Sovjetiske krigsfanger i Norge 1941–1945. Antall, organisering og repatriering

Marianne Neerland Soleim

Oslo: Scandinavian Academic Press 2009

464 sider. ISBN 9788230400432

Anmeldt af Jakob Littau Mathiesen [cand.mag., ansat ved Oure sportsgymnasium]

Den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens rolle under krigen påkalder sig fortsat stor interesse, trods det faktum, at der efterhånden kun er få mennesker tilbage, som rent faktisk oplevede krigen og dermed erindrer noget konkret om begivenhederne. Selv i et lille sprogområde som det danske (som er denne forfatters referencepunkt) udgives der til stadighed en lind strøm af bøger om Sovjetunionens rolle under krigen. For eksempel blev der for nylig udgivet tre forskellige Stalin-biografier indenfor et år – alene af danske forfattere. I 2007 udkom Niels Bo Poulsen med et bredt værk om Den Store Fædrelandskrig, der som titlen angiver, viser krigen set fra sovjetborgerens side, og for nylig kom den anerkendte britiske historiker Norman Davis’ mammutværk Den store krig på dansk (i sidstnævnte lanceres den tese, at krigen i virkeligheden blev vundet af den totalitære sovjetstat og at den derfor sluttede først i 1989 med murens fald og østblokkens opløsning). Erindringsfællesskabet holdes således ved lige og billedet er det samme andre steder i Norden, for ikke at nævne i dagens Rusland. Det rejser to interessante spørgsmål: Kan der overhovedet siges mere nyt om Den Anden Verdenskrig? Og hvorfor vedbliver krigen at udøve så stor tiltrækningskraft på stadig nye generationer?

Marianne Soleims nye bog Sovjetiske Krigsfanger i Norge 1941–1945 giver delvis svar på begge spørgsmål. For det første hører de sovjetiske krigsfangers liv og skæbne i Norge til et af de hjørner, som historiefortællingen og forskningen endnu ikke har afdækket fyldestgørende, hvilket Soleim må siges at råde bod på med dette værk. For det andet beskriver Soleim i bogens indledende kapitel baggrunden for den brutale og umenneskelige behandling som blev de russiske krigsfangers skæbne i hænderne på de tyske nazister. Netop krigens brutalitet er måske forklaringen på, at vi fortsat er så optaget af den.

Soleim beskriver hvordan tyskernes angreb den 22. juni 1941 markerede indledningen på en helt særlig brutalitet ulige alt andet. Det var i bogstaveligste forstand en udryddelseskrig, hvor målet var at knuse den slaviske befolkning i øst og underligge sig hele det slaviske område. Dette blev for eksempel formuleret i Generalplan Ost, der tilsagde en fuldstændig germanisering af de østlige områder. Samtidig satte tyskerne Geneve-konventionen ud af kraft og Hitler udtalte ligefrem at den sovjetiske modstander var et »dyr« og burde behandles derefter. Selv almindelige tyske wehrmacht-soldater kendte til disse holdninger, som blev formidlet mundtligt til de enkelte enheder.

Forestilingen om det slaviske menneske som et »Untermensch« kom til at præge behandlingen af de russiske krigsfanger. Denne direkte sammenhæng mellem Untermensch-forestillingen og den brutale behandling er fint beskrevet i værket. Selvom Soleims pointe langt fra kan siges, at repræsentere en ny vinkling, er det helt relevant at fremdrage denne forbindelse – den er vigtig for forståelsen af den brutalitet, som tyskerne lagde for dagen, men også fordi den fortæller os hvad som netop kan ske, hvis ideologien retfærdiggør det. Og det er et perspektiv med en holdbarhedsdato, der bestemt ikke er overskredet.

De sovjetiske krigsfanger begyndte at ankomme til Norge i august 1941, og i alt blev omkring 100.000 sovjetiske krigsfanger sendt til Norge. Dette store antal afspejlede den tyske krigsmaskines konstante behov for arbejdskraft. Fangerne deltog blandt andet i anlægsarbejderne langs den norske kyst men også i den udvikling af infrastruktur som tyskerne påbegyndte for at forbedre transportlogistikken – for eksempel den norske rigsvej. Soleim inddrager et omfattende kildemateriale i et vellykket forsøg på at beskrive fangernes liv og levned. Selvom forholdene for sovjetiske krigsfanger var væsentligt bedre i Norge end mange andre steder, var forholdene alligevel uhørt brutale. Ifølge Soleims opgørelser døde ca. 13 % af de sovjetiske krigsfangerne. Dette var uhyggeligt nok et lavt tal: Den gennemsnitlige dødsrate for sovjetiske krigsfanger lå på over 50 %.

Gennemgående er værket redeligt og omhyggelig skrevet og har mange aspekter med. Et af disse er den norske civilbefolknings sympati for fangerne og de ofte dristige forsøg på at smugle mad til fangerne eller finde skjulesteder til fanger på flugt. Samlet set er Soleims bog intet mindre end et forsøg på at skrive de sovjetiske krigsfanger ind i en kollektiv norsk erindring. Det kan set udefra være svært at forstå, hvorfor denne del af historien hidtil er blevet ekskluderet i den kollektive erindring, men desto mere tjener det værkets ære. Af ovennævnte grunde henvender værket sig først og fremmest til en norsk forskningsdebat. Alligevel er Soleims bog yderst interessant også for andre. Ikke mindst fordi denne særligt brutale historie har universelle perspektiver. De tyske krigsforbrydelser gav jo netop anledning til et langt og sejt samarbejde i FN omkring krigsret og universelle menneskerettigheder. Og man kan konstatere, at det stadig kniber med at overholde de internationale konventioner, når der føres krig. Sådanne vinkler kunne godt være koblet på i et forsøg på at sætte krigsfangernes skæbne ind i en større kontekst. Men det er naturligvis ikke værkets formål og skæmmer derfor ikke et redeligt og solidt stykke historiehåndværk.