Trine Syvertsen, Gunn Enli, Ole J. Mjøs og Hallvard Moe

The Media Welfare State – Nordic Media in the Digital Era

University of Michigan Press, 2014

Ny forståelse af medierne i de nordiske lande

Bogen The Media Welfare State – Nordic Media in the Digital Era er et interessant og ambitiøst bud på at opstille en ny teoretisk model til at forstå og forklare medier og kommunikationsforhold i de nordiske lande. Bogen har to formål (s. 20). Det første er den teoretiske ambition om at forklare og præsentere begrebet ’the Media Welfare State’. Denne teoretiske ambition er fokus for (især) bogens første og sidste kapitel. Det andet formål med bogen er at diskutere og undersøge, hvordan ’the Media Welfare State’ har udviklet og forandret sig som følge af den digitale medieudvikling. Dette er fokus for hovedparten af bogens kapitler: Kapitel 2 handler således om forandringer i forhold til mediebrug i de nordiske lande, kapitel 3 fokuserer på pressens udvikling, kapitel 4 ser på udviklingen i forhold til public service-medierne, og kapitel 5 fremhæver udviklingen i forhold til udvalgte privatejede medieselskaber.

Hvis vi starter med bogens teoretiske ambitioner, så argumenterer forfatterne for behovet for at introducere et nyt teoretisk begreb, der har særligt fokus på medie og kommunikationsforhold i de nordiske lande. Den første del af argumentet bygger på, at der findes en stor mængde af litteratur, der omhandler ’Den nordiske model’ eller ’Den nordiske velfærdsstat’. Forfatterne bemærker dog kritisk, at i al denne litteratur om den nordiske model, er medieperspektivet fraværende. Forfatternes ambition er således ikke at kritisere den eksisterende forskning i den nordiske model på nogen grundlæggende facon, men i stedet at fremhæve, at «studies of the Nordic Model and welfare state are simply incomplete without an accompanying discussion of its media and communications component.» (s.13)

Bogens anden teoretiske ambition er at diskutere begrebet ’the Media Welfare State’ i forhold til Hallin og Manicinis mediesystem-teori, og særligt, selvfølgeligt, Hallin og Mancinis beskrivelse og analyse af det ’korporative/demokratiske mediesystem’, hvor de nordiske lande befinder sig. Argumentet for at diskutere i forhold til Hallin & Mancini relaterer sig især til bogens andet fokus; den digitale udvikling. Forfatterne argumenterer således for, at Hallin og Manicinis fokus på pressen og deres deraf manglende fokus på den digitale udvikling, efterlader Hallin og Mancinis teori med store og væsentlige mangler (s. 15).

Forfatterens svar på at koble medier og kommunikationsspørgsmål sammen med den traditionelle velfærdsstatsforskning, samt udbedre Hallin og Mancinis manglende fokus på den digitale udvikling, er begrebet ’the Media Welfare State’, der består af fire søjler (s.17):

«1: An organization of vital communication services that underscores their character as public goods, with extensive cross-subsidies and obligations toward universality.

2: A range of measures used to institutionalize freedom from editorial interference and self-governance in day-to-day operations.

3: A cultural policy that extends to the media in the form of content obligations and support schemes that aim to secure diversity and quality.

4. A preference for consensual solutions that are durable and involve cooperation between main stakeholders: the state, the media and communications industries and the public.»

Efter at have præsenteret det teoretiske begreb fokuserer bogens næste kapitler på at undersøge, hvordan de digitale forandringer har påvirket udviklingen inden for mediebrug, pressen, public service-medierne og de private medieaktører. I forhold til udviklingen inden for mediebrug fremhæver bogen blandt andet, at de nordiske lande er førende i forhold til den digitale udvikling, hvis man ser på for exempel internetadgang og udbredelse, brug af digitale nyhedsmedier, online shopping samt brug af de sociale medier (s. 44). Men forfatterne fremhæver også, at på trods af de digitale forandringer, så er der også en forholdsvis stor stabilitet i det nordiske medieforbrug, for eksempel i forhold til public service-tv samt avislæsning. Kapitlet om pressens udvikling følger på mange måder samme tendens ved at fremhæve både forandringer og stabilitet. Pressen er blevet udviklet og udfordret af den digitale udvikling, men fra politisk hold er der et fortsat fokus på pressefrihed samt pressens selvregulering i forhold til etiske spørgsmål. Samtidig stilles der spørgsmålstegn ved, hvordan pressestøtten, der også er en fundamental del af ’the Media Welfare State’, kan overføres til det nye, digitale medielandskab.

I kapitlet om public service fremhæves det, at public service-medierne, mere end nogle andre medier repræsenterer ånden i ’the Media Welfare State’ (s. 93-94). Deres udvikling bliver derfor også helt central for forståelsen af dette nye begreb. Kapitlet fremhæver, at public service-medierne har formået at tilpasse sig mange af de forskellige udviklinger, både politiske og digitale, der har fundet sted i de senere år. Fokus er stadig på public service-mediernes ansvar for at ’tjene’ hele befolkningen på en bred vifte af platforme med en bred vifte af emner. Den digitale udvikling bringer dog i stigende grad public service-medierne i konkurrence med forskellige typer af private aktører, hvilket også vil præge deres fremtid. I bogens femte kapitel skifter blikket til i højere grad at fokusere på private medieaktører som Schibsted, The Modern Times Group samt Nokia. Fokus i dette kapitel retter sig mod den fjerde søjle i ’the Media Welfare state’, nemlig samspil og konsensus mellem offentlige og private aktører. Kapitlet fremhæver blandt andet, at både Schibsted og Nokia på forskellige vis har haft tætte relationer til staten, mens at The Modern Times Group, i højere grad har haft succes med, og har søgt, en konfrontation med de traditionelle aktører på mediemarkedet.

Det afsluttende kapitel vender tilbage til bogens overordnede teoretiske fokus og konkluderer, at i forhold til de fire søljer, der udgør ’the Media Welfare State’, så har den digitale udvikling ført til en lang række forandringer. Men, og dette understreges i bogen flere gange, stabilitet er også et afgørende karakteristika ved de nordiske lande. Denne konklusion leder forfatterne til en afsluttende diskussion af om begrebet ’krise’, ikke er blevet brugt lidt vel rundhåndet i mange forskningssammenhænge og i den offentlige debat i forbindelse med medieudviklingen fra år 2000 og fremefter: «An important argument of this book is that policy makers and institutions are resourceful, resilient, and adaptable to changing circumstances. Rather than an dramatic break with the past there are a number of micro decisions that transform media and communications, as well as many possibilities for managing and reorienting both policy-making and strategy» (s. 129).

Bogen er nytænkende og relevant læsning for alle med interesse for medie- og kommunikationsforhold i de nordiske lande. Man kunne også håbe, at bogens teoretisering, ikke mindst i forhold til public service-mediernes rolle, ville kunne blive omdrejningspunkt for den debat om netop public service mediers rolle i fremtiden, som lige nu finder sted i alle de nordiske lande.