Russisk historie fra Rjurik til Gorbatsjov: Fakta og resonnement

Gunnar Opeide

Oslo: Solum Forlag 2009

232 s. ISBN 9788256016341

Anmeldt af Rósa Magnúsdóttir [adjunkt i russisk historie på Institut for Historie og Områdestudier, Afdeling for Østeuropastudier, Aarhus Universitet]

Russisk historie fra Rjurik til Gorbatsjov: Fakta og resonnement af Gunnar Opeide (1945–2005) er udgivet post mortem, idet to af hans kollegaer ved Universitetet i Tromsø har forberedt manuskriptet til udgivelse. Bogen er i grunden en lærebog i russisk historie, og man kan udlede at Opeide har skrevet den på basis af sine forelæsninger til et oversigtskursus i russisk historie. Man bør nok tage hensyn til, at materialet måske ikke var tænkt til udgivelse i det format, som det her forefindes i, men man må på den anden side nødvendigvis vurdere værket, som det foreligger.

I et forord skriver Erik Egeberg og Jens Petter Nielsen at Opeide »var en dyktig historieforteller« (s. 6) og det er måske den bedste måde at beskrive den metodiske tilgang værket har. Opeide fortæller om russisk historie i store træk, og det gør han på en meget forståelig måde. Han havde en meget bred viden om Rusland og krydrede historiske fakta med små anekdoter, såsom at Stalin som generalsekretær fik øgenavnet »tovarisjtj Kartotekov« (kamerat Kartotekov) (s. 163). Fremstillingen bærer også præg af en vis beskedenhed: Ligesom hele teksten undgår alt svulst, er stilen meget direkte og ukompliceret. Fortællingen er kronologisk, selvom der findes et enkelt dybere tematisk afsnit som dækker en længere periode, nemlig det om livegenskabet (s. 87–90). Dækningen af århundrederne er dog ujævn og især perioden efter anden verdenskrig er omtalt i rigtig store træk på kun få sider (s. 193–211).

Fortællingen har en overvældende politisk og i nogen grad økonomisk historisk fremgangsmåde. Der er slet ikke nogen fokus på social eller kulturel historie. Intellektuel historie får større fokus i en artikel på engelsk, »Politics and Culture: Universalism and Particularism in Discourses about Russia», som også er optrykt i bogen (s. 213–32). Man kan godt sige at den metodiske tilgang er meget traditionel, men selvom formålet med bogen kun er at give læserne det grundlæggende i Ruslands historie, savner denne anmelder mere fokus på andre aspekter af russisk historie og kultur end kun politiske og økonomiske begivenheder. Udover at Opeide nævner grundlæggelsen af de primære universiteter, er der ingen dækning af uddannelse; drøftelsen af religion er meget overfladisk; og da fokus ikke er sat på andre strata af samfundet end magthaverne, findes der ingen beskrivelser af dagligdagen, for slet ikke at tale om kvinder og børn. De ikke-russiske regioner og folk er næsten ikke nævnt i bogen, og de mange huller i beskrivelsen af Ruslands og Sovjetunionens historie giver indtryk af at nyere forskning (fra bl.a. Tyskland, Frankrig, England og USA) ikke har fået særlig stor indflydelse på beretningen.

Jeg savner også meget en bibliografi og nærmere henvisninger. Forfatteren tager flere gange stilling i historiske debatter, men præsenterer de pågældende problemstillinger på en meget overfladisk måde. Udover enkelte gange at henvise til Vasilij Kljutjevskijs mening om historiske processer, henvises der kun indforstået til »en russisk historiker« (s. 141) eller »mye diskusjon og uenighet« (s. 106) – debatterne selv og deltagerne i dem er ikke nærmere beskrevet. Det er min overbevisning, at en lærebog i historie også skal give en vis forståelse af den relevante historiografi, især hvis den skal bruges på universitetsniveau, og især når det handler om det omstridte og ofte politisk ladede emne, som Ruslands historie jo har udgjort.

I stedet for at fokusere på, hvad bogen ikke dækker, bør man også anmelde bogen ud fra det formål forfatteren selv har haft, og det må have været at give en oversigt over Ruslands politiske struktur igennem tiderne. Det lykkes ham fint, som nævnt er stilen flydende, og forfatteren fremlægger også den komplekse magtstruktur på en letfattelig måde og stiller klare spørgsmål om politiske ændringer og deres betydning. Gennemgangen af slavofilerne og de vestvendte er særdeles vellykket, ligeledes får marxismens udvikling i Rusland en god detaljeret gennemgang. Forfatterens baggrund i idehistorie kommer tydeligt frem på disse felter.

Den idehistoriske fokus er også vel præsenteret i den inkluderede artikel på engelsk om dikotomien mellem universale og partikulære diskurser i oplysningstiden og sovjettiden. Opeide hævder, at politik plejer at være forbundet med universalisme og kultur med partikularisme. De to perioder han fokuserer på er så de perioder, hvor politikken dominerer over for kulturen på grund af dominansen af universalistiske ideer. 1800-tallet var undtaget dette paradigme, fordi det ikke var præget af en politisk-filosofisk diskurs. 1700-tallet var derimod præget af den vestlige (hovedsagelig franske) oplysningsdiskurs, hvor tiden efter anden verdenskrig var præget af to universalistiske diskurser, international kommunisme på den ene side og vestlig liberalt demokrati eller vestlig modernitet på den anden side. Fremstillingen er dog også her ujævn og redegørelsen for især den nyere periode er mangelfuld. I modsætning til lærebogen, som fokuserer på udviklingen over næsten tusind år af historie, viser imidlertid artiklen tydeligt en dybere gennemgang af komplekse ideer, selvom den også bliver lidt redundant.

Det er klart, at Opeide havde bredt kendskab til russisk historie, primært politisk historie og politiske strømninger indenfor Ruslands idehistorie. Begge er vigtige elementer af Ruslands udvikling, men, netop kun elementer af Ruslands komplekse historie, som også indeholder flere væsentlige sociale og kulturelle faktorer.