stige af. Siden strømmede korrespondenterne til. Det lokale telegrafkontor oplevede en uhørt spidsbelastning og indkasserede på en enkelt dag den uhyre sum af 372 rubler for telegrammer. Filmfotografer fra firmaet Brødrene Pate gjorde en nu berømt pionerindsats for russisk dokumentarfilm med optagelser både i Astapovo og bagefter ved begravelsen på Jasnaja Poljana. Via telegrambureauerne var depecherne fra Astapovo forsidestof i alverdens aviser gennem en hel uge. I de enkelte lande blev de fulgt op med artikler, nekrologer og mindedigte af kendte litterater. På grund af et forhastet telegram fra Skt. Petersborg, som Reuters viderebragte, døde Tolstoj to gange i de vestlige dagblade, første gang den 17. november (4. november), anden gang – for alvor – den 20. november (7. november).

Journalisterne fik ikke direkte adgang til sygeværelset, men via de folk der havde deres gang i huset, kunne de samle informationer nok til deres telegrammer. Stationsforstanderen fik tilbudt 100 rubler for inside-informationer, men takkede tøvende nej. Lægerne gav daglige bulletiner. Fra de nærmeste var der også en interesse i at præge pressens billede af begivenheden, blandt andet ved at kommunikere noget der kunne stå for eftertiden som den berømte forfatters sidste ord. Nærmest kom en ytring, fremkaldt af den voksende skare af plejere omkring sygesengen og optegnet af Aleksandra: »Jeg ville blot bede jer huske at der er mange mennesker i verden foruden Lev Tolstoj, og I ser blot på denne ene Lev« (Tolstoj u.å. [1962]: 311). Denne replik havde klang af Tolstojs vidtfavnende menneskekærlighed og fandt vej til den norske digter Thomas Krags store mindedigt »Leo Tolstoj«, trykt i den danske avis Politiken den 22. november:

Dit sidste Ord – hvor det var ligt dig selv:

»Hvi staar I her saa mange om mit Leje?

Der mange er, foruden mig, der lider«.

Makovickýs sidste gerning i Tolstojs tjeneste blev at være med til at vaske liget og klæde det på til lit de parade. Hans mangeårige optegnelser fra Jasnaja Poljana slutter med den saglige, men alligevel sære oplysning, at den døde digter blev iført blandt andet et par af Tjertkovs underbukser. (Makovitskij 1979: 432).

Selv hundrede år efter er det svært ikke at få en klump i halsen over hvor trist den geniale forfatter, radikale moralist og gamle hædersmand døde, smerteligt splittet mellem familie og tilhængere. Alligevel står det klart, at han i hvert fald fik sin helt egen død, selvom den ikke blev som han havde drømt om. Vejen til Astapovo realiserede ikke forfatterens ønske om en stille forsvinden i fromhed og folkelighed. I stedet udstillede den de kaotiske modsætninger i hans liv i en sidste gigantisk mediebegivenhed. Her var det hele. I den planløse jernbanerejse samledes både hans stærke higen efter at leve som ægte kristen, hans pligtskyldige forsøg på at bære jernbyrd for tolstojanismen og hans sluttelige svigt i den personlige livsopgave som hustruen og ægteskabet var. Her forenedes hans oprør mod de privilegier som stand og berømmelse gav, med en imponerende udfoldelse af selv samme privilegier. Rejseliv på tredje klasse forenedes med lægeligt tilsyn af første klasse og pressedækning på højeste internationale VIP-niveau. Her mødtes det dybt tragiske og det lavkomiske. Her, på en ukendt knudestation på Rjazan-Ural jernbanen, i støjen fra privatlivets ufred og telegrafens tikken, afsluttede døden en stor epoke i russisk litteratur og slukkede for en autoritetsfuld stemme, der talte folkets sag i tidens ideologiske debat.

Tolstojs vej til Astapovo blev også Astapovos vej til Tolstoj. I november 1918 omdøbtes stationsbyen til Lev Tolstoj, og stationsforstander Ozolins hus blev i 1946 åbnet som Tolstoj-museum.

Litteratur

Fülöp-Miller, René & Friedrich Eckstein (red.) (1927) Tolstojs Flugt og Død, skildret af hans Datter Alexandra. Med Udtog af Leo Tolstojs, hans Hustrus, hans Læges og Venners Dagbøger og Breve. København: H. Hagerups Forlag.

Gusev, N.N. (1960) Letopis zjizni i tvortjestva Lva Nikolaevitja Tolstogo, 1891–1910. Moskva: Khudozjestvennaja literatura.

Karlgren, Anton (1935) Den sidste Rejse [kronik]. Politiken 3. december.

Krag, Thomas (1910) Leo Tolstoj [mindedigt]. Politiken 22. november.

Makovitskij [Makovický], D.P. (1979) U Tolstogo 1904–1910. »Jasno-poljanskie zapiski« D.P. Makovitskogo. Moskva: Nauka.

Tolstaja, S.A. (1978) Dnevniki v dvukh tomakh. Bind 2: 1901–1910. Moskva: Khudozjestvennaja literatura.

Tolstoj, Alexandra (u.å. [1962]) Tolstoj – min faders liv. København: Skandinavisk Bogforlag.

Tolstoj, L.N. (1983) Sobranie sotjinenij v dvadtsati dvukh tomakh. Bind 13. Moskva: Khudozjestvennaja literatura.