Terminal Øst: Totalitære og posttotalitære diskurser

Ingunn Lunde & Susanna Witt (red.)

Oslo: Spartacus Forlag 2008319 sider. ISBN 9788230400340

Omtalt af Mads Anders Baggesgaard [ph.d.-stipendiat, Afdeling for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet]

Revolutionens pansrede tog der blev trukket kraftfuldt over de sovjetiske stepper af historiens lokomotiv, kører ikke længere. Sådan må man tolke forsiden på antologien Terminal Øst: Totalitære og posttotalitære diskurser, redigeret af Ingunn Lunde og Susanna Witt, en antologi der samler 19 artikler om sprog, kunst og kultur i Østeuropa før og efter murens fald. Forsiden reproducerer en sovjetisk propagandaplakat fra 1939 der viser os et lokomotiv i kraftig fremdrift fra socialismens mellemstation mod det kommunistiske endemål. Det er dog næppe denne endestation samlingens titel refererer til, men derimod den der blev nået i 1989 og tiden derefter, en periode der radikalt har ændret forståelsen af historisk fremdrift ikke bare i Østeuropa, men i hele verden.

Togmetaforikken er hentet fra Brita Lotsberg Bryns bidrag «Jernhestens spor: Et blikk på russisk, sovjetisk og postsovjetisk togmetaforikk», der med stort overblik beskriver det sovjetiske statsapparats forkærlighed for togmetaforer og de mange elegante og fantasifulde retoriske omvendinger disse billeder har været udsat for både i og efter sovjettiden. Antologiens titel fremviser på denne måde den bærende figur for størstedelen af bogens artikler: Sovjettidens metaforiserede Newspeak modstilles eftertidens postmoderne og frie omvendinger af det statssanktionerede begrebsapparat.

Det bærende begreb for analysen er, som det fremgår af undertitelen, det totalitære og i forlængelse heraf det posttotalitære der – som det fremgår af Tine Roesens åbningsartikel «Om ansvar og alibier: Den posttotalitære russiske litteratur» – benyttes for at løfte diskussionen ud af de vante fortolkningsrammer og se de seneste årtiers udvikling i et bredere perspektiv: «Til forskel for den historisk specifikke, post-sovjetiske indfaldsvinkel kan den post-totalitære – i betydning efter-totalitære – prisme, som uddestillerer systemet som system og tillader at fokusere på dets konsekvenser for mennesket som sådan, måske tydeliggøre nogle tendenser i den nye litteratur» (s. 20). Beskrivelsen er ikke redaktørernes, men den er ikke desto dækkende for antologiens bestræ-

belse på at bruge begrebet totalitarisme som en løftestang for en bredere forståelse af de mekanismer der lå til grund for de østeuropæiske regimers benhårde styring af den offentlige diskurs og reaktionen herpå i de postkommunistiske samfund.

Og som styrende begreb for en antologi fungerer det aldeles glimrende. Samlingen spænder over en række forskellige fagområder, over forskellige østeuropæiske lande og har endda afstikkere til det postnazistiske Tyskland og Joseph Conrads kritik af det zaristiske Rusland, men skellet totalitær/posttotalitær kan genkendes i alle artikler og giver os et skema for læsningen der tillader at trække paralleller mellem de ganske forskellige bidrag. Begrebet totalitarisme holdes i redaktørernes indledning i en ganske generel definition, og det er uden tvivl en af antologiens forcer at diskussionen ikke hænges op på en bestemt teoretisk konstruktion, men tværtimod lader begrebet afprøve i en række forskellige kontekster. Læg hertil at alle bidrag er velskrevne og imødekommende og du har opskriften på en vellykket antologi om et særdeles interessant og aktuelt emne.

Antologiens bidrag fordeler sig i tre grupperinger. Første del har fokus på litteraturen med vægten på den posttotalitære litteratur, eksempelvis i form af Mattias Ågrens bidrag «Den totalitära myten: Vladimir Sorokins Trilogija» der viser hvordan russiske Vladimir Sorokin i sit forfatterskab med stadigt større kompleksitet demaskerer sovjettidens totalitære mytologier også som de fungerer i Putins Rusland. Eller artiklen «Litteraturens kamp mod systematisert glemsel» af Birger Solheim, der på tankevækkende vis demonstrerer hvorledes østtyske forfattere i tiden efter murens fald både har stillet spørgsmålstegn ved begivenhedens karakter af historisk brud og begrædt at den historiske mulighed der for en kort stund åbnede sig, så hurtigt blev lukket i retning af tysk genforening.

Anden del går sprogvidenskabeligt til værks og afklæder den totalitære retoriks generaliseringer, som hos Ludmila Pöppel der i «Förändringar i det sovjetiska politiska språket: revolutionens språk kontra det totalitära språket» metodisk afdækker forandringerne i propagandaens retorik fra tiden lige efter revolutionen frem til 1930’ernes gennemgribende ideologisering. I Martin Paulsens bidrag «Jurij Andruchovy og det postsovjetiske ukrainske språket» er perspektivet derimod nutidigt. Paulsen viser hvorledes forholdet mellem russisk og ukrainsk i dagens Ukraine er genstand for både konflikt og frugtbare blandinger og forhandlinger som havde været utænkelige i sovjettiden.

I sidste del bredes perspektivet yderligere ud med inddragelse af artikler om rockmusik, filmkritik og vidnesbyrd. Jakob Lothes artikel «Litterær diskurs som kritikk av totalitær diskurs: Joseph Conrads ‘Autocracy and War’ (1905) og Under Western Eyes (1911)» runder feltet af historisk set og leverer et vigtigt bidrag til diskussionen ved at påpege at såvel den totalitære diskurs som dens litterære modbillede var, om ikke på plads, så i støbeskeen allerede før 1917; ligesom Susanna Witt i «Tala tvåstämmigt: totalitarism och översättning» åbner feltet ved at påpege hvorledes den totalitære diskurs blev udviklet, om ikke i dialog med verdenslitteraturen, så dog i kraft af en proces af vekslende åbning og lukning mod en større horisont.

Der er således tale om et bredt og rigt felt af emner som bindes overbevisende sammen af det overordnede tema. Antologiens konstruktion røber dog også en skævhed som måske har længererækkende konsekvenser. Der synes at være en vis arbejdsdeling mellem de to første dele således at litteraturfolkene i det store og hele tager sig af den posttotalitære nedbrydning af diskurser, mens sprogvidenskaben beskriver konstruktionen af den totalitære diskurs i propaganda og statssanktioneret journalistik. Opdelingen er naturlig, det er trods alt primært litteraturen der kritiserer og staten der konstruerer, men det synes som om at det stærke fokus på bruddet medvirker til at skjule de tendenser der går på tværs af denne opdeling, henholdsvis den statssanktionerede diskurs i Putins Rusland – eller Merkels Tyskland, for den sags skyld – og den kritiske litterære virksomhed, der trods alt foregik i alle de beskrevne totalitære samfund.

Tilsvarende må man spørge sig selv om den generalitet som brugen af totalitarisme-begrebet giver analyserne er reel og ønskelig. Bogens artikler dækker godt nok et bredt felt, men alligevel er det alene ud fra vægtningen af artikler ret klart at den sovjetiske og postsovjetiske kultur og litteratur er kernen og at resten af bidragene fungerer som perspektiveringer der tjener til at generalisere problematikken. Selvom feltet er bredt, finder det med andre ord sit materiale inden for et globalt set ret begrænset geografisk område i en bestemt historisk epoke. Ville man for alvor have testet tesens bæredygtighed, kunne man sagtens tænke sig komparationer med eksempler fra både Sydøstasien, Afrika og Latinamerika der på interessante måder kunne have belyst forholdet mellem totalitær og posttotalitær kultur. Er emnet på den anden side forholdet mellem sovjetisk og postsovjetisk kultur, er spørgsmålet om man ved at bruge betegnelsen totalitarisme ikke

fjerner fokus fra den komplekse historiske virkelighed ved at indstifte et absolut brud som ikke har nogen reel gyldighed. Det er et vanskeligt spørgsmål, som jeg ikke skal vove et svar på her. Terminal Øst giver en række interessante perspektiver på problematikken, men har sin store fortjeneste i at spørgsmålet bliver stillet og også for det kan bogen anbefales.