Mitt liv med Moder Russland

Jahn Otto Johansen

Oslo: Aschehoug 2009

304 sider. ISBN 9788203291821

Anmeldt af Vibeke Sperling [journalist og redaktør, tidligere korrespondent i Moskva for Dagbladet Information og Danmarks Radio]

»Når du blir eldre, reiser du gjerne tilbake i ditt eget liv,« lyder bogens første sætning. Og efter endt læsning må man inderligt takke Jahn Otto Johansen for at være taget med på rejsen. Det er et næsten 50-årigt samliv med Moder Rusland, som vi får indblik i fra et utal af udsigtspunkter. I alle de år har forfatteren holdt skarpt øje med Rusland, herunder i lange perioder som korrespondent. Det giver både dybde og kontinuitet.

Frigjort fra kronologiens bånd springer bogen frem og tilbage i tid og sted med kunst, litteratur, religion, politik, oligarker, Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev i både skøn forvirring og skøn forening. »Kan man fullt ut forstå russernes væremåte, mentalitet og tradisjoner?« spørger forfatteren og svarer: »Neppe«. Men han gransker russerne med både udviklet kritisk sans og stor varme og kærlighed.

Når det gælder den russiske sjæl i kunsten fokuserer han med rette på ikonmaleriet og dets mytiske betydning for russere. Med ikoner som ramme beskriver bogen kontinuiteten i historien fra tsardømme over kommunisme til i dag: »Revolusjonen betydde ikke noe brudd med denne gamle russiske tradisjonen – snarere var det en fortsettelse. I stedet for prosesjoner med ikoner fikk man parader med portrett av de kommunistiske ledere. Den balsamerte Lenin ble et overordnet ikon.« Der restaureres og bygges nu nye kirker i et væk, »ofte med penger fra oligarker som vil innynde seg hos prestene og få avlat for de skurkestreker de begikk for å bli så rike«.

Denne anmelder har haft særlig fornøjelse af bogens indgående behandling af den russisk ortodokse kirkes betydning. Under mine år i Rusland har jeg været mere i kirke, end jeg nogensinde kommer til at gøre i Danmark. Men altid med enorm skepsis over for de pompøse ritualer og præsteskabet, hvis samarbejde med KGB og efterfølgeren FSB havde tendens til at overskygge alle mine kirkebesøg.

Johansen er gået langt mere fordomsfri til kirken og har tilladt sig fascinationen. »Som leseren har forstått, er min fascinasjon av den russisk-ortodokse kirkes skjønnhet og fengslende ritualer stor.« Men efter at have ført læseren ind i skønheden, tager forfatteren godt fat om kirkens »utiltalende« sider – som at kirke og stat bruger hinanden i en slags »fornuftsekteskap«. Det er selvfølgelig dybt problematisk i et land, hvor en femtedel af borgerne er muslimer. Præsident Boris Jeltsin forstod aldrig helt det med kirken, men: »Under Putin fikk Kirken igjen stor politisk betydning«. Og der er stadig flere eksempler på, at Kreml og den ortodokse kirke sammen »forsøker å få kontroll over kunst og massemedier«.

Nogle af Johansens mange lokale samtalepartnere ser en »konsolidering av fundamentalistiske, nasjonalistiske og ortodokse krefter, og at denne offensiven ledes av Kirken«. Hvad forfatteren selv mener henstår ofte i det uvisse. Det irriterede først denne anmelder, som dog endte med at konkludere, at forfatteren har gjort klogt i at underspille egne meninger. Han har jo nok af kloge russiske samtalepartnere til at tage sig af den side af sagen. Forfatterens udgangspunkt er, at des mere han ved om Rusland, des flere nye spørgsmål rejses for ham. Det er således også en inspirerende samtalebog om, hvad Rusland egentlig er.

Blandt Johansens mange evner er at skrive en lang fortælling med et enkelt ord. Som når han skildrer de seneste års tendenser til at glorificere Stalin som forsøg på at fremstille diktatorens forbrydelser som »driftsutgifter«. Det beskriver bedre end mange ord kynismen i dele af regimet overfor stalinismens millioner af ofre: naturlige driftsudgifter, når det sovjetiske regime var omgivet af fjender. Det er givet også rigtig set, at når Rusland i dag har så dårligt et forhold til flere naboer og til tidligere undersåtter som Polen, så hænger det »i stor grad sammen med det ’comeback’, som Stalin nå ser ut til å gjøre i Russland«.

Forfatteren understreger, at han aldrig har kunnet forstå »den primitive antirussiske holdningen som kom til uttrykk i Vesten under den kalde krigen, og som har gjenoppstått i de senere år, særlig etter den kortvarige krigen mellom Russland og Georgia sommeren 2008«. Han fremhæver, at han aldrig selv har holdt almindelige russere ansvarlige for sovjetmagtens store forbrydelser som nedkæmpelsen af opstanden i Budapest i 1956 og invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968. Russerne kan selvfølgelig ikke tilkendes en kollektiv skyld, men det må være legitimt at spørge, hvorfor almindelige russere nu som før så passivt lader deres ledere fortsætte med at begå forbrydelser i blandt andet Tjetjenien.

Johansen viser sig flot som omvandrende historiebog blandt andet i behandlingen af Khrusjtjovs tale på partikongressen efter Stalins død. Den havde ikke den store effekt i Sovjetunionen, fordi det kun var et delvist opgør med Stalin, mens talen fik »eksplosiv virkning i Sentral- og Øst-Europa«. Og journalist Johansen var selvfølgelig også på pletten, da østeuropæere hurtigt derefter startede de oprør imod kommunismen, som kulminerede i 1989.

Bogens behandling af arven efter Ruslands store forfattere bringer også mange øjenåbnere som: »I dag er Dostojevskij aktuell som aldri før i den russiske debatten«. Putins regering og den ortodokse kirke udnytter Dostojevskijs hårde kritik af Vesten, »hans idealiserende kjærlighet til Russland og hans ideer om at den russiske-ortodokse kristendommen er alle andre religioner overlegen«. Både ministerpræsident Putin og præsident Medvedev bruger offensivt Dostojevskijs tanker om Ruslands verdenshistoriske og religiøse mission »til å gjenoppbygge en russisk identitet« og »gjenreise Russland som stormakt«.

Bogens afsnit om Ukraine blev aktualiseret af Ukraines præsidentvalg januar–februar 2010. Konflikten om Sortehavsflåden i Sevastopol fremhæves med rette som en af de alvorligste imellem Rusland og Ukraine. Her er der dog tegn på afspænding, da den nyvalgte præsident, Viktor Janukovitj, i modsætning til sin forgænger er parat til at forlænge lejemålet for basen på den ukrainske Krim halvø. Men der er rigeligt med andre internationale udfordringer med Rusland, påviser bogen. For Norge Ruslands krav på havområderne omkring Svalbard. »Stilt overfor slike utfordringer må vi ha et optimalt militært nærvær, først og fremst på sjøen, men også på land.« Her bliver den fredselskende Johansen helt krigerisk!

Johansen lader en russer på en bænk slutte bogen med at hylde, at Putin gjorde Rusland mere selvbevidst: »Vi ble lei av den belærende holdningen fra amerikansk side. Nå lytter i hvert fall amerikanerne til oss.« Russere kan også være glade for formidlere som denne forfatter, selv om Kreml næppe er begejstret for den ofte hudflettende fortælling. Men Johansen lytter så godt til russerne, at han på fornem vis kan være den store fortæller om dem.