Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Danske billeder af Rusland i 2000’erne

(f. 1968), PhD, er forskningskoordinator på Forsvarsakademiet. Nyeste publikationer inkluderer «The Moscow Patriarchate and the Right to Conscientious Objection» (Religion, State & Society 2009) og «Ruslands nye identitet og forhold til Vesten» (Politik 2010).

  • Side: 167-183
  • Publisert på Idunn: 2010-07-05
  • Publisert: 2010-07-05

Danish images of Russia in the 2000s

In this survey of the editorial columns of five leading Danish newspapers on Russia in the 2000s, it is found that, over all, there is a relatively high degree of uniformity in the evaluations of the staff of the respective newspapers. All five newspapers find that political conditions in Russia have worsened throughout the decade and that former president Vladimir Putin has in effect established an authoritarian regime in the country. Putin is criticised for centralising power, rigging elections and silencing the media, as well as for violating civil liberties – all to further the interests of the state. The last-mentioned process, it is claimed in the editorials, is epitomised by the war in Chechnya, which helped Putin win the presidency. There is some variation across the editorials in assigning blame for the war, but they all agree that the use of military force has been disproportional to the challenge posed by the Chechens. In terms of foreign policy, these Danish newspapers see the development of an aggressive line of action. For some this is merely a sign that Russia is returning to its old imperialistic self, while others believe that the West has to take some of the blame, e.g. by imposing its post-Cold War will on Russia. All agree, however, that we will see more confrontation in the time to come.

Keywords: authoritarianism, Chechnya, editorials, identity, Russia, transformation

I sin bog Amerika og Rusland: kulturernes kolde krig (2007) præsenterer den russiske forsker Veronika Krasjeninnikova en tankevækkende studie i russisk skuffelse. Bogen gennemgår en lang række aspekter af især det amerikanske syn på Rusland, og Krasjeninnikova påpeger, hvad hun ser som en næsten systematisk fejltolkning af de russiske forhold. Hvordan kan det være, spørger hun, at russerne stort set aldrig kan genkende deres eget land i de beskrivelser, som de læser og hører om fra Vesten (Krasjeninnikova 2007: 20).

En væsentlig del af svaret, ifølge hende selv, skal findes i almindelige forståelsesmæssige forhold: Velbeskrevede kognitive begrænsninger som for eksempel gør, at man blot vanskeligt kan se en anden aktørs gradvise overgang fra en tidligere til en nuværende identitet; at dissonant information forkastes, fordi den ikke passer ind i allerede eksisterende paradigmer; og at det enkelte menneske har en tendens til stædigt at fastholde allerede eksisterende billeder af såvel sig selv som af andre (Krasjeninnikova 2007; mere generelt også Heuer 1999). Konsekvensen af dette er, fortsætter Krasjeninnikova, at Vesten har holdt fast i et syn på Rusland, som egentlig er mere sovjetisk, end det er aktuelt; at Vesten hæfter sig ved de negative aspekter af udviklingen i Rusland, som bekræfter vores allerede etablerede forestillinger om landet, mens vi mere eller mindre bevidst afviser eller nedtoner ellers positive udviklingstræk; og at Vesten ser sig selv som »den gode« og derfor giver sig selv ret til at uddele karakterer til ikkevestlige lande på baggrund af deres internalisering af vestlige normer (Krasjeninnikova 2007).

Disse tanker finder genklang i brede politiske kredse i Rusland, og de danner blandt andet en del af bagtæppet for »det suveræne demokrati«, Ruslands nye semiofficielle ideologi (Surkov 2007; Hansen 2009). Det suveræne demokrati er en del af svaret på en russisk fortælling om et Vesten, som med en aldrig svækket mistro betragter Rusland som en despotisk stat; det er underordnet, hvorvidt landet er klædt i hvidt, rødt eller som nu hvidt-blåt-rødt, det er altid ekspansionistisk og imperialistisk, og enhver imødekommelse fra dets side er derfor blot et forsøg på at vinde tid, inden det næste slag skal slås (Krasjeninnikova 2007: 305; Luzjkov 2007; Hansen 2002a).

I flere tidligere arbejder (f.eks. Hansen 2002b) har jeg selv forsøgt at illustrere, hvor anderledes genstandsfeltet »russisk udenrigspolitik« kan tage sig ud, når data filtreres gennem forskellige og ofte konkurrerende paradigmer. Således kan for eksempel en tilsyneladende aggressiv politik pludselig fortolkes som en stats forsøg på at beskytte sig selv mod den udelukkelse og afvisning, som den oplever fra in-gruppens side. Disse arbejder har ikke haft som formål at reducere alt til en postmoderne »historiefortælling« (jf. Southgate 1996: kapitel 6), hvor alt har lige værdi og relevans, men blot at minde om, at man som analytiker er sig så mange af sine strukturelle begrænsinger bevidst som muligt.

I forlængelse af blandt andet Krasjeninnikovas anklager mod Vesten skal det dog samtidig erindres, at det indtryk, som den enkelte aktør tror, hun giver til sine omgivelser, ikke nødvendigvis er det samme indtryk, som omgivelserne rent faktisk får af hende (jf. Goffman 1958). Der vil ofte være en betydelig uoverensstemmelse mellem de to, således som der givetvis også har været – og er – en uoverensstemmelse mellem Ruslands billede af sig selv og Vestens billede af Rusland. Den manglende russiske selvindsigt kan i en vis udstrækning tilskrives kognitive begrænsninger af samme typer som beskrevet ovenfor; man kan simpelthen ikke opnå at se sig selv på samme måde, som andre ser en.

Dækningen i Danmark

Men hvad er det så egentlig for et billede, der præsenteres af Rusland i Danmark? For at give et indtryk af dette har jeg set på lederartiklerne i de fem største danske aviser i årene 2000–10. Nævnt efter omfanget af deres daglige oplagstal for første halvår 2009 (Dansk Oplagskontrol 2010) drejer det sig om Jyllands-Posten (120.000), Politiken (108.000), Berlingske Tidende (103.000), Ekstrabladet (84.000) og BT (75.000).1

Jeg har valgt lederartiklerne, fordi det er her, avisen mest åbent og i det klareste opgør med den ellers objektive journalistik forsøger at overbevise læseren om sit verdensbillede og sikre støtte til en given politik. Det gør den ved brug af for eksempel værdiladede ord (»Ruslands KZ-lejre«, Berlingske Tidende 19. februar 2000), metaforer (»Koldfront fra Moskva«, Jyllands-Posten 7. august 2002) og særlige sindsstemninger (»kvinder og børn flygtede fra den besatte skole – og blev skudt i ryggen af terroristerne«, BT 4. september 2004).

Det samlede antal ledere om Rusland i de fem aviser i årene 2000–10 er ca. 300. Der er forholdsvis stor forskel på omfanget af den spalteplads, som Rusland er blevet tildelt i de forskellige aviser. Politiken har haft flest ledere, og hvis disse sættes til værdien 100, da følger Jyllands-Posten (74), Berlingske Tidende (63), BT (16) og Ekstrabladet (14). Der er også forholdvis stor variation, hvad angår fordelingen henover perioden. Der synes dog ikke at være noget klart mønster af hverken stigende eller faldende interesse i dette. Eftersom det samlede antal ledere er blot ca. 300, skal der ikke meget til for at forårsage en skæv fordeling. 2004 er året, hvor der blev skrevet flest lederartikler (ca. 45) om Rusland, og det skyldtes for eksempel i høj grad retsagen mod olieselskabet Yukos foruden terroraktionen i Beslan i Nordossetien.

Eftersom dette er en forholdsvis kort artikel, har jeg valgt ikke at kode lederartiklerne via en systematisk indholdsanalyse, som med kvantitative data kunne vise fordelingen af og eventuelle forskydninger i de forskellige syn på Rusland (jf. Riffe et al. 2005). I stedet videregiver jeg det overordnede indtryk, som jeg har fået af de pågældende artikler.2 Lad det blot allerede nu være konstateret, at de danske medier samlet set har været overordentlig kritiske over for udviklingen i Rusland i 2000’erne.

I starten af årtiet var der en vis uenighed om kvaliteten af det Rusland, som Vladimir Putin blev sat i spidsen for. Som status på tiåret for Sovjetunionens sammenbrud forklarede Jyllands-Posten for eksempel sine læsere, at

Det er ikke let at få frodige planter til at gro i en gold ørken. Men det er gået langt bedre, end man kunne have frygtet. I Rusland er der siden 1991 afholdt syv demokratiske valg og folkeafstemninger om forfatning, præsidentpost og parlament. Der er stadig ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk pluralisme, rejsefrihed og forsamlingsfrihed. Alt sammen rettigheder vi i Vesten tager for givet, men som homo sovieticus kun kunne drømme om. Den private ejendomsret styrkes lidt efter lidt, og den russiske økonomi er takket være liberale reformer begyndt at vokse. (Jyllands-Posten 8. december 2001)

Året efter, i en kommentar om farerne ved at insistere på den demokratiske udviklingsmodel som en universel løsning, opfordrede BT tilhængere af denne ide til at se til »det ’demokratiserede’ Rusland, hvor korruption og politisk dilettanteri har præget en udvikling med massiv elendighed og svimlende velstand for en elite, hvor politik, forretning og mafia-virksomhed har været svær at skelne fra hinanden« (BT 10. november 2002). For BT havde 1990’ernes politiske transition i Rusland frembragt et politisk fal-litbo, som først og fremmest kunne tjene til skræk og advarsel for de vestlige stater og organisationer, som så det som deres mission at udbrede demokratiet til ikkedemokratiske stater.

Hvor der var en vis uenighed om, hvorvidt de russiske reformer skulle beskrives som en delvis succes eller en delvis fiasko, så var der langt større enighed om at modtage Putin med kølighed og skepsis. I en enkelt lederartikel efter præsidentvalget i marts 2000 afviste Jyllands-Posten dog sammenligningen mellem Putin og den tidligere sovjetiske enehersker Josef Stalin som »absurd«, og insisterede på, at

Han må få en ærlig chance for at vise, hvad han står for. Såvel [Ruslands tidligere præsident] Boris Jeltsin som Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, blev længe betragtet med urimelig velvilje og omfattet af urimelige forventninger fra vestligt hold. For Vladimir Putin er udgangspunktet nærmest det modsatte, men måske kan han blive den russiske leder, som overrasker positivt. (Jyllands-Posten 28. marts 2000)

Men sådanne kommentarer stod alene; aviserne forberedte i stedet deres læsere på et nyt Rusland, hvor en tidligere officer fra sovjettidens undertrykkende og hemmelighedsfulde Komite for Statssikkerhed, KGB, var blevet løftet ind i Kreml på baggrund af dels en uskøn politisk studehandel med den afgående præsident, dels en urovækkende dæmonisering af det tjetjenske mindretal, som blev udråbt til det primære »de«, og som skulle bekæmpes (se f.eks. Berlingske Tidende 26. marts 2000 og BT 27. marts 2000). Man så en politiker, som skrupelløst var rede til at udnytte en af demokratiseringens største farer, nemlig fraværet af en moden politisk kultur såvel som af uafhængige og reflekterende medier (jf. Snyder 2000), til at fremme sin egen sag ved at skabe en dikotomiseret »sort-hvid« dagsorden. Forventningerne til Putin var derfor beskedne, og læserne var fra starten advarede om, at den nye præsident kunne være dårligt nyt for Rusland selv såvel som for vores forhold til landet.

Som nævnt har det også, måske ikke overraskende, været den endelige dom over 2000’erne generelt og over Putin specifikt. I det følgende vil jeg mere detaljeret gennemgå vurderingen af i alt fem kapitler af Ruslands udvikling. Disse kapitler repræsenterer de temaer, som aviserne først og fremmest har taget op på lederpladserne, og som derfor har domineret skildringen af udviklingen i Rusland.

Politiske rettigheder

Kvaliteten af det russiske demokrati har naturligvis påkaldt sig betydelig opmærksomhed i de danske lederartikler. Alle er enige om, at der er sket alvorlige tilbageslag: Fra præsidentvalgets »farce« i 2000 (Berlingske Tidende 26. marts 2000 og Politiken 28. marts 2000) over svækkelsen af det regionale selvstyre, undertrykkelsen af de frie og uafhængige medier (ifølge Jyllands-Posten 14. februar 2008 er de blevet »bagbundet«), monopoliseringen af magten i Dumaen og reduktionen af parlamentet til »et gummistempel« (Jyllands-Posten 7. maj 2008) til den forudsigelige magtoverdragelse fra Putin til Dmitrij Medvedev. Alt sammen del af en tydelig tendens, som de danske aviser tager afstand fra og beklager.

Men hvorledes betragter de så status for det politiske liv i Rusland? Der er for de fem aviser ingen tvivl om, at Rusland under Putin har fået et autoritært styre, som har rullet en stor del af 1990’ernes fremskridt tilbage.3 Jyllands-Posten opsummerede stemningen i en nekrolog over Jeltsin, da den skrev, at »måske var hans største fejltagelse, at han valgte Vladimir Putin som sin efterfølger« (Jyllands-Posten 29. april 2007). Det var, ifølge avisen, en stor del af Jeltsins livsværk, som efterfølgende var blevet forkastet.

Begrebet »autoritært styre« synes først og fremmest at blive benyttet som en beskrivelse af et politisk system, hvor adgangen til frie og fair valghandlinger er stærkt begrænset. Dagens Rusland er for eksempel blevet beskrevet som et tsarstyre (Berlingske Tidende 1. juni 2005) ledet af »Kong Putin« (Politiken 19. maj 2000) på basis af et »evighedspræsidentskab« (Berlingske Tidende 14. november 2008). Dernæst ligger også i begrebet en knægtelse af de borgerlige rettigheder såvel som en kultur af hemmeligholdelse og lukkethed.

Enkelte af aviserne har endog benyttet begrebet »totalitarisme« om det moderne Rusland. Jyllands-Posten gjorde det allerede i slutningen af 2004, da avisen med henvisning til de folkelige protester i Ukraine spurgte, om »den orange bølge også [vil] sprede sig til Rusland og afvæbne den russiske totalitarisme?« (Jyllands-Posten 28. december 2004). Dette synes dog ikke at have været udtryk for en bevidst redaktionel beslutning og linje; i de følgende år, hvor Freedom House faktisk fandt, at situationen blev værre (Freedom House 2010), taler Jyllands-Posten således blot om et »autoritært styre«.4 Også BT benytter betegnelsen (f.eks. 17. juli 2006), dog tilsyneladende mest som et effektivt men også lidt tilfældigt skældsord, for det samme prædikat bliver hæftet på Georgien før Roserevolutionen i 2003 og Ukraine før Orangerevolutionen i 2004.

Men er det så alt sammen skidt? Langt overvejende, ja. Enkelte lederskribenter kobler dog udviklingen sammen med et ønske om stabilitet såvel som økonomisk vækst. For eksempel ser BT en række yderst uheldige aspekter af udviklingen under Putin, men avisen konkluderer på trods af dette, at »alligevel foretrækker mange – både i og uden for Rusland – en totalitær leder, der sikrer ro og orden, fremfor et demokrati, der i første fase er kaotisk og blodigt« (BT 17. juli 2006). I denne fremstilling er Putin den hårdhændede leder, som inddæmmer andre og mere yderligtgående politikeres chauvinistiske overbudspolitik og på den måde forhindrer for eksempel fremkomsten af dyb intern splittelse i landet (jf. Snyder 2000). Og Jyllands-Posten spørger, om det er »muligt at modernisere og effektivisere Rusland med autoritære metoder? Hvis historien kan bruges som rettesnor, så er det tvivlsomt« (Jyllands-Posten 29. februar 2004).5

Borgerlige rettigheder

Tilsvarende vurderes det, at der er sket en svækkelse af de borgerlige rettigheder. Grundlaget blev lagt allerede ved udbruddet af krigen i Tjetjenien; ved præsidentvalget i marts 2000 fandt Jyllands-Posten det for eksempel »direkte skræmmende at tænke på, at Putins popularitet overvejende har at gøre med det militære massemord, som han har foranstaltet i Tjetjenien« (Jyllands-Posten 25. marts 2000). På tilsvarende vis tog BT afstand fra den rolle, som Tjetjenien havde spillet i valget, og avisens dom var, at det hele var »afskyeligt«, også selv »hvis Putin ’kun’ har brugt krigen som et middel til at samle vælgerne om sig« (BT 27. marts 2000).

Det følgende afsnit vil se nærmere på krigen i Tjetjenien, som står som det stærkeste brud på de borgerlige rettigheder i Rusland. Aviserne har dog set et mere omfattende mønster af en politisk kultur, som er rede til at ofre individet og dets rettigheder og beskyttelse, hvis det kan gavne for eksempel staten (se også Hansen 2009). Ekstrabladet finder for eksempel, at Putin »hænger fast i fortidens foragt for individet« (Ekstrabladet 18. august 2000) og at »magthavernes, militærets, politiets og sikkerhedsstyrkernes jerngreb om befolkningen er lige så hårdt og skånselsløst som under zarstyret og det kommunistiske diktatur« (Ekstrabladet 19. oktober 2006). Denne vurdering kommer også til udtryk i de mange referencer til KGB, som alle aviserne benytter som en kort, farverig og efter deres vurdering tilsyneladende præcis beskrivelse af Rusland. En journalistisk refleksion fik Politiken til at bemærke, at »det er banalt at henvise til Putins KGB-fortid«, men i vurderingen af hans Tale til Nationen i april 2005 måtte avisen dog konstatere, at »han levede 100 procent op til den. Det var en tale, der bidrog til den omsiggribende historiefortrængning og rehabilitering af stalinismen i dagens russiske regime« (Politiken 26. april 2005; se også f.eks. Politiken 26. oktober 2008).

Netop denne Tale til Nationen var skelsættende, idet den under banneret »det suveræne demokrati« signalerede et opgør med Vestens påståede normative hegemoni, derunder den kompromisløse beskyttelse af individet (Hansen 2009). Og i rehabiliteringen af for eksempel stalinismen ligger en prioritering af staten på bekostning af individet (Mendelson 2006). Den udvikling i retning af en fortsat svækkelse af de borgerlige rettigheder, som de danske aviser har konstateret, er også afspejlet i Freedom Houses vurdering af forholdene i Rusland. Her er landet placeret i samme kategori som for eksempel Pakistan, Haiti og Etiopien (Freedom House 2010). Sammenfattende synes de danske avisers dom over Rusland at være, at det er et »illiberalt autokrati«.

Krigen i Tjetjenien

Intet aspekt af udviklingen i Rusland har påkaldt sig større og mere konsekvent kritik end den russiske centralmagts forsøg på at genetablere kontrol over Tjetjenien. Og ingen af de fem aviser har som Politiken gjort sagen til et anliggende, som fortjener behandling på lederplads. Politiken har skrevet langt hyppigere, mere kompromisløst og mere fordømmende om dette emne, end de øvrige aviser har. Som en illustration kan nævnes, at Politiken konsekvent har benyttet udtrykket »statsterrorisme« om de russiske militære operationer i Tjetjenien; man har for eksempel talt om »dødbringende russisk statsterror« (13. marts 2002) og om et »hav af statsterror« (28. februar 2005).

Lidt fortegnet kan man sige, at hvor de fire andre aviser fortæller deres læsere, at »man kan ikke forsvare krigen i Tjetjenien, men...«, da gælder det for Politiken, at spørgsmålet om skyld er vendt om, så det lyder »man kan ikke forsvare terrorisme, men...«. Dette synspunkt kommer for eksempel til udtryk i en kommentar efter den russiske likvidering af Tjetjeniens daværende præsident Aslan Maskhadov i marts 2005. Lederskribenten advarede om, at likvideringen sandsynligvis blot ville gøre ondt værre, da den »vil føre til en yderligere radikalisering af en konflikt, hvor massive russiske overgreb mod civile ledsages af tjetjensk terror« (Politiken 9. marts 2005). Interessant er her faktorernes rækkefølge, som synes at gøre den russiske indsats til den uafhængige variabel og den tjetjenske indsats til den afhængige.

Få måneder senere, i august 2005, fandt Politiken, at indlemmelsen af »terrorlederen Sjamil Basajev« i den tjetjenske regering havde bekræftet avisens spådom, og at det således var den »russiske statsterror«, som havde forårsaget denne udvikling. Og avisen mindede derefter først læserne om, at blot »fordi der tages uacceptable og umoralske midler i brug for at fremme en sag, betyder det ikke, at den sag ikke kan være retfærdig eller ikke fortjener at blive taget alvorlig som andet end en anledning til terror«, før den slog fast, at »selvstyre og ligeværdighed var og er forudsætningen for, at tjetjenerne ville kunne affinde sig med Moskvas suverænitet. I stedet er de – med stigende grusomhed og kynisme – blevet mødt med vold og statsterror også af det nye, mere demokratiske Rusland« (Politiken 31. august 2005).

Dette er ikke for at indikere, at Politiken har undladt at tage afstand fra terrorismen, eller at de øvrige aviser har forsømt at forsvare tjetjenernes rettigheder. For eksempel skrev Politiken efter gidseldramet i teatret Dubrovka i Moskva, at »der er intet, der kan retfærdiggøre terrorisme. Den er afskyelig i al sit væsen« (25. oktober 2002). Og Berlingske Tidende har skrevet om »mord, prygl, voldtægt og mord« i »Ruslands KZ-lejre« (19. februar 2000); BT har konkluderet, at de russiske myndigheder er »forbrydere« (29. oktober 2002); Ekstrabladet har nøgternt konstateret, at »Ruslands brutale fremfærd i Tjetjenien kan med god grund kritiseres« (6. september 2004); og Jyllands-Posten har også en enkelt gang fundet det dækkende at betegne den russiske politik i Tjetjenien »statsterror« baseret på »tortur og likvideringer af civile« (21. juli 2001).6

Hvor Politiken mest uforbeholdent har forsvaret tjetjenerne, da synes Jyllands-Posten at have været mest kritisk. Avisen har mest grundlæggende stillet spørgsmålstegn ved de tjetjenske separatisters legitimitet, og spurgte således retorisk, »hvor var vestlige kritikere, da slavehandel, kidnapning og halshugninger hørte til dagens orden i det uafhængige Tjetjenien? Skulle Rusland se passivt til, da landet i august 1999 blev angrebet af tjetjenske fanatikere, som ønskede en fundamentalistisk-islamisk stat fra Sortehavet til Det kaspiske Hav?« (Jyllands-Posten 21. juli 2001).

Som det antydes her, har Jyllands-Posten tillige været kritisk over for den analyse, som er blevet foretaget af især andre danske medier og af kendere af området. Avisen beklagede således, at der »ikke mindst her i landet har (...) været en tendens til at idealisere de tjetjenske oprørere og udelukkende fokusere på den russiske hærs brutalitet« (Jyllands-Posten 17. september 2001). Og året efter advarede man sine læsere om, at »danske tilhængere af Tjetjeniens uafhængighed alt for længe har vendt det blinde øje til den islamiske terror, der udgår fra Tjetjenien«, og tilføjede, at »den tjetjenske bevægelse for uafhængighed har været præget af en fascistisk ideologi, som argumenterer for fordrivelsen af alle ikke-muslimer fra Kaukasus og ser tjetjenerne som et særligt udvalgt folk« (Jyllands-Posten 28. oktober 2002). Også BT har åbent kritiseret »velkendte ’eksperter’«, hvoraf en utvivlsomt er lederskribent hos Politiken, for at »give (...) Putin skylden for terrorhandlingerne« (BT 4. september 2004).

Vi ser de samme fløje i debatten om, hvad Vesten skulle have gjort for at påvirke Ruslands fremfærd i Tjetjenien. Politiken har fra starten af krigen i 1999 insisteret på, at Rusland burde mødes af negative sanktioner, materielle såvel som sociale. Blandt de sociale sanktioner har især udelukkelsen fra Europarådet været fremhævet som en mulighed (se f.eks. Politiken 7. april 2000). Forslaget er interessant, blandt andet fordi det hviler på en formodning om, at Rusland faktisk vil se en sådan social eksklusion – eller »shaming« (Schimmelfennig 2001: 64–66) – som en straf. Deri synes så også at ligge en erkendelse af, at Rusland kan nås med sociale redskaber, og at landet altså ikke har sat sig selv helt udenfor det normative fællesskab.

Jyllands-Posten har i stedet argumenteret for en inkluderende læringsstrategi, som via fortsat dialog først skal forhindre en radikalisering af de toneangivende miljøer i Moskva, dernæst gradvis overbevise den russiske side om det »forkerte« i den første politik. En lederartikel advarede således om, at »hvis Rusland sættes uden for døren, stimulerer vi de nationalistiske strømninger, der helst ser, at Rusland smækker med døren til Europa og i stedet retter blikket mod øst efter strategiske partnere (...) Putin har sagt, at han ikke kan forestille sig Rusland uden for Europa. Tag ham på ordet« (Jyllands-Posten 7. april 2000). Det er i en vis udstrækning den samme logik, som lå til grund for beslutningen om at optage Rusland i Europarådet i 1996 (Jordan 2003). I en kommentar til teorien om socialisering via inklusion vurderede Berlingske Tidende, at den er understøttet empirisk, men advarede også om, at Ruslands samtalepartnere riskerer at miste legitimitet, hvis ikke de på rette tid får sagt »nok er nok« (se f.eks. Berlingske Tidende 30. januar 2000 og 27. november 2007).

Fælles for de fem aviser er dog, at de ikke ser suverænitet for Tjetjenien som en realistisk, og måske endog ønskværdig, udgang på konflikten. Politiken konstaterede kort, at det forhold, at konflikten har dybe rødder »betyder ikke nødvendigvis, at national uafhængighed er den eneste løsning på problemet« (Politiken 31. august 2005), mens Jyllands-Posten efter et mislykket tjetjensk terrorforsøg gjorde klart for sine læsere, at »de tjetjenske klaner har mistet enhver legitim ret til deres egen stat – hvis den da nogensinde har eksisteret« (Jyllands-Posten 15. oktober 2005). I dette ligger de alle på linje med den danske stat.

Udenrigspolitik

Udenrigspolitisk er der – samlet set – ikke meget mere forståelse at finde for Rusland. Som nævnt blev Putin mødt med kølighed og skepsis, og det gjaldt også i udenrigspolitikken. For eksempel skrev Berlingske Tidende under den ironiske overskrift »Rus-lands nye toner«, at sikkerhedsdoktrinen fra januar 2000 »leder (...) tankerne tilbage til Sovjettiden«, og konkluderede derefter, at »den sikkerhedspolitiske tænkning i Moskva ikke kun står stille, men bevæger sig baglæns« (Berlingske Tidende 19. januar 2000). Avisen vurderede på den baggrund, at en række ansøgerlande til Den Europæiske Union [EU] havde ret i deres advarsel om, at hvis »[EU]-udvidelsen [bliver] forsinket, så kan den russiske skygge igen falde ind over [dem]« (Berlingske Tidende 23. september 2000).

Sideløbende med dette bemærkede aviserne dog forsøg på en mere forsonende linje i forhold til Vesten. Putin blev beskrevet som »flink« (Politiken 29. juli 2001), og det blev rapporteret, hvorledes tonen under mødet mellem Putin og USA’s daværende præsident George W. Bush i juni 2001 var »konstruktiv – til tider nærmest hjertelig« (Berlingske Tidende 18. juni 2001). Denne mere forsonende linje kom klarest til udtryk i dagene og ugerne efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001, hvor Putin som den første udenlandske leder kontaktede Bush for at tilbyde sin støtte. Jyllands-Posten gik længst i sin ros af »statsmanden Putin«, som »har været hurtig, han har været aktiv, han har været bestemt, og han har været klog«, men tvivlen nagede åbenbart avisen alligevel, for den kunne ikke med sikkerhed sige, hvorvidt »det skyldes et fintfølende moralsk kompas eller strategiske politiske overvejelser« (Jyllands-Posten 10. oktober 2001).

Det var dog snart klart, at selv truslen fra den internationale terrorisme ikke var nok til at kaste forholdet til Vesten ind på et nyt spor. Aviserne bemærkede en gradvis forværring af forholdet efter den forhåbningsfulde tid efter den 11. september 2001, men der er overraskende få eksplicitte tanker om, hvad der egentlig gik galt. Jyllands-Posten citerede i midten af 2002 russiske kilder for, at Putin tilsyneladende var »flere hestehoveder foran det udenrigs- og sikkerhedspolitiske establishment [i Moskva]«, men ganske illustrativt havde avisen hverken før eller siden forslag til, hvad Vesten kunne eller burde gøre for at bringe dette establishment op på Putins forståelsesniveau (Jyllands-Posten 7. august 2002). I stedet kunne avisen fem år senere blot notere, at »den tilnærmelse mellem Vesten og Rusland, som var ønsketænkning efter kommunismens sammenbrud, nu er vendt til en konstatering af, at Rusland vælger konfrontationens vej« (Jyllands-Posten 29. maj 2007). Denne kommentar fulgte i kølvandet på blandt andet Putins kontroversielle indlæg på sikkerhedskonferencen i München i februar 2007, hvor han i hidtil uhørte skarpe vendinger kritiserede Vestens – og især USA’s – påståede monopolisering af de internationale forhold.

For flere af aviserne synes denne udvikling at have være ventet; indtrykket er, at dette var forventningen til Putin, hvis ikke til Rusland, og at det ville ske »før eller siden«. Der er således ikke megen tvivl om, at Berlingske Tidende fik mange af sine læsere til at tænke på historiske kontinuiteter, da avisen i 2008 bemærkede, at »den nye russiske imperialisme er et faktum« (Berlingske Tidende 4. august 2008). For læserne må det have bragt associationer til først førrevolutionær og derefter sovjetisk imperialisme (jf. også Krasjeninnikova 2007: 305). Og Ekstrabladet brugte den historiske analogi endnu tydligere, da lederskribenten gjorde klart, at »vi har set det før i historien: At Vesten er vågnet for sent« (Ekstrabladet 2. december 2007). Ifølge Ekstrabladet taler Putin som de tidligere diktatorer Adolf Hitler, Josef Stalin og Benito Mussolini, og med tanke på såvel deres respektive befolkninger som resten af verden spurgte den, »hvorfor har Vesten ikke sagt fra over for hans diktaturmetoder?« (Ekstrabladet 4. december 2007).

Jyllands-Posten protesterede dog mod billedet af Rusland som den evigt imperialistiske stat, og den gjorde simpelthen klart, at »det er forkert«. Russerne havde tidligere søgt territoriel ekspansion på grund af økonomisk og socialt pres eller på grund af en aggressiv ideologi, men i dag skyldes den konfrontationssøgende politik snarere »psykologi og en historisk erindring om invasioner østfra og vestfra på et territorium, der er fladt og svært at forsvare« (Jyllands-Posten 11. maj 2009). Heller ikke Politiken har villet tildele Rusland rollen som imperialistisk skurk, og nøjedes med at konstatere, at »det europæiske sikkerhedsssystem, der blev etableret efter Sovjetunionens sammenbrud, ikke længere eksisterer«; fremover, fortsatte den, må der »etableres et udgangspunkt, som begge parter kan acceptere, og (...) løsninger skal forhandles, ikke dikteres« (Politiken 8. september 2008).

Trods de forskellige betoninger er alle aviserne dog enige om, at vi vil få det meget svært med Rusland i de kommende mange år, og at Vesten inden for en række områder derfor bør blive bedre til at forsvare sine egne interesser og sige fra over for russisk obstruktion eller ligefrem pres. Et af disse områder er energisamarbejdet.

Energi

Som et særligt aspekt af udenrigspolitikken har de danske medier indgående kommenteret netop spørgsmålet om energisikkerhed. Vurderingen er enslydende, og den opfordrer til, at Danmark og Vesten mere generelt frigør sig fra sin afhængighed af russisk energi, især naturgas. Berlingske Tidende udtrykte det i skarpe vendinger, da avisen kaldte Rusland for en »gaspusher« og slog fast, at »Putins Rusland er ikke en magt, som Europa på nogen måde bør stå i et afhængighedsforhold til« (Berlingske Tidende 27. april 2006). Denne advarsel kom efter gaskrisen i starten af 2006, da det statskontrollerede gasselskab Gazprom afbrød leverancer til Ukraine, noget der fik konsekvenser også for leverancene til en række lande i EU, som er koblet på samme rørledning. Denne erfaring, såvel som afbrudte leverancer til andre nabolande, har i høj grad påvirket synet på Rusland som energileverandør.

Et andet og mere grundlæggende aspekt synes dog at være den politiske udvikling i landet. Som nævnt finder aviserne, at Rusland har fået et autoritært styre, og denne udvikling følges af en stigende mistillid til landet. Det er en kobling, som finder støtte i teorier om skabelse af fællesskabsfølelser og tillid (f.eks. Risse-Kappen 1995: 505–06), og som spørger, om man tør stole på en stat, som ikke er demokratisk ledet. De danske aviser råder til et »nej«, og de opfordrer EU til at søge såvel alternative leverandører som energikilder, herunder sågar atomkraft som ellers finder ganske ringe opbakning i Danmark (se f.eks. Berlingske Tidende 20. januar 2008). Forsømmes dette, advarer Jyllands-Posten, spiller EU »russisk roulette« med sine energiforsyninger (Jyllands-Posten 13. januar 2006).

I denne kontrovers finder vi et interessant eksempel på uoverensstemmende opfattelser. Den russiske selvopfattelse synes således at være, at Rusland er en stabil energileverandør, som Vesten til fulde kan have tillid til. Som Krasjeninnikova (2007: 263) udtrykker det, så har »hverken Rusland eller det tidligere Sovjetunionen afbrudt energileverancerne, ikke engang under de vanskeligste tidspunkter i forholdet [til Vesten]«. De afledte brud på leverancerne skyldes derimod andre forhold som for eksempel manglende betaling fra kunder som Ukraine og Belarus, som begge befinder sig »up-stream« i forsyningsnetværket. De danske læsere præsenteres i stedet for billedet af et Rusland, som »i dag er så uforudsigelig, at det er svært at stole på de aftaler, der indgås med [landet]« og der advares om, at når Rusland allerede har brugt naturgassen som et middel til at lægge pres på nabolande, så »[kan man] frygte, at den også kan blive anvendt, hvis Rusland føler sig mere klemt endnu« (Berlingske Tidende 19. januar 2008).

Konklusion

De største danske aviser har præsenteret et billede af Rusland i 2000’erne, som er gået fra halvskidt til værre; udviklingen har gjort landet stadig mere undertrykkende, utroværdigt og aggressivt. Og de ser få elementer, som kan vende denne udvikling. Der er dog nogle, og de fortjener kort omtale.

Mest direkte er der forsigtigt positive forventninger til Medvedev, som flere af aviserne betragter som en mere liberal og vestligt orienteret politiker end Putin. Men der er samtidig stor skepsis i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt han vil kunne frigøre sig fra Putin og føre landet ind på et nyt spor (jf. f.eks. Jyllands-Posten 1. marts 2008 og Politiken 2. november 2009). Selv to år inde i Medvedevs første præsidentperiode synes de danske medier at være i tvivl om Medvedevs egen politiske linje og forhold til Putin, men tiltroen til ham er faldende. For eksempel udtrykte Berlingske Tidende stor skuffelse over forfatningsændringen fra 2008, som gør det muligt for den kommende russiske præsident at sidde i embedet i seks år og ikke som nu blot fire år. Avisen konkluderede, at »hvis man er i tvivl om, hvor Rusland er på vej hen, så kan man (...) læse historien om, hvordan Medvedev og Putin i fællesskab er ved at skabe et ’evighedspræsidentskab’« (Berlingske Tidende 14. november 2008). Og få måneder tidligere opsummerede Jyllands-Posten Medvedevs udenrigspolitiske linje ved at minde læserne om, at »[han] har støttet den russiske aggression i Georgien. Han har kaldt den amerikansk-polske missilaftale for en direkte trussel mod Rusland. Han har truet enhver, der måtte krydse Ruslands interesser, med repressalier« (Jyllands-Posten 20. august 2008).

I et lidt længere perspektiv ser de danske aviser Ruslands ofte oversete afhængighed af Vesten som et af de aspekter, som kan have en positiv indflydelse ikke bare på de to parters indbyrdes men også internt i Rusland. Rusland har blandt andet behov for Vesten som et marked for energieksport og som en kilde til investeringer (se f.eks. Berlingske Tidende16. september 2008), og denne afhængighed kan få Rusland til at besinde sig. Og på det mere personlige plan er det Vesten – ikke Ruslands nære samarbejdspartnere som for eksempel Kina, Iran og Venezuela – som beundres, og som fungerer som inspiration (Jyllands-Posten 1. marts 2008 og 31. august 2008). Putin fik en lille dosis af dette, Medvedev en anelse mere, og kommende generationer af russere vil få endnu mere.

Som nævnt er lederartikler blandt andet karakteriseret ved, at avisen her føler sig fri til at slække på sine ellers normale standarder for objektiv journalistik. Det er en del af genren, og det må man som læser forstå og acceptere. Samlet finder jeg, at de danske aviser leverer en sober dækning af udviklingen i Rusland. Der er ganske få tilfælde, hvor læseren får det indtryk, at kommentarerne er skrevet med afsæt i en politisk dagsorden snarere end på baggrund af en reel – men naturligvis samtidig subjektiv – vurdering af forholdene.

Jeg kunne dog ønske, at aviserne var åbent bevidste om, at de ikke blot beskriver en »virkelighed«, men at de samtidig, hvor ubetydelig deres rolle end måtte være, er med til at (gen)skabe en »virkelighed« i samspil med andre, deriblandt den russiske befolkning (jf. f.eks. kommentarerne i Krasjeninnikova 2007). De påvirker på denne måde den intersubjektive forståelse, som udgør grundlaget for de forskellige identiteter; det kan for eksempel være et bredtfavnende »vi« eller et modsætningsforhold mellem »os« og »dem«. På dette punkt er dækningen af Rusland på lederplads ikke anderledes end dækningen af ethvert andet emne, men de seneste års udvikling synes at vise, at der står mere på spil, end ved de fleste andre emner.

Litteratur

Dansk Oplagskontrol (2010) Kontrollerede oplagstal. Tilgængelig på www.do.dk/asp/oplagstal_pop.asp. Læst 17. april 2010.

Freedom House (2010) Freedom in the World 2010. Tilgængelig på www.freedomhouse.org/template.cfm?page=505. Læst 17. april 2010.

Goffman, Erving (1958) The Presentation of Self in Everyday Life. Edinburgh: University of Edinburgh Press.

Hansen, Flemming Splidsboel (2002a) Past and Future Meet: Aleksandr Gorchakov and Russian Foreign Policy. Europe–Asia Studies 54 (3): 37796.

Hansen, Flemming Splidsboel (2002b)Explaining Russian Endorsement of the CFSP and the ESDP. Security Dialogue 33 (4): 44356.

Hansen, Flemming Splidsboel (2009) Den moderne russiske stat. Forsvarsakademiet Brief. Tilgængelig på http://forsvaret.dk/FAK/Publikationer/Briefs/Documents/Den%20moderne%20russiske%20stat.pdf. Læst 17. april 2010.

Heuer, Richards (1999) Psychology of Intelligence Analysis. Washington, D.C.: Central Intelligence Agency.

Jordan, Pamela (2003) Russia’s Accession to the Council of Europe and Compliance with European Human Rights Norms. Demokratizatsiya 11 (2): 28196.

Krasjeninnikova, Veronika (2007) Amerika–Rossija. Kholodnaja vojna kultur. Moskva: Evropa.

Linz, Juan (2000) Totalitarian and Authoritarian Regimes. Boulder, CO: Lynne Rienner.

Luzjkov, Jurij (2007) “My i zapad” i Leonid Poljakov (red.) Pro suverennuju demokratiju. Moskva: Evropa (195207).

Mendelson, Sarah & Theodore Gerber (2006) Failing the Stalin Test. Foreign Affairs 85 (1): 28.

Olson, Mancur (1993) Dictatorship, Democracy, and Development. The American Political Science Review 87 (3): 56776.

Przeworski, Adam, Michael Alvarez, José Antonio Cheibub & Fernando Limongi (1996) What Makes Democracies Endure? Journal of Democracy 7 (1): 3955.

Riffe, Daniel, Stephen Lacy & Frederick Fico (2005) Analyzing Media Messages. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum

Risse-Kappen, Thomas (1995) Democratic Peace – Warlike Democracies? European Journal of International Relations 1 (4): 491517.

Schimmelfennig, Frank (2001) The Community Trap: Liberal Norms, Rhetorical Action, and the Eastern Enlargement of the European Union. International Organization 55 (1): 4780.

Siegle, Joesph, Michael Weinstein & Morton Halperin (2004) Why Democracies Excel. Journal of Democracy 83 (5): 5771.

Snyder, Jack (2000) From Voting to Violence. New York, NY: W.W. Norton.

Southgate, Beverley (1996) History: What and Why. London: Routledge.

Surkov, Vladislav (2007) “Suverenitet – eto polititjeskij sinonim konkurento-sposobnosti” i Leonid Poljakov (red.) Pro suverennuju demokratiju. Moskva: Evropa (3361).

1. Målt på daglige læsertal ville rækkefølgen være en anelse anderledes: Fra Jyllands-Posten (461.000) over Politiken, Ekstrabladet og BT til Berlingske Tidende (322.000). Jeg har udeladt de tre store daglige gratisaviser, som dog alle klarer sig særdeles godt i forhold til de fem største betalingsaviser for så vidt angår både oplagstal og læsertal: metroXpress (hhv. 228.000 og 467.000), 24timer (hhv. 180.000 og 352.000) og Urban (hhv. 162.000 og 348.000). Gratisaviserne er udeladt, dels fordi de fortrinsvis fokuserer på nære, nationale historier, dels fordi de ikke på samme måde som de traditionelle aviser gør brug af redaktionelle kommentarer. For avisernes læsertal, se www2.tns-gallup.dk/nyhedscenter/statistik/laesertal.aspx.
2. Til daglig følger jeg naturligvis de danske avisers dækning af forholdene i Rusland, men jeg følger dem ikke så nøje, at jeg forud for arbejdet var fortrolig med detaljerne i deres foretrukne temaer og med den forholdsvis høje grad af konsekvens, som kan observeres, især hvad angår den enkelte avis’ syn på Rusland gennem perioden.
3. Det er i øvrigt en vurdering, som afspejler for eksempel Freedom Houses dom (Freedom House 2010), hvor Rusland er placeret side om side med lande som Rwanda, Qatar og Kasakhstan hvad angår politiske rettigheder.
4. For en diskussion af begreberne »totalitær« og »autoritær«, se Linz 2000: kap. 2.
5. Der ligger ikke i dette, at selvom svaret havde været positivt, så havde avisen også støttet den autoritære udviklingsmodel. Men opmærksomheden skal henledes på den omfattende diskussion, som finder sted i moderniseringsteorien – »demokrati eller udvikling?« – men som ikke afspejles i avisernes behandling af emnet. Det interessante spørgsmål vil her være, i hvilket omfang Putins centraliserede styre har muliggjort hendholdsvis hæmmet væksten i den russiske økonomi. Og et afledt spørgsmål er, om han med den økonomiske vækst har skabt bedre forudsætninger for på sigt at etablere et liberalt demokrati i Rusland. Ifølge den dominerende teori er svaret på det første spørgsmål, at væksten faktisk er sket på trods af styreformen (Olson 1993; Siegle 2004), og førende udviklingseksperter (f.eks. Przeworski et al. 1996) vil svare »sandsynligvis ikke« på det andet spørgsmål. Denne dystre forudsigelse skyldes risikoen for, at styret får held til at overbevise befolkningen om, at de manglende friheder kan accepteres, så længe der bliver leveret tilstrækkelige økonomiske goder til gengæld.
6. For en redaktionel diskussion af ordet »statsterror«, se BT 4. september 2004, hvor der konkluderes, at brugen af ordet »er en urimelig udvanding af sproget«. Så meget desto mere interessant er det, at BT i en tidligere leder (26. marts 2001) faktisk selv havde beskrevet den russiske politik som statsterror. Dette siger os dog nok først og fremmest noget om avisernes ikke altid helt gennemtænkte og konsekvente brug af centrale begreber.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon