Henrik G. Bastiansen og Rolf Werenskjold (red.)

The Nordic Media and the Cold War

Nordicom, 2015

Den Kolde Krig udspilledes i medierne

I sit bidrag til denne antologi af 17 artikler om nordiske medier og Den Kolde Krig giver mediehistorikeren Marie Cronqvist den måske bedste begrundelse for den foreliggende bogs berettigelse: Det helt særlige og slående træk ved Den Kolde Krig var, at den forblev kold (i hvert fald i Europa, bør man dog nok tilføje), og at den derfor i stort omfang udspilledes i medierne, samt at den brede befolkning derfor hovedsagelig husker den gennem dens repræsentation i medierne – i bred forstand. Mediernes behandling af Den Kolde Krig er derfor et klart relevant studieobjekt ikke blot for historikere med speciale i periodens konflikter, men også et oplagt forskningsemne for medie- og kommunikationsforskere.

Bogen er til dels et resultat af en nordisk konference for netop medie- og kommunikationsforskere i Oslo i 2013 med forholdet mellem medierne i de fire nordiske lande og Den Kolde Krig som emne. Som historiker med Den Kolde Krig som særligt fagligt pastorat må denne anmelder fra begyndelsen slå fast, at internationale læsere, der ønsker en generel indføring i, hvordan Den Kolde Krig udfoldede sig i Norden, givetvis bør søge anden litteratur først. Er man derimod interesseret i en række detaljerige specialstudier, baseret på original empirisk forskning, i aspekter af Den Kolde Krigs (re)præsentation i nordiske medier, og til en vis grad i dens afspejling i nordiske og internationale kulturprodukter, ja, så er dette den oplagte bog at gå til. Også selv om den unægtelig har en slagside i retning af norske forskere og norske emnefelter: Af de 17 kapitler vedrører kun tre Finland, andre tre udelukkende Sverige, og kun ét Danmark.

De to redaktører har udvalgt og struktureret bogens kapitler efter fornuftige kronologiske og tematiske kriterier: Første del omhandler koldkrigens tidlige periode fra slutningen af 1940erne til første halvdel af 1960erne og fokuserer på graden af sovjetisk indflydelse på og i nordiske medier. Anden del dækker Den Kolde Krigs ’mellemperiode’ fra midten af 1960erne til slutningen af 1970erne, hvor afspænding mellem Øst og Vest dominerede; afspændingen tematiseres dog (desværre) ikke i denne del, som er helliget så forskellige emner som rumkapløbet, sportslig rivalisering mellem Øst og Vest, samt spionage. Tredje og sidste del strækker sig fra slut-1970erne til og med Den Kolde Krigs afslutning omkring 1990 og fokuserer navnlig på atomoprustningen (især striden om de europæiske mellemdistanceraketter) samt den sidste sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs rolle og indflydelse.

Redaktørerne fremhæver i deres indledning til bogen, at den adskiller sig fra tidligere forskning i emnet på tre måder: Den dækker hele Den Kolde Krigs periode, den inddrager alle fire nordiske lande (dog som nævnt ikke helt ligeligt), og sidst men ikke mindst undersøger den ikke kun nordisk presses – avisers – rolle, men også nedslag i den betydning, som radio, TV og film havde for formidlingen af Den Kolde Krigs konfliktstof i Norden. Heri ligger givetvis en stor del af bogens værdi, men det må rimeligvis siges, at ikke alle kapitler kan påberåbe sig lige stor originalitet eller opsigtvækkende resultater.

Eksempelvis kommer det næppe bag på læsere med blot elementært kendskab til Finlands alliancefrie og delikat balancerende udenrigspolitik mellem Øst og Vest i perioden, at der var en ganske veludviklet selvcensur blandt finske medier i koldkrigsrelaterede internationale spørgsmål – om end mediernes selvpålagte begrænsninger nok her påvises og dokumenteres mere omhyggeligt, end det tidligere er sket. Tilsvarende lidet opsigtvækkende er faktisk den systematiske dokumentation for, at de norske ansatte ved Radio Moskva i de norsk-sprogede udsendelser vedholdende forsøgte at påvirke den offentlige mening i Norge – med ganske beskeden succes, og især i den første tid efter 1945.

Ikke desto mindre indeholder alle kapitler samlet set og i varierende grad både interessante detaljer og særlige perspektiver på mediale og – i mindre omfang – kulturelle repræsentationer af Den Kolde Krigs modsætninger i de nordiske lande. Men i betragtning af, at antologien altovervejende er forfattet af medie- og kommunikationsforskere, kunne læseren – og i hvert fald denne historiker-anmelder – måske nok have forventet nogle flere systematiske eller overgribende teoretiske overvejelser og mere gennemført konkret anvendelse af medie- og kommunikationsteori i bogens empiriske undersøgelser.

Der bliver rigtignok af flere af forfatterne især henvist til grundlæggende elementer i klassisk og mere aktuel generel framing-teori og -analyse fra bl.a. Goffmann til Entman m.fl.; agenda setting-teoridannelserne, som var fremherskende i 1990erne, anses derimod i hvert fald i denne sammenhæng for at være noget forældede, iflg. de to bidragydere Rolf Werenskjold og Erling Sivertsen. De peger på, at frames og framing ikke blot refererer til, hvordan medierne (re)præsenterer deres historier, men også omfatter de interne redaktionelle processer og de samfundsmæssige relationer, som medierne er en del af, samt at medierne i disse processer er «både arenaer og aktører». De to forfattere påberåber sig i denne forbindelse kommunikationsforskeren Claes de Vreeses tese om, at frames kan påvirke holdninger ikke blot på det individuelle men også på det samfundsmæssige niveau, og tillige stimulere såvel politisk socialisering, politiske beslutninger og kollektiv handling.

Den egentlige udfordring er naturligvis i denne sammenhæng at være i stand til at dokumentere, i hvilket omfang sådanne teoribårne teser om tilstedeværelse, intention og betydning (’impact factor’) af medial (og kulturel) framing kan identificeres i den nordiske koldkrigs-kontekst i dens forskellige faser. Men selv om de fleste bidragydere med omhyggelig empiri kortlægger eksempler på nordiske mediers og kulturprodukters afspejling af hjemlige og internationale koldkrigs-relaterede konflikter, har de generelt kun lidt at sige om såvel de bagvedliggende politiske og medieinstitutionelle magtrelationer som den reelle indflydelse og virkning af mediernes aktivitet på den offentlige mening og diskurs i Norden om Den Kolde Krig.

Måske er det også at forvente eller forlange for meget, i hvert fald på dette stadie af forskningens udvikling; en række af bogens bidrag er faktisk pionérarbejder i den forstand, at de bevæger sig ind på hidtil temmelig ukendt territorium. Det er nok også grunden til, at næsten alle kapitlerne har et ganske snævert nationalt fokus; kun ét bidrag har en komparativ ambition, nemlig at studere pressedækningen i henholdsvis det neutrale Sverige og NATO-medlemmet Norge af det koldkrigs-ladede ishockey-verdensmesterskab i 1969 (året efter den Sovjet-anførte invasion af Tjekkoslovakiet). Netop de fire nordiske landes forskellige alliance- og sikkerhedspolitiske valg og profiler under Den Kolde Krig burde ellers invitere til flere af denne type komparative analyser.

Men man kan håbe på, at denne bog vil være i stand til at inspirere til fremtidig forskning langs blandt andet de baner, som foreslås af en af forfatterne, førnævnte Marie Cronqvist. Hendes forslag til kommende forskningsprojekter inden for feltet omfatter for det første et fokus på international politik under Den Kolde Krig set i forhold til de fremvoksende medie- og kommunikationsstudier i 1960ernes og 1970ernes akademiske miljø. For det andet den gensidige afhængighed mellem forskellige medier under Den Kolde Krig, med inddragelse af moderne mediehistorikeres begreber såsom intermedialitet, mediekonvergens og remediation. Samt for det tredje bearbejdningen og kommercialiseringen af erindringen om Den Kolde Krig i massemedier, digitale medier og på kulturarv-området, jævnfør den eksisterende forskning i medier og erindring.

The Nordic Media and the Cold War er i det mindste et godt afsæt for, at ny medieforskning kan give sig i kast med at besvare nogle af disse spørgsmål – og forhåbentlig i frugtbart og tættere samarbejde end hidtil med det nordiske koldkrigshistoriker-miljø.