Ove Solum (red.)

Film til folket: Sensur og kinopolitikk i 100 år.

Akademika forlag, Oslo 2013.

Filmpolitikken og censuren i ‘Anderledesland’

100 år. Så lang tid skulle der gå, fra Norge i 1913 fik den filmlov, der indførte national filmcensur og resulterede i, at stort set al biografdrift var i kommunale hænder, indtil den særlige norske model stod for fald: I foråret 2013 solgte landets to største kommuner med få ugers mellemrum koncessionen til biografdrift til to af Nordens største medievirksomheder, det svenske Bonnier og danske Egmont. Dermed var den private storkapital tilbage med international styrke og ringen sluttet; efter 100 år som biografkulturelt ’annerledesland’ (s.11) er Norge på vej tilbage til det biografsystem, der voksede frem i filmens ungdom, et system, hvor biograferne var i privat eje som i det øvrige Norden og det meste af resten af verden. Et vendepunkt i norsk filmhistorie, som falder tidsmæssigt sammen med den digitale films gennembrud og som danner baggrunden for udgivelsen af bogen Film til Folket – Sensur og kinopolitik i 100 år, redigeret af professor ved Universitetet i Oslo, Ove Solum.

Bogen er opdelt i 12 kapitler, som alle – med undtagelse af afslutningskapitlet – skuer bagud og skriver historien om biograf- og censurlovgivningens politik og praksis op gennem kommunernes århundrede som forvaltere af filmvisningen i Norge. Og dermed er det særligt norske, nemlig det kommunale ejerskab til biograferne et centralt omdrejningspunkt. Hvorimod censurlovgivningen følger nogenlunde samme mønster og udspringer af den samme bekymring for filmens forførende og forrående effekter for børn og svage sjæle som i nabolandene. Dog med den modifikation, at i Norge har staten set sin rolle som filmpublikummets retmæssige beskytter noget længere end i Sverige og Danmark eksempelvis. Slutkapitlet, der ligesom introduktionen er forfattet af bogens redaktør, dog for afslutningens vedkommende sammen med Dag Asbjørnsen, fokuserer på overgangen til digitaliseringens tidsalder, og retter sig qua sit emne mere imod filmens nære fortid og fremtid, end den historiske epoke, hvor ’den norske model’ havde sin storhedstid. To kapitler udover introduktionen vælger at se ud over hele perioden, mens resten parcellerer historien ud i emner, som knytter sig til kortere historiske afsnit. Det drejer sig om Eva Liestøls kapitel om filmcensur og børn, som følger udviklingen fra en tid, hvor man fokuserede på, hvad de levende billeder gjorde ved børn, til nutidens paradigmeskift, hvor opmærksomheden rettes imod, hvad børn og unge gør med medierne (s.231). Og Henrik G. Bastiansens kapitel om ’Filmen i Mediehistorien’, som placerer århundredets filmhistoriske udvikling i et bredere mediehistorisk perspektiv, og argumenterer for denne tilgangs fortrin. Vil man forstå filmhistorien, må man se på filmens udvikling i samspil med andre medietyper, kunne overskriften lyde. Og det er en tendens, Bastiansen ser stadigt stærkere repræsenteret internationalt, filmen skal forstås i kontekst – ikke bare dyrkes isoleret i et filmhistorisk drivhus, lyder det (s.39).

Det er nu ikke en fremgangsmåde, der præger bogens øvrige kapitler, selvom det kunne have været interessant at se norske biograf- og censurhistorie systematisk beskrevet i en bredere mediehistorisk sammenhæng. Men selvom det ikke er en systematik, bogen er redigeret efter, findes der tilløb eksempelvis i Gunnar Iversens artikel, som omhandler, hvordan lydfilmens gennembrud førte til en diskussion om filmcensuren. Her analyserer Iversen filmens status til teaterets, en diskussion, som foregik i trykpressen, så her nærmer vi os en analyse, som opererer med netværk af medier. Og hvor jurister argumenterede for, at filmen godt kunne forhåndscensureres uden at bryde grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed, fordi filmen var en anden medietype end trykpressen og teateret (141). Så den bredere mediehistoriske kontekstualisering udspringer ind imellem af kilderne selv. Ellers er forankringen af filmen i mediehistorien ikke bogens hovedærinde. Den overordnede metodiske tilgang, der præger de 12 kapitler, kan beskrives som ’klassisk filmhistorisk’ – perioder og emner præsenteres og beskrives med solid forankring i empirisk materiale, tyngden ligger på det organisationshistoriske og biograf- og censurlovgivningens nationale udarbejdelse og lokale implementering dokumenteres på baggrund af skriftlige primærkilder. Det er en klar kvalitet, at bogen både har blik for den nationale og den lokale historie. Eksempelvis er Jan Anders Diesens kapitel om ’Kinematografen og børnene’ rig på statistik og præsenterer ligefrem resultaterne af en lokal effektundersøgelse fra Stavanger, som søgte svar på, hvordan børn blev påvirket af at gå i biografen – i 1911! Her springer en af de filmhistoriske gevinster ved den udbredte statslige og kommunale styring af det norske biografliv i øjnene på en dansk filmhistoriker: Der trækkes på en rigdom af skriftlige kilder, som ganske enkelt ikke findes magen til i Danmark, hvor private selskaber i langt højere grad har stået for først biografdrift og siden videoudlejning. De private har ikke været så optagede af at nedskrive og arkivere, hvad de gjorde, mens de gjorde det, for der skulle tjenes penge – ikke skrives historie. Resultatet er, at dansk film- og biografhistorie næppe kan beskrives så detaljeret som dens norske modstykke.

Film til Folket er en antologi på godt og ondt. Som andre samleværker, der omhandler et afgrænset tema, præsenteres den læser, der vælger at læse fra side 1 til side 259, for de samme informationer igen og igen: Norge fik en biograf- og censurlov i 1913, årsagen var bekymring over filmens forrående og forførende virkninger på publikum, særligt de yngre af dem, lovgivningens udmøntning resulterede i et horisontalt system, hvor pengene fra visning ikke flød tilbage til produktionsleddet, som det gør i et vertikalt system, men ned i kommunekasserne. Konsekvensen blev, at i modsætning til eksempelvis Danmark og Sverige med deres vertikale systemer, så blev Norge en lilleputnation, hvad filmproduktion angår. Det er alt sammen oplysninger, som bogens introduktion præsenterer kort og præcist. Og man kunne derfor godt undvære dem i de efterfølgende kapitler. Men fordelen ved den opbygning er naturligvis, at man kan læse bogens kapitler enkeltvis og i vilkårlig rækkefølge. Ind i mellem kunne en mere udstrakt brug af krydsreferencer med fordel rydde op i de talrige gentagelser, der præger den samlede læseoplevelse. Det er dog en kritik, der kan rettes imod om ikke alle, så i hvert fald mange antologier. Derimod ligner det en svaghed, at bogen ikke med større systematik analyserer norsk filmcensur og biografliv i et internationalt komparativt perspektiv. Når nu introduktionen placerer Norge som ’annerledesland’, så er det nærliggende at spørge: ’anderledes end hvad?’. Og her kunne et komparativt perspektiv, eksempelvis til de øvrige nordiske lande, kaste mere lys over konsekvenserne af Norges 100 år med ’public service-biografer’ og over konsekvenserne af, at Norges filmcensur har holdt skansen noget længere end Sveriges og Danmarks. Det ville være forkert at påstå, at bogens kapitler udelukkende fokuserer på norske forhold, for flere af skribenterne drager paralleller til udviklingen i det øvrige Norden, til England og USA. Men det sker en passant og man leder eksempelvis forgæves efter et svar på, om det norske publikum faktisk fik bedre film end det svenske eller danske, fordi norske kommuner satte sig på biograflivet. Det erklærede mål var jo at højne kvaliteten og bruge filmen som oplysnings- og opdragelsesredskab. Og her går ingen af bogens kapitler ind i den overordnede organisationsstrukturs konsekvenser for filmudbuddet – for publikums brug af filmen, udover, naturligvis, hvad publikum ikke måtte se. Så den mere generelle konklusion, som kunne drages og styrkes på komparativ baggrund, udebliver. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt det kommunale koncessionssystem i sine velmagtsdage blot var en pengemaskine, om censuren blot var et paternalsk brud på den grundlovssikrede ytringsfrihed, eller om de to faktorer rent faktisk havde positive folkeoplysende effekter, hver for sig og/eller i samspil? Og hvordan digitaliseringen påvirker hele billedet? Det kunne et stærkere fokus på det norske filmudbud i sammenligning med nabolandenes have kastet lys over.

At bogen ikke præsenterer denne overordnede afvejning er også en konsekvens af, at afslutningskapitlet vælger at se på overgangen til digital film, frem for at konkludere på det forudgående århundredes model for ’public service cinema’. Kapitlet gør det indenfor rammerne af en public service-afvejning, nærmere defineret ved ’tilgængelighed, mangfoldighed og kvalitet’ og opererer også med begrebet ’kvalitetsfilm’, uden nogen nærmere definition (s. 255), men dog i en sammenhæng, der lader ane, at det ikke er Hollywoodfilm, der menes. Her males der med den brede pensel, for samtidig sætter kapitlet nærmest et lighedstegn mellem europæisk film og ’kvalitetsfilm’(s. 255), hvilket nok er en antagelse, der kalder på modifikationer. Og det er slående, at digitaliseringen af film og biografer i Norge har bragt de samme resultater, som eksempelvis i Danmark: småbiograferne har fået flere premierer samtidig med de store biografer, så tilgængeligheden er styrket og det samme gælder mangfoldigheden og biografernes besøgstal, som er øget. Så hvad digitaliseringen angår, er Norge kun anderledes i og med, at landet var først med at gennemføre en total digitalisering af biograferne. Og med digitaliseringen og spredningen af levende billeder på internettet mister filmcensuren sin relevans, og overgår til at være en vejledende instans, frem for en, der udsteder forbud. Det store problem ved digitaliseringen af film, som filmarkiver over alt i verden står med, nemlig at digital lagring er langt dyrere, end det var at lægge analoge film på køl, og at skatteyderbetalte filmarkiver derfor i disse år må foretage en udvælgelse af, hvad der skal bevares, og at ekstramateriale, eksempelvis fraklip fra filmproduktioner i denne proces går tabt, behandler bogen ikke. Det er ellers et emne, filmhistorikere med fordel kan beskæftige sig med. For en væsentlig del af en films tilblivelseshistorie kan udledes af at se på de dele, der blev sorteret fra. Og dette filmhistoriske redskab er lige så stille ved at gå samme vej som dinosaurerne, for det er ganske enkelt for dyrt at lagre fraklip digitalt.

Ingen af disse kritikpunkter ændrer dog ved, at Film til folket er en udgivelse, som byder på en rigdom af viden om det særlige norske biografsystem. Bogen er vitaminrig læsning for enhver, der vil vide mere om filmen i ’annerledesland’, selvom både det komparative perspektiv og den overordnede afvejning af det kommunale ’public service-biografsystem’ altså ikke indgår.