«De är inte kloka, de där ryssarna»

Anna-Lena Laurén

Helsingfors: Söderströms172 sider. ISBN 9789515225559

Omtalt af Simon Kruse [Moskva-korrespondent for Berlingske Tidende]

Mange journalistiske bøger om Rusland tager deres udgangspunkt i magten og magthaverne. De handler om putinisme, demokratiets skæbne, uopklarede mord og gaskonflikter med nabolandene. Anna-Lena Laurén vil noget andet med sin bog. Hun vil ned i øjenhøjde. Med sin selvoplevede, anekdotiske form giver forfatteren ansigt og stemme til mennesker, som hun har mødt under rejser og ophold i Rusland, senest som korrespondent for finsk radio og tv. Forfatteren blander samtalestumper og iagttagelser fra hverdagslivet med overvejelser om kultur, historie og identitet. Og hvis bogen dermed skærer en hæl og klipper en tå af detailanalysen, så giver fortælleformen til gengæld plads til en anden type indsigter, som er både vigtige og læseværdige.

Bogen er delt op i korte bidder, der hver tager fat et emne fra det nære liv: penge, alkohol, kønsroller, korruption, historien, navne, helligdage eller bryllupper. Fænomenet bestikkelse beskrives gennem oplevelser i Moskvas metro og gennem russiske bekendtes erfaringer i erhvervslivet. De overdådige bryllupper tegner et billede af den løsslupne forbrugskultur, mens det afslappede forhold til love og regler beskrives gennem forfatterens egne sammenstød med russisk bureaukrati. Det vanskelige forhold til sovjethistorien eksemplificeres med stormfulde diskussioner mellem forfatteren og russiske bekendte. Den humoristiske fortælleform tillader også forfatteren et par skæve kapitler om noget så flygtigt som kønsroller. «Det ryska samhället är manschauvinistiskt på et mycket öppet og rejält sätt» lyder det med et glimt i øjet.

Beskrivelserne er varme og velskrevne. Samtidig er de i sagens natur yderst generaliserende. «Egentligen gillar jag inte att tala om mentalitet,» skriver forfatteren på en af de første sider. Ikke desto mindre viser det sig at være bogens primære emne. Rigtig mange sætninger begynder med «Russerne er sådan» eller «Russerne gør sådan». Den russiske verden modstilles sine steder forfatteren som «protestantisk nordeuropé», som hun kalder det og i øvrigt forholder sig kritisk til. Fint nok. Men samtidig kritiserer forfatteren selv de knapt så politisk korrekte russiske bøger om nationale karaktertræk og traditionelle russiske dyder.

Den anekdotiske stil har som sagt sine begrænsninger. Analysen af det politiske system er udmærket men malet med en bred pensel, mens emner som krigene i både Nord- og Sydkaukasus, der også har haft en ikke uvæsentlig indvirkning på det russiske samfund, forbliver uberørte. Bogen er tilsyneladende primært skrevet med udgangspunkt i Ruslands to største byer, Moskva og Skt. Petersborg.

Men bogen holder i det store hele, hvad den lover. Den er uprætentiøs. Den er subjektiv og selvoplevet og – trods bogens titel, der skal læses ironisk – fortalt med stor sympati og indlevelse. Til det formål egner fortælleformen sig godt.

Formen giver mulighed for at fortælle fra vinkler hvorfra nyhedsmedier og faglitteratur sjældent ser. Bogen kan dermed ses som et vigtigt supplement til den journalistiske dækning af politisk degeneration og katastrofer i Rusland. «I et land där gruvolyckor, flygplanskrascher och rasistiska terrordåd sker flera gånger om året kan man som journalist icke göra annat än att rapportera det. Därför bliver nyhetsrapporteringen lätt ensidig, hur mycket man än försöker beskriva också andra fenomen i Ryssland,» skriver forfatteren.

Bogen er et langt forsøg på at beskrive netop disse «andra fenomen»: hverdagen, omgangsformerne og selvforståelsen, som ganske rigtigt er underbelyste, hvis man ser på oplysningsniveauet i Vesteuropa. Det er et vigtigt ærinde, fordi den markante historieopfattelse og selvforståelse i Rusland ofte er ukendt og endda overraskende for mange. På den led rører bogen i sidste ende også ved magten, fordi mekanikken, der kan forklare Ruslands politiske pendulsving, sagtens – og måske med fordel – kan belyses anekdotisk.