Imponerende Tour de Force

For femten år siden skrev jeg en anmeldelse af retorikprofessor Kurt Johannessons bog Svensk retorik. Från medeltiden till våra dagar, hvor jeg kritiserede bogen for at ikke give et ordentligt svar på hvad svensk retorik var. Bogen behandlede tekster, som var skrevet på fransk, tysk og latin, og ikke bare svensk, og den holdt sig heller ikke inden for nationalstatens grænser, eftersom nationalstaten endnu ikke eksisterede i det meste af perioden. Men vigtigst af alt i min kritik var, at bogen handlede om hvordan eliten forvaltede den klassiske arv i den kunstfærdige udformning af sine tekster, og at dette ikke var specielt svensk, men mere et udtryk for en dannelsestradition som eliten forvaltede.

Hvorfor begynde en anmeldelse af en ny norsk bog med et referat af en 15 år gammel anmeldelse af en svensk bog? Fordi Anders Johansens bog for mig at se gør præcis det jeg savnede i Kurt Johannessons bog, men i forhold til norsk politisk retorik: han viser at retorikken henter inspiration fra udlandet (og fra traditionen), men også hvordan den forvandles i den turbulente norske kontekst og bliver norsk, og måske fremfor alt: at det ikke handler om en retorik, men om en mangfoldighed af stemmer med meget forskellige mål.

Anders Johansen har valgt at koncentrere sig om de hundrede år, som gik fra at Norge fik sin forfatning til den almindelige stemmeret blev udvidet til også at omfatte kvinderne. Men det er lidt af en falsk tidsangivelse, for bogen trækker vigtige tråde tilbage til 1700-tallet som en baggrund for at forstå positionerne når Eidsvollforfatningen blev vedtaget. Det er en helt nødvendig udvidelse af ”århundredet”, for uden den ville det være svært at forstå ikke bare relationerne mellem de forskellige norske fraktioner, men også relationerne til Danmark og Sverige som jo har spillet en vigtig rolle for nationen.

I bogens indledning forklarer AJ hvordan hans undersøgelse handler om at for hver periode i dette århundrede finde det, som var periodens ”standard for veltalenhed”: hvilke ord skulle man bruge, hvilke autoriteter skulle man påkalde, hvad virkede bevægende, hvad opfattedes som ”sandt og naturligt” – ”Kort sagt: Hva var det som skulle til for å gjøre inntrykk?” (s. 20). At spørge på denne måde er, som han skriver ”å rekonstruere en hel retorisk kultur” (s. 20). Dette er en gigantisk opgave, og den bliver ikke mindre gigantisk af at AJ tager begrebet om den retoriske situation på alvor og ser de forskellige retoriske stemmer som svar på specifikke situationer i samfundet. Når retorikken skal forklares i forhold til tradition og situation og de forskellige valg beskrives som udtryk for rhetors baggrund og politiske mål, så svulmer teksten op. Rekonstruktionen af den norske politiske retoriske kultur under hundrede år fylder mere end 900 sider, og selv om AJ gennem mange år har vist sig som en ualmindelig velskrivende og letlæst forsker, så er det en ordentlig omgang at komme igennem og undertegnede indrømmer at det flere gange har været svært at holde koncentrationen oppe. Men spørgsmålet er, om dette – trods den ”diskursive” fremstilling – faktisk ikke er en bog at læse i ét stræk, men snarere at bruge som baggrundslæsning for at studera konkrete artefakter, man vil forstå. Det er i alle fald en bog, som med sit format er mere egnet til at ligge på et skrivebord end at holdes i hænderne i sengen...

AJ beskriver den retoriske kultur som et resultat af et antal normer, som bygger på grundlæggende (politiske) idéer og som resulterer i praktikker inden for forskellige institutioner (som for en stor dels vedkommende skabes i og med praktikkerne). Centralt står de situationer, hvor en etableret norm udfordres og der opstår en kontrovers som resulterer i et ”normskifte”. Det lyder meget abstrakt, når det beskrives på denne måde, men styrken i bogen er netop at det hele tiden er konkrete situationer og konkrete taler og tekster det handler om.

Den historiske udvikling er nok velkendt for norske læsere, men selv om den fylder en del i AJs bog (hvilket gør det muligt for en ikke-norsk læser som undertegnet at følge med), så er den aldrig det centrale. I stedet er det den retoriske udvikling, som AJ koger ned til to vigtige spor: ”opbruddet fra de stummes leir” (s. 27), dvs. hvordan de som tidligere ikke har haft nogen stemme i det offentlige får retorisk handlekraft, gennem bondebevægelsen, de religiøse bevægelser og arbejderbevægelsen, og forandringerne i elitens retorik – fra ”patrioternes tid” over ”professorpolitikkernes tid” og embedsmandsstaten til ”folketalernes tid”. Perspektivet veksler mellem de overgribende aspekter og personportrætter, hvor de vigtigste politiske kommunikatørers baggrund beskrives så vi som læsere forstår hvorfor de placerer sig hvor de gør i det politiske landskab, og hvorfor de udvikler de retoriske stile, de gør. Det handler nemlig aldrig bare om ”stil” i betydningen ”udtryk” eller ”udsmykning”; i stedet handler det om en helhed af idéer, mål og modtagere. Hver politisk taler forsøger finde det adækvate udtryk for at kunne påvirke netop disse modtagere i denne situation med dette budskab.

At læse overskrifterne på bogens seks dele giver et billede af hvordan AJ ser udviklingen: ”Patriotisk teater 1800-1840”, ”Formynderstat 1830-1860”, ”Fornuft og forakt 1840-1880”, ”De store følelsers tid 1870-1890”. ”Samling og strid 1880-1890” og ”Egen stemme 1880-1910”. Oversigten viser også noget andet, og vigtigt, i bogen: det handler ikke om skarpt afgrænsede perioder, men om tendenser og stridsspørgsmål hvor der mellem de år hvor man kan sige at én idé dominerer, findes overgangsperioder hvor striden raser. Det handler om dynamik, om strid – mellem personer, mellem idéer, mellem organisationer – og om etableringen af nye tanker, som straks udfordres af andre. AJ lykkes faktisk beskrive denne stadige bevægelse som et resultat af et samspil af faktorer, som hverken er tilfældigt eller uundgåeligt (forudbestemt). Samtidig er forfatteren ikke bange for at gøre korte eller længere afstikkere ind i vor egen tid og pege på forskelle og ligheder, eller at pege frem i historien og vise hvad noget senere udvikler sig til.

Det er svært som anmelder at gå ind i de enkelte situationer og personer, simpelthen fordi bogen er så ekstremt rig på både historie og historier, som forfatteren har gravet frem fra arkiverne. Jeg ønsker at nogen ville gøre noget lignende med dansk og svensk politisk retorikhistorie, men det bliver svært at trumfe Johansens indsats. Bogen er en imponerende tour de force, som fint knytter an til både Talerens troverdighet fra 2002 og samlingen af politiske taler som AJ udgav sammen med Jens Kjeldsen 2005, Virksomme ord. Den er rig på materiale som belyser ikke bare politisk retorik og historie, men også udviklingen af genrer og sagprosa generelt, og den fungerer som et med- og modspil til den store bog om offentligheden, Allmenningen (red. Gripsrud) fra 2017. Til lykke til Norge med dette værk, som jeg har hørt rygter om allerede er blevet en bibel for folk med interesse for politisk retorik. Det er fuldt fortjent.