Ivar Andenæs

Medier i sjokk og sorg. Pressens møte med terroren 22. juli 2011

IJ Forlaget, 2012

Mediene og 22. juli

Få dage efter den 22. juli-terroren blev jeg ringet op af danske medier – de finder én altid selv om man er langt væk og på ferie – som spurgte, hvorfor de norske medier var så ukritiske i deres behandling af de norske myndigheders håndtering af krisen. Jeg svarede, at jeg også havde mærket mig dette, og at man måske kunne finde en forklaring vha. den såkaldte indeksteori, som siger, at ved begivenheder af national betydning rykker de centrale kilder i det politiske miljø sammen. I en sådan konsensus-situation kan journalister ikke finde (officielle) kilder og defor heller ikke skabe de konflikter, som typisk driver den politiske journalistik. Resultatet er enten tavshed (ingen historier) eller historier, hvor journalisterne kommer til at fungere som mikrofonstativ for magthaverne. Dette metodiske problem for den klassiske nyhedsjournalistik bliver særlig prekært i samfundsmæssigt tilspidsede situationer som 22. juli 2011 i Norge. Dobbelttydigheden i betegnelsen Den fjerde statsmagt bliver tydelig.

Sådanne – rigtige eller forkerte – hypoteser til forklaring af «Pressens møte med terroren» finder man meget lidt af i Ivar Andenæs’ bog. I stedet refereres hvad «ca. 80 pressefolk» har fortalt interviewerne om, hvordan de oplevede dækningen af 22. juli-terroren. Udvælgelsen af interviewobjekterne er noget speciel: «Forespørgselen om å delta i undersøkelsen ble gjort ved e-post til sjefredaktør/ansvarlig redaktør. I de fleste tilfeller var det også sjefredaktør eller nyhetsredaktør som sto for utvalget af interviewobjekter.» Ikke alle norske medier er repræsenteret, «i første række de mediene som hadde den mest omfattende dækning af terroren». Bag i bogen finder man en liste over de interviewede pressefolk. Ifølge forordet, hvor man finder disse oplysninger, blev der udarbejdet «tre varianter av interviewguiden, en til bruk for ledere og mellemledere, en for journalister i hjemmeredaksjonen og en for journalister i felt». Disse interviewguides er ikke optrykt i bogen.

Som det ses er Andenæs bog ikke en videnskabelig afhandling, men en bog om hvordan journalister og redaktører i et bredt udsnit af norske medier mener de erindrede arbejdet med dækningen af de to terroraktioner. Hvor lang tid efter 22. juli interviewene blev gennemført oplyses ikke. De blev efter det oplyste gennemført «mens inntrykkene fortsatt var ferske i erindringen». Om disse erindringer har noget med den faktisk publicerede journalistik at gøre, det ved vi ikke. I bogen analyseres mediernes indhold ikke, og vi kan ikke sammenligne den erindrede produktionsproces med den faktiske dækning.

Interviewobjekterne fik yderligere mulighed for efterfølgende at «korrigere eller utdype sine uttalelser». Da læseren ikke får noget at vide om disse korrektioners karakter eller omfang, kan man konstatere, at kilderne til dette arbejde har fået mulighed for at fremstå præcis i det lys de gerne vil fremstå – spontane, velovervejede eller strategiske? Vi ved det ikke. Hvad vi imidlertid ved er, hvordan selvevalueringen falder ud. Det sker i sidste kapitel «Verdigheden vant.» Forfatteren sammenfatter her ikke mindst synspunkterne på om dækningen var i strid med Vær Varsom- plakaten og konstaterer at få blev dømt, og at «pressen i det store og hele løste oppgaven uten å sette det etiske regelverket til side» (s. 170). I dette lys får Andenæs loyale referat af norske mediefolks statusopgørelse efter 22/7-11 festskriftets karakter. Til allersidst dryppes en anelse malurt i bægeret: «Det sies gjerne at pressen er samfunnets lim og lupe. I terrorsaken fungerte den godt som lim: Den formidlet den kollektive sorgen og samholdet (…). Men fungerte pressen som lupe? Her må svaret bli mindre kategorisk» (s. 173).

Der er ingen teoretisk informerede reflektioner over mediernes flerdimensionelle samfundsopdrag, men kritik/ lupe-dimensionen beskrives på to forskellige måder. For det første selvkritisk, og for det andet gennem vurderingen af den udenlandske presse. Fra en vurdering af BT de første 10 dage hedder det: «Fraværet af kritiske spørgsmål til politi og myndigheter er påfallende (…)». Og avisens ledelse fortsætter selv: «De første dagene etter massedrapet var utenlandske medier langt mer kritiske til politiet enn norske. Det er naturligt» (s. 52). Avisen tilbageholdt kritik, fordi man ikke ville støde læserne. Der skulle gå hele tre uger før kritikken (af politiet) for alvor kom på dagsordenen. Dette forklares med en fasemodel, som er hentet fra Blix og Bech-Karlsens bog Hva har vi der å gjøre? Først sørger man, så undersøger man og så kritiserer man. Men en sådan forståelse af medierne og journalistikkens opgave er på ingen måde naturlig. En journalist fra NRK siger: «Vi ventet med kritikken. Tiden var ikke inne. Dette var dels styrt af nummenhet i redaktionen, dels av at de politiske signaler var så stærke» (s. 50). Og han tilføjer, at publikum ikke var klar til kritik.

Kritik kræver distancering og den var der ikke meget af de første mange dage. Geografisk og kulturel distance kan også gøre det, og derfor var de udenlandske medier helt anderledes kritiske end de norske. Dette anerkendes af journalisterne, som dog samtidig kritiserer de udenlandske medier, særligt de svenske, for at optræde ufølsomt og tabloidt.

Men også i erindringer og festskrifter findes interessante ting, som maner til eftertanke for medier og mediernes brugere. Erfaringerne med de nye sociale medier er interessant: De var meget hurtigere end de gamle, redigerede medier, fx med hensyn til oplysninger om dødstallet. På grund af kravet om verifikation gennem troværdige (dvs. officielle) kilder blev de gamle mediers oplysninger alt for lave og utroværdige. Det er ikke klart hvorfor man ikke kunne fortælle om denne væsentlige forskel, men holdt sig til politiets helt forkerte tal. Journalistikkens brugere bliver snydt af en sådan rigid opretholdelse af nyhedsjournalistikkens metode. Svaret er utvivlsom transparens i den journalistiske arbejdsproces. Synspunktet som en redaktør på TV2 citeres for er uholdbart, hvis ikke medierne skal være megafon for myndighederne eller fjerde statsmagt i den anden betydning af begrebet: «Vi hadde gode og troværdige kilder på antall drepte, men slike opplysninger tilligger det myndighetene å gå ut med» (s. 68).

Andre ting noteres også med interesse. Fx at de kommercielle radiostationer droppede reklamerne i flere dage i træk, og at musikken blev lagt om helt efter stereotyperne for hvad dæmpet, rolig og værdig musik er i en sådan alvorlig situation. På P4 var det genren ballade, som kom til at dominere måske ikke mindst på grund af de lytterønsker, som kanalen åbnet op for. Andre oplysninger minder en om den nære sammenhæng mellem journalistik og logistik. Terroren kom på et tidspunkt hvor medierne var præget af sommervikarer og beskeden bemanding. Men hurtigt fik de organiseret sig, og mange journalister kom frivilligt hjem fra ferie. Som statsmagten var medierne ikke forberedt på hændelser af denne type. Katastrofeberedskab var ikke på plads hverken for den anden eller den fjerde statsmagt, og den fysiske nærhed mellem statsmagterne kunne være blevet fatal også for mediearbejderne. Medierne og journalisterne var for Breivik en af hovedfjenderne, og de blev på brutaleste vis mindet om, at forestillingen om den uskyldige budbringer er både forkert og farlig. Den fjerde statsmagt er en del af det samfundsmæssige magtapparat uanset hvilken tolkning vi gør af begrebet, og det betyder, at de der måtte stræbe magten efter livet også går efter medierne og deres ansatte. Heldigvis skete der ikke noget med de undersøgende journalister på konferencen i Tønsberg.

Andenæs’ bog er læseværdig som historien om, hvordan journalisterne selv forstår deres opgave og ’performance’ ved dækningen af 22. juli-terroren. Så vidt jeg kan se finder de ikke anledning til alvorlig kritik. For mig, som ser dette med distancens mere kyniske blik, ser det imidlertid også ud til, at de norske medier i alle faser gjorde det som samfundet forventede af dem: Når de stærke politiske signaler pegede mod sorg, blev der sørget, og når de pegede mod oprydning (22. juli-kommissionen) og kritik blev der kritiseret. Dette foranlediger to afsluttende kommentarer. For det første demonstrerer bogen at sådanne kriser tydeliggør, at medierne har andre opgaver end den kritiske. Mediernes ’samfundsopdrag’ er sammensat, og det er vægtningen, som bør studeres. For det andet kan denne bog ikke stå alene. Først når vi har en grundig analyse af indholdet i medierne kan vi bedømme deres ’performance’ herunder mediearbejdernes forståelse af den.