Tor Bang

Under hammermerket. Hvordan utvikler norsk arbeiderbevegelse en retorisk instruksjonslitteratur på 1930-tallet?

Universitetet i Bergen, 2013

Retorikkens betydning i kampen om massene

I midten af april 2013 forsvarede Tor Bang sin doktorafhandling, som bærer titlen Under hammermerket. Hvordan utvikler norsk arbeiderbevegelse en retorisk instruksjonslitteratur på 1930-tallet? Forsvaret fandt sted ved Det Samfundsvidenskabelige fakultet på Universitetet i Bergen.

Der er tale om en over 300 sider lang monografi, som består af en prolog, en indledning, seks kapitler, en afslutning, og en liste over kilder. Afhandlingens undertitel afslører formålet med afhandlingen, nemlig at besvare spørgsmålet: Hvordan udvikler norsk arbejderbevægelse en retorisk instruktionslitteratur i 1930’erne? Med begrebet instruktionslitteratur sigtes der til den praktiske håndbogslitteratur, som skulle lære tillidsmændene fra den norske arbejderbevægelse at tage ordet og holde tale i offentligheden.

Afhandlingens hovedspørgsmål nedbrydes efterfølgende i tre delspørgsmål: (1) Kan man finde tilbage til den baggrundslitteratur, som forfatterne i den norske arbejderbevægelse har ladet sig inspirere af? (2) Forandrer arbejderbevægelsens instruktionslitteratur sig over tid? Og (3) hvilket billede af taleren træder frem i instruktionslitteraturen?

Med udgangspunkt i disse tre forskningsspørgsmål laver Tor Bang et spændende og detaljeret empirisk studium af taleinstruktionslitteraturen afgrænset til fire centrale tekster (eller grupper af tekster), som alle er offentliggjort mellem 1930 og 1938: Einar Gerhardsens to udgaver af Tillidsmanden (1930 og 1934), Aksel Zachariassens På talerstolen (1931) og Lær at tale (1936), tre udgaver af Agitation og propaganda. Håndbog for tillidsmænd i de norske arbejderorganisationer (redigeret af Haakon Lie), som Tor Bang i øvrigt havde kontakt med, inden han døde i en alder af over 100 år, samt «Nye opgaver» i Det 20. århundrede (redigeret af Finn Moe).

De enkelte kapitler i afhandlingen studerer en række emner, der til sammen belyser instruktionslitteraturens opkomst og udvikling, men som pladsen desværre ikke tillader os at gå i detaljer med. Tor Bang diskuterer således de relevante politiske og humanvidenskabelige kontekster, der falder sammen med og danner et baggrundstæppe for 1930’ernes instruktionslitteratur med opdragelse og dygtiggørelse af arbejderklassen som centralt tema og Det norske arbejderpartis udvikling fra et revolutionært klassekampparti til et pragmatisk folkeparti.

Der er et interessant kapitel om begrebet masse: eksistensen af masserne, fascinationen af masserne, og uroen over masserne i begyndelsen af det 20. århundrede (under inddragelse af Freud, Le Bon, y Gasset og den norske reaktion).

Der er også et interessant kapitel om videnskabeliggørelsen af kommunikation, hvor Tor Bang detaljeret og på kyndig vis kortlægger de internationale og især amerikanske kilder til den norske instruktionslitteratur (Creel, Bernays, Lippmann, Lasswell, CPI, the Four Minute Men, public speaking mv.). Det er desuden Tor Bangs fortjeneste, at han kan påvise den rolle, som den tyske marxist, økonom og sociolog Werner Sombart (1863-1941) spillede som inspirationskilde for anvendelsen af psykologisk viden i arbejderbevægelsen.

Den analytiske kerne i afhandlingen er dog kapitlerne 5 og 6, hvor Tor Bang viser, hvordan den norske arbejderbevægelses taleinstruktionslitteratur gennemgår en vigtig udvikling: fra agitation (med fokus på saglighed og forskellige modtagergrupper) til propaganda (med fokus på følelser og masserne).

Tor Bangs doktorafhandling er en velskreven, engageret og engagerende afhandling, som kaster lys over et hidtil upåagtet, men ikke desto mindre vigtigt aspekt af kommunikationens historie i det norske samfund.

Afhandlingens store styrke er den empiri-nære tilgang. Eller som Tor Bang selv udtrykker det: «Mit formål er at oparbejde den mest mulige rige empiriske kontekst for at få en så præcis og nuanceret forståelse frem som muligt af et materiale» (p. 17). Det er lykkedes til fulde. Ingen er i tvivl om, at han besidder en imponerende viden om sit genstandsfelt.

Den stærke empiri-nære tilgang spærrer dog samtidig også for læserens udsyn til den teoretiske ramme for afhandlingen, til dens metasprog og metodiske tilgang. Inden for hvilken disciplin er afhandlingen placeret? Er det f.eks. inden for retorikken, den politiske kommunikation, sagprosaforskningen eller sociologien? Det metasprog, som anvendes i afhandlingen, peger nemlig i flere retninger: begreber som retorisk instruktionslitteratur, retorisk situation og retorisk medborgerskab, agitation og propaganda, offentlighed og deliberation.

Det er næsten, som om Tor Bang afskriver sig muligheden for selv at definere en teoretisk ramme for afhandlingen med et dertilhørende særligt metasprog, når han skriver: «Mine analyser er bedst tjent med, at jeg anvender begreber, som de respektive forfattere selv bruger. På denne måde vil jeg bedre kunne formidle forfatterens intentioner» (p. 28).

Når man lader øjnene glide ned over afhandlingens indholdsfortegnelse, synes en systematisk præsentation af afhandlingens teoretiske ramme da også at glimre ved sit fravær. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Tor Bang under forsvaret udpegede kulturhistorien som afhandlingens disciplinære ståsted. Hvad der så måske også kan forklare den empiri-nære tilgang.

En anden ting, som synes at glimre ved sit fravær, er en perspektivering af de resultater, som Tor Bang har fundet frem til. Hvis vi opfatter afhandlingen som et bidrag til studiet af opkomsten af det, vi bredt kunne kalde for strategisk kommunikation som praksis blandt forskellige typer af organisationer (inklusive politiske partier og fagbevægelser), bliver det oplagt at stille spørgsmål som: Hvordan ser den retoriske instruktionslitteratur ud i dag, i en tid, hvor partier og bevægelser har ansat spindoktorer, hvor masserne er blevet til interessenter, og hvor offentligheden er blevet indtaget af internettet og de sociale medier?

Med en sådan perspektivering kunne Tor Bangs afhandling blive til andet og mere end en velfunderet historisk studie, selv om dette allerede – skal jeg straks understrege – er imponerende. Den kunne blive til en aktuel intervention i en debat, som også føres uden for de akademiske kredse.

Selv om de ovenfor fremførte indvendinger langt fra er uden relevans og betydning, kan de dog ikke skjule, at Tor Bangs doktorafhandling er et vigtigt bidrag til forskningen i kommunikation i samfundet. Lad mig derfor slutte med at citere afslutningen på indstillingen:

«Tor Bang indskriver sig med denne afhandling på elegant vis i den norske tradition for videnskabelige studier af sagprosa og retorik. Alt i alt er dette en vigtig afhandling, som bidrager originalt empirisk, som fremviser helt centrale diskussioner, kontekster, praksisser og kommunikationsteorier, og som bidrager med ny historisk forståelse og fortolkning, som fortjener bred national opmærksomhed».

Når dette er sagt, vil jeg dog samtidig også gerne opfordre Tor Bang til at omforme afhandlingen til én eller flere internationale artikler på engelsk. Afhandlingen fortjener nemlig også at blive læst af andre end nordmænd.